Page 1

Intet mindre end alt “Udført med kant og humor” – The New York Times

roman

lindhardt og ringhof

Janelle Brown


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 1 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

INTET MINDRE END ALT


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 2 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 3 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

Janelle Brown

INTET MINDRE END ALT P책 dansk ved Mette Egerod

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 4 SESS: 26 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

Intet mindre end alt er oversat fra engelsk efter All we ever wanted was everything Copyright © 2008 by Janelle Brown All rights reserved Dansk copyright © 2010 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet efter originaldesign af Emily Mahon Bogen er sat med Garamond hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print, 2010 ISBN 978-87-11-31482-1 1. udgave, 1. oplag 2010 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 5 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

TIL PAM, DICK, JODI OG GREG – familien først og altid


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 6 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 7 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

Vi er alle mislykkede; i al fald de bedste af os. ‒ j.m. barrie


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 8 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 9 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

Kapitel 1 Juni i Santa Rita er perfekt, helt perfekt. Solen står højt på himlen – der har den helt rigtige klare dueblå nuance – og gennemsnitstemperaturen ligger på behagelige 25 grader. Det er endnu ikke for varmt til at spille tennis. Silke klæber ikke til kroppen. Poolen i country club’en er lige netop så kølig, at det stadig er forfriskende at tage sig en dukkert, og sommertågen, der ellers plejer at komme rullende ind fra havet, holdes så meget på afstand, at de bølgende grå fangarme bliver liggende et stykke fra land. Den sidste mandag i måneden vågner Janice Miller ved, at clockradioen dæmpet går i gang med at spille en sang fra hendes ungdom. Teksten svøber sig om hende, mens hun langsomt ligger og kommer til bevidsthed i den store dobbeltseng, hvor aftrykket af hendes mand allerede er blevet koldt ved siden af hende: »Imagine me and you, I do – I think about you day and night – it’s only right – to think about the girl you love – and hold her tight – så happy together!« En fjollet lille melodi, som hun ikke har hørt i årtier, og alligevel kan hun pludselig huske hvert et ord, ja, ligefrem se lp’ens cover for sig. Pladen var et forsøg på bestikkelse fra én af de skiftende kærester, moderen havde haft efter skilsmissen, og tiårige Janice spillede sangen til bevidstløshed, til lp’en til sidst forsvandt under én af deres mange flytninger. Niogtredive år senere bliver Janice atter indfanget af det inciterende omkvæd, den pudsige, lidt triste tone: »So happy together!« Hun gaber stort; hun har ikke sovet særlig godt. Paul stod op klokken fire for at nå ind til fondsbørsen, inden der blev ringet med klok9


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 10 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

ken, og selv om han listede rundt i mørket – for ikke at vække hende, skønt hun faktisk ikke ville have noget imod at blive kysset farvel, ikke i dag – har hun ligget og vendt og drejet sig resten af morgenen. I virkeligheden er hun også for nervøs, for spændt til at kunne forvente at få en ordentlig nats søvn. Sangen, der er blevet trukket op fra hendes bevidstheds støvede gemmer, virker som et passende lydspor til den dag, der venter. »I can see me lovin’ nobody but you – for all my life!« Omkvædet passer fint til hendes optimistiske sindsstemning. Janice kaster et blik på uret og bliver straks lysvågen – klokken er 7.45, det er næsten to timer siden, aktiemarkedet åbnede. Hun finder en nyhedsstation på radioen og afbryder sangen midt i sidste omkvæd (»So happy tog–«). Derefter står hun op og går ud for at tage bad, stiller sig under det indstillelige bruserhoved og står og lytter med et halvt øre, men Applied Pharmaceuticals bliver ikke nævnt. Morgennyhederne – hedebølge i sydstaterne, fireoghalvtreds dræbt af en selvmordsbomber i Israel, kongresmedlem grebet i at tage imod bestikkelse fra lobbyister – danner lydtapet, mens hun reder seng, folder dynerne på hospitalsmaner, og lægger et hav af pyntepuder og plaider tilbage på plads. Stadig intet om Applied Pharmaceuticals, da hun er kommet i tennisdragten, og til sidst begiver hun sig bristefærdig af utålmodighed ned for at sætte kaffe over. På vej ud i køkkenet tænder hun for tv’et inde i fjernsynsstuen, så hun kan følge med på CNBC igennem døren, mens hun tilbereder en æggehvidefrittata med feta og squash til datteren Lizzie. Da frittataen er sat over, breder den nøddeagtige duft af brunet smør sig i køkkenet, og hun står med det ene øje klæbet til skærmen og venter (er ved at sprænges, kan næsten ikke holde det ud længere) på, at kommentatoren skal nævne Applied Pharmaceuticals. Endelig klokken otte tredive rømmer den barmfagre, rødhårede studievært sig og kigger ind i kameraet. »... Og nu til morgenens nyhed fra aktiemarkedet, hvor Applied Pharmaceuticals har fået en nærmest kometagtig debut, for blot to timer efter at klokken har lydt, ligger 10


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 11 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

virksomhedens nye aktier her ved børsintroduktionen allerede på 113¼ dollars.« Janice snapper efter vejret. Neden under studieværten ruller aktienoteringerne hen over bunden af skærmen, og – der er det, APPI, hun får atter hjertebanken – og jo, den er god nok, kan hun se. 113 dollars! Og hvis Paul ejer – hvis de ejer – 2,8 millioner aktieoptioner, betyder det, at ... Det suser for hendes ører, så hun knap nok hører resten af indslaget. »Eksperter giver administrerende direktør Paul Miller, der har timet introduktionen så strategisk, at den rider med på opsvinget inden for biotekindustrien, æren for denne imponerende NASDAQ-debut, selv om virksomhedens længe ventede nye præparat Coifex endnu ikke er ude på apotekernes hylder ...« Janice føler trang til at skrige, hoppe op og ned, styrte rundt i huset, et eller andet, men tør ikke risikere at vække Lizzie eller skræmme naboerne. Hun nøjes med at smile ved sig selv og går tilbage til komfuret for at stille frittataen i ovnen. Indeni har hun det imidlertid, som om hun er ved at eksplodere, og ville ønske, at hun havde nogen at dele glæden med, om ikke andet så bare for at gøre det hele lidt mere virkeligt. Veninderne kan hun ikke ringe til – det ville blive opfattet som pral. Og så er der hendes ældste datter, Margaret, i Los Angeles, men Margaret har altid så travlt med det der blad, hun udgiver, og i betragtning af hvor anstrengt deres forhold efterhånden er blevet, er det sikkert bedst at lade være med at forstyrre hende. Desuden vil de astronomiske summer, der er på spil, sikkert også få hende til at stejle og udløse en eller anden spiddende kommentar om etnisk udrensning i Darfur, så Janice bare ender med at føle sig frygtelig materialistisk og egoistisk. Og Lizzie er ligesom også udelukket. De har besluttet sig for ikke at fortælle hende, hvad børsintroduktionen vil betyde for familien Millers økonomi, for som fjortenårig er Lizzie stadig for ung til at skulle spekulere over transaktioner af den størrelsesorden. Og desuden skulle det nødigt stige hende til hovedet. 11


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 12 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

Til sidst går Janice hen til telefonen og taster Pauls mobilnummer. Hun bliver stillet direkte om til telefonsvareren, og det kommer ikke bag på hende – han har advaret hende om, at dagen i dag vil blive vanvittig hektisk – men hun indtaler alligevel en besked. »Paul, jeg har set det i fjernsynet,« siger hun og forsøger at lyde rolig og fattet, men stemmen knækker over. »Og det er vel nok spændende. Vi klarede det! Lad nu være med at spise, inden du kører hjem ... vi skal jo fejre det i aften, ikke også? Kan du nå tilbage fra San Francisco, hvis vi siger klokken otte? Jeg er bare så stolt ...« Hun står lidt med røret i hånden, føler trang til at plapre videre, men behersker sig og lægger på. Hun er godt nok bare en lille smule frustreret over, at Paul stadig er lige umulig at få fat i, men glæder sig ved tanken om, at det nu endelig er ved at få en ende. Dagen i dag har stået og truet i kalenderen i knap et år, og i den mellemliggende periode har hun erhvervet sig et indgående kendskab til aktiemarkedets rænkespil, medicinalindustriens inventioner og fondsbørsens handelssystemer, samtidig med at hendes mand er blevet mere og mere fremmed for hende. Med nogle få dages mellemrum er han som led i Applied Pharmaceuticals omrejsende børsintroduktionsshow fløjet til Reykjavik, Brunei eller Kobe for at overtale diverse investorer til at ryste op med absurd store summer. Resten af tiden har han siddet på sit kontor i den store industripark i Millbrae med udsigt over den smattede, grå San Francisco Bay og arbejdet, til han er gået omkuld på lædersofaen. I alle disse lange uger uden Paul er hun somme tider gået ud på toilettet og har åbnet hans medicinskab og stået og kigget på rækken af plasticglas med grønne Coifexpiller i. Ja, engang prøvede hun endda selv at tage en pille bare for at se, hvad det var, han proppede i sig, og finde ud af, hvordan det virkede – ikke fordi hun selv var ved at tabe håret, men måske kunne det give hende lidt af hendes naturlige blonde skær tilbage eller på en eller anden måde gøre håret blø12


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 13 SESS: 25 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

dere. Men det eneste, hun fik ud af det, var luft i maven. Pillen var næsten lige så stor som hendes tommelfinger, næsten for stor til at synke: endnu én af Pauls innovationer, idet han hævdede, at større piller appellerede til mænds behov for maskuline udfordringer. Hvilket Janice fandt en smule komisk, men på den anden side er der jo heller aldrig nogen, der har sagt, at produktmarketing skal være til at forstå. Ikke desto mindre har hun hele tiden sørget for at have en pille i lommen og nogle gange gået og fingereret ved den, kærtegnet den ru overflade, som var det en kaninfod eller en maskot, og det har trods alt vist sig ikke at være så fjollet endda. Det har i al fald bragt held, og i dag er børsintroduktionen overstået, og nu ser det ud til, at de klodsede grønne piller vil kunne betale deres regninger i lang, lang tid fremover. Hvilket betyder, at hun endelig vil have Paul mere hjemme, og at de to endelig vil få en chance for at finde tilbage til det, de havde, inden hele vanviddet med Applied Pharmaceuticals begyndte. Hun forestiller sig deres ægteskab som et pendul: De har været nede og vende og er nu klar til at svinge op igen. Det gamle standur inde i dagligstuen slår halvtimeslag, hvilket betyder, at hun skal se at komme af sted til country club’en og sin faste tennisaftale med Beverly. Hun tømmer kaffekruset, stiller det i opvaskemaskinen og finder bilnøgler, indkøbsseddel og tennisketsjer frem. Hun har en del på programmet i dag: Om aftenen har hun planlagt den helt store festmiddag, et måltid, der skal være lige så uforglemmeligt, som selve dagen tegner til at blive. Aftenen står så livagtig for hende, som var det et opslag i et dameblad, hun så foran sig: Janice selv i en flatterende, smuk ny kjole og familien bænket om et smukt dækket bord med hjemmelavede delikatesser, alle en smule påvirket af champagne, alle så opfyldt af kærlighed og overflod, at de er ved at sprænges. Det eneste skuffende er, at Margaret ikke kan være her til at fejre det sammen med dem; hun spiste Janice af med en eller anden mat undskyldning om produktionsplaner, da Janice 13


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 14 SESS: 25 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

foreslog hende at benytte faderens børsintroduktion til at komme hjem på et af sine alt for sjældne besøg. Lizzie er stadig ikke stået op, da Janice skal af sted, så hun lægger et viskestykke over frittataen, stiller den på køkkenbordet og skriver en lille seddel (Til tennis. Spis mig. Hav en god dag. Knus mor), inden hun smutter ud ad døren og starter sin Porsche Cayenne, svinger ud på vejen, der er kantet med egetræer, og sætter kurs mod byen. Morgensolen står lavt og blinker imellem trækronerne, da hun kører igennem villavejene omkring sit hjem. Der er stadig stille rundt om hende – ifølge en ny lokal forordning, som er blevet til på initiativ af borgere, der var trætte af at blive vækket af bulldozere, må bygge- og anlægsarbejder først gå i gang efter klokken ni – og på næsten alle veje kommer hun forbi kæmpemæssige, halvfærdige villaer, der står med tomme, mørke vinduesåbninger og grå facader i rå beton. Undertiden kan det være svært at huske, hvordan Santa Rita så ud dengang for tyve år siden, da Janice, Paul og Margaret flyttede ind i deres første, mere beskedne hjem, en moderne etplansvilla. Det var, før eksplosionen i teknologibranchen fik sovebyerne i Silicon Valley til at blomstre, før byggefirmaerne gik i gang med at rive efterkrigstidens etplanshuse ned og erstatte dem med toscanske liebhavervillaer, arkitekttegnede palæer og monstrumer i spansk missionsstil med egen biograf, temperaturkontrolleret vinkælder og garage med plads til fem biler, før Janice, Paul og deres omgangskreds blev klar over, hvor mange penge der var inden for rækkevidde, hvis blot de brugte albuerne lidt. I årenes løb er Santa Rita blevet en enklave for Silicon Valleys superrige: Janice har set venner og naboer komme til nærmest absurd store formuer, godt hjulet på vej af informationsteknologi, aktieoptioner og syvcifrede gager. Det er et lokalsamfund, der er blevet velhavende på akronymer – CEO, IPO, BPM og MBA – et lokalsamfund, hvor laveste fællesnævner rent faktisk er astronomisk høj. Og nu går det op for Janice, at hun og Paul efter i årevis at have dre14


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 15 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

vet rundt i slipstrømmen på de vilde succeser omkring sig – og selv klaret sig godt, men på ingen måde opsigtsvækkende – nu omsider har sluttet sig til pengearistokratiet. Janice inspicerer en særlig stor ejendom, hun kommer forbi, en ejendom med separat gæstehus og mindst én hektar jord til. Ja, ikke fordi der er noget i vejen med den 483 kvadratmeter store kolonistilsvilla, de flyttede ind i for syv år siden, men det er fristende at lege med tanken om, at de nu pludselig har råd til noget endnu bedre, hvis det var det, de ville. Da hun kører ind i byen, er der ved at komme liv i Santa Ritas hovedgade. De italienske cafeer udsender en lind strøm af ægtemænd på vej til arbejde med dampende papkrus i hænderne, og i fitnesscentrets spejlglasruder er der unge, halvpåklædte kvinder i sports-bh (der uden blusel stiller deres nøgne hud til skue og stadig er faste nok til at kunne slippe af sted med det), som jogger af sted på løbebåndene. Specialbutikkerne, designerforretningerne og gourmetrestauranterne har ikke åbent endnu, og på fortovet foran dem står magnoliaerne og drysser bløde, lyse blomsterblade på størrelse med barnehænder ned på parkeringspladserne. På vej igennem byen lægger hun en slagplan for dagen. Når hun har spillet tennis med Beverly, vil hun først få ordnet hår til i aften og derefter smutte omkring supermarkedet. Middagen skal bestå af unghane glaseret med honning og hele peberkorn fulgt af courgetteog valnøddegnocchi med andeconfit og til dessert chokolade-lavendel pot de crème. Som hors d’oeuvrer vil hun servere sine melonsnitter og måske de citroncrostini, der skulle have været gemt til cocktailselskabet næste måned. Hun skal også huske at købe blomster, stearinlys og en flaske champagne. Så er der den nye kjole, der hænger klar henne hos skrædderen. Janice løber tilfreds dagens program igennem og nyder at se, hvordan hvert ærinde er et skridt på den vej, der op ad dagen skal føre hende hjem igen. Pludselig dukker sangen atter op i hovedet på hende. »If I should call you up – invest a dime – and you say you belong to me – and 15


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 16 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

ease my mind – imagine how the world could be – så very fine – so happy together!!!« Hun prøver at synge den højt, i håbet om at den så vil slippe sit tag i hende, men det lyder bare komisk (hun har aldrig kunnet holde tonen). Randy – nå ja, det var jo det, han hed, moderens kæreste, ham, der i sin tid forærede hende lp’en. Det må have været dengang, de boede – hvor, i Indiana? Michigan? Undertiden står hendes barndom så underlig tåget for hende. Hun var syv, da forældrene blev skilt og faderen flyttede til Ohio (hvor han straks blev dræbt ved en trafikulykke), og resten af sin skoletid flakkede hun sammen med moderen rundt i Midtvesten, hvor de, afhængig af om moderen fandt eller mistede arbejde, flyttede fra saneringsmodne lejligheder til gæsteværelser hos diverse familiemedlemmer videre på motel og tilbage igen. Moderen arbejdede hovedsagelig som rengøringskone i de kæmpemæssige patriciervillaer, der lå ved bredden af de store søer, gik og støvede nipsting af og polerede tunge mahognimøbler. Efter skoletid sad Janice ofte ved køkkenbordet i disse storslåede hjem, mens moderen lå på alle fire og skrubbede gulve, og når hun sad der, vældede beskyttertrangen (Hendes mor! Der gjorde rent på deres toiletter!), men også skamfølelsen (Hendes mor! Der gjorde rent på deres toiletter!) op i hende. Det er fra disse år, Janice har fået en vis forkærlighed for gourmetmad – dåsesardiner, kaviar, hjemmebagte kiks, håndskåret italiensk pasta og marinerede kalamataoliven, som hendes mor hentede i fruens spisekammer og serverede som mellemmåltid efter skole. Når der ikke var nogen hjemme, vandrede hun somme tider rundt i de statelige sovegemakker ovenpå for at besigtige pigeværelserne. De var studier i pink, altid pink, og hun studerede alle effekter som en gæst på museum: postkort fra sommerferier i Sydfrankrig, senge med stive satinsengetæpper og bunker af skødesløst henslængte porcelænsdukker, fotos af kærester strategisk placeret i toiletbordenes udskårne spejlrammer. Alt sammen mindelser om pigeliv, der blev 16


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 17 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

levet uden frygt, sorger eller bekymringer. Inden hun gik, tog hun ofte en souvenir med sig – en mohairsweater, en silkebluse med løs knap, et tørklæde i børstet kashmir, som hun trak ud fra bunden af en glemt bunke tøj. Noget, hun selvfølgelig aldrig viste sig offentligt i. Den stjålne garderobe blev opbevaret i en papkasse allerbagest i klædeskabet, omme bag de genbrugsnederdele, som hendes mor købte til hende i Henny Pennys Shop-n-Save, og hun legede kun klæd ud-lege, når der var noget at fejre: en førstekarakter i fransk, en date i drive-in-biografen, et stipendium til et godt college ude vestpå. Med de dyre stoffer mod huden kunne hun godt forestille sig, at der ventede hende en strålende fremtid, en fremtid, der stod og blinkede til hende som et spejl, der fanger solens stråler og kaster løftet om en mere perfekt tilværelse tilbage til e´n. Da hun var ved at være færdig med high school, solgte hun modstræbende samlingen igennem en kommissionsforretning for at kunne være med til at finansiere anskaffelsen af en gammel Buick, desværre blot et par måneder inden den seneste af moderens uduelige kærester forsvandt med bilnøglerne. Og sådan kan den ene kleptoman tage fusen på den anden. Nu, da hun har fået det hele lidt på afstand, er hun lige ved at kunne le ad det, men dengang var det ikke spor morsomt. Da hun kører ud af byen og ind i højlandet med fyrretræsskove og vilde blomsterenge, ser hun country club’ens monumentale porte tone frem til venstre forude. Forest Heights Country Club, der engang var herresæde for en matador, der havde skabt sig en formue på at sælge skovle under den californiske guldfeber, ligger nord for byen omgivet af firs hektar jord. De bølgende parker er nu omdannet til golfbane; i stalden er der plads til otteogtyve rideheste, og bagved ligger der en ridebane; de to svømmebassiner har olympiske mål og er flankeret af flere rækker tennisbaner. Den store hovedbygning, der er opført i sten, lægger nu hus til klubbens aktiviteter, og fra den 17


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 18 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

storslåede balsal – der er bevaret i al sin oprindelige parketgulvspragt og normalt fungerer som restaurant for klubbens medlemmer – er der udsigt over grunden, de velplejede grønne vidder, der rejser sig mod himlen. Janice parkerer Porschen på den mindste af parkeringspladserne, der allerede er fyldt med biler – de morgenduelige golfspilleres – og sætter kurs mod tennisbanerne. Tennisboldenes dunk, dunk, dunk, når de rammer underlaget, giver genlyd i hele området, men da hun kommer om til banerne, er Beverly ingen steder at se. Hun stiller sig i udkanten af baneområdet og fordriver ventetiden med at se Linda Franks blive skudt i sænk af Martha Grouper. Bolden sejler frem og tilbage, og Janice fjerner blikket fra de to kvinder og deres hektiske spil og spekulerer på, om hun virker lige så stiv, når hun kaster sig efter bolden. Siden hun i forårsturneringen forstrakte et ledbånd i albuen, har hun været mere bevidst om sin alder, mere bevidst om leddenes lette knagen og musklernes forsinkede reaktionstid. Da Martha har sendt Linda ned til baglinjen efter en perfekt skruet baghånd, går hun over til det lave hegn og vinker Janice hen til sig. Marthas gule soltop er gennemvædet af mørke, tværgående svedstriber, der markerer dellernes placering på maven. Janice tager sig ubevidst til mellemgulvet, som ganske rigtigt er ved at sprænge knappen i linningen, men endnu ikke har givet efter for tyngdekraften, sådan som bagdel og hofter har. Halvtredsårsdagen truer forude, ja, der er ikke mere end knap et år til, og undertiden synes hun, at hun, for hver dag der går, kan se alderen tynge mere og mere. Mændene kigger ikke længere efter hende på gaden, sådan som de gjorde engang. Og hvad værre er, det er over et halvt år siden, hun og Paul har været i seng med hinanden, og selv om han har haft travlt med børsintroduktionen, og hun heller ikke selv har haft lyst, kan hun ikke lade være med at spekulere på, om han måske helt er holdt op med at begære hende. I aften, tænker hun. I aften vil hun tage initiativet. 18


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 19 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

»Du må være i strålende humør i dag,« siger Martha, mens hun skubber solskyggen op i panden og tager solbrillerne af for at kunne møde Janices blik. »Det er dagens helt store nyhed. De påstår, at I allerede er røget ind på Forbes 400 ... hvad er I så, billionærer?« siger hun. Ifølge Janices foreløbige beregninger ligger beløbet faktisk omkring de 300 millioner dollars – alene tanken om så uhyrlige summer virker surrealistisk – men det tør hun ikke fortælle Martha. Det lykkes hende dog ikke helt at tilbageholde et forlegent, men glædestrålende smil, der får hendes øjne til at forsvinde i rynker. »Åh, hold op. Vi ved jo begge to godt, at papir er taknemmeligt. Aktieoptioner er bare tal, ikke rigtige penge.« Endnu, tænker hun. »Hvad i alverden stiller man op med så mange penge?« funderer Martha, som var det hende en evig gåde, selv om Janice udmærket ved, at Marthas mand, Steven, der driver et venture kapital-firma med speciale i trådløs teknologi, allerede selv har skabt sig en større formue. (De har otte – otte! – værelser i deres fritidshus i Aspen). Ikke desto mindre har Marthas spørgsmål også strejfet Janices tanker mange gange i den forløbne tid. Ikke at familien Miller mangler noget, men pludselig er de røget op i Santa Ritas absolutte superliga, dem, der kan få alt, hvad de peger på. Hvad Janice ikke har fortalt nogen – ikke Paul, end ikke Margaret, som er den eneste, hun forestiller sig, vil kunne forstå hende – er, at når hun tænker på alt det, hun nu kan købe, er der kun én ting, hun ønsker sig, og det er kunst. Et maleri. Især (og ja, det er grotesk, men ...) ønsker hun sig et van Gogh, ét magen til dem, hun så, sidste gang de var i Frankrig for et par år siden. Det var dengang, hun tilbragte en regnvejrsdag alene på Louvre – Paul var blevet hjemme på hotellet for at foretage nogle forretningsopkald – og følte sig sært frigjort, da hun på egen hånd slentrede igennem de store sale og henvendte sig til de flegmatiske kustoder på temmelig rustent fransk. Egyptiske antikviteter, græske skulpturer, italiensk renæssance, impressionisme: Hun tog dem i række19


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 20 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

følge og tilbragte ikke mere end højst ti minutter i hver sal, gjorde et stort nummer ud af ikke at overse nogen af de mindre lokaler og indprentede sig omhyggeligt alle de kendte værker. Hun ville suge det hele til sig, metodisk, systematisk. Men da hun kom til van Gogh-udstillingen, standsede hun brat. Hun havde godt nok set reproduktioner af hans billeder, havde fundet dem interessante, men dette – den ægte vare – var noget helt, helt andet. Den voldsomme teknik, malingen var lagt på med, de hidsige lag, der var så tykke, at man kunne se kunstnerens fingeraftryk, se, hvordan han havde krattet i lærredet – ja det føltes nærmest som at få en lussing. Farverne! Så levende som i en hallucination. Der var en vild og ubehersket stemning i salen, og hun vil sent glemme, hvordan hun fuldstændig bjergtaget stod der og skælvede og først var i stand til at løsrive sig over en time senere. De hollandske mestre nåede hun aldrig at se. Nu forestiller hun sig et af disse malerier hænge over kaminen hjemme i dagligstuen og gyser frydefuldt ved tanken om, hvad det ville kunne tilføre hjemmet. Ikke at de kan (eller bør) anskaffe sig et maleri til firs millioner dollars. Men de kunne jo begynde med en mindre tegning – for eksempel det lille landskabsstudie, hun satte mærke ved i Sothebys katalog i sidste måned – og siden arbejde sig hen imod en egentlig samling. De kunne blive kunstmæcener, måske endda stifte en fond, og hun kunne tage på guidede ture til Europa med henblik på at skærpe sit blik. Hun ser malerierne på De Young Museum for sig, ser de prangende plaketter: Fra Paul og Janice Millers samling. En velvalgt overskrift til et rigt og sorgløst liv. Ikke desto mindre er sandheden den, at det ikke altid handler om, hvad man vil kunne købe for alle de mange penge: For det meste nyder hun bare at tænke på pengene som et stort og tætvævet sikkerhedsnet, en garanti for, at de fra nu af aldrig vil komme til at lide nød. Hendes børn vil aldrig nogen sinde behøve at skulle spekulere på penge, vil aldrig skulle leve med en nagende angst for, hvor pen20


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 21 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

gene til den næste husleje skal komme fra, sådan som hun selv engang har gjort. Folk siger altid, at det er de første brydsomme år, der er de lykkeligste, men det er Janice ikke enig i. I et gammelt fotoalbum har hun et billede af Paul, der står i det lille, afskallede badeværelse i deres allerførste lejlighed, den, der lugtede af skimmelsvamp og lå lige over et renseri i San Francisco. Han står og strækker armene, så han rører ved begge vægge, og smiler et skævt smil, der siger: »Se lige slumstormeren her!« Men selv om hun lo sammen med ham, husker hun stadig, hvad hun tænkte, dengang hun tog billedet: Han aner ikke, hvad han snakker om. For om morgenen var det ham, der tog af sted på arbejde, og hende, der blev alene tilbage i den trange lejlighed sammen med Margaret, en hysterisk og krævende lille pige, selv om hun var det første barn i omgangskredsen, der gik og talte, og så forsvandt den fælles følelse af eventyrlyst. Hun kæmpede med en snigende utilfredshed, en fornemmelse af at stå foran en mur uden nogen døre i, og selv om hun havde al mulig grund til at elske sit liv – Smukt barn! Charmerende mand! Sin helt egen lejlighed at sætte i stand! – var hun på en eller anden måde stadig misfornøjet. Måske var det bare sofaen? Hvis blot de kom af med den avocadofarvede divan fra Sears og fik en pænere én i læder i stedet? Siden fulgte så aborterne, den ene efter den anden, nærmest som en straf, og Paul begyndte oftere og oftere at arbejde over, halede sig trin for trin op ad firmaets rangstige, en livsledsager, der ofte var kort for hovedet, når han endelig kom hjem for at beundre det brugte lampebord, hun havde brugt hele dagen på at decoupere. Det var først senere – da de havde købt deres første hus, fået penge imellem hænderne, plads til at ånde og opgivet at få barn nummer to – at hun havde fundet en vis fred. Janice mindes en formiddag, det var deres niårsbryllupsdag, hvor de var fløjet en tur med luftballon over Napa Valley, et forfærdelig kostbart påfund, men da hun kiggede hen på sin mand, lagde hun mærke til hans øjne, der lyste af begejstring og sorgløshed, og da han gen21


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 22 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

gældte hendes blik og lo, havde hun det, som om det var første gang i årevis, at de rigtigt havde set hinanden. Napa Valley foldede sig ud under dem, et tæppe af grønne vinstokke plantet i betryggende snorlige rækker, og længere ude havet, hvor man kunne se skyerne komme drivende ind, men der, hvor de hang, var solen varm og himlen klar. Janice husker, hun tænkte, at nu måtte de have lagt de værste år bag sig og være på vej opad, være ved at stige til vejrs ligesom luftballonen, og havde følt en usigelig glæde. Hvornår var denne følelse atter begyndt at aftage? På et eller andet tidspunkt efter Lizzies fødsel, tænker hun, på et eller andet tidspunkt efter at Paul lod sig rive med af teknologibølgen og Margaret forlod dem til fordel for et andet liv. Måske er det tid til at planlægge en ny udflugt til Napa Valley, en ny tur med luftballon. Martha og Linda er ved at være færdige med kampen, og Janice kaster et blik på uret. Klokken er 9.30. Beverly er en halv time forsinket, og det ligner hende ikke – hun hører ligesom Janice til dem, der anser punktlighed for at være udtryk for respekt. Da Janice omsider ringer hjem til hende for at høre, hvor hun bliver af, er der ingen, der svarer. Måske er der sket et eller andet med sønnen Mark? Janice føler en svag uro, et lille ryk i det stof, hendes morgen er gjort af. Hun venter et kvarter længere, prøver så også Beverlys mobiltelefon, og giver til sidst helt op; da hun spadserer tilbage til bilen, forsøger hun ihærdigt at genkalde sig, hvornår Beverly sidst er udeblevet fra en aftale, og kan ikke komme i tanke om et eneste tilfælde. Denne aflysning af morgenens træning vælter alle Janices planer, og hun er tilbage i centrum af Santa Rita, en halv time før hun skal være hos frisøren, godt irriteret over, at der nu går kludder i det omhyggeligt lagte program. For at fordrive tiden henter hun først en æske chokoladetrøfler i konditoriet – med kardemomme og sort peber til ham, med fyld af viol- og rosenbladscreme til hende og med valnød og kanel til Lizzie – samt en hundedyr flaske Dom Perignon, som herren i vinforretningen beskriver som »transcendent« (sikkert 22


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 23 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

groft overdrevet, men hun hopper ikke desto mindre på den). Hun lader begge dele ligge i bilen, godt nok en smule bekymret for, om det vil gå til i varmen, mens hun selv smutter ind til Peggy for at lade hende doktorere lidt på sine grånende rødder. Janice læner sig tilbage i frisørstolen og forsøger at slappe af, men har svært ved at få løsnet op for de spændinger, der har sat sig imellem skulderbladene (Skyldes det glæde? Skyldes det bekymring? Det kan hun ikke finde ud af), mens Peggy – der er hævet om øjnene og virker lidt ved siden af sig selv her til formiddag – klasker det svidende brintoverilte i hovedbunden på hende. Da håret er fønnet og faldet til føje omkring skuldrene, kan hun se, at farven denne gang er blevet en anelse for messingagtig, en nuance for gul – en farve, der signalerer, at man klamrer sig til ungdommen og ikke hører til dem, der ældes med ynde, synes hun. Hun møder Peggys blik i spejlet og fremtvinger et lille smil: »Tak skal du have,« siger hun. »Det er yndigt.« Det her skal ikke få lov at ødelægge hendes dag, beslutter hun, og da hun skal til at betale, lægger hun impulsivt 100 dollars oveni i drikkepenge – en lille erkendtlighed til at muntre Peggy lidt op, og hvis det ikke er i dag, hun skal smide om sig med penge, hvornår så? Da hun forlader salonen, kaster hun et blik på mobiltelefonen for at se, om Paul skulle have ringet, og bliver frustreret, da der ikke er nogen besked. Men der er stadig en time, til aktiemarkedet lukker, og det er nok for meget forlangt, at han ringer inden da. Janice stikker telefonen i tasken og går over til supermarkedet, hvor de viser sig ikke at have nogen unghaner overhovedet, ahi-tunen ser kedelig ud, og den cantaloupe, hun skal bruge til melonsnitterne, er langtfra moden. Da hun irriteret står og undersøger de stenhårde meloner i frugt og grønt-afdelingen, kommer Cecile Bellstrom klædt i joggingdragt og med en liter appelsinjuice i hånden strygende forbi. »Janice!« udbryder hun, tøver lidt, og så ryger det ud af hende: »Okay, jeg kan ikke bare stå her og lade, som om jeg ikke har hørt det, for 23


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 24 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

det har jeg selvfølgelig, jeg ser jo nyheder ligesom alle andre. Så jeg vil bare lige ønske dig til lykke. Det skal være dig og din søde familie vel undt!« Det giver Janice et løft, hiver hende op af den kulkælder, hun er havnet i, og hun valser hen til blomsterhandleren for at hente en favnfuld kongeliljer til middagsbordet. På vej tilbage til parkeringspladsen får hun øje på Noreen Gossett, som hun og Beverly så sent som weekenden før spillede en runde golf med – deres døtre går i samme klasse, men Susan, Noreens storsnudede datter, har aldrig vist Lizzie nogen interesse – og hun lyser op i forventning om endnu en smigrende ordveksling. Men i stedet for at komme hen og hilse standser Noreen op og gør så pludseligt omkring, som var der nogen, der havde grebet hende om skuldrene og vendt hende om, og så er hun forsvundet uden så meget som at vinke. Janice står forvirret og kigger efter hende. Hun kan mærke varmen fra de parkerede biler, der står og bager i middagssolen. Hvordan kan hun have trådt Noreen over tæerne? Er der noget galt? Pludselig slår det hende, at nyheden om familien Millers nyerhvervede formue nok ikke vil falde i lige god jord hos alle, og at hun givetvis ikke er den eneste i byen, som naboernes fremgang har kaldt misundelsen frem hos. Men selvfølgelig kan det også bare være, fordi Noreen ikke så hende, forsøger hun at berolige sig selv. Hun fisker rastløst mobiltelefonen op og kaster endnu et blik på displayet – klokken er ti minutter i ét, aktiemarkedet er ved at lukke – inden hun fortsætter hen til skrædderen. Skrædderen ligger to gader oppe ad Centerview Avenue, og Janice spejler sig i alle de butiksruder, hun kommer forbi. Den italienske øko-delikatesseforretning (ja, håret er afgjort for gult), ejendomsmægleren, hvis spejlglasrude er skjult bag fotos af art nouveau-ejendomme (tennisnederdelen afslører for meget cellulitis), og butikken med fire hundrede forskellige slags håndsæbe (har hun altid haft så løs hud under hagen?). Der sidder en flok teenagere og hænger 24


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 25 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

omkring smedejernsbordene uden for The Fountain; de er i gang med at sætte nogle pomfritter til livs, og kedsomheden i deres ansigter vidner om, at sommerferien, der ikke er mere end en uge gammel, allerede er blevet en sur pligt. Janice smiler, da hun går forbi, forsøger at finde ud af, om hun kender nogen af deres forældre, men de kigger bare tomt på hende. Ude på gaden er trafikken taget til – det er frokostmylderet – og der er én, der bliver ved at sidde og dytte, bliver ved at sidde og hamre i hornet. Skrædderen, en effektiv, ældre kinesisk dame ved navn mrs. Chen – hvis fingre er vævre som kolibrier, som Janice ofte betror veninderne – sidder bøjet over en jakke. Bag hende står der et stativ med et hav af plasticovertrukne beklædningsgenstande. Janices kjole, en stram, mørkeblå Calvin Klein-sag, som hun var nødt til at købe lidt stor over brystet, for at den skulle passe om hofterne, ligger allerede klar henne ved kasseapparatet, og hun går om bag det falmede gardin, der fungerer som prøverum, for at prøve den. Hun ved, at der er noget galt, i samme nu hun trækker kjolen over hovedet: Den kiler sig fast ved armhulerne, så armene bliver fanget i flere lag stof, og nægter at glide videre ned. »Det ser ud til, at De har lagt den for meget ind,« råber hun. Mrs. Chen kigger ind bag gardinet, tilsyneladende upåvirket af synet af Janice i tennistrusser og sports-bh. Hun giver kjolen et beslutsomt ryk, og straks er der en søm, der revner. »De for stor,« bemærker mrs. Chen ubekymret og trækker kjolen op over hovedet på hende. Janice holder blufærdigt tennisnederdelen op foran sig. »De har jo selv taget målene,« klager hun. »Jeg er næppe vokset en hel størrelse på den uge, der er gået.« Mrs. Chen undersøger kjolesømmene og trækker lidt i lynlåsen. »Rolig, rolig, jeg kan reparere,« siger hun. »Kom igen næste uge.« Janice kigger ned på kjolen – mærker, hvordan billedet af sig selv som den elegante og stadig attraktive hustru, der serverer gourmet25


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 26 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

middag for familien, begynder at krakelere – og bliver forfærdet, da tårerne vælder op i øjnene på hende. Hun får dem blinket væk, inden mrs. Chen ser dem. Det er jo bare en kjole, minder hun sig selv om, bare en uheldig hårfarvning, bare en aflyst tenniskamp, bare en umoden melon. »Fint,« siger hun. »Det er helt i orden.« Da hun kører hjem ad de skærmende egetræsalleer – i nyhederne på bilradioen forlyder det, at NASDAQ er lukket tretten procent højere end dagen før, men Pauls firma bliver ikke nævnt – sidder hun og tænker tilbage på sin formiddag. Hun har en følelse af, at ligevægten er blevet forrykket, nærmest som et hus, der er begyndt at glide ned fra sit fundament. Da hun forsøger at finde kilden til denne følelse, kommer hun atter til at tænke på Beverly. Der var givetvis et eller andet helt galt her til morgen – det ligger Beverly så fjernt ikke at ringe – og pludselig bliver hun grebet af bange anelser. Hvis blot jeg kan få styr på det, vil alt andet måske også falde på plads, tænker hun. Da hun når frem til krydset i udkanten af byen, svinger hun ikke til venstre for at køre hjem til sig selv, men til højre og ud ad den vej, Beverly bor på. Familien Weatherlove bor i en toetagers tudorvilla med spåntag og grønne skodder. Der er stadig en uge til den 4. juli, men Beverly har allerede hængt guirlander og flag op og plantet røde og hvide balsaminer i bedene ved hoveddøren. Hendes BMW holder ikke i indkørslen. Janice ringer på og kigger ind ad stuevinduet, men kan ikke se tegn på liv i den mørke dagligstue. Lidt efter hører hun trin i entreen, bare fødder, der klasker hen over gulvplankerne med retning mod døren. Da døren bliver åbnet, er det Beverlys teenagesøn, Mark, der står der, mut og tavs med hætten på sweatshirten trukket op over hovedet, øjnene er blodskudte, og den rødblissede hud kortlægger alle de arrigt røde bumser. »Hej, Mark. Er din mor hjemme?« spørger Janice. 26


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 27 SESS: 25 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

»Nej,« siger han nasalt og grødet – har han grædt? »Hvor er hun henne?« »Hun er kørt,« siger han, hvilket ikke forklarer så meget. Janice kigger tavst på ham, mens hun står og funderer over ordet ‘kørt’. Kørt hvorhen? På indkøbt? På ferie? Hun kigger undersøgende på drengen – han har givetvis grædt, og trods sin uro kan hun ikke lade være med at føle en vis omsorg for det mutte barn. »Mark, er der noget galt?« Hun bliver grebet af en stærk trang til at trykke ham ind til sit bryst, træder et skridt nærmere og gør anstalter til at ville løfte armen. Men han trækker bare på skuldrene og klemmer døren lidt i ligesom for at holde hende ude. »Jeg har det fint, tak,« siger han. »Jeg skal nok sige, at du har været her.« Og med de ord lukker han døren og efterlader Janice totalt desorienteret ude på trappestenen. Der er ikke andet at gøre end at køre hjem og krydse fingre for, at hun ikke er ved at gøre et stort nummer ud af ingenting – en glemt aftale, et grædende barn, det kan være både det ene og det andet. Men så kommer hun til at tænke på noget, Beverly betroede hende efter en Bloody Mary for meget ude i klubbens bar nogle måneder tilbage: at hendes forhold til Louis havde været temmelig anstrengt i nogen tid, og nu kan hun ikke lade være med at spekulere på, om Louis måske har forladt hende. Hvis ikke hun hører fra Beverly inden i morgen tidlig, vil hun sætte sig på venindens trappesten og blive siddende der, til hun fortæller hende, hvad der er galt. Klokken er lidt over to, da hun svinger ind i sin egen indkørsel. Hun sidder lidt i bilen og kigger op på huset. Det er efterhånden en del år siden, at det blev malet lysegult, akkurat samme nuance som en kashmirsweater, og nu ser det ud til at stå og gløde i eftermiddagssolen. Det er en elegant, majestætisk villa i klassisk georgiansk kolonistil med velplejede hække, pilastre omkring indgangspartiet og efeu, der slynger sig op ad facaden; en villa, der får én til at føle sig som del af en fornem amerikansk tradition. Da hun nu kigger op på 27


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 28 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

det, føler hun næsten lettelse, nærmest som om hun har haft held til at ride en mindre storm af og nu er tilbage i sikker havn. Inden døre er der imidlertid alt for stille. Telefonsvareren er tavs: ingen beskeder. Da hun går i gang med at stille varer og champagne på plads, lyder hendes vejrtrækning meget højt i det tomme køkken; det er, som om det bliver kastet tilbage af de hårde hvidevarer i rustfrit stål, af Calphalongryderne, der hænger på en specialdesignet jernstang over kogeøen, af bordpladerne i gulnistret granit. Ude i baghaven er James, den nye poolpasser, kommet på det ene af sine to ugentlige besøg. Han trækker langsomt nettet igennem vandet og fanger et enkelt blad, svinger stangen ind over kanten af poolen og ryster nettet for at få bladet til at dumpe ned i den voksende bunke af vådt løv. Janice står lidt ved køkkenvinduet og betragter ham. Da han omsider får øje på hende, vinker hun til ham, og han løfter hånden og smiler. Med sveden springende fra panden vender han bunden i vejret på klordunken og tømmer den ud i den dybe ende. Janice tænder for ovnen, skæver til uret og giver sig i al hast til at arrangere kongeliljerne i opsatsen: Hun er allerede bagud med madlavningen, og hun skal også nå at gøre lidt rent (hun har endnu ikke fundet en afløser for husholdersken, som de fyrede tidligere på måneden, da de blev klar over, at barskabet var mistænkeligt tomt). Inden hun går i gang med at dække op med det fine sølvtøj, tænder hun atter for fjernsynet og stiller sig midt i stuen, lægger armene over kors for at beskytte sig mod den kølige luft fra klimaanlægget og bliver klar over, at Applied Pharmaceuticals’ aktier er lukket på 141¼. En nyhed, hun kun modtager med halvhjertet interesse, hun er ikke i stand til at mønstre samme åndeløse begejstring som blot seks timer tidligere. Nu føler hun sig bare træt: Træt af at skulle forholde sig til alt det her helt alene, træt af at gå og vente på at høre fra sin mand. Det kan godt være, at han har travlt, men han burde alligevel have haft lyst til at inddrage hende, i samme sekund det hele gik løs. I et øjebliks svaghed får hun en lumsk mistanke om, at hendes mand nok 28


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 29 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

ikke deler hendes iver efter at puste nyt liv i deres ægteskab, at det bliver hende, der kommer til at gøre alt arbejdet. Ikke desto mindre fortsætter hun borddækningen og folder tre servietter i form som svaner, sådan som hun altid har gjort ved særlige lejligheder, præcis som Pauls mor lærte hende for alle disse år siden. Første gang, Paul tog hende med hjem for at holde jul hos forældrene i Connecticut, havde hun det, som om hun var trådt ind i et af de hjem, hendes mor engang havde gjort rent i. Juletræet med forgyldt pynt i rigtigt glas; farseringen, der var hjemmelavet og ikke færdigkøbt; servietterne, der var foldet som origami; de stærkt duftende granguirlander, der hang over søjlegangen. En rigtig søjlegang! De kæreste salt- og peberbøsser i krystal, der var formet som juletræer! Det stod alt sammen og blinkede til hende med en sådan familiehygge, at hun var lige ved at græde. Da Pauls mor spurgte, om hendes egen mor ikke ville savne hende i julen, kom Janice til at tænke på moderen og på, hvordan hun ville tage en ekstra vagt for at få overtidsbetaling og derefter sætte sig hjem med en færdiglavet kalkunret, og stak en lille hvid løgn: »Nej,« sagde hun. »Hun skal være sammen med nogle venner. Det er hende, der skal stå for skinken.« Trods de hjertelige lektioner i servietfoldning blev Pauls mor ikke just begejstret, da hun nogle måneder senere hørte om deres hastige bryllup. Janice havde altid haft Elaine mistænkt for at have større forventninger til sin eneste søns kommende hustru, en mistanke, hun endelig fik bekræftet under deres sidste besøg i Connecticut nogle år tilbage. Elaine, der var svækket af alzheimer og lå på et plejehjem og sygnede hen, havde grebet Janice om armen med sine senede hænder. »Dig kender jeg godt,« kvækkede hun. »Du er den tøjte, der fik min søn i saksen.« Så enkelt var det nu heller ikke. Hvis Janice som femtenårig havde forestillet sig college som et sted, man tog hen for at kapre en rig mand, var hun som tyveårig for længst vokset fra den idé. For på det tidspunkt læste Janice – af vennerne kaldet »Jan« – fransk som 29


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 30 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

hovedfag og var i studenterforeningen kendt for sine bohemeagtige tilbøjeligheder. Allerede første år på college var der en professor i kunsthistorie, der gav én af hendes opgaver et ord med på vejen og skrev, at hun var begavet med »en skarp hjerne og en kunstnerisk sjæl«, og det tog hun straks til sig. Hun læste Balzac på originalsproget, tog kurser i keramik (frembragte en serie absolut acceptable tekander), syede selv sit tøj og lærte at koge fransk kødsuppe. Ja, hun begyndte endda at ryge Gauloise til fester og nød den kontinentale nonchalance, det gav hende. Andet år havde hun planer om efter endt eksamen at tage et sabbatår i Paris, hvor hendes specialerådgiver mente at kunne skaffe hende arbejde på et rejsebureau for studerende. Når hun kiggede sig i spejlet, blev hun undertiden helt betaget af sig selv. Pauls entré på scenen var kommet lidt bag på hende. Han var en stilfærdig og målrettet MBA-studerende, der pludselig var dukket op ved siden af hende under en fest i studenterforeningen i begyndelsen af tredje år og stædigt var blevet ved at forfølge hende hele resten af efteråret. Når han kiggede på hende, følte hun sig nogle gange som en vandrepokal, han godt ville vinde til evig arv og eje, og det var sådan en dejlig følelse, at hun kom til at rødme ved tanken. Sammen med ham oplevede hun en ny form for ro. Han kunne uden de store anstrengelser beherske et helt lokale, kunne næsten tippe det ned imod sig, så han ligesom blev hvirvelstrømmens midtpunkt. Og alligevel kunne han også vise sårbarhed. En aften de havde drukket lidt for meget Chianti, fortalte han om sin bankierfars store forventninger og sin mors patricierkulde og fældede ægte tårer, og da var det, hun vidste, at hun var forelsket. Selvfølgelig var det ikke med overlæg, hun havde glemt at tage sine p-piller, slet ikke. Tanken om p-pillerne sivede bare igennem hovedet på hende som vand igennem en sigte: Den afsluttende eksamen lurede blot nogle måneder forude, og spørgsmålet om hendes fremtid blev mere og mere usikkert, for hver dag der gik. Hun havde 30


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 31 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

fået lovning på et job i Paris og desuden skaffet sig logi hos et ungt par, der var bekendte af nogle bekendtes bekendte, men når hun talte om at rejse, smilede Paul ikke længere så overbærende, som var det bare en fiks idé, hun havde fået; næ, nu var han begyndt at skule, som om han følte sig svigtet af hende. Men hvis det virkelig gik ham så meget på, kunne han vel bare bede hende om at blive? Hun var godt nok ikke sikker på, hvad hun ville svare, hvis han rent faktisk bønfaldt hende på sine grædende knæ, men blev alligevel mere og mere urolig over, at han ikke gjorde det. Havde han bare tænkt sig at lade deres forhold amputere på denne tilfældige måde? Alene tanken gjorde hende syg om hjertet. Hun begyndte at få svært ved at sove, lå bare ubevægelig og stiv i det gamle bomuldssengetøj. Og midt i nattens sorte glemsel kunne hun pludselig komme i tanke om den glatte, lyserøde, folieindpakkede pille, der lå i toilettasken ude på badeværelset, og tænke: Jeg burde stå op og tage min p-pille. Jeg må ikke glemme min p-pille. Og før hun vidste af det, var det morgen, og hun var på vej til time og havde glemt alt om, at hun aldrig havde taget pillen. Og så gik der tre dage, før hun atter kom til at tænke på det, hvorpå hun fluks skyllede fire p-piller ned med et glas mælk. Og selvfølgelig skulle hun have sagt nej, da Paul krøb op i sengen til hende, sådan som hun plejede, når den slags skete, skulle have fortalt ham om sin forglemmelse og insisteret på, at han skulle have brugt kondom, men det havde hun ikke viljestyrke til, ikke nu, da han i forvejen var så fjern. Og mens han sov sin varme, rolige søvn i sengen ved siden af hende, lå hun bagefter og prøvede at glemme, at hun havde glemt det. Hun kunne godt have fået en abort – det var der mange piger, der fik dengang; ja, der var endda mange, der betragtede det som en æressag – men sandt at sige var det ikke engang med i hendes overvejelser. Da hun fik svar på testen, kom det bag på hende, at hun rent faktisk blev glad. Nu var beslutningen om en fremtid som hustru og mor, frue i eget smukt hus med udsigt over en sø et eller andet sted, 31


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 32 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

uden videre truffet for hende, og det var en sært betryggende og velkendt følelse, nærmest som at trække i en gammel yndlingskjole, man har glemt, man har. Hun vidste godt, at Paul ikke ville stikke halen imellem benene, når han fik at vide, at hun var gravid, vidste godt, at hun ville være i gode hænder hos ham. Der var måske nok noget, hun var nødt til at give afkald på, men var den behagelige tilværelse, der fulgte med en titel som mrs. Miller, måske ikke langt mere lovende end nogen af de tilfældige indskydelser, hun selv kunne have fulgt? Dagen efter at hun havde fortalt ham, hun var gravid, spadserede de en tur i parken og nød udsigten over bugten. Solen var ved at gå ned, og børnene fløj med drager i noget, der føltes som vindstød af orkanstyrke. Solen fik tågen over byen til at funkle og indrammede de grå skyer i nukleare farver. Foråret lod vente på sig, og temperaturen lå ikke meget over frysepunktet. De spadserede ud til støttemuren for at kigge ud over vandet, og det var der, han faldt på knæ. Græsset var vådt, men han lod tappert kakibukserne synke ned i mudderet, fiskede en sort velouræske op af lommen og sad lidt med den i hænderne. Et syn, der gav hende gåsehud over hele kroppen. »Jeg ved godt, at det har været lidt svært i den senere tid,« sagde han hæst, og ordene faldt langsomt og stift. »Og det er jeg virkelig ked af. Men, Janice, du skal vide én ting, og det er, at jeg altid har vidst, at du var noget helt for dig selv, så livlig og fuld af gåpåmod. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil have som mor til mine børn. Det kan godt være, at det hele kommer lidt pludseligt – tidligere, end vi kunne have ønsket os – og vi har en del, vi skal have fundet ud af, men jeg er meget fortrøstningsfuld. Fortrøstningsfuld omkring os to. Vi kommer til at udgøre et fantastisk team.« Han tav. Vinden blæste håret ind i ansigtet på hende. »Jeg elsker dig.« Hun var allerede begyndt at græde, inden hans knæ ramte græsset. Hun græd både af lettelse og glæde og måske også lidt, fordi vinden 32


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 33 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

piskede den salte havluft ind i øjnene på hende. Han åbnede æsken og afslørede en enkel guldring indfattet med en lillebitte splint af en diamant. Beskeden, men elegant. Da han spurgte: »Vil du gifte dig med mig?«, hulkede hun så voldsomt, at hun knap kunne høre, hvad han sagde. »Ja, ja, ja,« sagde hun. »Selvfølgelig vil jeg det. Jeg er bare så glad for, at du vil have mig.« Han satte ringen på hendes finger, og hun smilede og følte sig sært splittet, som om hun på én og samme tid havde vundet og tabt. Skulle dette være det lykkeligste øjeblik i hendes liv? Hun følte sig mest af alt rundtosset, nærmest som om hun var blevet suget ind i en cyklon og nu susede rundt i cirkler over jorden. Paul måtte have set hendes ansigt, da hun kiggede på ringen på sin finger, for nu rejste han sig op og tog hendes hånd imellem begge sine. »Bare rolig, du skal nok snart få én, der er større,« sagde han. »Men skal vi gøre det her, skal det gøres rigtigt.« Niogtyve år senere kan hun følge udviklingen i deres ægteskab – og i Pauls karriere – ved at kigge på den stak af velouræsker, hun har stående i sit klædeskab. Han holdt rent faktisk ord og forærede hende en større ring; det var, da hun fire år senere aborterede første gang (den anden og tredje abort indbragte hende henholdsvis en olivinhalskæde og et par granatøreringe). Og da hun ni år senere igen – længe efter at hun havde fulgt lægens råd og var holdt op med at forsøge at få flere børn – overraskede dem begge ved at være gravid med Lizzie, blev hun belønnet med en trekarats prinsesseslebet diamant. Og til deres toogtyveårs bryllupsdag for syv år siden forærede han hende en 5,1-karats Asscherslebet diamant med 1,5-karats baguetter indfattet i en platinring – en sten, der matchede hans seneste stilling som topchef i et nyt internetfirma, deres nye, store hus og Porsche SUV’en ude i indkørslen. Ja, denne diamant var faktisk så stor og prangende, at hun blev helt forlegen og længtes efter den noget mere beskedne diamant, der engang havde prydet 33


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 34 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

hendes finger – lige indtil hun så den, Beverly havde fået af sin mand, da hun fyldte fyrre, en 7,8-karats Harry Winston, der hang som en klods på hånden af hende, og måtte erkende, at størrelse er et relativt begreb. Janice spekulerer lidt abstrakt på, hvad denne seneste succes vil indbringe hende. Måske kommer han hjem med endnu en velouræske, tænker hun og forsøger at opbyde en vis begejstring, men mest af alt vil hun bare gerne have ham hjem. Det er ikke telefonen, men dørklokken, der ringer. Hun står ude i køkkenet og er ved at dele anden til confit og småløber ud til døren, mens hun tørrer hænder i et viskestykke. Ude på trappestenen står der en ung mand på alder med Margaret; det falmede pandehår, der er klasket sammen under styrthjelmen, er farvet i alle regnbuens farver. Motorcykelstøvlerne er fyldt med mudder, og hun ville ønske, at han ikke var trådt op på hendes håndlavede »Welcome to Our Happy Home«-dørmåtte, den, hun vævede af tørrede lavendler fra haven tidligere på foråret. Han er klædt i sort læderjakke og jeans og minder hende lidt om Margarets kæreste, Bart, der også kører motorcykel; heldigvis farver Bart ikke håret lyserødt, men det er også det eneste positive, der er at sige om ham. Den unge mand står med en beigefarvet A4-kuvert i den ene hånd og et clipboard i den anden. »Budlevering,« siger han og rækker hende clipboardet. »Skriv under her.« Janice tørrer hænderne, inden hun sætter sit navn på den stiplede linje, og forsøger at komme i tanke om, hvad hun nu kan have bestilt. Hun flår A4-kuverten op, og indeni ligger der en hvid konvolut med afsenderadresse på: Applied Pharmaceuticals, Analgesic Loop 220, Millbrae, Californien. Hun stivner, står bare og kigger på brevet og tør pludselig ikke åbne det. Til sidst må hun tvinge sig selv til at bryde seglet, og hun bliver ikke engang overrasket, da hun fisker et stykke brevpapir med Applied Pharmaceuticals’ brevhoved ud af kuverten (uden at have kigget nederst på arket er hun klar over, at det 34


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 35 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

er Paul, der har skrevet det under). Selvfølgelig, tænker hun, og så er det, undergangsstemningen sænker sig om hende. Brevet, der er maskinskrevet på cremefarvet papir, lyder: Janice. Som du ved, betyder dagen i dag store omvæltninger for mig. Og derfor forekommer det mig også at være en god anledning til at begynde på en frisk. Der er ingen let måde at sige dette på, så jeg kan lige så godt gøre det uden omsvøb: Vi er vist begge to godt klar over, at vores ægteskab er blevet en sovepude. Jeg har ikke været lykkelig i mange år, og selv om du givetvis aldrig vil indrømme det, tror jeg heller ikke, at du har været lykkelig. Vi er nødt til at slippe ud af denne klaustrofobiske situation og finde den ægte lidenskab, inden det er for sent. Derfor har jeg besluttet mig for at begære skilsmisse. Du vil høre fra min advokat. Jeg er overbevist om, at du på et tidspunkt vil være enig med mig i, at dette er til alles bedste. Paul Han har underskrevet sig med græsgrønt blæk, en farve, hun kender fra den fyldepen, hun selv engang forærede ham, fordi den matchede det grønne Coifexlogo, de grønne piller. Janice knuger så hårdt om viskestykket, at hun bliver helt hvid om knoerne. Hun kigger ned på ordet »Happy«, der er vævet i lavendelknopper på dørmåtten (»So happy together!«). Derefter kigger hun op på buddet, der stadig står og tripper på dørtrinet, og bliver klar over, at det er drikkepenge, han venter på. »Et øjeblik,« siger hun og forsvinder blindt ind i huset, er ved at snuble over en stol på vej ud i køkkenet, hvor hun henter håndtasken, der ligger på køkkenbordet, og går ud til hoveddøren igen. Buddet står og ser til, mens hun fisker Pradapungen op og bliver klar over, at der ikke er andet end tyvedollarsedler i den. 35


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 36 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

»Værsgo,« siger hun og stikker ham én. »Hold da op, tak skal du have!« siger han og stopper sedlen i lommen på motorcykeljakken. Han smiler. »Mange tak!« Allerede mens han går hen for at starte maskinen, skimmer Janice brevet endnu en gang. Hun ryster så meget på hænderne, at ordene smelter sammen for øjnene af hende. Gad vide, hvor Paul har lært den slags vendinger henne, vendinger, der lyder, som om de er hentet fra en eller anden kærlighedsroman: Hvordan kan en mand, der ikke skriver andet end forretningsstrategier, der ikke læser andet end biografier om hovedrige erhvervsledere, være kommet på blomstrende formuleringer som »finde den ægte lidenskab«? Eller »slippe ud af denne klaustrofobiske situation«? Hvad i alverden skal det betyde? I nogle få afgørende sekunder lukker hendes hjerne sig om disse afvigende træk og nægter at forholde sig til sagens egentlige kerne: at hendes mand netop har forladt hende. Hun er svimmel og har sorte pletter dansende for sine øjne. Hun kigger atter ned, forsøger at få lidt samling på sig selv og kan ikke undgå at bemærke, at buddet har efterladt en stribe blankt mudder på hendes måtte. Hun ryster så meget på hænderne, at hun knap nok er i stand til at taste nummeret. Og alligevel er hun nødt til at ringe hele fem gange, før han tager sin mobiltelefon. Indtil da forsøger hun at overbevise sig selv om, at hun må have misforstået brevet, at der er sket en fejl af en slags. Men da han endelig tager telefonen, gør han det med to små, enkle ord – »Hej, Janice.« Nærmest bare som en konstatering, en hyldest til vis nummer-teknologien, og alene den udtryksløse betoning af disse tre stavelser fortæller hende, at den er god nok. Hendes mand er ved at forlade hende, for det er det eneste, der forklarer den totale mangel på ømhed i hans stemme. »Jeg formoder, at du har modtaget mit brev,« siger han. »Beklager, men jeg mente, at det nok ville være den letteste måde ...«

36


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 37 SESS: 25 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

»Jeg forstår det ikke,« siger hun og overhører bevidst det definitive i hans udsagn. Hendes stemme knækker over. »Hvad foregår der?« »Det måtte jo ske,« siger Paul. Janice fatter ikke, at han kan lyde så ubekymret og rationel, som var han bare en tandlæge, der meddelte hende, at hun skulle have kindtænderne trukket ud. »Men jeg kan ikke så godt tale lige nu. Jeg er stadig på arbejde.« »Så find et mere privat sted at tale fra,« siger Janice. »Det her er vigtigt, Paul. Det er vores tilværelse. Hvad mener du med en sovepude?« »Det tror jeg godt, du ved,« siger han. Janice går hen til døren til spisestuen og står lidt og kigger ind på bordet, på opsatsen med kongeliljer, der ligner et festfyrværkeri, på krystalglassene, der hæver sig over hver af kuverterne. Et eller andet sted bag Paul kan hun høre en champagneprop springe. Hun kommer til at tænke på den flaske champagne, hun selv har lagt på køl, og synker en klump. »Nej. Det ved jeg ikke,« siger hun, og selv om det ikke er helt sandt, er hun ikke parat til at indrømme det over for ham, især ikke nu. »Jeg mener ... jeg har brug for dig.« »Vel har du ej,« siger Paul. »Du har aldrig haft brug for nogen. Det er halvdelen af problemet. Du har ikke brug for mig til andet end at betale regninger.« »Det passer ikke. Det er jo helt hen i vejret.« »Sig mig engang,« siger Paul, »hvornår har vi to sidst talt om noget som helst af betydning? Vi har kørt på automatpilot i årevis, og det kan jeg ærlig talt ikke se, at nogen af os skulle være tjent med.« »Jeg er da udmærket i stand til at føre en seriøs samtale, Paul,« siger Janice og bliver forskrækket over at høre sit eget bønfaldende tonefald. »At vi ikke har gjort det i den senere tid, er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke kan. Lad os tale sammen nu. Eller senere. Vi kan søge hjælp hos en ægteskabsrådgiver.«

37


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 38 SESS: 25 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

»Det er for sent,« siger Paul. »Og det har det været i snart mange år.« Janice vil gerne sige noget, men kan bare stå og trække vejret hult ind i røret. Stå og høre sit eget fugtige åndedræt runge for sine ører. »Hvem er du?« siger hun rasende. »Denne Paul kender jeg slet ikke.« »Det er netop det, jeg mener,« siger Paul, et ræsonnement, der lukker munden på hende. Bag ham kan hun høre en kvindestemme mumle et eller andet. En stemme, hun i denne sammenhæng har svært ved at placere, men den lyder bekendt – én fra Pauls kontor, tænker hun, hvor forfærdeligt, at en medarbejder kan have overhørt deres samtale. Paul lægger hånden over røret, så hun ikke kan høre andet end den isolerede, lufttomme lyd af røret, der er presset mod hans hud. Og så er han tilbage igen. »Janice,« begynder han, men i baggrunden skærer kvindestemmen igennem, denne gang højere, nærmest skinger. »Du er nødt til at fortælle hende det,« siger hun. »Hun er nødt til at få det at vide.« Og så genkender hun stemmen, og da det sker, er det som at få en spand koldt vand i hovedet. Endelig falder alle dagens tegn og varsler på plads, og hun er målløs over, hvor oplagt det er, målløs over, at hun ikke har opdaget det noget før. »Er det Beverly, du er sammen med?« Hun kan knap nok få det frem. Afslørende tavshed i den anden ende. Paul rømmer sig og svarer ikke. Janice slipper telefonen, som var den en varm tallerken, og da den falder på gulvet, står hun med hamrende hjerte og stirrer på den. Et øjeblik efter afbryder den selv forbindelsen og begynder at dutte i takt med den blodåre, der dunker i tindingen på hende. Nogle minutter senere sætter hun sig stift og dybt chokeret ved spisebordet og opdager, at hun ufravendt sidder og stirrer på deres bryllupsbillede, der står i en krystalramme henne på lampebordet. Det 38


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 39 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

blev taget efter den kortfattede vielse oppe i South Lake Tahoe, to uger efter at Paul havde friet: Iført handsker og en lånt hvid hylsterkjole, der strammer en smule over maven, står hun med armene om hans hals og kigger op på ham, og han er i jakkesæt og står forbløffet og stirrer ind i kameraet, som var der nogen bagved, der havde råbt »Bøh!« til ham. Hun tænker på selve vielsesritualet. »I medgang og i modgang, og i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer«. Det er jo det, der er ægteskabet, tænker hun, og ikke en eller anden barnlig idé om »lidenskab«; voksne mennesker er jo godt klar over, at livet, partnerskabet, kærligheden er svært. Det kræver arbejde i såvel gode som dårlige tider. Det kræver ofre. Det havde hun også troet, Paul følte, og at han havde respekt for ægteskabet som institution, for det omdrejningspunkt og den stabilitet, det udgør. Og alligevel kaster han det hele over bord på grund af hvad? På grund af Beverly?! Skilsmisse: Alene tanken gør hende syg. Det er den lette udvej, tænker hun. Og det er jo ikke just, fordi hun selv har gået rundt og været evig lykkelig hele tiden, men det er jo netop meningen, at man skal blive ved at prøve, også selv om éns mand sidder som en kølig, halvskaldet, vildfremmed mandsperson ovre på den anden side af middagsbordet, også selv om man hører ham snappe ad sin demente mor i telefonen og bliver klar over, at han kan være ondskabsfuld, også selv om han lader én sidde alene aften efter aften og ikke engang forsøger at gøre det godt igen bagefter. Når man holder fast, er det, fordi ægteskabet og familien er ukrænkeligt. En fæstning mod en hård verden. Det kan godt være, at alting ikke har været lige godt i den senere tid – det må hun medgive Paul – men hvorfor er han så hurtig til at give op? Hun tænker på Beverly, på sin bedste veninde, der med udbredte arme og spredte ben har lokket hendes mand fra hende, og bliver syg om hjertet – syg over, at Beverly overhovedet kan finde på det, syg over, at Paul er så let at lokke. Janice forsøger at forestille sig en tilværelse uden Paul og mærker 39


JOBNAME: 43. korrektur PAGE: 40 SESS: 24 OUTPUT: Wed Dec 16 12:44:02 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/727_Intet_mindre_end_alt_151x226/Materie

et sug i maven. Hun føler det, som om hun falder ned fra en line og først bliver klar over, at der ikke er noget sikkerhedsnet, da hun suser igennem luften. Hun griber billedet og kyler det af alle kræfter igennem stuen og ind i væggen, hvor det smadrer. Et øjeblik står hun ubevægelig midt i stuen, mens stilheden atter sænker sig og skraldet bliver opslugt af væg til væg-tæppet og brokadegardinerne. Og så bøjer hun sig for at samle skårene op – Lizzie skulle nødigt komme til at træde i dem med bare fødder – inden hun går ud i køkkenet og tager champagnen ud af køleskabet.

Intet mindre end alt  

Janelle Brown roman lindhardt og ringhof “Udført med kant og hUmor” – the new York times INTETMINDREENDALT JanelleBrown LINDHARDTOGRINGHOF P...

Advertisement