Page 1

Godkendt:

/

Red:

Prod:

JACK THE RIPPER er Erwin Neutzsky-Wulffs skøn-

litterære bud på verdens mest berømte mordsag – sagen om den ukendte morder, som i 1888 dræbte og lemlæstede mindst 5 kvinder i Londons luderkvarter, Whitechapel. Bogen er en traditionel kriminalroman med spor, mistænkte og en morder, hvis identitet røbes på de sidste sider. Den bygger på de historiske fakta og er baseret på studier af i tusindvis af sider om tiden og sagen i politirapporter, dagbøger og breve. I kraft af de mange personer, der var berørt af sagen, er JACK THE RIPPER samtidig et portræt af den victorianske tidsalder på vej ind i det tyvende århundrede - en guldalder for romantikere, drømmere, anarkister, spiritister og okkultister. Foruden sagens centrale aktører møder vi en række kendte digtere, malere, politikere, frimurere, medier, magikere og mange andre navngivne personer fra tiden, som alle var interesserede i og måske involverede i de mystiske mord. Ikke mindst møder vi de ulykkelige ofre, hver med sin historie, og de mennesker, der omgav dem i Londons mest berygtede kvarter. Ingen mordsag i historien har givet anledning til så mange spekulationer om morderens identitet som sagen om Jack the Ripper. »Ripperologer« over hele verden har gennem årene foreslået talløse mulige skyldige. I denne roman tegner Erwin Neutzsky-Wulff sit eget billede af tiden, historien og morderen.

SOHN

ISBN 978-87-7122-049-0

W W W. S O H N . D K

C-format 14 x 21,5 cm

JACK THE RIPPER.indd 1

RYG: 16 mm

 Ryg ok

 blank kachering  mat kachering

 partiel lakering: bund:_________ motiv:__________

1/9/2012 11:34:35 AM


Af samme forfatter, bl.a.: Dialog, roman 1971 Adam Harts opdagelser, roman 1972 Anno Domini, roman 1975 Gud, roman 1976 Victor Janis og søn, roman 1977 Adam Hart og sjælemaskinen, roman 1977 Oiufael, roman 1977 Den treogtredivte marts, roman 1977 Havet, roman 1978 Indsigtens sted, roman 1980 Menneske, roman 1982 Okkultisme, 1985 Magi, 1986 Faust, roman 1989 2000, roman 1991 Verden, roman 1994 Døden, roman 1996 UFO, roman 1999 For længe siden. Første Mosebog i nyoversættelse, 2000 Rum, roman 2001 Abattoir, roman 2003 Det overnaturlige, 2004 Hjernen, roman 2006 Adam Hart, samlet udgave af Adam Harts opdagelser, Adam Hart og sjælemaskinen, Oiufael, Victor Janis og søn og Adam Hart vender tilbage, 2007 Menneskets afvikling, 2009 Den overnaturlige verden, 2009 9999, roman 2010 Bibelen, 2011

2

Jack the Ripper - rettet 2.indd 2

03-01-2012 12:35:45


Erwin Neutzsky-Wulff

JACK THE RIPPER Kriminalroman

SOHN 3

Jack the Ripper - rettet 2.indd 3

03-01-2012 12:35:46


Jack the Ripper © Erwin Neutzsky-Wulff 2012 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen, bogmager.dk Grafisk tilrettelægning: Støvring Bogfremstilling Forlagsredaktion: Jens Christiansen Published in 2012 by Forlaget Sohn, Christiansdal 64, DK-2610 Rødovre, Denmark Bogen er sat med Palatino hos ansats@provinsen og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-7122-049-0 1. udgave, 1. oplag 2012 www.sohn.dk

FORFATTERENS NOTE Skønt jeg har draget mine egne konklusioner, er de historiske kendsgerninger, som de præsenteres i bogen. Den bliver altså ikke mindre spændende af, at du googler lidt indimellem!

4

Jack the Ripper - rettet 2.indd 4

03-01-2012 12:35:46


TIL MIN ELSKEDE CHRESTERIA Og vandrer de end nok så vidt, de følger dog den samme vej. Og de, som her på jord blev et, i døden heller skilles ej.

5

Jack the Ripper - rettet 2.indd 5

03-01-2012 12:35:46


6

Jack the Ripper - rettet 2.indd 6

03-01-2012 12:35:46


Jeg elsker at fortabe mig i et mysterium, at følge min fornuft til et O altitudo, hvilken dybde! Thomas Browne

7

Jack the Ripper - rettet 2.indd 7

03-01-2012 12:35:46


8

Jack the Ripper - rettet 2.indd 8

03-01-2012 12:35:46


x

MORDENE 3. april 1888: Emma Smith, Brick Lane 7. august 1888: Martha Tabram, George Yard 31. august 1888: Mary Ann Nichols, Buck’s Row 8. september 1888: Annie Chapman, Hanbury Street 30. september 1888: Elizabeth Stride, Berner Street 30. september 1888: Catherine Eddowes, Mitre Square 9. november 1888: Mary Kelly, Miller’s Court

9

Jack the Ripper - rettet 2.indd 9

03-01-2012 12:35:46


10

Jack the Ripper - rettet 2.indd 10

03-01-2012 12:35:46


nyside

1 I efteråret af 1885, endnu mens Robert Louis Stevenson forberedte udgivelsen af „Markheim“, havde han en urovækkende drøm. Han drømte om en læge, der, skønt respektabel og pligtopfyldende om dagen, om natten forvandlede sig til et uhyre, der søgte afløb for sine dyriske drifter i Londons slumkvarterer. Endnu havde den sovende digter kun set den uhyrlige fremtoning, der imidlertid netop stod i begreb med at røbe sin identitet, da han blev vækket af sin hustru, som frygtede, at hendes mand havde fået et af sine anfald. Stevenson led af Oslers sygdom, der viser sig ved blødninger fra slimhinderne i blandt andet lunger og tarm. Sit svage helbred til trods skrev han med febrilsk hastighed den i sandhed forunderlige „Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, og skønt det færdige værk næppe fylder et halvt hundrede normalsider, er det en af verdenslitteraturens kendteste og mest filmatiserede romaner. De rædsler, den oprullede, og som på én gang fascinerede og forargede det victorianske publikum, skulle imidlertid snart blive overgået af virkeligheden. I efteråret 1888, da ikke mindre end to dramatiseringer af Stevensons bog kunne ses i London, hærgedes Whitechapel af en morder, der blev kendt som Jack the Ripper. Dette er hans historie, som jeg har stykket den sammen af vidneudsagn fra såvel de agerende som det samtidige publikum. Det er og forbliver et stort puslespil, et næsten uigennem11

Jack the Ripper - rettet 2.indd 11

03-01-2012 12:35:46


trængeligt væv af sandhed og myte, som jeg med læserens hjælp vil forsøge at udrede. Og som i alle gode mysterier afsløres morderen først på de sidste sider.

2 På afstand kan Saint Peter’s Church i Bournemouth have en vis overfladisk lighed med Christ Church i London, der, skønt bygget til benefice for indbyggerne i City, i aftentimerne kaster sin tunge skygge over Whitechapel-kvarteret, som i 1888 blev hjemsøgt af en ukendt morder. Her holder ligheden imidlertid også op, for Bournemouth var i det nittende århundrede kursted for de mere velbeslåede. I dag er det mere velbesøgt, og skulle du tilfældigvis være en af disse besøgende, vil du måske på din vandring støde på den foromtalte kirke og kirkegården omkring den. Her vil du finde ikke blot Lewis Tregonwell, der gjorde Bournemouth til en turistattraktion, men ligeledes Mary Shelley, Frankensteinuhyrets sande skaber – sammen med Lord Byrons hjerte! Som bekendt døde han i Grækenland af en slem forkølelse, netop som han var i færd med at erobre Det Osmanniske Rige, og det lykkedes ham altså ikke, som han havde håbet, at sygne hen af tæring på romantisk vis og blive en vampyr. Også mindre notabiliteter har dog fundet hvile på dette sted.

3 „Mine damer og herrer! Jeg beundrer Deres mod! Vi forlader nemlig nu det enogtyvende århundredes London til fordel for en underverden af tåge og gaslys, hvor døden lurer i hvert 12

Jack the Ripper - rettet 2.indd 12

03-01-2012 12:35:46


hjørne. Gennem mørke gyder vil vi følge morderens blodige spor, og – hvem ved – måske vil vi i nat finde det afgørende spor, der vil løfte sløret for kriminalhistoriens største mysterium, der udødeliggjorde Jack the Ripper i dens annaler …“ Et motorkøretøj overdøvede for et øjeblik næsten manden med stok og flip, og den lille gruppe strakte hals for at følge ham. „Frygt ikke, mine damer og herrer, De er sikker, så længe De holder Dem til selskabet. Og skulle De føle trang til at skrige, som disse ulykkelige kvinder skreg, vær da vis på, at ingen vil lægge Dem det til last. Og ingen vil høre Dem. Og hvis De nu blot …“ Guiden førte sin flok uden om en parkeret lastbil og viste dramatisk i retning af en gul mur. „Det var dette fortov på Durward Street, der dengang var kendt som Buck’s Row, der plettedes af Mary Ann Nichols’ blod natten til den 31. august. Hendes frygteligt mishandlede lig bar tydelige spor af det bestialske raseri, der må have motiveret morderen …“ „Vås!“ lød det med overbevisning fra et sted i selskabet. „Han var i enhver henseende så normal som De og jeg …“ „Normal! Har De set fotografier af hans ofre – hvis De vil være så venlig at slå op i vores brochure – det vil jeg ikke just kalde normalt.“ „Måske er ’normal’ ikke det rette ord. Vidende og beslutsom, ville jeg sige …“ „De er måske også ripperolog?“ „Jeg har studeret disse mord grundigt, og jeg …“ „Det er meget interessant, men måske skulle vi se at komme videre med vores rundvisning?“ En kvinde i laset sjal med malede rande under øjnene, hvis entre var blevet forsinket af den fremmedes protester, vovede sig lidt usikkert frem med sit tinkrus. „Giv en skærv, Governor! Bless you, Governor …“ „Men er det ikke Mary Ann selv? Eller måske hendes hvileløse ånd? Disse ulykkelige kvinder …“ Senere attraktioner 13

Jack the Ripper - rettet 2.indd 13

03-01-2012 12:35:46


indbefattede en advarende bobby og en arbejdsløs skuespiller med deerstalker og forstørrelsesglas. „Og her – her på denne mur fandt politiet det eneste spor, som straks efter af uforklarlige årsager blev slettet. Men vent, her står det jo igen, lad os se: THE JUWES ARE NOT THE MEN …“ „Juives! Juives – det er fransk!“ Den høje mand med det grånende overskæg trængte sig frem, vildt gestikulerende. „Var dette en skjult hentydning til Jubela, Jubelo og Jubelum og Frimurernes hemmelige ritualer? Var morderen en højt anset person, måske endda kongelig?“ „Vås, vås, vås!“ „Måske ville De foretrække at overtage rundvisningen, mr. …?“ „D’Onston. Roslyn D’Onston. Med største fornøjelse!“ Dette forslag blev imidlertid mødt med højlydte mishagstilkendegivelser fra publikum. „Nuvel,“ sagde den fremmede, „jeg skal ikke ødelægge Deres lille forestilling. De kunne dog lære meget af Dick Mansfield. Jeg så ham som Hyde, ved De!“ Herefter rømmede han med stor værdighed scenen, men kunne dog ikke bare sig for at bemærke over skulderen: „I det mindste var der da én korrekt detalje i Deres foredrag. Disse mord gjorde virkelig gerningsmanden udødelig …“

4 I det nittende århundrede slog liberalismen og industrialismen igennem i England og skabte det moderne proletariat. For den nye tids profeter som Richard Cobden var dette et

14

Jack the Ripper - rettet 2.indd 14

03-01-2012 12:35:46


rent midlertidigt problem, mens andre imødeså opgivelsen af et romantisk ideal. Endelig var der dem, der håbede på, at det ville betyde enden på klassesamfundet, uden at de dog kunne blive enige om den utopi, der skulle erstatte det. Folk som William Morris var nok socialister, men de var ikke marxister. Mange drømte om en tilbagevenden til et feudalt samfund med ridderlige dyder, og denne atavisme, repræsenteret af prærafaelitter og digtere som Swinburne, var for en tid en alvorlig konkurrent til modernister som Whistler og Sickert. Ikke mindst kvindens stilling i den nye verdensorden var genstand for livlig diskussion, dog især blandt mændene. Den nye underklasse havde frembragt endnu en kvindetype ud over den drømmende Lady of Shalott, en femme fatale, der lokkede familiefaderen bort fra den hjemlige idyl, og hvis „fjed stundede til Dødsriget“. Der var imidlertid endnu mere eksotiske bud på den tilstundende guldalder. I 1848 havde to små piger iscenesat deres egen spøgelseshistorie i en lille by i staten New York, og snart viste de mere traditionsrige engelske spøgelser sig at være med på spøgen. Fyrre år senere havde den spiritistiske selskabsleg dog mistet en del af sin charme, og der skulle andre boller på suppen. 1887 stiftedes „The Hermetic Order of the Golden Dawn“ i London, der talte så illustriøse medlemmer som Aleister Crowley (inden han begyndte for sig selv). Ind på denne scene af sovende og drømmere trådte endelig i efteråret 1888 en person, der måske mere end nogen anden indvarslede afslutningen på „La Belle Époque“. Han var hverken samfundsreformator, kunstner eller magiker – eller måske var han en af disse, eller eventuelt alle tre dele. Han tog drømmene og gjorde dem til mareridt, repræsenterende en yderlighed og et mysterium, der har fascineret

15

Jack the Ripper - rettet 2.indd 15

03-01-2012 12:35:46


menneskene i et og et kvart århundrede. Dette er hans historie.

5 „Dyret med de røde kinder“ kalder Nietzsche mennesket, og vi er da også de eneste, der føler et behov for at smykke vore personlige behov med høje idealer, måske i erkendelse af en tabt selvløshed. For det militære aristokrati, der var den herskende klasse i middelalderen, var det „ære“, for det fremvoksende borgerskab „frihed“. Det feudale samfund er karakteriseret ved, at alle har deres plads (men at der derfor også er plads til alle – der er ingen „sociale tabere“). Bonden er bundet til jorden, han er ét med den, hvorimod håndværkeren „skaber værdier“, hvorfor han er noget forskelligt fra sit råmateriale, verden, men også derfor hurtigt kommer i et modsætningsforhold til den. Mest dramatisk er denne „forædling“ i opførelsen af et hus – ikke en bunke træstammer, men bygninger af sten med bærende konstruktion, og det var derfor naturligt, at disse murere blev de første til at erklære sig frie af den rigide samfundsorden. Med tiden blev der lavet en loge, hvor de mere indflydelsesrige borgere kunne smede deres planer mod adel og gejstlighed, og da det endelig lykkedes dem at sikre sig magten, en selskabelig forening for disse. Et hemmeligt selskab skal imidlertid have hemmeligheder, og helst nogle, der ikke lugter alt for meget af konspirationer. Dem lånte de mere belæste medlemmer fra mysteriereligionerne uden dog naturligvis at begribe ret meget af dem. I disse er den døde og genopstandne gud central, som endvidere forsikrer sine tilhængere om, at de vil kunne gøre ham kunststykket efter. Denne havde kristendommen natur-

16

Jack the Ripper - rettet 2.indd 16

03-01-2012 12:35:46


ligvis allerede kopieret, så skønt kristen udadtil var den nye sekt nødt til at finde på en ny variation. Mytologiske bygmestre er der ikke mange af – bortset fra ham med stort G – så valget faldt på den vise Salomos bygmester, som kong Hiram af Tyrus sendte ham, Churam Abhi, hvilket af de mindre hebraiskkyndige blev udlagt som Hiram Abif. Hermed blev denne mytiske arkitekts død, som initianden genoplevede, frimureriets centrale mysterium, og sjælens udødelighed dets centrale dogme. Alt dette var for de fleste medlemmer blot bordpynten, men efterhånden som interessen for den ceremonielle magi voksede i kølvandet på den populære spiritisme, begyndte mere eller mindre autonome grupperinger at tage det mere alvorligt, samtidig med at udødelighedshåbet blev stadig mere fysisk.

6 Hvis vi skal tro Marx, er historien én lang klassekamp, ikke desto mindre eksisterede dette begreb ikke før det nittende århundrede. Der var indtrådt et magtskifte. Hidtil havde landbruget været den altovervejende indtægtskilde, hvorfor den økonomiske og politiske magt lå hos den jordejende adel, der oprindelig havde fået landet som len af en konge, der støttede sig til den militære magt, den repræsenterede. Med tiden og ikke mindst takket være den industrielle revolution kom indehaverne af de nye produktionsmidler imidlertid til at spille denne rolle, samtidig med at bonden blev fabriksarbejder. Denne nye overklasse følte imidlertid ikke helt det samme ansvar for deres fæstere. Ifølge den liberalistiske filosofi kan hvem som helst principielt „få succes“, og mennesker, der le-

17

Jack the Ripper - rettet 2.indd 17

03-01-2012 12:35:46


ver under umenneskelige forhold, har således kun sig selv at skylde. Denne mentalitetsforandring i samfundet som et hele blev afgørende, da den industrielle boble sprang. Også industrifyrster og nationer begyndte at udkonkurrere hinanden (hvilket i det sidste tilfælde ofte førte til krig). Resultatet var ringere arbejdsvilkår og arbejdsløshed, idet de hastigt opførte fabriks- og arbejderkvarterer blev til ghettoer, hvis beboere kæmpede en ulige kamp for at overleve. Tilværelsen var for disse mennesker en længere eller kortere smertefuld sygdom, og det eneste smertestillende middel gin. For mange kvinder var prostitution det mindste onde i forhold til at blive arbejdet ihjel, og for dem havde døgnet en ikke mindre trøstesløs rytme. Et stående samleje op ad en mur – hvor de mere drevne blot tog kundens lem mellem lårene – kostede det samme som et glas gin på den lokale beværtning, og overskuddet, hvis der var et, gik til en plads på en af de mange sovesale. Således voksede Whitechapel i slutningen af det nittende århundrede som en svulst på London City.

7 Paradoksalt nok kom den mest forbitrede modstand imod den borgerlige revolution ikke fra den forarmede adel, men dens proletariserede fæstere. Det var måske i grunden forståeligt nok, eftersom rationaliseringen af landbruget også havde gjort førstnævnte til en art fabrikanter. Når liberalismen kunne slå igennem, skyldtes det således i høj grad, at man var i stand til at overbevise befolkningen om, at befrielsen af markedskræfterne – og dermed af den

18

Jack the Ripper - rettet 2.indd 18

03-01-2012 12:35:46


klasse, der beroede på dem – repræsenterede en generel befrielse. I denne proces spillede ophævelsen af kornlovene en væsentlig rolle. Dermed ville kornpriserne blive givet fri, og prisen på brød falde, til gavn for de sultende masser. At den jordejende adel ved samme lejlighed ville få dødsstødet, var naturligvis i den forbindelse uden betydning for de menneskekærlige reformatorer. Denne reform viste sig uhyre effektiv – som vi husker, lykkedes det i det enogtyvende århundrede at tage livet af litteraturen i Danmark på lignende måde. Fra nu af fandtes det rurale England kun i romanerne. Samtidig fremstod industrifyrsterne som menneskehedens velgørere. Fabrikkerne blev opført i landlige omgivelser med arbejderboliger og parkanlæg. I løbet af en generation var disse potemkinkulisser naturligvis sparet væk, men da var det for sent. På dette tidspunkt var de nye skolebøger, der ikke længere handlede om konger og krige, men om fremskridtet og dets merkantile helte, allerede trykt. En af trykkerne var Richard Cobden, der ligeledes var kornlovenes svorne fjende. Ved disses ophævelse ville ikke blot sult og fattigdom blive afskaffet, men krige og revolutioner. De første var jo alligevel blot den skurkagtige adels tidsfordriv, og de sidste fra nu af overflødige. At Cobden selv troede på dette sludder, kan der næppe være tvivl om – de mest effektive bedragere er ofte dem, der formår at bedrage sig selv. Det forlenede ham således med en vis troværdighed, selv blandt sine argeste modstandere, at han risikerede sin popularitet ved at dæmme op for det krigshysteri, der greb England i midten af det nittende århundrede, hvor det endnu var

19

Jack the Ripper - rettet 2.indd 19

03-01-2012 12:35:46


Frankrig, der var arvefjenden. For liberalisterne var han en uundværlig helgen, der mente det rigtige ud fra uangribelige motiver. Hans eneste søn døde som femtenårig, men han efterlod sig ikke mindre end fem døtre, hvoraf de tre var aktive i politik. Jane blev suffragette, og Anne tillige under påvirkning af William Morris socialist. Ellen blev gift med maleren Walter Sickert.

8 I 1846 ophævede England tolden på korn samt en række andre importvarer, ikke mindst på foranledning af Richard Cobden. Det billige korn ruinerede som ventet den jordejende adel og befriede deres fæstere til fabriksarbejde. De flittige bondekoner blev udkonkurreret af tekstilfabrikkerne, og disse igen af de indførte varer. Ikke blot i hovedstaden, men også i de mindre byer bredte fattigdommen sig, efterhånden som liberalismens princip – at de rige bliver rigere, og de fattige fattigere – realiseredes. I Hinckley havde man i mange år ernæret sig ved at strikke sokker. Nu steg antallet af arbejdsløse markant, og de mere velbeslåede borgere foretrak ofte at flytte fra byen frem for at betale for deres ophold, hvorved den endte som et slumkvarter. William Lingham Lees var en af de mange, der på alle måder forsøgte at forsørge deres familie, indtil opgivelsen og ydmygelsen drev dem ud i alkoholismen. I første omgang kastede nøden ham i armene på svigerfaderen og reducerede ham til kommis i dennes forretning. I 1861 undslap han til Birmingham, uden at hans og familiens økonomiske situation dog bedredes i synderlig grad. På

20

Jack the Ripper - rettet 2.indd 20

03-01-2012 12:35:46


dette tidspunkt var sønnen Robert James Lees tolv år gammel. Efterhånden som røverbaronerne overtog, søgte befolkningen trøst, nogle i alkohol, andre i mere eller mindre hypotetisk revolutionære bevægelser som socialisme og anarkisme, og atter andre i det hinsidige. Da kirken som altid bakkede op om dem, der kunne betale deres funktionærers gage, søgte man meget naturligt et alternativ og fandt det i spiritismen. Det betød i den forbindelse mindre, at den begyndte som to små pigers forsøg på at skaffe sig opmærksomhed med mystiske bankelyde, og at de senere tilstod deres bedrag. I deres frodige fantasi blev bankningerne i overensstemmelse med de populære spøgelseshistorier til offeret for et hæsligt mord, der lå begravet i kælderen, og snart meldte også andre afdøde deres ankomst, dog efterhånden mest for at forsikre de efterlevende om efterlivets lyksaligheder. Med tiden bredte dette kontrollerede vanvid sig fra Amerika til England, der siden skulle blive spiritualismens vigtigste bastion. Hydesville-bankningerne forblev dog bevægelsens cause celebre og har naturligt nok inspireret mere end én teenager til poltergeist-fænomener til benefice for en hær af spiritister, nu under det mere agtværdige navn af parapsykologer – i det hele taget blev okkultismen hurtigt pseudovidenskabelig komplet med forestillingen om rodracer og sunkne kontinenter, der ofte appellerede til utopiske bevægelser som nazismen. Robert James Lees var en opvakt dreng, så han var ikke længe om at opdage, at familiens hus i Birmingham var hjemsøgt, overraskende nok af en person, der var blevet ombragt der og begravet i kælderen. I tresserne var en mytologi med tilhørende liturgi imidlertid allerede på plads, og snart fornøjede familien sig i mangel af anden underholdning med

21

Jack the Ripper - rettet 2.indd 21

03-01-2012 12:35:46


at foranstalte seancer, hvor den unge Robert James faldt i behørig afmagt. Tyve år senere var alt dette dog stort set glemt. Lees var blevet gift og flyttet til London med sine mange børn, som han forsøgte at forsørge som journalist og turistfører i kraft af den halve dannelse, han havde skaffet sig i sine unge år som typograflærling. Han havde i mellemtiden oparbejdet en betydelig gæld, og fremtiden så ikke lys ud. Da var det, Robert James Lees kom i tanker om ånderne.

9 En morgen blev Victoria vækket af sin mor med den besked, at ærkebispen af Canterbury ønskede at tale med hende. Hun modtog ham og Lord Conyngham endnu ikke fuldt påklædt, og sidstnævnte knælede ned foran den attenårige pige, idet han meddelte hende, at hendes onkel, kongen var død timer forinden, og at hun følgelig var Dronning af England. Det betød imidlertid ikke helt den frigørelse fra en dominerende og intrigant mor, hun havde håbet på, og det skræmmende alternativ, giftermålet, forekom stedse mere tiltrækkende. Prins Albert var da også en uhyre præsentabel ung mand. Ikke desto mindre var hun på bryllupsnatten så nervøs, at den berømte hovedpine umuliggjorde en fuldbyrdelse af ægteskabet. Albert hverken trængte sig på eller viste nogen skuffelse, men kom diskret til hende i hendes boudoir og spurgte til hendes befindende, som havde det været enhver anden nat, og da morgenen gryede, var hun så lykkelig som nogen forskriftsmæssigt defloreret brud. Fra den dag elskede hun Albert. Selv det for hende så 22

Jack the Ripper - rettet 2.indd 22

03-01-2012 12:35:46


usmagelige svangerskab gennemgik hun gentagne gange for hans skyld. Hun knyttede sig dog tæt til sine døtre og bortgiftede dem kun modvilligt til Europas kronede hoveder. Mindre heldige var sønnen Albert Edward og sønnesønnen Albert Victor, der begge rodede sig ud i diverse eskapader, uden at det dog tilsyneladende kostede nogen af Whitechapels prostituerede livet. Mod savnede hun ikke. Da hun var blevet udsat for et mordforsøg – blot et af utallige – i sin karet, fulgte hun den samme rute den følgende dag, så attentatmanden kunne gribes på fersk gerning. Politisk var hun liberal og støttede ophævelsen af kornlovene i 1846. To år senere forlod hun og hendes familie London i anticipation af en revolution. I 1861 døde Albert. Victoria gav den sorg, Edward havde gjort sin far, skylden og blev aldrig den samme igen. Hun trøstede sig dog i nogen grad med sin tjener, en skotte ved navn John Brown, hvilket nær havde afstedkommet en skandale – et seksuelt forhold var dog ikke noget påtrængende behov for den aldrende dronning.

10 I 1802 myrdede George Forster sin hustru og deres fælles barn. Han blev hængt året efter, og det kunne have været enden på historien, hvis ikke en læge ved navn Giovanni Aldini var trådt ind på scenen. Dr. Aldini eksperimenterede med galvanisme, opkaldt efter Luigi Galvani, der i 1791 ved et tilfælde havde opdaget, at han kunne få en død frø til at sprælle ved at sende en elektrisk strøm igennem den. Han døbte fænomenet „animalsk 23

Jack the Ripper - rettet 2.indd 23

03-01-2012 12:35:47


elektricitet“ og vakte dermed forhåbninger om, at man var tæt på at afdække selve livets natur. Hvorved adskiller den levende organisme sig fra den døde? Svaret var åbenbart elektricitet, og det var denne tese, dr. Aldini håbede at bevise med sit forsøg. Det lykkedes da tilsyneladende også over al måde. I Newgates annaler for 1803 kan man således læse, at liget af George Forster åbnede øjnene og prøvede at rejse sig. På dette tidspunkt blev eksperimentet imidlertid afbrudt, idet man i modsat fald ville have følt sig tvunget til at hænge manden anden gang. Det var naturligvis uundgåeligt, at den animalske elektricitet blev sat i forbindelse med den animalske magnetisme som demonstreret af Mesmer, især efter at Hans Christian Ørsted i 1819 havde konstateret, at elektricitet og magnetisme var én og samme kraft – den mystiske indflydelse, som nu kaldtes hypnose, blev som bekendt påvist af dr. Charcot. Det var dog ganske givet Mary Shelleys „Frankenstein“, der fristede Victor Hewitt til at gå Skaberen i bedene.

11 Skønt Whitechapel for mange at se var et rent forbryderkvarter – også for dem, der her søgte en tilfredsstillelse, de ikke kunne opnå andre steder – var bydelen dog også hjemsted for en del, der tjente til livets ophold på lovlig vis. Selv blandt de „ulykkelige“, som man eufemistisk kaldte de kvinder, for hvem prostitution var det eneste alternativ til det mest opslidende arbejde, eksisterede der en vis klasseforskel. Ud over dem, der var vokset op i kvarteret eller endt her på flugt for sult og forfølgelse, fandt man således „faldne kvinder“ i mere traditionel forstand. I tilfælde af ostrakise24

Jack the Ripper - rettet 2.indd 24

03-01-2012 12:35:47


ring var dette køn langt mere ilde stedt end deres mandlige lidelsesfæller, eftersom evnen til at forsørge sig selv sjældent indgik i deres opdragelse. Kvindens plads var i hjemmet, som hustru og moder. Det var en rolle omgærdet af respekt, men også af snævre restriktioner. En kvinde, der brød et af de mange sociale tabuer, blev ikke let taget til nåde igen, ikke blot var hun udelukket af det dannede selskab, hun mistede ofte ligeledes enhver interesse for sin ægtemand og blev ved samme lejlighed skilt fra sine børn som uværdig til fortsat at regnes for deres moder. Afskåret fra at vende tilbage til det hjem, som var hele hendes verden, havde hun ingen steder at gå hen. Hvis hun var heldig, kunne hun finde en samlever fra en lavere klasse. Emma Smith var en sådan kvinde. Hendes rigtige navn var Mary Elizabeth, men med tiden var initialerne på hendes få ejendele blevet til Emma, efterfulgt af det anonyme efternavn. Hun var blevet gift ung og havde således fået en ny fader, der behandlede hende godt. Men da en husven viste hende en uvant opmærksomhed, havde hun for første gang oplevet forelskelsens smertefulde sødme. Han var sidenhen blevet taget til nåde, en forståelse mellem mænd, hun var udelukket fra. Hun bar sin skæbne med en stoicisme, hendes lidelsesfæller var tilbøjelig til at tage for storsnudethed, og hun betroede sig da heller aldrig til nogen af dem. Til tider vældede fortvivlelsens raseri dog op i hende, især når hun havde søgt at slukke den i spiritus. Så kunne hun råbe ad den lokale politibetjent, der godmodigt forhørte sig, hvad der var på færde, som en frue ad sin stuepige, og ofte endte hun i deciderede slagsmål. Emma Smith kendte ikke sin plads, eller hun nægtede at acceptere den, og det skulle blive hendes død. Den var heller 25

Jack the Ripper - rettet 2.indd 25

03-01-2012 12:35:47


ikke misundelsesværdig, for i Whitechapel rangerede hun i fødekædens absolutte bund. Men hun var ikke til sinds at aflevere sine få pence til en flok unge knægte, der var for dovne til arbejdet i dokkerne og i stedet rutinemæssigt afpressede dem, der ikke kunne forsvare sig. Men Elizabeth var ikke en af disse omtågede koner, og det lod hun sine plageånder vide. Så de bestjal og mishandlede hende. Rødmende af vrede og skam slikkede hun sine sår i en baggård, men de vedvarende stærke smerter i hendes krænkede underliv fortalte hende, at der var noget galt. Da hun endelig nåede hjem to timer senere, fik hun en bofælle til at hjælpe hende til hospitalet. Der døde „Emma Smith“, som havde begået den utilgivelige synd at forelske sig, to dage senere af bughindebetændelse.

12 Martha Tabram var en af de mange kvinder i den engelske underklasse, der fandt tilværelsen mindre trøstesløs, når hun så den gennem en ginflaske. Hvor deres mænd i reglen var afskåret fra at drikke på arbejdet, var de ikke selv underlagt sådanne restriktioner og blev således ofte udskiftet, når de ikke skønnedes at leve op til de krav, der med rimelighed kunne stilles til dem som hustruer og mødre. I sådanne tilfælde forventedes manden at forsyne sin forstødte hustru med et mindre underhold, medmindre hun fandt en ny samlever, hvad hun følgelig var tilbøjelig til at være diskret med. Hvis han så også slog hånden af hende, endte hun gerne i den rene prostitution. Martha hørte til i den pænere ende, hvis klienter var sømænd og soldater på orlov, som de turede værtshusene med 26

Jack the Ripper - rettet 2.indd 26

03-01-2012 12:35:47


for derefter at foretage det fornødne i en baggård. De fulgtes gerne med en „veninde“ med sin egen kavaler indtil dette lidt mere intime øjeblik. Martha og hendes slof – indtil de var stukket af fra huslejen – Mary Ann Connelly havde tilbragt aftenen den 6. august 1888 i selskab med en korporal og en menig. Mary var derefter gået afsides med korporalen, og Martha retireret med sin ledsager i et tilsvarende ærinde, som han i sin døddrukne tilstand havde rekompenseret hende temmelig rigeligt for, hvorefter han var vaklet hjem uden at vente på sin kammerat. Da hun ikke følte noget påtrængende behov for at dele sit usædvanlige held med sin kollega, hvis selskab sikkert var endnu mere velbeslået, besluttede hun at vende næsen hjemad, måske efter en enkelt fortjent tår på et af værtshusene. På dette tidspunkt blev hun opmærksom på, at hun havde fået følgeskab, og drejede skarpt ind i George Yard. Hun satte med vilje ikke farten op, men fortsatte ind i huset, som om hun boede der. Øjeblikket efter havde en af de to ynglinge imidlertid i to spring op ad trappen afskåret hende vejen. Hun var dog ikke til sinds uden videre at opgive sin nyvundne lykke, og det lod hun de to bøller vide uden ret mange omsvøb, selv da den ene holdt en lommekniv op mod hendes ansigt med løftet om at „ødelægge hendes forretning“, hvis hun ikke hostede op. „I må hellere lade mig være!“ truede hun tilbage. De så på hinanden. Hun nikkede selvsikkert til sig selv. „Jeg ved, hvad jeg ved.“ „Hvad ved du?“ „Jeg ved, hvem der gjorde det af med stakkels Emma. I må hellere lade mig være.“ Ingen vidste, hvem der havde taget livet af Emma Smith, selv om mange mistænkte en af de lokale gadebander for at stå bag, men i sin desperation havde hun ramt faretruende 27

Jack the Ripper - rettet 2.indd 27

03-01-2012 12:35:47


rigtigt. Det havde ikke været de tos hensigt at dræbe, og da de senere hørte, at deres overfald havde haft dødelig udgang, blev de grebet af panik. Nu forekom bøddelløkkens skygge at falde tungt over den beskidte opgang. Drengen med lommekniven stak pludselig til, som hans ansigt fordrejedes af frygt og vrede, men afstedkom blot et hyl fra offeret. Han lagde hånden over hendes mund og stak igen og igen. Til sidst skubbede kammeraten ham til side og borede sin dolk dybt i brystet på den halvdøde kvinde.

13 Dr. Openshaw var en venlig herre i midten af trediverne – Victor Hewitts tidligere studiekammerat George Ride havde sagt om ham, at han lignede en slagter fra Bournemouth, og Victor tænkte, at han sikkert havde ret. Slagter var han dog ikke, men derimod anatomilærer på London Hospital og som sådan afholdt af de studerende, som han i modsætning til mange af sine kolleger demonstrerede en oprigtig interesse for. Det var ham, man kom til med mindre økonomiske problemer, og han lyttede tålmodigt til højtflyvende håb og teorier, som han ikke hånligt afviste, men godmodigt pillede ud af de medicinske hanekyllinger – således også på denne sene augustdag i det Herrens år 1888. „Men hvorfor ikke?“ ville mr. Hewitt vide. „Det hele er jo blot et spørgsmål om tid. For et halvt århundrede siden ville de dissektioner, vi foretager daglig, have kunnet sende os i galgen …“ „Det har De naturligvis på en måde ret i, men så må De tænke på, at vi jo ikke er læger for at få vores personlige nysgerrighed stillet. Det er en god og sund egenskab og på man28

Jack the Ripper - rettet 2.indd 28

03-01-2012 12:35:47


ge måder begyndelsen til videnskab, men den må ligesom vort øvrige virke udøves i den sociale kontekst. Vi må altså til stadighed veje den mulige nytte af et eksperiment mod den skade, det kan gøre ved at støde an mod den offentlige sensibilitet.“ „De mener den skade, det kan gøre præsterne ved at fratage menigheden dens overtro!“ Openshaw rystede smilende på hovedet. „Vi lever jo ikke i et laboratorium, men i et samfund, der grunder sig på bestemte forestillinger. Jeg ved lige så lidt som De, hvad det århundrede, vi er på vej ind i, vil bringe, men jeg er lidt bekymret for tendensen til i stigende grad at se mennesket som en maskine. Her, mener jeg, kan vi med fordel tage ved lære af Sir William Gull, som i sin praksis aldrig blot ser et tilfælde, men en patient. Jeg tænker på, om han ville være i stand til at bevare denne holdning, hvis han ikke så en sjæl såvel som et legeme i disse patienter. Og hvad med moralen?“ „Javist – moralen …“ „Jeg tænker ikke blot på forestillingen om menneskelegemets ukrænkelighed som sin skabers tempel. Jeg mener, hvis en maskine lemlæster den mand, der passer den, drager vi vel ikke hjul og damp til ansvar? Men må det samme ikke gælde for et menneske, hvis det viser sig at være en samling hjul drevet af elektricitet, som De foreslår?“ „Så hvad De siger, er med andre ord …“ „Hvad jeg siger, er, at vi måske er nødt til at bevare et mysterium eller to for at forblive mennesker. I øvrigt er jeg ikke så sikker på, at den ’animalske elektricitet’ er vejen frem. Er det i virkeligheden ikke en art moderne alkymi, komplet med athanor og homunculus? Formodentlig enerveres musklerne elektrisk og ikke, som tidligere formodet, hydraulisk, men det betyder vel ikke nødvendigvis, at livet eller sjælen er elektrisk af natur?“ 29

Jack the Ripper - rettet 2.indd 29

03-01-2012 12:35:47


„Det er vel det, vi må efterprøve …“ Openshaw nikkede eftertænksomt. „Lad os sige, at vi gjorde, som De foreslår – sendte en elektrisk strøm gennem hjernen på en netop afdød. Lad os sige, at han kortvarigt slog øjnene op eller rejste sig fra lejet. Jeg går ud fra, at vi er enige om, at hans krop ikke længere er i stand til at producere det elektriske fluidum, og at han følgelig ville vende tilbage til sin inerte tilstand, når strømmen blev afbrudt. Ville det da ikke være mord? Og hvad ville vi have opnået andet end at påføre ham nogle øjeblikkes sjælelig og måske fysisk lidelse?“ „Vi ville vide …“ „Hvad ville vi vide, mr. Hewitt? At vi kan få en død mand til at sprælle, efter at sjælen er vendt tilbage til Gud, som gav den?“ „En sjæl, som er elektrisk af natur, og som vi kan gengive ham, om end aldrig så kort …“ Dr. Openshaw vendte ham uvilkårligt ryggen. „Nej. Det er ikke medicin, det er sort magi, og Gud forbyde, at vi nogen sinde slår ind på det spor … Måske skulle De tale med dr. Stephenson. Ja, han hører ikke til staben. Han er indlagt for en nervøs lidelse. Efter hvad han påstår, var han til stede ved en af dr. Charcots demonstrationer. Animalsk magnetisme – det interesserer Dem vel så også?“ „Hvor …“ „The Currie Ward. Men Victor … Stephenson er ikke læge, ikke i egentlig forstand. Han er mystiker. Det håber jeg, De vil indse, og dermed, hvad denne type spekulationer fører til …“ „De mener altså, at han er sindssyg?“ „Gid det var så vel …“

30

Jack the Ripper - rettet 2.indd 30

03-01-2012 12:35:47


Godkendt:

/

Red:

Prod:

JACK THE RIPPER er Erwin Neutzsky-Wulffs skøn-

litterære bud på verdens mest berømte mordsag – sagen om den ukendte morder, som i 1888 dræbte og lemlæstede mindst 5 kvinder i Londons luderkvarter, Whitechapel. Bogen er en traditionel kriminalroman med spor, mistænkte og en morder, hvis identitet røbes på de sidste sider. Den bygger på de historiske fakta og er baseret på studier af i tusindvis af sider om tiden og sagen i politirapporter, dagbøger og breve. I kraft af de mange personer, der var berørt af sagen, er JACK THE RIPPER samtidig et portræt af den victorianske tidsalder på vej ind i det tyvende århundrede - en guldalder for romantikere, drømmere, anarkister, spiritister og okkultister. Foruden sagens centrale aktører møder vi en række kendte digtere, malere, politikere, frimurere, medier, magikere og mange andre navngivne personer fra tiden, som alle var interesserede i og måske involverede i de mystiske mord. Ikke mindst møder vi de ulykkelige ofre, hver med sin historie, og de mennesker, der omgav dem i Londons mest berygtede kvarter. Ingen mordsag i historien har givet anledning til så mange spekulationer om morderens identitet som sagen om Jack the Ripper. »Ripperologer« over hele verden har gennem årene foreslået talløse mulige skyldige. I denne roman tegner Erwin Neutzsky-Wulff sit eget billede af tiden, historien og morderen.

SOHN

ISBN 978-87-7122-049-0

W W W. S O H N . D K

C-format 14 x 21,5 cm

JACK THE RIPPER.indd 1

RYG: 16 mm

 Ryg ok

 blank kachering  mat kachering

 partiel lakering: bund:_________ motiv:__________

1/9/2012 11:34:35 AM

Jack the Ripper af Erwin Neutzsky Wulff  

Af samme forfatter, bl.a.: 2 SOHN Erwin Neutzsky-Wulff Kriminalroman 3 FORFATTERENS NOTE www.sohn.dk 4 1. udgave, 1. oplag 2012 Og vandrer d...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you