Kapitel II S TEGT F Å R
Bilbo sprang op, tog sin morgenkåbe på og gik ind i spisestuen. Der var ikke nogen at se, men alle tegn på et stort og hastigt morgenmåltid. Der var et forfærdeligt rod i stuen og dynger af snavset porcelæn i køkkenet. Så godt som hver eneste potte og pande, han ejede, lod til at have været i brug. Opvasken var så forstemmende virkelig, at Bilbo blev tvunget til at indse, at selskabet den foregående nat ikke havde været en del af hans onde drømme, hvad han ellers havde håbet en del på. Faktisk var han i sidste ende egentlig lettet ved tanken om, at de alle sammen var taget af sted uden ham, og uden at besvære sig med at vække ham („men uden så meget som at sige tak,“ tænkte han); alligevel kunne han på en måde ikke lade være med at føle sig bare en lille smule skuffet. Følelsen overraskede ham. „Vær nu ikke tåbelig, Bilbo Sækker!“ sagde han til sig selv, „sådan at tænke på drager og alt det forrykte nonsens i din alder.“ Han tog derfor forklæde på, fik gang i ilden, kogte vand og vaskede op. Derefter spiste han en fin lille andenmorgenmad i køkkenet, inden han gik i gang med spisestuen. På det tidspunkt var solen begyndt at skinne, og en varm forårsbrise kom ind ad den åbne hoveddør. Bilbo begyndte at fløjte højlydt og glemme alt om den foregående nat. Faktisk skulle han lige til at sætte sig ved det åbne vindue i spisestuen og begynde på en rar lille formiddagsmad, da Gandalf trådte ind. 52
Svens.dok.Hobbitten.indd 52
28/06/12 11.35