Dudley åbnede munden i fortrydelse, men Harry blev helt let om hjertet. Hvert år på Dudleys fødselsdag plejede hans forældre at tage ham og en ven med ud på en dagsudflugt. De besøgte både forlystelsesparker, hamburgerrestauranter og gik i biografen. Hvert eneste år blev Harry efterladt hos fru Figg, en skør gammel dame, der boede et par gader derfra. Harry kunne ikke fordrage at være der. Hele huset lugtede fælt af kogt kål, og fru Figg tvang ham altid til at se på de fotografier, hun havde af alle sine katte. „Hvad gør vi så?“ sagde tante Petunia og så strengt på Harry, som om han havde planlagt, at dette skulle ske. Harry vidste, at han burde være ked af det på fru Figgs vegne; men det var ikke nogen let sag, når det brækkede ben nu var årsag til, at han kunne vente et helt år med at skulle kigge på billeder af Tibby, Snehvide, hr. Poteprins og Pjuske. „Vi kunne måske ringe til Martha,“ foreslog onkel Vernon tøvende. „Sikke dog en tåbelig tanke. Hun kan jo ikke fordrage drengen.“ I Dursley- familien talte man ofte om Harry, som om han slet ikke var til stede – eller nærmere, som om han var et laverestående væsen, der ikke kunne forstå, hvad de sagde; en snegl eller sådan noget. „Hvad så med, hvad-er-det-nu-hun-hedder, din veninde – Yvonne?“ „Hun er taget til Mallorca,“ vrissede tante Petunia. „Jeg kan da sagtens være alene hjemme. Tag I bare af sted,“ sagde Harry håbefuldt (så kunne han nemlig få en chance for at se, hvad han ville på tv eller måske prøve Dudleys computer). Tante Petunia så ud, som om hun lige havde slugt en hel citron. „Og finde huset i ruiner, når vi kommer tilbage?“ snerrede hun. „Jeg kunne da ikke drømme om at sprænge huset i luften,“ indvendte Harry, men ingen tog sig af ham. „Måske kunne vi tage ham med ud til Zoo,“ sagde tante Petunia
25