Issuu on Google+

90 mm

137 mm

28 mm

om den kolde krig, et uopklaret mord, om spionage og om hvor

med Saras ferie. Det var ikke før en

langt man kan gå for en sag.

morgen i juni, at hun kørte ham til

Den unge Victor Sienkiewicz bliver en sommerdag i 1992

Perpignan skulle han til Paris, derfra

anholdt i Kastrup lufthavn med en skarpladt pistol i tasken.

til Warszawa, og videre med enten

Samme aften dukker Victors søster Sara op til en havefest

tog eller bus til Gdansk. Hun kyssede

hjemme hos forsvarsadvokat Thomas Egelund, der snart føler

ham på panden.

sig tiltrukket af familiens mærkelige historie – og af Sara.

ved noget om det her. Det er vores lille, store hemmelighed. Vi ses i København.”

Da Thomas dykker ned i sagen, finder han frem til oplysninger, som ikke alene trækker tråde til både Gdansk og Paris og langt ind i den danske efterretningstjeneste, men også rykker tættere og tættere på ham selv.

Uddrag fra bogen

9 788711 344453

HENRIK STEN-KNUDSEN er uddannet journalist og pilot. Efter 10 år på Ritzaus Bureau har han arbejdet 14 år hos SAS. I strid

med sandheden er hans første bog.

HENRIK STEN-KNUDSEN

S P Æ N D I N G S R O M A N

·

L IN D H ARD T

O G

R ING H O F

215 mm

”Victor, husk det er kun os, der

FOTO: NAJA WESTPHAL

lufthavnen i Gerards åbne jeep. Fra

S T E N - K N U D S E N

rejste, for at det hele skulle passe

90 mm

H E N R I K

I STRID MED SANDHEDEN er en klassisk spændingsroman

I STRID MED SANDHEDEN

Der gik nogle måneder, før Victor

137 mm


HENRIK STEN-KNUDSEN

I strid med sandheden

LINDHARDT OG RINGHOF


I strid med sandheden Copyright © Henrik Sten-Knudsen og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2014 Omslagslayout: Peter Stoltze, Stoltze Design Bogen er sat med Times New Roman hos Christensen Grafisk Trykt hos UAB Print it ISBN 978-87-11-34445-3 1. udgave, 1. oplag 2014 Printed in Lithuania 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Til Anja


1

Sara Sienkiewicz åbnede den grå lærredsrygsæk og lagde forsigtigt frokosten på plads. Først termokanden med kaffe, så en pakke med ost og lidt skinke, to bakker med hjemmelavet pesto og kyllingetabouleh, tre fuldmodne tomater, en pose pistacienødder, to iskolde coladåser og en lun baguette. Da alting lå, som det skulle, løb hun op på sit værelse. Hun gik hen til skabet, tog to kuverter, der lå under et tæppe, og lagde dem ned i rummet ved siden af maden. Hendes bror stod i den smalle gade foran huset og spændte sin hjelm. Hun rakte ham rygsækken, og de satte sig op på motorcyklen, en mindre Moto Guzzi, og kørte af sted. Det var lørdag den 14. marts 1992, og klokken var lidt over 11. Sara kørte så langsomt ned gennem de små gader, at hun et par gange havde svært ved at holde balancen. Først da de forlod Banyuls og svingede ind på kystvejen, åbnede hun for gassen. Hun smilede, da Victor trykkede sig mod hendes ryg. Han havde altid været lidt ængstelig, den lille. De havde talt om at finde et sted lidt inde i landet, hvor bjergene begyndte, men da Sara så de sort- og hvidklædte tjenere slæbe kurvestole ud under platantræerne langs havnen i Collioure, fik hun lyst til at standse. Efter tre dage med solskin var den lille by ved at vågne. Det var fristende at slentre ud på molen. Problemet var, at der ikke ville gå lang tid, før en eller anden, de kendte, ville komme forbi, og vedkommende ville sætte sig ned og begynde at snakke. Det kunne også være fint, bare ikke i dag. Hun gearede ned og kørte op ad den stejle gade, som førte ud af byen.

5


De drejede væk fra kysten. Sara mærkede duften af blomstrende mimoser drive ind under hjelmen, men hun mærkede også, at temperaturen faldt i takt med, at terrænet begyndte at stige. Hun kørte ind til siden. »Hvad synes du?« sagde hun og gned sin arm. »Jeg ved ikke rigtig. Det er måske ved at blive lidt småkoldt.« »Skal vi bare tage den næste by?« »Ja, lad os gøre det.« »Er vi ikke danske vikinger?« »Ikke i dag.« De første grå stenhuse med røde tegltag dukkede op. Sara sænkede farten og kørte op ad en gade, der var så smal, at en bil ville have haft svært ved at følge med. For 10 år siden, da de var flyttet herned sammen med deres mor, havde det meste været nyt og fremmed. I dag kendte de alle de små byer på egnen, også denne lille, klatøjede flække. De parkerede motorcyklen og satte sig øverst på en høj stentrappe over for kirken. Da de lidt efter havde fået varmen, fordelte Sara maden. »Hvad sagde du til Gerard?« spurgte Victor og tog en bid af sin sandwich. »Med hensyn til ..?« »Motorcyklen.« »Jeg sagde bare, at vi havde lyst til at køre en tur.« »Og så sagde han værsgo og gav dig nøglerne?« »Mmm.« »Pænt af ham. Jeg troede ikke, han lånte dem ud.« »Måske var det en tak for sidst. Jeg mødte ham nede i byen forleden. Han havde tabt sine bilnøgler. Og en eller anden kunde med et kæmpestort checkhæfte sad og ventede hjemme på gården.« »Hvad så?« Sara smilede. Så fortalte hun, hvordan hun først havde

6


sat sig til rette i hans jeep, fjernet skjoldet under rattet og løsnet de bolte, der holdt tændingslåsen, så hun kunne sætte ratlåsen ud af spil. Derefter havde hun kortsluttet ledningerne til starteren. Det hele havde taget to minutter. Og så var Gerard kørt hjem. Victor så på sin søster. Han fjernede en krumme fra mundvigen. »Hvor fanden har du lært det?« »Det spurgte Gerard også om.« Sara krøllede madpapiret sammen til en kugle. Det var under en reportagetur i Cabestany, sagde hun. Hun havde taget billeder af en pensioneret biltyv, der efter sin omvendelse til samvittighedsfuld samfundsborger nu gav gode, kriminalpræventive råd til læserne af L’Indépendant. Han havde vist hende, hvor let det var. Victor smækkede med tungen. »Flot. Jeg tror nu, Gerard havde givet dig nøglerne uanset hvad. Har du hørt ham sige nej til noget de sidste tre måneder?« Hun trak på skuldrene. Det var tre måneder siden, at deres mor var død. Sara begyndte at tale om noget andet, om en oplevelse, hun havde haft på sit arbejde. Hun var i lære som pressefotograf, og Victor elskede at høre hende fortælle. Det krævede selvbeherskelse af hende at sidde og småsludre, og Sara var ikke særlig tålmodig. Når de sad ved siden af hinanden, var det let at se, at de var søskende. De havde det samme kønne, smalle ansigt, samme lige næse. Deres sorte øjenbryn stod så skarpt, at det så ud, som om de havde malet dem op med tusch. De havde det samme ravnesorte hår – Saras hår lagde sig blødt ned over hendes skuldre, det var kun lidt længere end Victors. Men deres øjne sagde noget om, hvor forskellige de var. Lige nu sad Victor for eksempel og så på nogle mænd, der stod og bankede pæle i jorden på en vinmark lidt uden for byen. For-

7


søgsvis fulgte Sara hans blik. Så kiggede hun op på skyerne, for deres retning og fart hen over de skovklædte skråninger fortalte hende noget om vejret. Hun blev distraheret, da en sortklædt præst kom ud fra kirken, satte sig ind i en bil og kørte væk. Uden at være interesseret i hvad klokken var, så hun så på uret og konstaterede, at den var kvart i et. Så kiggede hun på Victor, som stadig sad og så på marken. Hun trak vejret dybt. »Sig mig, har du tænkt over det, Lidia fortalte os?« »Jeg har tænkt mere over, hvorfor vi skulle høre det fra hende,« sagde han. »Hvorfor det ikke kom fra mor, mener du?« »Ja, ærlig talt.« Sara kneb øjnene sammen. Hun spekulerede ikke over ting, som hun ikke kunne ændre, og om deres mor havde været klog eller dum, var ligegyldigt nu. Hun vendte sig om, åbnede rygsækken og tog en af kuverterne op. »Det er det, Lidia viste os,« sagde Victor. Fotografiet var i sort-hvid og målte omkring 20x30 centimeter. Hjørnerne var bukkede, overfladen var ridset. Man så to mænd, der gik på et fortov. Der holdt biler langs vejen. Den ene mand var midaldrende og firskåren som en bryder. Han gestikulerede, som om han forklarede noget af stor betydning. Ved siden af gik deres far. Han var lidt yngre, slank, et halvt hoved højere og med tykt, sort hår. Han spidsede munden for bedre at forstå. »Victor, jeg har siddet og kigget på det foto. I timevis.« »Sara  ...« »Det er et godt billede.« »Det har du mere forstand på.« »Det er ikke det, jeg mener. Du ligner ham.« »Det var en mærkelig historie, Lidia fortalte,« sagde Victor. »En mærkelig, halv historie.«

8


Han tømte sin cola og pegede på billedet. »Hvorfor har du taget det med?« »Jeg har ikke tænkt på andet siden den nat. Forstår du, hvad der skete? Lidia gav os et billede, men vi fik også et navn. Han er den eneste, der kan fortælle os slutningen.« »Vi kender slutningen. Og i øvrigt aner du ikke, om han lever.« Sara strakte sit højre ben og vrikkede med foden. »Jeg har været lidt omkring. Først hos konsulen i Toulouse. Den idiot havde ingen polske telefonbøger. Det havde ham i Bordeaux heller ikke.« »Har du været i Bordeaux?« »Jeg har været i Paris.« »Hvornår?« »For to uger siden, tror jeg. Det er også ligegyldigt. På ambassaden gav de mig alle de telefonbøger, jeg havde brug for – Warszawa, Krakow, Gdansk, Szczecin, Poznan, Katowice, Lublin, Wroclaw. Og så fandt jeg ham. I Sopot. Af alle steder.« »Hvorfra ved du, at det er ham?« »Jeg skrev til Janusz. Jeg gav ham adressen og sendte en kopi af billedet. Bad ham finde ud af, om det var den samme mand. Hvor langt væk ligger Sopot fra Gdansk? Tyve minutter med toget? Det var en chance. Jeg vidste heller ikke, om det oversteg Janusz’ evner. Det gjorde det ikke. Prøv at se, hvad der lå i postkassen i går morges.« Sara tog den anden kuvert op af rygsækken og rykkede hen til sin bror. Victor, der var samler, så på de polske frimærker. Indeni lå der en stak farvefotos, taget af den gode Janusz, deres ukendte fætter i Gdansk. Sara rakte dem til Victor. Hun huskede den kriblen, hun havde følt, da hun havde flået kuverten op. »Er det ham?« spurgte Victor. »Hvad tror du selv?«

9


Manden stod på en bred mole, der gik ud i vandet. Alt omkring ham – plankerne, rækværket og havet – var dækket af is. »Janusz må have stukket kameraet lige op i snuden på ham.« Hvid ånde hvirvlede ud af hans mund, idet han så forbi kameraet og ind mod land. Victor havde ret, tænkte Sara. Det var mærkeligt, at han ikke havde bemærket Janusz. Sara holdt de to billeder op ved siden af hinanden – det gamle og det nye. »Kan du se?« Selvfølgelig kunne Victor det. Ligheden var slående. 10 år havde gjort ansigtet mere markeret, men det firskårne kæbeparti var det samme. De næste billeder var taget på afstand, på vej tilbage over stranden, i en gade, foran en butiksrude og foran den ejendom, hvor han boede. Engang havde det været et fornemt sted, men nu var det vist ved at forfalde. Der var noget uvirkeligt over billederne. Som om det var noget fra en film. »Victor, hvis jeg beder dig om at gøre én ting for mig – én ting, kun én ting – og hvis jeg lover dig, at jeg aldrig nogensinde mere vil plage dig eller bede dig om noget som helst?« Det tog det meste af en time for Sara at forklare, hvad hun havde i tankerne, og hvorfor det måtte være Victor, der tog af sted. En dag, sagde hun, ville de være glade for, at de ikke havde siddet på hænderne. Men Victor var lavet af et andet stof. Han forstod ikke, hvad der drev hende. På et tidspunkt begyndte samtalen at køre i ring, og de gav sig til at tale om noget andet. Hun havde sået et frø. Nu skulle hun bare vande det i ny og næ. Vande det og vente på, at noget ville ske. De hældte de sidste dråber ud af termokanden og pakkede sammen. Efter at Sara havde sparket liv i motorcyklen, kørte de rundt i det flade landskab omkring Thuir, indtil de ud på eftermiddagen satte kursen tilbage mod Banyuls. Rystende

10


af kulde svingede de ind på gårdspladsen hos Gerard, gav ham nøglerne til motorcyklen og sagde tak for lån. **** I den følgende tid gik Sara og vandede sit frø. Hun viste Victor sin bankbog, så han kunne se, hvor meget hun havde sparet op. Der stod et pænt beløb – 6-7000 franc – nok til rejsen og opholdet i København. Victor var ved at falde bagover. Sara vidste ikke, hvad det var, der til slut fik ham til at give efter, for han sagde ikke hvorfor. Det var heller ikke så vigtigt, tænkte hun, bare han sagde ja. Hvis det var på grund af det, der var sket om søndagen, så var det ironisk, for det havde aldrig været hendes mening at tage ufine midler i brug. En søndag eftermiddag kom han hjem efter at have hjulpet Gerard på markedet i Banyuls. Hun hørte ham ikke låse sig ind. Måske gik han stille på trappen. Måske hørte hun ikke andre end sig selv. Hun opdagede ham i hvert fald først, da han stod i døren og så hende sidde på sengen og græde med begge hænder for ansigtet. To dage efter sagde Victor, at han nok skulle tage af sted. **** Der gik nogle måneder, før Victor rejste, for at det hele skulle passe med Saras ferie. Det var ikke før en morgen i juni, at hun kørte ham til lufthavnen i Gerards åbne jeep. Fra Perpignan skulle han til Paris, derfra til Warszawa, og videre med enten tog eller bus til Gdansk. Hun kyssede ham på panden. »Victor, husk det er kun os, der ved noget om det her. Det er vores lille, store hemmelighed. Vi ses i København.«

11


2

En fredag aften et par uger senere og godt 2000 kilometer længere mod nord var der havefest i en villa i Charlottenlund. Thomas Egelund sad under et træ i det fjerne hjørne af haven, lænede hovedet bagover og drak den sidste dråbe af sin øl. En kraftig, lyshåret pige sendte ham et skeptisk blik. »Kokain?« sagde hun. »Mmm.« »I en kasse med avocadoer?« »Ja.« »Fem kilo?« »Deromkring.« »Og det vidste han selvfølgelig ikke det mindste om?« »Nej, ikke det mindste.« »Og hvem skulle så have lagt dem der, måske?« »Det er jo lige det, han ikke ved,« sagde Thomas tålmodigt. Over for ham, på en af de andre træstammer omkring den sortsvedne bålplads, var to mænd og en kvinde ved at sende en vinflaske rundt. Thomas kendte dem ikke. Han satte øldåsen fra sig i græsset og mærkede duften fra de rygende kul, da pigen rodede op i gløderne med en pind. Hun rynkede panden. »Det må føles mærkeligt at stå og forsvare nogen, man ikke engang selv tror på.« »Har jeg sagt noget som helst om, at jeg ikke tror på ham?« Thomas så det lille ryk, det gav i pigen. Hans svar hav-

12


de lydt en anelse skarpt. Hun havde lige hørt, at han var forsvarsadvokat, og hun havde spurgt, om han havde haft nogen spændende sager. Han havde trukket et tilfældigt eksempel op af posen – en nævningesag mod en colombiansk grønthandler fra Glostrup – men ret hurtigt havde han fornemmet, at der var noget ved forsvarere, hun ikke brød sig om. Ikke at det kom bag på ham. Det skete så tit. Selv folk, man skulle tro vidste bedre, afslørede af og til deres åbenlyse modvilje over for hans profession. Sådan var det jo. Man skulle ikke forvente at få ros for at stå nede i retten og forsvare mordere, narkohandlere, børnemishandlere og voldtægtsforbrydere. I et forsøg på at glatte ud trak han smilet op til øjnene. Men det gav ham følelsen af at virke irriteret, hvilket han slet ikke var – kun træt, og ganske let beruset. »I øvrigt er det ligegyldigt,« sagde han. »Hvad er ligegyldigt?« »Om jeg tror på ham. Jura handler ikke om at tro. Jura handler om at snakke.« Samtalen kedede ham. Han løftede blikket og kiggede ud i haven. Det havde været en varm dag, aftenen var stadig lun, og folk stod i det høje græs og sludrede og drak og røg. Andre sad på trappen, der førte op til terrassen foran huset. Det var hvidt og temmelig stort, næsten et lille palæ. Inde i stuerne stod tre-fire par og dansede tæt. Lige nu var det en stille sang, et af de store hits den sommer, en sentimental ballade med Madonna. Det var et år siden, de seks lejere var flyttet ind, og det var derfor, de holdt fest. På grund af travlhed op til sin ferie havde Thomas næsten intet gjort for at hjælpe til, og med et stik af dårlig samvittighed sad han og følte sig som en slags gæst. Også den aften var han kommet hjem sent, flere timer efter at festen var begyndt. Da han låste sig ind gennem entrédøren, havde han haft mest lyst til at gå op

13


på sit værelse, men han havde hanket op i sig selv og var gået ud i haven. Det havde kvikket ham op at gå rundt og nikke og hilse til højre og venstre, men nu sad han igen og undertrykte et gab. Thomas mumlede noget om, at han ville finde en øl, og rejste sig. Idet han bevægede sig gennem mængden, hørte han en pige sige noget om at ramme en bold lige i røven, og fire-fem fyre grinede højt. Syv dage efter EM-finalen mod Tyskland var der stadig noget at sige om den kamp. For fjerde gang bukkede han sig ned efter en øl i baljen med grødis, og til sin forbitrelse mærkede han det stramme over bæltet. Hele foråret havde han cyklet frem og tilbage til kontoret, og kiloene burde være raslet af ham. Han skulle til at vende sig, da han så en slank, mørkhåret pige, der stod henne ved huset. Hun spejdede ud i haven, lidt uroligt, som om hun var kommet for sent til noget vigtigt. Et par gæster stillede sig i vejen, og Thomas trådte til side, mens han med en pegefinger skubbede sine briller på plads. Hun virkede bekendt. Da hun henvendte sig til en lille, rundmavet fyr, der stod med en drink, fik han en fornemmelse af, at hun spurgte efter ham. Fyren så sig omkring, fik øje på Thomas og pegede på ham med sit glas. De store, udtryksfulde øjne og kraftige, sorte øjenbryn fik hende til at se melodramatisk ud. Som en stumfilmsstjerne, måske – i dette tilfælde en cirka 20-årig stumfilmsstjerne iført løsthængende skjorte, sorte joggingbukser og et par hvide, ret slidte Adidas. »Hedder du Thomas Egelund?« Thomas så ikke antydningen af et smil. Hendes hår var sat op med et tørklæde, hurtigt og sjusket, som om hun havde bundet det på vej ud ad døren. Han havde ingen anelse om, hvad hun ville. »Ja, det er mig.« »Og du er advokat?« sagde hun skeptisk.

14


»Ja.« »Okay. Min bror hedder Victor Sienkiewicz. Hvad er der sket? Politiet siger, at han er blevet anholdt.« Nu forstod Thomas, hvorfor han troede, han havde set hende før. De to søskende lignede hinanden som to dråber vand, og tre timer forinden havde Thomas sagt farvel til Victor, hans seneste klient, efter en afhøring, der havde varet længere end forventet. Eftermiddagen var blevet til aften, der havde været varmt i det lille kontor, og på et tidspunkt var bordventilatoren gået i stykker. »Hvor har du mit navn fra?« spurgte Thomas. »Fra politiet.« »Gav de dig også min adresse?« »Nej, den fandt jeg i telefonbogen. Hvad er der sket?« Thomas brød sig ikke om at blive opsøgt i sit hjem. Det overskred hans grænser, som man siger. Klienter er en broget flok, og det samme gælder deres familie. Alligevel kunne han ikke få sig selv til at sige, at hun måtte ringe til kontoret på mandag. Hun virkede på én gang forvirret, vred og bange. »Kom, lad os gå udenfor. Det er et dumt sted at stå og snakke,« sagde han. Da de kom ud på fortovet, stak han hænderne i lommerne og satte sit mest oprigtige ansigt op. »Jeg ville rigtig gerne kunne fortælle dig, hvad der er sket. Problemet er, at jeg ikke kan. Jeg må ikke, simpelthen.« »Hvad mener du?« »Sådan er loven. Jeg har tavshedspligt.« »Jeg er hans søster!« »Ja, det ved jeg. Men det er ligesom en læge. Eller en præst. Eller de politifolk, du talte med, for den sags skyld.« Hun bed sig i læben og kiggede ned ad vejen. Så førte hun en hånd hen over sit hår. Langsomt sagde hun:

15


»Jeg har lige siddet halvanden time i telefonen og talt med jeg ved ikke hvor mange politifolk. Den ene var mere stupid og åndssvag end den anden. Til sidst fik jeg fat i én, som i det mindste gav mig dit navn. Bagefter fandt jeg din adresse. Jeg har taget toget herud. Jeg er kommet gående nede fra stationen. Jeg går ikke herfra, før jeg ved, hvad der er sket.« »Der er grundlovsforhør i morgen, om mindre end ...« Han så på sit ur. »... tolv timer. Inde i Dommervagten, som ligger bag Politigården, i Otto Mønsteds Gade. Du kan komme forbi og se på og høre sigtelsen blive læst op. Og vinke til Victor. Måske sige hej.« »Grundlovsforhør?« »Politiet vil begære ham varetægtsfængslet, så længe de efterforsker.« »Fængslet?« »Ja. Det kommer nok også til at ske. Dommerne plejer at ...« Hun skjulte ansigtet i hænderne og vendte sig om. Thomas så hendes skuldre bevæge sig i små, krampagtige ryk. Han tænkte på at glemme alt om tavshedspligten, og en meteorregn af ting og sager fløj gennem hans hoved. Først kom Advokatnævnet. Så kom et par bøder i 10.000 kronersklassen og nogle politifolk med alvorlige miner – efterfulgt af pinagtige afhøringer, sigtelser, ubehagelige avisartikler og fratagelse af hans bestalling og gode navn og rygte. »Kom,« sagde han og pegede på en lav mur foran et hus på den anden side af vejen. Muren var stadig lun. Idet de satte sig, spurgte Thomas sig selv, om han ville have gjort det samme, hvis hun nu ikke havde været Victors søster, men derimod hans bror – et to meter højt, maskinklippet brød, for eksempel, med en kraftig guldkæde om halsen.

16


»Hvad hedder du?« »Sara.« »Godt, Sara, kan vi blive enige om én ting? Det her har jeg aldrig sagt?« »Ja.« »Jeg vil benægte det.« »Det får du ikke brug for.« »Godt. Victor blev anholdt ude i lufthavnen. Politiet fandt en pistol i hans taske.« Hendes øjne blev smalle. »En pistol?« hviskede hun og sank. »Hvad siger han selv?« »Det kan du høre i morgen.« Hun lukkede øjnene. Hendes vejrtrækning blev hurtig, som om hun var forpustet. »Jeg får det dårligt,« sagde hun og vendte sig væk. Thomas lagde en hånd på hendes skulder. »Skal du kaste op?« »Nej, jeg skal bare ...« Hun tog sig til panden. »Vil du ind og have lidt vand?« »Nej, det er okay.« »Jeg kan komme ud med et glas.« Hun rystede på hovedet. »Så du Victor i dag?« sagde hun, stadig med ryggen til. »Ja. Han har det fint. Han er rystet, selvfølgelig, men okay.« Hun vendte sig om og så på ham. »Det er ikke Victors pistol. Jeg kender ham. Det siger han vel også selv, ikke?« »Jo.« »Og du tror på ham, ikke?« Det var anden gang den aften, at nogen spurgte, om han troede på en klient.

17


»Jo, jeg tror på ham.« Sara blev tavs, og Thomas begyndte at forklare, hvordan retsmødet ville forløbe, om mulighederne for at besøge Victor i fængslet, og hvad hun skulle gøre for at få besøgstilladelse og den slags. Hun kunne skrive, sagde han. Der ville nok være brevkontrol. Alt om sagen ville blive streget ud. Hun lyttede fraværende. I det samme kom en pige med kort, lyst hår cyklende for enden af vejen. Thomas rejste sig, lidt hurtigt, måske, som om han var blevet grebet i noget kritisabelt. Ina havde sagt, at hun ville komme forbi, men nok ret sent. Den sidste uges tid havde hun arbejdet i døgndrift med at forberede en udstilling på Hirschsprung – gratis, selvfølgelig, ligesom de andre volontører fra studiet. Hun lænede sig ind over styret og gav Thomas et kys. Med et spørgende blik vendte hun sig mod Sara. Før Thomas var færdig med at forklare, smilede Ina og lagde hovedet på skrå. Ville Sara ikke med ind? Hun rystede på hovedet. Nej, hun var på vej hjem. Hun var ved at gå, hun skulle med toget. Med toget? Ina spurgte Thomas, hvorfor han ikke gav Sara en af advokatkontorets taxabon’er med. Selvfølgelig, hvorfor havde han ikke tænkt på det? Thomas løb op på sit værelse, fandt en taxabon, underskrev den og ringede efter en vogn fra telefonen ude på gangen. Da han kom tilbage, sad de to piger på muren og snakkede. Taxaen kom hurtigt. Idet Sara satte sig ind, spurgte han, om hun havde et telefonnummer, han kunne få. »Jeg kan ikke huske det. Du får det i morgen.« **** Thomas og Ina gik ind i haven. Ina fandt en paptallerken, lidt salat på bunden af en skål samt tre kyllingespyd, som var efterladt på grillen. Festen var mere larmende end før.

18


Lidt efter dukkede to af Thomas’ venner op. De slog sig alle fire ned ved bålpladsen. På et tidspunkt – mens Ina skændtes med de andre om, hvorvidt nej’et til Maastrichttraktaten for en måned siden var en national tragedie eller danmarkshistoriens smukkeste øjeblik – skruede Thomas tiden tilbage til samme eftermiddag omkring klokken to. Han havde været på vej til Vestre Fængsel for at besøge to klienter. Nede på gaden var han kommet i tanke om et brev, der lå i hans mappe, en ansøgning om tredjeinstansbevilling, som det hastede med at få renskrevet og sendt af sted – Justitsministeriet skulle have det senest mandag – og han var gået tilbage til kontoret. Han stod og talte med sekretæren, Patricia, da politiet ringede. Det var vicekriminalkommissær Niels-Erik Wiborg, Afdeling A. »Egelund! Jeg sidder her med en nydelig, ung mand, som har takket ja til mit storsindede tilbud om at forsyne ham med en forsvarer. Kan sagføreren afse tid til en lille afhøring i drabsafdelingen? Og helst nu, mange tak, for ifølge min tidsregning er det allerede weekend.« Intet kan skabe plads i en advokats kalender som udsigten til en ny klient. Efter at have bedt Patricia om at finde en ny tid til de andre, som jo nok blev, hvor de var, cyklede Thomas ind til Politigården. Wiborg gik ham i møde ude på gangen. Det var begyndt samme morgen, forklarede politimanden. En mand havde ringet til lufthavnspolitiet og sagt, at der blandt passagererne på det og det fly fra Gdansk sad en ung fyr med en pistol i tasken. Han var på vej til Danmark for at begå et drab. Manden, der ikke ville sige sit navn, beskrev ham kort, og så blev røret lagt på. Det lød nok en kende eventyrligt, men for en sikkerheds skyld valgte den vagthavende at sende to betjente op i gaten, og da de i strømmen af passagerer så en ung mand, som matchede beskrivelsen, trak de ham til side og bad ham åbne tasken.

19


Pistolen, der var svøbt i et lyseblåt stykke stof og lå under en trøje, var skarpladt og havde et projektil i kammeret. Efter anholdelsen blev fyren anbragt i politiets barak. Lidt senere blev han kørt ind på Gården. Lige nu sad han og ventede bag døren til Wiborgs kontor. Han nægtede alt. »Han er fransk statsborger. Hans pas virker ægte. Dansk mor, polsk far. Taler fransk, dansk og polsk. Vi sigter ham for drabsforsøg. Og overtrædelse af våbenloven, selvfølgelig.« »Drabsforsøg?« »Det ene var jo rigtig nok, ikke? Så stemmer det andet sikkert også.« Victor Sienkiewicz var en slank, nærmest mager dreng med halvlangt, sort hår. Ingen tatoveringer, hverken på hænder, arme eller hals. Ingen øreringe, ingen outreret frisure, ingen neglelak eller excentrisk hårfarve eller andet af den slags, som viser, hvem folk er eller gerne vil være. Heller ikke hans tøj røbede noget ud over det, som det stod enhver frit for at læse ud af en hvid t-shirt, et par sorte jeans og nogle slidte løbesko, hvis snørebånd betjentene for længst havde fjernet. Hans forvirring virkede ægte. Han sagde, at han ikke kendte noget til den pistol. Som princip var det sandt, hvad Thomas havde sagt til den lyshårede pige ved bålet – at det var uden betydning, om han troede på sin klient eller ej. I praksis holdt det ikke en meter. Det gjorde en stor forskel. Hvorfor troede han så på Victor? Alle moderne mennesker ved, at teorier om den menneskelige fysiognomi er noget, der hører 1800-tallet til, og at der ikke er noget, der hedder et forbryderansigt. Men det er der altså bare alligevel, og hvis der var nogen, der ikke lignede en forbryder, så var det Victor. Han lignede den unge tredjeviolinist i et symfoniorkester, eller en digter måske, hvordan en digter så end ser ud. I hvert fald lignede han ikke en mand, der ville stå på en regnvåd havnekaj i

20


Gdansk og skubbe et magasin med syv skarpe skud op i skæftet på en mellemstor, halvautomatisk pistol. Men dér lå den, på Wiborgs bord, skilt ad i tre dele og lagt ned i en forseglet plasticpose. En kortløbet ni millimeter Makarov PM, fabrikeret i Sovjetunionen i det og det år og med det og det serienummer. I en anden pose lå projektilerne. Wiborg havde holdt poserne op i øjenhøjde foran Thomas. Nu går det til Teknisk Afdeling, havde han sagt, så må vi se, hvad de siger. **** Festen var stadig i fuld gang, da Thomas med beklagelse meddelte, at han skulle tidligt op. Hans venner – begge to anspændte singler – lod forstå, at de blev. Natten var ung. Ina, der havde siddet og gabt den sidste time, holdt diskret en hånd for munden hele vejen over græsplænen, gennem stuerne og op ad trappen til første sal. Der hang en håndskrevet besked på døren til Thomas’ værelse.   Ring til Godfred Zahn (vist nok stavet rigtigt) på BT. 3375 7533. Vedr. polak. Gitte »Hvem er Godfred Zahn?« spurgte Ina og gabte. »En klovn.« Thomas krøllede sedlen sammen, tændte lyset og kastede et hurtigt blik på sin seng for at se, om nogle af festdeltagerne havde benyttet sig af hans faciliteter i løbet af aftenen, men sengen var uredt på samme måde, som da han gik hjemmefra i morges. Ina åbnede vinduet for at slippe varmen ud. Det støjede fra haven, og Thomas lukkede det igen. Ina lå i sengen, da han krøb ind under dynen. Han

21


satte vækkeuret til halv otte. Så lagde han sine briller på gulvet, vendte sig om og kørte en hånd gennem hendes lyse, pjuskede hår. Hun smilede. »Det er næsten for varmt med dyne, ikke? Det er ligesom at være i Sevilla,« sagde hun. »Mmm.« »Hende der pigen, der kom forbi, hvad synes du om hende?« »Søsteren?« »Ja.« »Ikke noget, tror jeg. Hvad mener du?« »Jeg sad og talte lidt med hende, mens du var inde i huset. Der var et eller andet ved hende ...« »Et eller andet hvad?« »... som jeg ikke kunne li’.« »Nå.« »Noget hårdt.« »Hårdt?« »Lagde du ikke mærke til det?« »Måske ville du heller ikke vise dig fra din blideste side, hvis din bror blev anholdt og skulle i fængsel.« »Skal han det?« »Det kommer an på, hvad det ender med. De sigter ham for drabsforsøg.« »Drabsforsøg?« »Sådan er politifolk. De farer op som vilde løver.« »Og falder ned som små, blide lam.« »I den sag gør de. Det er helt sikkert.« »Du tror altså på ham?« »Det er mærkeligt, som folk spørger, om jeg tror på mine klienter. Du er den tredje i aften.« »Gør du?« »Det ved jeg ikke. Formentlig.« »Og så kunne hun ikke huske sit telefonnummer.«

22


»Det er der nogen, der ikke kan. De siger, at de ikke ringer til sig selv.« »Det minder mig om noget. Er du begyndt at pakke?« Thomas lagde sig om på ryggen. Om fem dage skulle de til Capri, deres første rejse sammen. Han vidste ikke, hvorfor hun spurgte, for den tomme kuffert lå på gulvet med låget op ad væggen. »Ja, jeg blev færdig for længe siden. Som du kan se, tager jeg mit usynlige tøj med. Jeg regner med at vække en del opmærksomhed, når vi skal ud at spise.« »Du ved godt, at det er på onsdag, ikke?« Han fandt den lille æske med ørepropper. »Bare de nu ikke larmer for meget dernede. Det arbejdende folk skal sove.«

23


90 mm

137 mm

28 mm

om den kolde krig, et uopklaret mord, om spionage og om hvor

med Saras ferie. Det var ikke før en

langt man kan gå for en sag.

morgen i juni, at hun kørte ham til

Den unge Victor Sienkiewicz bliver en sommerdag i 1992

Perpignan skulle han til Paris, derfra

anholdt i Kastrup lufthavn med en skarpladt pistol i tasken.

til Warszawa, og videre med enten

Samme aften dukker Victors søster Sara op til en havefest

tog eller bus til Gdansk. Hun kyssede

hjemme hos forsvarsadvokat Thomas Egelund, der snart føler

ham på panden.

sig tiltrukket af familiens mærkelige historie – og af Sara.

ved noget om det her. Det er vores lille, store hemmelighed. Vi ses i København.”

Da Thomas dykker ned i sagen, finder han frem til oplysninger, som ikke alene trækker tråde til både Gdansk og Paris og langt ind i den danske efterretningstjeneste, men også rykker tættere og tættere på ham selv.

Uddrag fra bogen

9 788711 344453

HENRIK STEN-KNUDSEN er uddannet journalist og pilot. Efter 10 år på Ritzaus Bureau har han arbejdet 14 år hos SAS. I strid

med sandheden er hans første bog.

HENRIK STEN-KNUDSEN

S P Æ N D I N G S R O M A N

·

L IN D H ARD T

O G

R ING H O F

215 mm

”Victor, husk det er kun os, der

FOTO: NAJA WESTPHAL

lufthavnen i Gerards åbne jeep. Fra

S T E N - K N U D S E N

rejste, for at det hele skulle passe

90 mm

H E N R I K

I STRID MED SANDHEDEN er en klassisk spændingsroman

I STRID MED SANDHEDEN

Der gik nogle måneder, før Victor

137 mm


I strid med sandheden af henrik sten knudsen