Issuu on Google+


Af samme forfatter: Glimt (digte) Testamentet (erindringer)

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 2

28/08/13 14.15


AN N E LI N N ET

Hvor kommer drømmene fra?

People’sPress

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 3

28/08/13 14.15


Hvor kommer drømmene fra? Copyright © Anne Linnet 1999 Copyright denne udgave © People’sPress 2013 Omslag: Rasmus Funder Forsidefoto: Tine Harden Bogen er sat med Garamond hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Bookwell ISBN 978-87-7137-248-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland 2013

www.annelinnet.dk

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 4

28/08/13 14.15


F Ø D S E LS A N S TA LT E N · 1

Nattens lyde

Natten er sort – Ib er sort – lyden af nøgne barnefødder mod det kolde linoleumsgulv på gangen ud til køkkenet – mine fødder styrer sikkert mod hundekurven under køkkenbordet – Ib gør plads så jeg også kan være der – Ib er varm, og hans sorte pels krøller så blødt. Her er mørkt og rart at være – jeg ligger der bare et stykke tid, så går jeg ind til mig selv igen – eller jeg går ind til mor og vil ligge i sengen mellem hende og far – jeg elsker allerede nætterne. Nætterne har en egen ro, og lyden af mine brødre der sover og far der snorker er en rar og tryg lyd – jeg står stille og holder vejret for at mærke den helt – nogle gange lunter Ib efter mig når jeg har ligget i hans kurv og er på vej tilbage – så lyder det helt fantastisk i gangen på linoleumsgulvet – mine fødders bløde klask og hans kløers korte kastagnetter blander sig og giver genlyd. Natten er meget mere fuld af lyde end dagen, eller også har ørerne det bare anderledes fordi de lytter. Om dagen prøver de jo nærmest at slippe fri for så mange lyde som muligt. Jeg har fået en lillebror – når han indimellem skriger prøver ørerne at lukke lyden ude, og mors scooter larmer – især når den starter – så prøver ørerne at dæmpe lyden – alle dem der snakker – nogle der råber – ørerne øver sig i at lukke af for noget af al den larm. Nej – natten er meget mere mig – så åbner ørerne sig helt op – folder sig ud som blomster og nyder allermest når der indimellem er helt stille. 5

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 5

28/08/13 14.15


fødselsanstalten · 2

Midt imellem alting

Jeg kigger ned i min lillebrors vugge – det er som at kigge ind i et lille telt – alt er hvidt med blå blomster på – dynen er også hvid med små blomster på – han ligger lunt i denne fine verden og pludrer – han ligner mig, siger de voksne håbefuldt, for mine store brødre er ved at rive hovederne af hinanden. De fylder luften med råben og skrigen og er i evig krig om at turde mest – de voksne har ikke et ledigt øjeblik – mor har store bryster og tømmer dem ustandseligt over i lillebror mens far træt forsøger at mægle mellem Niller og Lars når han endelig er hjemme. Jeg er midt imellem alting – jeg er ikke stor – jeg er ikke lille – jeg har en fin kjole på og får lov til at være i fred. Indimellem bliver jeg vist frem som det mest fredsommelige eksemplar far og mor har kunnet præstere, og min far er svært stolt over at have fået en pige. I fars familie har man altid haft svært ved at producere piger – der har højst været en pige i hver generation, og hun er altid kommet til at hedde Anne eller Kristine. Jeg hedder Anne Kristine og ved ikke om det betyder at jeg er en blanding af bedstemor og faster Anne, eller om jeg bare hedder det for at gøre dem begge to glade. Jeg tror ikke der ligger nogen dybere tanker omkring genfødsel bag det navn jeg har fået, for far kommer fra en bondeslægt i Sønderjylland, hvor man har mere travlt med at snakke om hvordan kornet står og hvordan det fremavlede kvæg tér sig, end at beskæftige sig med luftige emner man ikke kan tage og føle på. Hjemme på bondegården 6

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 6

28/08/13 14.15


kalder de mig altid Lille Anne, og jeg synes jeg hører sammen med far, for ham kalder bedstemor for Lille Peder. Bedstemor er en lille spinkel kvinde i en fin sort sofa – kaffekopperne er hvide og ser ud som om de tilhører en lilleputverden når bedstefar holder i hanken og tager koppen op til sin mund – hans store næver ligner en kæmpes – han er også selv en kæmpe – over to meter høj og bred som en landevej over skuldrene. Bedstefar er sød ved bedstemor, han er nok bange for at være for voldsom når han nu er så stor og hun er så lille – han siger ikke så meget – kun søde ting til hende. Hun ser ud til at være meget glad for ham selv om jeg aldrig har set dem kysse – det gør man nok ikke når man er så gammel. Bedstemor har rynker over det hele, og når hun smiler har hun endnu flere – hendes hår er lysebrunt og gråt og samlet i nakken – hvis en dansker kan være japaner så er hun sådan en – så lille og fin – og sådan et menneske går rundt mellem store gamle tunge skabe. Alting skinner og er så rent – marmorgulvet i hallen er en spejlblank glidebane, og sølvtøjet der er overalt kan man spejle sig i. Bedstefar har fået det meste af det for sin kvægavl, og der står mærkelige navne og årstal bag på gaflerne og skeerne. Bedstemor laver de bedste frikadeller og de bedste benløse fugle i verden, og vi får altid kartofler. Nå vi spiser middag hos bedstefar og bedstemor som nu bor på aftægt i det røde murstenshus i udkanten af Rørkær, er dugene mere hvide end noget andet sted i verden og stearinlysene i sølvstagerne skinner og Lars og Niller skal sidde stille. Det kan de ikke, Lars laver hoveder til Niller så snart far kigger væk et sekund – så sparker Niller Lars over benet under bordet – Lars bliver rød i hovedet men kommer kun med en lille jamrende lyd – far kigger op – så snakker han videre med bedstefar. Øjeblikket efter stikker Lars to fingre i næsen og to i mundvigene og vrænger igen ad Nil7

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 7

28/08/13 14.15


ler, som sparker hamrende hårdt under bordet – han rammer et bordben og jamrer sig mens bordet ryster og glassene klirrer, og Lars griner og far bliver vred og jager dem begge to op i seng: Slut, ikke mere aftensmad, i seng med jer. Jeg hjælper bedstemor ind med desserten og ser at hun går ovenpå med to tallerkner til drengene. Om aftenen starter den gode summen af stemmer når man er blevet træt og ikke længere gider høre hvad de voksne snakker om. Mændene ryger cigar. Min fars bror onkel Hans er kommet til aftenkaffen og de snakker deres sønderjyske som man skal koncentrere sig for at fatte noget af – men det er også lige meget nu når man er træt og stemmerne bliver til en syngende summen på sønderjysk. Jeg bliver lagt i seng og falder i søvn til lyden af Lars og Niller der ligger og siger »Møjn i æ gaf« – »Do ka sgu sjel væj møjn i æ gaf« – så griner de og efterligner far og Hans og siger »Do Pejder do – do’ skoda tombe« – »Æ – Hans do ka sko da sjel væj tombe – møjn i æ gaf.«

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 8

28/08/13 14.15


illerupvej

Nye lyde

Hjemme i Århus flytter vi fra Fødselsanstalten og op på Illerupvej. Det er et nybygget boligkompleks, og vi får mere plads. Vi bor i stuen og har altan lige ud til en lille græsplæne og et busstoppested hvor busserne bremser op og holder stille og starter og speeder op døgnet rundt. Vi vænner os til lydene, og en dag har Lars fundet på at binde en lang snor i en pung og lægge pungen ud til busstoppestedet – så ligger alle gadens unger under vores altan og venter spændt på at nogen skal samle pungen op. I samme øjeblik vi ser en gammel dame bukke sig ned, hiver vi i pungen og spæner væk. En af de helt store attraktioner er når der sker en ulykke på Randersvej oppe ved tanken. Som regel kan man høre ulykken før den sker – bremser der hviner så luften bliver slået i stykker, og så et ordentligt brag. Det er noget der kan få gadens unger til at løbe stærkt, alle skal op og se hvad der nu er sket. Jeg er for lille, jeg må ikke gå op til Randersvej – jeg har egentlig heller ikke lyst – og nøjes med de andres beretninger om afrevne ører de selv har set ligge og flyde på vejen og væltede tankvogne og motorcykler. Ved middagsbordet om aftenen udmaler Lars og Niller hvad de har set på Randersvej, og far siger at vi godt kan belave os på at ingen af os nogensinde får lov til at køre på motorcykel – han står jo og lapper de unge mennesker sammen oppe på hospitalet og har det så svært med at mange af dem er mærket af sådan en ulykke resten af livet. 9

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 9

28/08/13 14.15


Jeg nøjes med min trehjulede cykel ude på asfaltvejen ved legepladsen, men en dag har jeg fået for meget fart på, og der ligger en sten i vejen – jeg ryger ud over cykelstyret og knalder hagen i asfalten – jeg skriger og der er blod overalt – nogle voksne kommer løbende til og bærer mig ind i vores lejlighed. Heldigvis er far kommet hjem og han vasker min hage og siger at det ordner vi med det samme. Jeg bliver lagt op på bordet i stuen og far henter nål og tråd – det gør ikke ret ondt siger han – jeg synes nu ikke han har ret, men ligger helt stille så det kan blive pænt. Han syr seks sting, og så er jeg så god som ny. Carl og Dorte er et ældre ægtepar der bor i samme ejendom, men i en anden opgang. Vi kender dem ikke, men jeg er meget interesseret i at lære dem at kende, eller rettere, lære deres hund at kende – det er en gravhund der hedder Fuppe. Når de kommer gående med Fuppe løber jeg altid hen for at snakke med den – jeg spørger også om jeg må gå tur med den – det må jeg ikke, for jeg er for lille og sæt der skete noget med Fuppe. Fuppe er nummer fem i rækken af Fupper, for hver gang den ene Fuppe dør, så får de bare en ny Fuppe der ser fuldstændig ligesådan ud. Det synes jeg er underligt – at det sådan næsten er ligegyldigt lige præcis hvad for en det er – nå, men jeg kan jo være ligeglad, jeg kender ikke de gamle Fupper men kun denne her, som jeg synes er rigtig sjov – jeg vil da gerne prøve at give den mad – og før Carl og Dorte har set sig om har de mig rendende i en uendelighed. Jeg ringer på døren og spørger hvordan min ven Fuppe har det – om ikke jeg skal hjælpe med at give den mad eller børste den lidt – eller noget andet. Far og mor er ikke begejstrede. Jeg snakker om at jeg vil op at bo hos Carl og Dorte. Far og mor diskuterer i stuen om aftenen, de er enige om at jeg knytter mig for hurtigt til vildfremmede mennesker – jeg falder i søvn til lyden af voksne der snakker og hvisker. Næste dag bliver Carl og Dorte inviteret til te, og Fuppe går rundt og snuser. Jeg får lov til at prøve at 10

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 10

28/08/13 14.15


overnatte oppe hos Carl og Dorte, som synes jeg er mægtig sød, og nej, de har ikke selv børn, de kan ulykkeligvis heller ikke få nogen. Oppe hos Carl og Dorte er alting helt anderledes, her er god tid til alting – alting går så langsomt, og der er ikke store brødre der larmer og slås, der er bare mig og så Fuppe, og dens kurv bliver stillet ind ved siden af den seng hvor jeg skal sove – jeg synes her er så rart og roligt og falder i søvn med den ene hånd nede på Fuppes lille hoved. Om morgenen er der dækket et fint morgenbord og jeg får kogt æg og ristet brød, og Dorte går rundt og er fin i en kimono og jeg synes det er utroligt at der kan være så stille og hyggeligt ved et morgenbord – nede hos os er der altid en farlig ballade om morgenen – Lars der hamrer på døren til toilettet og råber »Bli’ så færdig Niller – nu’ det sgu’ min tur« – og ved morgenbordet rækker de mærkeligt nok altid ud efter det samme stykke brød og skændes om hvem der har ret til det. Nej, sådan en morgen hos Carl og Dorte, det er den rene ferie. Da jeg lidt efter bliver afleveret nede hos os selv hører jeg Dorte sige til mor at det har været en fornøjelse, og at hende og far bare skal sige til, så kan jeg altså godt sove oppe hos dem igen. Det er faktisk lidt rart at vide at man sådan kan komme på en lille hurtig ferie hvis man skulle få lyst.

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 11

28/08/13 14.15


amtss ygehuset · 1

Verden går til nummer 21

Vi er flyttet til Tage Hansensgade lige ved siden af Amtssygehuset. Vi bor i nummer 19, og verden går til nummer 21. Så er der ikke mere – kun en uendelig række af røde mursten, og nummeret 23 har jeg da set, men jeg løber tilbage i sikkerhed. Alting foregår omkring nummer 19 og anden sal til venstre. Jeg ligger i den underste køje, og Niller har et værelse for sig selv. Lillebror er kommet til at hedde Kinge – det bliver han i hvert fald kaldt, selv om han er blevet døbt Søren. Der går ikke lang tid i Tage Hansensgade før Lars er berømt også længere væk end nummer 21 – han er en helt fordi han er frygtløs. Leif ovenpå er kommet til at låse sig selv inde på værelset og ingen kan få døren op. De voksne prøver og prøver og er ved at være desperate – så kravler Lars op ad et nedløbsrør uden på bygningen helt op til tredje og svinger sig ind på altanen og holder Leif med selskab mens gadens unger står og hujer nede i gården. Så kravler han ned til os selv på anden og henter bananer og æbler, og så op igen til indelåste Leif på tredje. Vi klapper alle sammen helt vildt og synes at han har da reddet Leifs liv – mindst. Det bedste er når der en gang imellem pludselig lyder de der underlige toner der flyder sammen på en mærkelig sammenfiltret måde nede fra gården – det er manden med harmonikaen, der spiller »En sømand har sin enegang« og andre vemodige sange – men selv om det lyder så ensomt er der noget festligt 12

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 12

28/08/13 14.15


over ham og alle vinduerne der bliver slået op – vasketøjet der blafrer i gården og alle de små hvide pakker med småmønter der lander som matte lydbobler på cementen – jeg pakker selv nogle småmønter ind i et stykke papir og kaster derned – jeg prøver at kaste hen i nærheden af ham uden at ramme. Da sangen er færdig bukker han og går rundt og samler pakkerne op – ned i de store lommer med dem, og så en ny sang. Jeg kan godt li »Jeg har en ven, en rigtig sejler« – i det hele taget kan jeg godt lide alt det med sømænd – det er så ensomt og så stort og smukt – det er altid noget med nogen der længes og havet der skiller nogen der elsker hinanden eller nogen der går og venter i det uendelige – det er altid store følelser oppe imod naturens kræfter og nogle nødvendigheder jeg ikke forstår. Om vinteren har harmonikaspilleren vanter på, men han har klippet huller yderst i fingrene for at kunne spille – hans ånde står ud i luften som tåge og tonerne hænger frostklare i luften længe efter han er gået videre. Jeg elsker harmonikaspilleren og tænker over om en pige mon kan blive sådan én – men det kan hun jo nok ikke, og jeg gider i hvert fald ikke gå rundt og være lige så beskidt som han er. Vi skal lave cirkus. Det vil sige, de store drenge vil lave en cirkusforestilling – jeg er for lille. Jeg får lige med nød og næppe overtalt dem til at jeg kan være sygeplejerske i en sketch der handler om en der er syg – joh, det kan jeg måske godt få lov til – der er egentlig ikke brug for en sygeplejerske – det er da nok med en læge og en patient – men ok – jeg kan komme ind med et eller andet, eller tørre patientens pande. Nede i kælderen under nummer 23 har nogle af drengene fundet en gammel ost i et kælderrum – den er så ulækker, med mug over det hele, og stinker fælt – en af drengene, en stor klodset en, siger at den tør han da godt spise – så bliver alle enige om at det 13

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 13

28/08/13 14.15


skal være hovednummeret i cirkusforestillingen. Alle gyser, og der er ingen der rigtig tror på glansnummeret, men osten bliver gemt til den store dag. Der bliver sendt invitationer ud til alle forældre og søskende og sat opslag op i trappeopgangene: stur

stur nummer – sensation – det altædende monster – tryllekunstner – den stærke mand – cirkus – cirkus – kom og se – cirkus i kælderen under nummer 19. Jeg er meget nervøs, det er jo min debut – alle forældre og søskende køber billet og bliver sat på klapstole og på skødet af hinanden, kælderen er stuvende fuld. Alting kører helt fint, der bliver grinet og klappet og snart er det min tur – patienten kommer ind til lægen og siger at han er vældig vældig syg, og lægen siger: »Nå, men så læg dig ned og lad os kigge på dig« – jeg kommer ind med hvidt forklæde og dupper patientens pande – han sveder – han er lige så nervøs som jeg – og jeg står og holder et hvidt klæde så publikum ikke rigtig kan se hvad der foregår med patienten, som i al hast får klistret en masse kopper på sin bare mave – så lægger vi et hvidt klæde over ham og jeg går til side – lægen går hen og rager ham lidt i halsen og siger »sig ahh,« og patienten siger ahh – lægen klør sig i nakken, så tager han det hvide klæde væk og siger jamen de har jo kopper! Alle klapper, patienten rejser sig og halvdelen af kopperne falder af og smadres på betongulvet, og en af mødrene henånder »åh-nej«, men alle klapper endnu mere. Stor succes. Den store klodsede dreng afslører til sidst den indpakkede ulækre ost, og alle ser måbende til mens han fortærer den. Han er dagens helt – i vores gade tør man. Vi skal i avisen – stor sensation i gaden – men det er nu kun vores lille familie, og det er fordi mor er tandlæge, og fordi vi altid får en lille skål med frugt inden vi skal i seng. Så kommer der en fotograf fra Århus Stiftstidende og tager et billede af os fire unger. 14

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 14

28/08/13 14.15


Vi skal sidde i nattøj og slåbrok på rad og række på en seng med hver sin skål frugt og sige »Ah« eller »Amn« og se ud som om det bare er det bedste i verden, og så vil de skrive om hvor sunde tandlægens egne børn er. Alle gadens unger er stimlet sammen nede på gaden, og vi råber ud ad vinduet hvordan det går med at få taget det billede til avisen. Til sidst lukker mor vinduet og siger, at nu skal vi altså sidde stille og sige ah og amn. Det bliver et mægtig flot billede, og det er bare helt utroligt – tænk, nu har vi været i avisen. Mor har også fundet på at jeg skal gå til ballet – jeg ved ikke rigtig om jeg synes det er en god ide, men jeg indvilliger i at gå med og se hvordan det er – med det der ballet. Her er flest piger, faktisk er her kun to drenge, og det er nogle værre dukse at se på. Pigerne har de fineste balletdragter på, og det hele foregår i en kæmpestor sal med parketgulv. Vi skrider hen over gulvet i grupper, og de voksne, næsten alle sammen mødre, sidder langs væggen og synes det er så yndigt. Det der interesserer mig mest er nu det store sorte flygel der står nede for enden og en mand der hedder hr. Lehmann som spiller. Hver gang jeg kan komme til det, render jeg ned til ham og kigger på hans fingre, der løber så let op og ned ad tangenterne – der er noget magisk over flygelet, det suger mig til sig som en magnet, og jeg får lov til at sidde på skødet af hr. Lehmann og se på hans fingre der har deres eget sære liv, når min gruppe ikke lige skal feje elegant hen over dansegulvet. Jeg sidder det meste af tiden hos hr. Lehmann, og mor spørger om jeg overhovedet vil gå til ballet, men nu er der ikke ti vilde heste eller noget som helst andet i verden, der kan få mig til at ville andet end ballet – og hr. Lehmann. Hr. Lehmann er min ven, og jeg mærker et fællesskab med ham, som jeg ikke har oplevet med nogen voksen før. Han er en ældre mand med gråt hår, og alligevel sker der noget mærkeligt når vi sidder ved klaveret, så er det som om vi er lige gamle. 15

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 15

28/08/13 14.15


* Mor får den ide at jeg skal gå hos Jette Tikjøb nede på Århus Musikskole, når jeg nu er så glad for musik. Jette Tikjøb er en fantastisk dame med en rar stemme, og vi sidder i et lokale der vender ud mod Guldbergsgade. Her hører vi »Peter og Ulven« af Prokofiev, og hun fortæller, at nu kan vi høre at ulven kommer, og at her skal vi lytte efter hornene, det er jægerne der kommer, og her er det lille Peter der kommer, det kan vi høre på melodien – jeg synes det er sjovt som musikken kan fortælle historier, men fru Tikjøb siger hele tiden »hvor er du henne Anne?« Ja, jeg sidder her jo stadigvæk, jeg kiggede bare ud ad vinduet – det gør jeg hele tiden – kigger ud ad vinduet – når jeg kigger op kan jeg nemlig se en stribe af himlen, og det er bare så godt at høre musikken og se op på himlen – mærkeligt nok er det som om man mærker musikken bedre på den måde, og som om man kommer mere ind i sig selv sammen med musikken når man kigger på himlen i stedet for at kigge på stole og borde og de andre der sidder her. Fru Tikjøb bliver ikke sur, for hun kan jo godt mærke at jeg følger med alligevel. Hun lader mig bare være i fred, så jeg kan opleve musikken på min egen måde, og jeg bliver mere og mere glad for hende – hun er ligesom en mor der glæder sig over at hendes børn er forskellige.

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 16

28/08/13 14.15


amtss ygehuset · 2

Fuglestemmer

Anderbæ hedder egentlig Andersen, men har fået sit øgenavn fordi han altid er efter os børn. Anderbæ er pedel for lægeboligerne på Tage Hansensgade og hospitalsgartner på Amtssygehuset. Han går rundt i en kedeligbrun kedeldragt, og altid når det er allermest spændende skal man spæne, fordi der bliver råbt: »Anderbæ kommer – Anderbæ kommer.« Han havde den frækhed at tage alle gadens juletræer, der var blevet kastet ned fra altanerne og lå omme i gården, over til hospitalets afbrændingsskakt hvor han kværnede dem ned i flammerne et efter et mens vi stod og råbte ad ham: »Anderbæ – Anderbæ,« for vi havde jo selv lige tænkt os at lave et gigantisk bål nede i gården. Når vi stjæler blommer og mirabeller om efteråret i hospitalets have nede ved skråningerne, har vi altid en udkigsvagt der sidder oppe i et træ og spejder efter Anderbæ. Hospitalshaven er det bedste jeg ved. Jeg kender alle mirabelletræerne og har mine favoritter. I en del af haven – som er kæmpestor – er mirabellerne gule, sådan rigtig knaldhamrende gule – det er så flot – så er det bare om at finde dem der ikke er melede i smagen – det er som regel også dem der er smukkest i farven. Jeg går af og til herover helt alene. Det bedste er at klatre rigtig højt op i et af de store træer, sætte sig godt til rette og nyde mirabellerne. Hele verden er så smuk heroppefra – nede under træerne er der jo bare almindeligt, heroppe i trækronerne kommer solen igennem bladene på en helt speciel måde, det er som 17

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 17

28/08/13 14.15


om alting bliver så flagrende og alligevel meget mere roligt, lidt ligesom når man er ude på havet og solen glimter i vandet. Men heroppe kommer man pludselig ind i fuglenes verden – her er så let – jeg føler mig selv så let som en fjer og synes egentlig lidt jeg er en fugl – i starten skræpper fuglene altid op – men når jeg har siddet her et stykke tid er de ikke længere bange – så glemmer de at jeg ikke er en af dem – og de hopper rundt fra gren til gren – ganske tæt på – og synger så jeg kommer til at grine – her kan jeg sidde i solen en halv dag og spise mirabeller og føle mig som en fugl. Når mørket falder på kravler jeg ned og går hjem, let som en fjer. En dag hvor jeg er på vej hjem fra min verden med fuglene går jeg en anden vej end jeg plejer gennem haven. Haven er kæmpestor, og lige præcis her har jeg aldrig været før. Det går op for mig at jeg heller ikke kender træerne, som ser ret underlige ud. Solens sidste stråler trænger lige akkurat igennem trækronerne og det er begyndt at blæse op – de ser da godt nok underlige ud de træer – det er som om der hænger orm ned fra dem alle sammen – jeg begynder at få det underligt – sådan nogle små dunede, dinglende orm der bevæger sig alle vegne hen over mit hoved, og der er ingen stier her – jeg må skubbe grenene til side – bare de der dunede orm ikke lader sig falde ned på mig – det blæser nu, og de dingler sgu ned fra grenene – jeg er ved at gå i panik – hvordan kommer jeg hurtigt ud af denne del af haven – jeg siger højt Kære Vor Herre, kære Vor Herre, jeg skal nok være en sød lille pige, bare du viser mig en hurtig vej ud herfra. Kort efter er jeg ude på en af stierne og spæner hjem så hurtigt jeg kan. Aldrig har jeg været så glad for at ligge i min seng om aftenen og høre mor synge: »Nu lukker sig mit øje – Gud Fader i det høje – i varetægt os tag – fra synd og sorg og fare – din engel os bevare – som ledet har vor fod i dag – amen i Jesu navn.« Åh 18

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 18

28/08/13 14.15


hvor jeg synes det er dejligt at have en mor der synger sådan hver aften når jeg skal sove – så kan Lars og Niller for min skyld prutte og fise og drille hinanden i det uendelige, indtil de voksne inde fra stuen råber: »Ka’ vi så få noget ro.« Mor er vild med fuglestemmer ligesom jeg; hun har nogle plader med fuglestemmer på, og dem hører hun tit om eftermiddagen når hun kommer hjem fra arbejde. Der er alle mulige slags, men jeg ved at hun er allermest vild med nattergalen, den kan hun sætte pickuppen tilbage på mange gange i træk. Jeg tror hun synes den er så fantastisk fordi den både har noget smukt og sorgfuldt over sig – som om den samtidig kalder på nogen og på sig selv, men vi snakker aldrig om det – det er mors verden, og hun kan kende alle fuglene fra hinanden og kan huske alle deres navne. Nogle gange spørger hun: »Kan du høre hvad det her er for en?« – men jeg kan ikke huske deres navne på deres sang – kun bogfinken, for det er den, der stammer, den siger »det, det, det, det ka’ jeg sig’ lige så tit det ska’ vær’.« De andre fugle kan jeg bare huske fra hinanden på lyden. En gang imellem skal vi på fugletur. Vi bliver alle sammen vækket midt om natten og får træningsdragt på, og så er det ud i bilen. Vi kører ud i en skov og trasker rundt mens det begynder at blive lyst – Lars og Niller går som sædvanlig og niver hinanden, og mor siger »Shhhh … hør lige … det er en …,« og så siger hun et fuglenavn og vi står og lytter lidt før vi går videre. Det er meget hyggeligt når vi først er vågnet rigtigt op, og skoven er så flot i det første morgenlys. Vi balancerer på træstammerne, der ligger afsavede i lange rækker og far finder en kæp han bruger som stok, som om han er en gammel mand – det er han jo ikke, men jeg tror han kan lide fornemmelsen af træ. Så går vi og småsnakker lidt og lægger mærke til alle de små ting – til snegle og blade og mos og et træ der har vokset sig helt krøllet, og den 19

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 19

28/08/13 14.15


måde lyset kommer ned gennem de forskellige træers krone på, og mor siger hvert andet øjeblik »Shhhh … prøv lige at lytte til den her … det er en …« Hun kan næsten dem alle sammen, og hun går ikke og roder i skovbunden og kigger efter småting, hun kigger hele tiden op og lytter efter fuglene. Hun ved også hvad tid de forskellige fugle vågner på – jeg tror bare de vågner samtidig sådan, bang, så er skovens dyr vågne – men nej, mor har fuldstændig styr på hvilke fugle der står tidligt op, hvilke der sover lidt længere, og hvilke der er syvsovere. Jeg synes min mor ved alt, og det er rart, for så behøver jeg jo ikke gå og huske på det, jeg kan bare spørge hende. Indimellem siger hun »snus ind«, så tager hun en dyb indånding og holder vejret lidt. Hun er helt vild med at fylde lungerne med frisk skovluft, og Lars og Niller fylder lungerne med luft og holder vejret mens de laver hoveder og gør sig skeløjede, og jeg kommer til at grine mens de bliver mere og mere blå i hovederne og far siger »Så, træk så lige vejret normalt!« Vi går hele vejen gennem skoven og ned mod vandet – det er helt utroligt at se havet heroppe fra skoven, man kigger ud gennem et lysegrønt bladtæppe hvor solen flimrer igennem og havet ligger som en stor skinnende, sølvdansende flade der bevæger sig i langsomme glidende sammenhængende småbølger op på sandstranden, hvor stenene ligger og stråler som juveler. Vi løber ned til vandet og går hen mod bilen langs stranden. Jeg sakker altid bagud når vi går langs stranden, og hører far og mor kalde langt borte fra. »Anne … kom nu …« Jeg går med øjnene søgende langs strandkanten – åh, hvis jeg kunne finde noget rav, det kan jeg ikke, men alle de små sten lyser så utroligt og forskelligt at det er umuligt at vælge nogen fra, de lander en efter en i min træningsdragts bukselommer, der snart tynges så meget ned at bukserne er ved at ryge af, og jeg må holde dem oppe mens jeg indhenter de andre. 20

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 20

28/08/13 14.15


Det er selvfølgelig lykkedes både Lars og Niller at få våde sko og strømper fordi de kun har kunnet undgå hinanden ved at løbe ud i vandet. Lars er våd til op på lårene, og nu vil mor altså hjem, hun synes ikke det er spor sjovt, og nu bliver bilen svinet til af alt det sand de slæber med, og det skulle bare have været en fugletur og se nu hvad det har udviklet sig til – vi skal have hele Ballehage med hjem i lejligheden.

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 21

28/08/13 14.15


amtss ygehuset · 3

Labyrinten under jorden

Hospitalets underjordiske gange suger som en magnet – at suse rundt hernede er som at bevæge sig rundt i en stor labyrint – jeg er lidt nervøs for at fare vild, for ikke at kende gangen rundt om det næste hjørne – det kildrer lidt i maven, ikke så meget i starten hvor jeg kun kommer her sammen med de store drenge der kender gangene godt – men jeg er begyndt at komme her alene, eller sammen med Leif, oppe fra lejligheden over os, han er lige så gammel som jeg. Gangene er gule, som om solen kommer helt herned, og der er gråt linoleum på gulvene. Det er her portørerne huserer, de har et stort omklædningsrum med træbænke og metalskabe med lås på. Jeg er blevet gode venner med Bolle. Han er den rareste af portørerne – når han ser mig siger han altid »Nå, der er du, kom så her.« Så kommer jeg op på hans portørscooter, og så drøner vi af sted – ned ad gangen – rundt om hjørnet – ned ad gange jeg ikke kender – vi suser af sted, og jeg synes at Bolle er den sjoveste voksne jeg kender. Han synes også det er sjovt hvis jeg råber et eller andet, bare for at høre lyden suse rundt og lave ekko. Så kører vi ned til hospitalsbageriet, det ligger nemlig hernede under jorden. Han standser scooteren, og vi går ind til damerne i de hvide kitler – puh hvor er her varmt, og så lugter her så dejligt. »Jah, vi skal lige have nogle boller,« siger Bolle. »Vi har dampende wienerbrød,« siger de hvide kitler. »Jamen så tager vi også lidt af det,« siger min helt, og så står vi og gufler det i os, eller også 22

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 22

28/08/13 14.15


fræser vi over i omklædningsrummet og sidder der og griner og spiser frisk wienerbrød. Jeg er ikke så vild med omklædningsrummet – her lugter lidt for meget af mand – i hvert fald ikke sådan som min far lugter – min far lugter faktisk overhovedet ikke – han dufter – han dufter bare så godt – jeg ved ikke hvad det er for noget duftevand han bruger, men det er bare så rart – her i omklædningsrummet lugter der af prustende mænd der skifter skjorte og tager kitler på – de kigger også underligt på Bolle og mig, som om der sku’ være noget underligt i det – og de driller Bolle: »Nåh, er din lille veninde der nu igen?« Bolle er da ligeglad – men en gang imellem siger han: »Så, nu må du altså hellere smutte hjem igen.« Så sætter jeg mig op på en af vognene med vasketøjssække, og Bolle kører mig over til en af udgangene der er tæt på hospitalsindgangen, det er alligevel på vejen over til vaskeriet. Jeg ved ikke hvem der har sladret – jeg har i hvert fald ikke – men en dag jeg kommer derover står Bolle og taler med far. De står der og snakker alvorligt i deres kitler, og far siger at han gerne lige vil have at jeg går med op på hans kontor. På vej op i elevatoren siger far, at ham der – hvad er det nu I kalder ham – han er da en sympatisk mand – men det er jo ikke så godt at jeg leger i hospitalskælderen – det er jo egentlig forbudt – det er jo lidt småfarligt med alle de transportvogne – og nogle af portørerne kører jo lidt stærkt, og de kan godt være generet af at vi unger suser rundt i kælderlabyrinten. Vi kommer op på fars kontor, og jeg står og kigger ud ad vinduet, ud over hele hospitalshaven – hvor er det flot heroppefra – jeg ser mine yndlingstræer i det fjerne og spørger far, om det så betyder at jeg aldrig må gå ned til Bolle igen – nej det betyder det ikke – det betyder bare at jeg skal tænke over at Bolle jo er på arbejde og måske ikke har så meget tid til at rende rundt med mig, selv om han måske synes det er hyggeligt. 23

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 23

28/08/13 14.15


»Har Bolle sagt at han ikke vil have jeg kommer mere?« »Nej, nej,« siger far, »det er jo bare fordi jeg gerne vil passe på min lille pige.«

PP_Hvor kommer drømmene fra_P.indd 24

28/08/13 14.15


Hvor kommer drømmene fra?