Issuu on Google+


CLAUS DALBY

Hemmelige

HAVER


Forord Sjældent har jeg mærket så stor interesse for en bog, før den var udgivet. Det skyldes helt sikkert titlen – Hemmelige haver. Den er åbenbart lige så pirrende, som jeg havde håbet. Efterhånden har jeg skrevet en del bøger – flere om min egen have, men også om andres, for eksempel Drivhusdrømme og Havedrømme I og II. Med dem har jeg været med til at afsløre mange havehemmeligheder, for det er kendetegnende for flere af de paradisiske pletter, jeg skriver om, at de hidtil har været helt ukendte. Haverne finder jeg frem til vom Hörensagen. Ved at spørge mig frem hos kreative mennesker, som jeg møder på min vej. Man kunne måske tro, at jeg minutiøst søgte i publikationen Åbne haver, som udgives af Det Danske Haveselskab, men det er ikke en af mine kilder. Det er nemlig meget ofte plantesamlerhaver med så mange forskellige og sjældne vækster som muligt. Og det er slet ikke det, der interesserer mig. For mig handler det om at få en totaloplevelse og komme i en helt særlig stemning, når jeg træder ind i en have. Kreativitet og formsans er noget, som optager mig meget. Perfekte græsplæner, fint afstukne kanter, renskurede belægninger – ja, for megen sirlighed – kommer der sjældent sublime haver ud af. Der skal være plads til det umiddelbare – en selvsået plante, en vild vækst, en patineret potte eller en gammel vandkande. De haver og deres ejere, som jeg beretter om i denne bog, går normalt stille med dørene, hvad deres private domæne angår, men jeg er så heldig, at det ikke har krævet de store overtalelsesevner at få lov til at komme på besøg. For i bund og grund vil alle os, der er glade for vore haver, jo gerne vise dem frem for ligesindede. Men det er de færreste af os, der ønsker, at de skal blive en turistattraktion. Derfor var der også flere af haveejerne, som betingede sig, at jeg ikke skrev, præcist hvor de boede. Selvfølgelig, for ellers var bogens titel jo også hurtigt uaktuel! En hemmelig have. Hvad er det? Det kan være rigtig mange ting. Nogle haver kan være så hemmelige og ligge så langt væk, at GPS’en i bilen falder helt ud et stykke tid, før man når frem. Det oplevede jeg for eksempel med Holger i skoven, som

6

jeg fortæller om på side 108. Flere haver ligger for enden af en blind vej, hvor stort set kun ejeren, posten og andre med direkte forbindelse til huset kommer. Og andre igen er måske gemt bag en høj hæk inde midt i en by. Det har været særligt spændende at skrive denne bog, fordi der gik sport i at finde og opsøge disse ukendte steder. Som det vil fremgå, har jeg en forholdsvis bred smag, og haverne i bogen er da også ret forskellige, men alligevel med mindst ét fællestræk: blomsterne! Jeg er en romantisk sjæl, som ikke kan få blomster nok, og det er især passionen for det frodige, jeg gerne vil formidle. Jeg er glad for og stolt over, at bogens hovedpersoner har åbnet havelågen for mig, og jeg glæder mig virkelig til at være guide. Rigtig god fornøjelse Claus Dalby

Et stemningsbillede fra Søren og Nicos have, som jeg fortæller om i næste afsnit.


7


En oase Første gang jeg skulle besøge denne have, var jeg lige ved at opgive at finde den. Jeg havde fået et vejnavn, men ikke et nummer, og kørte frem og tilbage på den lille vestsjællandske vej. Ikke meget tydede på, at den helt særlige have, som jeg havde fået et tip om, skulle ligge her. Det var blomsterkunstneren Erik Buch, der havde fortalt mig om to af sine venner, Søren og Nico, og med malende beskrivelser berettet om dette helt unikke sted. Jeg har mange forskellige ‘kilder’, og når en mand som Erik Buch kontakter mig, må jeg sige, at jeg er mere end lydhør. For Erik er ikke en hr. hvem som helst. Til dronning Ingrids begravelse var det Erik og hans team, der pyntede Roskilde Domkirke. Men klarest i erindringen står nok hans helt overdådige pyntning af Vor Frue Kirke i København, da kronprinsparret i 2004 blev gift. Et fuldstændig enestående blomsterhav af tusind- og atter tusindvis af nelliker, roser og pæoner, ærteblomster, jasmin, løjtnantshjerte, rododendron, klokkeblomst, efeu og australsk eukalyptus. Over vejende i røde og pink farver. Omkring tredive mennesker var indforskrevet til at hjælpe. Og det kan nok være, at der var travlt, for også Københavns Rådhus og Det Kongelige Teater skulle blomsterpyntes, så ingen var i tvivl om, at dette var en begivenhed, der ville gå over i historien. Dette lille sidespring, fordi Nico, som jeg nu var på vej til, gennem flere år har været en del af den faste kreds, som har hjulpet Erik med at pynte til store kongelige begivenheder.

8

Men tilbage til landevejen: Endelig opdagede jeg en lang grusvej med frodig bevoksning på begge sider. Et eller andet sagde mig, at det måske var her, jeg skulle ned. Derfor drejede jeg af. Grusvejen var temmelig lang, og det var ikke til at se, hvor den førte hen. Men for enden slog den et slag, og da jeg kom rundt i det, var jeg ikke mere i tvivl. Jeg ankom til en eventyrlig gård. Det kunne kun være her.


9


Søren og Nico Jeg steg ud af bilen, Søren og Nico kom mig i møde, og straks var jeg klar over, at her var to mennesker, som jeg havde lyst til at lære nærmere at kende. Jeg havde forinden talt med Nico i telefonen, og efter at jeg havde lovet ham, at stedet ville blive ved med at være hemmeligt – ikke noget med at nævne adressen, så folk pludselig dukkede op på søndagsudflugt – fik jeg at vide, at jeg var velkommen. At parret ikke kun var have-, men også fugle-‘tossede’, tog det mig ikke lang tid at finde ud af. For på gårdspladsen foran huset var der bygget tre meget store og flotte sortmalede volierer med 45 grader taghældning. Her boede forskellige kakaduer og andre papegøjer, som jeg senere vil vende tilbage til.

10


A plantsman Søren førte an, for det er i virkeligheden ham, der er the plantsman – et af de engelske udtryk, som er svært præcist at oversætte til dansk. Det betegner en mand (eller en kvinde), som konstant har fingrene i jorden for at plante, så, prikle og stikke. Hvis man i en engelsk haveguide støder på betegnelsen ‘a real plantsman’s garden’, skal man vide, at plantsman er en hædersbetegnelse for en person, der nemt kan vente to-tre år på, at et frø spirer. Og det er netop sådan én, Søren er. Nico holder bestemt også af haven og ikke blot på det nydende plan, for han slår græs og laver en mængde forefaldende arbejde. Men det er Søren, der vinteren igennem studerer plante-, frø- og løgkataloger og er i korrespondance med ligesindede over hele verden. Mens vi går rundt i haven, fortæller parret, at de har boet her siden 1976, og at det stort set var en ruin, de overtog. Et gammelt og mere end almindelig faldefærdigt husmandssted med hullet stråtag, lerklinede vægge og et svampeangrebet gulv. Der gik da også nogle år, før de for alvor turde kalde stedet for et hjem. Når Søren og Nico købte stedet uden længere betænkningstid, hang det sammen med, at de øjnede muligheder, for de er begge to kreative og skabende. Livet igennem har de arbejdet i filmbranchen – Nico som rekvisitør og kostumier og Søren som scenograf – og ofte blev de booket sammen til store opgaver i ind- og udland.

At de med deres baggrund kunne se, at huset var muligt at gøre beboeligt, kan jeg til nød forstå. Men hvordan med haven? Den var blot en stor misligholdt græsplæne, fortalte de. Hvor kom den interesse fra? Søren fortæller, at han er opvokset på en gård i Sønderjylland, og at hans forældre havde det, man dengang kaldte en ‘pæn have’. “Men min tidligste haveerindring har jeg fra min onkel Mikkel,” fortæller Søren. “Det var faktisk min fars onkel, og han boede ikke langt fra mine forældre. Der elskede jeg at komme, for onkel Mikkel – der var en fin mand, som altid gik med handsker og stråhat, når han var ude – havde den sirligste have og det smukkeste hus. Jeg glemmer aldrig lysthuset og de skarpt formede hække. Jo, det er i høj grad ham, jeg skylder meget af min haveglæde.” Det med interessen er en af de ting, jeg ofte spørger folk om, når jeg skal fotografere og skrive om deres have. Ofte er det noget med barndommen – minder, der har ligget latent og ventet på at bryde ud i lys lue. I de unge år er der så meget andet, som er vigtigere, men når vi bliver lidt ældre, dukker interessen pludselig frem af glemslen. Søren mener, at sådan var det nok også for ham, men som landmandssøn er det alligevel noget, man hele tiden har med sig. Han kunne lide det frie liv på landet, at se kornet gro og omgås dyrene. Men landmand, det skulle han i hvert fald ikke være.

11


Et fælles projekt Nico fortæller om, hvordan havens indretning hele tiden har været et fælles projekt. Godt nok var det Søren, der i sin tid gik i gang med at støbe og lave gange, men der er blevet snakket meget om det designmæssige. En del af havens interiør og planter stammer fra den lange karriere i filmverdenen. Blandt andet har flere af træerne været ‘statister’. Da de havde udtjent deres rolle, overtog Søren og Nico dem til en symbolsk pris. “Her har Meryl Streep og Jeremy Irons siddet,” siger Nico lidt henkastet, da vi går forbi en af havens bænke. Jeg ‘plumper’ straks i og tænker, at det var vel nok nogle fine havegæster, men snart efter kommer forklaringen. Nico fortæller, at bænken var med i optagelsen af filmen Åndernes hus. Søren og Nico har rejst meget, både hver for sig og sammen, og rundtomkring i haven ses mange pudseløjerlige ting,

12

som er hjembragt fra udlandet. Det er det, der er med til at gøre denne have til et rent eventyrsted. Når man betragter haven inde fra huset, opleves den næsten som et stykke scenografi, hvor blomster, buske og træer danner henholdsvis forgrund, mellemgrund og baggrund. På én og samme tid virker det naturskabt og så alligevel meget gennemtænkt.


13


Støbte bassiner og stier Store vandhuller bidrager til havens særlige stemning, og det skyldes, at der oprindeligt var naturlige vandhuller i haven, fortæller Søren. Derfor begyndte han så småt at bygge haven op omkring dem. Men så skete der desværre det, at naboen, der er landmand, gav sig til at dræne, og så var det slut med vand i haven. Noget måtte gøres, for Søren og Nico var enige om, at det miljø, som vandet skabte, kunne de ikke undvære. Søren er ikke og har aldrig været bange for at tage fat, så han besluttede sig for at støbe bassiner. Bassinfolie var slet ikke i hans tanker, fordi folien – som han siger – stort set er umulig at dølge langs kanterne. Nej, sku’ det være, sku’ det laves rigtigt. Derfor investerede han i en cementblander. Der gik lidt tid med at finde frem til det rigtige blandingsforhold, men efterhånden har han fundet frem til et, som han gerne afslører: én del cement, tre dele støbegrus og fem dele ærtesten.

Stjernemagnoliaen, der ses til højre i billedet, er et næsten uundværligt træ. Også til den lille have.

14


15


16


Snart blev Søren så vild med at støbe, at han også gik i gang med et sindrigt system af stier, trapper, plateauer og pladser – alt udført med stor akkuratesse, men også med en veludviklet sans for former, forløb og niveauspring. Marksten, brosten og bordursten blandt mange andre i virtuose sammensætninger. Kun én gang tidligere har jeg oplevet en lignende forståelse for og anvendelse af sten. Det er i Ivy Høghs have, som jeg skrev om i bogen Jeg ved, hvor der findes en have. Ellers bliver jeg nødt til at sige, at jeg har det svært med sten i haven. Rigtig tit oplever man sten ved sten omkransende et bed, og når jeg ser det, giver det mig ofte mindelser om en undermund. Heldigvis er det ikke de associationer, jeg får her. For at skabe et udtryk som dette er det vigtigt at udvælge stenene med stor omhu; at vende og dreje dem igen og igen, til de ligger rigtigt.

Det, der er med til at give et helt særligt udtryk, er Sørens brug af chaussesten, fordi de virkelig er med til at understrege det menneskeskabte. Fordelen ved stier i haven er, at man ledes ud på nogle forudbestemte gåture, og at de er et smukt modspil til havens planterigdom.

17


Livsnydere Mange steder i haven er der sidde- og liggestole, og de er i høj grad medvirkende til, at man føler sig velkommen og får lyst til at slå sig ned. De parvise stole, som står på strategiske steder, vidner om, at det et par livsnydere, der bor her. Selvfølgelig skal der arbejdes, men det er også vigtigt at dyrke det gode liv i pagt med dyr og natur. Både Søren og Nico er gået på pension, men de ligger ikke på den lade side. Og man føler altid deres store gæstfrihed. Er jeg i området, kører jeg som regel lige forbi, og før man ved af det, er der mad på bordet. Mens Søren og jeg går en tur i haven for at se, hvad der er sket siden mit sidste besøg, har Nico

18

umærkeligt trukket sig tilbage til køkkenregionerne. I godt vejr sidder vi selvfølgelig ude, og så går snakken, mens papegøjerne snakker med. Det er klart, at der tales om planter og blomster, men også om så mange andre ting. Blandt andet kunst og kultur. Der er jo – trods alt – andet end haver, der dur!


19


20


21


Hemmelige haver af Claus Dalby