Issuu on Google+

142,5 mm

Denne helt særlige historie vil ramme dig lige i hjertet – BOOKSELLER

215mm

Enaiats mor træffer et svært valg, da hun sender sin søn bort for at redde ham fra de lokale talebanere. Den kun tiårige Enaiat kastes ud på en farlig rejse, hvor savn, ensomhed og tæv er hverdagskost. Men han er opsat på at trodse sin skæbne og finde et nyt liv.

… en perfekt dag til drageflyvning. De beordrede os til at stille os i en rundkreds i gården, børnene forrest, fordi vi var de laveste, og

de voksne bagved. Så lod de vores lærer og skoleinspektøren gå ind midt i rundkredsen. Skoleinspektøren knugede sit jakkestof mellem fingrene, så man skulle tro, han ville rive det i laser, og han græd og vred og vendte sig til højre og venstre, som om han ledte efter noget, han ikke kunne finde.

Vores lærer var derimod stille og rolig som altid og stod med armene slapt ned langs siden og øjnene åbne, men ligesom med blikket vendt indad i ham selv – han, som jeg husker ellers havde et åbent udadvendt blik i sine smukke øjne. Ba omidi didar, børn, sagde han. På gensyn. De skød ham. For øjnene af os alle. Fra den dag var skolen lukket, men uden skole er livet som aske.”

I havet er der krokodiller er baseret på Enaiatollah Akbaris beretning fra det virkelige liv. ISBN 9788771085389

9 788771 085389

23 mm

142,5 mm


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

FABIO GEDA

i havet er der krokodiller Enaiatollah Akbaris historie Roman

På dansk ved Cecilia Jakobsen

People’sPress


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Efter Enaiatollah Akbaris ønske er navnene ændret på nogle af de personer, som er omtalt i denne bog.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

afghanistan

Forstår du, jeg havde simpelthen ikke ventet, at hun virkelig gik sin vej. Når man er ti år gammel og en aften lægger sig til at sove – en helt almindelig aften, som hverken er mørkere eller mere stjerneklar eller mere stille eller fuld af lugte end andre aftener, en aften, hvor man som alle andre steder hører muezzinerne kalde til bøn fra minareterne med deres sang, den samme som altid ... altså, når man er ti år gammel – og ti år er bare sådan et omtrentligt gæt, jeg ved nemlig ikke præcist, hvornår jeg er født, for i Ghazni- provinsen er der intet folkeregister eller noget i den retning – nej, som sagt, når man er ti år gammel, og din mor, inden du lægger dig til at sove, lægger armene om dig og knuger dig længe ind til sig, længere end sædvanlig, og siger: Der er tre ting, du aldrig i livet må gøre, Enaiat jan, ikke under nogen omstændigheder. For det første tage narkotika. Der findes stoffer, som dufter og smager godt og hvisker dig i øret, at hvis du tager dem, vil du få det meget skønnere end uden. Tro dem ikke. Lov mig, at du ikke vil gøre det. Det lover jeg. For det andet bruge våben. Selv hvis nogen krænker dig eller din ære eller dine følelser og forhåner Gud, Jorden og menneskene, må du love mig, at du aldrig vil lade din hånd række ud efter et våben, hverken en pistol eller en kniv eller en sten, ja, end ikke en grydeske til qhorma palaw, hvis denne grydeske kan bruges til at såre et andet menneske. Lov mig det. Det lover jeg. For det tredje stjæle. Det, som tilhører dig, er dit. Det, 11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

som ikke tilhører dig, er det ikke. De penge, som du har brug for til livets ophold, må du tjene ved at arbejde dig til dem, også selv om arbejdet kan være hårdt. Og du må aldrig snyde, Enaiat jan, vel? Du skal være venlig og åben over for alle. Lov mig, at du vil være det. Det lover jeg. Som sagt. Selv om din mor siger sådan nogle ting til dig og derefter med blikket vendt mod vinduet begynder at tale om drømme, alt imens hun stryger dig over håret og nulrer dig i nakken; om drømme så lysende som månen, der skinner så klart, at man kan spise i dens skær om aftenen; og om ønsker: Hun siger, at man altid skal have et ønske, som man holder op lige foran sin næsetip og følger, som æslet følger en gulerod; og at det er, når vi forsøger at gøre vores ønsker til virkelighed, at vi finder styrken til at stå op om morgenen; hun siger, at hvis man har et ønske, ligegyldigt hvilket, og sætter sig for at få det opfyldt, og hele tiden er fast besluttet på at stile mod netop dette mål, da vil livet altid være værd at leve – altså, selv om din mor siger alt sådan noget til dig, mens hun prøver at lulle dig i søvn, og hun siger det med en lavmælt stemme, der lyder anderledes, end den plejer, og varmer dine hænder som gløder og fylder stilheden med ord – hun, der ellers altid har været så ordknap og kort og kontant for at nå det hele – selv da er det ikke til at fatte, at det, hun i virkeligheden siger til dig, er: Khoda negahdar, farvel. Sådan, uden varsel. Da jeg vågnede næste morgen, strakte jeg mig for at trække min krop ud af søvnen, og så famlede jeg til højre for mig efter min mor for at føle hendes trygge krop og mærke hendes huds beroligende duft, der for mig svarede til, at der blev sagt: Vågn op, så er det ud af sengen, og så videre. Men min hånd greb ud i den tomme luft, og det eneste, jeg fik fat i, var det 12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

hvide bomuldstæppe. Jeg hev i det og vendte mig om med øjnene spærret op af forbløffelse. Jeg satte mig halvt op på albuerne og kaldte: Mor. Men hun svarede ikke, og heller ingen anden svarede. Hendes plads på madrassen var tom, og hun befandt sig heller ikke et andet sted i rummet, vi havde sovet i, og hvor der stadig var lunt efter kroppene, som nu gik rundt i rummets halvmørke, hun stod ikke i døren eller ved vinduet og betragtede den trafikerede gade med dens mylder af biler og lastvogne og cykler, hun var ikke i snak med nogen henne ved vandkrukkerne eller i rygehjørnet, som hun så ofte havde været de sidste tre dage. Udefra trængte støjen ind af Quetta, som er en meget mere larmende by end den strimmel jord med huse og bjergbække i Ghazni-provinsen, som udgør min egen lille hjemby, og som er det skønneste sted i verden (og det siger jeg ikke for at prale, men fordi det er sandt). Den ene en landsby, den anden en storstad. Det faldt mig ikke ind, at det var byens størrelse, der forårsagede alt det spektakel, jeg troede, det drejede sig om almindelige nationalitetsforskelle, på linje med forskelle i måden at krydre kød på. Jeg troede ganske enkelt, at støjen i Pakistan var anderledes end i Afghanistan, og at hvert land har sin egen støj, som afhænger af en hel masse ting, for eksempel hvad folk spiser, og hvordan de bevæger sig. Mor, kaldte jeg. Intet svar. Så krøb jeg ud fra tæpperne, tog sko på, gned mine øjne og gik hen for at finde manden, der drev overnatningsstedet, for at spørge, om han havde set hende. Straks ved vores ankomst tre dage tidligere havde han nemlig erklæret, at ingen gik ud eller ind på samavat Qgazi, uden at han opdagede det, hvilket jeg syntes, lød underligt, for også han måtte da have brug for at sove en gang imellem. Solen skar indgangen til samavat Qgazi over i to dele. En samavat er et overnatningssted, en form for hotel, og der i 13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

landet kalder man faktisk også den slags steder for hoteller, men de ligner overhovedet ikke det, som I forstår ved et hotel, slet ikke. Snarere end et hotel var samavat Qgazi et depot for kroppe og sjæle; et midlertidigt opbevaringssted, hvor man blev stuvet sammen, mens man ventede på at blive pakket og sendt videre til Iran eller Afghanistan, eller hvor det nu kunne være; det var et sted, hvor man kunne komme i kontakt med menneskesmuglerne. Vi havde opholdt os i tre døgn på samavat’en uden at forlade den en eneste gang. Jeg fik tiden til at gå med at lege mellem puderne, mens mor snakkede med de andre mødre på stedet, i nogle tilfælde hele familier, folk, som hun så ud til at have tillid til. Jeg husker, at mor i Quetta hele tiden havde burka på, som skjulte hendes ansigt og krop; hjemme i Nava, i selskab med min moster og veninderne, gik hun aldrig i burka. Jeg vidste ikke engang, at hun havde en. Første gang, jeg så hende tage burka på, var ved grænsen, og da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun med et smil: Det er en leg, Enaiat, kom her ind under. Hun løftede en flig af dragten, og jeg dykkede ind mellem hendes ben under det blå stof, som om jeg sprang i et svømmebassin, og jeg holdt vejret, selv om jeg ikke svømmede. Jeg holdt hånden skærmende op for øjnene mod det skarpe sollys og gik hen til kaka Rahim, ejeren, og sagde undskyld, at jeg forstyrrede, men havde han tilfældigvis set min mor gå ud? For ingen gik jo ind eller ud, uden at han opdagede det, vel? Kaka Rahim sad og røg en cigaret, mens han samtidigt læste i en avis uden billeder, der var skrevet på engelsk og trykt med dels røde, dels sorte typer. Han havde lange øjenvipper, og hans kinder var dækket af fine dun, ligesom visse ferskner. Ved siden af hans avis på bordet i indgangspartiet stod der en tallerken fuld af abrikossten samt tre endnu uspiste frugter, 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

som svulmende og orangefarvede lå tilbage sammen med en håndfuld morbær. Mor havde på forhånd fortalt mig, at der var masser af frugt i Quetta. Hun havde sagt det for at lokke mig, jeg er nemlig meget glad for frugt. På pashto betyder Quetta befæstet handelsstation eller noget i den retning, altså et sted hvor man udveksler handelsvarer: ting og sager, menneskeliv og så videre. Quetta er hovedstaden i Baluchistan: Pakistans frugthave. Uden at vende sig om pustede kaka Rahim røgen op mod solen og svarede: Ja, jeg så hende gå. Jeg smilede. Hvor er hun gået hen, kaka Rahim? Må jeg spørge dig om det? Hun er taget bort. Hvorhen? Bort. Hvornår kommer hun tilbage? Hun kommer ikke tilbage. Kommer hun ikke tilbage? Nej. Hvad mener du, kaka Rahim? Hvad skal det sige, at hun ikke kommer tilbage? Hun kommer ikke tilbage. Jeg blev målløs og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Der var nok nogle flere relevante spørgsmål, jeg kunne have stillet, men dem kendte jeg ikke. Jeg stod bare stum og stirrede på skægdunene på samavat-ejerens kinder, men uden egentlig at se dem. Kaka Rahim fortsatte: Jeg skulle sige noget til dig fra hende. Hvilket? Khoda negahdar. Kun det? Nej, også noget andet. 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Hvilket, kaka Rahim? At du aldrig må gøre de tre ting, hun sagde, du ikke må gøre. Min mor vil jeg her ganske enkelt kalde mor. Min bror bror. Min søster søster. Men landsbyen, som vi boede i, vil jeg ikke kalde for landsbyen, nej, den vil jeg omtale som Nava, for sådan hedder den, og det betyder afløbsrende, den ligger nemlig på bunden af en snæver dal mellem to bjergkæder. Så da mor en aften, da jeg kom hjem efter at have været ude og lege i markerne hele eftermiddagen, sagde: Gør dig klar, for vi skal af sted, og jeg spurgte hende: Hvorhen? og hun svarede: Vi tager væk fra Afghanistan, nå ja, så tænkte jeg, at vi bare skulle over på den anden side af bjergene, at det såmænd var det hele. For mig var Afghanistan området med bjerge og brusende bække, som lå lige dér omkring os. Jeg anede ikke, hvor stort et land, det var. Vi tog en stofpose og fyldte den med et sæt skiftetøj til mig og et til hende samt noget at spise, lidt brød og nogle dadler. Jeg var så spændt på rejsen, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind og havde lyst til at løbe hen til mine kammerater og fortælle det til dem. Men det ville mor ikke have, hun formanede mig om, at nu skulle jeg være en god dreng og opføre mig stille og roligt. Min moster kom forbi, og hun og mor trak sig hen i et hjørne af stuen og talte sammen. Så kom der en mand, en gammel ven af far, men han ville ikke indenfor; han sagde, at vi skulle se at komme af sted, at månen endnu ikke var fremme, og at mørket er sand i øjnene på talebanerne, eller hvem vi ellers kunne risikere at møde. Skal min bror og min søster ikke med os, mor? Nej, de bliver her hos moster. Min bror er stadig kun en lille dreng, han vil ikke være hos moster. Din søster tager sig af ham. Hun er næsten fjorten år og er allerede en voksen kvinde. 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Men hvornår kommer vi tilbage? Snart. Hvor snart? Snart. Jeg skal jo deltage i Buzul-bazi-turneringen. Har du set stjernerne, Enaiat? Hvad har stjernerne med sagen at gøre? Tæl dem; tæl stjernerne, Enaiat. Det er umuligt. De er for mange. Så kom hellere i gang, sagde mor. Ellers bliver du aldrig færdig. Det område, vi boede i, Ghazni-distriktet, er udelukkende befolket af hazaraer, det vil sige afghanere af samme slags som mig med skrå øjne og flad næse, nej, ikke ligefrem flad, men lidt fladere end andres, for eksempel fladere end din, Fabio. Vi har med andre ord de mongolske folkeslags ansigtstræk. Nogle hævder, at vi nedstammer fra Djengis Khans krigere. Andre mener, at vores forfædre var koshanerne, områdets oprindelige beboere, som er så berømte for at have bygget Buddha-statuerne i Bamiyan. Og så er der atter andre, som påstår, at vi er slaver, og akkurat sådan behandler de os: som slaver. Det var ekstremt farligt for os at bevæge os uden for vores eget distrikt eller uden for Ghazni-provinsen (og når jeg siger var, er det udelukkende, fordi jeg ikke ved, hvordan det er i dag, men jeg tror ikke, det har ændret sig meget). Man skulle være meget forsigtig med, hvem man mødte, hvad enten det var talebanere eller pashtunere, hvilket bestemt ikke er det samme, men lige onde over for vores folk har de altid været. Jeg tror, det var derfor, vi tog af sted om natten, vi tre: jeg selv, min mor og manden – manden vil jeg simpelthen kalde for manden – som mor havde bedt om at ledsage os. Vi drog af sted til fods, og gennem tre nætter vandrede vi i ly af mørket og i skæret fra stjernerne – som på den slags steder 17


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

uden elektricitet lyser virkelig stærkt – med kurs mod Kandahar. Jeg havde min sædvanlige grå pirhan på, bomuldsbukser med vide ben og knælang skjortejakke af samme stof. Mor var klædt i sin chador, men i posen havde hun en burka med til at tage på, hvis vi mødte nogen. Det var en smart måde at skjule på, at hun var hazara, desuden kunne hun gemme mig under den. Den første dag standsede vi om morgenen ved solopgang for at hvile os på et karavanserai, der, som man kunne se på tremmerne for vinduerne, åbenbart havde været brugt som fængsel af talebanerne, eller af hvem det nu kunne være. Der var ingen andre end os der, og det var en fordel. Men jeg kedede mig, så jeg gav mig til at skyde til måls efter en klokke, der hang oppe i en mast. Jeg samlede nogle sten op og forsøgte at ramme den på hundrede skridts afstand. Til slut ramte jeg plet, men så kom manden farende hen til mig og greb mig om håndleddet og sagde, at jeg skulle holde op. Den næste dag så vi en rovfugl kredse rundt oven over ådslet af et æsel. Æslet var dødt (selvfølgelig). Det havde fået hovene kilet fast mellem to klippesten, og for os var det overhovedet ikke til nogen nytte, for det kunne ikke spises. Jeg husker, at vi befandt os i nærheden af Shajoi, som var det farligste sted i Afghanistan, hazaraer kunne sætte deres ben. Man fortalte, at på den egn blev hazaraer, der var på gennemrejse ligesom os, taget til fange af talebanerne og levende smidt i en dyb brønd eller kastet ud som føde for de omstrejfende hunde. Nitten mænd fra min landsby var forsvundet på den måde, mens de var undervejs til Pakistan, og broren til en af disse mænd var taget ud for at lede efter ham; det var ham, der havde fortalt os det med de omstrejfende hunde. Det eneste, han havde fundet af sin bror, var hans tøj med knoglerne indeni, intet andet. Sådan foregår det hos os. 18


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Talebanerne har et mundheld: Tagikistan til tagikerne, Uzbekistan til uzbekerne og Goristan til hazaraerne. Sådan siger de. Og Gor betyder gravsted. Den tredje dag mødte vi en masse mennesker, som var på vej et eller andet sted hen og så ud til at være på flugt fra noget: Det var en hel karavane af køretøjer læssede med mænd, kvinder og børn, høns og tøjbylter, vanddunke og så videre. Når der kom en lastbil, som kørte i vores retning, bad vi chaufføren om et lift (også bare et lille stykke vej). Hvis de var flinke, stoppede de og tog os op, hvis de derimod var ubehagelige personer eller vrede på sig selv og på verden, kørte de lige forbi os og speedede samtidig op, så vi blev fuldstændig dækket af støv. Så snart vi hørte lyden af en motor bag os, skyndte mor og jeg os at gemme os i en grøft eller bag nogle buske eller sten, hvis der var nogle, der var store nok. Manden blev stående i vejkanten og gjorde tegn til den, der kom, om at stoppe, ligesom når man rejser på tommelfingeren. Og han viftede skam ikke bare med tomlen, men fægtede vildt med begge arme for at være sikker på, at de så ham og ikke kørte ham ned. Hvis lastbilen standsede, og alt var i orden, råbte han til mor og mig, at vi skulle komme frem, og så satte vi os ind foran (det skete to gange) eller om bagi, mellem varerne (det prøvede vi en enkelt gang). Den gang, hvor vi kravlede op bagpå, var ladet fyldt med madrasser. Jeg sov dejligt. Da vi efter at have krydset floden Arghandab nåede frem til Kandahar, havde jeg talt tre tusind og fire hundrede stjerner (et ret flot antal, skulle jeg nok mene), hvoraf mindst tyve var store som ferskenkerner, og jeg var meget træt. Jeg havde nemlig ikke kun talt stjernerne. Men også alle de broer, som talebanerne havde sprængt i luften med dynamit, og alle de udbrændte biler og de forkullede kampvogne, som var blevet efterladt af soldaterne. Men jeg ville hellere være vendt hjem til Nava igen for at spille Buzul-bazi med mine venner. I Kandahar holdt jeg op med at tælle stjernerne. Jeg holdt 19


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

op, fordi det var første gang, jeg kom til sådan en stor by, og lysene fra husene og gadelygterne distraherede mig for meget. Desuden var jeg så træt, at jeg alligevel var løbet sur i det. Gaderne i Kandahar var asfalterede. Der var biler, motorcykler, cykler, forretninger og en masse caféer, hvor man kunne drikke chai og få sig en mandesnak, og der var mere end tre etager høje huse med antenner på tagene, og der var støv, blæst og støv, og på fortovene færdedes så mange mennesker, at jeg tænkte, at der da umuligt kunne være nogen tilbage i husene. Efter at vi havde gået et stykke gennem gaderne, standsede manden og sagde, at vi skulle vente, mens han gik hen og fik nogle aftaler i stand. Han sagde ikke, hvor han gik hen, eller hvem han skulle tale med. Jeg satte mig på en lav mur og talte bilerne, der kørte forbi (dem med farver), mens mor blev stående helt ubevægelig, som om der slet ikke var nogen under burkaen. Der lugtede af friturestegt mad. Fra en radio skrattede nyhederne, hvor det blev fortalt, at der i Bamiyan hele tiden forsvandt en masse personer, og at man i en bygning havde fundet et stort antal dræbte mennesker. En gammel mand, som kom forbi, løftede armene mod himlen og råbte khodaia khair, og bønfaldt Gud om at forbarme sig. Jeg blev sulten, men bad ikke om mad. Jeg blev tørstig, men bad ikke om vand. Manden kom smilende tilbage i selskab med en anden person. Det er en heldig dag for jer, sagde han. Det her er Shaukat, og han tager jer med til Pakistan i sin lastbil. Mor sagde: Salaam, agha Shaukat. Tak. Det svarede pakistaneren Shaukat ikke på. I skal af sted med det samme, sagde manden. Vi ses snart igen. Tak for det hele, sagde mor. Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe. 20


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Fortæl min søster, at rejsen er gået godt, så hun ikke behøver at være urolig. Det skal jeg gøre. Held og lykke, lille Enaiat. Ba omidi didar. Han omfavnede mig og kyssede mig på panden. Jeg gav ham et smil, der betød: Ja, selvfølgelig ses vi snart igen, hav det godt så længe. Men så tænkte jeg, at held og lykke og vi ses snart igen ligesom ikke stemte så godt med hinanden: Hvorfor skulle han ønske mig held og lykke, hvis vi snart sås igen? Manden gik sin vej. Pakistaneren Shaukat gav os med et vink tegn til, at vi skulle følge med ham. Hans lastbil holdt parkeret i en støvet baggård omgivet af et ståltrådshegn. På ladet af lastbilen lå en hel masse træpæle. Da jeg kiggede nærmere på dem, så jeg, at det var lysmaster. Hvorfor transporterer du lysmaster? Det svarede pakistaneren Shaukat ikke på. Hvordan det hang sammen, har jeg senere fundet ud af. Nemlig at folk kom fra Pakistan for at stjæle i Afghanistan, stjæle hvad der var, hvilket ikke var meget. Lysmaster, for eksempel. De kom med deres lastbiler, væltede masterne og tog dem med over grænsen, om det var for at bruge dem eller sælge dem videre, ved jeg ikke. Men lige i det øjeblik var det eneste, der betød noget for os, at vi havde fået en god kørelejlighed eller ligefrem glimrende, eftersom de pakistanske lastbiler ikke blev kontrolleret så grundigt ved grænsen. Rejsen var lang, så lang at jeg slet ikke kan sige, hvor lang den var. Vi kørte i timevis mellem bjergene, vi skrumplede og bumpede af sted ad den stenede vej forbi telte og små markedspladser med torvehandel. Under skyer. På et vist tidspunkt – det var allerede blevet mørkt – standsede pakistaneren Shaukat og steg ud for at spise; men kun han, fordi det var bedst, at mor og jeg blev inde i lastbilen. Man kan aldrig vide, sagde han. Han kom med nogle rester af en kødret til os, og så kørte vi videre, med vinden fløjtende ind gennem 21


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

bilruden, der var rullet en halv håndsbredde ned for at få frisk luft ind, men så lidt støv som muligt. Jeg husker, at jeg, imens jeg betragtede alt det land, der susede forbi os, tænkte på min far: Også han havde i lang tid kørt lastbil. Men det var noget andet. Han var tvunget til det. Min far vil jeg blot kalde far. Selv om han ikke længere er her. Han er her nemlig ikke længere. Og jeg vil fortælle jer hans historie, selv om jeg kun kan fortælle den sådan, som jeg har fået den fortalt af andre, så derfor kan jeg ikke garantere for, at den passer i alle detaljer. Sagen er den, at pashtunerne havde tvunget ham – ikke kun ham, men også mange andre hazara-mænd i vores provins – til at køre frem og tilbage mellem Afghanistan med lastbil for at hente de varer, som de solgte i deres forretninger: tæpper og tekstiler og en særlig slags tynde skumgummi-madrasser, som jeg ikke ved, hvad bruges til. Og det gjorde de, fordi indbyggerne i Iran er shiamuslimer, ligesom vi hazaraer, mens pashtunerne er sunnimuslimer – og som bekendt giver trosfæller hinanden en bedre behandling – og desuden taler pashtunerne ikke persisk, hvorimod vi kan lidt af sproget. For at tvinge min far til det, truede de ham med at sige: Hvis ikke du kører til Iran og henter disse varer til os, dræber vi din familie. Hvis du stikker af med varerne, dræber vi din familie. Hvis der mangler nogle varer, eller de er blevet ødelagte, dræber vi din familie. Hvis du bliver snydt, dræber vi din familie. Kort sagt, ligegyldigt hvad der måtte gå galt, så dræber vi din familie. Og det er ikke nogen pæn måde at drive forretninger på, siger jeg bare. Jeg var seks år – tror jeg nok – da min far døde. Det lader til, at en gruppe banditter havde angrebet hans lastbil i bjergene og dræbt ham. Da pashtunerne fik at vide, at min fars lastbil var blevet angrebet og varerne røvet, mødte de op hos min familie og forlangte skadeserstatning. De påstod, 22


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

han havde påført dem et tab, eftersom de havde mistet deres varer, og nu skulle vi betale pengene for dem tilbage. Først henvendte de sig til min onkel, min fars bror. De sagde, at nu var det ham, der havde ansvaret og skulle gøre noget for at yde dem erstatning. Min onkel forsøgte over længere tid at få sagerne bragt i orden ved for eksempel at dele sine marker med nogen eller sælge dem, men uden at det lykkedes. Så en dag sagde han, at han ikke vidste, hvordan han skulle bære sig ad med at betale dem erstatning, og at sagen under alle omstændigheder ikke kom ham ved, eftersom han havde sin egen familie at sørge for, hvilket han jo havde ganske ret i, så derfor kan jeg heller ikke bebrejde ham noget. Derefter mødte pashtunerne en aften op hos min mor og truede hende. De sagde, at hvis ikke vi havde nogen penge, ville de i stedet tage mig og min bror med bort og bruge os som slaver, hvilket er forbudt overalt i verden, også i Afghanistan, men sådan var det bare. Siden den aften levede min mor i evig frygt. Hun gav mig og min bror besked på, at vi altid skulle være udenfor og lege blandt de andre børn. Den aften, hvor pashtunerne havde opsøgt hende, var vi nemlig ikke hjemme, så de vidste ikke, hvordan vi så ud. Derfor var vi to drenge altid ude at lege, hvilket ærlig talt ikke var noget problem, og de pashtunere, som vi mødte i landsbyen, gik lige forbi os uden at genkende os. Vi havde også gravet et hul ved rækkerne med kartofler, så hvis nogen bankede på om natten, kunne vi krybe derned og skjule os, inden mor gik hen og spurgte, hvem det var, og åbnede døren. Men den strategi havde jeg nu ikke den store fidus til. Som jeg plejede at sige til min mor: Hvis pashtunerne kommer midt om natten for at hente os, banker de nok ikke på først. Sådan fortsatte vores tilværelse, indtil mor en dag besluttede, at sende mig væk. Jeg var efterhånden ti år – tror jeg nok – og ved at blive for stor til at kunne gemme mig, for i 23


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

hullet kunne jeg næsten ikke være længere, uden at jeg risikerede at mase min bror. Væk. Jeg ville aldrig være taget væk fra Nava. Min landsby var så skøn. Der var ingen moderne bekvemmeligheder, der var ingen elektrisk strøm. Når vi skulle have lys, brugte vi petroleumslamper. Men der var æbler. Jeg så frugten vokse frem: Æbleblomsterne sprang ud for øjnene af mig og forvandlede sig til frugt. Også her forvandler æbleblomsterne sig til frugt, men her ser man det ikke. Og så var der stjernerne. I tusindvis. Og månen. Jeg husker, at vi nogle aftener spiste ude under åben himmel i måneskinnet for at spare petroleum. Huset, vi boede i, var indrettet således: Der var et stort fælles rum, hvor vi sov, et gæsteværelse, et hjørne med et ildsted, hvor man kunne lave mad, og som lå forsænket i forhold til resten, således at varmen fra ilden om vinteren lunede husets gulv op gennem et indbygget system af luftkanaler. På etagen ovenover var der et høloft med foder til vores husdyr. Udendørs var der et køkken mere, for at huset om sommeren ikke skulle blive endnu varmere, end det var i forvejen, og en stor gårdhave med frugttræer, hvor vi havde både æbler, kirsebær, granatæbler, ferskner, abrikoser og morbær. Murene var meget tykke, mere end en meter tykke, og lavet af stampet ler. Vi spiste vores egen hjemmelavede yoghurt, som ligner græsk yoghurt, men smager endnu bedre. Vi havde en malkeko og to får, og så var der vores marker, hvor vi dyrkede hvede, som vi bagefter bragte til møllen og fik malet. Sådan var Nava, og dér kunne jeg aldrig have drømt om at drage bort fra. Ikke engang da talebanerne lukkede skolen.

24


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Må jeg fortælle dig om dengang talebanerne lukkede skolen, Fabio? Naturligvis. Interesserer det dig? Det hele interesserer mig, Enaiatollah. Den morgen var jeg ikke særlig opmærksom i skolen. Jeg lyttede kun efter læreren med et halvt øre, for mine tanker kredsede om Buzul-bazi-turneringen, som vi skulle have samme eftermiddag. Buzul-bazi er et spil, man spiller med en afkogt knogle fra et gedeben. Det er en knogle, der ligner en spilleterning lidt, men er mere knudret. Faktisk bruger man den som i terningkast, eller også på samme måde som når man spiller med marmorkugler. Det er et spil, man spiller på alle årstider hos os, hvorimod det at bygge drager mest er noget, vi gør om foråret eller om efteråret, mens skjul er en typisk vinterleg. Om vinteren, når det er isnende koldt, kan det ligefrem være helt behageligt at sidde tæt sammenklemt med en anden og gemme sig mellem kornsækkene eller ligge skjult under en bunke tæpper. Vi havde regnetime, og læreren var i færd med at forklare os noget med nogle tal, da vi hørte en motorcykel komme og køre hele vejen rundt om skolebygningen, som søgte man efter indgangen, selv om den nu ikke var særlig vanskelig at finde. Motoren standsede. I døren viste der sig en kæmpestor talebaner med langt fuldskæg, som det er skik blandt dem, hvorimod vi hazaraer ikke kan få det, fordi vi er skabt som kineserne og japanerne, der ikke har særlig kraftig skægvækst. Engang gav en talebaner mig en lussing, fordi jeg ikke havde skæg, men på den tid var jeg kun et barn, så selv om jeg havde været pashtuner i stedet for hazara, tror jeg alligevel ikke, jeg havde kunnet få skæg i så ung en alder. Talebaneren trådte ind i klasseværelset med et gevær i hånden og erklærede med høj stemme, at skolen skulle lukkes, 25


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

færdig. Læreren spurgte hvorfor. Manden svarede: Det har min leder bestemt, I skal bare lystre. Og så gik han uden at vente på svar eller komme med yderligere forklaringer. Vores lærer kommenterede det ikke. Han blev bare stående ubevægelig og ventede, til han hørte lyden af motoren forsvinde i det fjerne, og så genoptog han sin undervisning nøjagtigt dér, hvor han var blevet afbrudt, med samme rolige stemme og generte smil. Min lærer var nemlig også en lidt genert person, han hævede aldrig stemmen, og når han skældte ud, virkede han selv mere ked af det end den elev, som fik skældud. Dagen efter kom talebaneren tilbage. Den samme som dagen før, på den samme motorcykel. Han så os sidde i klassen og få undervisning af læreren. Han kom ind og spurgte vores lærer: Hvorfor har I ikke lukket skolen? Fordi det er der ingen grund til. Der er den grund, at mullah Omar har bestemt det. Det er ingen gyldig grund. Du bespotter Gud. Mullah Omar siger, at hazaraernes skoler skal lukkes. Hvor skal vores børn så gå i skole? De skal slet ikke gå i skole. Skolen er ikke for hazaraer. Denne skole er. Denne skole er imod Guds vilje. Denne skole er imod jeres vilje. I lærer eleverne ting, som Gud ikke ønsker, de skal lære. En løgnagtig lære. Som går imod hans ord. Vi lærer dem at være gode mennesker. Hvad vil det sige at være et godt menneske? Sid ned. Så taler vi om det. Det behøves ikke. Nu skal jeg give dig svaret. At være et godt menneske er ensbetydende med at tjene Gud. Vi ved, hvad Gud ønsker af menneskene, og hvordan vi tjener ham. Det ved I ikke. 26


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Her hos os lærer vi også børnene ydmyghed. Talebaneren trampede ned mellem os elever, mens han fnysede og prustede, som det også var sket for mig engang, da jeg havde proppet en lille sten op i mit ene næsebor og ikke kunne få den ud igen. Uden et eneste ord forlod han skolen og satte sig op på sin motorcykel igen. Den tredje morgen var det en efterårsdag af den slags, hvor solen stadig luner, så det første snefald når at smelte i vinden uden at bringe kulde, men blot gør luften dejlig frisk og prikkende på tungen; en perfekt dag til drageflyvning. Vi sad og øvede os i at fremsige et digt på hazara-sprog for at forberede os på sherjangi, poesi-konkurrencen, da der kom to jeep fyldt med talebanere. Vi styrtede hen til vinduerne for at se dem. Alle skolens børn kiggede ud ad vinduet, selv om de var bange, for frygten er tiltrækkende, når man ikke er i stand til at sætte navn på den. Tyve, måske tredive, bevæbnede talebanere sprang ned fra jeepene. Manden fra de foregående dage gik ind i klasseværelset og sagde til læreren: Vi sagde til dig, at du skulle lukke skolen. Du har ikke hørt efter, hvad der blev sagt. Nu er det vores tur til at give dig en lektion. Skolebygningen var rummelig, og vi var mange elever, måske mere end to hundrede. For at bygge den havde alle forældrene i sin tid ydet flere dages arbejdsindsats og havde efter bedste evne hver især hjulpet med at lægge tag på og tætne vinduerne, for at vinden ikke skulle trække ind ad dem, så man også kunne have undervisning om vinteren, selv om det ærlig talt aldrig rigtig var lykkedes at stille noget op over for vinden: Den rev altid de presenninger, vi brugte, itu. Skolen havde adskillige klasser, og der var også en skoleinspektør. Talebanerne gennede alle udenfor, både børn og voksne. De beordrede os til at stille os i en rundkreds i gården, børnene forrest, fordi vi var de laveste, og de voksne bagved. Så lod de vores lærer og skoleinspektøren gå ind midt i rundkredsen. Skoleinspektøren knugede sit jakkestof mellem fing27


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

rene, så man skulle tro, han ville rive det i laser, og han græd og vred og vendte sig til højre og venstre, som om han ledte efter noget, han ikke kunne finde. Vores lærer var derimod stille og rolig som altid og stod med armene slapt ned langs siden og øjnene åbne, men ligesom med blikket vendt indad i ham selv – han, som jeg husker ellers havde et åbent udadvendt blik i sine smukke øjne. Ba omidi didar, børn, sagde han. På gensyn. De skød ham. For øjnene af os alle. Fra den dag var skolen lukket, men uden skole er livet som aske. Det her lægger jeg stor vægt på, Fabio. Hvilket? At betone, at det at være afghanere og det at være talebanere er to forskellige ting. Jeg vil gerne have, at folk skal vide det. Er du klar over, hvor mange nationaliteter de var af, de mænd, der dræbte min lærer? Nej. Hvor mange? Dem, der kom på jeepene, var som sagt en tyve stykker. Det kan godt være, at de ikke ligefrem kom fra tyve forskellige nationer, men næsten. Nogle af dem kunne ikke engang forstå hinanden indbyrdes. De kom fra så forskellige lande som Pakistan, Senegal, Marokko og Ægypten. Mange mennesker tror uden videre, at talebanerne er afghanere, Fabio, men sådan forholder det sig ikke. Der er også afghanere blandt dem, det er klart, men ikke kun afghanere: Talebanerne er en flok uvidende personer, uvidende personer fra hele verden, som forhindrer børn i at lære noget, fordi de frygter, at de skal finde ud af, at talebanerne ikke gør det, som de gør, i Guds navn, men at de gør det for deres forretningers skyld. Det siger vi højt og tydeligt, Enaiat. Hvor var det, vi var kommet til? Til Kandahar. Åh, ja. Kandahar. 28


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 22 OUTPUT: Wed Aug 10 12:08:33 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1581_I_havet_er_der_krokodiller_138x220/Materie

Så fortsætter vi. Vi var kørt fra Kandahar om morgenen – det har jeg allerede fortalt, ikke sandt? – med en lastbil med en ladning lysmaster og nåede til Quetta efter at have kørt gennem Peshawar. Men mor og jeg var på intet tidspunkt stået ud af vognen. I Quetta gik vi ud for at finde et sted at sove, et af den slags steder, som vi kalder for samavat eller mosafir khama, et gæstehus, med nogle store sovesale, hvor folk, der er på gennemrejse til Iran, kan hvile ud og finde guider, så de kan komme videre. I tre dage blev vi der uden overhovedet at gå ud. Mor snakkede med folk for at prøve at arrangere sin tilbagerejse, men det vidste jeg bare ikke. Det var ikke vanskeligt for hende at få i stand. At komme tilbage til Afghanistan var meget nemmere end at komme væk derfra. Imens tullede jeg rundt på dette fremmede sted. Og så en aften, da jeg skulle lægge mig til at sove, lagde hun armene rundt om mig og knugede mig tæt ind til sig og sagde tre ting, som jeg ikke måtte gøre, og hun sagde, at jeg skulle ønske et eller andet, af hele min sjæl. Næste morgen lå hun ikke længere ved siden af mig på madrassen, og da jeg gik ud og spurgte kaka Rahim, ejeren af samavat Qgazi, om han vidste, hvor hun var blevet af, svarede han, at jo, det vidste han godt, hun var rejst hjem igen til min bror og min søster. Så satte jeg mig i et hjørne mellem to stole, ikke på selve stolene, men på hug nede på gulvet, og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at tænke mig om, og som min lærer altid sagde, så er det at tænke, at man er nødt til at tænke sig om, i sig selv et stort skridt fremad. Men der var ingen tanker inde i mit hoved, kun et blændende lys, der dækkede alt, så jeg ikke kunne se, ligesom når man kigger op i solen. Da lyset omsider forsvandt, tændtes gadelygterne.


I havet er der krokodiller af Fabio Geda