Page 1

”Ægte Indiana Jones-guf med afsindig højt tempo.” - The Bookseller

Spændingsroman • Cicero


Af samme forfatter: Jagten p책 Atlantis


Andy McDermott

Herkules’ grav

Oversat fra engelsk af Brian Christensen

Cicero


Copyright © 2008 Andy McDermott Originaltitel: The Tomb of Hercules Published by arrangement with Headline Publishing Group Ltd Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslag: www.edvardbettison.com ISBN: 978-87-7079-098-7 Første danske udgave Printed in Germany 2011

Cicero er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Prolog Cadiz-bugten

100 sømil ud for Portugals sydkyst lå en af de største hem­meligheder i menneskehedens historie skjult under havet. Indtil videre ville den forblive skjult, beskyttet af en anden og meget nyere hemmelighed. Den enorme seksbenede platforms officielle betegnelse var SBX-2, en flydende, mobil radarstation, men den havde fået kælenavnet Taj Mahal­ på grund af den kolossale hvide radarkuppel, som dominerede hoveddækket. Det højteknologiske monstrum af en radarstation tilhørte den amerikanske flåde og skulle afsøge luftrummet flere tusinde kilometer i østlig retning for at holde øje med, om der blev affyret missiler fra Nordafrika og Mellemøsten. Det var i hvert fald det, man påstod. Men det var ikke den egentlige grund til dens tilstedeværelse. Sandheden gemte sig 250 meter under havets overflade. 15 måneder forinden havde man lige under det sted, hvor radarstationen nu lå forankret, fundet citadellet i hjertet af den forsvundne civilisation Atlantis, som indtil da blot var blevet anset for at være en myte. Selvom den eneste synlige bygning, det enorme Poseidon-tempel, lå i ruiner, havde radarundersøgelser afsløret, at der lå mange flere bygninger begravet under havbundens dynd. Eftersom fundet af Atlantis skulle have været brugt i en plan om at udslette tre fjerdedele af menneskeheden ved hjælp af et biologisk våben, havde de vestlige regeringer, som overtog fundet, efter at planen var blevet forpurret, besluttet, at ikke blot omstændighederne omkring opdagelsen af den antikke by, men også selve kendskabet til dens eksistens skulle forblive en hemmelighed. I hvert fald indtil man fandt på en mere uskyldig historie om fundet – og indtil man havde sikret sig, at den djævelske plan ikke ville kunne føres ud i livet på et senere tidspunkt. 5


Så mens radarstationen overvågede himmelen, udforskede videnskabs­ mænd og arkæologer nede i dybet i al hemmelighed fundstedet under ledelse af International Heritage Agency, en FN-organisation, som var blevet oprettet et år forinden med det formål at lokalisere og beskytte oldtidsfund som Atlantis. Det midterste ben i styrbords side af den kolossale platform var blevet ombygget til et undersøisk anlæg, hvor den nederste del af pontonen førte direkte ud i havet. IHA-forskerne var omgivet af knap to meter tykke betonmure og kunne normalt udføre deres arbejde uden at blive forstyrret af elementernes rasen udenfor. Men ikke denne aften. „Hold da helt kæft,“ brummede Bill Raynes, IHA-ekspeditionens leder, mens han klamrede sig til et gelænder, da den store platform igen gyngede. Radarstationen var så kæmpestor og solidt forankret, at selv en atlanterhavsstorm kun fik den til at vugge en smule, men det her var tydeligvis en meget kraftigere storm. En af forskerholdets to skriggule mini-ubåde svingede frem og tilbage i sine kæder, da den blev hejst op af vandet. Raynes holdt nervøst øje med den. Den anden ubåd var allerede på plads over moonpoolen, men hvis vejret blev bare en smule værre, var der fare for, at den dinglende ubåd ville blive forvandlet til et ukontrollabelt pendul og brage direkte ind i sin tvilling. „Se at få ro på skidtet!“ beordrede Raynes. To af hans mænd skyndte sig at adlyde ordren og vaklede rundt langs kanten af moonpoolen, mens dækket sejlede under dem. De ventede, til ubåden svingede hen mod dem igen, og greb så fat i en af kæderne med en bådshage og bremsede båden. Manden, der styrede spillet, hejste ubåden på plads over dokken, hvor den hurtigt blev fastgjort med flere kæder. „Okay! Godt arbejde, gutter,“ råbte Raynes og åndede lettet op. Nu var begge miniubåde sikkert på plads, og det markerede afslutningen på dagens arbejde. På en normal aften ville Raynes gå op på hoveddækket og få sig en god cigar. Bare ikke i aften. Han skulle ikke nyde noget af at vove sig udenfor, medmindre det var strengt nødvendigt. Han fik et kort øjeblik ondt af de marinesoldater, der var udstationeret på platformen og havde vagttjeneste, uanset hvordan forholdene var. Stakler, tænkte han. Men bortset fra det lille drama med ubådene, havde det været en god dag. Sonarkortlægningen af citadellet skred hurtigere frem end forven6


tet, og den første udgravning havde allerede båret frugt i form af en spændende samling Atlantis-artefakter, som var af stor historisk og økonomisk værdi. Raynes havde ganske vist ikke fundet Atlantis, men han havde allerede sat sig for, at han fandeme nok skulle blive den person, der blev berømt for at udforske stedet. Det var dr. Nina Wilde, der havde fundet Atlantis. Hun var 15 år yngre end Raynes og – i hvert fald på papiret – hans overordnede inden for IHA. Han spekulerede på, om den rødhårede newyorker havde nogen anelse om, at hun ved at sige ja til en lederstilling inden for IHA i realiteten havde afsluttet sin arkæologiske karriere, allerede inden hun var fyldt 30. Sikkert ikke, kom han frem til. Nina var så sandelig en køn kvinde, men også naiv, syntes Raynes. Han var af den opfattelse, at man udelukkende havde givet hende stillingen som operationsleder for at hold­e styr på hende – og på hendes livvagt og kæreste, Eddie Chase, som i Raynes’ øjne ikke var andet end en sarkastisk engelsk gorilla – mens mere erfarne folk tog sig af det rigtige arbejde. Med kassen med artefakter under armen gik han hen til elevatoren i midten af platformens ben og kiggede op i det mørke tomrum over sig. Radarstationens hoveddæk, som var på størrelse med to fodboldbaner, lå 12 etager over havets overflade. Raynes smækkede døren i og trykkede på knappen. Der sprøjtede vand op på dokken nedenunder, da bølgerne larmende slog mod moonpoolens sider. Han havde aldrig før oplevet så dårlige forhold inde i det undersøiske anlæg, hvor der normalt kun sås krusninger på vandets overflade. Hvis det var så slemt indenfor, turde han dårligt tænke på, hvordan der så ud udenfor. Skumsprøjt piskede vandret hen over Atlanterhavet, og bølgerne hamrede ind mod platformens forreste ben i bagbords side. Ståltrappen, der løb fra den nedsænkede ponton op til en stige, som førte videre op til den høje overbygning, skramlede og peb under bølgernes angreb. Det var ikke et sted, hvor nogen ved sine fulde fem ville opholde sig. Men der var nogen der. Manden var en kæmpe, næsten to meter og ti høj, og iført en sort våddragt, som fremhævede hans atletiske krops enorme muskler. Han kravlede op af vandet og begav sig op ad trappen med et jerngreb om gelænderet uden at lade sig sinke den mindste smule af de bragende bølger. 7


Da han nåede op til toppen af trappen, standsede han og tog regulatoren ud af munden, så et sæt kridhvide tænder indrammet af ibenholtsort hud blev synlige. En diamant glimtede i en af tænderne. Så begyndte han at kravle op ad stigen. I betragtning af afstanden og vejrforholdene ville de fleste være glade for at kunne klare turen på fem minutter – og være fuldstændig udmattede, når de endelig nåede op. Denne mand klarede det på to minutter og var ikke mere forpustet, end hvis han var gået op ad et enkelt trappeløb. Han standsede lige under toppen af stigen og stak forsigtigt hovedet op over kanten af dækket. Den firkantede grå overbygning var tre etager høj og var forsynet med løbebroer på alle tre niveauer. Gustne gule lamper gjorde et svagt forsøg på at oplyse dem. Regnen piskede ind mod mandens dykkermaske, så han kunne ikke se noget. Han rynkede panden og tog masken af, og et kort øjeblik sås et par kolde sorte øjne, inden han trak nogle briller ned fra panden. Det svage gule lys forsvandt og afløstes af spredte, flimrende røde og orange farver; næsten alt andet fremstod enten blåt eller sort i de termografiske briller, hvor omgivelserne blev markeret af den varme, som de afgav. Platformens metalskotter, som den iskolde regn slog mod, sås udelukkende som blå nuancer. Men selv i uvejret var der noget andet, som trådte tydeligt frem i det elektroniske mørke. Et lysende grønt, gult og hvidt omrids nærmede sig og antog langsomt menneskelig skikkelse i det flimrende farveskær. En af radarplatformens amerikanske marinesoldater på patrulje. Kæmpen krøb sammen lige under kanten af dækket og stod næsten helt stille, selvom stormen ruskede i ham. Marinesoldatens støvlesåler klaprede mod løbebroens metal, da han nærmede sig. Med den ene hånd på gelænderet og den anden på sit våben kiggede han ned ad stigen. I en lynhurtig glidende bevægelse greb kæmpen fat i marinesoldatens våbenarm og hev legende let den forskrækkede soldat ud over kanten på platformen og slyngede ham i døden i det frådende hav mere end 30 meter længere nede. Manden skubbede sine varmefølsomme briller op i panden igen og kiggede hen ad løbebroen, hvor han fik øje på sit næste mål nogle få meter væk: en kabelkasse på en af væggene. Han skyndte sig hen til den. Kassens virvar af ledninger og kabler virkede fuldstændig uoverskue­ 8


ligt, men manden vidste i forvejen, hvor han kunne finde ledningerne til platformens overvågningskameraer. Han hev et bestemt bundt ledninger fri fra de andre og skar dem over med en kampkniv. Der sprang et par gnister, men bladet var isoleret. Så stak han kniven i skeden igen og trykkede på sin radio, som han havde siddende i bæltet. Af sted. Nede i moonpoolen brød en mands hoved igennem den skvulpende vandoverflade. Hans stålhårde øjne bag dykkermasken dannede sig hurtigt et overblik over omgivelserne. To besætningsmedlemmer stod på dokken med ryggen til moonpoolen og fastgjorde noget udstyr. Manden gled ned under det mørke vand igen og tog en underligt udseende pistol fra sit dykkerbælte. Så brød han overfladen igen og tog sigte. En anden mand kom til syne ved siden af ham og gjorde det samme med sit våben. Der lød to hårde pust så hurtigt efter hinanden, at man skulle tro, at det var den samme lyd. Trykluftspistolerne sendte to pile susende hen over dokken og ind ryggen på de to arbejdere. De tog sig gispende af smerte til ryggen og sank lammede om på dækket. Pistolerne var beregnet til at affyre bedøvelsespile, men var til denne mission ladet med noget andet. Noget dødbringende. Mændene i vandet svømmede hen til en stige. Andre dykkere kom til syne og fulgte efter dem op på dækket. Syv mænd i alt. De skyndte sig at tage deres dykkerudstyr af og gik hen til elevatoren. De to arbejdere lå stivnede og hjælpeløse på dækket. Kun deres øjne, som var spilet op i frygt og smerte, bevægede sig. Pilene var forgiftede og havde næsten øjeblikkeligt lammet skeletmusklerne, og det ville ikke vare længe, før hjertemusklen også blev lammet. En af angriberne bukkede sig ned for at hive pilene ud og kastede dem bagefter i vandet, hvor de hurtigt forsvandt ud af syne. Efter et øjebliks overvejelse, hvor han kiggede på cylinderen med modgift under pistolens løb, nikkede han hen mod vandet. Hans folk trak de lammede mænd hen til kanten og smed dem uden videre i havet. Uden at værdige de druknende mænd et blik gik holdet ind i elevatoren og trak gitterdøren i efter sig. Et overvågningskamera kiggede blindt på dem, da elevatoren skramlende begyndte at køre op. 9


Den sortklædte kæmpe kiggede forsigtigt op over kanten på hoveddækket, hvor regnen stod ned i tove. Dækket var domineret af den gigantiske radarkuppel. Den var oplyst indefra og lignede en kæmpelanterne, der lyste midt i skybruddet. Man kunne kun se utydelige omrids af alt andet på dækket. Han satte brillerne for øjnene igen, og straks trådte omgivelserne frem i stærke farver. På den anden side af kuplen sås en hvirvlende rød tåge – det var røgen fra platformens kraftanlæg og varmeudledningen fra de enorme klimaanlæg, som afkølede radarsystemets elektronik. Men andre ting lyste kraftigere op. Yderligere to marinesoldater tonede frem som fjerne, udflydende farveklatter. De fulgte en fastlagt patruljerute og sjoskede gennem styrtregnen på vej hen mod hinanden for at bekræfte, at alt var i orden. Det ville de imidlertid ikke nå. Kæmpen hævede sit våben. I modsætning til sine kammerater, der benyttede trykluftspistoler, var han bevæbnet med en riffel med kikkertsigte. Han skubbede brillerne op i panden igen og satte sigtet for højre øje. Uden den termografiske forstærkelse var marinesoldaterne ikke andet end grå silhuetter. Han sigtede på den nærmeste af soldaterne, ventede på, at de mødte hinanden, standsede … Den utydelige skikkelse i kikkertsigtet spjættede og faldt om på dækket. Den anden mand faldt overrasket på knæ for at hjælpe ham. Han fik øje på pilen i hans ryg og så op. Snigskytten havde allerede ladet igen. Han havde knap nok brug for kikkertsigtet, da han affyrede et nyt skud. Riflen var nærmest en forlængelse af hans arm, og han behøvede ikke at se anslaget for at vide, at han havde ramt sit mål. Han løb hen til den anden nedskudte soldat og ignorerede de desperate trækninger i mandens øjne. Pilen havde ramt ham midt i brystet, et par centimeter under hjertet. Snigskytten brummede misfornøjet. Han havde sigtet efter selve hjertet. Sløseri. Men skidt med det, for resultatet var det vigtigste. Han hev pilene ud af mændene og kastede dem hen ad dækket. De ville blive skyllet ud i havet, og ingen ville lægge mærke til de bittesmå sår på soldaterne, når der ville være en langt mere oplagt dødsårsag. Radioen i hans bælte klikkede en enkelt gang. Signalet for, at det andet hold var på plads. 10


Præcis efter planen. Der var klar bane på dækket. Han gengældte signalet ved at trykke tre gange på radioens knap. Indtag platformen. De syv mænd havde allerede uskadeliggjort de to overraskede marinesoldater i skuret oppe i toppen af støttebenet ved at skyde dem med pile, så snart elevatoren nåede op. De ventede på signalet fra deres leder, og da det kom, delte de sig op i tre hold – et på tre mand og to på to – og begav sig ind i overbygningen. Holdet på tre mand skyndte sig hen mod den bageste del af platformen, hvor kraftanlægget var placeret. Selvom radarstationen lignede en stationær olieboreplatform, var den faktisk et selvdrevet fartøj og havde en besætning på cirka 40 mand fraregnet de udstationerede marinesoldater og IHA-medarbejderne. Selve radarstationen var stærkt automatiseret, så hovedparten af mandskabet udførte de samme opgaver som matroser på et krigsskib: at føre og vedligeholde fartøjet. Det betød, at de fleste af besætningsmedlemmerne var samlet ét sted. Med skudklare trykluftspistoler sneg de tre mænd sig gennem de grå korridorer. Den forreste tjekkede, at kysten var klar, hver gang de kom til et hjørne, før han gav tegn til de to andre om at fortsætte. De gik op ad en stejl trappe til B-dækket og lyttede efter, om der var nogen deroppe. En dør foran dem gik op. En skægget underofficer trådte ud af rummet med en værktøjskasse i hånden og standsede overrasket ved synet af de tre mænd. En pil borede sig straks ind i halsen på ham med sin giftige ladning. Han udstødte et halvkvalt gisp, og manden, der havde skudt ham, skyndte sig hen for at gribe ham og værktøjskassen, så kassen ikke ramte dækket med et brag. De to andre kiggede på skiltet på døren – et depot. De flåede døren op med pistolerne foran sig og tjekkede, om rummet var tomt. Det var det. Mændene smed hurtigt den døde underofficer ind i rummet og lukkede døren. Så gik de op ad endnu en trappe og nåede endelig deres mål. Bag en luge i et af skotterne kunne de høre en lav brummen. Advarselsskilte fortalte dem, hvad de ville finde på den anden side. Agterendens primære ventilationskanal. Radarstationens overbygning 11


var stort set en lukket metalkasse, og der var kun tre vinduer på hel­e platformen. De sad på broen og kunne ikke åbnes, så den eneste måde at få tilført luft til platformen på var ved at pumpe den gennem ventilationskanalerne under de enorme indsug på hoveddækket. Holdet åbnede lugen, som skjulte et spjæld med en snurrende vifte bagved. De tre mænd tog gasmasker på, hvorpå en af dem tog en cylinder fra sit bælte og pressede den gennem spjældet. Han drejede på en ventil, og straks begyndte der at strømme giftgas ind i kanalen. Gassen var farveløs og lugtfri – og dødbringende i løbet af nogle få sekunder. Mændene løb tilbage til trappen og kurede ned ad de stejle gelændere til B-dækket uden at tage notits af de forpinte gisp fra de døende mænd og kvinder i de rum, som de løb forbi. Imens sneg et af holdene på to mand sig hen til platformens kahytter. Den lille besætning arbejdede på skiftehold, hvor man arbejdede 12 timer og havde fri 12 timer. På dette tidspunkt lå dagholdet sikkert og sov. Og det gjaldt også halvdelen af marinesoldaterne. Soldaternes aflange soverum havde to døre, en i hver ende. En af mæn­dene ventede ved den første dør, indtil makkeren nåede ned til den anden. Så tog han en lille cylinder med giftgas fra sit bælte og åbnede døren. De fleste af de tolv marinesoldater lå og sov, men en af dem kiggede op på manden. Han tøvede et øjeblik, men da han så den sorte gasmaske, handlede han instinktivt. „Alarm!“ nåede han at råbe, inden en pil affyret fra den modsatte dør borede sig ind i ryggen på ham. Alarmråbet fik de andre soldater til at sætte sig forskrækket op i køjerne, men de sank slapt sammen igen, da de to cylindere allerede var trillet ind i rummet og udspyede deres usynlige død. Det andet hold på to mand var på vej hen til den forreste del af platformen, som husede A-dækkets kommandobro. Dette område var altid bevogtet af fire marinesoldater ved indgangen. Giftgas kunne ikke benyttes her, da det for enhver pris gjaldt om at holde mindst én mand i live, og giftgas var en alt for tilfældig og uforudsigelig dræber. Trykluftpistolerne duede heller ikke, da det tog for lang tid at genlade dem, og der var risiko for, at en af pilene ville ramme ved 12


siden af. I denne afgørende fase af operationen måtte angriberne være sikre på at kunne gøre det af med modstanderne i første hug. Så de to mænd gik simpelt hen bare rundt om hjørnet og skød de intetanende soldater i hovedet med lyddæmpede pistoler, før nogen af dem nåede at reagere. Ligene måtte skaffes af vejen, inden angriberne forlod platformen, da fundet af døde soldater med skudhul i hovedet ville røbe alt. Men det var der taget højde for. En af mændene trykkede en enkelt gang på sin radio. I stilling. Der lød et enkelt klik i kæmpens radio. Han nikkede for sig selv ved meldingen og kiggede forsigtigt ind ad et af de regnvåde vinduer. Der var kun én person på vagt på broen: en ung kvindelig premierløjtnant. Eftersom radarstationen lå for anker i øjeblikket, og kommandorummet bag broen fungerede som fartøjets nervecenter, var der ikke brug for andre. Han kunne se flere mennesker gennem glasdørene ind til kommandorummet, heriblandt radarstationens leder. Tiden var inde. Premierløjtnant Phoebe Bremmerman så op fra kontrolpulten ved broens vindue. Hun havde hørt en lyd, som ikke skyldtes regnens trommen mod vinduet. Og der sad også noget på selve ruden, en mørkegrå genstand på størrelse med en mønt. Hun rejste sig op og skulle til at kalde på sin øverstbefalende inde i kommandorummet. Pludselig knustes ruden. Glasskår fløj ind på broen, og uvejrets dybe buldren steg til en hylen. Bremmerman skreg, da et stort glasskår skar hende i kinden. En kæmpestor sort mand i våddragt sprang gennem vinduet og sigtede på hende med en pistol. Samtidig stormede flere bevæbnede mænd i våddragter ind i kommandorummet. En af radaroperatørerne sprang op, men væltede kort efter baglæns hen over stolen med en pil siddende i halsen. Kæmpen greb fat i Bremmerman og trak hende ind i kommandorummet. Larmen fra uvejret aftog, da han smækkede døren til broen i. „Kommandørkaptajn Hamilton,“ sagde han til radarstationens øverstbefalende og skubbede kvinden hen til de øvrige besætningsmedlemmer, 13


som blev holdt i skak af fire bevæbnede mænd. „Undskyld, jeg forstyrrer,“ sagde kæmpen og smilede, så man kunne se diamanten glimte i hans perfekte tandsæt. Hans nigerianske accent var rund og klangfuld. „Mit navn er Joe Komosa, og jeg er her kun på grund af én ting.“ Han smilede igen, men denne gang mere truende. „Hvor er dr. Bill Raynes?“ Platformens øvrige besætning blev ført til IHA-forskernes store labora­ torium på B-dækket og tvunget til at sætte sig på knæ midt i rummet. Ingen af marinesoldaterne havde overlevet angrebet, og flådeofficererne havde også lidt svære tab. Ud over Hamilton var der nu kun ti i liv­e, heriblandt de fem andre fra kommandorummet. Tre ud af de ti IHA-forskere om bord havde mistet livet. Yderligere tre mænd havde sluttet sig til angriberne på A-dækket og gennet de øvrige overlevende ind i laboratoriet. Hamilton var klar over, at uanset hvem mændene var, så var de nådesløse. Et af besætningsmedlemmerne havde protesteret, da han blev skubbet ind i laboratoriet – han havde ikke gjort modstand, men bare råbt op – og som straf var han blevet skudt i brystet på klos hold og faldet død om på dækket for øjnene af den magtesløse Hamilton. Komosa trak hætten af sin våddragt. Han var kronraget med to rækker af sølvpiercinger løbende bagover hovedet fra hver tinding. Så lynede han lynlåsen på dragten ned og blottede sin nøgne brystkasse, som ligeledes var dækket af piercinger. Efter at have beundret sit eget spejlbillede i en glasskillevæg begyndte han at gå frem og tilbage foran fangerne, som kiggede nervøst på ham. Så vendte han sig om mod Raynes med et blændende smil. „Dr. Raynes, som jeg fortalte Hamilton, er jeg her kun på grund af én ting. Ved De, hvad det er?“ Han viste Raynes en lille hvid genstand, som han havde taget op af en vandtæt pose. Raynes kiggede usikkert på den, som om han var blevet stillet et snydespørgsmål. „Det er … en USB-nøgle, ikke?“ „Jo, det er lige, hvad det er.“ Komosa gik hen til en bestemt computer i laboratoriet – Raynes’ egen. „Og jeg vil gerne have, at De fylder den op for mig.“ Raynes sank en klump og spurgte med tør stemme: „Med … med hvad?“ „Med bestemte filer fra IHA’s sikre server i New York. Nærmere be14


stemt de filer, der indeholder Platons forsvundne værker fra Selasphoros’ Broderskabs arkiv.“ Et kort øjeblik blev Hamiltons frygt afløst af forvirring. „Sig mig, har De gjort alt det her bare for at få adgang til vores server? Hvorfor?“ „Det skal De ikke gå så højt op i. Det eneste, De skal gå op i her og nu, er at gøre, som jeg siger.“ „Og hvis jeg nægter?“ Komosa løftede lynhurtigt armen og uden at fjerne blikket fra Raynes sendte han en pil i hjertet på en af de andre forskere. Manden tog sig til brystet og sank om på gulvet. Raynes fór sammen med frygten malet i ansigtet. „Okay, serveren, okay. Jeg skal nok gøre, som De siger.“ „Tak.“ Komosa nikkede, og en af hans mænd førte Raynes over til computeren. „De skal ikke gøre det, doktor,“ advarede Hamilton. „De ved, at vi ikke kan lade andre få adgang til Atlantis.“ „Atlantis!“ sagde Komosa med en hånlatter. „Jeg er fløjtende ligeglad med Atlantis.“ „Det tror jeg ikke på. Dr. Raynes, De må under ingen omstændigheder give ham adgang til den computer.“ Komosa sukkede. „Jo, De vil give mig adgang, doktor.“ Han gik over til fangerne, greb fat i Bremmermans arm og hev hende op at stå. Hun kiggede ængsteligt på Hamilton uden rigtig at vide, hvad hun skulle gøre. „Lad hende være!“ råbte Hamilton. Komosa stillede sig bag premierløjtnanten og lagde sin muskuløse arm om livet på hende og den anden hånd om hendes hals. „Dr. Raynes­.“ Han drejede Bremmerman med rundt, da han vendte sig om mod videnskabsmanden. „Jeg er sikker på, at De har lagt mærke til denne unge kvinde om bord. Hun er meget køn.“ Han bøjede hovedet og strøg hagen hen over hendes hår. Selvom Bremmerman var bange, jog hun albuen ind i maven på ham. Kæmpen fortrak knap nok en mine. Hans diamantsmil blev bare endnu bredere. „Og meget vild.“ Han førte langsomt tommelfingeren op ad hendes hals og standsede et par centimeter under hagen. Og trykkede til. Et eller andet i hendes hals brast med en uhyggelig knasen. Den un15


ge kvinde vendte det hvide ud af øjnene og åbnede munden i et desperat forsøg på at hive en portion luft ind, som aldrig ville nå hendes lunger. Komosa gav slip på hende. Hun tog sig til ansigtet med voldsomme krampetrækninger, og en dråbe blod sivede ud ad mundvigen på hende. „Og meget død,“ sagde Komosa iskoldt. „Lede svin!“ brølede Hamilton. Han forsøgte at kaste sig over Komo­ sa, men en af de andre bevæbnede mænd slog ham i dørken med sit våben. Bremmerman faldt også om, men i modsætning til Hamilton rejste hun sig ikke op igen. Komosa vendte sig på ny mod Raynes. „Jeg vil slå en af Deres kolleger ihjel hvert minut, indtil De giver mig det, jeg vil have. Disse menneskers liv ligger helt og aldeles i Deres hænder. Er filerne virkelig så værdifulde, at De er parat til at lade Deres venner dø for at beskytte dem?“ Han sigtede på en af IHA-forskerne. „58 sekunder.“ Sveden sprang frem på Raynes’ ansigt. „Men selvom jeg ville, kan jeg ikke bare gøre det! Sikkerhedssystemet …“ „Jeg kender udmærket til sikkerhedssystemet, doktor. 49 sekunder.“ Raynes satte sig ved computeren og begyndte febrilsk at klikke med musen. Hans fingre var så fugtige af angstens sved, at han havde svært ved at styre den, men til sidst dukkede en passwordboks op på skærme­n. Han tastede nogle bogstaver og trykkede på returtasten. Boksen forsvandt og blev afløst af en sikkerhedsmeddelelse: FINGERAFTRYKSIDENTIFIKATION PÅKRÆVET. Raynes kastede et nervøst blik over skulderen på Komosa og satte så tommelen på et mørkt felt i øverste højre hjørne af tastaturet. En rød lampe blinkede, meddelelsen forsvandt og blev afløst af en ny: STEMMEIDENTIFIKATION PÅKRÆVET. „17 sekunder tilbage,“ sagde Komosa og sænkede pistolen. „Flot klaret.“ „Jeg kan ikke komme længere. Det kan jeg altså ikke!“ sagde Raynes fortvivlet. „Stemmeidentifikationen har et …“ „Den har et stressanalysesystem. Jeg ved det.“ Kæmpen gik over til Raynes og tog noget op af bæltet. „Den forhindrer selv godkendte brugere i at få adgang, hvis de lader til at være under pres. Men bare rolig – lige om lidt vil De føle Dem helt afslappet.“ Og med de ord stak han en sprøjte ind i armen på Raynes og trykkede stemplet i bund. Raynes stirrede rædselsslagen på sprøjten og åbnede munden for at 16


skrige, men pludselig begyndte han at ryste over hele kroppen og sank derpå sammen som en sæk kartofler. Det, der var begyndt som et skrig, endte som et langt, nærmest saligt suk. Komosa bøjede sig ind over ham. „Jeg ved, at De kan høre mig, doktor, og at De stadig er klar i hovedet. Der var 17 sekunder tilbage før. Så lang tid har De til at taste den sidste kode, før jeg skyder Deres ven. Har De forstået?“ Raynes nikkede med slappe ansigtsmuskler. „Nedtællingen begynder nu.“ Komosa sigtede igen på den anden forsker, samtidig med at han greb fat i kraven på Raynes og trak ham tættere hen til computeren. Raynes rømmede sig og sagde så i et lavt, drømmende tonefald: „På denne ø kaldet Atlantis lå et mægtigt og herligt rige.“ Et lille mikrofonikon blinkede som tegn på, at computeren havde registreret stemmen. Der skete ikke noget. Manden, som Komosa sigtede på, klynkede. Så dukkede der et mappeikon op på skærmen. Satellitforbindelsen til dataoverførslen var blevet oprettet, og nogle af fangerne åndede lettet op. „Tak, doktor,“ sagde Komosa og stak USB-nøglen ind i en port på computeren. „Jeg klarer resten herfra.“ Det var signalet. Laboratoriet genlød af de dumpe, hvislende pust fra trykluftspistolerne. De fanger, der ikke blev ramt af den første salve, skreg skrækslagent, men blev hurtigt gjort tavse af en anden salve, da pistolerne var blevet ladet igen. Hamilton, der stod et stykke væk, fór op og udstødte et rasende skrig. Komosa affyrede sin trykluftspistol, og pilen borede sig ind i Hamiltons højre øje, så blodet sprøjtede ud ad det. Hamilton faldt om på det gyngende dæk og var allerede død, inden giften nåede at virke. Komosa vendte sig om mod computeren igen, som om intet var hændt, og begyndte at kopiere filerne over på USB-nøglen, hvorefter han klikkede på en anden mappe. Selvom Raynes var påvirket af det stærke beroligende middel, fortrak hans ansigt sig i overraskelse, da han så navnet på mappen. Komosa lagde mærke til hans ansigtsudtryk og grinede smørret. „Ja, det er oplysninger om IHA-medarbejdere. Bare rolig, vi har ikke tænkt os at slå dem ihjel.“ Smilet blev hårdere, da han valgte to bestemte filer og kopierede dem over på USB-nøglen. „Ikke lige med det samme.“ Da filerne var blevet kopieret, hev Komosa USB-nøglen ud af com17


puteren og lagde den ned i den vandtætte lomme igen. Så rejste han sig og vendte sig om mod sine mænd. „Fordel ligene rundtom i kommandorummet, så det ser ud, som om de var på vagt, da platformen sank. Jeg går op på broen og oversvømmer pontonen i styrbords side. Når pumperne er gået i gang, har vi fem minutter til at nå tilbage til ubåden.“ Hans folk nikkede og skyndte sig at slæbe de lammede officerer udenfor. Komosa lynede sin våddragt op til halsen, trådte hen over de døde­ besætningsmedlemmer og fulgte efter sine mænd ud af laboratoriet uden at se sig tilbage. Raynes kunne ikke gøre andet end at stirre på computerskærmen, mens han ventede på at dø. Navnene på de sidste to filer, som Komosa havde kopieret, var stadig markerede. Han kendte dem begge. CHASE, EDWARD J.

WILDE, NINA P

Herkules grav  

SpændingSroman • CiCero - The Bookseller Af samme forfatter: Jagten på Atlantis Andy McDermott CiCero Oversat fra engelsk af Brian Christens...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you