Page 1

selvstændige fortsættelse af Døden i dine øjne (2011).

”Den er supergod; spændende, velskrevet, og man bliver enormt hurtigt fanget af handlingen. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, og fældede da også et par tårer mod slutningen. – Vi Unge ”Kærkomment med en forfatter, der i den grad forstår, men ikke taler ned til sit publikum.” – Jyllands-Posten

”Rachel Ward’s måde at skrive på er fantastisk. Jeg forsvandt så langt ind i handlingen, at mit hjerte mod slutningen var ved at kæmpe sig vej ud af mit bryst flere gange, så rædselsslagen var jeg. Bliver du også nogle gange så grebet af en historie, at du er nødt til at minde dig selv om, at det bare er en historie?” – The Slowest Bookworm

der kun farven rød. Jeg hænger forover, og så falder jeg pludselig. Et råb, et vredesråb, og så skubber nogen til mig, så jeg falder til den ene side. Stønnen, fødder flytter sig, mine øjne fra rødt til sort. Bålet knitrer eftergivende, da jeg vælter ned i det. Mine arme og ben virker ikke. Jeg kan ikke skubbe mig ud. Jeg tvinger øjnene op og ser små pletter af aske stige op omkring mig, lysende knappenålshoveder gløder, hvirvler op, op, op, omkring mig. Gennem flammerne ser jeg knivsbladet lyne og Juniors overraskede ansigtsudtryk og hans tal, der blinker som et neonskilt, der er

3

3

3 R A C H E L

”Rachel Ward er en forfatter, du bør holde øje med. Men jeg ville undgå øjenkontakt, hvis jeg var dig.” – The Guardian

3

3 W A R D

gået i stykker. Tændt, slukket. Tændt, slukket, tændt. Slukket. Der er en, der skriger. Flammerne slikker mig i ansigtet, fylder mine næsebor med stanken af brændt kød. Der er en, der skriger.

ISBN 978-8740005288 978-87-400-0528-8

Læs mere på: http://www.rachelwardbooks.com

Jeg kan ikke se mere. Bag mine øjne findes

stemmer uden ord, og så skifter farven bag

D ØD 3 N 1 D1N 3 Ø J N 3

”Ward’s debutroman er rå, modig og helt unik. Jem’s ensomhed og smerte, gemt bag en hård facade er meget troværdig, og slutningen kommer som et chok.” – School Library Journal

Når Adam ser et andet menneske i øjnene, ser han ikke bare datoen, hvor personen skal dø. Han mærker samtidig de lidelser, den døende skal igennem. Lige nu mærker Adam, at en grusom katastrofe er på vej. Alle omkring ham har de samme tal i øjnene. Alle vil dø den samme dag, og Adam ved, at døden vil blive voldsom. Kan han sammen med den mystiske og utilnærmelige Sarah forhindre katastrofen? Eller har de selv de forkerte tal i øjnene?

A R V3 N

Døden i dine øjne er solgt til udgivelse i mere end tyve lande og belønnet med mange priser. Dette er blandt andet, hvad anmelderne skrev:

KATASTROFEN RYKKER NÆRMERE …

RACHEL WARD

Døden i dine øjne – Arven er den spændende og

POLITIKENS FORLAG

9 788740 005288

Det er mig.


R AC H E L WA R D

Død n 1 din øjn I AL

VIGH D

På dansk ved

Tina Sakura Bestle

POLITIKENS FORLAG 

Døden-i-dine-øjne-3.indd 3

06-09-2012 15:15:26


Sarah Adam rusker i min skulder, inden det overhovedet er blevet lyst. Han er bare en mørk skikkelse ved siden af mig. Jeg kan ikke se hans ansigt. Selv om vi er inde i teltet, niver kulden i mine kinder. “Sarah,” hvisker han. “Vi skal op nu. Vi bliver nødt til at komme af sted.” Jeg hiver soveposen op om ørerne og vender ryggen til ham. “Sarah,” hvæser han. “Det er nu.” Jeg tager en dyb indånding og ånder så ud – langsomt, langsomt, langsomt. Jeg er bange for det, jeg har tænkt mig at gøre nu, men jeg gør det alligevel. “Jeg tager ikke med.” “Hvad?” “Jeg tager ikke med.” “Jo, du gør. Vi pakker sammen nu. Vi flytter.” Jeg møver mig rundt, så jeg kan se ham igen. Mit hjerte banker som en gal. “Jeg vil ikke af sted. Jeg vil blive her hele vinteren. Folk er venlige. Og der er en læge, og der er mad. Adam, jeg beder dig.” “Sarah …” “Nej. Og nu vil jeg sove igen.” Men det gør jeg ikke. Blodet dunker i mine ører, og jeg 21

Døden-i-dine-øjne-3.indd 21

06-09-2012 15:15:26


ligger der og lytter til Adams tavshed. Har jeg gjort det rigtige? Men mine hævede ankler fortæller mig, at det er den rigtige beslutning. Mine vablefyldte hænder fortæller mig det samme. Og børnenes milde snorken fortæller mig, at vi har brug for en pause. Det er på tide at holde op med at flytte rundt. Det er på tide bare at være en familie et stykke tid. Mig, Adam, Marty, Luke, Mia – og den nye baby. Det er en mærkelig slags familie. Jeg kan aldrig nogensinde blive drengenes rigtige mor – jeg vil altid være deres søster – men jeg er den eneste slægtning, de har tilbage nu, så jeg er det nærmeste, de kommer en mor nu. Og Adam er ikke far til nogen, selv om Mia kalder ham far. Da hun sagde det til ham for første gang – “fa-ar, fa-ar” – ændrede hele hans ansigt sig. Det var, som om solen brød frem. Vi var hundetrætte og sad i vejkanten, inden vi havde slået teltet op, men Mia var lysvågen. “Hørte du, hvad hun sagde? Hørte du det, Sarah?” Hun gjorde det igen, “Fa-ar”, og så rakte hun armene op mod ham. Han fejede hende op i favnen og dansede rundt med hende, og det var, som om han glemte alt andet i hvert fald et øjeblik. Det mindede mig om, hvorfor jeg elskede ham. Elsker ham, minder jeg mig selv om. Elsker, ikke elskede. Jeg elsker Adam Dawson. Hvis jeg siger det tit nok, hvis jeg tænker det tit nok, tror jeg måske stadig på det. Men det er svært, når man ved, at han kan se en dø, når man ser ham i øjnene. Jeg lukker øjnene og forsøger at slippe alle de tanker. Forsøger at lade søvnen skylle ind over mig og vaske tavlen 22

Døden-i-dine-øjne-3.indd 22

06-09-2012 15:15:26


ren, men alt vælter rundt i en stor pærevælling: mennesker, steder, ord og tal. Altid tal. Mia er den sidste, der vågner, og sådan er det ellers aldrig. Da hun endelig kravler ud af teltet, er Marty og Luke allerede gået i skoven for at samle ting, vi kan bruge og spise. Hendes øjne er røde og fugtige, og hendes kinder blusser. “Mig syg,” hvisker hun. Jeg sætter mig på hug ved siden af hende og lægger hånden på hendes pande. Hun brænder. Hendes næse er stoppet, og hun trækker vejret gennem munden. Hendes ånde er syrlig og kvalm. “Hun er brandvarm, Adam.” “Shit.” Det er lige præcis det her, vi frygter: at Mia får feber. I branden efter jordskælvet fik hun et anfald af en slags. Jeg kan stadig se det rykke i hendes krop, mens Adam holdt hende udenfor det brændende hus. Hendes arme og ben blev helt stive i det. Det var der, hendes tal ændrede sig. Det var meningen, hun skulle dø den dag – men Adam fik hende ud, og i stedet døde hans bedstemor, Val, i branden. De byttede tal. De byttede skæbner. Jeg aner ikke, hvordan det skete. Sker det igen nu, fordi hun har så høj feber? “Daniel,” siger Adam. “Jeg henter Daniel.” Der går kun et par minutter, før Daniel kommer, men det føles som flere timer. “Lad os så se,” siger han og kravler ind i teltet. Han hiver et stetoskop frem fra rygsækken og lytter på hendes 23

Døden-i-dine-øjne-3.indd 23

06-09-2012 15:15:26


bryst. “Det lyder ikke så slemt,” siger han. Han tager hendes temperatur. “Næsten 40 i feber. Vi kan give hende noget feberdæmpende. En hovedpinepille.” “Har du noget?” Vi har brugt de sidste medicinforsyninger for flere måneder siden. Daniel tryller et stort glas piller frem fra en af lommerne i rygsækken. Jeg ser på glasset og så på ham. Hvor har han skaffet et helt glas piller? Vi tjekker hvert eneste tomme hus og butik, og nogle gange er vi heldige at finde en lille pakke. Men et stort glas … “Jeg har en hel del … grej,” mumler han forlegent. “Hvorfor har du det?” Han smiler. “Regeringen har nogle reserver. Man skal bare vide, hvordan man får adgang til det.” “Og det ved du?” “Jeg har mine kontakter, lad os sige det sådan.” “Regeringskontakter?” Han smiler igen, men fortæller ikke mere om det. “Det kunne godt være en virus,” siger han. “Sørg for, at hun får noget at drikke, og så giver jeg hende en pille hver fjerde time.” Han kravler ud igen. Adam kigger ind. “Han har medicin, Adam,” siger jeg. “Han har en hel pose fuld af magi.” “Det ved jeg godt.” “Så derfor er det et godt sted at blive.” Han sukker. “Vi har vel ikke rigtig noget valg.” Jeg ved, hvor meget det betyder for ham. “Tak,” siger jeg. “Du skal bare ikke give mig skylden, hvis …” 24

Døden-i-dine-øjne-3.indd 24

06-09-2012 15:15:26


“Hvis hvad?” “Hmm, det ved jeg ikke. Hvis alt går galt. Jeg føler mig bare som en ….” Han kæmper for at finde det rigtige ord. “Som et let bytte,” siger han langt om længe. “Det skal nok gå. Vi skal nok klare os.” Jeg ønsker virkelig at tro på det. “Måske,” siger han, men han lyder ikke overbevist. “Jeg laver bål nu.” Jeg går tilbage til Mia. Hun er allerede faldet mere til ro. Hendes tillidsfulde øjne hviler på mig, og hendes tal fylder mine tanker. Jeg kan ikke se tallene, ligesom Adam, men jeg kender hendes. Adam fortalte mig det. 20022054. 25 år tilbage. Det er bedre end den livsbane, hun lagde ud med, men det er ikke nok. Jeg bliver dårlig bare ved tanken. Min datter må ikke dø som 27-årig; det er alt, alt for ungt. Hun bliver nødt til at finde et andet tal, et bedre tal. Kunne jeg måske give hende mit, ligesom Val gjorde? Men hvordan? Hvordan gjorde hun? Hvis det kunne hjælpe hende, ville jeg give hende mit tal, selvfølgelig ville jeg det. Jeg ville give mit liv for Mias skyld. Hendes hår er fugtigt af sved, mørkere og mere krøllet i det end nogensinde, men hun er stadig lyshåret. Det er en glorie. Jeg kan ikke tænke på andet end, at 25 år er ingenting. Det er overstået sådan her, knips. Jeg tager hende op til mig. Tårerne strømmer ned over mine kinder. Mia lægger sin feberklamme hånd på mit ansigt. “Må ikke, mor. Mor ked af det?” Jeg vil ikke gøre hende ked af det også, men jeg kan 25

Døden-i-dine-øjne-3.indd 25

06-09-2012 15:15:26


ikke holde op med at græde. Jeg ville ønske, jeg ikke vidste det. Adam har bragt denne gave, denne forbandelse, ind i vores liv. Det er ikke hans skyld, men lige nu, i dette øjeblik, der hader jeg ham for det. Jeg afskyr ham. Det er ikke naturligt at vide den slags ting. Det er for tungt at bære for et menneske. Den slags viden knuser en.

26

Døden-i-dine-øjne-3.indd 26

06-09-2012 15:15:27


Adam Jeg kan høre Sarah snøfte, mens jeg laver bål. Skal jeg gå ind i teltet igen? Jeg venter udenfor et øjeblik, lytter, og så går jeg væk derfra. Ud i skoven. Jeg bebrejder hende ikke, at hun er bange. Jeg har været bange det meste af mit liv, lige siden det gik op for mig, hvad tallene betød. Jeg var kun fem år. Det er lang tid. Hun er bange for, hvad der skal ske med Mia, og det er jeg også. Men jeg er også bange for Mia. Jeg skammer mig så meget, men jeg kan ikke gøre for det. Det er helt forkert, ikke? Hun er sådan et smukt barn – med sådan nogle blå øjne, det lyse hår, og huden, der er solbrændt af at bo udenfor. Et gyldent barn. Overalt, hvor vi kommer hen, stirrer folk på hende – når de først lige har tjekket mig ud. Og selvfølgelig er det ikke hendes udseende, der skræmmer mig. Det er hendes tal. Hun har ikke det tal, hun blev født med. Jeg får en lidt uhyggelig fornemmelse, når jeg ser hende i øjnene. Hendes tal står ligesom og flimrer i mit hoved, som om det ikke er der. Hver eneste gang minder det mig om Bedste og den forfærdelige dag, hvor vi var fanget i branden, i begyndelsen af Det store kaos. Det var ikke meningen, at Bedste skulle dø den dag. Hun havde 27 år tilbage at leve i. Jeg troede, hun altid ville være der for mig. At jeg kunne stole på hende. Jeg troede, 27

Døden-i-dine-øjne-3.indd 27

06-09-2012 15:15:27


hun var i sikkerhed. Men det var hun ikke. Hun døde. Det ene øjeblik var hun der, det næste var hun ikke. Jeg kan ikke engang tænke på det nu uden at få en klump i halsen. Det er ikke retfærdigt. Intet af det her er retfærdigt. Jeg ville ikke have, Mia skulle dø, så jeg gik ind i ilden for at redde hende. Men jeg ville heller ikke have, Bedste skulle dø. Jeg kan ikke lade være med at spekulere: Tog Mia Bedstes tal? Var det mord? Eller gav Bedste hende sit tal? Ingen ved, hvad der skete. Det er vores hemmelighed – min og Sarahs – og sådan burde det nok blive ved at være. Og den fornemmelse med Mia. Det har jeg ikke engang fortalt Sarah om. Men det der skete den nat, hvor det brændte, det var ikke rigtigt. Det var ikke naturligt. Jeg ved ikke længere, hvad reglerne er. Jeg ved ikke, hvordan det hele fungerer. Hvis Mia kan ændre tingene for at redde sig selv, er der så en anden, der skal betale prisen? Om aftenen samles vi omkring Daniels bål igen. Denne gang er det kaningryderet. Den varme mad er fantastisk, det gør mig helt varm, glad og ør. Marty og Luke fangede kaninerne – og de er stolte. Det kan jeg mærke. De puffer til hinanden og griner og laver sjov. Der er en, der begynder at synge. En gammel sang. Mia stirrer ind i bålet, og flammerne giver hendes kinder et rosenskær. Hun ligner en engel mere end nogensinde før. Det lader til, hun har det bedre. Daniels pille gjorde, hvad den skulle. Men hvad gør vi næste gang? Sarah har ret – vi har brug for andre mennesker. Jeg lægger armen omkring Sarah og hånden på hendes 28

Døden-i-dine-øjne-3.indd 28

06-09-2012 15:15:27


mave. Under mine fingre kan jeg mærke babyen bevæge sig. Hun læner sig ind til mig. Jeg kysser hende øverst på hovedet, lukker øjnene og tager en dyb indånding, mens jeg lytter til sangen. I et kort øjeblik, et splitsekund, er jeg lykkelig. Det var godt, vi blev. I begyndelsen er motorlyden så svag, at jeg nærmest ikke lægger mærke til den. Den smelter sammen med sangen, men så bliver den højere, og alle hører den på samme tid, og sangen stopper. Lyset fra flammerne flakker over vores tavse ansigter. Så går det op for mig, at alle ser på mig. “De er kommet tilbage,” siger Daniel. Han behøver ikke sige mere. Tre mænd på motorcykler. Den slags folk man ikke lige inviterer indenfor. Jeg springer op, tager drengene i hænderne. “Kom,” siger jeg. “Vi skal af sted. Nu.” Marty og Luke ser på Sarah. Hun lægger hånden på mit håndled og forsøger at stoppe mig. “Adam …” Det hjælper ikke. Jeg ved godt, det er totalt irrationelt, men jeg kan ikke bare blive siddende. “Vil du ikke nok?” siger jeg. Hun ser mit ansigtsudtryk og kæmper sig op at stå med Mia i favnen. “Bliv her, Adam. Vi er der for dig,” siger Daniel. Han ser sig omkring i cirklen, og alle nikker. Han taler for dem alle. Men jeg kan ikke bare blive siddende. Jeg kan ikke. Vi skynder os væk fra bålet, mellem teltene, og ud i den mørke skov, hvor vi klumper os helt tæt sammen med an29

Døden-i-dine-øjne-3.indd 29

06-09-2012 15:15:27


sigterne vendt mod lejren. Herfra kan vi se, hvad der sker, uden selv at blive set. Lyden af motorcyklerne er døet hen, men nu kan vi se tre lysglimt, der vuggende nærmer sig bålet. Snart kan jeg skelne tre skikkelser i mørket: mænd i sorte læderjakker og læderbukser, sorte støvler, sorte motorcykelhandsker. De nærmer sig med lommelygterne svingende let fra side til side og stopper op lige uden for kredsen. Der er et ret afslørende hul, der hvor vi sad – hvorfor har de ikke fordelt sig lidt på pladserne? Alle stirrer på mændene. Det er ikke bare deres tøj, der gør dem anderledes, det er den måde, de kommer anstigende med deres våben: Geværer hænger i stropper over skuldrene, ammunitionsbælter skråt over brystkassen. Manden i midten træder frem. Han har kort, gråt hår, og en ret markeret hage, nærmest firkantet. Han er bleg, som om han ikke har været udenfor længe, men det er svært at gætte, hvor gammel han er. 30? 60? “Vi vil ikke ødelægge festen,” siger han. Hans stemme er dyb, men lydene er hårde og hurtige. “Vi mangler bare et sted at sove i nat.” Det lyder jo uskyldigt nok. Tre rejsende, der har brug for et sted at sove. Ved siden af mig begynder Mia at klynke. Drengene er stille. De holder øje med, hvad der sker, ligesom os. Sarah tysser på Mia, der putter sig hos hende og gemmer ansigtet i hænderne. “Drager,” hvisker hun. “Larmedrager.” “Ssshy, Mia.” Den gode afslappede stemning, vi havde rundt om bålet, er for længst væk. Sarah ser forpint ud. 30

Døden-i-dine-øjne-3.indd 30

06-09-2012 15:15:27


“I er velkomne til at slå jer ned,” siger Daniel. “Vi har nok også en bid mad, I kan få. Varm mad.” De tre mænd går nærmere bålet og overtager vores pladser. De sidder med ryggen til os. Manden, der talte, er helt klart lederen. På venstre side sidder en lidt mindre gut, han er ranglet i det og ser alt andet end venlig ud. Den tredje er kæmpestor, et bjerg af en mand med langt, mørkt hår. Det bliver koldt nu, hvor vi er væk fra bålets varme. Marty og Luke ryster af kulde. Mia begynder at hoste. Sarah holder hende tættere ind til sig, men der er ikke noget, der kan dæmpe lyden fuldstændigt. Ingen af dem ved bålet reagerer på lyden. Alle stirrer tavse ind i flammerne. Så begynder de med spørgsmålene. “I ved, hvem vi leder efter,” siger manden med det grå hår. “Har I set ham? Har I set Adam Dawson?” Jeg holder vejret. Har Daniel og de andre tænkt sig at lyve? Vil de redde os, eller vil de redde sig selv? “Jeg har godt set ham ja,” siger Daniel. “Han har været forbi her, men han er rejst videre.” Ikke helt løgn. Men heller ikke helt sandt. “Hvor længe er det siden?” “Han tog af sted efter frokost.” “Så det vil sige, I ikke har noget imod, at vi gennemsøger lejren?” “Har I en ransagningskendelse?” Manden ler. Det er en hæs lyd, som om det ikke er noget, der sker særlig tit. “Nej, jeg har ikke nogen kendelse. Det har jeg ikke brug for. Jeg er regeringens udsendte. Mit navn er Saul, det er det eneste, I behøver at vide.” 31

Døden-i-dine-øjne-3.indd 31

06-09-2012 15:15:27


Så er det altså regeringen. Min verden styrter i grus om ørerne på mig. Er det den gamle anklage for mord? Er det derfor, de er her? Daniel ser ikke særlig afslappet ud mere, men han er stadig høflig. “Vil I foretage en ransagning i mørke?” “Jep.” Daniel trækker på det. Han siger, “Har I et telt?” “Det har vi, men du har ret, makker, det er ved at være sent. Vi smider os bare omkring bålet i vores soveposer.” Daniel nikker, men Saul bad ikke om lov til noget. Aftenen er forbi. Folk begynder at gå tilbage til deres ly. De tre fremmede går af sted i mørket for at hente deres ting. “Hvad gør vi nu?” hvisker Sarah. “Vi henter vores ting og smutter,” siger jeg. “Men der er jo kulsort derude. Hvor langt tror du, vi kommer?” “Det ved jeg ikke. Vi skal bare finde et sted at gemme os.” “I mørket?” Hvorfor fatter hun det ikke? Hvorfor er hun ikke bange for de mænd? Hvorfor kan hun ikke for en gangs skyld være enig med mig? Mia begynder at hoste igen. “Hold op med at hoste, Mia. Jeg kan ikke tænke.” “Hun kan ikke gøre for det. Se, nu kommer de tilbage. Så, så, Mia, så, så.” Sarah knapper sin jakke op og åbner den omkring Mia, mens hun vugger hende frem og tilbage. “Væk,” siger Mia stille. “Mand gå væk.” 32

Døden-i-dine-øjne-3.indd 32

06-09-2012 15:15:27


Vi ser, hvordan de tre mænd lægger deres soveposer på jorden tæt ved bålet. De har også en flaske. Den gyldne væske glimter i skæret fra bålet, mens den går fra hånd til hånd. Alle andre er gået nu. De taler dæmpet sammen nu, venligt, jokende. Som mænd, der har tilbragt meget tid sammen. Det løber mig koldt ned ad ryggen, og det rykker let i mine muskler i hele kroppen. Kulden begynder at bide nu. Hvor længe skal vi vente, før de falder i søvn, og vi kan liste os væk? Flasken er næsten tom nu, ilden er ved at gå ud. Uden så meget som at bevæge sig råber Saul pludselig ud i natten, “Hvorfor kommer du ikke tættere på bålet, Adam? Du må være ved at dø af kulde derude.”

33

Døden-i-dine-øjne-3.indd 33

06-09-2012 15:15:27

I al evighed af Rachel Ward  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you