Issuu on Google+


HVOR SER DU GODT UD!


MILLE EIGARD ANDERSEN

En “rask” anoreksipiges dagbog

FORLAGET ARONSEN


Af samme forfatter: Lad mig bare forsvinde – En anoreksipiges dagbog (2008)


Til Dina


Forord

Jeg kommer cyklende på vej til arbejde. Hvinende dæk, bang! Mørke. Sirener der skærer sig igennem morgentrafikstøjen, venlige politimænd og ambulancefolk. Smerte, hvide kitler, en stor kold hospitalsseng, en sød ældre dame som sovekammerat, et ben der sidder helt skævt og er hævet op til ukendelighed. Det er brudstykker af det første døgn efter en trafikulykke, jeg var ude for den 20. august 2007. Forude ventede et månedlangt genoptræningsforløb for at komme til at gå igen. Det blev samtidig det afgørende vendepunkt efter 11 år med anoreksi. I slutningen af 1. g, sommeren 1996, stiftede jeg for første gang bekendtskab med »anoreksiens stemme«, og den har fulgt mig lige siden – nogle gange har den været kraftfuld og i fuld kontrol, andre gange dæmpet og svækket. Og heldigvis bliver den stadigt svagere og svagere. Stemmen fortalte mig, hvor lidt jeg var værd, og krævede, at jeg var destruktiv mod mig selv. Den fik mig til at begrænse mig fysisk og psykisk via kontrol med kroppens mest basale behov. Kontrol over mad, motion, søvn og hele mit fordøjelsessystem. Jeg lukkede mig inde i min egen lille verden, hvor alt handlede om, hvad jeg måtte spise og især ikke måtte spise, om hvor 7


meget motion jeg skulle dyrke, hvor lidt søvn jeg måtte få, og hvor meget jeg skulle skide og brække mig. Andre har set en glad og dygtig pige, som havde tjek på tingene – men de så kun en skal. Inde bag ved den pæne facade var der helt tomt. Ingen drømme og mål for fremtiden, ingen følelser, ingen ægte glæde, ingen tro på mig selv. Kun et ønske om at forsvinde. Jeg var totalt ligeglad med mig selv og gjorde alt for at destruere min forbandede krop, som jeg skulle holde ud at være i hver dag. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, der aldrig burde være blevet født. Årene er gået med sult, opkastning, afføringspiller, motion, et minimum af søvn, mærkelige ritualer, indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, en masse mere eller mindre ligegyldige mænd, tre uafsluttede uddannelser og mere end 100 timers psykologsamtaler. Hele den historie kan du læse i min dagbog fra 1995-2007, udgivet under titlen Lad mig bare forsvinde. Bogen her, Hvor ser du godt ud, handler om alt det, der ligger efter de første spæde skridt ud af spiseforstyrrelsen. Den svære tid, der kommer efter, at omverdenen har erklæret en »rask« ved at konstatere, at vægten er normaliseret. Man ser rask ud, men indeni er tankerne stadig de samme, og man oplever det paradoksale i, at kampen for at opretholde en »normal« adfærd og ikke falde tilbage i de velkendte og trygge mønstre og ritualer pludselig kan føles hårdere og endnu mere ensom, end da man var synligt syg for omverdenen. Trafikulykken og de efterfølgende fem måneder på krykker lærte mig rigtig meget og blev et positivt vendepunkt i 8


kampen med og mod mig selv. Da jeg ikke kunne gå, var jeg tvunget til at afbryde min fanatiske motionsafhængighed, og ulykken satte på den måde en helt korporlig stopper for mit destruktive mønster. Men mange års misbrug af mig selv stoppede selvfølgelig ikke med et trylleslag og en påkørsel – det psykiske genoptræningsforløb har været langt sejere og mere langsommeligt end det fysiske, og bogen her skulle gerne give et indblik i arbejdet med at finde ind til mig selv. Jeg har delt bogen op i to dele. Første del er min dagbog fra september 2007 til januar 2009. Anden del sammenfatter nogle af de elementer, der har hjulpet og fortsat hjælper mig på vejen ud af min spiseforstyrrelse. Jeg stiller også en række spørgsmål, som du selv kan prøve at besvare, og som forhåbentlig vil få dig til at tænke ... og handle. Mit håb er, at min historie og mine erfaringer kan få dig til at tage et skridt videre. Videre i en bedre retning mod det liv, som du inderst inde ønsker at leve. Det er med stor glæde, at jeg endnu engang kan skrive: Værsgo, min dagbog ligger åben ...

Mille Eigard Andersen januar 2009


9ยฆ`S ROUP]U 9 U U

ยญ 7 PSUg\RSZaS\ Ug OT T  5 S`Y \RS`;WZZSObVc\VO`Sb^`]PZS[[SR[OR2Sb ZWdS`abO`bS\^ySb[S`SS\Ry`ZO\UbT]`ZยงP[SR U T cZb]dS`a^Wa\W\U]^YOabOTTยง`W\Ua^WZZS`aSZdVOR U TT U UUS\a][VSRYcZ[W\S`S\RS[SRb][y\SRS`^yS\ ^ ^^agYWOb`WaYOTRSZW\U7aO[b g T U ZWUSy`VO`;WZZS U 3WUO`R U /\RS`aS\ [W\cbWยงab TTยง`b ROUP]U U U ]dS` aW\S ZWRSZaS`:OR[WUPO`ST]`adW\RSUWdS`SbS\SabyS\RS U T U ZWYW\RWV]dSRSb^yS\VSZbOZ[W\RSZWU[SUSbagU ^ U U U ^WUSAO[bWRWUT]`bยฆZZS`P]US\RS\`ยง`S\RSVWab]`WS][ U UT U Sadยฆ`Sy`T`Oab]`bPO`\bWZc\Ud]YaS\[SROZb T U VdORRSW\RSPยฆ`S`OTT`S[bWRaR`ยง[[SYยฆ`SabSa]`US` TT U TT]`SZaYSZaS`]UP`O\RS`bS`;WZZS3WUO`R/\RS`aS\ U U `WROU U &y`]UVO`TySbaW\agUR][c\RS`Y]\ U T gU `]Z;SRcRUWdSZaS\OTaW\ROUP]UVyPS`Vc\RSZa U T U U bYc\\SVXยฆZ^S^WUS`RS`aSZdS`^ydSXcRWS\ U ^WaST]`abg``SZaSRSZaObUWdSdS`RS\][Y`W\URS[ T U U \T]`abySZaSOTS\[SUSbY][^ZSYa]UOZbT]`cR T T U


DEL 1

Dagbog september 2007 – januar 2009


Torsdag d. 6. sep. 2007 Jeg er jo temmelig immobil for tiden, så min psykolog, Thomas, kom hjem til mig denne gang. Det var rigtig sødt af ham. Siden vores sidste møde er der sket en del – både fysisk og psykisk må man sige. Mandag d. 20. august blev jeg kørt ned på vej til arbejde. Jeg var bevidstløs ved ulykken og vågnede først, da jeg lå ude i vejkanten. En mand havde været hurtig til at fjerne mig fra kørebanen. Jeg blev kørt i ambulance til Rigshospitalet, hvor jeg var indlagt i en uge. Jeg havde hjernerystelse, fået trykket ribbenene ind, mit venstre ben sad helt skævt, og det var mega stort. Den 22. august blev jeg opereret i knæet, og jeg har fået at vide, at der går cirka et halvt år, før jeg kan gå normalt igen. Et halvt år! Foreløbig må jeg slet ikke støtte på benet, så jeg skal hoppe på højre ben, mens jeg støtter mig til krykker. Jeg har haft sindssygt ondt både i knæ og i lunger, men nu har lægerne fundet den rette dosis smertestillende, så jeg kan holde det ud. Jeg får 45 mg morfin samt otte Panodiler om dagen. Ligger bare hjemme i min seng og laver de få øvelser for benet, som jeg kan klare. Jeg er startet til genoptræning på Rigshospitalet – har været der i dag og sidste torsdag, og fremover bliver jeg 13


hentet to dage om ugen og kørt til Riget. Sidste torsdag blev jeg dog sendt hjem, da benet stadig var alt for ustabilt og hævet til at starte på noget som helst. I dag kunne jeg lidt mere, men fysioterapeuten synes, at det er underligt, at det stadig er så hævet. Man kan slet ikke se mit knæ! Det er én kæmpe bule. Selv læggen og låret er hævet. Det begrænser genoptræningen, for jeg kan ikke få ordentlig kontakt til mine muskler. Jeg må stadig ikke støtte på benet, men jeg skal lige så langsomt vænne mig til at hvile foden på gulvet, når jeg sidder. Og også prøve forsigtigt, når jeg står op – men altså ikke lægge vægt på. Så status pt.: Jeg går hjemme og er sygemeldt. Thomas og jeg snakkede først lidt om ulykken. Men selve episoden har jeg nu ikke tænkt over eller haft mareridt over. Vi snakkede om det positive, der faktisk er kommet ud af det. Midt i alle frustrationerne over ikke at kunne gå, er der sket positive ændringer i min tankegang, og jeg er blevet bevidst om flere ting angående »mine problemer«. Det er, som om livet er blevet sat i perspektiv. Det lyder så klicheagtigt, men sådan er det nu. Jeg kunne være død, så jeg er trods alt sluppet billigt. Mine tanker angående mad er vendt 180 grader, og jeg har fået en helt ny ro i mig. Da jeg lå på hospitalet, fik jeg mad serveret på sengen og rørte mig stort set ikke. Jeg tænkte: »Fuck, nu skal jeg bare ligge stille og spise! Ingen mulighed for at røre mig! Vil jeg kunne klare det? Vil jeg få angstanfald, som jeg gør derhjemme om aftenen?« Men de tanker blev lynhurtigt overskygget af helt andre tanker: »Vil jeg komme til at gå igen? Det skal jeg!« Og maden blev jeg dermed tvunget til at se på på en anden 14


måde. Jeg skal spise for at få energi til at få benet raskt og få bygget musklerne op igen. Tanken om at få et slattent ben, aldrig komme til at gå normalt og også tanken om, at jeg faktisk lige er blevet skænket et liv – i stedet for at være død – dominerede mine tanker og fik madkontrollen til at synes ligegyldig. Jeg spiste, hvad der blev serveret uden at tænke på fedt og kalorier. Min tankegang er virkelig vendt – også efter jeg er kommet hjem. Hverken overspisning eller sult har jeg lyst til. Og bræk skænker jeg ikke en tanke. Jeg har heller ikke lyst til slik, for jeg vil kun give min krop rigtig næring. Jeg vil være rask NU! Det utrolige er også, at min angst om aftenen er forsvundet. Sidst snakkede Thomas og jeg om, hvor dårligt jeg havde det om aftenen. Angstanfald, uro og jeg følte mig på randen af sindssyge. Havde endda leget med tanken om at skære i mig selv for at holde smerten ud. Hverken på hospitalet eller nu herhjemme har jeg haft angstanfald. Jeg ved, at jeg ikke kan de ting, jeg plejede at gøre, når jeg prøvede at flygte fra mig selv. Jeg kan ikke gå hvileløst rundt i lejligheden, og jeg kan ikke løbe eller cykle hvileløst rundt på vejene om aftenen. Jeg kan kun ligge her i min seng. Ingen vej udenom! Desuden er det nu familie/venner, der handler til mig, så jeg kan ikke pludselig få et flip og smide madvarerne ud – for jeg kan ikke gå ud og erstatte det! De ville nok undre sig en del, hvis jeg pludselig havde et helt tomt køleskab og skab og skulle ha’ spist det hele på få dage. Så jo – der er bestemt gode ting ved en ellers forfærdelig situation. Jeg bliver simpelthen tvunget til at tage kampen op med angsten. Jeg kan heller ikke dulme den med slik og 15


bræk, for jeg kan ikke komme ud og købe slik, og jeg kan ikke kaste op pga. smerter i brystet (kunne selvfølgelig godt, hvis det virkelig gjaldt, men har bestemt ikke lyst til at få mere ondt, end jeg har i forvejen). Når jeg har spist, bliver jeg nødt til at ligge/sidde stille! Jeg kan læse, sove og skrive uden koncentrationsbesvær (mine tanker kan dog godt flakke lidt, men slet ikke i samme grad som før). Mit humør har været overraskende godt, fordi jeg netop har fokuseret på de positive følger, ulykken har haft. Dog er jeg de sidste par dage blevet overmandet af ked-af-det-heden over ikke at kunne gå og af tanken om den hårde genoptræning, jeg skal igennem, før jeg kan gå igen. Jeg har tudet og tudet. Det er altså, som om at jeg først opdagede de positive ændringer i mig og først derefter så virkeligheden i øjnene med, hvad der er sket med mig sådan rent fysisk, og alt det jeg skal igennem nu for at blive gående igen. Jeg tror, at det er nødvendigt at lukke frustrationerne ud, så jeg ikke brænder sammen. Hvis jeg går og griner af min situation nu, er det facade-Mille, der er kommet frem igen. Så jeg skal tillade mig at være ked af det, rase ud og bande over min situation, men samtidig kan jeg glæde mig over den psykiske ændring, som ulykken har ført med sig. Jeg har fået »skænket et liv« – og nu får jeg den ære at bygge mig op fra bunden både fysisk og psykisk. Et »nyt« ben og en ny tankegang. Jeg er parat til et nyt liv. Anoreksien har altså fået endnu et spark ud af mit liv. Og ud over det har jeg fået en erkendelse angående mit ernæringsstudie. Nu hvor jeg tænker positivt om ernæring og kan se, at det faktisk er enormt spændende, når man skal 16


bruge det konstruktivt til at bygge sig selv op igen, kan jeg se en anden – og meget væsentlig – grund til, at jeg droppede studiet. Jeg har helt klart været ved at brække mig over at lære om ernæring, fordi jeg ikke kunne adskille det fra spiseforstyrrelsen – men nu har jeg også erkendt, at jeg er skide bange. Bange for at blive færdig med noget. Gennemføre et studie. Bange for at præstere et speciale. Bange for at »blive voksen« og få et rigtigt job efter endt uddannelse. Det fører krav og store forventninger med sig, for så skal jeg bevise, at jeg kan bruge min viden. Jeg vil skulle tage ansvar for et rigtigt job, tage ansvar for mig selv som voksen og færdiguddannet. Det er meget mere trygt at udskyde det ved at springe fra studiet og kun have småjobs. Tænk engang – det er først gået rigtigt op for mig her efter ulykken, hvor jeg ser tingene i et helt andet lys! Jeg har faktisk lyst til at gøre studiet færdigt nu. For første gang ser jeg positivt på det. Jeg vil gerne arbejde med ernæring i fremtiden. Bruge min viden positivt til at hjælpe andre, enten spiseforstyrrede eller folk, som skal bygges op og få kræfterne tilbage. Og også gerne noget med kroppen. Hjælpe folk med at finde ro og afslapning og at føle glæde over deres krop. Derfor har jeg lyst til at gøre ernæringsstudiet færdigt og måske endda læse videre bagefter. Nu ved jeg bare ikke, om det kan lade sig gøre, for jeg har jo meldt mig ud af studiet. Men jeg har skrevet en mail til min studievejleder for at høre, om jeg kan få lov til at komme tilbage. Fuck, hvor har jeg været besværlig! Hvor er det dog helt utroligt, så meget en spiseforstyrrelse kan ødelægge – og hvor er det svært at mærke, hvad man vil, når man bryder 17


ud af skallen, fordi man ikke har været til stede i sin krop i så mange år! Sørme om der ikke også er sket noget på kærlighedsfronten. Jeg har præsteret at score i min tilstand. Søndag d. 12. august oprettede jeg en profil på dating.dk, og jeg faldt med det samme over en profil, som jeg blev tiltrukket af. Jacob, 28 år og bornholmer. Jeg skrev til ham, og han svarede tilbage. Fra søndag til søndag skrev vi frem og tilbage, men så blev jeg jo kørt ned mandag d. 20. august. Jeg gav en veninde mit login og fik hende til at gå ind på min profil og skrive til Jacob, at jeg ikke kunne komme til en computer, fordi jeg var blevet kørt ned. Hun skrev mit mobilnummer til ham, og så fik jeg en sms af ham, mens jeg lå på Rigshospitalet. Vi sms’ede sammen hver dag, og han ville endda komme og besøge mig, men det sagde jeg nej til. To dage efter jeg kom hjem fra hospitalet, fik han lov til at komme og besøge mig, selv om jeg stadig lignede udskidt æblegrød. Vi sad i min seng og snakkede, og der var ingen kys eller kærtegn. Det var rigtig dejligt og afslappet, og jeg kan mærke, at jeg er tiltrukket af ham både fysisk og psykisk. Han er en flot fyr – især sødt smil og flotte øjne. Vi snakkede uden problemer, og der var ingen pinlig tavshed. Jeg synes, at det er utroligt, at han overhovedet gider se mig. Han kunne jo lige så godt vælge en rask pige på dating.dk – jeg ved jo ikke, hvornår jeg kan gå og bevæge mig helt normalt. Dvs. gåture, sex og andre normale kæresteting må vente et stykke tid. Og det er han altså villig til. Han vil lære mig rigtigt at kende, og så kommer det andet jo også på et tidspunkt. Jeg tror, at det kan blive til noget mellem os. Men ... jeg 18


mærker angsten. Angsten for nærhed, angsten for at han skal lære mig at kende, angsten for at starte et forhold med alt hvad det indbefatter, angsten for ikke at være god nok til ham og usikkerheden over, om han virkelig kan mene, at han synes, jeg er sød, sjov og køn?! Jeg kan mærke, at jeg rigtig gerne vil give slip på kontrollen på kærlighedsområdet også, for jeg vil gerne have et forhold. Jeg vil ikke ende alene. Jeg vil have én at dele alting med. Men det skræmmer mig samtidig så ufattelig meget, og jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne give ham en chance. Det er nøjagtig det samme som min angst for at gennemføre studiet, blive voksen, tage ansvar og fungere selv uden at skulle have spiseforstyrrelsen som flugtmekanisme. Thomas har sagt til mig: »Hvor meget skal du komme til skade, før du tør springe helt ud i livet med alle de krav, der følger med? Skal du have ødelagt dit andet ben også eller hvad?« Han sagde det med et glimt i øjet – men det fik mig virkelig til at tænke.

Tankevækkende tv-program, fredag d. 14. sep. 2007 I går aftes så jeg et program i fjernsynet, hvor to normalvægtige, sunde kvinder på min alder lavede et eksperiment med deres krop. I fem uger skulle de prøve at leve fanatisk, som en anorektiker gør. De skulle leve af ca. 800 kcal om dagen, og samtidig skulle de træne både konditionstræning og styrketræning. De tabte sig selvfølgelig, men det mest skræmmende var, at deres mentale tilstand ændrede sig totalt. Fra at være normalt fungerende og normalt tænkende 19


blev de triste, ukoncentrerede, forvirrede over, hvad de ville, og de blev sygeligt fokuserede på mad. Før havde de ikke tænkt over, hvad de spiste, men nu tænkte de på mad døgnet rundt. Alt det, de ikke måtte spise. En af kvinderne fortalte endda, at hun havde set en lille pige sidde og spise en kage, og hun havde været lige ved at hugge kagen ud af hånden på pigen! I de to sidste uger af eksperimentet blev de bange for at spise. Tanken om mad i maven gjorde dem nervøse. Den ene af dem oplevede af og til ukontrollerede ædeflip, og hun havde lyst til at kaste op. Da de stoppede eksperimentet var de psykisk ude af balance og havde kun energi til at tænke på mad og træning. Den ene kvindes kæreste fortalte, at han næsten ikke kunne holde hende ud mere, og at han var glad for, at det kun var et eksperiment i fem uger. Han følte, at hun slet ikke var til stede. Tænk engang: De to kvinder skulle leve sådan i fem uger. FEM UGER!! Jeg har levet med en spiseforstyrrelse i 11 år. At jeg har svært ved at finde ud af, hvem jeg selv er, hvad mine drømme er, hvad jeg interesserer mig for, og at jeg ikke kan koncentrere mig, er pludselig ikke så svært at forstå, vel? For selv om jeg selvfølgelig ikke har levet af 800 kcal hver dag i 11 år, så har jeg det meste af tiden levet fanatisk, kontrolleret og absolut ikke fået tilstrækkeligt med næring. I perioder har kalorieindtaget helt sikkert kun ligget omkring 800 kcal om dagen og også i længere perioder end fem uger – og selv om jeg i andre perioder har indtaget flere kalorier, har det heller ikke været optimal og normal mad. Så har det været slikflip og efterfølgende bræk, og de flere kalorier har derfor ikke givet mig brugbar næring og energi 20


alligevel. Jeg har været underernæret i alle årene – også i de perioder, hvor min vægt ikke har været alt for lav. Er det så underligt, at jeg først skal til at bygge mig selv op nu og finde ud af, hvem jeg er, når mit »eksperiment« har varet 11 år og ikke blot fem uger?

Onsdag d. 19. sep. 2007 Jeg bliver altså ved med at tænke over det tv-program, og det har lettet mig lidt på den måde, at jeg nu kan se, at det nok ikke er så underligt, at jeg ikke ved, hvem jeg er, eller hvad jeg vil. Mit 11-årige »eksperiment« har slukket for mine drømme, lyster og for mig. Men jeg kommer altså ikke videre ved at svælge i, hvor ærgerligt og hvor synd det er for mig. Fortid er fortid, og nu gælder det fremtiden, som jeg kan skabe, som jeg vil. Derfor vil jeg love mig selv følgende: Jeg vil hele tiden følge min intuition, så jeg ender med, at mit job er min passion. Jeg vil lave det, som gør mig glad. Ø Jeg vil få samlet mine dagbøger, så de kan udgives som en roman. Andre må kunne bruge min historie til noget. Ø

Vejen frem må være at bruge den selvopfyldende profeti – altså at jeg skal fokusere på alt det, jeg vil, og ikke fokusere på det, jeg ikke vil. Husk Mille: Man skal tro på sine ønsker dybt ind i sjælen. Skriv ønskerne ned og fokuser på det. Det, du sender ud, er det, du får igen.

21


Hvor ser du godt ud af Mille Eigard Andersen