Issuu on Google+


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

Susanne Staun

Helt til grĂŚnsen Thriller

Gyldendal


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

Hvordan mon det ville føles at dø af kvælning? Hvor lang tid ville det tage? Ville det være en langsom og pinefuld proces, eller ville jeg blot gradvis miste bevidstheden og falde i søvn? Toru Okadas tanker på bunden af brønden i Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike.


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

Rexville, New York

November 2010


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

1

Det er den form for førstehjælp, naturen kan finde på at tilbyde et menneske, der har fået et chok: følelsen af, at sjælen og synet forlader kroppen, stiger til vejrs og kigger ned på tableauet. Fra mit udsigtspunkt under loftsbjælken ser jeg mig selv sidde på det snavsede gulv og kigge opgivende på dem, far og datter. De ligger et stykke fra mig. Hvis det ikke havde været for blodet og kniven i hendes hånd, ville jeg have troet, at den sovende pige lå og puttede sig ind til sin sovende far. Jeg har frakke på. Den er knappet op, og skøderne bølger ud fra begge sider af mig som mørkegrønne søer; mine ben er let spredte, og jeg må trække det højre til mig for at undgå at blive ramt af en lille bæk af blod, der forgrener sig fra blodsøen, de cirka fem liter, som er fosset ud af pigens venstre halsarterie. Jeg sidder med en halvfuld plastikpose fra Witty’s i skødet og slapper og strammer grebet om posen som en kat, der ælter, før den lægger sig. I plastikposen ligger ting, jeg mente, hun ville have haft godt af: appelsinjuice, æbler, mælk og gulerødder. Hun havde lige forsøgt at hænge sig i en hundesnor, men sådan havde jeg tænkt: at hun da nu trængte til noget ordentligt at spise. Og mens jeg købte ind, forlod hun verden ved hjælp af en kniv. Emily. Som jeg knap nok kendte. Og en mand, jeg kun kendte af omtale: alkoholiker, taber, tøffelhelt, der ikke havde magtet at tage vare på sin datter. Hvad fanden laver jeg her? 9


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

Tidligere på året, i marts eller april, modtog jeg en e-mail fra en lille pige, der havde tunge ting på hjerte. Denne første e-mail blev fulgt op af lange fortællinger om en sort opvækst med en form for børnemishandling, der går under betegnelsen Münchhausen by proxy: Moren opfinder sygdomme hos barnet og nyder den resulterende opmærksomhed. Detaljeret fortalte pigen, hvordan hun var blevet underkastet den ene smertefulde behandling efter den anden for sygdomme, hun ikke led af. Hun skrev, fordi hun var bange for barnet i sin mors mave; hun frygtede, at det skulle vokse op på samme forkvaklede, smertefulde måde som hun selv. Så intenst gribende var hendes historie, at det lykkedes hende at forhekse mig. Pludselig så jeg verden udelukkende fra hendes perspektiv, sympatiserede med hende og hjalp hende: Jeg fortalte hende, hvor hun skulle stikke kniven ind. Kan du ikke sige mig, havde hun spurgt mig via e-mail nogle dage, før hun myrdede sin mor, hvor i brystet man skal stikke kniven ind, hvis man skal have den rent ind i hjertet? Midt i brystet, havde jeg svaret hende. Jeg burde have skrevet: Nej, jeg vil ej. Du skal ikke stikke knive i nogen. Ikke nok med det. Jeg gemte også Emilys ene ørestikker, som jeg fandt på gulvet på drabsstedet, og skjulte dermed beviser for politiet: forbudt ifølge loven. Da Emily gik videre med at dræbe sin mormor på samme vis, sagde jeg stadig ingenting til politiet: forbudt ifølge loven. Og så gjorde jeg også to andre ting, som er: forbudt ifølge loven. Det var for længst blevet mørkt. Ruderne var sorte, og jeg kunne høre vinden trække og ruske i alt, der sad løst udenfor: kroge; vinduer, der ikke kunne lukkes helt; nedløbsrør; tagsten. 10


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

Jeg var ankommet med fly tidligt i morges og var i en lejet Ford Focus kørt hele vejen fra JFK International til Rexville, en flække med cirka seks hundrede indbyggere i det yderste hjørne af staten New York – udelukkende for at forhindre Emily i at tage sit eget liv. Jeg havde troet, at hun inderst inde ønskede at blive reddet. Da jeg nåede Rexville, tørnede skyerne over mig sammen, skiltes og jog videre hen over en mørknende himmel, og det var, som om luften gik ud af mig, og den stille, rislende ængstelighed blev til angst: Var jeg kommet for sent? Var Emily allerede død? Jeg sneglede mig gennem hovedgaden, som var mennesketom, og fandt omsider Witty’s, supermarkedet. Indenfor sad en cirka tresårig kvinde med tyndt, brunfarvet hår og en lyseblå nylonkittel ved kassen. Jeg håbede, det var hende, Emily havde fortalt mig om, hende, der vidste alt om alle og spåede i kaffegrums i sin fritid. Kvinden var i gang med at fylde på tobakken, og kitlen strammede over den brede ryg. Jeg rømmede mig, og hun rettede sig op og kiggede spørgende på mig, en fremmed. „Du kunne vel ikke sige mig, hvor Levine-familien bor?“ „Cemetery Hill Road nummer 21,“ sagde hun og granskede mig. „Kunne du sige mig, hvor ...“ „Det er jo den store vej, der krydser denne her, du kører bare tilbage, den vej.“ Hun pegede. „Den lille pige er hjemme og besøge sin far.“ Hun rystede på hovedet. „Han er ikke meget værd.“ „Den lille pige ...“ begyndte jeg. „Emily.“ Hun rystede på hovedet igen og så væk. „Hun virkede deprimeret. Købte ikke meget.“ „Hvad købte hun?“ hørte jeg mig selv spørge. 11


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

„Et par dåser Beefaroni, en lilla hundesnor – og en pakke Wrigley’s, men den lod hun ligge; det gør hun altid. Mærkelig vane, ikke?“ Da jeg ikke sagde noget, fortsatte hun: „Du må hellere skynde dig, hvis du skal undgå regnen.“ Allerede da jeg stod på trappetrinet i blæsten, fornemmede jeg lugten. Døren stod åben og slog frem og tilbage i vinden. Jeg samlede frakkekraven om halsen og tog mig sammen til at skubbe døren op og gå ind i en lille, kvadratisk gang, hvor lugten var umiskendelig. Jeg gik videre gennem en smal gang og befandt mig til sidst i et køkken. Luften stod stille. Jeg havde forventet en vind, der susede ind ad tusind usynlige sprækker og kølede og luftede i dette mærkelige, hjerteløse hus. Men rummet, jeg trådte ind i, var alt for varmt, lugten alt for kvælende. „Emily?“ råbte jeg og ventede. Men ingen svarede. Synet af den midaldrende mand med en kniv i hjertet og en gigantisk, udspilet vom fik mig til at standse og bakke hen mod døren. Havde Emily gjort det? Selvfølgelig havde hun det. „Emily?“ prøvede jeg igen og kiggede rundt. Plastposer med affald, masser af dem rundtomkring på gulvet og lukkede med knuder. Jeg prøvede ikke at kigge på manden, men kunne ikke lade være. Så gik jeg hen til ham og lagde en hånd på hans pande. Stadig varm. Hun var jo også næsten lige kommet. Denne lugt måtte være indbildning, erindringer fra kvælende varme dage med ensomme, fordærvede lig for en menneskealder siden. Jeg kiggede på de opmarcherede affaldsposer; måske lugten kom derfra. Han lå foran bordet, der ikke kunne flyttes. Et bord af mørkt træ, tungt, tungt, præcis som Emily havde beskrevet det, og hele vejen rundt om det var plastikstole opmarcheret. På bordet stod et par Coors-øl 12


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

og tallerkener, der var sølet ind i noget ketchup-lignende rødt. Jeg vendte mig mod køkkenbordet: flere tallerkener, alle fyldt med rød sovs og makaroniorme, og syv tomme dåser med Chef Boyardees Beefaroni. I den fjerne ende af det store køkken var en smal, hvid dør med glas i. Jeg fór sammen, da en skarp lyd brød husets dybe stilhed. Noget var væltet på et plankegulv, men jeg kunne ikke høre, hvilken retning lyden var kommet fra. Jeg råbte på hende igen. Stadig intet svar. Jeg åbnede den hvide dør til en iskold gang, hvor vinden susede ind gennem utætte vinduer, og gik ned mod endnu en hvid dør i den anden ende. Jeg åbnede forsigtigt døren, stod et øjeblik med hånden om håndtaget og kiggede. Min vejrtrækning gik helt i stå, og så skreg jeg. Det var et stort, hvidt rum, næsten tomt. I et hjørne stod en gyngehest af træ. I et andet lå hundredvis af indkøbsposer fra Witty’s. Midti hang hun. Hun havde bundet den lilla hundesnor om en hvidmalet loftsbjælke og hængt sig. En hvid træstol lå væltet ved hendes fødder. Hvor længe siden var det, jeg hørte den vælte? Et minut, to? Jeg styrtede hen mod hende, men standsede. Når man hænger sig, mener man det alvorligt, så ønsker man at dø. Man ønsker at dø, når man er så ødelagt, at der ikke er nogen vej tilbage. En lille lyd undslap hende, et suk, nej, det måtte også være indbildning. Men da hendes højre arm sitrede, styrtede jeg ud ad døren. Køkkenet ville være fuldt af knive. Jeg holdt hende tæt ind til mig med min venstre arm og brugte den anden til at save hundesnoren over med, mens vinden piskede regn mod ruden. Forsigtigt fik jeg hende ned på gulvet, men da hun først lå der, 13


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Hun hostede og krøb sammen i fosterstilling. Og så begyndte hun at græde, meget stille. Jeg burde have taget hende i mine arme og holdt om hende. I stedet vendte jeg mig og styrtede gennem den hvide gang til køkkenet og videre, ud ad døren. Jeg småløb ned ad gaden hen mod Witty’s, overbevist om, at det eneste, Emily trængte til, var noget sundt at spise. Køerne var lange, selvom myldretiden måtte være overstået. Som en robot fyldte jeg indkøbsvognen med sunde ting: alt det, jeg nu sad med i favnen til ingen verdens nytte. Jeg burde være blevet hos hende. Men jeg blev bange. Hun var for tæt på, præcis som jeg havde ønsket, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke finde ud af det. Jeg ønskede mig brændende nærhed, men jeg anede ikke, hvad man stillede op med den, når den præsenterede sig som en mulighed. Jeg har ingen erfaring. Det gør mig panisk. I køen i supermarkedet fik jeg en pludselig fornemmelse af at måtte tilbage, nu. Neonlyset fra de lange, hvidgule rør i loftet badede mennesker, der var for tykke, for små, forkrøblede, for meget, i et grøngult skær, ingen havde fortjent. Da jeg havde stået dér et stykke tid, gik det op for mig, at jeg havde glemt juicen. Juicen var vigtig, og jeg var sindssyg i en form for gerningsøjeblik, der var længere end tilladeligt. Jeg hentede to liter appelsinjuice og stillede mig bagerst i køen igen. Et sted i min hjerne fortalte en stemme mig klart og tydeligt, at det hastede med at komme tilbage; at jeg aldrig skulle være gået fra hende. Men det ville ingen forskel have gjort, om jeg så var brudt ud af køen: Det tager ti minutter at dø på den måde, Emily valgte. Da jeg kom tilbage til huset, lå hun dér i en sø af blod, og da jeg bøjede mig over

14


JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 25 OUTPUT: Tue Dec 11 12:44:38 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/138481_Helt_til_graensen_135x215_Palatino/Materie

hende og prøvede at finde en puls, var der – selvfølgelig – ingen. Et særligt kraftigt vindstød sang mod ruden over vasken og vækkede mig. Jeg gled lige så stille ned fra loftsbjælken og ind i min krop og mit kølige overblik. Jeg så ned ad mig selv; kiggede så på de to lig, jeg delte rum med. Så blev jeg bange.


Helt til graensen af Susanne Staun