Issuu on Google+


Leif Nordberg

Island

– nordisk religion, historie og samfund

Frydenlund


Island – nordisk religion, historie og samfund 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-009-1 Forlagsredaktion : Vibe Skytte og Heidi Fjelstrup Korrektur : Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse : Urte Katrine Andersen Grafisk produktion : Balto Print, Litauen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. : 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.


Indhold Forord 7 Nordisk religion 9 Nordisk religion : Asatroen 11 • Kildematerialet 13 • Fortolkninger 14 • Myte, kult og riter 16 • Verdens skabelse og Ragnarok 28 • Guderne 40 • Odin – gudernes konge 42 • Thor – torden- og krigsgud 47 • Freja – kærligheds- og krigsgudinde 51 • Balder – retfærdighedens gud 54 • Loke – falskhedens gud 59 • Religion i Island i dag 62

Historie 65 Norden i vikingetiden 67 • Kilderne – vores viden om vikingetiden 67 • Vikingernes samfundsstruktur 69 • Kongemagten 76 • Vikingetogter 79 • Religionsskiftet 81 • Eftertidens syn på vikingetiden 82 • Islands historie ca. 870–1220 84 • Ultima Thule – Islands opdagelse 84 • Nybyggernes liv på øen 86 • Opdagelsen af Grønland og Amerika 87 • Vinland 90 • Islands samling og styring – Altinget 92 • Sagatid 94 • Kristendommen kommer til Island 95 • Guldalderen 98 • Det islandske samfunds opløsning 1220–1262 101 • Under fremmed styre 1262–1874 103 • Det norske overherredømme 1262–1383 103 • Lovene håndhæves 104 • Kirkens stigende magt 105 • Den mørke tid 105 • Den sorte død 106 • Kalmarunionen – det danske styre 107 • Konflikt med England i 1400-tallet 108 • Reformationen i 1550


109 • Hårde tider 121 • Lys i mørket 123 • Den islandske revolution i 1809 124 • Kampen for uafhængighed 127 • De nye tider 1874–1944 133 • Forfatningen af 1871 133 • Fremskridt 135 • Hjemmestyre 1904–1918 135 • Island under 1. Verdenskrig 1914–1918 139 • Kongeriget Island 1918–1944 140 • Økonomisk vækst og krise 142 • Island under 2. Verdenskrig 144 • Republikken Island fra 1944 146 • Moderniseringen af Islands erhvervsliv 146 • Den politiske udvikling 149 • Islands udenrigspolitik 150 • Torskekrigene 1952– 1976 156 • Finanskrisen 2008 160

Samfund 165 Fra traditionelt til senmoderne samfund 167 • Det traditionelle Island 168 • Det moderne islandske samfund 170 • Det senmoderne Island 174 • Informationssamfundet 175 • Globalisering 175 • Sociale forandringer i det senmoderne samfund 177 • Risikosamfundet 180 • Islandsk identitet 182 • Ligestilling i Island 185 • Demokrati og politisk magt i Island 188 • Hvem har mon magten i denne sag ? 191 • Det politiske system i Island 195 • Altingsvalg 197 • De politiske partier i Island 199 • Islandsk økonomi 204 • Velfærdssamfundet 204 • Det økonomiske grundlag 206 • Finanskrisen i Island 209 • Icesave-loven 214


De nye tider 1874–1944 Forfatningen af 1871 Forfatningen af 1871 kan ses som et udtryk for den fremherskende statsteoretiske tænkning i tiden. Den foreskrev, at nationer med begrænset befolkning og lille territorium bedst kunne overleve ved at blive en del af en større stat. Forbilledet var Storbritannien, som bestod af englændere, skotter, walisere og irere. Denne holdning gennemsyrede det dansk-islandske rigsfællesskab, og i Danmark var man overbeviste om, at Island ikke havde økonomi til at klare sig som en selvstændig stat. Den danske konge, Christian 9., overbragte forfatningen i 1874; den første konge til at besøge Island. Det skete i forbindelse med Islands fejring af 1.000-året for Ingólfur Arnasons bosættelse i 874, som den første der havde taget permanent ophold i Island. Kongens besøg blev en stor succes og tiltrak sig megen opmærksomhed. Han besøgte Thingvellir, Gullfoss, Geysir og andre seværdigheder og fik en hjertelig modtagelse overalt. Selve forfatningen blev også hilst velkommen af flertallet som en forbedring. Det blev opfattet som et første lille skridt i retning af større frihed og uafhængighed. Altinget var nu i stand til at handle mere selvstændigt. Derfor kunne det også i højere grad yde støtte til islandsk udvikling både økonomisk og kulturelt. Christian 9.’s besøg i Island 1874. Udsigt over Reykjavík. Maleri af C. F. Sørensen, 1874.

133


Den første motordrevne fiskekutter i Island. Nu sat på land som et monument. Foto : Leif Nordberg.

134

I tiden fra 1874 til 1904 diskuterede man i Altinget ved adskillige lejligheder behovet for, at Island selv burde opnå større udøvende magt. Man ønskede f. eks. at få en politisk ledelse som erstatning for den danske minister for islandske anliggender i København. Christian 9. var en meget konservativ konge og ønskede ikke at give de folkevalgte parlamentarikere for meget råderum. Grundloven bestemte, at kongen udnævnte og afskedigede regeringerne, og det udnyttede kongen til konstant at udpege konservative regeringer, på trods af der var et flertal imod i Folketinget. I årene fra 1875 til 1894 var folkestyret således reelt sat ud af kraft under højremanden Estrups provisoriske regeringer. Under disse forhold var det umuligt for islændingene at få ønskerne om yderligere selvstændighed vedtaget i Danmark. Først i 1901 bekvemmede kongen sig til omsider at udnævne et venstreministerium i overensstemmelse med Folketingets flertal. Ved dette systemskifte blev parlamentarismen indført som praksis i Danmark, hvilket betød, at ingen regering kunne blive siddende, hvis den havde et flertal i Folketinget imod sig. Systemskiftet i Danmark betød også, at Island nu kunne komme igennem med ønskerne om hjemmestyre.


Fremskridt Den større uafhængighed, der var blevet indført i 1874, betød større udfordringer for det i mange henseender fattige og tilbagestående Island. Der herskede imidlertid en optimistisk stemning, og folk var fulde af håb for fremtiden.Transportforholdene var vanskelige, og først sent i 1800-tallet begyndte man at bygge veje og broer. Søtransport havde altid været nemmere, og sikkerheden til søs fik derfor større opmærksomhed med opførelse af fyrtårne rundt om på øen. Fiskeriet foregik traditionelt fra åbne robåde, der ikke var konkurrencedygtige med de større udenlandske fiskeskibe. Fra omkring 1870 fik man større dæksbåde og mere effektive redskaber, og i 1902 de første motoriserede fiskerbåde. Torsk blev saltet til eksport og var den vigtigste fangst. Desuden opstod der et stort sildefiskeri i det nordlige og østlige Island. Kronen blev indført som national møntfod i 1875, og ti år senere oprettedes Islands Nationalbank, som i høj grad var medvirkende til at fremme industriel og handelsmæssig udvikling. Befolkningstallet steg hurtigt i 1800-tallet. I 1801 havde Island kun 47.000 indbyggere, men i 1900 var tallet steget til 79.000 til trods for en voldsom udvandring til Amerika. Det menes, at i perioden 1870–1914 udvandrede op imod 20.000 islændinge til Canada og USA. Antallet af folkeskoler steg i perioden, der oprettedes landbrugsskoler, husholdningsskoler, en sygeplejeskole, en navigationsskole og nogle gymnasier. Det første hospital blev oprettet i Reykjavík i 1866, og i 1898 åbnedes på dansk initiativ et spedalskhedshospital til lindring af en udbredt spedalskhedsepidemi. I 1902 åbnede den katolske mission i Island det første moderne sygehus i Reykjavík.

Hjemmestyre 1904–1918 Efter systemskiftet i Danmark i 1901 var venstremanden P.A. Alberti blevet udnævnt til justitsminister samt minister for Island. Han indkaldte de to politiske ledere Valtýr Gudmundsson og Hannes Hafstein til et møde i København i sommeren 1901. Her fremlagde de hvert sit forslag til en ændring af Islands status. Gudmundsson havde i Altinget fået vedtaget et

135


lovforslag, der gik ud på, at ministeren for Island skulle være en islænding, men denne kunne godt være placeret i København. Hafstein derimod var leder af Hjemmestyrepartiet og stod fast på, at Island skulle styres fra Reykjavík. Den danske regering besluttede, at begge forslag skulle til afstemning i Altinget ved samlingen i 1902. Her fik Hjemmestyrepartiet flertal for sin plan, der efterfølgende blev godkendt af danskerne. Kongen udnævnte derfor Hannes Hafstein til minister for Island med sæde i Reykjavík. Det var stadigvæk forfatningen fra 1871, der var i kraft, men den udøvende magt var flyttet til selve Island. Stiftamtmanden ( fra 1873 kaldt landshøvdingen ) og landsfogeden blev fra 1. februar 1904 afløst af et ministerium i Reykjavík med tre departementer for henholdsvis offentlige finanser, industri og samfærdsel samt kirke- og justitsvæsen. Den nye minister for Island gik straks i gang med at omdanne Island til et moderne samfund. Især blev der skabt flere og bedre veje, flere broer og mekanisering i landbrug og fiskeindustrien. Der blev indført centrifuger og mekaniserede smørkærner, så en smørproduktion kunne komme i gang, samt sy- og strikkemaskiner til uldforarbejdning. Der blev oprettet flere fisketrawlerkompagnier, og i 1914 oprettedes det islandske dampskibsselskab, der gav Island kontrol over landets søtransport. Flere steder blev der opført hydroelektriske kraftværker, og i 1906 blev Island forbundet med Europa via et telegrafkabel mellem Skotland og Seydisfjördur på Islands østkyst. Der begyndte så småt at blive oprettet fagforeninger og et forbund for kvinders rettigheder i 1907. Det sidste med en del succes, idet kvinder fik lige ret med mænd til videregående uddannelser og offentlige stillinger og i 1915 stemmeret og opstillingsret til Altinget. Landboforeninger og ungdomsforeninger og talrige andre foreninger blev oprettet, og der voksede en islandsk patriotisme frem i årene år før 1.Verdenskrig. Der opstod kampagner for, at Island fik sit eget flag, og digteren Einar Benediktsson foreslog i 1897 et blåt flag med et hvidt kors.

136


Det første islandske flag.

De islandske ungdomsorganisationer tog det nye flag til sig, og i 1913 roede en ung mand rundt i Reykjavíks havn med flaget i bagstavnen af en lille robåd. Han blev prompte arresteret af den danske kystvagt, og flaget blev konfiskeret, fordi kun Dannebrog måtte vises på havet. Episoden vakte stor opsigt, og i Island blev det opfattet som en fornærmelse af folkets nationale følelser. Spørgsmålet blev rejst i Altinget, og der blev vedtaget en resolution om, at Island skulle have sit eget flag. Blot ikke det blå med hvidt kors, fordi det mindede for meget om det græske flag. Det var den danske konge enig i og Hannes Hafstein nedsatte en kommission, der foreslog et blåt, rødt og hvidt flag; det flag, der lige siden har været det islandske nationalflag. I 1906 døde Christian 9. og blev efterfulgt af sønnen Frederik 8. Han interesserede sig meget for Island, som han besøgte i 1907 sammen med en deputation af danske rigsdagsmedlemmer. Denne begivenhed blev udførligt dækket af

137


både den danske og den islandske presse. Hensigten var at bygge bro mellem landene, men forholdet mellem de folkevalgte forblev dårligt. De danske rigsdagsmedlemmer forstod ganske enkelt ikke de islandske ønsker. Frederik 8. var imidlertid lydhør over for de islandske krav og udpegede medlemmerne til en islandsk-dansk kommission, der skulle udarbejde et løsningsforslag, og han arbejdede selv aktivt bag kulisserne for at få kommissionen til at acceptere de islandske krav om to selvstændige nationer i en personalunion. Frederik 8. besøger Island i 1907.

I 1908 var man nået til enighed om et udkast til en ny forfatning for Island. Island skulle fremover være frit, selvstændigt og uafhængigt land, der var forbundet med Danmark via deres fælles konge og de fælles anliggender, der var skitseret i udkastet. Til trods for at udkastet imødekom alle de fremsatte islandske krav, blev det alligevel forkastet i Altinget, fordi Selvstændighedspartiet krævede yderligere indrømmelser. Hannes Hafstein trådte tilbage fra posten som minister for Island efter nederlaget i Altinget, men genvandt posten i 1912. Forfatningsspørgsmålet var tilbage ved udgangspunktet og blev først løst i 1918. Alkoholisme havde længe været et problem i Island, og derfor blev der i 1909 indført spiritusforbud. Forbuddet var

138


ikke populært, men havde stor effekt, idet offentligt drikkeri helt forsvandt. Forbuddet blev dog delvis ophævet i 1922, fordi samhandelen med Spanien gjorde det nødvendigt – spansk vin var en del af betalingen for eksporten af klipfisk. Der blev sat skub i uddannelserne i Island med en skolelov, der påbød tvungen skolegang for alle i alderen 10 til 14 år. Skolepligten blev i tidens løb gradvist udvidet. Det islandske universitet blev oprettet i 1911 på hundredårsdagen for Jón Sigurdssons fødsel og gjorde det muligt for langt flere islændinge at opnå en fuld akademisk uddannelse.

Island under 1. Verdenskrig 1914–1918 Udbruddet af 1.Verdenskrig betød, at forbindelserne mellem Island og Danmark blev besværliggjort. Islændingene måtte i stigende grad klare landets problemer på egen hånd. Der var klare fordele for Island. De udenlandske fisketrawlere kunne ikke længere fiske i de islandske farvande, og islændingene var således alene om fangsten, samtidig med at efterspørgslen efter de islandske eksportprodukter steg, ligesom priserne gjorde. De islandske eksportvirksomheder og handelsflåden tjente store penge og kunne handle direkte med England og USA uden om danske mellemmænd. I 1917 erklærede Tyskland imidlertid uindskrænket ubådskrig, og det besværliggjorde transportforholdene. Flere af skibene på islandsruten blev sænket af tyskerne, og det betød varemangel i Island. Fiskeindustrien manglede forsyninger af kul og salt, og islændingene solgte derfor en væsentlig del af trawlerflåden til Frankrig, som manglede skibe og ville betale en god pris. Varemangelen betød også, at man indførte rationering, og den store arbejdsløshed tvang regeringen til at iværksætte store beskæftigelsesprogrammer, f. eks. ved åbning af brunkulsminer i Nordisland. Situationen forværredes af ekstra kolde isvintre og et ødelæggende udbrud fra vulkanen Katla, der ødelagde store landbrugsarealer.

139


Island af leif nordberg