Issuu on Google+

Svens.dok.Hobbitten.indd 1

28/06/12 11.35


Af samme forfatter Silmarillion Ringenes Herre I-III: Eventyret om Ringen De to tårne Kongen vender tilbage Niels Bonde fra Bol Tom Bombadils eventyr Hr. Fryd Smeden fra Store Wootton Julemandens breve Roverandom Træ og blade Efterladte historier Húrins børn

Svens.dok.Hobbitten.indd 2

28/06/12 11.35


Svens.dok.Hobbitten.indd 3

28/06/12 11.35


Svens.dok.Hobbitten.indd 4

28/06/12 11.35


J.R.R. Tolkien

H o b b i tte n eller

U d o g hj e m i g e n P책 dansk ved Jakob Levinsen

Gyldendal

Svens.dok.Hobbitten.indd 5

28/06/12 11.35


Hobbitten eller Ud og hjem igen er oversat fra engelsk efter „The Hobbit or There and Back Again“ © The J.R.R. Tolkien Copyright Trust 1937, 1951, 1966, 1978, 1995  og Tolkien er registrerede trademarks og tilhører The J.R.R. Tolkien Estate Limited Omslag: Illustration v. J.R.R. Tolkien, courtesy of the Bodleian Library, Oxford Dansk bearbejdelse v. Sven Reiner Johansen Bogen er sat med Adobe Garamond Pro og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2012 ISBN 978-87-02-12852-9 www.gyldendal.dk

Svens.dok.Hobbitten.indd 6

28/06/12 11.35


IN D H OL D

Note om teksten Forord af Christopher Tolkien Forfatterens note I II III IV V VI VII VIII IX X XI XII XIII XIV XV XVI XVII XVIII XIX

Svens.dok.Hobbitten.indd 7

9 11 21

Et uventet selskab Stegt får Et kort ophold Over bjerg og under bjerg Gåder i mørket Fra asken og i ilden Sært logi Fluer og edderkopper Frit flydende tønder En varm velkomst På dørtrinnet Af dragens egen mund Ingen hjemme Ild og vand Skyerne trækker op En tyv om natten Skyerne brister Rejsen hjem Det sidste stykke

23 52 74 86 101 126 150 185 217 240 255 267 292 305 316 327 334 347 356

Oversætterens efterord

369

28/06/12 11.35


NOTE OM TE K S TEN

Hobbitten blev oprindelig udgivet i september 1937. Den anden udgave fra 1951 (femte oplag) indbefatter betydelige ændringer i et afsnit af kapitel V, „Gåder i mørket“, som får historien i Hobbitten til at hænge bedre sammen med dens fortsættelse, Ringenes Herre, som da var under udarbejdelse. Tolkien lavede yderligere nogle ændringer til den amerikanske udgave, som Ballantine Books udgav i februar 1966, og til den tredje britiske udgave (sekstende oplag), som George Allen & Unwin udgav senere samme år. Til den indbundne britiske udgave i 1995, som blev udgivet af HarperCollins, blev teksten til Hobbitten ført ind i tekstbehandlingsfiler, og der blev foretaget yderligere en række rettelser af trykfejl og misforståelser. Siden da er forskellige udgaver af Hobbitten blevet frembragt med udgangspunkt i denne digitaliserede tekstfil. I forbindelse med den foreliggende tekst er denne fil atter blevet sammenlignet linje for linje med de tidligere udgaver, og der er blevet foretaget yderligere en række rettelser for at kunne fremlægge en tekst, der så nøje som muligt svarer til Tolkiens planlagte endelige udgave. Læsere, som er interesseret i detaljerede gennemgange af de rettelser, som på forskellige tidspunkter er foretaget i teksten til Hobbitten, henvises til Tillæg A, „Tekst- og revisionsnoter“, i The Annotated Hobbit (1988) og J.R.R. Tolkien: A Descriptive Bibliography af Wayne G., Hammond, med bidrag af Douglas A. Anderson (1993). Douglas A. Anderson, maj 2001

Svens.dok.Hobbitten.indd 9

28/06/12 11.35


F O RO R D 1

HOBBITTEN blev oprindelig udgivet den 21. september 1937. Min far erklærede adskillige gange, at han tydeligt kunne huske at have skrevet den indledende sætning til Hobbitten. Lang tid efter erklærede han i 1955 i et brev til W.H. Auden: Det eneste, jeg kan huske om begyndelsen på Hobbitten, er, at jeg sad og rettede eksamensopgaver, grebet af den konstante træthed, som dette årlige hverv fremkaldte hos pengeløse akademikere med børn. På en tom side nedkradsede jeg: „I et hul i jorden boede der en hobbit.“ Jeg vidste ikke og ved ikke hvorfor. I lang tid gjorde jeg ikke noget ved det, og i nogle år kom jeg ikke længere end til, da Thrors kort bliver fremdraget. Men i begyndelsen af 1930’erne udviklede det sig til Hobbitten ... Men hvornår han skrev denne første sætning (som nu kendes på så mange sprog: In einer Höhle in der Erde da lebte ein Hobbit – Dans un trou vivait un hobbit – I holu i jörðinni bjó hobbi – In una caverna sorto terra viveva uno hobbit – Kolossa maan sisällä asui hobitti – Mέσα στή γή, σέ μιά τπα, ζοσε χάποτε ένα χόμπιτ) – det kunne han ikke huske. Lang tid efter nedskrev min bror Michael sine 1. Dette forord er et uddrag af forordet til Hobbitten. 50-års jubilæumsudgave, som udkom i 1987.

11

Svens.dok.Hobbitten.indd 11

28/06/12 11.35


Hobbitten minder om de aftener, hvor min far plejede at stå med ryggen til kaminen i sit lille arbejdsværelse i huset i North Oxford (22 Northmoor Road) og fortælle mig og mine brødre historier, og hævdede, at han fuldstændig tydeligt kunne huske den lejlighed, hvor min far sagde, at han ville begynde at fortælle os en lang historie om en lille skabning med pelsklædte fødder, og spurgte os, hvad han skulle hedde – for så selv at svare og sige: „Jeg synes, vi skal kalde ham en ‘Hobbit’.“ Da min familie flyttede fra det hus i begyndelsen af 1930, og da min bror havde gemt historier, han selv havde skrevet som efterligninger af Hobbitten, og som var dateret „1929“, var han overbevist om, at Hobbitten i hvert tilfælde ikke „begyndte“ senere end det år. Han var af den opfattelse, at min far havde skrevet den indledende sætning, „I et hul i jorden boede der en hobbit“, sommeren før han begyndte at fortælle os historien, og at han gentog disse indledende ord „som om han fandt på dem som et øjebliks indskydelse“. Han huskede også, at jeg (som da var fire eller fem år gammel) var stærkt optaget af konsistens i detaljerne og på et tidspunkt afbrød: „Du sagde sidste gang, at Bilbos hoveddør var blå, og du sagde, at Thorin havde en guldkvast på sin hætte, men du har lige sagt, at Bilbos hoveddør var grøn, og at kvasten på Thorins hætte var af sølv“; hvorpå min far mumlede: „Fandens til knægt“ for derefter at „trave hen over gulvet“ til sit skrivebord for at notere det ned. Uanset om disse minder var præcise i enhver henseende eller ej, kan det meget vel være, at „den første nedkradsede tekst, som ikke nåede ud over første kapitel“, og hvoraf tre ark har overlevet, stammede fra den tid. I december 1937, to måneder efter udgivelsen, skrev jeg til julemanden og talte energisk for Hobbitten, idet jeg spurgte, om han kendte til den og foreslog ham den som julegave12

Svens.dok.Hobbitten.indd 12

28/06/12 11.35


forord idé. Jeg forklarede ham historien bag bogen, sådan som jeg mindedes den: Han skrev den for evigheder siden og læste den højt for John, Michael og mig under vores vinter-„læsninger“ efter aftenteen; men de afsluttende kapitler var temmelig groft udformede og slet ikke renskrevet på maskine; han blev færdig med den for godt et år siden og lånte den til nogen, så vedkommende kunne læse den. Hun gav den videre til en person hos d’hrr. George Allen & Unwin Ltd., forlagshus, og efter en del meningsudveksling udgav de den til 7 shilling og 6 pence. Det er min yndlingsbog ...2 Det lader til, at hovedparten af historien var blevet skrevet ned i vinteren 1932, hvor C.S. Lewis læste den, men at den ikke var kommet længere end til Smaugs død, og at „de afsluttende kapitler“ ikke blev skrevet før 1936. I de år var min far fordybet i Silmarillion, myterne og sagnene om det, der senere blev til „Den Første Alder“ eller „De Ældste Tider“, og som allerede da havde slået dybe rødder i hans fantasi og sågar i det, han skrev. En version af Silmarillion, (højst sandsynligt) skrevet i 1930, blev efterfulgt af en anden, fyldigere og mere gennemarbejdet udgave, som han afbrød arbejdet med nær slutningen, da forespørgsler på en fortsættelse til Hobbitten fik ham til at lægge den til side og i december 1937 skrive „en ny historie om hobbitter“. Som han selv sagde, var det den verden, „Hr. Sækker forvildede sig ind i“, eller som han udtrykte det i et brev fra 1964: 2. Denne „nogen“ var Elaine Griffiths, og den omtalte „person“ var Susan Dagnall. Historien gengives, sammen med en konsulentudtalelse om bogen skrevet af Rayner Unwin (der da var ti år gammel) i Humphrey Carpenters biografi, s. 180-81.

13

Svens.dok.Hobbitten.indd 13

28/06/12 11.35


Hobbitten På det tidspunkt, hvor Hobbitten kom frem, havde disse „sager om De Ældste Tider“ antaget sammenhængende form. Det var ikke meningen, at Hobbitten skulle have noget med dem at gøre. Mens mine børn stadig var små, havde jeg for vane at finde på og fortælle, samt nogle gange nedskrive, „børnehistorier“ for deres fornøjelses skyld ... Det var meningen, at Hobbitten skulle være sådan en. Den havde ikke nogen givet forbindelse med „mytologien“, men blev naturligvis trukket i retning af denne dominerende konstruktion i mine tanker, hvad der fik fortællingen til, efterhånden som den skred frem, at blive større og mere heroisk. Den „tiltrækningskraft“, som disse „sager om De Ældste Tider“ udgjorde, fremgår også af hans billeder og tegninger fra de år. Et bemærkelsesværdigt eksempel er billedet i blyant og blæk af Dunkelskov i kapitel VIII, „Edderkopper og fluer“, som i denne udgave er blevet genindført i Hobbitten; det optrådte i de første britiske og amerikanske udgaver, men blev derefter udeladt. Det blev tegnet ud fra og var nøje modelleret efter et tidligere maleri, som forestiller en endnu mere ond skov, Taur-na-fuin; det illustrerede en historie fra Silmarillion, fortællingen om Túrin, og viste mødet mellem elverne Beleg og Gwindor, små skikkelser mellem rødderne på det store træ i midten. I versionen fra Dunkelskov er elverne væk, og i stedet er der en stor edderkop (og et endnu større antal svampe). (I dette tilfælde var min far længe efter parat til sågar at tilføje sceneriet et tredje element; han gav maleriet titlen Fangornskoven [Træskægs skov i Ringenes Herre] og lod det blive brugt som illustration i The J.R.R. Tolkien Calendar 1974, og med denne titel bliver det gengivet i bogen J.R.R. Tolkien: Artist & Illustrator som nr. 54. Elverne Beleg og Gwindor skulle nu forstås som hobbitterne 14

Svens.dok.Hobbitten.indd 14

28/06/12 11.35


forord Merry og Pippin, der var faret vild i Fangorn; men Beleg bærer på sit store sværd – og har sko på! Min far håbede antagelig, at da skikkelserne var meget små, ville det ikke blive bemærket – eller også var han ligeglad.) Det var hans hensigt, at den sort/hvide udgave, Dunkelskov, skulle være forsats i Hobbitten, og at Thrors kort skulle anbringes i Kapitel I (eller i Kapitel III, hvor Elrond første gang opdager de hemmelige runer). Oprindelig skulle månerunerne stå på bagsiden af kortet; på den første, omhyggeligt udførte version af kortet, der nøje følger den oprindelige skitse, som er gengivet her, lød titlen „Thrors kort. Kopieret af B. Sækker. For at se måneruner, hold det op mod lyset.“ Charles Furth hos Allen & Unwin indvendte, at læserne bare ville „blade videre, i stedet for at se på dem gennem siden, som de skulle“; „vi arbejder med en mere listig måde at få runerne til både at være og ikke være der på“, skrev han i januar 1937. Min far svarede, at han „så frem til at stifte bekendtskab med Deres metode til at gengive de magiske runer“; men senere samme måned erfarede han, at „’magien’ på grund af en misforståelse hos litografen var blevet udeladt.“ Derefter tegnede han runerne spejlvendt, „så de, når de blev trykt, kunne læses på den rigtige måde, når man holdt dem op mod lyset. Men det overlader jeg til produktionsafdelingen, omend jeg ikke desto mindre håber, at det ikke bliver nødvendigt at sætte runerne foran på kortet, hvad der i ret høj grad ødelægger virkningen (medmindre omtalen af ‘magi’ refererer til noget ‘magisk’)“. Spørgsmålet om pris lader til at have afgjort sagen. Som det blev forklaret ham, var det nødvendigt at fastsætte en moderat pris på bogen, og der var ikke mulighed for illustrationer; „men da De sendte os disse tegninger,“ skrev Susan Dagnall, „var de så fortryllende, at vi ikke kunne lade være med at tage dem med, uanset at det i økonomisk henseende var helt forkert 15

Svens.dok.Hobbitten.indd 15

28/06/12 11.35


Hobbitten at gøre.“ „Lad produktionsafdelingen gøre med oversigten [Thrors kort], hvad den vil,“ skrev min far, da beslutningen om at gøre det til forsats var taget, „jeg er meget taknemlig for det.“ Så derfor har de altid stået sådan, men det lader til, at han havde indsendt to versioner af Månerunerne, og at de, som blev trykt, ikke var de „bedre optegnede runer“, han havde lavet som erstatning: „de, som nu ses, er dårligt lavet (og vender ikke helt rigtigt)“. Dette er kun en smagsprøve på den yderst høflige, men let desperate korrespondance fra for et halvt århundrede siden. Breve krydsede hinanden, og influenza ramte både litografen, trykkeren og produktionsafdelingen på de mest ubelejlige tidspunkter. Den øverste bort af billedet Dunkelskov blev skåret fra (og aldrig genindsat; i og med at min far senere gav originalen til en af sine kinesiske studerende, bliver den det næppe nogensinde). Han vred sig i ubehag over at være begrænset til to farvemuligheder til kortene – „at skifte fra blåt til rødt på bagsatsen [kortet over Vildnisset] er håbløst“ – og spekulerede over, hvorvidt han på Thrors kort skulle erstatte rødt med blåt. Det værste, og for ham måske mest tidskrævende, af alt var smudsomslaget. I den oprindelige farvelægning var der en rød sol og en rød drage, titlen var rød, og der lå et rødt skær over det store bjerg i midten, der figurerer på ryggen eller på ryggen af smudsomslaget. Da min far sendte det ind i april, forudså han den indvending, at han havde anvendt for mange farver (blå, grøn, rød og sort): „dette kunne løses, muligvis fordelagtigt, ved at erstatte rød med hvid samt udelade solen eller tegne en streg omkring den. At solen og månen er til stede på himlen samtidig refererer til den magi, som døren er forbundet med (se side 85: „Vi kalder det stadig Durins Dag, når efterårets sidste måne og solen står på himlen samtidig“). „Vi vil foreslå at fjerne den røde,“ svarede Charles Furth, 16

Svens.dok.Hobbitten.indd 16

28/06/12 11.35


forord både fordi titlen vil stå bedre i hvid, og fordi det eneste, vi ikke er helt tilfredse med, er skæret over bjerget i midten, som for os at se giver det en svag lighed med en lagkage.“ Derefter tegnede min far omslaget på ny. „Jeg har udeladt den stødende lyserøde glasur på bjergkagen,“ skrev han. „Den er nu arrangeret i blå, sort, grøn. I solen og dragen er der stadig noget rødt, som kan udelades, i hvilket tilfælde solen vil forsvinde eller kan få et tyndt, sort omrids. Efter min mening var farverne mere tiltrækkende i det oprindelige udkast. Jeg kan sige, at mine børn (hvis de er nogen rettesnor) udpræget foretrækker originalen, herunder det røde skær på bjerget i midten – men muligvis er antydningen af lagkage tiltrækkende for dem.“ Han talte stadig for en rød drage, en rød sol, en rød titel på forsiden og andre detaljer, men Charles Furth stod fast. „Desværre,“ skrev han, „må den røde farve væk.“ „Omridset af solen er det, jeg er mest ked af,“ sagde min far, da han så det endelige resultat, „men jeg indså, at der ikke er noget at gøre ved det.“ Den amerikanske udgave har et andet omslag, fordi, som udgiverne sagde, „Deres omslag har en temmelig britisk tone, som altid synes at gøre vores bogbranche forvirret og deprimeret.“ „Det glæder mig at høre, at vores omslag har en britisk tone,“ skrev han, „men jeg vil ikke for alt i verden gøre Deres bogbranche forvirret eller deprimeret.“ Tre uger efter udgivelsen af Hobbitten skrev Stanley Unwin til min far og sagde, at „et stort publikum“ ville „forvente næste år at høre mere fra Dem om hobbitter.“ I sit svar (15. oktober) skrev han blandt andet: Alligevel er jeg en smule usikker. Jeg kan ikke finde på mere at sige om hobbitter. Hr. Sækker synes til fulde at have vist både Tokersiden og Sækkersiden af deres natur. Jeg for mit vedkommende har kun alt for meget, 17

Svens.dok.Hobbitten.indd 17

28/06/12 11.35


Hobbitten hvoraf meget allerede er skrevet, at sige om den verden, hobbitten trængte ind i. Når og hvis De ønsker, må De naturligvis se så meget, det skal være, og sige Deres mening om det. Ud over fra mine børn og C.S. Lewis vil jeg gerne høre en vurdering af, hvorvidt det i sig selv har nogen værdi, eller er noget, der kan sælges, ud over hobbitter. Men hvis det passer, at Hobbitten er kommet for at blive, og at man vil ønske mere, vil jeg sætte tankeprocessen i gang og prøve at få en idé om et tema trukket ud af dette materiale, med henblik på at behandle det i samme stil og for det samme publikum – formentlig også med konkrete hobbitter. Min datter vil gerne høre mere om Tokerfamilien. En læser vil have en mere udførlig beskrivelse af Gandalf og Åndemaneren. Men det er for mørkt – alt for mørkt for Richard Hughes’ hage3. Jeg er bange for, at der er den hage ved det alt sammen; omend tilstedeværelsen af det skrækindjagende, er det så end kun i udkanten, efter min mening faktisk er det, der giver denne verden dens fiktive sandsynlighed. Et trygt eventyrland er utroværdigt i forhold til alle verdener. I øjeblikket lider jeg ligesom hr. Sækker af et anstrøg af „forbløffethed og håber ikke, jeg tager mig selv alt for højtideligt. Men jeg må indrømme, at Deres brev har vakt et svagt håb i mig. Således at forstå, at jeg begynder at spekulere på, om ikke pligt og lyst (måske) i fremtiden kan bringes tættere sammen. I sytten år har jeg, drevet af umiddelbar økonomisk nødvendighed (hovedsagelig af medicinsk og uddannelsesmæssig art), brugt næsten alle ferier på eksamensopgaver og den slags. Arbejdet med at 3. Richard Hughes havde skrevet til Stanley Unwin om Hobbitten og sagt, at „Den eneste hage i mine øjne er, at mange forældre ... kan blive bange for, at dele af den er for skrækindjagende til godnatlæsning.“

18

Svens.dok.Hobbitten.indd 18

28/06/12 11.35


forord skrive historier i prosa eller på vers har betydet, at jeg, ofte skyldbevidst, har måttet stjæle tid, som allerede var belånt, og det er foregået stykvist og ineffektivt. Måske kan jeg nu gøre det, jeg i høj grad har lyst til at gøre, uden at svigte mine økonomiske forpligtelser. Måske! Silmarillion og det lange, uafsluttede digt The Lay of Leithian (der behandler en af hovedhistorierne fra De Ældste Tider) gik i november sammen med andre ting af sted til Allen & Unwin og blev returneret måneden efter. I sit følgebrev af 15. december tilskyndede Stanley Unwin min far til „at skrive endnu en bog om hobbitten“ og meddelte ham, at „første oplag er nu udsolgt“, og at „vi forventer leverancer af genoptrykket med de fire farveillustrationer“4 i nær fremtid. Hvis nogle af Deres venner gerne vil have et eksemplar af førsteoplaget, må de hellere skynde sig at få købt det hos en boghandler, som stadig har et på lager.“ Den 16. december svarede han Stanley Unwin: Jeg troede ikke på, at noget af det fremsendte egnede sig til formålet ... Jeg tror, at der er behov for en fortsættelse af eller efterfølger til Hobbitten, som er helt uafhængig af det. Det lover jeg at overveje og skænke opmærksomhed. Men jeg er sikker på, at De forstår, hvordan det at konstruere en udførlig og konsekvent mytologi (og to sprog) fylder ganske meget i mine tanker, og Silma4. I det første oplag var der ingen farvebilleder. Min far var glad for de fire gengivelser i farver, men beklagede, at „Ørnebilledet“ (som skulle illustrere den første sætning i kapitel VI, „Sært logi“, ikke var kommet med – „alene fordi jeg gerne havde set det gengivet.“ Det kom faktisk med i den første amerikanske udgave (som ikke anvendte Bilbo ankommer til tømmer-elvernes hytter), og dukkede i 1978 endelig op i en britisk udgave.

19

Svens.dok.Hobbitten.indd 19

28/06/12 11.35


Hobbitten rillerne i mit hjerte. Himlen må derfor vide, hvad der kommer til at ske. Hr. Sækker begyndte som en komisk fortælling blandt konventionelle og kortsynede dværge som i Grimms eventyr og blev trukket ind i udkanten af den – så selv Sauron den forfærdelige tittede op over kanten. Og hvad mere kan hobbitter gøre? De kan være komiske, men deres komik er ordinær, medmindre den blive sat op mod noget mere grundlæggende. Tre dage senere skrev han til Charles Furth: „Jeg har skrevet det første kapitel af en ny historie om hobbitter – ‘Et længe ventet selskab’.“ Det var første kapitel af Ringenes Herre. Christopher Tolkien, 1987

Svens.dok.Hobbitten.indd 20

28/06/12 11.35


F o rfat t e r e n s n o t e

Dette er en historie fra for længe siden. Dengang var sprogene og bogstaverne ganske forskellige fra dem, vi har i dag. Her er der oprindelig brugt engelsk til at repræsentere sprogene. Men man bør bemærke to ting. (1) Den eneste korrekte flertalsform på engelsk af dwarf er dwarfs, og tillægsordet er dwarfish. I denne historie er der imidlertid benyttet dwarves og dwarvish5, men kun, når der tales om det gamle folk, som Thorin Egeskjold og hans følge tilhørte. (2) Orc [ork] er ikke noget engelsk ord. Det optræder et eller to steder, men oversættes normalt til goblin [bjergtrold] eller for de større arters vedkommende hobgoblin [kæmpebjergtrold]. Orc er hobbitternes udgave af det navn, som dengang blev brugt om disse skabninger, og står på ingen måde i forbindelse med vores orc, ork, som det bruges om havdyr af spækhuggerarten. Runer var gamle bogstaver, som oprindelig blev skåret eller ridset i træ, sten eller metal, og var derfor tynde og kantede. På den tid, hvor denne fortælling foregår, var det kun dværgene, der brugte dem, i særdeleshed til private og hemmelige optegnelser. I denne bog repræsenteres deres runer af engelske runer, som nu kun få mennesker kender. Hvis runerne på Thrors kort sammenlignes med transskriptionen til moderne bogstaver, kan man finde alfabetet, tillempet moderne engelsk, og runetitlen ovenfor kan også læses. På 5. Årsagen hertil anføres i Ringenes Herre, tillæg F.

21

Svens.dok.Hobbitten.indd 21

28/06/12 11.35


Hobbitten kortet findes alle de normale runer, undtagen for X. I og U benyttes for J og V. Der var ingen rune for Q (brug CW); ej heller for Z (dværgerunen kan om nødvendigt anvendes). Man vil imidlertid opdage, at nogle enkeltruner står for to moderne bogstaver: th, ng, ee; andre runer af samme art ( ea og st) blev indimellem også anvendt. Den hemmelige dør var markeret D . Fra siden pegede en hånd herpå, og under den stod skrevet:

De to sidste runer er Thrors og Thrains initialer. Månerunerne, som Elrond læste, var:

På kortet er verdenshjørnerne angivet med runer med, som sædvanligt på dværgekort, øst foroven, og skal derfor læses med uret: E(ast) [Øst, O.A.], S(yd), W(est) [Vest, O.A.], N(ord).

Svens.dok.Hobbitten.indd 22

28/06/12 11.35


Kapitel I ET U V ENTET S EL S K A B

I et hul i jorden boede der en hobbit. Ikke et grimt, beskidt, vådt hul, hvor der lugtede klamt og var fuldt af ormestumper, heller ikke et tørt, nøgent, sandet hul uden noget, man kunne sætte sig på eller spise; det var et hobbit-hul, og det betyder velbehag. Det havde en cirkelrund dør ligesom et koøje, der var malet grøn og havde et glitrende, gult messinggreb siddende nøjagtig midtpå. Døren førte ind til en rørformet entré, der lignede en tunnel; en meget behagelig tunnel uden røg, med vægge med paneler og gulv med fliser og tæpper, udstyret med polerede stole og masser af knager til huer og frakker – hobbitten holdt af at få gæster. Tunnellen fortsatte og fortsatte og førte et godt stykke, men ikke fuldstændig lige ind i siden af højen – Højen, som folk i mange miles omkreds kaldte den – og mange små, runde døre førte ud af den, skiftevis til den ene og til den anden side. Der var ikke noget med, at hobbitten skulle ovenpå; soveværelser, badeværelser, kældre, fadebure (som der var mange af ), garderober (han havde hele værelser, som var fyldt med tøj), køkkener og spisestuer lå alle på samme niveau og faktisk ud til den samme gang. De bedste værelser lå alle på venstre hånd (når man kom ind), for det var de eneste, som havde vinduer; dybtliggende, runde vinduer med udsigt over hans have og længere væk engene, som skrånede ned mod floden. Denne hobbit var en meget velhavende hobbit, og hans navn var Sækker. Familien Sækker havde boet i nærheden 23

Svens.dok.Hobbitten.indd 23

28/06/12 11.35


Hobbitten af Højen længere end nogen kunne huske, og folk anså dem for meget respektable; ikke kun fordi de fleste af dem var rige, men også fordi de aldrig havde været ude for nogen eventyr eller gjorde noget uventet; man kunne afgøre, hvad en Sækker ville mene om et hvilket som helst spørgsmål, uden at besvære sig med at spørge ham. Dette er en historie om, hvordan en Sækker kom ud for et eventyr og viste sig i stand til at gøre og sige aldeles uventede ting. Muligvis mistede han sine naboers respekt, men han vandt – nå, I finder ud af, om han endte med at vinde noget. Moderen til vores særlige hobbit – hvad er en hobbit? Jeg går ud fra, at det i vore dage til en vis grad er nødvendigt at beskrive hobbitter, i og med, at de er blevet sjældne og sky over for De Store Folk, som de kalder os. De er (eller var) et lille folkefærd, godt halvt så høje som os og mindre end de skæggede dværge. Hobbitter har ikke skæg. Der er kun lidt eller intet magisk ved dem, undtagen af den almindelige hverdagsagtige slags, som gør dem i stand til at forsvinde stilfærdigt og hurtigt, når store, tåbelige folk som I og jeg kommer trampende og larmende som elefanter, for det kan de høre på miles afstand. De har tendens til at være tykmavede; de går i lyse farver (navnlig grønt og gult), bruger ingen sko, da deres fødder fra naturens hånd har tykke, læderagtige såler og kraftig, brun hårvækst, ligesom de har på hovedet (hvor den er krøllet); de har lange, smidige, brune fingre, imødekommende ansigter og ler med en dyb, klangfuld latter (i særdeleshed efter middagsmaden, som de spiser to gange om dagen, når de kan komme til det). Nu ved I nok til, at vi kan fortsætte. Som jeg var ved at sige, var moderen til denne hobbit – det vil sige til Bilbo Sækker – den berømte Belladonna Toker, en af de tre bemærkelsesværdige døtre af Den Gamle Toker, hobbitternes overhoved, som boede på den anden side af Vandet, den lille 24

Svens.dok.Hobbitten.indd 24

28/06/12 11.35


et uventet selskab flod neden for Højen. Det blev ofte sagt (i andre familier), at for længe siden måtte en af Tokernes forfædre have giftet sig med en fe. Det var naturligvis noget vrøvl, men der var afgjort noget ikke helt igennem hobbitagtigt over dem, og fra tid til anden drog medlemmer af Toker-klanen ud på eventyr. De forsvandt i al stilfærdighed, og familien lod som ingenting; men det forblev en kendsgerning, at selv om Tokerne uden tvivl var rigere end Sækkerne, var de ikke lige så respektable. Ikke fordi Belladonna Toker på noget tidspunkt efter at hun blev fru Bungo Sækker oplevede nogen eventyr. Bungo, altså Bilbos far, byggede hende (og til dels for hendes penge) det mest luksuriøse hobbit-hul, man kan forestille sig, det være sig såvel under Højen som oven for Højen eller på den anden side af Vandet, og dér forblev de til deres dages ende. Dog er det stadig sandsynligt, at hendes eneste søn Bilbo, omend han så ud og opførte sig nøjagtig ligesom en ny udgave af sin robuste og behageligt anlagte far, fra Tokersiden havde fået noget lidt sært med i sit gemyt; noget, som blot ventede på en lejlighed til at slippe fri. Den lejlighed viste sig ikke, før Bilbo Sækker var blevet voksen og godt halvtreds år gammel og boede i det smukke hobbit-hul, hans far havde bygget, og som jeg netop har beskrevet for jer; ikke før han faktisk tilsyneladende var faldet så meget til ro, at han ikke kunne komme videre.. Ved et eller andet mærkeligt tilfælde, en morgen for længe siden, hvor verden var stille, hvor der var mindre larm og mere grønt, og hobbitterne stadig var talrige og velstående, og Bilbo Sækker stod foran sin dør efter morgenmaden og røg på en enormt lang træpibe, som næsten nåede ned til hans behårede tæer (der var nydeligt børstet) – kom Gandalf forbi. Gandalf! Hvis I blot havde hørt en fjerdedel af, hvad jeg har hørt om ham, og jeg har kun hørt meget lidt af alt 25

Svens.dok.Hobbitten.indd 25

28/06/12 11.35


Hobbitten det, der er at høre, ville I være forberedt på en hvilken som helst slags forunderlig fortælling. Lige meget hvor han gik, skød fortællinger og eventyr op over det hele på den mest utrolige måde. Han havde ikke lagt vejen forbi Højen i lang, lang tid, faktisk ikke siden hans ven Den Gamle Toker døde, og hobbitterne havde næsten glemt, hvordan han så ud. Lige siden de alle sammen var små hobbit-drenge og hobbit-piger havde han befundet sig på den anden side af Vandet, optaget af sine egne gøremål. Bilbo vidste ikke bedre, end at han den morgen så en gammel mand med en stav. Han var iført en høj, spids, blå hat, en lang, grå kappe, et sølvfarvet tørklæde, som hans lange, hvide skæg hang ud over til ned under livet, og kolossale, sorte støvler. „God morgen!“ sagde Bilbo og mente det. Solen skinnede, og græsset var meget grønt. Men Gandalf så på ham fra inde under lange, buskede øjenbryn, som stak længere ud end kanten af hans bredskyggede hat. „Hvad mener du?“ sagde han. „Ønsker du mig god morgen, eller mener du, at det er en god morgen, hvad enten jeg vil eller ej; eller at du føler dig godt tilpas denne morgen; eller at det er en morgen, hvor man kan være god?“ „Det alt sammen på én gang,“ sagde Bilbo. „Og en rigtig fin morgen til en pibe tobak udendørs, oven i købet. Hvis du har en pibe på dig, så sid ned og få et stop af mig! Det haster ikke, vi har hele dagen for os!“ Derpå satte Bilbo sig på en bænk ved siden af sin dør, lagde benene over kors og blæste en smuk, grå røgring, som uden at gå itu sejlede op i luften og svævede væk over Højen. „Meget nydeligt!“ sagde Gandalf. „Men jeg har ikke tid til at blæse røgringe her til morgen. Jeg er på udkig efter en, som kan deltage i et eventyr, jeg er ved at arrangere, og det er meget svært at finde nogen.“ 26

Svens.dok.Hobbitten.indd 26

28/06/12 11.35


et uventet selskab „Det vil jeg tro – her på egnen! Vi er jævne, stilfærdige folk og har ikke brug for eventyr. Grimme, generende, ubehagelige ting! Gør, at man kommer for sent til middag! Jeg kan ikke forestille mig, hvad nogen ser i dem,“ sagde vor hr. Sækker, stak den ene tommelfinger om bag sine seler og blæste endnu en røgring, som var endnu større. Derefter tog han sin morgenpost og begyndte at læse, mens han foregav ikke at tage mere notits af den gamle mand. Han havde besluttet, at han ikke lige var hans type og ville have ham til at gå igen. Men den gamle mand bevægede sig ikke. Han blev stående lænet til sin stok og betragtede hobbitten uden at sige noget, indtil Bilbo blev lettere ubehageligt til mode og sågar en smule gnaven. „God morgen!“ sagde han til sidst. „Vi skal ikke have nogen eventyr her, ellers tak! Prøv eventuelt oven for Højen eller på den anden side af Vandet.“ Dermed betragtede han samtalen som afsluttet. „Sikke en masse ting, du bruger God morgen til!“ sagde Gandalf. „Nu mener du, at du vil være fri for mig, og at den ikke bliver god, før jeg fjerner mig.“ „Slet ikke, slet ikke, gode herre! Lad mig se, jeg tror ikke, jeg kender dit navn?“ „Javel ja, gode herre – og jeg kender dit navn, hr. Bilbo Sækker. Og du kender mit navn, selv om du ikke kan huske, at jeg hører sammen med det. Jeg er Gandalf, og Gandalf vil sige mig! Tænk, at jeg skulle komme til at opleve at blive sendt af sted på god morgen-måden af Belladonna Tokers søn, som om jeg solgte knapper ved dørene!“ „Gandalf, Gandalf! Jamen, du forbarmende! Da ikke den omvandrende troldmand, som gav Den Gamle Toker et par magiske diamantmanchetknapper, som fæstnede sig af sig selv og kun løsnede sig, når man gav dem besked på det? Da vel ikke den person, som plejede at fortælle sådan 27

Svens.dok.Hobbitten.indd 27

28/06/12 11.35


Hobbitten nogle vidunderlige fortællinger ved selskaber, om drager og bjergtrolde og kæmper og redning af prinsesser og enkesønners uventede held? Da vel ikke den mand, som plejede at lave sådan noget ualmindeligt fremragende fyrværkeri?! Det kan jeg huske! Den Gamle Toker plejede at bruge det midsommeraften. Prægtigt! Det plejede at springe ud som store liljer og løvemund og guldregn af ild og hænge i tusmørket hele aftenen!“ I vil allerede bemærke, at hr. Sækker ikke var helt så jordbunden, som han gerne selv ville tro, og også, at han var meget glad for blomster. „Du godeste!“ fortsatte han. „Da vel ikke den Gandalf, som var ansvarlig for, at så mange stilfærdige knægte og tøser drog på vilde eventyr ud i det blå? Alt fra at klatre i træer til at besøge elverfolk – eller sejle i skibe, sejle til andre kyster! Hillemænd, hvor var tilværelsen dog engang spæn – jeg mener, der var engang, hvor du fik rodet slemt op i tingene her på egnen. Du må have mig undskyldt, men jeg anede ikke, at du stadig var i gang.“ „Hvad skulle jeg ellers være i?“ sagde troldmanden. „Ikke desto mindre glæder det mig at erfare, at du kan huske noget om mig. Du lader i hvert fald til at have gode minder om mit fyrværkeri, og så er der håb endnu. Jeg vil vitterlig, for din gamle bedstefar Tokers skyld og for arme Belladonnas skyld, give dig det, du beder om.“ „Du må have mig undskyldt, jeg har ikke bedt om noget.“ „Jo, du har! Nu to gange. At jeg undskylder dig. Det er hermed gjort. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sende dig ud på dette eventyr. Rigtig morsomt for mig, rigtig godt for dig – og højst sandsynligt også udbytterigt, hvis du nogensinde kommer så langt!“ „Beklager! Jeg ønsker ikke nogen eventyr, tak. Ikke i dag. God morgen! Men kom gerne til te – lige når du vil! Hvor28

Svens.dok.Hobbitten.indd 28

28/06/12 11.35


et uventet selskab for ikke i morgen? Kom i morgen! Farvel!“ Med de ord vendte hobbitten sig om, trissede ind gennem sin runde, grønne dør og lukkede den så hurtigt han turde uden at virke grov. Troldmænd er trods alt troldmænd. „Hvorfor i alverden inviterede jeg ham til te!“ sagde han til sig selv, mens han gik ud i fadeburet. Han havde ellers lige spist morgenmad, men mente, at efter den forskrækkelse ville en kage eller to og en slurk et eller andet være godt for ham. Imens blev Gandalf stående uden for døren og lo længe, men stille. Efter et stykke tid gik han frem og kradsede med spidsen af sin stav et sært tegn på hobbittens smukke, grønne hoveddør. Så vandrede han derfra, nøjagtig samtidig med, at Bilbo blev færdig med sin anden kage og begyndte at tro, at han havde været rigtig god til at undgå at komme på eventyr. Næste dag havde han næsten glemt Gandalf. Han var ikke særlig god til at huske ting, medmindre han nedfældede dem på sin aftaletavle, såsom: Gandalf te onsdag. I går havde han været for forfjamsket til at gøre noget som helst i den retning. Lige før tetid blev der ringet voldsomt på klokken ved hoveddøren, og så huskede han det! Han styrtede hen og satte vand over, satte en ekstra kop og underkop frem, samt en ekstra kage eller to, og løb ud til døren. „Jeg er virkelig ked af, at du måtte vente!“ skulle han til at sige, da han så, at det slet ikke var Gandalf. Det var en dværg med et blåt skæg, som var stukket ind under et gyldent bælte, og meget lyse øjne under sin mørkegrønne hætte. I samme øjeblik, døren blev åbnet, maste han sig indenfor, fuldstændig som om han var ventet. Han hængte sin kappe med hætte på den nærmeste knage og sagde „Dvalin, til Deres tjeneste!“ med et dybt buk. 29

Svens.dok.Hobbitten.indd 29

28/06/12 11.35


Hobbitten „Bilbo Sækker, til Deres!“ sagde hobbitten, der var for overrasket til lige nu at stille nogen spørgsmål. Da den efterfølgende stilhed var blevet for ubehagelig, tilføjede han: „Jeg skal netop til at have te; kom endelig ind og gør mig selskab.“ Lidt stift, måske, men han mente det venligt. Og hvad ville I gøre, hvis en uindbudt dværg dukkede op og uden et ord til forklaring hængte sine ting i jeres entré? De havde ikke siddet længe ved bordet, faktisk var de knap nok nået til den tredje kage, før klokken ringede endnu højere. „Undskyld mig!“ sagde hobbitten og begav sig ud til døren. „Så kom du endelig!“ Det var det, han denne gang skulle til at sige til Gandalf. Men det var ikke Gandalf. I stedet stod der på dørtrinnet en dværg, som så meget gammel ud, med hvidt skæg og en purpurfarvet hætte; og han hoppede også indenfor i samme øjeblik, døren blev åbnet, fuldstændig som om han var indbudt. „Jeg kan se, at de allerede er begyndt at komme,“ sagde han, da han fik øje på Dvalins grønne hætte, som hang der. Han hængte sin røde ved siden af og sagde „Balin, til Deres tjeneste!“ med hånden på brystet. „Tak skal De have!“ sagde Bilbo med et gisp. Det var ikke det rigtige at sige, men de er begyndt at komme havde gjort ham slemt forfjamsket. Han kunne godt lide at få gæster, men han foretrak at kende dem på forhånd, og han foretrak selv at invitere dem. Han fik en rædsom forestilling om, at kagerne kunne slippe op, og at han så – som vært: Han kendte sin pligt og fulgte den, hvor pinagtigt det end måtte være – måske selv måtte undvære. „Kom med indenfor og få noget te!“ formåede han efter en dyb indånding at sige. „Lidt øl ville passe mig bedre, hvis det er Dem det samme, 30

Svens.dok.Hobbitten.indd 30

28/06/12 11.35


et uventet selskab gode herre,“ sagde Balin med det hvide skæg. „Men jeg siger ikke nej til noget kage – kommenskage, hvis De har det.“ „Masser!“ konstaterede Bilbo til sin egen overraskelse, at han svarede; og han konstaterede også, at han traskede af sted til kælderen for at fylde et ølkrus, og derefter til et fadebur for at hente to nydelige, runde kommenskager, som han havde bagt samme eftermiddag med henblik på at nyde dem efter aftensmaden. Da han kom tilbage, talte Balin og Dvalin hen over bordet som gamle venner (faktisk var de brødre). Bilbo satte øllet og kagerne ned foran dem, da der atter blev ringet højt med klokken, og derefter ringet igen. „Denne gang er det helt sikkert Gandalf,“ tænkte han, mens han prustede hen ad gangen. Men det var det ikke. Det var endnu to dværge, begge med blå hætte, bælte af sølv og gult skæg, og begge bar de på en bylt med redskaber og en spade. Så snart døren begyndte at åbne sig, hoppede de indenfor – Bilbo blev knap nok forbavset overhovedet. „Hvad kan jeg gøre for Dem, d’herrer dværge?“ sagde han. „Kili, til Deres tjeneste!“ sagde den ene. „Og Fili!“ sagde den anden; og de tog begge deres blå hætte af med en fejende bevægelse og bukkede. „Til Deres, og til Deres families!“ svarede Bilbo, der denne gang huskede på sine manerer. „Dvalin og Balin er her allerede, ser jeg,“ sagde Kili. „Lad os slutte os til flokken!“ „Flok!“ tænkte hr. Sækker. „Jeg kan ikke lide den tone. Jeg er virkelig nødt til at sidde ned et øjeblik og samle tankerne og få noget at drikke.“ Han havde kun lige nået at nippe – i hjørnet, mens de fire dværge sad rundt om bordet og talte om miner og guld og problemer med bjergtroldene og med hærgende drager og en masse andre ting, han ikke 31

Svens.dok.Hobbitten.indd 31

28/06/12 11.35


Hobbitten forstod og ikke ønskede at forstå, for de lød alt for eventyrlige – da, ding-dong-a-ling-dang, hans klokke atter ringede, som om en uartig lille hobbit-dreng var ved at prøve at hive håndtaget af. „Der er nogen ved døren!“ sagde han, og blinkede. „En fire stykker, skulle jeg tro, efter lyden at dømme,“ sagde Fili. „Desuden så vi dem følge efter os i det fjerne.“ Den arme lille hobbit satte sig ned i entreen, lagde hovedet i hænderne og undrede sig over, hvad der var sket og var i færd med at ske, og hvorvidt de alle sammen ville blive til middag. Så ringede klokken atter højere end nogensinde, og han var nødt til at løbe ud til døren. I sidste ende var der ikke fire, der var fem. Mens han sad og spekulerede inde i entreen, var der kommet endnu en dværg til. Han havde knap nok drejet på håndtaget, før de alle sammen var indenfor, hvor de efter tur bukkede og sagde „til Deres tjeneste“. Dori, Nori, Ori, Oin og Gloin hed de, og snart hang der to purpurfarvede hætter, en grå hætte, en brun hætte og en hvid hætte på knagerne, og af sted gik de med deres brede hænder stukket ned i deres bælte af sølv og guld for at slutte sig til de andre. Det var allerede næsten blevet en flok. Nogle råbte på øl, andre på porter og en på kaffe, og alle råbte på kager, så hobbitten havde det næste stykke tid meget travlt. Der var netop blevet sat en stor kande kaffe på ildstedet, kommenskagerne var væk, og dværgene var gået i gang med en omgang scones med smør, da der lød – en høj banken. Ikke en ringen, men en hård tappen på hobbittens smukke, grønne dør. Nogen bankede på med en stok! Bilbo styrtede hen ad gangen, meget vred og aldeles omtåget og omstormet – dette var den mest aparte onsdag, han overhovedet kunne huske. Han rev døren op med et sæt, og de tumlede alle sammen indenfor, den ene oven på 32

Svens.dok.Hobbitten.indd 32

28/06/12 11.35


et uventet selskab den anden. Flere dværge, fire til! Og bag dem stod Gandalf, der lænede sig op ad sin stav og lo. Han havde lavet et ikke ubetydeligt hak i den smukke dør; han havde i øvrigt også udvisket det hemmelige mærke, han havde sat den foregående formiddag. „Forsigtig! Forsigtig!“ sagde han. „Det ligner dig ikke, Bilbo, at lade venner vente ude på måtten og så åbne døren som en knaldhætte! Må jeg præsentere Bifur, Bofur, Bombur og i særdeleshed Thorin!“ „Til Deres tjeneste!“ sagde Bifur, Bofur og Bombur, som havde stillet sig på række. Derefter hængte de to gule hætter og en lysegrøn fra sig, samt en himmelblå med en lang, sølvfarvet kvast. Den sidste tilhørte Thorin, der var en særdeles betydningsfuld dværg, faktisk ingen anden end den store Thorin Egeskjold i egen person, som det slet ikke behagede at være væltet ind på Bilbos dørmåtte med Bifur, Bofur og Bombur oven på sig. I særdeleshed fordi Bombur var kolossalt tyk og tung. Thorin var vitterlig meget overlegen og sagde ikke noget om tjeneste, men den arme hr. Sækker sagde talrige gange, at han beklagede, så til sidst brummede han „tal nu ikke mere om det“ og holdt op med at rynke panden. „Nu er vi her alle sammen!“ sagde Gandalf og betragtede rækken af tretten hætter – aftagelige selskabshætter af bedste kvalitet – og sin egen hat, som de hang dér på knagerne. „Det er sandelig en lystig sammenkomst! Jeg håber, at der er noget tilbage, som de sidste kan få at spise og drikke! Hvad er det? Te! Nej tak! Lidt rødvin, tror jeg.“ „Også jeg,“ sagde Thorin. „Og hindbærsyltetøj og æbletærte,“ sagde Bifur. „Og postejer og ost,“ sagde Bofur. „Og flæskeæggekage og salat,“ sagde Bombur. „Og flere kager – og øl – og kaffe, hvis De vil være så venlig,“ lød det fra de andre dværge gennem døren. 33

Svens.dok.Hobbitten.indd 33

28/06/12 11.35


Hobbitten „Sæt et par æg over, så er du rar!“ føjede Gandalf til, mens hobbitten for af sted til fadeburene. „Og tag bare kold kylling og pickles med!“ „Lader til, at de kender indholdet af mine spisekamre lige så godt som jeg selv!“ tænkte hr. Sækker, som følte sig fuldkommen perpleks og begyndte at spekulere over, om et eventyr af gyseligste art ikke lige var kommet ind i hans hus. Da han endelig havde fået alle flaskerne og fadene og knivene og gaflerne og glassene og tallerkenerne og skeerne og tingene anbragt på store bakker, havde han fået det meget varmt, og var meget irriteret og rød i hovedet. „Den onde tage og plage de dværge!“ sagde han højt. „Hvorfor kommer de ikke ud og giver en hånd med?“ Og vupti! Dér stod Balin og Dvalin ved køkkendøren, og Fili og Kili bag dem, og før han kunne nå at sige kniv, havde de i en fart fået bakkerne og et par små borde ind i dagligstuen og dækket det hele op fra bunden af. Gandalf sad i spidsen for selskabet med alle de tretten dværge omkring sig, mens Bilbo sad på en skammel ved kaminen, hvor han nippede til en småkage (han havde helt mistet appetitten) og prøvede at se ud, som om det alt sammen var fuldstændig dagligdags og på ingen måde noget eventyr. Dværgene spiste og spiste og talte og talte, og tiden gik. Til sidst skubbede de stolene tilbage, og Bilbo gjorde tegn til at samle fadene og glassene sammen. „Jeg antager, at I alle vil blive til middag?“ sagde han i sit mest høflige og uforpligtende tonefald. „Naturligvis!“ sagde Thorin. „Og bagefter. Vi når ikke igennem det her, før det er sent, og vi må have noget musik først. Nu skal der ryddes op!“ Derefter sprang de tolv dværge – ikke Thorin, han var for betydningsfuld og vedblev at tale med Gandalf – op og samlede alting sammen i høje stabler. Så skyndte de sig af 34

Svens.dok.Hobbitten.indd 34

28/06/12 11.35


et uventet selskab sted uden at bekymre sig om bakkerne og balancerede med stakkevis af fade i hver hånd, hver af dem med en flaske på toppen, alt imens hobbitten løb efter dem og næsten peb af skræk: „Vær nu venlig at passe på!“ og „vær nu venlig at lade være! Jeg kan godt!“ Men dværgene begyndte bare at synge: Knæk et glas og revn et fad! Gør kniven sløv, vrid gaflen kort! Det gør Bilbo Sækker vred – Slå glas itu, brænd proppen sort! Skær i dugen, træd fedtet ned! Smid med mælken, hvis du tør! Sengetæppet pynt med ben, og sjask vin på hver en dør! Porcelænet det skal koges, derpå stampes helt til mos; er noget stadig helt, så rul det vildt hen over stuegulvet! Det gør Bilbo Sækker vred! Så varsom, varsom med hvert fad! Og naturligvis gjorde de ikke nogen af disse forfærdelige ting, og alting blev med lynets hast gjort rent og sat på plads, mens hobbitten snurrede rundt om sig selv midt i køkkenet for at prøve at se, hvad de lavede. Derefter gik de tilbage og fandt Thorin med fødderne oppe på kaminristen, mens han røg pibe. Han blæste de mest kolossale røgringe, man kunne forestille sig, og uanset hvor han befalede en at svæve hen, gjorde den det – op i skorstenen, eller bag ved uret på kaminhylden, eller under bordet, eller rundt 35

Svens.dok.Hobbitten.indd 35

28/06/12 11.35


Hobbitten og rundt under loftet, men hvor de end bevægede sig hen, var de ikke helt hurtige nok til at slippe fra Gandalf. Pop! sendte han en mindre røgring fra sin korte lerpibe lige gennem hver af Thorins. Derefter blev Gandalfs røgring grøn og kom tilbage og svævede over troldmandens hoved. Han havde allerede en sky af dem over sig, og i det svage lys fik det ham til at se mærkelig og troldkarleagtig ud. Bilbo stod stille og så på – han elskede røgringe – og rødmede så ved tanken om, hvor stolt han den foregående formiddag havde været over de røgringe, han selv havde sendt op med vinden over Højen. „Nu skal vi have musik!“ sagde Thorin. „Tag instrumenterne frem!“ Kili og Fili styrtede ud efter deres bylter og kom tilbage med små violiner, mens Dori, Nori og Ori tog fløjter frem fra et sted inden i deres jakker, og Bombur hentede en tromme fra entreen; Bifur og Bombur gik også ud og kom tilbage med klarinetter, som de havde haft stående blandt spadserestokkene. Dvalin og Balin sagde: „Undskyld mig, jeg glemte min på verandaen!“ „Bare tag min med ind!“ sagde Thorin. De kom tilbage med gamber lige så store som dem selv og med Thorins harpe svøbt i et grønt klæde. Det var en smuk, gylden harpe, og da Thorin slog den an, begyndte al musikken med det samme, så pludselig og så yndig, at Bilbo glemte alt andet og blev ført bort til mørke lande under fremmede måner, langt væk over Vandet og meget langt væk fra sit hobbit-hul neden for Højen. Fra det lille vindue, som vendte ud fra siden af Højen, kom mørket ind i lokalet; pejseilden flakkede – det var april – og stadig spillede de videre, mens skyggen af Gandalfs skæg vippede på væggen. Mørket fyldte hele lokalet, mens ilden døde hen, og skyggerne forsvandt, og alligevel spillede de videre. Og pludselig 36

Svens.dok.Hobbitten.indd 36

28/06/12 11.35


et uventet selskab begyndte først den ene og så den anden at synge, mens de spillede, synge med dybe strubestemmer, som dværgene gjorde i deres fordums hjem; og dette er som et brudstykke af deres sang, hvis det kan være som deres sang uden deres musik. Fjernt over tåget bjerg og dal til kælder dyb og gammel sal vi må herfra før det blir dag og atter følge guldets kald. Der forne dværge dunkelt sang, mens hamre slog som klokkeklang helt ned hvor mørke væsener bor, i dybet under klippen trang. For elverkonge og fordums drot de smeded mangen en gylden skat og hvert et sværd fik lysets skær i skæftets ædelstene sat. Halskæder bandt de sølvstjerner til, på kroner hængte de drageild, og månens skin de fletted ind i snoet tråd med solens spil. Fjernt over tåget bjerg og dal til kælder dyb og gammel sal vi må herfra før det blir dag, for guld vi generobre skal. Pokaler til sig selv de skar og gyldne harper; længe var 37

Svens.dok.Hobbitten.indd 37

28/06/12 11.35


Hobbitten de væk i klang og dunkel sang, som kun for dem var åbenbar. Det brøled gennem bjergets skov, da nattevinden hyled og en flammering sprang op omkring de træer som blev ildens rov. I dalen ringed klokker højt mens skræmte mennesker skued blegt at tårn og hus blev lagt i grus af dragens vrede flammesprøjt. I damp og røg lå bjerget hen, og dværgene hørte dødens trin. De for af sted, blev trampet ned og bjerget henlå tyst igen. Fjernt over tåget bjerg og dal til kælder dyb og dyster sal vi må herfra før det blir dag, og ham fordrive fra vor hal! Mens de sang, mærkede hobbitten kærligheden til smukke, håndlavede ting, skabt med klogskab og magi, flyde gennem sig, en voldsom og besiddende kærlighed, begæret i dværgenes hjerter. Derpå vågnede der noget tokerisk i ham, og han fik lyst til at drage ud og se de store bjerge og høre fyrretræerne og vandfaldene og udforske hulerne, og til at gå med sværd i stedet for spadserestok. Han så ud ad vinduet. Oven over træerne var stjernerne fremme på en mørk himmel. Han så for sig, hvordan dværgenes ædelstene skinnede i mørke gruber. Pludselig sprang en flamme op i 38

Svens.dok.Hobbitten.indd 38

28/06/12 11.35


et uventet selskab skoven på den anden side af Vandet – formentlig var nogen i færd med at tænde bål – og han så for sig, hvordan drager slog ned på hans stilfærdige Høj og lod det hele gå op i luer. Han skuttede sig, og meget hurtigt var han atter den helt almindelige hr. Sækker fra Sækkedyb, neden for Højen. Han rejste sig skælvende. Han var kun halvt til sinds at gå ud og hente en lampe, og mere end halvt til sinds at lade, som om han gjorde det, og smutte hen og gemme sig bag øltønderne i kælderen og ikke komme frem, før alle dværgene var draget bort. Pludselig opdagede han, at musikken og sangen var holdt op, og at de alle så på ham med øjne, der skinnede i mørket. „Hvor skulle du hen?“ spurgte Thorin i et tonefald, der lød, som om han kunne gætte begge dele af, hvad hobbitten var til sinds. „Hvad med en smule lys?“ sagde Bilbo undskyldende. „Vi foretrækker mørket,“ sagde alle dværgene. „Mørke til mørke sager! Der er mange timer til daggry.“ „Naturligvis!“ sagde Bilbo, og satte sig skyndsomst ned. Han ramte ved siden af taburetten og satte sig oven i kaminristen, så han væltede ildrageren og skovlen med et brag. „Shhh!“ sagde Gandalf. „Lad Thorin tale!“ Og således begyndte Thorin. „Gandalf, dværge og hr. Sækker! Vi er mødtes i vor vens og medsammensvornes hus, denne aldeles fremragende og dristige hobbit – må håret aldrig falde af hans fødder! Ære være hans vin og øl –“ Han holdt inde for at trække vejret og for at få et høfligt svar fra hobbitten, men komplimenterne prellede helt af på den stakkels Bilbo Sækker, som bevægede læberne i protest mod at blive kaldt dristig og værst af alt medsammensvoren, omend han var så perpleks, at der ikke kom en lyd frem. Thorin fortsatte derfor: „Vi er mødtes for at drøfte vore planer, vore fremgangs39

Svens.dok.Hobbitten.indd 39

28/06/12 11.35


Hobbitten måder, midler, strategier og redskaber. Kort før daggry vil vi indlede vor lange rejse, en rejse, hvorfra muligvis ikke alle og måske ingen af os (undtagen vor ven og rådgiver, den iderige troldmand Gandalf ) nogensinde vender tilbage. Det er et højtideligt øjeblik. Vort mål er, antager jeg, velkendt for os alle. For den højtærede hr. Sækker, og måske for en eller to af de yngre dværge (jeg vil mene, at jeg gør ret i eksempelvis at nævne Kili og Fili), kræver den nøjagtige situation i øjeblikket muligvis en vis kort forklaring –“ Det var sådan, Thorin talte. Han var en betydningsfuld dværg. Havde han fået lov, var han formentlig fortsat sådan, indtil han havde mistet pusten, uden at fortælle nogen af de tilstedeværende noget, de ikke allerede vidste. Men han blev brat afbrudt. Stakkels Bilbo kunne ikke klare det længere. Ved muligvis aldrig vender tilbage begyndte han at kunne mærke et vræl komme op inden i sig og meget snart slap det løs som fløjten på et lokomotiv, der kommer ud af en tunnel. Alle dværgene sprang op, så bordet væltede. Gandalf antændte et blåt lys for enden af sin tryllestav, og i fyrværkeriets skin kunne den stakkels lille hobbit ses knæle på kamintæppet, mens han rystede som en budding, der var ved at smelte. Så faldt han fladt om på gulvet, mens han igen og igen blev ved med at råbe „ramt af lynet, ramt af lynet!“, og i lang tid var det alt, hvad de kunne få ud af ham. Derfor tog de ham og lagde ham ind på sofaen i dagligstuen med noget at drikke ved siden af, og vendte så tilbage til deres mørke sager. „Opfarende lille fyr,“ sagde Gandalf, da de atter satte sig. „Får sjove, mærkelige anfald, men han er en af de bedste, en af de bedste – og med kræfter som en drage, når det strammer til.“ Hvis I nogensinde har set en drage, når det strammer til, kan I forstå, at det kun var en poetisk overdrivelse, som 40

Svens.dok.Hobbitten.indd 40

28/06/12 11.35


et uventet selskab kunne bruges om alle hobbitter, endog om Den Gamle Tokers grand-grand-onkel Tyrebrøleren, der var så enorm (af en hobbit at være), at han kunne ride på en hest. I slaget ved Grønnehøje angreb han hærskarer af bjergtrolde og slog hovedet af deres kong Golfimbul med en trækølle. Det fløj hundrede meter gennem luften og landede i et kaninhul, og på denne måde blev slaget vundet og golfspillet opfundet i samme øjeblik. I mellemtiden var Tyrebrølerens mere milde efterkommer ved at komme til hægterne inde i dagligstuen. Efter lidt tid og noget at drikke krøb han nervøs hen til døren til gildestuen. Dette er, hvad han hørte Gloin sige: „Hrmpf!“ (eller en slags grynt mere eller mindre i den retning). „Kan han bruges, mener I? Det kan være meget godt, at Gandalf snakker om, at denne hobbit har kræfter, men et vræl som det i et ophidset øjeblik ville være nok til at vække dragen og alle hans slægtninge og få os alle sammen slået ihjel. Jeg synes, det lød mere som frygt end som ophidselse! Faktisk ville jeg, havde det ikke været for tegnet på døren, have været sikker på, at vi var kommet til det forkerte hus. Så snart jeg fik øje på den lille fyr, som stod og trippede og pustede på måtten, fik jeg mine tvivl. Han lignede mere en købmand end en indbrudstyv!“ Så drejede hr. Sækker på dørhåndtaget og gik indenfor. Tokersiden havde sejret. Han følte pludselig, at han kunne klare sig uden søvn og morgenmad for at blive opfattet som en med kræfter. Hvad angik lille fyr, som stod og trippede på måtten var det lige ved at få kræfterne rigtigt frem i ham. Ved mange senere lejligheder fortrød Sækkerdelen det, han gjorde nu, og sagde til sig selv: „Bilbo, du var en tåbe, du vadede lige ud i det med begge ben.“ „Undskyld mig,“ sagde han, „hvis jeg er kommet til at overhøre jeres samtale. Jeg vil ikke foregive at forstå, hvad 41

Svens.dok.Hobbitten.indd 41

28/06/12 11.35


Hobbitten I taler om, eller jeres hentydning til indbrudstyve, men jeg tror at gøre ret i at antage,“ (dette var, hvad han kaldte at stå på sin værdighed) „at I ikke mener, at jeg duer til noget. Jeg skal vise jer. Jeg har ingen tegn på min dør – den blev malet for en uge siden – og jeg er temmelig sikker på, at I er kommet til det forkerte hus. I samme øjeblik, jeg så jeres løjerlige ansigter på dørtrinnet, kom jeg i tvivl. Men lad som om, det er det rigtige. Fortæl mig, hvad I vil have gjort, og jeg skal forsøge på det, om jeg så skal gå herfra til østen for østen og kæmpe med vilde var-slanger i Den Sidste Ørken. Engang havde jeg en grand-grand-grandgrand-onkel, Tyrebrøler Toker, og –“ „Ja, ja, men det var for længe siden,“ sagde Gloin. „Jeg talte om dig. Og jeg kan forsikre dig for, at der er et tegn på denne dør – det sædvanlige i denne branche, eller det plejede det i hvert fald at være. Indbrudstyv søger god opgave, masser af spænding og rimeligt udbytte, det er, hvad det plejer at betyde. Om man vil, kan man sige erfaren skattejæger i stedet for indbrudstyv. Det gør nogle af dem. Det er os lige meget. Gandalf fortalte os, at der her på egnen var en sådan person, som søgte en opgave omgående, og at han havde arrangeret et møde her denne onsdag ved tetid.“ „Naturligvis er der et mærke,“ sagde Gandalf. „Jeg satte det der selv. Med særdeles god grund. I bad mig finde den fjortende mand til jeres ekspedition, og jeg valgte hr. Sækker. Prøv lige at sige, at jeg valgte den forkerte mand i det forkerte hus, og I kan nøjes med tretten og være lige så uheldige, I vil, eller vende tilbage til at grave kul.“ Han skulede så vredt ad Gloin, at dværgen krøb sammen i sin stol, og da Bilbo prøvede at åbne munden for at stille et spørgsmål, vendte han sig om med et misbilligende blik og stak sine buskede øjenbryn frem, indtil Bilbo med et smæld lukkede munden tæt i. „Sådan er det,“ sagde Gan42

Svens.dok.Hobbitten.indd 42

28/06/12 11.35


et uventet selskab dalf. „Lad os ikke skændes mere. Jeg har udvalgt hr. Sækker, og det burde være nok for jer alle. Hvis jeg siger, at han er en indbrudstyv, så er han en indbrudstyv eller vil blive det, når den tid kommer. Der er meget mere i ham, end I kan gætte, og adskilligt mere i ham, end han selv har nogen anelse om. Måske når I (muligvis) at leve længe nok til at takke mig for det. Altså, Bilbo, min dreng, hent lampen, og lad os få lidt lys på det her!“ I lyset fra en stor lampe med rød skærm rullede han et stykke pergament, der temmelig meget lignede et kort, ud på bordet. „Dette, Thorin, blev lavet af Thror, din bedstefar,“ sagde han som svar på dværgenes spændte spørgsmål. „Det er en plan over Bjerget.“ „Jeg kan ikke se, hvordan det skal hjælpe os ret meget,“ sagde Thorin skuffet, efter at have kastet et blik på det. „Jeg kan udmærket huske Bjerget og egnen omkring det. Og jeg ved, hvor Dunkelskov er, og Den Svedne Hede, hvor de store drager yngler.“ „Der er angivet en drage med rødt på Bjerget,“ sagde Balin, „men det bliver let nok at finde ham uden det, hvis vi nogensinde når frem.“ „Der er en ting, som I ikke har bemærket,“ sagde troldmanden, „og det er den hemmelige indgang. Kan I se den rune på vestsiden, og den hånd som peger på den fra de andre runer? Den markerer en skjult indgang til de nedre sale.“ (Se på kortet i denne bog, og dér kan I se runerne). „Måske var den hemmelig engang,“ sagde Thorin, „men hvordan kan vi vide, at den stadig er hemmelig? Gamle Smaug har boet der længe nok til at have fundet ud af alt, hvad der er at vide om disse huler.“ „Det har han muligvis – men han kan ikke have brugt den i mange, mange år.“ 43

Svens.dok.Hobbitten.indd 43

28/06/12 11.35


Hobbitten „Hvorfor?“ „Fordi den er for lille. ‘Fem fod høj er døren og tre kan gå side om side’ siger runerne, men Smaug kunne ikke krybe gennem et hul på den størrelse, ikke engang da han var en ung drage, og slet ikke efter at have fortæret så mange af dværgene og menneskene i Dal.“ „For mig ligner det et stort hul,“ peb Bilbo (som ikke havde nogen erfaring med drager og kun kendte til hobbithuller). Han var atter ved at blive spændt og interesseret og glemte derfor at holde munden lukket. Han holdt meget af kort, og i hans entré hang der er stort et af nabolaget med alle hans foretrukne spadsereture angivet med rødt blæk. „Bortset fra dragen, hvordan kunne sådan en stor dør blive holdt hemmelig for nogen som helst udenfor?“ spurgte han. I må huske, at han kun var en lille hobbit. „På mange måder,“ sagde Gandalf. „Men hvordan denne her er blevet skjult, får vi ikke at vide, medmindre vi drager derhen for at se det. Ud fra hvad der står på kortet, vil jeg gætte på, at der er en lukket dør, som er lavet, så den fuldstændig ligner siden af Bjerget. Det er sådan, dværgene plejer at gøre – det mener jeg er rigtigt, er det ikke?“ „Ganske rigtigt,“ sagde Thorin. „Desuden,“ fortsatte Gandalf, „glemte jeg at nævne, at der fulgte en nøgle med kortet, en lille og underlig nøgle. Her er den!“ sagde han og rakte Thorin en sølvnøgle med lang cylinder og en sindrig kam. „Pas på den!“ „Det vil jeg så sandelig,“ sagde Thorin og fæstnede den til en fin kæde, der gik rundt om halsen på ham og ned under hans jakke. „Nu begynder der at være lidt mere håb forude. Denne nyhed får tingene til at se bedre ud. Hidtil har vi ikke haft nogen klar idé om, hvad vi ville gøre. Vi tænkte på at drage østpå, så stilfærdigt og forsigtigt som muligt, indtil Langesø. Derefter ville vanskelighederne begynde –“ 44

Svens.dok.Hobbitten.indd 44

28/06/12 11.35


et uventet selskab „Længe før da, så vidt jeg kender til vejene østpå,“ afbrød Gandalf. „Derfra kan vi drage op langs Den Rindende Flod,“ fortsatte Thorin uden at lade sig mærke med noget, „og frem til ruinerne af Dal – den gamle by i dalen dér neden for Bjerget. Men ingen af os brød os om tanken om Hovedporten. Floden løber direkte ud ad den gennem den store klippe på sydsiden af Bjerget, og det er også den, som dragen kommer ud ad – alt for ofte, medmindre han har ændret vaner.“ „Det ville ikke være godt,“ sagde troldmanden, „ikke uden en mægtig kriger, eller ligefrem en helt. Jeg prøvede at finde en, men krigerne har travlt med at bekæmpe hinanden i fjerne lande, og her i nabolaget er helte sjældne eller helt uopdrivelige. De fleste sværd i disse egne er sløve, og økser bliver brugt til træer og skjolde til vugger eller grydelåg, og drager er på tryg, lang afstand (og derfor noget, man fortæller eventyr om). Det er grunden til, at jeg besluttede mig for indbrudstyveri – i særdeleshed da jeg kom i tanker om, at der findes en sidedør. Og her er vor lille Bilbo Sækker, indbrudstyven; den udvalgte og håndplukkede indbrudstyv. Så lad os nu komme videre og få lagt nogle planer.“ „Lad gå da,“ sagde Thorin, „forudsat, at indbrudstyven og eksperten giver os nogle ideer eller forslag.“ Han vendte sig mod Bilbo med forstilt høflighed. „Til at begynde med vil jeg gerne vide lidt mere om det hele,“ sagde han, mens han følte sig helt forvirret og lidt usikker indeni, men foreløbig stadig på tokerisk vis besluttet på at fortsætte. „Jeg mener, om guldet og dragen og alt det, hvordan det kom der, og hvem det tilhører, og så fremdeles og videre.“ „Du milde!“ sagde Thorin, „har du ikke et kort? og hørte du ikke vores sang? og har vi ikke talt om alt dette i timevis?“ 45

Svens.dok.Hobbitten.indd 45

28/06/12 11.35


Hobbitten „Alligevel vil jeg gerne have det helt på det rene,“ sagde han stædigt, tog sit saglige udtryk på (som normalt var forbeholdt folk, der prøvede at låne penge af ham), og gjorde sit bedste for at virke vis og velovervejet og professionel og leve op til Gandalfs anbefaling. „Desuden vil jeg gerne høre om farer, udlæg, påkrævet tid og godtgørelse, og så videre“ – hvormed han mente: „Hvad får jeg ud af det? Og kommer jeg levende tilbage?“ „Nå, så lad gå,“ sagde Thorin. „For længe siden, da min bedstefar Thror levede, blev vor familie fordrevet fra det fjerne nord og vendte med alle deres rigdomme og deres redskaber tilbage til Bjerget på dette kort. Det var blevet opdaget af min fjerne forfader, Thrain den Gamle, men nu gravede de ud og byggede tunneller og anlagde mægtigere sale og større værksteder – og derudover antager jeg, at de også fandt en god del guld og ganske mange ædelsten. I alle tilfælde blev de kolossalt rige og berømte, og min bedstefar blev atter Konge under Bjerget og behandlet med stor ærbødighed af de dødelige mennesker, som boede mod syd og gradvis spredte sig op langs Den Rindende Flod så langt som til lavningen neden for Bjerget. Dér byggede de dengang den lystige by Dal. Konger plejede at sende bud efter vore smede og belønne selv de mindst dygtige fyrsteligt. Fædre tiggede os gerne om at tage deres sønner som lærlinge og betalte os rigeligt, i særdeleshed med fødevarer, som vi aldrig selv besværede os med at dyrke eller finde. I det hele taget var det gode tider for os, og selv de fattigste af os havde penge at bruge eller låne ud og tid tilovers til at skabe smukke ting bare for fornøjelsens skyld, for slet ikke at tale om de mest storslåede og magiske kunstgenstande, hvis lige ikke findes i verden nu til dags. Derfor blev min bedstefars sale fyldt med våben og ædelstene og ornamenter og bægre, og Dals marked for kunstgenstande var den nordlige verdens vidunder. 46

Svens.dok.Hobbitten.indd 46

28/06/12 11.35


et uventet selskab Det var uden tvivl det, som lokkede dragen til. Du ved, hvordan drager stjæler guld og ædelstene fra mennesker og elvere og dværge overalt, hvor de kan finde det, og så længe de lever (hvad der praktisk talt vil sige for evigt, medmindre de bliver slået ihjel), vogter de på deres bytte og nyder aldrig så meget som en messingring. Faktisk har de svært ved at skelne et godt stykke arbejde fra et dårligt, selv om de som regel har god fornemmelse for den aktuelle markedsværdi, og de kan ikke selv skabe noget, ikke engang reparere et lille, løst skæl i deres panser. Dengang var der masser af drager mod nord, og formentlig blev guld sjældnere deroppe, efterhånden som dværgene flygtede sydpå eller blev dræbt, og al den almindelige ødelæggelse og hærgen, som dragerne stod for, blev endnu værre. Der var en særlig grådig og slem orm ved navn Smaug. En dag gik han på vingerne og kom sydpå. Det første, vi hørte, var en støj som en orkan fra nord, og at fyrretræerne på Bjerget knagede og knækkede i vinden. Nogle af de dværge, som tilfældigvis var udenfor (jeg var en af de heldige – på den tid var jeg en gæv og eventyrlysten knægt, som altid strejfede rundt, og den dag reddede det mit liv) – nå ja, på lang afstand så vi dragen slå sig ned på vores bjerg i et flammehav. Så kom han ned ad skråningerne, og da han nåede skoven, gik den op i luer. På det tidspunkt ringede alle klokkerne i Dal, og krigerne bevæbnede sig. Dværgene styrtede ud ad deres store port, men dér ventede dragen på dem. Ingen undslap ad den vej. Floden kogte op, der lagde sig en tåge over Dal, og i tågen faldt dragen over dem og udslettede de fleste af krigerne – den sædvanlige, ulykkelige historie, som kun var alt for almindelig på den tid. Derefter drog han tilbage og krøb ind gennem Hovedporten og ryddede alle salene og stierne og tunnellerne, gyderne, kældrene, de fineste boliger og gangene. Efter dét var der ikke en dværg i 47

Svens.dok.Hobbitten.indd 47

28/06/12 11.35


Hobbitten live indenfor, og han samlede alle deres rigdomme sammen til sig selv. Formentlig har han, for sådan gør drager, stablet det hele op i en stor dynge længst inde og bruger det som seng at sove på. Senere plejede han at kravle ud ad den store port og komme til Dal om natten og bortføre folk, navnlig jomfruer, og æde dem, indtil Dal var ødelagt og hele befolkningen død eller væk. Hvad der sker nu, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg antager ikke, at der nu til dags bor nogen tættere på Bjerget end den fjerne ende af Langesø. De få af os, som var i sikkerhed udenfor, sad i vores skjul og græd og forbandede Smaug; og dér fik vi uventet selskab af min far og bedstefar med svedne skæg. De så meget dystre ud, men sagde meget lidt. Da jeg spurgte, hvordan de var sluppet væk, sagde de, at jeg skulle tie stille, og sagde, at når tiden en dag var inde, ville jeg få det at vide. Derefter drog vi bort og har ude omkring i landet måttet tjene til føden så godt, vi kunne, tit ved at synke så dybt som til smedearbejde eller sågar til at grave kul. Men vi har aldrig glemt vor stjålne skat. Og selv nu, hvor jeg medgiver, at vi har fået en god stump lagt til side og ikke sidder så ilde i det“ – her rørte Thorin ved guldkæden rundt om sin hals – „agter vi stadig at tage den tilbage og lade vore forbandelser ramme Smaug – hvis vi kan. Jeg har ofte spekuleret over, hvordan min far og bedstefar undslap. Jeg kan nu se, at de må have haft en hemmelig sidedør, som kun de kendte til. Men de lavede åbenbart et kort, og jeg vil gerne vide, hvordan Gandalf fik fat i det, og hvorfor det ikke er endt hos mig, deres retmæssige arving.“ „Jeg fik ikke ‘fat i det’, jeg fik det overdraget,“ sagde troldmanden. „Som du kan huske, blev din bedstefar Thror dræbt i Morias miner af bjergtrolden Azog.“ „Forbandet være han, ja,“ sagde Thorin. „Og din far Thrain drog bort den enogtyvende april, i 48

Svens.dok.Hobbitten.indd 48

28/06/12 11.35


et uventet selskab torsdags for hundrede år siden, og du har aldrig set ham siden da –“ „Sandt, sandt,“ sagde Thorin. „Nuvel, din far gav mig det, for at jeg skulle give dig det; og hvis jeg selv har valgt, hvornår og hvordan jeg vil overdrage det, kan du dårligt laste mig, set i lyset af hvor svært det var for mig at finde dig. Da din far gav mig papiret, kunne han ikke huske sit eget navn, og han fortalte mig aldrig dit; så i det store og hele mener jeg at fortjene ros og tak! Her er det,“ sagde han og rakte Thorin kortet. „Det forstår jeg ikke,“ sagde Thorin, og Bilbo følte, at han selv gerne ville have sagt det samme. Forklaringen lod ikke til at forklare noget. „Din bedstefar,“ sagde troldmanden langsomt og dystert, „gav, før han drog af sted til Morias miner, kortet til sin søn, for at det kunne være i sikkerhed. Efter at din bedstefar var blevet dræbt, drog din far bort for at søge lykken med kortet; og han oplevede en masse eventyr af den mest ubehagelige slags, men kom aldrig i nærheden af Bjerget. Hvordan han kom der, ved jeg ikke, men da jeg mødte ham, var han fange i Åndemanerens kældre.“ „Hvad i alverden lavede du dér?“ sagde Thorin gysende, og det sitrede i alle dværgene. „Tag dig ikke af det. Jeg var, som sædvanlig, i færd med at finde ud af ting, og det var en gyselig og farlig affære. Selv jeg, Gandalf, slap kun lige akkurat bort. Jeg prøvede at redde din far, men det var for sent. Han var formørket og forvirret, og havde glemt så godt som alt andet end kortet og nøglen.“ „Vi har for længe siden afregnet med bjergtroldene i Moria,“ sagde Thorin; „vi må til at tænke på Åndemaneren.“ „Vær nu ikke tåbelig! Han er en fjende langt hinsides alle dværges forenede kræfter, om de så kunne samles på ny 49

Svens.dok.Hobbitten.indd 49

28/06/12 11.35


Hobbitten fra alle fire verdenshjørner. Det eneste, din far ønskede for sin søn, var, at han skulle læse kortet og anvende nøglen. Dragen og Bjerget er mere end rigeligt store hverv for jer!“ „Hørt, hørt!“ sagde Bilbo, og kom ved et uheld til at sige det højt. „Hør hvad?“ sagde de alle sammen og vendte sig pludselig om mod ham, og han blev så forfjamsket, at han svarede: „Hør, hvad jeg har at sige!“ „Hvad er det?“ spurgte de. „Altså, jeg vil hævde, at I bør drage østpå og se jer omkring. Der er trods alt sidedøren, og jeg antager, at drager er nødt til at sove indimellem. Hvis I venter længe nok på dørtrinnet, er jeg sikker på, at I finder på noget. Og nå ja, ved I hvad, jeg tror, at vi har talt længe nok for én nat, hvis I forstår, hvad jeg mener. Hvad med noget søvn og tidligt af sted og alt det? Jeg skal anrette jer en ordentlig morgenmad, før I tager af sted.“ „Før vi tager af sted, antager jeg, at du mener,“ sagde Thorin. „Er det ikke dig, der er indbrudstyven? Og er det ikke din opgave at sidde på dørtrinnet, for slet ikke at tale om at komme ind bag døren? Men jeg er enig med hensyn til søvn og morgenmad. Når jeg begiver mig ud på en rejse, vil jeg gerne have seks æg til min skinke; spejlede og ikke pocherede, og pas på, at blommen ikke flyder ud.“ Efter at alle de andre havde bestilt morgenmad uden så meget som at sige „hvis det kan lade sig gøre“ (hvad der generede Bilbo rigtig meget), rejste de sig alle. Hobbitten skulle finde plads til dem alle sammen og fyldte alle sine ledige værelser og redte op på stole og sofaer, før han fik dem alle af vejen og meget træt og ikke spor glad kom ned i sin egen lille seng. Han besluttede sig i hvert fald for ikke at stå tidligt op og lave alle mulige andres elendige morgenmad. Tokeriskheden var ved at tage af, og han var 50

Svens.dok.Hobbitten.indd 50

28/06/12 11.35


et uventet selskab ikke længere så sikker på, at han om morgenen skulle ud på nogen som helst rejse. Da han lå i sin seng, kunne han høre, hvordan Thorin i det bedste soveværelse inde ved siden af stadig nynnede for sig selv: Fjernt over tåget bjerg og dal til kælder dyb og gammel sal vi må herfra før det blir dag og atter følge guldets kald. Bilbo faldt i søvn med sangen i ørerne, og det fik ham til at drømme meget utrygge drømme. Da han vågnede, var det var for længst blevet dag.

Svens.dok.Hobbitten.indd 51

28/06/12 11.35


Kapitel II S TEGT F Å R

Bilbo sprang op, tog sin morgenkåbe på og gik ind i spisestuen. Der var ikke nogen at se, men alle tegn på et stort og hastigt morgenmåltid. Der var et forfærdeligt rod i stuen og dynger af snavset porcelæn i køkkenet. Så godt som hver eneste potte og pande, han ejede, lod til at have været i brug. Opvasken var så forstemmende virkelig, at Bilbo blev tvunget til at indse, at selskabet den foregående nat ikke havde været en del af hans onde drømme, hvad han ellers havde håbet en del på. Faktisk var han i sidste ende egentlig lettet ved tanken om, at de alle sammen var taget af sted uden ham, og uden at besvære sig med at vække ham („men uden så meget som at sige tak,“ tænkte han); alligevel kunne han på en måde ikke lade være med at føle sig bare en lille smule skuffet. Følelsen overraskede ham. „Vær nu ikke tåbelig, Bilbo Sækker!“ sagde han til sig selv, „sådan at tænke på drager og alt det forrykte nonsens i din alder.“ Han tog derfor forklæde på, fik gang i ilden, kogte vand og vaskede op. Derefter spiste han en fin lille andenmorgenmad i køkkenet, inden han gik i gang med spisestuen. På det tidspunkt var solen begyndt at skinne, og en varm forårsbrise kom ind ad den åbne hoveddør. Bilbo begyndte at fløjte højlydt og glemme alt om den foregående nat. Faktisk skulle han lige til at sætte sig ved det åbne vindue i spisestuen og begynde på en rar lille formiddagsmad, da Gandalf trådte ind. 52

Svens.dok.Hobbitten.indd 52

28/06/12 11.35


stegt får „Min kære ven,“ sagde han, „hvornår kommer du dog? Hvad var det for noget med at komme tidligt af sted? – og her sidder du og spiser morgenmad, eller hvad du nu kalder det, klokken halv elleve! De kunne ikke vente, så de efterlod budskabet til dig.“ „Hvilket budskab?“ sagde stakkels hr. Sækker helt forfjamsket. „Milde elefanter!“ sagde Gandalf, „du er slet ikke dig selv her til morgen – du har slet ikke støvet kaminhylden af!“ „Hvad har det med sagen at gøre? Jeg har haft nok at gøre med at vaske op efter fjorten!“ „Hvis du havde støvet kaminhylden af, ville du have fundet dette lige under uret,“ sagde Gandalf, og rakte Bilbo en seddel (som naturligvis var skrevet på hans eget notespapir). Disse er ordene, som han læste højt: „Thorin med Følge hilser indbrudstyven Bilbo! Vor dybtfølte tak for Deres gæstfrihed, og vor taknemlige accept af Deres tilbud om professionel bistand. Betingelser: Kontant afregning ved levering, op til og ikke mere end en fjortendedel af det samlede udbytte (om noget); alle rejseomkostninger er garanteret uanset hvad; begravelsesomkostninger afholdes af os eller vore repræsentanter, hvis denne situation opstår, og sagen ikke er ordnet på anden vis. Da vi anser det for unødvendigt at forstyrre Deres værdige hvile, er vi draget i forvejen for at gøre de nødvendige forberedelser, og afventer Deres ærede person på kroen Den Grønne Drage i Sidenå, kl. 11 om formiddagen præcis. I forventning om at De vil være præcis, har vi æren at forblive Deres meget forbundne Thorin & Flg.“

53

Svens.dok.Hobbitten.indd 53

28/06/12 11.35


Hobbitten „Det giver dig lige ti minutter. Du er nødt til at løbe“ sagde Gandalf. „Men – ,“ sagde Bilbo. „Det der er der ikke tid til“ sagde troldmanden. „Men – ,“ sagde Bilbo igen. „Det der er der heller ikke tid til! Af sted med dig!“ Bilbo kunne til sine dages ende ikke huske, hvordan han pludselig befandt sig udenfor, uden hat, spadserestok eller penge, eller noget af det, han normalt tog med, når han gik ud; uden at have spist sin andenmorgenmad mere end halvt op og helt uden at rydde op efter den, hvorefter han lagde sine nøgler i Gandalfs hænder og løb ned ad vejen, alt hvad hans pelsklædte fødder kunne holde, forbi Den Gamle Mølle, over Vandet, og derefter videre en fjerdingvej eller mere. Stakåndet var han, da han netop på slaget elleve nåede Sidenå og opdagede, at han var kommet af sted uden lommetørklæde! „Bravo!“ sagde Balin, som stod i døren til kroen og holdt udkig efter ham. I samme øjeblik kom alle de andre rundt om hjørnet, hvor vejen førte ud af landsbyen. De red på ponyer, og hver af ponyerne var belæsset med alle mulige slags rejsegods, kasser, pakker og ting og sager. En meget lille pony var tilsyneladende til Bilbo. „Op med jer to, og af sted med os!“ sagde Thorin. „Jeg er forfærdelig ked af det,“ sagde Bilbo, „men jeg er kommet af sted uden min hat, og jeg har efterladt mit lommetørklæde, og jeg har ingen penge. Helt nøjagtig fik jeg ikke jeres seddel før efter 10.45.“ „Tænk ikke på at være nøjagtig,“ sagde Dvalin, „og tag dig ikke af det! Du bliver nødt til at klare dig uden lommetørklæder og en god del andre ting, før du når frem til 54

Svens.dok.Hobbitten.indd 54

28/06/12 11.35


stegt får vejs ende. Hvad angår en hat, har jeg en ekstra hætte og kappe i min oppakning.“ Således kom de alle sammen af sted, og begav sig en smuk formiddag lige før maj fra kroen på tungt belæssede ponyer; med Bilbo iført en mørkegrøn hætte (som var lidt mærket af vind og vejr) og en mørkegrøn kappe, han havde lånt af Dvalin. De var for store til ham, og han så temmelig komisk ud. Jeg tør ikke forestille mig, hvad hans far Bungo ville have tænkt om ham. Det eneste betryggende for ham var, at da han ikke havde noget skæg, kunne han ikke blive taget for en dværg. De havde ikke redet ret længe, før Gandalf indhentede dem højt til vejrs på en hvid hest. Han havde medbragt en masse lommetørklæder samt Bilbos pibe og tobak. Derefter fortsatte selskabet så i særdeles højt humør, og mens de red af sted hele dagen, fortalte de historier eller sang sange, undtagen naturligvis når de standsede op for at spise. Det skete ikke så ofte, som Bilbo kunne have ønsket sig det, men alligevel begyndte han at føle, at eventyr ikke var så slemme endda. Til at begynde med var de kommet igennem områder med hobbitter, en vidtstrakt, respektabel egn, beboet af anstændige folk, med gode veje, en kro eller to, og nu og da en dværg eller en landmand i færd med dagens dont. Derefter kom de til områder, hvor folk talte mærkeligt og sang sange, som Bilbo aldrig havde hørt før. Nu var de kommet dybt ind i Ene-land, hvor der ikke var flere folk, ingen kroer, og hvor vejene hele tiden blev dårligere. Ikke langt forude lå der trøstesløse bjerge, som rejste sig højere og højere og var mørke af træer. På nogle af dem lå der gamle slotte og så onde ud, som om de var blevet bygget af slemme mennesker. Alting virkede uhyggeligt, for denne dag havde vejret ændret sig i gyselig retning. Det meste af tiden havde det 55

Svens.dok.Hobbitten.indd 55

28/06/12 11.35


Hobbitten været så fint som nogen maj måned kan være, selv i lystige fortællinger, men nu var det koldt og vådt. I Ene-land havde de været tvunget til at gøre holdt, hvor det var muligt, men i det mindste havde det ikke regnet. „At tænke sig, det snart er juni!“ gryntede Bilbo, mens han sjoskede efter de andre hen ad en mudret sti. Det var efter tetid, regnen øsede ned og havde gjort det hele dagen, fra hans hætte dryppede det ned i øjnene på ham, hans kappe var gennemblødt, ponyen var træt og snublede over stenene, de andre var for gnavne til at sige noget. „Og jeg er sikker på, at regnen er trængt ind i det tørre tøj og ind i madposerne,“ tænkte Bilbo. „Skidt med indbrud og alt, der har med det at gøre! Jeg ville ønske, jeg var hjemme ved kaminilden i mit dejlige hul, og kedlen lige var begyndt at synge!“ Det var ikke sidste gang, han nærede det ønske! Ikke desto mindre humplede dværgene videre, uden nogensinde at vende sig om eller kere sig om hobbitten. Et sted bag de grå skyer måtte solen være gået ned, for da de kom ned i en dyb dal med en flod i bunden, begyndte det at blive mørkt. Vinden tog til, og piletræerne langs bredderne bøjede sig og sukkede. Heldigvis førte vejen over en ældgammel stenbro, for floden, som regnen havde fået til at svulme op, kom brusende ned fra højene og bjergene mod nord. Det var næsten nat, før de var kommet over. Vinden opløste de grå skyer, og mellem de flyvende totter steg månen op over bakkerne. Så stoppede de, og Thorin mumlede noget om aftensmad, „og hvor finder vi en tør plet at sove på?“ Først da bemærkede de, at Gandalf var væk. Indtil da havde han været sammen med dem hele tiden uden nogensinde at sige, om han deltog i eventyret eller bare holdt dem 56

Svens.dok.Hobbitten.indd 56

28/06/12 11.35


stegt får med selskab et stykke af vejen. Det var ham, der havde spist mest, talt mest og leet mest. Men nu var han der ganske enkelt slet ikke! *** „Og det netop som der er mest brug for en troldmand,“ klagede Dori og Nori (som delte hobbittens mening om regelmæssige, mange og hyppige måltider). Til sidst besluttede de, at de var nødt til at slå lejr, hvor de var. De flyttede sig hen under en gruppe træer, og selv om der var mere tørt under dem, rystede vinden vandet af bladene, og dette dryp, dryp var særdeles generende. Mistrøstigheden lod også til at have bredt sig til ilden. Dværge kan lave ild næsten hvor som helst ud af næsten hvad som helst, uanset om der er vind eller ej, men den aften kunne de ikke, end ikke Oin og Gloin, som ellers var særligt gode til det. Så blev en af ponyerne bange for ingenting og stak af. Han nåede ud i floden, før de fik fanget ham, og Fili og Kili druknede næsten, før de kunne få ham i land igen, og al den oppakning, han havde på, skyllede væk. Naturligvis var det hovedsagelig mad, og der var ikke ret meget tilbage til aftensmad, og endnu mindre til om morgenen. Der sad de alle sammen, bistre og våde og surmulende, mens Oin og Gloin fortsatte med at prøve at få ild i bålet og skændtes om det. Bilbo tænkte trist på, at eventyr ikke var lutter ponyrideture i forårssol, da deres faste udkigsmand, Balin, sagde: „Der er lys derovre!“ Et stykke væk lå der en bakke med træer på, sine steder ret tæt bevokset. Nu kunne de se et lys skinne gennem træernes mørke masse, et rødligt, trygt udseende lys, der kunne ligne et bål eller blussende fakler. 57

Svens.dok.Hobbitten.indd 57

28/06/12 11.35


Hobbitten Da de havde betragtet det et stykke tid, begyndte de at diskutere. Nogle sagde „nej“ og andre sagde „ja“. Nogle sagde, at de bare kunne gå hen og se efter, og at hvad som helst var bedre end en lille smule til aftensmad, og endnu mindre om morgenen, og vådt tøj hele natten. Andre sagde: „Området her er ikke for godt kendt, og for tæt på bjergene. Rejsende kommer sjældent denne vej nu til dags. Man kan ikke bruge de gamle kort; tingene har ændret sig til det værre, og vejen er ubevogtet. Her omkring har de sjældent så meget som hørt om kongen, og jo mindre, man undersøger, mens man er undervejs, desto færre vanskeligheder kommer man sandsynligvis ud for.“ Nogle sagde: „Når alt kommer til alt, er vi fjorten.“ Andre sagde: „Hvor er Gandalf blevet af?“ Den bemærkning blev gentaget af alle. Så begyndte regnen at falde tungere end nogensinde, og Oin og Gloin begyndte at slås. Det afgjorde sagen. „Når alt kommer til alt, har vi en indbrudstyv med os,“ sagde de, og så brød de op, mens de (med al tænkelig og passende forsigtighed) ledte ponyerne i retning af lyset. De nåede frem til højen og var snart inde i skoven. Op ad højen gik de, men det var ikke til at få øje på nogen ordentlig sti som til et hus eller en gård, og selv om de var forsigtige, klirrede og raslede og knirkede det en god del omkring dem (for ikke at tale om surmulen og eder), mens de bevægede sig mellem træerne i bælgmørke. Pludselig kunne de se lyset meget klart lige foran dem mellem træstammerne. „Nu er det indbrudstyvens tur,“ sagde de og mente Bilbo. „Du skal fortsætte og finde ud af, hvad der er at finde ud af om det lys, og hvorfor det er der, og om det er fuldstændigt sikkert og i orden,“ sagde Thorin til hobbitten. „Så af sted med dig, og kom hurtigt tilbage, hvis alt er i orden. Hvis ikke, så kom tilbage, hvis du kan! Hvis du ikke kan, så tud 58

Svens.dok.Hobbitten.indd 58

28/06/12 11.35


stegt får to gange som en slørugle og én gang som en tårnugle, så gør vi, hvad vi kan.“ Så Bilbo måtte af sted, før han var i stand til at forklare, at han ikke kunne tude så meget som én gang som nogen som helst slags ugle, lige så lidt som han kunne flyve som en flagermus. Men i alle tilfælde kan hobbitter bevæge sig meget stille i en skov, fuldstændigt stille. Det er de stolte af, og mens de var undervejs, havde Bilbo mere end én gang fnyst af det, han kaldte „al den dværgelarm“, selv om jeg ikke vil tro, at I eller jeg en aften med blæsevejr ville have lagt mærke til noget overhovedet, om så hele optoget var passeret forbi en halv meter væk. Hvad angår da Bilbo gik tyst hen mod det røde lys, vil jeg ikke tro, at selv en væsel ville have rejst et knurhår over det. Så naturligvis kom han helt op til bålet – for et bål var det – uden at forstyrre nogen. Og hvad han så, var dette. Tre kæmpestore personer sad rundt om et meget stort bål af bøgekævler. De var i færd med at stege fårekød på lange træspid, og slikkede fedtet af fingrene. Det lugtede, så mundvandet begyndte at løbe. Der var også en tønde ved hånden med noget godt at drikke, og de drak af krus. Men det var trolde. Tydeligvis trolde. Det kunne selv Bilbo, trods sin beskyttede tilværelse, se på deres store, tunge ansigter og deres størrelse og formen på deres ben, for ikke at tale om deres sprog, som slet, slet ikke var sådan, man talte i pænt selskab. „Får i går, får i dag, og skiseme om det ikke også ser ud til får i måren,“ sagde en af troldene. „Ikke et eneste råddent stykke menneskekød har vi fået i nået så lang tid,“ sagde en anden. „Hva dælen William overhodet tænkte på, da han fik os ind på de her kanter, kan jeg ikke greje – og hvad værre er, så er der snart ikke mere at drikke,“ sagde han, og stak albuen i siden på William, som var ved at tage en slurk af sit krus. 59

Svens.dok.Hobbitten.indd 59

28/06/12 11.35


Hobbitten William fik det galt i halsen. „Klap så i,“ sagde han, så snart han kunne. „I kan bare ikke regne med, at folk sådan lige stopper op for at blive ædt af dig og Bert. Siden vi kom ned fra bjergene, har dig og ham til sammen ådt halvanden landsby. Hvor mange flere vil I have, va? For ikke så længe siden hade I været glade for at sige ‘takker, Bill’ for et pænt stykke lavlandsfår med krølfedt som nu lige det her.“ Han tog en stor bid af den kølle, han var ved at stege, og tørrede munden af i ærmet. Ja, jeg er bange for, at trolde opfører sig sådan, selv de af dem, der kun har ét hoved hver. Efter at have hørt alt dette burde Bilbo have gjort noget med det samme. Enten skulle han være gået stille tilbage og have advaret sine venner om, at der forude ventede tre pænt store trolde i ondt lune og højst sandsynligt parate til at prøve stegt dværg, eller sågar pony til en forandring; eller også skulle han have forsøgt sig med en smule dygtigt, hurtigt tyveri. En virkelig førsteklasses og berømt tyv ville på dette tidspunkt have tømt troldenes lommer – hvis man kan komme af sted med det, er det næsten altid forsøget værd – nappet selv fårekødet af spiddene, tilegnet sig øllet og være gået igen, uden at de havde bemærket ham. Andre, som var mere praktisk anlagt, men ikke havde den samme grad af professionel stolthed, havde måske stukket en dolk i hver af dem, før de opdagede det. Derefter kunne man have tilbragt resten af natten på fornøjelig vis. Bilbo vidste det godt. Han havde læst om ganske mange ting, han aldrig havde set eller gjort. Han var i høj grad opskræmt lige så vel som frastødt, og ønskede sig rigtig mange mil væk, og alligevel – alligevel kunne han ikke bare få sig selv til at gå tomhændet tilbage til Thorin og Følge. Derfor blev han stående i skyggerne og tøvede. Blandt de forskellige tyveriteknikker, han havde hørt om, virkede det at tømme troldenes lommer som den mindst vanskelige, så til sidst krøb han om bag et træ lige bag William. 60

Svens.dok.Hobbitten.indd 60

28/06/12 11.35


stegt får Bert og Tom gik hen til tønden. William drak en slurk til. Så tog Bilbo mod til sig og stak sin lille hånd ned i Williams enorme lomme. I den lå der en pung, som for Bilbo var lige så stor som en sæk. „Ha!“ tænkte han og begyndte, mens han forsigtigt løftede den ud, at synes om sit nye erhverv, „det her er en start!“ Dét var det! Troldes punge er der uheld ved, og denne var ingen undtagelse. „Eij, hvem er do?“ knirkede den på vej ud af lommen, og William vendte sig straks om og greb Bilbo om halsen, før han kunne nå om bag træet. „Skiseme, Bert, se hvad jeg har nuppet!“ sagde William. „Hvad er det?“ sagde de andre og kom derhen. „Det ved jeg sgutte! Hvad er do?“ „Bilbo Sækker, indbr – hobbit,“ sagde stakkels Bilbo og rystede over det hele, mens han spekulerede over, hvordan han skulle nå at sige som en ugle, før de kværkede ham. „En indbrhobbit?“ sagde de en smule forbløffede. Trolde er langsomme i optrækket og voldsomt mistænksomme over for alt, som er nyt for dem. „Hvad laver en indbrhobbit med min lomme, om man må spørge?“ sagde William. „Og smager de af nået?“ sagde Tom. „Do kan prøve,“ sagde Bert og tog et spid op. „Han ville it blive til møj mer end en mundfuld,“ sagde William, der allerede havde fået en glimrende aftensmad, „it når først han var flået og udbenet.“ „Kanske der er flere som ham i nærheden, så måske vi kan lave en tærte,“ sagde Bert. „Hallo der, er der flere af din slags, der lissom sniger sig rundt i de her skove, din sslemme ækle lille kanin,“ sagde han, mens han betragtede hobbittens pelsklædte fødder; og så løftede han ham op i tæerne og rystede ham. „Ja, masser,“ sagde Bilbo, før han huskede på ikke at 61

Svens.dok.Hobbitten.indd 61

28/06/12 11.35


Hobbitten afsløre sine venner. „Nej, slet ikke nogen, ikke en eneste,“ sagde han umiddelbart efter. „Hvad mener do?“ sagde Bert og vendte ham den rigtige vej, nu ved håret. „Det, jeg siger,“ sagde Bilbo gispende. „Og vær rare ikke at koge mig, gode herrer! Jeg er selv en glimrende kok og bedre til at koge end til at blive kogt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Jeg skal tilberede jer den lækreste morgenmad, hvis bare ikke I spiser mig til aften.“ „Arme lille bøv,“ sagde William. Han havde allerede fået så meget aftensmad, som der kunne være i ham, og desuden masser af øl. „Arme lille bøv! Lad ham gå!“ „Ikke før han siger, hvad han mener med masser og ikke en eneste,“ sagde Bert. „Jeg vil ikke have, at nogen lissom skærer struben over på mig, mens jeg sover! Hold hans tæer ind i ilden, til han snakker!“ „Det vil jeg ikke have,“ sagde William. „Det var i alle tilfælde mig, der fangede ham.“ „Du er en tyk tåbe, William,“ sagde Bert, „og det har jeg sagt før i aften.“ „Og du er en tumpe!“ „Og det vil jeg ikke høre fra dig, Bill Hugger,“ sagde Bert og langede William en på øjet. Så fulgte der en pragtfuld batalje. Da Bert lod Bilbo falde til jorden, havde han lige akkurat så meget af sin forstand tilbage, at han kom af vejen for deres fødder, før de begyndte at slås som hunde og meget højlydt kalde hinanden alt muligt fuldstændig sandt og passende. Snart var de låst fast i hinandens arme og lige ved at rulle ind i ilden, mens de sparkede og slog, og Tom vappede til dem begge to med en gren for at få banket noget fornuft ind i dem – og det gjorde dem naturligvis bare galere end nogensinde. 62

Svens.dok.Hobbitten.indd 62

28/06/12 11.35


stegt får Det havde været det rigtige tidspunkt for Bilbo at komme væk på. Men hans stakkels små fødder var blevet klemt i Berts store lab, og han havde ikke noget vejr tilbage i kroppen, og det kørte rundt for ham, så derfor lå han et stykke tid lige uden for lysskæret og stønnede. Lige midt under slagsmålet dukkede Balin op. Dværgene havde kunnet høre larm et stykke væk, og efter at de havde ventet nogen tid på, at Bilbo skulle komme tilbage eller tude som en ugle, begyndte de en efter en at snige sig hen mod lyset, så stille som de kunne. Ikke så snart havde Tom set Balin komme ind i lysskæret, før han udstødte et forfærdeligt hyl. Trolde afskyr simpelthen bare synet af dværge (når de er rå). Bert og Bill holdt med det samme op med at slås og sagde „en sæk, Tom, hurtigt!“ Før Balin, som spekulerede på, hvor Bilbo var henne i al denne tumult, fandt ud af, hvad der skete, havde han en sæk over hovedet, og så lå han dér. „Der er flere på vej,“ sagde Tom, „eller jeg er helt galt på den. Masser og ikke en eneste,“ sagde han. „Ikke nogen indbrhobbitter, men masser af de her dværge. Sådan ser det ud!“ „Jeg tror, du har ret,“ sagde Bert, „og vi må hellere komme væk fra lyset.“ Og det gjorde de så. Med de sække i hånden, som de brugte til at fragte får og andet bytte væk i, ventede de i skyggerne. Hver gang en dværg kom hen og så overrasket på ilden og de væltede krus og de afgnavede fåreben, svup! kom der en ækel, ildelugtende sæk ned over hovedet på ham, og så lå han dér. Snart lå Dvalin ved siden af Balin, og Fili og Kili sammen, og Dori og Nori og Ori alle sammen i en dynge, og Oin og Gloin og Bifur og Bofur og Bombur stakket op ubehageligt tæt på ilden. „Så kan de lære det,“ sagde Tom, for Bifur og Bombur 63

Svens.dok.Hobbitten.indd 63

28/06/12 11.35


Hobbitten havde afstedkommet en masse besvær og kæmpet som gale, for det gør dværge, når de bliver omringet. Thorin kom til sidst – og han blev ikke fanget uforberedt. Han kom i forventning om, at der var ondt på færde, og behøvede ikke se sine venners ben stikke ud af sække for at forstå, at noget slet ikke var i orden. Han stod udenfor i skyggerne et stykke derfra og sagde: „Hvad skyldes alt det postyr? Hvem har væltet mine fæller omkuld?“ „Det er trolde!“ sagde Bilbo fra omme bag et træ. De havde glemt alt om ham. „De gemmer sig i buskene med sække,“ sagde han. „Aha! gør de det?“ sagde Thorin, og før de kunne nå at kaste sig over ham, sprang han fremad mod ilden. Han greb en stor gren, hvis ene ende stod i lys lue, og den ende fik Bert i øjet, før han kunne nå at komme væk. Det gjorde ham ukampdygtig et stykke tid. Bilbo gjorde sit bedste. Han greb fat i et af Toms ben – så godt han nu kunne, det var tykt som en ung træstamme – men da Tom sparkede gløderne op i Thorins ansigt, fløj han ind i toppen af nogle buske. Tom fik til gengæld grenen i tænderne og mistede en fortand. Så hylede han! kan jeg godt sige jer. Men i samme øjeblik kom William bagfra og puttede en sæk helt ned over Thorin fra top til tå. Og så var kampen forbi. Det var en slem suppedas, de var i nu, sådan som de alle sammen var pakket nydeligt ind i sække, mens tre vrede trolde (hvoraf de to udmærket kunne mærke, at de var blevet brændt og slået) sad ved siden af og drøftede, om de skulle stege dem langsomt eller hakke dem fint og koge dem eller bare sidde på dem en efter en og mase dem til mos, alt imens Bilbo sad i en busk med rifter i både sit tøj og sig selv og ikke vovede at bevæge sig, af frygt for at de skulle høre ham.

64

Svens.dok.Hobbitten.indd 64

28/06/12 11.35


Svens.dok.Hobbitten.indd 65

28/06/12 11.35


stegt får Netop i samme øjeblik kom Gandalf tilbage. Men ingen så ham. Troldene havde lige besluttet at stege dværgene nu og spise dem senere – det var Berts idé, og efter en masse diskussion var de alle tre blevet enige om det. „Det er it godt at stege dem nu, det tager hele natten,“ sagde en stemme. Bert troede, det var William. „Begynd nu ikke på den diskussion en gang til, Bill,“ sagde han, „eller også tager det hele natten.“ „Hvem disketerer?“ sagde William, som troede, det var Bert, der havde talt. „Det gør du,“ sagde Bert. „Du lyver,“ sagde William, og så begyndte diskussionen forfra. Til sidst besluttede de at hakke dem fint og koge dem. De tog derfor en stor, sort gryde frem, og fandt deres knive. „Det dur it at koge dem! Vi har it nået vand, og der er lissom også langt til brønden,“ sagde en stemme. Bert og William troede, det var Tom. „Klap i!“ sagde de, „eller vi bliver aldrig færdige. Og hvis do sir et ord til, ka do sæl hente vandet.“ „Klap sæl i!“ sagde Tom, som troede, det var Williams stemme. „Er der andre end dig, der disketerer, hvabehar.“ „Do er et fjog,“ sagde William. „Selv fjog,“ sagde Tom. Og så begyndte diskussionen atter forfra, og fortsatte mere ophidset end nogensinde, indtil de til sidst besluttede at sidde på sækkene en efter en og mase dem, og derefter koge dem. „Hvem skal vi sidde på først?“ sagde stemmen. „Vi må hellere sidde på den sidste fyr først,“ sagde Bert, hvis øje Thorin havde beskadiget. Han troede, det var Tom, der talte. „Lad være at tale med dig sæl!“ sagde Tom. „Men hvis 67

Svens.dok.Hobbitten.indd 67

28/06/12 11.35


Hobbitten do vil sidde på den sidste af dem, så sid på ham. Hvem af dem er det?“ „Ham med de gule strømper,“ sagde Bert. „Vrøvl, det er ham med de grå strømper,“ sagde en stemme, der lignede Williams. „Jeg forvissede mig om, at de var gule,“ sagde Bert. „De var gule,“ sagde William. „Voffer sagde do så, de var grå?“ sagde Bert. „Det har jeg aldrig sagt. Det var Tom.“ „Vel gjorde jeg ej!“ sagde Tom. „Det var dig.“ „To mod en, så klap do i!“ sagde Bert. „Hvem snakker do lige til?“ sagde William. „Hold så op!“ sagde Tom og Bert med én stemme. „Natten går, og det bliver tidligt dag. Lad os komme videre.“ „Dagen tager jer alle, og gør sten af jer!“ sagde en stemme, der lød som William. Men det var det ikke. For netop i det øjeblik kom dagslyset op over højen, og det raslede kraftigt i grenene. William fik ikke sagt noget, for han var blevet forvandlet til sten, som han stod foroverbøjet, og Bert og Tom var blevet stive som klipper, mens de så på ham. Og medmindre fuglene har bygget rede på dem, står de den dag i dag helt alene, for som I måske ved, skal trolde være under jorden ved daggry, eller også forvandles de atter til de bjergsten, de er skabt af, og kan aldrig mere bevæge sig. Det var det, der var sket med Bert og Tom og William. „Fremragende,“ sagde Gandalf, mens han trådte frem bag et træ og hjalp Bilbo med at klatre ned fra en tornebusk. Så forstod Bilbo det. Det var troldmandens stemme, som havde fået troldene til at blive ved med at mundhugges og skændes, indtil dagslyset kom og gjorde det af med dem. Det næste, der skulle gøres, var at binde sækkene op og slippe dværgene ud. De var næsten blevet kvalt og var meget gnavne; de havde på ingen måde brudt sig om at 68

Svens.dok.Hobbitten.indd 68

28/06/12 11.35


Svens.dok.Hobbitten.indd 69

28/06/12 11.35


stegt får ligge der og høre på, hvordan troldene lagde planer om at stege dem og mase dem og hakke dem. De var nødt til at høre Bilbos beretning om, hvad der var sket, to gange, før de var tilfredse. „Fjollet tidspunkt at begynde at øve sig på rapseri og lommetyveri,“ sagde Bombur, „når det, vi havde brug for, var ild og mad!“ „Og det var nøjagtig, hvad I helt sikkert ikke havde fået ud af disse fyre uden kamp,“ sagde Gandalf. „I alle tilfælde spilder I nu tiden. Forstår I ikke, at troldene må have en hule, eller have gravet et hul et sted i nærheden, hvor de kunne gemme sig for solen? Den må vi undersøge!“ De så sig omkring og fandt snart mærker efter troldenes stenstøvler, der førte væk gennem træerne. De fulgte sporene op ad bakken, indtil de gemt bag nogle buske fandt en stor stendør, der førte ind til en hule. Men selv om de alle sammen skubbede, kunne de ikke åbne den, mens Gandalf prøvede med forskellige besværgelser. „Kan den her bruges?“ spurgte Bilbo, da de var ved at blive trætte og vrede. „Jeg fandt den på jorden, der hvor troldene sloges.“ Han holdt en stor nøgle frem, selv om William uden tvivl havde syntes, den var meget lille og hemmelig. Den måtte meget belejligt være faldet ud af hans lomme, inden han blev forvandlet til sten. „Hvorfor i alverden sagde du ikke det før?“ råbte de. Gandalf greb den og stak den ind i nøglehullet. Derpå svingede døren til side efter et kraftigt skub, og de gik alle sammen indenfor. Der lå knogler på gulvet, og der hang en ækel lugt i luften; men der lå en pæn portion mad dynget uordentligt sammen på hylder og på jorden, foruden en rodet bunke bytte af enhver slags fra messingknapper til krukker med guldmønter i et hjørne. Der hang også masser af tøj på væggen – for småt til trolde, så jeg er bange 71

Svens.dok.Hobbitten.indd 71

28/06/12 11.35


Hobbitten for, det havde tilhørt deres ofre – og deriblandt adskillige sværd af forskellige typer, forme og størrelser. To af dem fangede i særlig grad deres blik på grund af deres smukke, juvelbesatte skeder og skæfter. Gandalf og Thorin tog hver et af dem, og Bilbo tog en kniv i en læderskede. For en trold ville den kun havde været en lille bitte lommekniv, men for hobbittten fungerede den fint som et kort sværd. „Dette ligner gode klinger,“ sagde troldmanden, trak dem halvvejs ud og så nysgerrigt på dem. „De blev ikke skabt af nogen trold, ej heller af nogen menneskelig smed på disse kanter og i disse tider; men når vi kan læse runerne på dem, vil vi få mere at vide om dem.“ „Lad os komme ud fra denne forfærdelige lugt!“ sagde Fili. Så bar de krukkerne med mønter og det mad, som var urørt og virkede spiseligt, ud derfra, samt en tønde øl, som stadig var fuld. På det tidspunkt var de klar til morgenmad, og da de var meget sultne, rynkede de ikke på næsen af det, de havde hentet i troldenes fadebur. Deres egne forsyninger var der ikke meget tilbage af. Nu havde de brød og ost og masser af øl, og bacon til at riste i bålets gløder. Derefter sov de, for det havde været en urolig nat, og de foretog sig ikke mere før om eftermiddagen. Så hentede de ponyerne og fragtede krukkerne med guld væk, og begravede dem i største hemmelighed nær stien ved floden, hvor de kastede rigtig mange trylleformularer over dem, bare for det tilfældes skyld, at de nogensinde skulle få lejlighed til at komme tilbage og hente dem. Da det var gjort, sad de alle på ny op, og traskede videre ad stien mod øst. „Hvor tog du hen, om jeg må spørge?“ sagde Thorin til Gandalf, mens de red af sted. „Ud at se mig om i forvejen,“ sagde han. „Og hvad fik dig til at vende om lige i sidste øjeblik?“ 72

Svens.dok.Hobbitten.indd 72

28/06/12 11.35


„Da jeg så mig tilbage,“ sagde han. „Præcis!“ sagde Thorin, „men kunne du sige det lidt mere ligetil?“ „Jeg tog ud for at undersøge den vej, vi skal. Den bliver snart farlig og vanskelig. Desuden var jeg nervøs for, hvordan vi skulle få suppleret vores lille lager af forsyninger. Jeg var imidlertid ikke kommet ret langt, før jeg mødte et par af mine venner fra Kløvedal.“ „Hvor er det?“ spurgte Bilbo. „Lad være med at afbryde!“ sagde Gandalf. „Du kommer dertil om et par dage, hvis vi er heldige, og lærer alt, hvad der er at vide derom. Som jeg var ved at sige, mødte jeg to af Elronds folk. De skyndte sig af sted af frygt for troldene. Det var dem, som fortalte mig, at tre af dem var kommet ned fra bjergene og havde bosat sig i skovene ikke langt fra vejen; de havde skræmt alle væk fra området og lå i baghold efter fremmede. Jeg fik med det samme en fornemmelse af, at der var brug for mig her tilbage. Da jeg så mig bagud, så jeg et bål i det fjerne og drog derhen. Så nu ved du hvorfor. Men vær rar at være mere forsigtig næste gang, ellers kommer vi aldrig nogen steder!“ „Tak!“ sagde Thorin.

Svens.dok.Hobbitten.indd 73

28/06/12 11.35


Hobbitten af JRR Tolkien