Issuu on Google+


I    Om hvordan “Bloksbjerg” blev forvandlet fra fantasi til virkelighed

1. Sæterpigens møde med den forkerte præst på det forkerte tidspunkt Gertrud Svensdotters beviselige fortælletalent og hendes livlige fantasi blev årsag til mange menneskers død. Det er sandt. Det er dokumenteret i alle enkeltheder lige til hver eneste halshugning, hvert brændende bål og sidste piskeslag. Eftertiden har derfor fældet en hård dom over Gertrud Svensdotter og skildret hende som bevidst ondskabsfuld. Hende vil jeg ikke desto mindre forsvare. Anklagen for ondskab er meningsløs allerede af den grund, at hun var et barn, da hun blev trukket ind i mareridtet. Hun var født oppe i Lillhärdal i Härjedalen, men var blevet sendt ned til noget familie i landsbyen Åsen i Österdalarna. Hun boede hos sin farfars søster, og det var sikkert hverken værre eller bedre end at bo oppe i Lillhärdal. Men hendes far, Sven Nilsson Hwass, har øjensynlig villet have hende af vejen, i hvert fald for en tid, på grund af nogle gnidninger i familien. Gertruds mor var kort tid forinden død i barselseng, og faderen overvejede at gifte sig med en nittenårig pige ved navn Märit Jonsdotter. Det havde den lille Gertrud svært ved at forlige sig med. Og så blev hun sendt ned til familien i Åsen ved den østlige Dalälv. —  9  —


Der var ikke noget usædvanligt ved denne beslutning, hverken for samtiden eller for eftertiden. Men den skulle føre til, at Märit Jonsdotter blev brændt på bålet. I efteråret 1667, sidst i september eller først i oktober, var Gertrud ude at vogte geder ved et sted i nærheden af elven, som hedder Hommansäng. Hun var elleve år gammel og havde sikkert ikke kun ansvaret for gederne, men også for den to år yngre Mats Nilsson. I sæterkulturen overlod man de mindre børn den slags arbejde, der kunne udføres i hjemmet eller tæt ved landsbyen, og drenge og piger kunne uden problemer passe det sammen. Når drengene blev ynglinge, ophørte alt arbejde med andre dyr end heste for deres vedkommende, og når pigerne blev ældre, kunne de være med til sommerarbejdet i sæterhytterne med fremstilling af ost og smør – et arbejde, man tillagde stor værdi såvel økonomisk som med hensyn til social prestige. Men her i dette Satans efterår var Gertrud og Mats sammen ude for at passe landsbyens geder. På et tidspunkt i løbet af dagen blev de uvenner over et stykke brød. De kom op at slås, og den to år ældre Gertrud vandt. Senere på eftermiddagen opdagede de, at nogle af gederne havde forvildet sig ud på en lille holm i elven, som blev kaldt Lisleön. Det havde regnet meget den sommer, og måske var strømmen i elven noget voldsommere end sædvanligt her i det tidlige, spraglede efterår. Mats turde i hvert fald ikke gå ud i elven, selvom Lisleön lå tæt ved bredden, så det blev Gertrud, der vadede over og førte gederne tilbage med et fast tag i hornene, så de også tjente hende selv til støtte. Det er hele historien, i hvert fald som eftertiden kan tolke og forstå den. Det er alt, hvad der rent faktisk skete. Men da den niårige Mats, ydmyget i slagsmål og måske flov over, at han ikke turde gå ud efter gederne, selvom han var en dreng, fortalte sin far om hændelsen, må han havde —  10  —


lagt et og andet til. Han kom med en overnaturlig forklaring på, at Gertrud, men ikke han selv, havde kunnet vade ud i elven. Den trøstende far tog lidet overraskende sønnens parti. Og faderen overdrev givetvis en del eller pyntede i det mindste på historien, da han i nabolandsbyen mødte Olof Matsson, der var domsmand ved herredsretten. Og domsmand Matsson forbedrede sikkert historiens dramatik, da han fortalte den videre til landsbyernes sognepræst Lars Elvius. Men dermed var Fanden løs. For den version af hændelsen med gederne på Lisleön, som Lars Elvius nu skulle tage stilling til, gik ud på, at Gertrud havde kunnet gå på vandet ligesom Jesus Kristus selv. Men der var en ond forklaring på dette mirakel, idet Gertrud først havde anråbt Djævelen om hjælp, hvad hun da også fik. Djævelen havde indfundet sig i egen høje person og smurt Gertruds ben og fødder med en magisk salve. Derfor havde hun, men ikke den lille Mats, kunnet redde gederne. Sognepræst Lars Elvius gik til sagen med største alvor. Han kaldte Gertrud til sig og indledte en lang række forhør, som vi desværre ikke ved noget om, eftersom han ikke tog noget referat. Forhørene varede imidlertid i flere måneder og må grundlæggende have gået ud på at få Gertrud til at tilstå et forbund med Djævelen. Hun nægtede ihærdigt og længe. Men efter årsskiftet 1667/68 kom en vis Erich Erichsson på femten år sognepræst Elvius til hjælp. Den unge Erich kunne fortælle, at Gertrud skam tit var faret til “Bloksbjerg” – eller Blåkulla, som man sagde i Sverige – og tilmed havde ført en af hans små søstre samt flere andre navngivne børn med dertil. Forhørene over Gertrud havde næppe været nogen hemmelighed på egnen, og fordi præsten betragtede sagen med —  11  —


så stor alvor, var han på forskellig vis kommet ind på den over for de fleste af sine sognebørn, både i sine prædikener og i sit virke som sjælesørger. Det ene øjenvidne efter det andet meldte sig beredvilligt, og dermed blev situationen uholdbar for den nægtende Gertrud. Det klogeste, hun kunne gøre, var nu at bekende så meget, som man forventede. Selvom Gertrud ikke selv var tilstrækkelig velbevandret i kristentroen og da slet ikke i det sværtforståelige spørgsmål om Nådens under, har den samvittighedsfulde sognepræst givetvis gjort sig store anstrengelser for at forklare hende sagen. En kristen kan først få Guds og menneskers tilgivelse, når han eller hun bekender sin synd. Men den, der som Gertrud nægter trods alle beviser og fremturer i synden, forbryder sig dermed yderligere mod både Gud og mennesker. Essensen heraf er let at forstå og inden for den religiøse forståelsesramme fuldkommen logisk: Tilstå, og alt kan tilgives dig! Problemet ved at tilstå noget, som ikke er sandt, er imidlertid det krav om at uddybe, der snart melder sig: Når du nu farer til Bloksbjerg, som vidnerne fortæller, og du selv så flinkt har bekendt, hvem har så lært dig den onde kunst? Hvilke af dine naboer har du set på Bloksbjerg? Husk på, lille pige, at du ikke slipper fri af synden, før du har lettet dit hjerte ærligt og helt! Og efterhånden som Gertrud bekender, og rygterne om hendes bekendelser spredes, kommer der nye børn ind i sagen, nogle frivilligt, andre trukket ved øret af deres forældre, men næsten altid med livfulde og entusiastiske skildringer af livet på Bloksbjerg. Børnene forstod endnu ikke, hvilke uhyggelige konsekvenser deres historier skulle få. Og da det senere viste sig i al sin blodige håndgribelighed, var det for sent at give sig til at tilbagekalde. —  12  —


Ved fjerdingstinget september 1668, knap et år efter episoden med gederne ved elven, angav Gertrud Svensdotter nitten personer, deraf otte voksne, for at være faret til Bloksbjerg. Som sin læremester udi de sataniske kunster udpegede hun, lidet overraskende for os i eftertiden, den Märit Jonsdotter, som hendes far havde planlagt at gifte sig med. Snart skulle man stable heksebålene op. Episoden med Gertrud og gederne på en holm i Dalälven blev trods sin tilsyneladende ubetydelighed indledningen til et af de mørkeste kapitler i svensk retshistorie. Panikken bredte sig hurtigt over store dele af landet, og da ilden døde hen knap ti år efter, var over 300 mennesker blevet henrettet. De allerfleste efter at have tilstået.

2. Øjenvidneskildring fra Bloksbjerg Bloksbjerg var på dette tidspunkt, i heksehysteriets første år, et lystigt og i alt væsentligt lyst sted. Efterhånden som bøddeløkserne og heksebålene arbejdede sig videre fra Älvdalen i det østlige Dalarna og ud i landet, blev denne Djævelens bolig imidlertid gjort meget mere dyster. Legenden om Bloksbjerg er i sin oprindelse nærmest at betragte som et folkeligt sagn og havde været almindelig kendt i mindst 200 år, inden den blev forvandlet til en juridisk realitet. I hele Europa drog hekse på forskellig vis – ikke alle kunne flyve – til fest hos Djævelen for at spise de modbydeligste ting, helstegte børn med frøer, tudser og slanger i sovs af flagermuseblod, og for at holde seksuelle orgier både indbyrdes og med Djævelen. Sådan havde det været lige siden senmidddelalderen. Men gilderne hos Djævelen i Dalarna var til at begynde med forholdsvis anstændige og både gemytlige og kulina—  13  —


risk tilforladelige. Det krævede nogle års bearbejdning fra de udspørgende svenske præsters side at gøre Bloksbjerg til et ubehageligt sted. En af de præster, der ligesom Lars Elvius i flere år nærmest blev fuldtidsbeskæftiget med hekseforhør og processer, var sognepræsten i Mora, Elavus Skragge. Fra hans hånd foreligger der en udførlig redegørelse, en slags sammenfatning af forholdene på Bloksbjerg omkring år 1670. I det følgende gengiver jeg, noget forkortet, hans beretning, som han selv skrev den. Dog oversætter jeg hans ord til moderne sprog. En tekst som denne bør nemlig faktisk ikke læses på et gammeldags, grotesk stavet og halvt latiniseret sprog med tysk ordstilling; så gør den bare et uretfærdigt komisk og uvirkeligt indtryk. Og hvad pastor Skragge skrev, skulle bestemt hverken virke komisk eller søgt. Tværtimod, han prentede samvittighedsfuldt det følgende ned som både det vidne og den sjælesørger, han var: “Ifølge vidnesbyrd i Älvdalen tager man kontakt med Djævelen ved ubemærket at begive sig til et afsides sted, hvor to veje krydser hinanden. Der tager man alt tøjet af og løber tre gange rundt om vejkrydset, mens man med stadig højere stemme for hver omgang påkalder sig Satan. De ord, man bruger, er som regel: ‘Antifar, kom og før os til Bloksbjerg!’ Når Djævelen så indfinder sig, kan han være forskelligt klædt, men er oftest i grå jakke, røde bukser og blå strømper. Han har rødt skæg og går med en høj hat, der ligesom knæstrømperne er pyntet med spraglede duske og kvaster. Djævelen spørger nu dem, der har påkaldt ham, om de er parat til at tjene ham med krop og sjæl. Når dette spørgsmål er besvaret med ja, sætter han sig op på det ridedyr eller den genstand, han ved lejligheden anvender til formålet, og beder sine gæster om at stige op. Derefter går det af sted —  14  —


over kirker og have og store skove frem til den vidtstrakte grønne eng, hvor Bloksbjerg ligger. Undervejs gør man ophold ved de kirker, man passerer, og så skal gæsterne suse op til kirkeklokkerne og raspe metalkorn eller rust af dem med tænderne. Når man selv har lært at rejse på denne måde, giver Djævelen én et magisk horn med heksesalve samt en sadel med træpigge til at gøre den fast med. Når dyrene er sadlet og klar til afgang, vender man dem om og rider dem med halen forrest ... Mange forskellige ting kan imidlertid bruges som befordringsmiddel: blandt andet bagespader og ildragere, endog mennesker. Hvis man rider på geder og har mange børn med på turen, sætter man en stang i enden på geden, så der er plads til alle ... Forældrene, som sidder hele natten og våger over deres børn for at forhindre, at de føres bort, plejer at ryste og ruske dem, så snart de fornemmer, at barnet er ved at blive bortført. Desværre ofte forgæves, hvilket viser sig ved, at barnet bliver koldt. Fører man nu et tændt lys hen til dets hår, brænder det ikke, og denne tilstand kan vare i op til flere timer. Når børnene senere kommer til sig selv, klager de sig ofte højlydt, græder og anråber Gud, så godt de formår ... Om selve Bloksbjerg er vidneudsagnene samstemmende. Bloksbjerg ligger ved en dejlig eng med vidt udsyn over et smukt landskab. Foran selve hovedbygningen er der en stor, malet portal, og inden for den, foran stuehuset, et vænge, hvor gæsterne kan lukke deres ridedyr ud ved ankomsten. Inde i den store sal er der dækket op på langborde, ved hvis bordender gamle koner står på hovedet og fungerer som lysestager, idet de har store lys stukket i de nedre kropsåbninger. Bag salen har Satan et værelse med flere senge redt op med smukt krusede lagener. —  15  —


Det første, der forventes af gæsterne, er, at de afsværger troen på Gud og overgiver deres krop og sjæl til Satan, som de kalder Liothe. Han skærer dem derefter i en finger og skriver navnene op i en stor bog med blodet, idet han lader dem omdøbe til navne som Fule, Gudsdød, Herrebespottelig og alskens eder. Satan giver dem derefter en læderpung, hvori de skal opbevare de metalfragmenter, de rasper løs af kirkeklokkerne, samt en sten, så de kan sænke pungen med dens indhold i havet, når de flyver hen over det. I den forbindelse skal de sige denne formel: ‘Så sandt som dette aldrig kommer tilbage til kirkeklokken, vil min sjæl heller aldrig komme i himlen’. På en del børn kan man se ar efter de snit, som Satan giver dem, når han skriver dem ind i sin menighed. En pige havde et stort og tydeligt ar hen over hele fingeren og forklarede det med, at Satan havde skåret lidt for rask til, fordi hun ikke rakte hånden frem på den rigtige måde. Efter disse forberedelser sætter gæsterne sig til bords, og dem, Satan sætter højest, får de fineste pladser. Børnene må som regel stå nede ved døren, men Satan sørger for, at de også bliver beværtet. Man spiser kål, flæsk, brød, smør, mælk og ost. Nogle siger, at maden smager udmærket; andre er af den modsatte opfattelse. Efter måltidet er der dans, banden og slagsmål. Satan spiller selv, i Älvdalen på en harpe, som han stemmer med en ildrager. I Mora råder han derimod over et helt spillemandsorkester. Efter dansen og de andre adspredelser går Satan ind i sit gemak med dem, han behager, og har samleje med dem, som mange kvinder jo har bekendt. På spørgsmålet om, hvordan det opleves, er svaret gerne, at der ikke er nogen mærkbar forskel på samleje med Satan og slig forlystelse —  16  —


under ordinære omstændigheder, måske bortset fra at Satan ofte opleves som meget kold. De børn, der bliver ført ind i gemakket, lader Satan vi til hinanden, inden han lærer dem, hvordan man gennemfører et samleje. Derefter føder de tudser og slanger ... Han viser dem himmeriget og helvede og forklarer, at himlen er for dem, der tjener ham, og helvede for de andre. I helvede viser han dem en stor djævel, der ligger lænket som en drage i ilden, og han siger, at den vil fortære enhver, der fortæller mennesker eller præster om sammenkomsterne på Bloksbjerg, eller han truer med at slippe den løs og forårsage hele Sveriges undergang. Og da det begyndte at rygtes, at man havde nedsat en kongelig kommission mod trolddom i Stockholm, sendte Satan nogle af sine tjenere til Stockholm for at myrde kongen og regeringen og dermed hindre kommissionen i at nå til Dalarna. Adskillige personer har jo ganske rigtigt bekendt, at de om natten fløj til et stort hus i Stockholm for at ombringe kommissionens medlemmer. Det skulle have været sket ved, at de stak dem i hovedet med knive, men knivene blev helt bløde, så de ingen skade forvoldte. Børnene fortæller også om en hvid engel, som hindrer dem i at gøre, hvad Satan befaler, eller holder sin hånd op foran den mad, som Satan forsøger at proppe i dem ...”

3. Bloksbjerg bliver jura og teologi Sådan ser grundtrækkene i Bloksbjerglegenden altså ud efter et par års forhør over nogle hundrede børn. Der opstår efterhånden et stort antal variationer af både komisk og mere satanisk karakter. Dansemusikken på Bloksbjerg kan eksempelvis frembringes af musikanter, som trompeterer —  17  —


med bagdelene, og de tudser og slanger, som børnene føder straks efter deres seksuelle øvelser, lægges i en stor kedel og koges sammen til den heksesalve, som alle skal have for at kunne flyve. I samtlige varianter er Bloksbjerglegenden imidlertid et kompromis mellem folkelige fantasier om et muntert gæstebud – nærmest som man kunne ønske sig i virkeligheden – og en grov forbrydelse. For hvis man kun var faret til Bloksbjerg på kost eller bagvendt ko for at more sig, danse og spise godt, ville man jo ikke have opfyldt betingelserne for dødsstraf. At bole med Djævelen er således ikke kun en fantasipirrende synd. Det er kriminelt allerede af den grund, at almindelig utroskab var en grov forbrydelse, som i værste fald kunne straffes med døden. Dertil kommer et mere sofistikeret teologisk aspekt, som nok de færreste af de bekendende børn forstod: Hele arrangementet forudsætter en pagt, en indgået aftale, med Satan. Og for samtidens teologiske ekspertise var det den værste forbrydelse. Men fra Bloksbjerg udgik der også en mere ordinær form for forbryderisk virksomhed, som de fleste sikkert kendte til. Det havde altid hørt med til den almindelige forestilling om troldkvinder, at de kunne anrette stor skade på afgrøder og kreaturer. De havde for eksempel deres bäror, “malkeharer” og lignende små trolddyr frembragt af ejeren selv, der kunne snige sig over til naboens køer og tyvmalke dem. De lignede nogle gange almindelige kattekillinger, andre gange hvide harer, men kunne undtagelsesvis også have et mere fantasipirrende udseende, omtrent som et sydamerikansk bæltedyr. At den slags velkendte forbrydelser måtte dukke op i de ophidsede børns beretninger for siden at blive bekræftet i de udpegede kvinders bekendelser, gav næsten sig selv. —  18  —


Derimod virker udsagnene om, at Bloksbjergfarerne skulle forsøge at myrde medlemmer af den kongelige specialdomstol i trolddomsanliggender, snarere konstrueret af forhørenes jurister for at få et konkret grundlag for domfældelsen end af fantasifulde børn. Noget tilsvarende fornemmer man bag påstandene om, at Satans tilhængere har forsøgt at myrde de præster, der kæmpede tappert mod trolddommens rasen. Sognepræst Lars Elvius noterede, at han sommetider fik hovedpine som følge af den slags attentatforsøg, og en præst i Mora fortalte, hvorledes han havde haft natlige besøg af Satans tjenere, som nær havde haft held til at kvæle ham. Det er to helt forskellige verdensbilleder, der støder sammen. Om Bloksbjerg havde den jævne befolkning skæmtet så langt tilbage, man kunne huske, uden at opfatte den slags tale som farlig eller blot særlig anstødelig. Men nu skete der en drastisk ændring, og alle de spøgefuldheder, som indtil for nylig havde været harmløse, blev dødeligt farlige for den, der blev udsat for dem eller angiveligt tidligere havde ført den slags tale. Startskuddet til den psykiske epidemi, der snart skulle feje hen over landet, er mødet mellem Gertrud Svensdotter og præsten Lars Elvius efter den tilsyneladende ligegyldige hændelse med gederne på en holm ude i elven. Da Gertrud og sognepræst Elvius mødtes med deres to helt forskellige verdensbilleder, var det som en kemisk reaktion, der frembragte et helt nyt stof: heksepanik. Ingen af de to kan kaldes et ondt menneske; ingen af dem ønskede at gøre ondt. Gertrud var et barn på elleve år og allerede af den grund uskyldig. Og sognepræst Lars Elvius handlede i det videre forløb ud fra sin samvittighed og bedste overbevisning. Det er svært at se, hvordan han skulle have fundet en anden udvej. Han gjorde kun, hvad —  19  —


en mand i hans stilling var nødt til at gøre. Han var som vi alle et produkt af sin tid; han var en typisk repræsentant for 1600-tallet.

4. Fra den lyse middelalder til 1500-tallets mørke Birger Jarls mor Ingrid Ylva (ca. 1180-1255) var en af sin tids højest agtede kvinder, og det allerede længe før hendes søn erobrede den politiske magt. Man sagde om hende, at så længe hun holdt hovedet højt, kunne intet ondt ramme folk­unge­slægten. Ifølge legenden lod Birger Jarl hende derfor begrave opretstående i en pille i Bjälbo Kirke, da hun døde. Arkæologiske forsøg på at eftervise dette har dog været forgæves. Men Ingrid Ylva havde også stort ry for at være trolddomskyndig. En legende skildrer for eksempel, hvordan fjenderne engang rettede et overraskelsesangreb mod folk­ ungernes Bjälbo. Situationen var kritisk. Men så gik Ingrid Ylva op i kirketårnet, flåede nogle puder i stykker og rystede indholdet ud i luften. I samme nu hvert eneste lille dun ramte jorden, forvandledes det til en harniskklædt ridder. Legenderne om Ingrid Ylvas trolddomsevner kan ikke opfattes som bagvaskelse, snarere som det modsatte. 1600-tallets hekseprocesser lå så langt ude i den mørke fremtid, at intet fornuftigt menneske kunne have forestillet sig et sådant barbari. Lovgivningen på Birger Jarls og Ingrid Ylvas tid havde ganske vist bestemmelser mod trolddom. Men det ville ikke have været klogt af nogen af hendes eller slægtens mange fjender at prøve at fremføre anklager for trolddom på tinge. Det var med allerstørste sandsynlighed blevet til ulykke for anmelderen selv: —  20  —


“Dette er ukvemsord til en kvinde: ‘Jeg så dig ride på et foldled med udslået hår og løsnet bælte i troldeham, da dag og nat var lige lange.’ Siger man, at hun kan forgøre kvinde eller ko, da er det ukvemsord.” (Äldre Västgötalagen, Rättslösabalken 5,5) Hvad vi ser her, er for det første en over 800 år gammel injurieparagraf. Den, der gjorde sig skyldig i grov bagvaskelse af denne art, blev straffet med store bøder. For det andet får vi jo et klart billede af en heks på mystisk skumringsridt i forårsnatten. Men den slags var bagvaskelse og intet andet; det kunne altså ikke gøres til genstand for nogen sandhedsprøvning. Og for det tredje aner man det, som reelt var middelalderens trolddom, nemlig “forgørelse”. At “forgøre” nogen er næsten udelukkende det samme som at forgifte. Forgørelse med dødelig udgang, altså giftmord, blev betragtet som overlagt mord (til forskel fra mildere former for mord, for eksempel under slagsmål). Hvis man forgiftede en andens kreaturer, var det hærværk mod andres ejendom, der udløste omtrent samme erstatningskrav som i dag. Ingrid Ylva kunne imidlertid føle sig sikker på at have loven på sin side, for ingen af trolddomsrygterne om hende handlede om at anrette skade eller forgive. Tværtimod, hendes trolddom var jo god, en slags hvid magi. Og det var ikke forbudt. Dertil kommer, at hvis nogen mod al sund fornuft havde anklaget Ingrid Ylva for kriminel trolddom, ville hun have haft gode muligheder for at forsvare sig, når det kom til den bevisførelse, landskabslovene krævede. Til sit forsvar havde hun kunnet føre en eller flere tylvter mededsmænd, en slags karaktervidner, sådan som loven foreskrev. Det siger sig selv, at en kvinde i Ingrid Ylvas sociale position kunne have mønstret tilstrækkelig mange slægtninge, der ville aflægge ed på —  21  —


hendes uskyld. Dermed ville den, der havde rejst sagen, være havnet i en yderst vanskelig og bekostelig situation. Vores allerældste kendte love er altså særdeles konkrete, når det gælder forbrydelser, der har at gøre med “trolddom”. Enten handler det om giftmord eller også om anstiftelse af skade eller om forsøg på en af delene: “Skyldes hun nu for det (= trolddom), og der kan påvises uafviselig forgørelse på bonden eller hans folk eller hans besætning, så værger hun sig med tretylvtered eller bøder fyrre mark. Mistænkes hun for en sådan sag, men der kan intet påvises på hans kreaturer, værger hun sig med tylvtered eller bøder tre mark.” (Östgötalagen) Konkrete handlinger som at forgive nogen eller forvolde skade på deres ejendom var således ikke teoretiske eller abstrakte forbrydelser på Ingrid Ylvas tid og rejste derfor heller ingen juridiske problemer. Derimod var det sværere at håndtere almindelig hokuspokus. Overtroiske forestillinger og skikke fandtes også i middelalderen, men blev efterhånden, i kraft af kirkens indflydelse, kriminaliseret: “Farer en kvinde med overtro, bøder hun seksten ørtuger tre gange, den første til biskoppen, de to andre til herredet og kongen.” (Yngre Västgötalagen, Rättslösabalken 11) Middelalderens katolske kirke havde dog et noget splittet forhold til overtro og magi. Ikke mindst kirkens egen hvide magi må jo have gjort det svært at argumentere overbevisende for, at den slags hverken virkede eller kunne tillades. Enhver kirke kunne fremvise i det mindste ét undergørende helgenrelikvie; i hele middelalderen bar man Erik den Helliges knogler rundt på markerne i Uppland for at sikre en god høst; vievand var stærk mirakelmedicin og så videre. Kirken kan altså ikke have haft det helt nemt med sine dobbelte udmeldinger om, at alle ikke-autoriserede —  22  —


former for magi var virkningsløse, men alligevel skulle forbydes og straffes. En berømt kirkelig lov, der gjaldt fra 900-tallet og frem, den såkaldte Canon Episcopi, fordømmer kategorisk alle forestillinger om flyvende hekse, med eller uden koste eller ridedyr, som gudsbespottelse: “Thi hvis en talløs mængde, som er blevet vildført af denne falske opfattelse, tror, at dette er sandt, og derved afviger fra den rette tro, deler den hedningernes vildfarelser.” Disse ord stod så sent som på Ingrid Ylvas tid, i 1234, indskrevet i kirkeloven under pave Gregorius IX. Hvis sognepræst Lars Elvius i Älvdalen havde mødt Gertrud Svensdotter i 1200-tallet, var der sandsynligvis ikke blevet noget heksebål. Han ville derimod have formanet hende strengt om ikke at udbrede overtro og idømt hende en bod på, lad os sige ti Ave Maria, fem Pater Noster samt en dag på vand og brød og stille eftertanke. Den dramatiske forandring fra den lyse middelalder til det mørke 1600-tal er sket som følge af 400 års intellektuel og videnskabelig udvikling. Det kan umiddelbart være svært at kapere denne tanke, fordi den kolliderer dels med vores indgroede forestillinger om “den mørke middelalder”, dels med tanken om, at udvikling i intellektuel og videnskabelig forstand altid er noget, der bevæger sig fremad mod det bedre. Det ligger os derfor lige for at tænke, at når nu de hekseprocesser, vi har hørt om, dem fra 1600-tallet, var et sort og skræmmende kapitel i menneskehedens historie, så må alting have været endnu værre i middelalderen. Det bliver nærmest en selvfølge at anskue de hysteriske hekseprocesser i 1600-tallet som middelalderens sidste, onde suk. For derefter fulgte jo oplysningen og lyset. Og med salmens ord: “Fra mørket vi stiger mod lyset.” —  23  —


Hvis Lars Elvius ved nogle af de magiske kræfter, han selv troede på, var blevet kastet 400 år tilbage i tiden, ville han således langtfra være fremstået som en moderne, avanceret tænker. Tværtimod. Var han begyndt at tale om Bloksbjergfarere i den virkelige verden og altså ikke som overtro eller djævelsk blændværk, ville middelalderens kirkelige ekspertise have betragtet ham som et farligt tossehoved af netop den slags, kirken hele tiden må bekæmpe med oplysning og sjælesorg. Havde han fremturet, ville han i værste fald have risikeret at blive dømt som kættersk spreder af vranglære og – i hvert fald længere sydpå i Europa – at ende sine dage som brænde på et bål. Levende. Den risiko havde han rigtignok ikke løbet, hvis han i stedet havde kunnet rejse lige så langt frem i tiden, til 2000tallet. Men ironisk nok ville hans troværdighed have været lige så ringe i dag som i 1200-tallet. Forskellen havde alene været, at kirken i dag står uendelig meget svagere end på Ingrid Ylvas tid. Fra 1200-tallet og frem kredsede kirkens ideologiske udvikling hovedsagelig om kampen mod vantro, overtro og kætteri. Også det er en grusom historie, der krævede langt flere menneskeliv end heksejagtens meget senere epoke. I én henseende er forskellen på disse to mørke kapitler i kirkens historie dog klar og tydelig. Kætteriet eksisterede i den virkelige verden og var i perioder udbredt og en reel trussel mod kirkens ledende position. Derfor ophøjede pavemagten al bekæmpelse af den slags vantro til rang af korstog. Albigensere, valdensere, katharer og andre var faktiske troende, der trådte op mod den katolske kirke, og i den forstand indiskutabelt “skyldige” og i mange tilfælde rede til at dø på kætterbålet for deres tro. Men hvad trolddom angik, holdt såvel den verdslige som den kirkelige magt sig frem til 1300-tallet til kun at straffe —  24  —


maleficium (at volde ondt, forgørelse) i dens mange, men som oftest ganske letfattelige og konkrete former. Derimod viste hverken de kirkelige eller de verdslige myndigheder i 1300- og 1400-tallet større interesse for folkelige forestillinger om natlige udflugter til hemmelige, orgiastiske møder, med eller uden rideredskab. At nære den slags overtro var kun en mildt strafværdig form for vranglære, der kunne håndteres inden for rammerne af den ordinære sjælesorg: Bed så og så mange bønner, vis anger, og gør det ikke igen! Den kirkelige fortolkning af kætteriets kerne var enkel – det var Djævelens værk. Alligevel tog det den katolske kirke 200 brydsomme år at vinde over Djævelen i kætterstriden. Men de intellektuelle sad langtfra uvirksomme hen under denne kamp. Tidens fornemste videnskab var skolastikken – enkelt sagt et avanceret studium i kristen analyse. I takt med, at de lærde arbejder blev forfattet, fjernede videnskaben sig unægtelig fra folket og den kristne grundtro. I vore dage ville de færreste selv kirkeligt skolede kunne følge logikken i en sofistikeret skolastisk afhandling, der drøfter ... tja, lad os sige spørgsmålet om, hvad der sker, hvis en rotte uheldigvis får gnavet sig ind i det skrin, hvor man opbevarer nadverbrødet. Bliver nadverbrødet også i guddommelig forstand besudlet af rottens gnaven og urenhed? Har rotten nu fået del i Helligånden? Er det en brøde at slå en således helliggjort rotte ihjel på samme måde som ellers? Svarene på de tre spørgsmål er nej, nej og atter nej. Men de fylder 500 sider. De intellektuelle havde skam også alvorligere problemer at bryde hovederne med. Det største af alle var spørgsmålet om, hvorledes man skulle forstå Djævelens anslag mod menneskene. Tiden bød på store ulykker nok at gruble over: de spedalske, den sorte døds svøbe, hungersnød og krig. —  25  —


Det var enkelt nok at forklare disse ulykker som Djævelens værk. Det svære var at forstå meningen med denne straf, eftersom Djævelen ikke kunne virke af egen kraft, men kun med Guds tilladelse. I titusinder af kirkelige skriveceller følte tidens intellektuelle sig nu kaldede til at analysere disse problemstillinger. I dag ville man ikke kalde deres metode videnskabelig, for deres kildemateriale bestod af spekulationer, som andre havde nedfældet før dem, og det, de selv tilføjede, bestod af nye spekulationer, hvis eneste nye kilde groft, men enkelt sagt var deres egen fantasi. Den eneste videnskab, der anvender den slags metoder i vore dage, er nationaløkonomien. Der ophobedes stakkevis af skolastiske tekster, forfattet af mænd, som havde lovet seksuel afholdenhed og derfor enten led helvedes kvaler (fordi Djævelen metodisk og utrætteligt fristede dem med natlige fantasier) eller heroisk modstod enhver fristelse fra Djævelens fornemste redskab, kvindekroppen. Der står en em af våde drømme blandet med seksualangst og kvindehad ud fra munkecellerne. Der blev skrevet lærde afhandlinger om dæmoner i kvindeskikkelse, der, ofte i skikkelse af en sort nonne, overfalder munke under middagshvilet eller i nattens ensomhed på sovesalen for at forene sig kødeligt med de arme troende og trække dem ned i synden til glæde for deres Mester. Sex mellem menneske og dæmon, der frem til 1200-tallet var blevet betragtet som overtro af så rigtignok tåbelig, men harmløs art, at den end ikke var strafbar, blev takket være skolastikkens videnskabelige fremskridt til beviselig virkelighed et lille stykke inde i 1300-tallet. I første halvdel af 1400-tallet begyndte heksene at flyve, altså at flyve i bogstavelig og videnskabeligt bevist forstand. I folketroen havde de fløjet længe, men nu blev det —  26  —


sandhed. Folketro og kirkelig dogmatik begyndte at smelte sammen. Den første videnskabeligt påviste flyvetur kan dateres til 1428. En nonne ved navn Matteuccia de Francesco, som blev stillet for retten i Rom, bekendte efter en længere opremsning af de sædvanlige helbredende besværgelser og k��rlighedsremser med magisk effekt, at hun var fløjet op i et valnøddetræ, forvandlet til en flue, men alligevel ridende på en dæmon i skikkelse af en buk, for derefter at smøre sig med en salve, hvis hovedingrediens var blod fra nyfødte børn. Den teologiske ekspertise godtog hendes forklaring, og dermed var flyvemuren gennembrudt. Det er altså i 1400-tallet, hekseprocesserne opstår i Europa, men til at begynde med i meget beskedent omfang. Den skolastiske videnskabs samlede anstrengelser kulminerede imidlertid i år 1484, da pave Innocens VIII gik til frontalangreb mod hekseriet. Han udstedte en bulle (en slags overdekret til hele kirken), hvor han udnævnte de to førende hekseeksperter Jacob Sprenger og Heinrich Institoris til overinkvisitorer. Disse to dominikanermunke udgav derefter deres banebrydende værk om emnet, Malleus Maleficarum, også kaldet Heksehammeren. Denne bog, der frem til år 1699 kom i det ene oplag efter det andet, er sandsynligvis et af de mest ondartede skrifter, der nogensinde er blevet publiceret. Til forskel fra Mein Kampf er det også stort set til at forstå. I Heksehammeren ser vi for første gang den færdige teoretiske konstruktion af en heks. Det er for det første et menneske, der har vendt sig fra Gud, altså en kætter, hvilket i sig selv hjemler dødsstraf. For det andet er det en person, som har indgået et forbund med Djævelen og givet ham både sin sjæl og sin krop, det sidste desuden regelmæssigt og i forbindelse med diverse gruppesexritualer. Endvidere —  27  —


besøger heksen jævnligt djævlesabbatter og er som tak for sin underkastelse blevet begavet med onde evner såsom at kunne fremkalde uvejr og slagregn, sprede sygdomme, forgøre dyr og mennesker eller ødelægge afgrøderne; hun er kort sagt et ondt væsen, som for enhver pris må udryddes. Heksens forbrydelse har hermed fået den definition, der skulle blive gældende. Tidligere forekom trolddomsforbrydelser kun i mildere former og udelukkende som maleficium. Nu er analysen udvidet og omfatter yderligere fire afgørende momenter: djævlepagten, metamorfosen (forvandlingen af sig selv eller andre til f.eks. dyr), djævlesabbatten og natteflyvningen. Hvad der tidligere var overtro, er blevet ophøjet til uanfægteligt kirkeligt dogme. Heksehammeren er opdelt i tre bind, hvoraf de første to beskriver problemet, og det tredje angiver retningslinjer for dets løsning. Hvad den beskrivende del angår, fremlægger den en forbløffende stor viden om praksis, som de to dominikanermunke har erhvervet sig ved deres skrivepulte. De ved alt om, hvordan heksene bærer sig ad med at flyve, hvordan de svækker folks forplantningsevne eller ligefrem stjæler det mandlige lem, hvad der hævdes at være en meget almindelig udåd på deres repertoire. Hvad de to forfattere har frembragt, ligner en temmelig komplet indsamling af den europæiske samtids folkelige forestillinger og skrøner. Når det kommer til spørgsmålet om, hvordan man skal bekæmpe heksene, er de to munke ikke uventet benhårde. Eftersom hekseri er en undtagelsesforbrydelse, gælder de sædvanlige retsregler ikke. Romerretten havde mere end tusinde år forinden slået fast, at tortur af romerske borgere ikke kunne tillades som retsmiddel. Der var dog én undtagelse, nemlig i forbindelse med majestætsforbrydelse. Efter mordet på Cæsar måtte man godt torturere en pågrebet —  28  —


gerningsmand for at få ham til at angive konspiratorer og medgerningsmænd. Altså opstiller Heksehammerens forfattere nu en analogi, idet de beskriver hekseri som den højeste af alle majestætsforbrydelser, nemlig mod Gud. Tortur af hekse er altså tilladt og mere end det: en metode, som varmt anbefales. Heksene har nemlig en lumsk tilbøjelighed til at nægte, når de bliver anklaget. Djævelen har tilmed ofte givet dem midler til at gøre sig uimodtagelige for tortur. Heraf følger logisk, at den heks, der ikke tilstår, selv når hun bliver underkastet den mest grusomme tortur, må opfattes som skyldig. For dog at sikre sig så godt som muligt mod Djævelens fif bør man barbere alt hår af heksene inden torturen, idet de plejer at gemme deres af Djævelen frembragte små torturamuletter i håret, herunder også kønsbehåringen eller håret under armene. Med hensyn til vidner og bevisførelse i øvrigt anbefales også en total undtagelsestilstand i forhold til gældende ret. Dødsfjender må gerne vidne (det er jo alligevel enhvers pligt at være dødsfjende med en heks), en hustru må vidne mod sin mand og omvendt, blot de ikke prøver at få den mistænkte frikendt. Forfatterne er kvindehadere af den mest afsindigt fanatiske slags. De anfører en udførlig argumentation til støtte for den tanke, at det faktisk kun er kvinder, der kan slutte trolddomsforbund med Djævelen. I disse ræsonnementer finder de for øvrigt stærk støtte hos en mængde andre skribenter inden for tidens intellektuelle elite. Det var allerede videnskabeligt bevist, at kvinden af natur var sladdervorn og svag i troen. Belæg for det sidste har man jo allerede i ordet kvinde, femina på latin. Her står det sort på hvidt, idet ordet er sammensat af fe, der kommer af fides (tro), og minus. Ergo har kvinden mindre tro. —  29  —


1500-tallets ret så dobbelte kunstnersyn på hekse, her i Hans Baldung Griens udførelse. Kroppene er afbildet indbydende og pornografisk; vi befinder os omtrent i Rubens’ epoke, og billederne er i fuld overensstemmelse med tidens kvindeideal. Det er tydeligvis ikke kun hensigten at få betragteren til at gyse – selvom det var den formelle begrundelse for at male billederne.

Og som alle ved, var det jo Eva, der ved at lade sig forlede af Djævelens fristelser var skyld i, at også den uskyldige Adam måtte forlade Paradiset. Desuden er Eva skabt af et krumt ribben; følgelig er hele hendes intellekt krumt og bøjer sig – ikke til den gode side, men til den onde. Man kunne næsten sammenfatte det sådan, at selvom Gud skabte kvinden, var hun dog som skabt for Djævelen. Det tog seksualneurotiske klosterintellektuelle små 250 år at omvurdere billedet af kvinden totalt. I den lyse middelalder, f.eks. i 1200-tallets Sydfrankrig, var det jo stik modsat. På riddernes og troubadourernes tid blev kvinden ophøjet til et nærmest guddommeligt ideal (forudsat at man ikke var gift med hende; den glødende attrå gjaldt altid en uopnå— 30 —


elig ungmø). Ridder Roland og hans brødre fra Rolandskvadet ville ikke have troet deres egne øjne, hvis de havde læst Heksehammerens kvindeskildringer. Birger Jarl ville for øvrigt have reageret på samme måde, og hans mor, Ingrid Ylva, var formodentlig død af grin.

—  31  —


Heksenes forsvarere af Jan Guillou 9788770533553