Page 1


Af samme forfatter: Er du da sindssyg (med Ina Kjøgx Pedersen). 1987 Fejlfarvefortællinger (med Birgitte Kaltoft). 1993 Sønner (med Martin Østergaard). 1995 Børn skal ikke lege under fuldmånen – Forfatterportrætter. 1995 Min generation. 1997 Passioner – Atten stafetsamtaler. 1998 Efter drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer. 2001 Hilsner fra klovnen. Roman, 2003 Birkedal – En torturbøddel og hans kvinder. 2004 Blekingegadebanden 1 – Den danske celle. 2007 Blekingegadebanden 2 – Den hårde kerne. 2007 Blekingegadebanden. Samlet udgave, 2008


Fotografier af Gregers Nielsen og Poul Rasmussen Collager af Christian Ramsø og Poul Rasmussen

GYLDENDAL


Ved Badehuset, Thylejren, juli 1970. Foto: Gregers Nielsen.


Dette billede ved jeg


Hippie 1 – Tre år og 74 dage der forandrede Danmark © Peter Øvig Knudsen og Gyldendal, 2011 2. oplag Billedredaktør: Poul Rasmussen Design af omslag og indhold: Christian Ramsø Collager: Christian Ramsø og Poul Rasmussen Scanninger til collager ved Poul Rasmussen Omslagsfotos: Scanpix/Gregers Nielsen Bogen er sat med Palatino hos Narayana Press og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN: 978-87-02-08931-8 Printed in Denmark 2011 Bogen er skrevet med støtte fra Biblioteksafgiftspuljen under Statens Kunstråd.

www.hippienu.dk www.oevig.dk www.gyldendal.dk

Til Janne


Let us not talk falsely now the hour is getting late Bob Dylan, 1967


Indhold Kildevæld 17 Prolog:

Da Claus tog til Thy Tømreren møder Prins og Varmark 23

Dag 0

Særtog til Thy og ballontur til Sverige 40

Dag 1

Første fællesmøde: Kongen og kunstneren 51

Drop Inn Prins og Varmark får idéen til et eksperiment i Thy 66 Dag 2

En lastvogn fra Coca-Cola afvises af det nye samfund 76

Dag 3

En pibe hash på Kulturministeriets trappe 80

Tvillinger 1 Prins og Varmark går ind i en bank med bare tæer 92 Varmark og steppeulven Leif træder i karakter og møder Eik Skaløe 100 Summer of Love En verden eksploderer i lsd, musik og kærlighed 109 Dag 4

Lokums-John beregner forbruget af toiletpapir 122

Dag 5

Kvinden med den særlige kjole 129

Folkets jord Prins og Varmark køber en mark af en gammel frihedskæmper 146 Holdet Prins, Preben, Leif og Leo forbereder det nye samfund 155 Dag 6

Niels Holt rejser hjem i protest mod terror 189

Gartner for Spies Niels Holt forsyner rejsekongen med hippiernes stoffer 194 Dag 7

Gasolin’ spiller, og Kim Larsen tager hjem med en gunnar 213

Boom-In Kim Larsen møder hippierne i Farvergade 221 Dag 8

Søndagsgudstjeneste med præsten fra Lolland 250

Dag 9

To arkitekter bygger lejrens vartegn 256

Dag 10 Strømeraffæren 262 Det ny Samfund En flok unge vil revolutionere verden uden vold 272 De ekskluderede Vejene skilles 286 Huset Prins og Varmark flytter ind i hovedkvarteret 292 Dag 11

Jyllands-Posten og kriminalpolitiet angriber lejren 308

Dag 12

Forsoningsmøde med politiet 313

Dag 13

Missionsk besøg og gonoréepidemi 321

Dag 14 Yogier og pampere 328

14


Dag 15

Hul i himlen 333

Dag 16

Debat om Prins og pamperne 339

Kongen Henning Prins træder i karakter og møder sin væbner 342 Tvillinger 2 Prins og Varmark buldrer frem 356 Dag 17

Lejrens tavse kvinder 378

Dag 18

Supermarkedet bliver indviet af Frede og Daffy 395

Dag 19

Vildmanden fra håndboldlandsholdet 400

Dag 20

Det store tyveri 409

Dag 21

Elverhøj, Kløvedal og Den Gyldne Sols Partisaner 420

Dag 22

Peter Louis-Jensen truer med sabotage 436

Dag 23

Hashsandkagebager 439

Dag 24

Engpisserne, HIPS og Gnags 448

Dag 25 Hjørnerotterne og Det tavse flertal 456 Dag 26 “Jeg vil ødelægge dette kunstværk” 468 Dag 27

Oprørerne erobrer lejravisen 474

Dag 28 Lejravisen udkommer ikke 478 Dag 29

Folkedans og sex før stormen 479

Dag 30

“Alt runnes af juntaen. Fremmedgørelsen er i stadig vækst.” 482

Dag 31

Folkets Avis, Folkets Jord, Folkets By 489

Dag 32

Fødselsdag og revolution 492

Kildevæld 2 497 Mange tak 502 Litteratur 506 Billedliste 511 Navneregister 516

15


Første skitse over Thylejren med datoer, tegnet af idémændene Henning Prins og Leif Varmark i maj 1970.


Kildevæld

Den følgende fortælling om den 74 dage lange Thylejr i sommeren 1970 ligger for mig i naturlig forlængelse af mine bøger om Besættelsen og Blekingegadebanden. Efter at have skrevet om frihedskæmpernes likvideringer og om den århusianske torturbøddel Birkedal havde jeg behov for at bevæge mig fra besættelsestiden og op i min egen tid for at skrive videre om de farer og paradoksale valg, man bliver stillet over for, hvis man går i en højere sags tjeneste. Jeg ville undersøge den fascinerende og skræmmende marxistiske fundamentalisme med tilhørende voldsromantik, jeg selv havde oplevet som gymnasieelev sidst i halvfjerdserne, da jeg blev medlem af et militant kommunistparti. Allerede tidligt i arbejdet med at afdække Blekingegadebandens voldelige fundamentalisme, der havde rod i sluttressernes ungdomsoprør, besluttede jeg, at jeg også blev nødt til at skrive en bog om den anden fløj af oprørere, hippierne. Et par år efter gymnasietiden havde jeg mødt et par femten-tyve år ældre hippier på Store Restrup Højskole ved Limfjorden, blandt andre Chandresh, en karismatisk discipel af en indisk guru, og min lærer på journalistholdet, den spidst begavede Carsten Grolin, som havde taget syre sammen med Mick Jagger og været bedste venner med Eik Skaløe, længe før han sang i Steppeulvene. På markerne uden om den gamle herregård dyrkede landbrugsholdet biodynamisk hamp, som under de hyppige fester blev kogt til potchai i højskolekøkkenets største suppegryde. Imens rasede diskussionerne mellem de gamle hippier og lærerflertallet af benhårde venstresocialister. Hippierne forklarede mig, at jeg på den militante venstrefløj i Århus blot havde mødt den forvrængede, autoritære udgave af det egentlige ungdomsoprør. Marxisterne havde blot udskiftet én faderfigur med en anden, ét sæt 17


dogmer med et nyt. Det ægte oprør var ikke studenternes teorigymnastik fra 1968, men indledtes med gennembruddet af bevidsthedsudvidende stoffer, beatmusik og fri sex i Summer of Love 1967 og blev til det antiautoritære oprør, kærlighedsvisionen, flower power. Hippie. I Danmark kulminerede hippiebølgen tre somre senere med den storslåede idé om at skabe et nyt samfund og et nyt menneske på en mark i Thy. Efter den sommer fladede bølgen ud, men verden blev aldrig den samme. Selv oplevede jeg midt i firserne på samme mark et fascinerende efterskvulp ved den årlige Psykospirituelle Sommerfestival, hvor grænser igen blev afprøvet, og Chandresh som ypperstepræst stod i spidsen for en sexgudstjeneste med helligt samleje på et alter i lejrens udkant. Mine nye hippiefædre hjalp mig med at sætte ord på den følelse, jeg havde af at være vokset op under påvirkning af noget voldsomt, et sugende dyb af smerte og drifter, som blev skjult og fortrængt i forstadens parcelhuskvarter. De åbnede mine øjne for verdener, jeg kun havde anet eller smagt forsigtigt på – stofferne, Hendrix og Dylan, Hermann Hesse og Huxley, åndedrættets og kroppens kraft, foruden en østligt inspireret, dogmefri religiøsitet, der søgte at favne kosmos og kærlighedens under. Mødet med hippierne ændrede min livsbane og forandrede min ateistiske marxisme til en søgende spiritualitet. Siden har jeg altid et eller andet sted i mit hjem haft en sentens hængende, som samler den storladne patos og det tillidsfuldt ubekymrede i hippiernes vision. Chandresh havde erstattet ‘Guds rige’ med et rummeligere ‘det højeste’ i et citat af Jesus, der også på Thylejren blev omtalt som den første hippie: “Søg det højeste – og alt andet vil blive dig givet i tilgift.” Den naturlige forlængelse af mine tidligere bøger gælder ligeledes arbejdsformen og genren: Også denne bog er en hundrede procent dokumentarisk beretning. Jeg har ikke selv opdigtet noget som helst, og hver sætning i bogen kan spores tilbage til en af de hundredvis af kilder. Til forskel fra tidligere er hovedparten af kilderne til denne bog imidlertid levende. Og til forskel fra tørre dokumenter på Rigsarkivet eller i dybe kældre under Politigården kan kilder i kød og blod læse med på manuskriptet, svare igen, huske mere, huske andet, ombestemme sig – og blive uvenner. Arbejdet med bogen er derfor sket i en årelang dialog med øjenvidnerne fra dengang, og dét med en intensitet, som har forlænget arbejdsprocessen pænt ud over det planlagte, ja, indimellem har været ved at vælte mig 18


bagover, og som formentlig langtfra er slut, selv om bogen nu udkommer på tryk. I januar 2009 opsøgte jeg den ene af idémændene bag Thylejren, Henning Prins, og siden den anden, hans tro væbner og åndelige tvilling, Leif Varmark. Derpå fulgte den håndfuld mennesker, som Prins og Varmark i første omgang knyttede til sig for at få lejren realiseret – Leo, Preben, Peter, Birgitta og Bodil. Snart fortalte tidligere lejrdeltagere løs om de tre år og 74 dage i deres ungdom – fra Summer of Love 1967 til sommeren i Thy 1970 – som for de fleste blev et euforisk højdepunkt i deres liv. Og som for mange på godt og ondt fastlagde deres livsbane. Til forskel fra tidligere, hvor jeg først har skullet finde frem til øjenvidnerne og derpå ofte bruge meget tid på at overtale dem til at fortælle deres historier, har kilderne til denne bog i stort omfang selv meldt sig med deres erindringer på telefon, papir og mail, efterhånden som rygtet om mit arbejde har bredt sig blandt de gamle hippier. Nogle af telefonsamtalerne varede mange timer, og brevene har været på op til et halvt hundrede sider. Som det vil fremgå allerede i bogens første kapitel, viste det sig, at kilderne havde hver deres personlige version af begivenhederne dengang. I arbejdet med mine tidligere bøger har jeg erkendt, at vores erindringer er gjort af et uhåndgribeligt stof, og at vi oftest fortæller den historie om os selv, som vi foretrækker at huske. Men denne gang blev det mere reglen end undtagelsen, at øjenvidner til samme episode havde oplevet den vidt forskelligt, nogle gange diametralt modsat hinanden. Nogen endegyldig forklaring på disse erindringsforskydninger har jeg ikke, men mange har nok skullet have personlige grænseoverskridelser, smerter og glæder fra deres livs mest intense tid til at passe ind i selvbilledet fyrre år senere. Ligesom tidligere har jeg insisteret på at nævne alle personer ved fulde navn, dels for at forpligte mig selv over for dem, dels for at give læseren oplevelsen af at læse om virkelige mennesker. Kun nogle ganske få har bedt om ikke at blive nævnt, fordi de ikke ønsker at blive associeret med hippiebegrebet. Stort set alle lejrdeltagere, der er omtalt i bogen, har jeg været i kontakt med undervejs, og de fleste har læst og kommenteret de passager af teksten, hvor de selv optræder. I mange tilfælde kunne beretninger, som her fylder få linjer eller afsnit, snildt være vokset til et helt kapitel eller for den sags skyld en selvstændig bog. Derfor håber jeg, at hippierne selv vil skrive videre på teksten om de 19


tre års oprør, der forandrede Danmark og hele den vestlige verden mere end noget andet i det halve århundrede mellem Anden Verdenskrig og Internettets gennembrud. Ligesom tidligere er jeg interesseret i den gode historie. Begivenhederne får lov til at tale for sig selv, efterhånden som eksperimentet i Thy skrider frem med udfordringer, der strækker sig fra håndtering af affald og lort over lsdsammenbrud og splittergale personer til ophedede diskussioner om magt, profit og livets mening. Det smukke og det grimme, hverdagens banalitet og glimt af det højeste, den mindste detalje og det store sus – lejrens virkelighed fortælles dag for dag, afbrudt af udflugter til miljøer og mennesker, der gennem de tre foregående hippieår var med til at skabe historien. Ligesom jeg selv vil læseren formentlig af og til blive overvældet af mængden af personer, for slet ikke at tale om absurde tankekonstruktioner og syrede paradokser. Jeg håber, at læseren i det mindste indimellem slipper behovet for at have styr på det hele og i stedet læner sig tilbage og ser bogen som en vild blomsterbuket eller en flyvetur hen over fremmede egne. “I wanna show you different emotions,” som Jimi Hendrix indleder et af hippietidens musikalske hovedværker, dobbelt-lp’en Electric Ladyland: So it’s time we take a ride We can cast all of your hang-ups over the seaside While we fly right over the love filled sea Look up ahead, I see the loveland, soon you’ll understand Make love, make love, make love, make love

Peter Øvig Knudsen, august 2011

20


Prolog:

Da Claus tog til Thy To uger før Dag 0: Tømreren møder Prins og Varmark

Tømrer-Claus hed stadig Claus Pedersen, da han med sin værktøjskasse, elguitar, forstærker og alt, hvad han ellers ejede, drog fra Århus og af sted mod en mark i Thy en dag i den tidlige sommer 1970. Et par uger senere hed han Tømrer-Claus, navnet blev hængende, og resten af hans liv var også forandret. Med en ven bag rattet i en lånt bil forlod Claus sin lille taglejlighed i Nørregade og kørte i høj sol mod nordvest ind over Jylland. En hedebølge med temperaturer over 25 grader havde lagt sig over Danmark. Efter de frodige bakker på Mors begyndte landskabet at ændre sig. Det blev fladere og mere tørt med graner og lyng, da de to kammerater havde passeret Thisted og fortsatte nordpå. Lugtene forandrede sig også og blev stærkere og stærkere, efterhånden som de nærmede sig destinationen – lugte af honning, lyng og harpiks. Beslutningen om at tage af sted var blevet truffet på et øjeblik. Vennen bag rattet, Irving Knus, havde hørt om en sommerlejr i Thy, hvor der skulle eksperimenteres med musik, teater og nye livsformer. Bag lejren stod en organisation, som simpelthen hed Det ny Samfund. Lejren skulle åbne den 4. juli, mindre end to uger senere, og fortsætte hele sommeren. Arrangørerne søgte praktiske folk til at bygge toiletter, baderum og køkkener til lejrdeltagerne. Claus havde mindst tre grunde til at tage af sted: Han spillede musik, han var tømrer, og han havde en fornemmelse af, at noget nyt måtte ske i hans liv. Irving og hans gode ven Jan havde Claus mødt gennem musikken. Irving og Jan var aktive i det århusianske studenteroprør og havde skaffet Claus mulighed for at spille til nogle af de mange fester i 23


Stakladen og andre steder på universitetet. Claus stillede op solo og spillede Hendrix-guitar. Irving og Jan havde boet i et af Århus’ første kollektiver, Røde Hus, et rødt bindingsværkshus i Risskov, og egentlig var det meningen, at Claus skulle være rykket ind. Men måneden før, midt i maj 1970, var Røde Hus blevet brændt ned af en pyroman. To år tidligere havde den dengang 22-årige Claus Pedersen fået sit svendebrev som tømrer. Han kunne egentlig godt lide faget, men arbejdsforholdene havde han ikke været begejstret for. Eller som han selv formulerer det: “Granvoksne mænd, der knoklede på akkord fra kvart i syv om morgenen – det var ikke lige mig.” Beslutningen om at stoppe som tømrer blev også taget ganske spontant. Da Claus første gang tog lsd – eller ‘syre’, som det blev kaldt – virkede stoffet i fjorten dage. En tidlig forårsmorgen under trippet fandt Claus en telefonboks i udkanten af Marselisborg Skov, ringede til sin mester og meddelte, at han ikke ville komme på arbejde mere. “I virkeligheden anså jeg det ikke for realistisk at blive musiker. Jeg regnede ikke med, at jeg var god nok. Så det var uden de helt klare fremtidsplaner, at jeg sagde op.” Samme år, som han blev tømrersvend, var en anden livsvigtig begivenhed indtruffet i Claus’ liv. Han hørte for første gang Jimi Hendrix spille guitar på gennembrudsnummeret Hey Joe. En dansklærer i skolen, som spillede klarinet, havde fået Claus tændt på musikken, og i første omgang købte han også en klarinet og spillede swingjazz a la Benny Goodman. Siden tilføjede han orgel, saxofon og guitar, men efter Hey Joe blev den elektriske guitar det foretrukne instrument. Hey Joe splittede også det orkester, Claus dengang spillede i. Nogle ville spille pop, men Claus ville spille Hendrix og dannede bandet Fire. Året efter udkom Hendrix’ hovedværk, Electric Ladyland. “Jeg kan huske, da jeg hørte pladen første gang,” fortæller TømrerClaus. “Det var på Karavellen, et spillested nede ved Europa Plads, hvor mange af vi langhårede kom  – på det tidspunkt risikerede man jo at få tæsk, når man havde langt hår, så vi fandt nogle fælles mødesteder. Pludselig spillede de Hendrix’ nye plade. Den åbnede en ny portal for mig. Han er en ener. Prøv at høre overgangene på den plade! Jeg 24


kunne sidde og høre den igen og igen, ventede bare på overgangene. Jimi Hendrix er Gud. Gud, der spiller guitar.” Claus måtte selvfølgelig have en Fender Stratocaster ligesom Hendrix, og i Aage Skous Musikhandel på Frederiks Allé havde de en brugt, hvid ‘Strat’ til seksten hundrede kroner. Da Claus og de andre i Fire meldte sig til DM i beatmusik på spillestedet Boom Dancing Center, hvor Pink Floyd havde spillet året før, måtte instrumentet nødvendigvis anskaffes. Det lykkedes at få en aftale med Aage Skou om at betale hen ad vejen. En uge senere spillede Fire i Boom, blandt andet i konkurrence med et band ved navn Gnags, som fra dets vestjyske hjemby, Skjern, havde medbragt en hel busfuld fans for at stemme bandet til sejr. Efter at have optrådt vendte Fire-medlemmerne tilbage til musikerlokalet med deres instrumenter. De havde ikke lyst til at høre popgruppen Lollipops, som skulle optræde i pausen. En ung fyr, der dukkede op, forklarede dog entusiastisk, at Lollipops havde forandret sig radikalt og var blevet ret fantastiske, så de måtte absolut gå ned for at høre dem. Lollipops viste sig dog at spille lige så poppet som altid, og med bange anelser vendte bandmedlemmerne tilbage til musikerlokalet: Den unge fyr var væk, og det samme var Claus’ hvide Stratocaster. Claus måtte gå den tunge gang ned til Aage Skou og fortælle om tragedien. Til hans overraskelse spurgte musikhandleren, hvilken guitar han havde tænkt sig at anskaffe i stedet for, og i et katalog forelskede Claus sig i en Gibson SG Standard med vibrator til 2200 kroner. Aage Skou erklærede sig parat til at importere et eksemplar. Pengene kunne Claus betale, når han havde tjent dem. Gibson-guitaren var blandt de første ting, Claus stuvede ind i den lille bil, der skulle køre ham og Irving til Thy. Pakket blev også en tjekkisk Toneking-altsaxofon, en tværfløjte, en Vox-forstærker, hans hjemmebyggede, men vellydende efterligning af en Marshallhøjttaler, en Binson-ekkomaskine, en Schaller-wah-wah-pedal og en større samling kabler. Til sidst satte han sin værktøjskasse med det meste til tømrerfaget henhørende ind i bilen. Tøj havde han ikke meget af, ud over de lappede cowboybukser og den lånte skjorte, han havde på. Ti kilometer nord for Thisted kørte Claus og Irving gennem Øster25


ild og måbede ved synet af en landsby, der var som fra en anden tid. Det så ikke ud til, at der var blevet bygget nye huse eller sket noget siden krigens tid. Ad den gamle hovedvej til Aalborg fortsatte turen nordpå gennem øde landskaber med skiftevis granplantager og lyngklædte sandstrækninger. “Det var det bedste og smukkeste, stærkt honning-lyng-harpiksduftende landskab, jeg nogensinde har oplevet. Jeg havde aldrig været på de kanter før, og jeg blev øjeblikkelig forelsket.” Yderligere nogle kilometer ude ad hovedvejen fandt de to kammerater den lille sidevej til højre, hvor lejren skulle ligge. Et hjulspor førte små hundrede meter ind gennem plantagen og endte ved en stor bålplads og en gul skurvogn. Bag pladsen lå det, der engang måtte have været en tolænget gård, men nu var delvis nedbrændt. Kun murværket og vinduesrammerne stod tilbage, og bygningerne var uden tag. Det første menneske, Claus stødte på, var en mand, et par år ældre end han selv, med krøllet, halvlangt hår, korte cowboybukser, bare tæer og sorte briller. Han sagde, han hed Henning – Henning Prins. Henning Prins forklarede, at han boede i den ene ende af den gule skurvogn, som var delt i to, mens hans kammerat, Leif Varmark, boede i den anden. Det var de to, fortalte han, som et par måneder tidligere på værtshuset Drop Inn i København havde fået idéen til et dansk Woodstock i Thy. Men i modsætning til Woodstock-festivalens tre dage skulle Thylejren vare to en halv måned. I Thy skulle der være tid til at eksperimentere med helt nye måder at leve sammen på, uden borgerlige normer, autoriteter og ledere. Det skulle være et sted, hvor man ophøjede øjeblikket og fællesskabet til den højeste autoritet. En afprøvning af det gode i mennesket. Visionen var simpelthen at skabe et nyt samfund. “Der var noget Freak Brothers-tegneserie over de år,” fortæller Tømrer-Claus, “forstået på den måde, at der ikke var langt fra ord til handling. Vi tog en hurtig beslutning, og så gik vi i gang.” Claus begyndte at pakke ud, mens Henning fortalte, at resten af holdet i lejren var kørt til Vesterhavet for at bade i middagsheden. Han var vældig begejstret for både Claus’ musikanlæg, værktøjskassen og hans ønske om at gå til hånde i lejren. Henning inviterede straks den nytilkomne til at flytte ind i sit eget 26


Tømrer-Claus alias Claus Pedersen, Herlev, februar 2011. Foto: Poul Rasmussen


lille rum i skurvognen. Men han kunne også rykke ind i det tagløse hus, hvor der allerede boede nogle stykker fra arbejdsholdet. Planen var at få lagt tag på huset. Claus flyttede sit grej ind til Henning i skurvognen og fik en rundvisning på de to hundrede tusinde kvadratmeter jord, som Det ny Samfund netop havde købt for lånte penge. Udsigten var formidabel ned over landskabet mod Tømmerby Fjord. Jorden var sandet med græs og lyng, og det var perfekt til teltslagning, forklarede Henning Prins. Arbejdsholdet var så småt gået i gang med at gøre forberedelser til at indlægge vand, bygge toiletter og alt det andet, som skulle betjene de tusindvis af deltagere på Danmarks første festival. Midt på området skulle opføres en scene til teater og musik, store militærtelte skulle rejses til møder og overnatning, og en hovedgade skulle indeholde butikker og boder med mad, kunst og politik. Det hele manglede blot at blive bygget i løbet af de næste to uger. Ud over ham selv og Leif var der især to personer, som stod for at bygge lejren op, forklarede Henning Prins. Leo Jespersgaard, der oprindelig var murer, men nu læste på Arkitektskolen, stod for den praktiske indretning af lejrområdet sammen med Preben Maegaard, som egentlig var civiløkonom, men havde lært sig selv at bygge huse. Henning fortalte om sit eget forlag, Sorte Fane, der havde fået anarkistiske bøger trykt på kredit, og som samme forår var rykket ind i ungdomsoprørets nyindviede hovedkvarter, Huset i Magstræde i København. De fleste i miljøet var anarkister, forklarede Henning, og i Det ny Samfund dyrkede man den fredelige og kammeratlige variant. Organisationen havde holdt nogle gevaldige fester, og man eksperimenterede med at gøre fællesmødet til den øverste myndighed. Ingen kunne opkaste sig til leder i Det ny Samfund. I det hele taget fik Claus indtryk af en mand, som havde en voldsom modvilje mod enhver form for ledere. “Det var en stor oplevelse for mig at møde Henning. I begyndelsen fulgte jeg en del i hælene på ham, og også fra resten af tiden i lejren har jeg kun godt at sige om Henning. Jeg har meget svært ved at forstå, at stemningen i dén grad vendte sig mod ham. I modsætning til mange andre, jeg har mødt, som kalder sig socialister eller anarkister, så var Henning ikke kun idealist i teorien. 28


Han mente det alvorligt, helt inde fra hjertet. Han havde en dyb, næsten religiøs overbevisning om, at det bedste i ethvert menneske ville folde sig ud, hvis det blot fik de rette betingelser og blev mødt med respekt. Helt i den ånd tog han imod mig. I mødet med Prins kom jeg simpelthen til at føle mig som en værdifuld person.” I dagene efter Tømrer-Claus’ ankomst fortsatte hedebølgen, og snart begyndte dagene at flyde sammen. Om formiddagen arbejdede holdet, der bestod af ti-femten mænd og enkelte kvinder, nogle timer efter Leos og Prebens anvisninger. I middagsheden tog man til havet, og efter endnu et par timers arbejde blev bålet tændt, maden tilberedt, øllerne knappet op og chillummen – hashpiben – sendt rundt. De gode historier blev ofte leveret af Henning, sekunderet af Leif. Tømrer-Claus husker, at Leif tilbragte meget af tiden inde i sin halvdel af skurvognen sammen med en kvinde, og at deres aktiviteter ofte fik hele vognen til at gynge. Det husker Leif Varmark ikke, og han har en anden forklaring på, at skurvognen nogle gange dirrede og rystede. Varmark, der har beskrevet Tømrer-Claus som “en lidt studs type, der gemte sig i et langt, sort og tjavset hår,” fortæller, at Claus sjældent sagde en sætning på mere end tre ord, men i stedet udtrykte sig som “en gudbenådet guitarist”. “Når man gik over gårdspladsen ved frokosttid, blev man mødt af en forunderlig voldsom og profetisk musik, der syntes at svæve rundt i luften kommende ingen steder fra. Ved nærmere undersøgelse opdagede man til sin forundring, at det var skurvognen, der rystede og dirrede, mens den sendte de stærke toner ud i rummet. Den gule vogn stod langs fyrrehegnet og lo og græd, rasede, triumferede og svømmede hen. Vovede man sig indenfor i det trange, musikmættede rum, blev man lukket ind i en sælsom verden, hvor et ensomt menneske ved hjælp af alverdens teknik og elektronik var ved at forlade sit jordiske legeme. Det var umuligt at se, hvor Tømrer-Claus holdt op, og hvor hans apparatur begyndte. Hans hurtige, febrilske fingre, hans spændstige krop med de pludselige bevægelser, hans lynende blik og sammenbidte ansigt – alt gik i ét med guitarens strenge og knapper, ledningerne, lamperne og knapperne på forstærkeren, pedalen og omskifteren. Og tilhørerne i det trange rum blev ombølget og 29


opslugt af musikken og blev en del af den.” Flere husker Tømrer-Claus’ guitarspil, både før lejren og på selve festivalen, men selv lægger han ikke så meget vægt på de bedrifter. “For mig handlede det i første omgang om at møde folk som Henning, Leif og Leo – erfarne hippier, der oven i købet kunne få noget til at ske. De dage, da vi gik og byggede lejren op, var det perfekte hippieliv, eventyrligt og lykkeligt på alle måder: Smukt, varmt, venskaber, formål, mad, vand, øl, bål, sol, måne og stjerner. En tidslomme. Det var helt uundgåeligt, at det næsten blev et antiklimaks for mig, da lejren åbnede.” Henning Prins, som efter lejren inviterede Tømrer-Claus til at spille bas i sit og Varmarks orkester, Brødrene Sindssyg, har en ganske anden erindring om tiden op til Thylejrens officielle åbning den 4. juli 1970. Præsenteret for Tømrer-Claus’ beskrivelse af deres første møde i Thylejren, udbryder Prins: “Tømrer-Claus …? Men han var da overhovedet ikke med i forlejren!” Henning Prins benægter at have mødt Claus i lejren før åbningen, endsige at have boet sammen med ham i den gule skurvogn. En opringning til den praktisk ansvarlige for forlejren, Leo Jespersgaard, bringer en tredje version af historien for dagen: “Tømrer-Claus og Henning …?” udbryder Leo Jespersgaard. “Jamen, Henning var jo slet ikke med i forlejren! Han sad ovre i København og drak bajere og fik gode idéer, som han så ringede over til os med. Han var vel nærmest farlig med en hammer i hånden.” Tømrer-Claus undrer sig over, at Henning Prins ikke husker ham fra forlejren, men tilføjer, at det er “både klart og logisk, at Henning har fyldt mere i mit sind, end jeg har fyldt i Hennings.” Efter i begyndelsen af 2010 at have læst ovenstående giver Henning Prins i en mail udtryk for, at han “blev dybt chokeret” over Leo Jespersgaards udtalelser om, at han ikke havde været i forlejren, og at han ville gøre mere skade end gavn med en hammer i hånden. “Ufatteligt! Leo og jeg har foruden at arbejde tæt sammen i forlejren også arbejdet som håndværkerteam i kollektiverne, og ingen véd bedre end Leo, at jeg har hænderne skruet rigtigt på.” Henning Prins tilføjer, at han efterhånden må sætte spørgsmåls30


tegn ved selve interviewformen, fordi “man ikke kan rumme al den erindring på et par timer.” Selv er han således kommet i tanke om, at han udmærket kan huske Tømrer-Claus fra forlejren. Halvanden time senere meddeler Prins, at han i mellemtiden har ringet til Leo Jespersgaard, som “overhovedet ikke kan mindes, hvad han tidligere har sagt, og er dybt forbavset.” Ifølge Prins kan Jespersgaard nu godt huske, at de to har arbejdet tæt sammen i forlejren. “Men det var mig,” indskyder Prins, “der ordnede alle kontakterne, hyrede folk, aftalte priser og hentede det nødvendige udstyr i et militært overskudslager i Höör i Sverige.” Til uenighederne bemærker Leif Varmark, at han for sit vedkommende ikke husker noget som helst. Eller som han formulerer det: “Jeg nossede rundt for mig selv og lavede ikke en skid.”

31


Perron 5 på Københavns Hovedbanegård inden særtogets afgang til Thy klokken ti den 4. juli 1970. Foto: Gregers Nielsen.


Medlemmer af festivalbandet Blue Sun med forsangeren Dale Smith (i hvid sweater) i DSB’s særtog fra København til Thisted. Ved vinduet til højre sidder en af initiativtagerne, Leif Varmark. Foto: Gregers Nielsen.


Hippie-orkesteret Kajs Camping spiller på Thylejrens nybyggede scene, juli 1970. Til venstre sangeren og guitaristen Stig Møller, til højre sangeren Jens Th. Arnfred, guitaristen Morten Arnfred, bassisten Ebbe Lauridsen og trommeslageren Bjørn Uglebjerg. Foto: Gregers Nielsen.


Hippie 1 af Peter Oevig Knudsen  

Fotograaer af Gregers Nielsen og Poul Rasmussen GYLDENDAL Ved Badehuset, Thylejren, juli 1970. Foto: Gregers Nielsen. Dette billede ved jeg...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you