Issuu on Google+

Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 1


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 2

Af Mari Jungstedt er tidligere udkommet pü dansk: Den du ikke ser, kriminalroman 2007 I denne stille nat, kriminalroman 2008 Den inderste kreds, kriminalroman 2008 Den døende dandy, kriminalroman 2009


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 3

MARI JUNGSTEDT

I denne søde sommertid Kriminalroman Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen

P

E O P L E

S

P

R E S S


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 4

I denne søde sommertid Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen efter: I denna ljuva sommartid Copyright © 2007 by Mari Jungstedt Published by agreement with Nordin Agency, Sweden Copyright © dansk udgave 2009 by People’sPress, København Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Minion ISBN: 978-87-7055-947-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2010

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress Ørstedhus Vester Farimagsgade 41 DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

Til Ewa Jungstedt, min allerkæreste søster

14:48

Side 5


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 6


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 7

Fra fyrpasserens dagbog, Gotska Sandön, august 1864. Natten mellem den 24. og 25. kl. 10 strandede på øens sydøstlige side det russiske orlogsskib Sadnick med en 140 mands besætning om bord, hvoraf tre officerer og tolv mand er druknede, alle de øvrige bjergede. Hård østlig storm med regn.

7


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 8

Mandag den 10. juli

MENS NATTEN GIK over i morgen kørte en ensom bil nordpå ad hovedvejen, der skar igennem Fårö. Regnen var holdt op. De tunge skyer lå stadig som grå flager hen over himlen. Fuglene havde været i gang siden klokken tre, morgengryet bredte sig over marker og enge. I disen skimtedes enebærbuske, forkrøblede fyrretræer og stengærder. Ligesom tilfældigt strøet ud over landskabet lå bondegårde i gotlandsk kalksten og enkelte møllekroppe, hvis vinger længe havde manglet. Flokke af sorte får sås i indhegningerne. De rejste sig dovent op et efter et og begyndte at græsse af det sparsomme græs, som den karrige jord tilbød. Oppe ved Sudersands campingplads på det nordlige Fårö herskede der endnu fred og ro, selv om den var fuldt belagt her midt om sommeren. Området strakte sig hen ad den tre kilometer lange, finkornede sandstrand. Campingvogne og telte stod opmarcherede i et nydeligt og nøje udtænkt system. Svenske flag, der prydede indgangene, hang våde ned fra deres pinde. Rundt omkring stod der kuglegriller, og plasticborde med vinglas, der var blevet efterladt fra aftensmaden dagen før. Badehåndklæder gennemblødte efter nattens regn sad fast med tøjklemmer på provisorisk udspændte tøjsnore. Stribede, sammenklappelige campingstole i glade farver og luftmadrasser, badelegetøj. En eller anden cykel. Midt i området lå en træbygning med flere døre: køkken og vaskehus, toiletter og bruserum. Et velorganiseret feriesamfund et stenkast fra havet.

8


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 9

I en af campingvognene, der stod parkeret i udkanten af campingpladsen, vågnede Peter Bovide. Præcis klokken fem slog han øjnene op. Af gammel vane tjekkede han tiden på uret, der lå på en hylde ved siden af sengen. Altid det samme. Sene morgener eksisterede ikke i hans verden. Han blev liggende og stirrede lidt op i loftet, men indså snart, at han ikke kunne falde i søvn igen. Heller ikke denne morgen. Alle de år som bygningsarbejder havde sat sine spor, vanen med at stå tidligt op var svær at bryde. Men egentlig gjorde det ham ikke noget. Han satte pris på lidt tid for sig selv, inden Vendela og børnene vågnede. Plejede at bruge tiden på at løbe en tur og bagefter lave lidt styrketræning. Om natten havde han ligget i lang tid og hørt på den trommende lyd på campingvognens bliktag. Søvnen blev urolig. Nu syntes regnen at være holdt op, et svagt morgenlys trængte ind gennem det tynde bomuldsgardin. Han så på sin sovende kone. Dynen var gledet ned, og hun lå på siden. Hun strakte sig ud i hele sin længde. Med sine en firs var hun noget højere end ham selv. Han syntes, det var sexet. Blikket fulgte de slanke ben, hoftens runding, og han kunne også ane hendes små bryster. Han mærkede, at han var ved at få erektion, men det var ikke tidspunktet nu. Børnene lå på hver sin smalle briks. Femårige William med åben mund og armene graciøst udstrakt over hovedet, som om han ejede hele verden. Mikaela krøllet sammen i fosterstilling, tre år med bamsen i favnen. Foran dem lå fire uger uden en masse pligter og krav. Den første tid her på Fårö og bagefter ventede to uger på Mallorca. Firmaet havde gået godt på det sidste. “Er du vågen?” hørte han Vendelas lyse, let drævende stemme sige bag sin ryg, netop som han skulle til at åbne døren. “Ja, skat. Jeg løber en tur.”

9


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 10

“Vent, kom.” Hun lå stadig på siden og rakte armene ud efter ham. Han borede sit hoved ind mod hendes søvnvarme bryster, slog armene om hendes ryg. I deres forhold var hun den stærke, mens han, trods sit robuste ydre, var følsom og skrøbelig. Ingen i deres nærhed vidste, hvordan det forholdt sig. Deres bekendte så aldrig Peter Bovide, når han græd som et barn i sin kones arme under sine tilbagevendende panikanfald. Hvordan hun beroligede, trøstede og hjalp ham på fode igen. Angsten kom som en spand koldt vand, altid uventet, altid uvelkommen som en ubuden gæst. Kvalte ham. Hver gang han mærkede symptomerne, forsøgte han at skubbe dem væk, ikke at lade sig mærke med dem, tænke på noget andet. Det lykkedes som regel ikke for ham. Var anfaldet først begyndt, kunne det ofte ikke lade sig gøre at stoppe det. Nu var det temmelig længe siden, han havde haft det dårligt. Men han viste, at panikangsten ville vende tilbage. Nogle gange kom den hånd i hånd med epilepsien, som han var blevet ramt af i ungdomsårene. Anfaldende kom sjældnere og sjældnere, men angsten for dem lå hele tiden i baghovedet. Under det selvsikre ydre var Peter Bovide et bange menneske. Da han mødte Vendela, var livet ved at køre helt af sporet. Alkoholen havde strammet grebet om hans liv yderligere, gjorde at han ikke passede sit arbejde og i stadig højere grad mistede taget om virkeligheden. Han havde ingen fast kæreste, længere forhold fungerede aldrig for ham. Han hverken turde eller havde lyst til at komme rigtig tæt på nogen. Med Vendela var alting blevet anderledes. Da de havde mødt hinanden seks år før på en finlandsbåd, var han blevet forelsket ved første blik. Hun kom fra Botkyrka og arbejdede som croupier på et kasino i Stockholm. De giftede sig, da hun blev gravid efter kun et halvt års forhold, og købte en gam-

10


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 11

mel gård på landet uden for Slite. Det var et håndværkertilbud, og da han var tømrer, kunne han lave det meste selv. De to børn blev født med to års mellemrum. De klarede sig godt. I fem år havde han drevet byggefirma sammen med en gammel arbejdskollega, og de havde efterhånden kunnet ansætte nogle folk. Firmaet gik bedre og bedre, og nu havde de mere arbejde, end de kunne overkomme. Selv om der på det sidste igen var dukket mørke skyer op på himlen, var det ikke værre, end at han kunne håndtere det. Dæmonerne jagede ham stadig sjældnere. Vendela knugede ham hårdt. “Jeg kan slet ikke fatte, at vi har fri så længe,” mumlede hun med munden mod hans hals. “Nej, det er fandeme dejligt.” I lang tid lå de tavse og lyttede til børnenes regelmæssige åndedræt. Snart mærkede han den sædvanlige gamle uro i kroppen. “Jeg smutter nu.” “Okay.” Hun omfavnede ham igen. “Jeg er snart tilbage. Så sætter jeg vand over til kaffe.”


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 12

DET VAR BEFRIENDE at forlade den indelukkede campingvogn. Fra havet kom en frisk duft af tang og salt. Regnen var holdt op. Han trak vejret dybt ned i lungerne og stillede sig for at lade vandet i skovbrynet. Løbeturen hver morgen var en absolut nødvendighed. Han blev ikke menneske, hvis han ikke begyndte dagen med en tur. Da han trappede ned på drikkeriet efter at have mødt Vendela, begyndte han at løbe i stedet. Mærkeligt nok virkede løbetræningen på samme måde som alkoholen. Han havde brug for en eller anden form for stof for at holde angsten på afstand. Stien var blød under hans fødder. På begge sider bredte klitterne sig mellem græsklædte bakker. Snart var han nede på stranden. Havet var uroligt, bølgerne bevægede sig hid og did. Længere ude balancerede en flok søfugle på toppene. Han begyndte at løbe nordpå langs vandkanten. Skyerne for hen over den blågrå himmel, og sandet var tungt at løbe i efter nattens regn. Det varede ikke længe, før han var gennemblødt af sved. Henne ved pynten vendte han om. Løbeturen klarede tankerne. Det var, som om han fik en pause. På vej tilbage opdagede han en skikkelse langt borte, der kom gående i retning af ham, men som pludselig snublede og faldt om i sandet. Blev liggende, tilsyneladende uden at gøre forsøg på at rejse sig igen. Han løb bekymret derhen. “Er du okay?”

12


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 13

Det ansigt, som blev vendt imod ham, var udtryksløst, blikket koldt og ligegyldigt. Spørgsmålet forblev ubesvaret. I nogle sekunder stod tiden stille, han stivnede. En foruroligende uro i maven. Dybt i hans indre hemmelige rum blev noget vakt til live, noget han havde forsøgt at begrave i årevis. Til sidst havde det indhentet ham. De øjne, der fikserede ham, gik over til at udstråle foragt. Han kunne ikke få en lyd frem, trak vejret tungt, den velkendte smerte i brystet satte ind. Han anstrengte sig for ikke at falde sammen. Kroppen blev blød, ledeløs. Så opdagede han pistolmundingen. Den pegede direkte på ham. Automatisk sank han på knæ, inde i hans hoved blev alt stille. Tankerne hørte op. Skuddet ramte imellem øjnene. Braget fik svartbagene til at løfte sig fra vandoverfladen med forskræmte skrig.


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 14

KRIMINALINSPEKTØR ANDERS KNUTAS rumsterede rundt ude i svigerforældrenes rummelige landkøkken, mens resten af familien sov. Han havde tænkt sig at overraske med sin specialmorgenmad, amerikanske pandekager med ahornsirup. De smagte næsten som sukkerkage, og når de var varme, smeltede de på tungen. Knutas var ingen ørn i et køkken, men han havde to specialer – makaronigryde og pandekager. Da han havde rørt dejen, lod han den hvile lidt i skålen. Tog kaffekoppen med og satte sig på trappen udenfor. Huset lå på en pynt i udkanten af en lille kystby på Fyn, omgivet af hav. Solen havde skinnet uden ophør, siden de kom. Først havde Knutas ikke været overdrevent begejstret, da Line forslog, at de skulle tilbringe hele to uger i Danmark. Han ville helst bruge ferien på at drysse rundt i deres eget sommerhus i Lickershamn på det nordlige Gotland, men det var lykkedes Line at overtale ham. For en gangs skyld var hendes forældre bortrejst, og de havde huset for sig selv. Desuden savnede hun altid Danmark. Hvor godt hun end trivedes i Sverige, var hendes hjerte stadig i hjemlandet. Efter en uge på Fyn var Knutas taknemmelig for, at Line havde insisteret. Så afslappet havde han ikke følt sig i mange år. En hel dag kunne gå, uden han tænkte på arbejdet. Og vejret var strålende, meget bedre end hjemme. De havde badet, fisket og frådset i skaldyr, der smagte meget bedre her. Om aftenen slentrede de gennem byen, sad ved havet og drak vin, spillede kort på terrassen efter

14


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 15

mørkets frembrud. Deres tvillinger Petra og Nils stortrivedes. Børnene havde fået flere kammerater i de somre, hvor de havde besøgt deres mormor og morfar og viste sig sjældent i løbet af dagen. Snart ville de fylde seksten år og prioriterede ikke ligefrem omgangen med deres forældre højt. For øjeblikket passede det Knutas og Line godt. De havde brug for tid for sig selv. Han elskede sin kone, men i foråret havde ægteskabet gået i tomgang. Han havde været træt og udmattet efter endnu en kompliceret mordefterforskning, havde haft skyldfølelser og spekuleret i lang tid bagefter, kræfterne rakte ikke også til Line. Hun klagede over, at han var fraværende og uinteresseret, hvilket naturligvis var sandt. Begge havde nok forventet, at kærligheden ville begynde at gløde mere nu, hvor de endelig havde fri sammen, men sådan var det ikke blevet. De kørte videre i den vante gænge, sexlivet var det ikke meget bevendt med, ingen af dem var særligt interesserede i at tage initiativ. Det var ikke, fordi han syntes, at Line var uattraktiv, absolut ikke. Hun var lige så smuk, som hun altid havde været, med sit lange, ildrøde hår, sin fregnede hud og sine varme øjne. Men hun var blevet et møbel, en dejlig lænestol man havde stående derhjemme. Tryg og behagelig, men ikke så spændende. Line arbejdede som jordemoder på hospitalet i Visby og trivedes storartet med sit arbejde. Hun fortalte de samme historier om mødrene og deres trængsler med lige så stor entusiasme og interesse som altid. Han havde hørt dem tusindvis af gange. Førhen havde han syntes, at det var underholdende og interessant, men nu lyttede han høfligt, mens han tænkte på noget andet. Følelserne bekymrede ham. Måske var han bare nede i et sort hul. Det var ikke, fordi han kiggede efter andre, absolut ikke. Hans seksualdrift var døet hen, han syntes ikke rigtig, det var umagen værd. Nogle gange spekulerede han på, om det var alderen. Men han var kun tooghalvtreds.

15


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 16

Foråret havde generelt været ret trættende. Vejret koldt og regnfuldt. På arbejdet havde han haft en masse papirarbejde og andet administrativt at tage sig af, hvilket han hadede. Det føltes, som om han aldrig kunne nå at indhente det forsømte. Han var derimod tilfreds med udnævnelsen af Karin Jacobsson, den arbejdskollega der stod ham nærmest, til sin stedfortræder. Hun havde vist, hvad hun duede til på mange måder. Hun var sådan et energibundt, at hun kunne få ham til at føle sig som den mest ineffektive, træge flegmatiker, man kunne tænke sig. Men det generede ham ikke. Anders Knutas beundrede Karin, det havde han gjort, lige siden de begyndte at arbejde sammen for over femten år siden. De sure miner, der havde vist sig, da udnævnelsen blev annonceret, var begyndt at forsvinde. Den eneste, der stadig virkede til at have svært ved at sluge Karins avancement, var pressetalsmanden Lars Norrby, som selv havde regnet med at få stillingen. Selv om de havde været arbejdskolleger i mange år, kunne Knutas nogle gange godt ønske, at Norrby ville forlade Visby Politi. Hans attitude imod Karin, siden hun var blevet vicechef, var frygtelig pinlig. Han håbede, at det ville gå godt for hende under hans ferie. Alt virkede roligt, da han tog af sted. Turistsæsonen var ganske vist for alvor begyndt, men det var den samme gamle sang. De største problemer havde de med den stockholmske ungdom, der kom i horder med færgen og festede i Visby. De førte druk, ballade, stoffer og desværre også flere voldtægter med sig hver sommer. Det var trist, men ikke noget, som Karin ikke kunne klare. Om en uge skulle han begynde at arbejde igen. Forhåbentlig skete der ikk noget særligt, mens han var væk.


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 17

KLOKKEN 09.42 MANDAG morgen fik Visby Politi et opkald. To drenge havde fundet liget af en mand i vandet ved Sudersands badestrand på Fårö. Den ene af drengene var svømmet direkte ind i liget, der lå og drev cirka tyve meter fra stranden. Da vicekriminalinspektør Karin Jacobsson og kriminalassistent Thomas Wittberg nåede frem til gerningsstedet, havde der samlet sig en klynge mennesker på stranden. Efter den regnfulde nat tittede solen frem. Kriminaltekniker Erik Sohlman havde fået hjælp til at spærre af og rejse et hvidt plastictelt omkring liget for at beskytte mod sol og nysgerrige blikke. Henne ved teltet tog Sohlman fat i Karins arm. “Han er uden tvivl blevet myrdet. Det er ikke bare én, der har skudt sig en kugle for panden. Du må slå alarm med det samme, jeg viser dig det senere.” Karin fandt telefonen frem, beordrede mere mandskab og flere hundepatruljer til Sudersand og kontrol af alle biler på den færge, der sejlede fra Fårö. Hun vendte sig om mod de betjente, der var i færd med at sætte afspærringstape op og råbte: “Vi er nødt til at afspærre et langt større område!” Karin og Sohlman gik hen til liget, der lå skjult under et bomuldstæppe inde i det provisoriske telt. “Er du klar?” Sohlman kastede et blik på kollegaens blege ansigt. Karin var følsom over for synet af døde mennesker. At hun fik det dårligt på

17


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 18

mordsteder var snarere reglen end undtagelsen. Da kriminalteknikeren løftede tæppet, trykkede hun et lommetørklæde mod munden. Den døde mand var på hendes egen alder. Han havde et temmelig specielt udseende med dybtliggende og usædvanligt lyse øjne. Næsten ingen øjenbryn. Kindbenene var høje, og han havde et svagt underbid. Hvis det ikke var for skudhullet, havde ansigtet set fredfyldt ud. “Skuddet er blevet affyret på højst nogle centimeters afstand. Det kan ses på formen, at morderen har været meget tæt på. Han har ikke haft en chance.” “Hvordan kan du være så sikker på, at han ikke har gjort det selv?” mumlede Karin bag lommetørklædet, mens hun kæmpede med sit ildebefindende. “Det her er ikke det hele. Hold godt fast.” Forsigtigt trak Sohlman resten af tæppet væk. Karin jamrede sig, da hun så, hvad der skjulte sig nedenunder. Mandens mave var fuld af skudhuller. “Skudt til plukfisk. Jeg har talt syv skudhuller i maven. Fuldstændig forrykt.” Karin vendte sig væk for at kaste op.


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 19

JOHAN BERG STOD i en kvægindhegning og interviewede en bondemand, der klagede over den beskårede EU-støtte, da mobilen ringede. Han havde glemt at slukke den under interviewet, en bommert man ikke måtte begå som tv-reporter. Nu var skaden sket. Fotografen Pia Lilja himlede med øjnene og slog ud med armene, lod kameraet stå på stativet og gik hen for at klappe en ko, mens Johan tog mobilen. Det var Regionalnyts redaktionschef Max Grenfors. “Har du hørt det?” “Nej, hvad? Jeg er midt i et interview.” “Ja ja,” sagde Grenfors utålmodigt. “Man har fundet liget af en mand oppe på Fårö. Lige ved en campingplads, Sudersand kender du godt, ikke?” “Selvfølgelig? Hvornår skete det?” Mens han talte, hvilede Johans øjne på bondemanden, hvis ansigt var blevet mørkt på grund af afbrydelsen. Der var sikkert intet, han hellere ville, end at fortsætte med at beklage sig over magthaverne nede i Bruxelles. “Han blev fundet her til morgen i strandkanten ved Sudersand.” “Hvordan ved du, at han ikke er druknet?” “Jeg læser bare det, der står på Tidningarnas Telegrambyrå. Ifølge dem lå liget i vandet, men han var blevet skudt flere gange.”

19


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 20

“Det var fandens.” “Afbryd det, I er i gang med og se at komme af sted. Ring til mig når du sidder i bilen. Jeg informerer dig om seneste nyt på vejen.” Johan skyndte sig at sige farvel til den skuffede bondemand og forklarede, at de måtte gøre interviewet færdigt en anden gang. Heldigvis befandt de sig i Lärbro i det nordlige Gotland ikke langt fra Fårösund. Pia Liljas øjne strålede af ophidselse, da hun trykkede speederen i bund, så dækkene hvinede i kurverne. Hendes sorte hår stod som sædvanligt ud til alle sider. De kraftigt sortmalede øjne fokuserede på vejbanen. “Skønt,” udbrød hun. “Endelig sker der noget.” “Skønt?” Johan så forbavset på hende. “At et menneske er blevet skudt?” “Åh, du ved godt, hvad jeg mener. Selvfølgelig ikke, men det er langt mere spændende at rapportere om et mord end om sure bønder.” Pia elskede, når der skete noget. Gotland var i virkeligheden alt for lille til den nyhedshungrende Pia Lilja. Hun var femogtyve år og ville ud i verden. Tage med nogle af tv’s udenrigskorrespondenter, dække krig og sultkatastrofer. Endnu blev hun anset for at være for ung og uerfaren. Indtil videre måtte hun tage til takke med at dokumentere mere trivielle begivenheder som balladen om en ny vejstrækning i Burgsvik og elevernes klager over den elendige skolemad i Hemse eller følge med i de dramatiske lokale mesterskaber i Varpa. Lige meget hvad indslaget handlede om, lykkedes det hende at tage spændende, varierede billeder. Pia gjorde altid sit bedste. Desuden havde hun et kontaktnet, der var af en anden verden. Hun var yngst i en søskendeflok på syv og havde en omfangsrig familie, der var spredt ud over hele øen. Takket være det og sin veludviklede sociale kompetence kendte hun gud og hvermand.

20


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 21

I bilen på vej op mod Fårösunds færgeleje sad Johan med Grenfors i det ene øre og lokalradioen i det andet, samtidig med at han tog notater, som gjaldt det livet. Nyheden var kommet på Tidningarnas Telegrambyrå ti minutter tidligere. Medierne var altid forsigtige, når der var mistanke om selvmord, men et vidne havde nået at få et glimt af liget og med egne øjne set både skudsåret i hovedet og hullerne i maven. Alle og enhver kunne regne ud, at den døde ikke selv kunne have forvoldt de skader. Vidnet var blevet interviewet af en journalist fra Radio Gotland, der tilfældigvis befandt sig på Fårö med udstyr og det hele. Politiet havde bekræftet oplysningerne om, at der var mistanke om mord. Færgen over til Fårö tog kun nogle minutter. Skydækket havde slået revner, og solen glimtede i havet. Vejen nordpå mod Sudersand gik gennem det karrige Fårölandskab. Johan og Pia mødte cyklister, campingvogne og biler med ferierende familier. Da de nåede krydset ved Sudersand og drejede til højre mod campingpladsen, flimrede Emmas ansigt forbi inde i Johans hoved. Var de drejet til venstre i krydset i stedet, var de endt på Norsta Auren, den strand hendes forældre boede ved. Emma Winarve var Johans store kærlighed. Eller havde i det mindste været det. De havde tilbragt så mange vidunderlige dage i huset ved havet der på stranden mellem Skärsände og Fårö Fyr på det allernordligste Fårö, når hendes forældre havde været bortrejst. Det smukkeste sted på jorden. Nu var deres forhold slut. Han blev vækket af sine tanker, da de nåede frem til Sudersands Camping. Politiet havde afspærret hele området omkring campingpladsen. Overalt var politi, men ingen ansvarshavende, der kunne tale med journalister. Hverken Karin Jacobsson eller pressetalsmanden Lars Norrby tog deres mobiltelefoner, og Knutas var på ferie med familien i Danmark. “Typisk.” Johan gloede dumt ind mod campingpladsen, da de stod uden for afspærringstapen. “Hvad gør vi?”

21


Bog I denne søde sommertid FINAL:Layout 1

29/04/10

14:48

Side 22

“Jeg ved det,” sagde Pia, da hun havde afsluttet en sidste panorering. “Kom.” De sprang ind i bilen igen. Pia kørte tilbage til krydset mod det østlige Sudersand og fortsatte mod landsbyen. Ved en lille vej ikke større end en skovsti drejede hun af, og bilen bumlede ind i en ufremkommelig skov og tværs over en eng med højtvoksende blomster og græs. Flere gange troede Johan, at de ville sidde fast, men det lykkedes Pia at få bilen til at fortsætte fremad. Da hun til sidst standsede op ved et stort buskads, der spærrede vejen foran dem, kunne han høre havet. Klokken var halv fire. De havde stadig omkring en time. Johan klappede Pia på skulderen. “Du er bare så skide god.” Det tog dem nogle minutter at komme ned til stranden. I den ene retning sås pynten, der markerede enden af Sudersandsvigen, og på den anden side lå campingpladsen. Nede ved vandkanten var rejst et lille telt, og en gruppe mennesker var samlet omkring det. Pludselig lød en summen oppefra. Politihelikopteren kom fra Stockholm, formentlig med en retsmediciner om bord. Pia begyndte straks at filme. Selv om Johan vidste, at han befandt sig inden for det afspærrede område, gik han hen til piloten, da helikopteren var landet. Det måtte bære eller briste. En mand steg ud og skyndte sig hen mod teltet. Det måtte være retsmedicineren. “Vi er fra Sveriges Television,” råbte han til piloten. “Er det retsmedicineren, som er kommet?” “Det stemmer. Vi kommer direkte fra helikopterplatformen på Karolinska.” “Hvornår flyver I tilbage?” “De har sagt, at vi letter om en halv time, længere kan jeg ikke holde helikopteren. Den skal videre til Berga.” “Okay.”

22


I denne soede sommertid af Mari Jungstedt