Issuu on Google+


Jeffrey Moore

JAGET VILDT Roman

Oversat af Ninna Brenøe

TIDERNE SKIFTER

Tiderne-Jaget vildt.indd 3

09/03/12 10.33


Jaget vildt er oversat fra engelsk efter „The Extinction Club“ Copyright © Jeffrey Moore 2010 Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2012 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde Trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-459-3 Printed in Denmark 2012

WE ACKNOWLEDGE THE SUPPORT OF THE CANADA COUNCIL FOR THE ARTS NOUS REMERCIONS DE SON SOUTIEN LE CONSEIL DES ARTS DU CANADA

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne-Jaget vildt.indd 4

09/03/12 10.33


FØRSTE DEL

FØR JUL Brightly shone the moon that night Though the frost was cruel …

Tiderne-Jaget vildt.indd 5

09/03/12 10.33


Tiderne-Jaget vildt.indd 6

09/03/12 10.33


I

D

et var mørkt – mørkt som det kun er i lande højt mod nord – før jeg var fremme, men det måtte være her: Eglise de Ste-Davnetdes-Monts. To vandgennemtrukne, gråstrimede meddelelser, knapt synlige i lyskeglen fra min lommelygte, var sømmet op på hovedindgangen. Den første meddelelse, hvis sorte, middelalderlige kapitæler løb som tårer ned over papiret, var en erklæring om nedlæggelsen af kirken underskrevet af domprovsten: Det er med stor sorg, at vi tilbagekalder velsignelsen og frigiver denne bygning, og den tilhørende jord til andre formål med en bøn om, at stedet stadig vil tjene Guds og samfundets bedste …

Den anden, skrevet på noget, der godt kunne ligne indersiden af en cornflakespakke, var et hoppende virvar af røde bogstaver, som om den var skrevet med den forkerte hånd: ÆLDRE FRIVILLIGE SØGES TIL MERCHANDISEPRODUKTION ALDER ELLER MENTALE HANDICAP INGEN HINDRING

Jeg bevægede lyskeglen op mod toppen af kirketårnet i dansende ovaler og derefter ned igen, fra side til side, så lyset slog smut hen over de grove, grå mure, der lignede huden på en aldrende tykhud og var gennemprikket af bittesmå skudhuller som fra et haglgevær. Var det den rigtige kirke? På billedet havde den set så meget mere 7

Tiderne-Jaget vildt.indd 7

09/03/12 10.33


… tja, kirkeagtig ud. I stedet for glasmosaikker var der blændede ruder, i stedet for slyngede blomsterranker i sten, graffiti. Og hvor var Til Salg-skiltet? Jeg pegede med lygten ud til den ene side og lyste hen på en tæret gitterport, som var faldet af sine hængsler, en gravet rende som bugtede sig ind mellem klippestumper og murbrokker, og et kors fra en gravsten oversprayet med røde hagekors. En kirkeklokke ringede, dæmpet, i det fjerne. På slaget midnat, netop som november randt ud, begyndte en kold regn at falde: store, tunge dråber, der hurtigt blev tyktflydende som glycerin og lagde sig i et tæt dække på alt, hvad de rørte ved. Min lommelygte flakkede, lyste svagere og gik ud. Jeg kunne – burde? – have ventet til næste dag. Fra et sted et par hundrede meter derfra, oppe ved vejen til kirken, lød en tung buldren og en enkelt lyssøjle lyste op. En motorcykel … Nej, det var noget større, og med et lys som blinkede oppe fra taget. En rallybil? Jeg sprang hen i retning af vognen, som stod skjult i ly af kirken, men kom instinktivt til at dreje ned ad den forkerte sti, der i stedet førte ind på kirkegården. To dyr ude at fouragere, katte eller vaskebjørne, pilede hen over stenfliserne, og jeg snublede ud til siden for at undgå dem i mine glatte storbysko, der var stort set lige så velegnede til formålet som et par hjemmeslippers. Jeg greb ud efter en gravsten – en anonym engel hugget i sten af en anonym billedhugger – og krøb sammen bag den. Trak en kikkert med natsigte op af rygsækken og gav mig til at vente på, at bilen skulle dukke op. Landskabet glødede i farver som fra en anden verden, ikke en del af naturen: træerne var neongule, vejen nikotinorange, bilen en uheldssvanger grøn som noget fra en horrorfilm. Jeg drejede på indstillingen og de disede konturer blev skarpere. Der var ganske rigtigt noget, der blinkede, men det var ikke et udrykningsblink. Det var noget langt mere ildevarslende: Et stort, pelsklædt dyr, hvis poter … dryppede? Var skåret af? Lyset kom ud af dets mund, som blev holdt spærret op af noget, der tilsyneladende lignede en el-pære. Bilen, ikke en almindelig bil, men en pickup med hævet chassis, lys på taget og forstærket kølergitter, kom buldrende ned mod kirken 8

Tiderne-Jaget vildt.indd 8

09/03/12 10.33


direkte i retning af hovedindgangen. I sidste sekund drejede den skarpt ind på en smal sti, som løb rundt om kirken, og væk fra mig, på den anden side af kirkegården. Den bremsede brat op og svingede rundt med bagenden forrest, hvorefter motoren satte ud eller blev slukket. Fire eller fem sekunders stilhed fulgte, derefter et tungt thwack, en knækkende lyd som af splintrende glas. Så snart jeg hørte den lyd, vidste jeg, at jeg aldrig ville holde op med at høre den igen. Pickuppen gassede op og de overdimensionerede dæk snurrede rundt på den sorte is og spyede sten og jord ud til alle sider. Derefter tordnede den tilbage op ad vejen og ind i den rullende banke af tæt rimtåge og var væk. Jeg stod som naglet til stedet, forvirret, usikker på hvor jeg passede ind i det, der lige var sket. Hvad de end havde kastet ned fra det lad, kom det ikke mig ved. Jeg lagde kikkerten på plads i sit etui og begyndte at gå tilbage til mit folkevognsrugbrød, en stjålen rustbunke der var svær at starte. Den kom hostende i gang i første forsøg. Jeg trillede uden lys på op for enden af vejen. I mindst et minut sad jeg der med hænderne knuget omkring rattet. Så på vinduesviskerne, lyttede til lyden af metallets skraben mod glas. Regnen gled sirupstyk ned over forruden og stivnede. Jeg skruede rudevarmeren op på maks. Stirrede på oversiden af mine hænder, der så ud, som om de tilhørte en anden. Jeg bøjede mig ned og trak en flaske Talisker 16 frem fra under sædet og drak bundslatten. Endnu et syndefald, endnu engang faldet af vandvognen. Jeg svingede brat rundt i et snævert U, skrabede understellet mod gruset idet jeg ramte vejen i en skæv vinkel og kørte tilbage i retning af kirkegården. Da jeg kom frem til de dybe spor efter hjul, tændte jeg lygterne: Til den ene side rejste en række dunhammere sig af tågen som kæmpestore hotdogs på spid; til den anden en række gravsten, skæve og forvitrede som rådne tænder. Hver eneste sorte trærod og klatrevækst omkring dem glitrede forsølvet. Jeg bakkede vognen lidt tilbage og drejede skarpt. Dér. Der lå noget nede i den snefyldte grøft: en lysebrun bylt af en slags. Jeg steg ud for at kigge på den. Den var svøbt ind i noget der kunne ligne hessian og med en rød 9

Tiderne-Jaget vildt.indd 9

09/03/12 10.33


snor bundet omkring, som en julegave. Narko? En pengeaflevering? Jeg havde ingen planer om at løsne båndene for at komme svaret nærmere – indtil jeg hørte noget, et suk eller en lidende stønnen. Om det var fra et dyr eller et menneske, var ikke til at sige. Jeg klatrede ned ad grøftekanten med ild i hjernen og hjertet hamrende i dobbelt tempo. Under sneen var en skorpe af is så tynd som knækbrød, og jeg gik direkte igennem og stod i vand til knæene. Det var ikke en grøft – det var en mose. Men jeg fornemmede kun en svag isnen i takt med at mine sko fyldtes med det kolde vand. Jeg trak fødderne op af det sorte mudder og ragede videre, knasede gennem isen, og en skrap lugt af forrådnelse bredte sig – tørveslam, sumpgræsser, dyreekskrementer. Det overraskede mig, hvor tungt mudderet var at gå i, hvor mange kræfter der skulle til for at løfte en fod, som at gå med en fangekugle om benet. Jeg havde ikke vadet i mudder siden engang i børnehaven. Da jeg nåede frem til en endestump af den røde snor, trak jeg i den med den ene hånd af alle kræfter – hvilket ikke var særlig mange; jeg var ikke rigtig i balance og pakken rørte sig stort set ikke ud af stedet. Tilsyneladende var den ved at synke ned i den svuppende sump, ned mellem sivene og rødderne, og jeg med den. Det føltes som var der en hånd, der sled og rev i mine sko. Jeg fik plantet min ene fod på en forstenet træstamme, en krokodille presset op fra forhistoriske tider, og trak igen, denne gang med to arme, og denne gang mærkede jeg sækken bevæge sig. Stykke for stykke trak jeg den hen over den krakelerende overflade og op på landjorden. Jeg rev og sled i snoren som et retarderet barn eller som en der endnu ikke har forstået konceptet knuder. Jeg forsøgte endda at bide dem over, hvilket var som at forsøge at klippe i stål med en saks. Kold regn løb ned over mit ansigt, blev blandet med sved og stak i øjnene. Der måtte være en nemmere måde at gøre det på … Med mit slørede blik fik jeg øje på noget lyserødt stikke frem af en lille flænge i sækken. En tommelfinger? Albue? Jeg begyndte at flå blindt i hessianen og flænse den op fra øverst til nederst. Da jeg fik tørret mig over øjnene med en frossen næve, så jeg 10

Tiderne-Jaget vildt.indd 10

09/03/12 10.33


derefter et syn som fik mig til at gispe efter vejret, og som de fleste af os aldrig vil få at se. I tre eller fire hjerteslag stod tiden stille; jeg hang frit svævende i et kraftfelt af frygt, der lammede mine muskler, fik mine knogler til at forkalke og smuldre. En eller anden mystisk, naturlig kemisk substans med en defibrillerende effekt skyllede pludselig op igennem mig. Jeg løftede sækken, som om den var en pude, og bar den fra vejen og hen til vognen med det frosne grus skurrende og knasende under mine hæle. Det lange lys fra forlygterne lyste stoffet op med et koldt, fluorescerende skær, som fik de røde plamager til at træde skinnende, næsten sorte frem. Faldende røde dråber efterlod små puf af damp i luften, når de ramte sneen. En skygge bevægede sig ind foran mig, fik mig til at stivne. Den fortsatte drømmeagtigt langsomt hen i retning af sumpen. På fire ben. Stoppede derefter op og stirrede ind i lyset – ikke mit lys, men fuldmånens – med øjne der strålede som smaragder. Den svingede hovedet fra side til side, udstødte en lav brummen og løb så lydløst videre med den lange hale løftet i en bue. Jeg lukkede øjnene. Udfaldene – var de begyndt igen? Jeg åbnede øjnene og væsenet og månen var borte. Med stadig hurtigere puls og langsommere tankevirksomhed fik jeg fumlet bagdørene til vognen op og lagt den våde sæk ind. Pas på, der ikke kommer blod på sædet, du har problemer nok i forvejen. Jeg tændte lampen i loftet, og så at mine fingre satte aftryk på alt, hvad de rørte ved, inklusiv en sovepose, jeg ikke havde sovet i endnu. Okay, hvor mon politistationen ligger? Politiet? Hvad skulle jeg sige til dem? At jeg havde fundet et blodtilsølet barn – og for resten, hr. betjent, så opholder jeg mig ulovligt i landet, på flugt fra anklager om bortførelsen af en mindreårig. Blandt andet. Og jo, jeg lugter af alkohol. De ville helt sikkert forlange en forklaring, et navn, en adresse. På fisketur i en sump i Quebec – hvor kom den tanke dog fra? Fra mange års øvelse i at gøre det forkerte: min fars ord. Hvad med et hospital? Jeg hørte endnu en svag stønnen. „Du skal nok klare det,“ løj jeg. „Det skal nok gå …“ Min stemme dirrede så meget, at jeg selv kunne høre det. „Jeg kører dig til …“ 11

Tiderne-Jaget vildt.indd 11

09/03/12 10.33


Gennem det sammenfiltrede hår så jeg i et glimt barnets ansigt – så hvidt og vådt som mælk, og med et udtryk af rædsel jeg aldrig i mit liv før havde set, bortset fra i drømme. Den frysende regn klæbede til alt som køkkenfilm, kilometervis af det, og mine slidte dæk kunne knap nok trække mig op over den første bakkekam. Og stod fuldstændig af over for den anden, på trods af to forsøg i første gear og et i bakgear. Holdende på skrå midt ude på vejen satte jeg alle fire blinklys til, temmelig formålsløst, da der ikke var nogen biler i miles omkreds. Mens jeg talte til ti, så jeg lygterne skiftevis tændes og slukkes op mod et skævt, grønt skilt. HÔPITAL 8 KM – hospital otte kilometer – stod der bag pilen som pegede opad, direkte op i himlen. Jeg slingrede ned ad skråningen igen, i bakgear, og stoppede ud for en grusvej med endnu et skilt: CHEMIN SAISONNIER, vinterlukket vej. Jeg svingede til højre og kørte af sted som en gal i fire, måske fem kilometer – hen over jernbanespor ingen tog havde kørt ad siden Anden Verdenskrig, tværs over en pukkelrygget træbro, hvor der stod UTILISEZ À VOS RISQUES ET PÉRILS – al færdsel på eget ansvar – ud mod min lejede hytte. Vinduesviskerne skrabede stift over glasset og hæmmede udsynet, et slørende lag rimfrost dækkede bagruden og sideruderne, hjulene snurrede hjælpeløst rundt. Motorhjelmen, som blev holdt på plads af en blæksprutte, sprang og hoppede, hver gang jeg ramte et hul i vejen. Lyset var slukket i hytten, ligesom det også var slukket i nabohytten fyrre-halvtreds meter længere fremme. Jeg slukkede for tændingen og motoren fortsatte med at hoste og sprutte i det næste halve minut. Lygterne lod jeg være tændt og rettet mod trappen op til verandaen. Først da jeg var ved at bære barnet ind med hovedet dinglende som på en marionetdukke, gik det op for mig, at jeg skulle have åbnet døren først. Jeg lænede akavet kroppen ind mod væggen, stak nøglen i, drejede den i låsen og sparkede døren op. Snublede så gennem mørket hen mod sengen med dens slappe fjedre, velvidende at det nok var uklogt, velvidende at det eneste sæt sengetøj der var, ville blive smurt ind i blod. Jeg lagde kroppen tungt fra mig og var 12

Tiderne-Jaget vildt.indd 12

09/03/12 10.33


lige ved at tabe den på gulvet. Hvis han ikke er død i forvejen, så er han det i hvert fald nu. Jeg lod en blodig finger løbe hen over sedlen med ordene FLÅNING AF DYR INDENDØRS FORBUDT, som hang over hovedgærdet og fumlede efter kontakten på lysstofrøret. Fandt til sidst den hvide studs og trykkede den ned. Stod derefter og måbede ved synet i det skarpe lys, forpustet, blinkende, svedende. Jeg prøvede, om jeg kunne finde barnets halspulsåre. Ingenting. Gik ned på knæ, lænede mig frem og mærkede en svag vejrtrækning blande sig med min eget. Der var stadig gløder tilbage i brændeovnen, og jeg smed to knuder mere på. Mange års øvelse i at gøre det forkerte … Skulle jeg hellere lægge ham tilbage, hvor jeg havde fundet ham? Få ham bragt på hospitalet? Hvordan, med hundeslæde? Selv hvis jeg kunne komme op over den bakke, ville vi aldrig nå frem i tide. Så kunne jeg næsten lige så godt aflevere ham i lighuset med det samme. Jeg så ind i flammerne, som begyndte at vokse. Forsøg i det mindste at stoppe blødningen. Kan du finde ud af det? Prøv nu at huske efter … Jeg tænkte og tænkte, men det var som at famle efter en ting, der er faldet ned gennem et hul i en lomme og videre ned i foret. Jeg trak i en skuffe, som modsatte sig det første forsøg, og som mit andet forsøg fik revet helt ud af kommoden. Den faldt ud af hænderne på mig og indholdet sprøjtede ud over gulvet. Jeg bandede og svovlede så højt, at det overraskede mig selv og lyden sprang frem og tilbage mellem væggene i hytten og fik dem til at ryste, så jeg ville have svoret på, at man måtte kunne høre det flere mil borte. Jeg faldt ned på alle fire og gav mig febrilsk til at lede efter et eller andet brugbart. En kniv med et krumt blad, som på en sørøverdolk, fangede mit blik sammen med en tube sekundlim og en billig saks med orange håndtag. Jeg tog en dyb indånding, før jeg pakkede kroppen ud af dens puppe af hessian og forsigtigt klippede udenom de steder, som klistrede til huden. Kroppen var foldet sammen som en lommekniv med rødt sejlgarn bundet omkring halsen og ind under knæene. Dog gudskelov 13

Tiderne-Jaget vildt.indd 13

09/03/12 10.33


ikke så stramt, som det kunne have været. Hænderne var samlet bag på ryggen med hvide plasticstrips. Jeg rev og sled i låsemekanismen til ingen verdens nytte, fumlede i skjorte- og jakkelommer efter mine læsebriller og filede stripsene over med dolken. Skar sejlgarnet ved nakke og knæ over. Så til tøjet. Jeansene var trukket ned til midt på låret, boksershortsene drev af blod. Jeg trak ned i begge bukseben og fik hevet dem ned over de bare fødder. En skjorte og en vest, begge dele meget lasede, fulgte efter. Det eneste der nu manglede, var drengens … Alting syntes at foregå i kvart tempo og i en anden dimension. Jeg stod henne ved zinkvasken, vaskede og skyllede mekanisk en svamp, fyldte vand i en gryde. Det er en pige, din idiot, ikke en dreng. Jeg så mig om efter noget at lægge over sengen, kiggede først over mod gardinerne, derefter på vattæppet. Ingen af delene var særligt egnede. Ude på badeværelset rev jeg et badeforhæng af klart plast med en hel mælkevej af skimmelsvamp ud over det ned, så metalkrogene sprang af, en for en. Derefter proppede jeg det ned i badekarret og håbede, at jeg måske kunne finde noget ude under køkkenvasken til at skure det med. Mellem de stenhårde klude var der en flaske størknet Ajax og en æske ståluldsvampe med et bulldog-logo på, som havde været udgået siden engang i firserne. Jeg skruede godt op for vandhanen, indtil vandet begyndte at plaske varmt og larmende ud. Kiggede ned på mine mudrede fødder og opdagede, at jeg slet ikke kunne mærke dem. Krængede sko og sokker af, smøgede buksebenene op og trådte op i karret. Begyndte at skrubbe med en manisk energi, jeg ikke havde oplevet i årevis, ikke siden jeg havde været spærret inde. Da forhænget var rent, lagde jeg det forsigtigt ind under den unge pige. Hun var lille og tætbygget, med buttede englekinder. Omkring de tolv, hvis jeg skulle vove et gæt. Og med små dyretatoveringer på hver skulder: en kanelfarvet sortbjørn på den højre og en gyldenbrun puma på den venstre. Omkring begge håndled ringe af røde sår – som frostknuder, denne dickenske lidelse – og neglene var knækkede og sorte af blod. 14

Tiderne-Jaget vildt.indd 14

09/03/12 10.33


Jeg var knap nok færdig med at vaske hende, da jeg hørte en kradsende lyd henne ved døren, som fra en hund der ville lukkes ind. Jeg stoppede, lyttede. Nej, lydene kom fra oppe øverst på døren eller fra taget … Jeg var på vej over mod lyden, da døren pludselig sprang op. En skyggelignende skikkelse stod i døråbningen, ubevægelig og i en glorie af månelys. En betjent fra Canadas ridende politi i en pelsfrakke? En bjørn som stod på bagbenene? Jeg trådte nærmere. Ingenting, ingenting, men bare et af de forbandede … udfald, genskær. Alkoholrelaterede hallucinationer, Wernickes syndrom eller Korskoffs psykose eller Joliffes encefalopati. Eller bare god gammeldags galskab. Jeg slukkede for min bevidsthed. Tricket, havde jeg lært engang for længe siden, var at nulstille, fokusere igen, spole tilbage til før. De kunne ikke fange en, hvis man aldrig stoppede op. Jeg kastede overkroppen ind mod døren, lukkede den op mod den begyndende storm. En antikt udseende messingnøgle sad i døren, og jeg låste den. Der var ikke tilnærmelsesvis nok lys, så jeg flyttede en af messingstanderlamperne, hvis flossede forlængerledning summede og udsendte gnister, hvorefter den gav op. Jeg bandede igen, indædt, og gik ud i køkkenet for at hente noget at reparere den med, noget jeg havde set ud af øjenkrogen mellem de spredte effekter på gulvet: En halv rulle grøn elektrikertape. Jeg splejsede ledningen sammen, satte stikket i igen og vippede derefter lampeskærmen op, så der blev kastet så meget lys som muligt ned på mit operationsbord. Rundt om pigens ansigt svævede et spøgelsesagtigt efterbillede af lampen som en aura. Øverst på maveskindet, i venstre side lige under brystkassen, var der en dyb flænge. Mørkt blod steg op i det i et langsomt, men jævnt tempo. Den anden flænge var på indersiden af højre lår, midt på kroppens længste muskel, sartorius, som løber hele vejen fra ydersiden af hoften og ned til indersiden af knæet. Her var blodet højrødt, fordi det kom direkte fra hjertet, og sivede ud for hvert pulsslag. Storartet. En seng fuld af blod og et lig i min seng. En piges lig. Min eks og hendes advokat ville have en fest ved nyheden om det her. 15

Tiderne-Jaget vildt.indd 15

09/03/12 10.33


Jeg fik gelé i knæene og begyndte at svaje og blodet susede i mine tindinger. Var jeg ved at miste grebet? Jeg rystede kraftigt på hovedet, en halv snes gange, og forsøgte at genfinde fokus. Da det ikke virkede, bankede jeg hovedet ind i døren, ikke en, ikke to, men tre gange. Jeg åbnede døren, lod blæsten stikke mig i ansigtet med sine skarpe snekorn, der var så kolde, at de føltes varme. Og trådte så ud i sneen. Jeg trak et par læsebriller, som lå ved siden af en plasticpistol kaliber .38, ud af handskerummet og min fars nødhjælpskasse frem fra under passagersædet. Jeg åbnede den for første gang nogensinde og kiggede ned i den: en lommelygte med ryste-oplader, en radio/ lanterne, et sæt førstehjælpsgrej, en hånddrevet mobiltelefonoplader. Men ingen mobiltelefon. Værktøjskasse, jeg ville få brug for min værktøjskasse. Jeg rodede rundt under passagersædet, men den var der ikke. Stjålet? Nej, den lå aldrig under det passagersæde. Den lå omme bagi i mellemrummet ved baghjulets skærm. Jeg fiskede den op sammen med soveposen. I lyset fra den reparerede lampe undersøgte jeg indholdet af førstehjælpssættet. Det var i topkvalitet, ligesom alt andet min far ejede. Jeg pakkede to kompresser op, foldede dem ud og lagde dem over hver af flængerne, mens jeg pressede let ned mod begge sår. Bandagerne blev hurtigt gennemblødt, så jeg åbnede nogle pakker gaze og lagde den på i flere lag. Blødningen ville ikke stoppe. Tænk, prøv nu at huske, skrab ned til bunden af, hvad der måtte være tilbage af din hjerne. Kroppen har seksogtyve pressurpunkter, tretten på hver side. Men hvor, og hvilke af dem skulle man trykke på? Jeg lagde håndroden ind mod det øverste af lysken, lige ved bikini-linjen, mens jeg bad til, at det var det rigtige sted, og pressede ned. Tanken var at lukke af for hovedarterien i låret, men det virkede ikke … mine knoer røg op til læberne, jeg var nu tæt på at gå i panik, og jeg kunne både lugte og smage hendes kobberagtige, varme blod. En pasta af cayennepeber, slog det mig, kan stoppe en blødning på få sekunder. I hvert fald ifølge gammel ammestuesnak. Men jeg kunne ikke huske at have set nogen krydderier overhovedet. 16

Tiderne-Jaget vildt.indd 16

09/03/12 10.33


Med spidsen af fingrene pressede jeg direkte ned mod arterien og lagde ekstra pres på med håndroden af den anden hånd. Talte til tres, til halvfems. Okay, lidt bedre … til ethundredeogtyve, ethundredeogfirs … meget bedre. Jeg pustede tungt ud, på en måde der føltes, som om jeg selv havde holdt vejret i samfulde tre minutter. Hvad så nu? Sørg for at skaden befinder sig over hjertehøjde. Det mindsker blodtilstrømningen, speeder koaguleringen op. Jeg så mig omkring. Jeg snuppede en ryghynde fra sofaen til at lægge ind under hende, men skiftede lynhurtigt mening. Errore molto grande hvis hun også havde knoglebrud. I stedet smed jeg den ned på gulvet, løftede fodenden af sengen op og sparkede puden ind under benet. Derefter hentede jeg den anden hynde og gjorde det samme i den anden side. Ude i køkkenet tændte jeg for vandet, der plaskede for fuld kraft ned på en ske, som lå i vasken og videre op i ansigtet på mig. Jeg tørrede øjnene med hånden, fyldte en stor suppegryde med vand og satte den over på komfuret. Derefter gentog jeg processen med en kedel, en tung sag i smedejern, efter at have jaget en forskrækket edderkop ud. Jeg strøg en tændstik og tændte for de to blus. Propangas. Hvor meget var der mon tilbage af den? Jeg trak et Best Western-sysæt op af inderlommen på min rejsetaske med en nål og en papspole med sort tråd. Jeg smed begge dele ned i gryden. I værktøjskassen fandt jeg en pincet og en spidstang. Klemmer, jeg fik brug for klemmer … Jeg faldt ned på alle fire på køkkengulvet og ledte rodebunken igennem. Ingenting. Jeg gik tilbage ind til sengen og stirrede på flængen ved lysken, som stadig udsendte en lille strøm af rødt. Tallene 9-1-1 begyndte at springe rundt inde i hovedet på mig som bolde i en lottotrækning. Hvordan skulle du nogensinde kunne redde hende? En der er så fuldkommen fucked-up som dig? Du som ikke engang kan redde dig selv. Der var ingen telefon i hytten, men måske ovre hos min nabo … Jeg havde, allerede, glemt hvor mørkt det kan være i lande højt mod nord. Jeg så op mod himlen og spurgte mig selv, om jeg havde lukkede øjne. Et buldermørke så tæt som i en kiste, hvor en nordvestlig 17

Tiderne-Jaget vildt.indd 17

09/03/12 10.33


vind skubbede sorte skyer hen over en sort himmel. I det svage lysskær fra lommelygten kunne jeg kun svagt ane konturerne af buske og fyrretræer, af de store klippeblokke som lignede uhyrerne fra en eventyrbog. Nattens sne er fuld af genfærd, som sukker, banker på, Læner sig mod ruden, lytter, og vil ikke gå …

„Åh, for fanden, nu skal du ikke igen til at begynde på den slags,“ belærte jeg mig selv. At forvandle lyde og omrids til andre lyde og omrids, til lydbårne og visuelle illusioner. En tilbagevenden, havde jeg ladet mig fortælle, til forhistoriske tiders tokamrede hjerne. Bilen ville ikke starte, så jeg satte den i frigear, hoppede ud, lagde vægt bag og skubbede til med skulderen mod rammen af fordøren. Da det skrånede svagt ned ad bakke, rullede den selv videre et kort stykke. Jeg satte det lange lys på, som fik de sølvskinnende hvirvler af fnug og kornet sne til at træde frem, og mere utydeligt i det fjerne, min nabos veranda. Jeg ville mindst have brug for en minearbejderhjelm og en hakke for at nå frem. Jeg begyndte at gå derover i det svage lys, med flagrende arme, mens jeg snublede rundt i den glatte sne. Både hoveddøren og bagdøren var solide affærer som åbnede op udad, så jeg greb en cedertræskævle fra verandaen og begyndte igen og igen, som en vanvittig og fuldkommen overdrevent, at hamre den mod ruden. Lydene buldrede og bragede igennem kraniet på mig, ligesom tidligere med skuffen i køkkenet. Jeg fjernede forsigtigt nogle af glasstumperne med hænderne og famlede mig vej ind over vinduesrammen. Jeg mærkede noget rykke mig i ærmet og på ryggen, hørte lyden af stof, som blev revet itu. Glasset knasede under mine fødder i mørket, da jeg famlede mig af sted langs væggen for at finde stikkontakten. Klik. Lad der blive lys! Men den eneste telefon jeg kunne få øje på, var en sort drejeskivetingest ude i køkkenet, hvor ledingen var revet ud af væggen. Hvad så nu? Sende en brevdue, måske? Mens jeg stod og stirrede på de blottede ledninger, bemærkede jeg pludselig en frastødende 18

Tiderne-Jaget vildt.indd 18

09/03/12 10.33


lugt, lugten af Klorin, der mindede mig om en stram, hvid trøje, jeg engang var blevet tvunget til at have på. Jeg flåede skuffer og skabe op – alle var på besynderligste vis fyldt til bristepunktet. Dåser med alt hvad man overhovedet kunne forestille sig stod i høje stabler, som om ejeren forventede en snarlig belejring: Suppe, majs, ærter, gulerødder, gryderetter, laks, tun, kondenseret mælk, ahornsirup, varm kakao … Mindst ti kilo ris. Den ene pakke pasta, kiks, mælkepulver, havregryn, pandekagemix, bagepulver og salt efter den anden. Men ingen kaffebønner, kun glas med pulverkaffe, og ingen alkohol. I kommoden i badeværelset, af alle steder, lå der en pakke klemmer, men de var store og orange, alt for store til det jeg skulle bruge dem til. Der var også en hjemmenødhjælpskasse med bandager, jod, gummihandsker, plaster, selvhæftende gaze, sommerfugleplaster, gazerondeller, pincet, klorhexidincreme, babyshampoo … Babyshampoo? I spejlet over håndvasken opdagede jeg, at min arm og ryg havde fået en flænge, og at mine hænder og ansigt var oversået med bittesmå sår. Jeg fjernede nogle mindre glasskår og plaskede derefter iskoldt, rustfarvet vand i ansigtet. Med to grønne affaldssække lavede jeg en midlertidig forsegling af den smadrede rude. Derefter proppede jeg så meget mad og medicinsk udstyr jeg kunne ned i en tredje sæk. Jeg sparkede døren op indefra og var på vej ud af den, da det gik op for mig, at jeg havde glemt noget. Et TAG Heuer-ur med blå urskive, som jeg havde set ligge på natbordet. Uretmæssig indtrængen, ødelæggelse af privat ejendom og groft tyveri ville nu kunne føjes til min stadigt voksende sagsmappe. Tilbage i hytten dumpede jeg en pakke ubrugte engangsklude ned i gryden med det kogende vand. Og derefter en saks. Jeg skruede ned for blusset og lagde låget på. Derefter skoldede jeg en glaskande med vand fra kedlen og fyldte den med postevand. Smed tre skefulde af min nabos salt og en skefuld bagepulver i. Og så bare røre rundt … Jeg åbnede bestikskuffen og tog en brødkniv op. Rør med en kniv og du vil yppe kiv: Min mors ord. Jeg lagde kniven fra mig. Tog en plasticgaffel fra et salat-tag-sæt op. Rør med en gaffel og du vil få et 19

Tiderne-Jaget vildt.indd 19

09/03/12 10.33


usselt taffel. Jeg lagde gaflen fra mig. Tog salatskeen op, skoldede den med kogende vand, rørte rundt. Låget på gryden begyndte at danse. Med den samme ske fiskede jeg hotel-sysættet op. Tråden var blevet blød og klistrende, halvopløst. I skuffe efter skuffe, skab efter skab ledte jeg efter noget at erstatte den med. Ingenting. Oppe på en af tværbjælkerne fik jeg øje på noget lovende … jeg klatrede op på en køkkentaburet og trak i det: et rodet fed voksimprægneret sejlgarn. I den ene ende hang allerede en nål, en sejlmagernål. Men snoren var for tyk og nålen for stor. Hvad nu? Til helvede med de sting. Jeg måtte bare bruge elektrikertape i stedet. Eller sekundlim. Jeg skævede ned på min nye, blå urskive, hvorefter jeg skurede en bageplade med ståluld og Ajax i præcis tre minutter, skyllede den i badekaret med varmt vand, hvorefter jeg gik tilbage ud i køkkenet efter kedlen og min nabos gummihandsker. Hældte det kogende vand ud over bagepladen og derefter gummihandskerne. Jeg fiskede pincetten, spidstangen, saksen og engangskluden op af gryden og lagde dem på bagepladen. Jeg klippede kludene i mindre stykker. Derefter foldede jeg viskestykket sammen på langs og lagde det op omkring mund og næse som en bankrøver. Jeg forsøgte at binde det i nakken, men det var for kort, så jeg satte det fast med et gummibånd. Satte mine læsebriller fast på næseryggen over klædet. Hvis hun åbner øjnene, dør hun i det mindste med et grin på læberne. Jeg trak gummihandskerne på og satte bagepladen fra mig på en køkkentaburet, stillede kanden med saltvandsopløsningen og klorhexidin på den og bar det hele ind til sengen. Jeg knælede ned, løftede mine gummiklædte hænder, som i bøn. Med pincetten dyppede jeg en halv snes stoffirkanter i saltopløsningen, indtil de var gennemvædede. Efter at have renset begge sår, lagde jeg en firkant på hver side af dem. Mens jeg bed mig i tungespidsen, klemte jeg kanterne af såret oppe ved brystet sammen og satte et sommerfugleplaster på. Jeg pressede en klat klorhexidincreme ud over den selvhæftende gaze og satte for en god ordens skyld det hele fast med flere lag overlappende gaze. 20

Tiderne-Jaget vildt.indd 20

09/03/12 10.33


Jeg tørrede mig over panden med først den ene, så den anden underarm, før jeg rettede opmærksomheden mod den anden flænge, den på indersiden af låret. Den var straks værre. For det første var såret dybere – jeg kunne se flere lag væv under huden langs kanterne. En bandage ville være sværere at få til at blive siddende, ville løsne sig, hvis min patient bevægede sig, og ikke være til megen nytte, hvis der skulle opstå væskeansamlinger. En række sting … det skulle simpelthen sys. Jeg lukkede øjnene i koncentration. Jeg har en nål, men ingen tråd. Hvad kunne jeg bruge i stedet. Noget af hendes hår? Så tænk dog. Min nabo. Han måtte da have et eller andet. Skulle jeg gå tilbage og se nærmere efter? Jeg så ned på såret, som spyttede blod ud i regelmæssige gylp. Tiden er ved at rinde ud … Der var den. Jeg kan se det for mig, lige der i hans medicinskab! På en spole i en hvid plasticæske. Jeg løb – med maske, men frakkeløs, støvleløs – over for at hente det. Ved hjælp af pincet og spidstang trådede jeg nålen med Johnson & Johnsons tandtråd. Stoppede derefter op for at tænke det igennem. Der findes tre slags sting: stikkesting, afbrudte knudesting og … hvad hedder den tredje? Fortløbende sting. Det er også lige meget, for jeg kan kun huske nummer to. Jeg syede et sting på midterpunktet af flængen og trak kanterne af såret godt sammen. Jeg fæstnede den voksede tandtråd med en knude og klippede den til. Det var nemmere at sy i, end jeg havde troet. Nålen gennembrød huden, tråden blev trukket igennem, min patient rørte sig ikke ud af stedet. Det mindede mig om at rimpe en julekalkun sammen. Fem sting med trekvart centimeter imellem. Det sværeste var at binde knuderne: Jeg måtte sikre mig, at tråden trak kanterne af såret sammen uden at skære ned i huden på samme måde, som den kan skære ned i tandkødet og få det til at bløde. Jeg satte mig på gulvet for at hvile mig, musklerne i mine arme brændte af anstrengelse og mine øjne løb i vand. Jeg trak vejret dybt ind, holdt det, stirrede på flængen. Blodet steg op i såret, gennemvædede stoffirkanterne. Men langsomt, uden at tapløbe. Jeg duppede 21

Tiderne-Jaget vildt.indd 21

09/03/12 10.33


blodet væk og pressede en stribe klorhexidincreme ud langs kanten. Ikke at jeg var sikker på, at det var nødvendigt, men jeg gjorde det alligevel. Derefter åbnede jeg en ny pakke selvhæftende gaze, mens jeg hele tiden passede på ikke at komme til at røre ved den del af det, som ville komme i kontakt med såret, og fastgjorde det. Selvom begge reparationer så sjuskede, amatøragtige ud, som noget udført af et barn, der forsøger at reparere et udstoppet dyr, tænkte jeg, at det nok skulle kunne holde. Ikke at det ville gøre den store forskel. Min patients tilstand var uforandret. Et sted mellem intensiv og krematoriet. Inde i stuen, med ryggen til vinduet, stirrede jeg ned på et sofabord, hvor den tidligere lejer havde stillet et skakproblem op, som jeg ikke kunne løse. („# i 3 træk“ stod der skrevet med en finger i støvet). Med en fejende bevægelse spredte jeg brikkerne ud over rummet. Derefter vendte jeg mig over i retning af vinduet, ude af stand til ænse noget omkring mig, bedøvet mod både tid og afstande, mens jeg mærkede alting blive fjernt og sløret omkring mig.

Tiderne-Jaget vildt.indd 22

09/03/12 10.33


Jaget vildt af Jeffrey Moore