Page 1

Lak: matkachering

– P OL ITIK EN

»En fremragende krimi med levende og spændende fortalt danmarkshistorie – det kan ikke gøres meget bedre.« – K R I STEL IGT DAGBL AD

»Bogen er fuld af atmosfære og giver et fortrinligt billede af, hvordan livet blev levet under den nok mest mørke tid i vort lands nyere historie.« – FYEN S AM TS AV IS

»Ole Frøslev har bevidst undgået den flamboyante udgave af frihedskampen … Det er de små menneskers heltemod … Alligevel er ’Dragerkuskens brudenat’ indtil nu det mest spændende bind i serien.« – P OL ITIK EN

»Mens spændingen skærpes, holder han dampen oppe på det nærmest håndgribeligt troværdige miljø og den mageløse samtidsbeskrivelse. Frøslev har virkelig mange skud i bøssen her hen imod krigens afslutning.« – B E RL IN GSK E TID EN DE

Samtidig har fordelingen af våben skabt et meget anspændt forhold mellem sabotagegrupperne og den Lille Generalstab, og da lederen af en illegal våbenrute myrdes, bliver Bjørner sat til at udrede sagen. Det viser sig snart, at det er våbenkonflikten, der ligger bag, og han får brug for al sin erfaring som kriminalbetjent, da undersøgelserne fører langt ind i Frihedsrådets ledelse.

n e d n a f e t l a H P o l i t i r o m an

© FLEMMING GERNYX

»Mindst lige så underholdende og spændende som første bind i serien … Helt ned i detaljen flettes et stykke kulturhistorie til en veldrejet krimiroman.«

Siden tyskerne arresterede det danske politi i september 1944, har kriminalbetjent Poul Bjørner levet under jorden. Alligevel har han og kollegerne i den illegale gruppe haft travlt, for stikkerne og kollaboratørernes aktiviteter skal dokumenteres, så man har et overblik den dag, regnskabet skal gøres op. På Østerbro holder den lille politigruppe således et vågent øje med en etbenet frikorpsmand, som kaldes Haltefanden og ligger i evig krig med gadens unger.

Ole Frøslev har siden 1989 bl.a. udgivet en serie politiromaner, en historisk roman fra krigstidens England samt en familiekrønike i nutidsregi.

Som foråret skrider frem, skærpes kampen mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen, og en dag er det Bjørner, der mærker en pistol i nakken ledsaget af de skæbnesvangre ord: »Hände hoch!«

978ISBN

87-7

71 887 9 7

ww

108-

709-

3

093 087

peo w.art

ple.d

k

omslag og illustration

– IN FOR M ATION

OLE FRØSLEV

OLE FRØSLEV Haltefanden

»… en ubetinget nydelse … Hvis de efterfølgende romaner kan leve op til denne fornemme begyndelse, vil der være tale om en markant nyskabelse i dansk kriminallitteratur. Vi kan dårligt vente.«

Haltefanden er syvende og sidste selvstændige bind i en anmelderrost serie fra besættelsestidens København med fællestitlen ”Mørketid”. Første bind i serien indbragte Ole Frøslev et diplom fra Det Danske Kriminalakademi, og ud over den gode historie er bøgerne af anmelderne blevet fremhævet for deres autentiske besættelsestidsstemning og træfsikre tidsbillede.


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 5

Januar 1945


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 7

1

– Stikker, stikker, fuld af prikker … Børnene flygtede med skrigen og høje hyl. – Satans unger, råbte den høje, tynde mand ovre på det modsatte fortov, mens hans rasende schæfer gøede som en besat, så han havde svært ved at holde den. Et par af de modigste drenge vendte sig på sikker afstand. – Haltefanden … Haltefanden, skrålede de taktfast, inden også de forsvandt ind i opgange og gårde. Manden, i en lang, mørk frakke og blød hat, fik kaldt hunden til orden og humpede ind i opgangen skråt over for, hvor Poul Bjørner netop havde stillet sin cykel. Episoden udspillede sig igen og igen i en drøm, han gjorde sit bedste for at vågne af. Ikke mindst fordi den gav ham en ubehagelig fornemmelse af ikke at vide, hvor han var. En sporvogn var skramlet forbi nede på gaden, men det var bælgmørkt, og bortset fra at han var sikker på, at det ikke var fru Mortensens værelse i Slangerupgade, var det ham umuligt at komme i tanker om, hvor han befandt sig. Der var stille, og han lå i en seng. Men hvor? Han var lige ved at døse hen igen, da en let skramlen uden for døren med ét gjorde ham lysvågen. Den ene hånd havde allerede grebet pistolen, mens den anden famlede febrilsk efter lyskontakten. En let banken på døren blev efterfulgt af fru Stoklunds stemme: – Deres bakke står her. 7


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 8

Med hamrende hjerte lykkedes det Bjørner at få tændt sengelampen. Han genkendte det lille kammer med det runde egetræsbord, den bedagede lænestol og skrivebordet i birketræ. En reol, ligeledes af birketræ … Ibsen, Oehlenschläger, Kipling og den slags, huskede han. Et nydeligt, lille værelse i Sankt Jakobs Gade, som han havde fundet, da lederen af hans illegale politigruppe, Richard Madsen, syntes, han havde boet lidt for længe i Slangerupgade. Det her var lige ved hjørnet af Nordre Frihavnsgade og med morgenbakke og et særligt ringesignal, så fru Stoklund og de to logerende vidste, hvornår det var til dem. En ny identitet havde Bjørner også skaffet sig, så han nu kunne legitimere sig som assurandør Laurits Hansen med adressen Købmagergade 39. Sankt Jakobs Gade. Nu kunne han placere drømmen. Det var hernede, episoden havde udspillet sig i går, og han havde faktisk tænkt, at denne Haltefanden nok var værd at holde øje med. Han kom i et par bukser og tog bakken ind, inden han var ude i det lille hjørneskab af et toilet for enden af entreen. Han fandt et par rene underbukser i tasken. Skjorten måtte holde lidt endnu. I julen havde han fået vasket ude hos mormor i Gentofte. Alice kunne jo ikke så godt have herreundertøj og skjorter hængende på tørreloftet, så det var kun lidt, hun kunne holde ham med rent. Men det var vilkårene. Livet som illegal var nu engang en beskidt affære. Han spiste havregrøden og drak den lunkne kop kaffe med et stykke brød og en papirstynd skive ost. Satte bakken ud på køkkenbordet, tog frakken og gik ned til sin cykel. Det var nytårsmorgen, og dæmringen tog endnu livtag med nattemørket. Der stod festklædte mennesker ved stoppestederne. Mange havde åbenbart overnattet, hvor de havde holdt nytår, for så at tage en tidlig sporvogn hjem. De skuttede sig ligesom Bjørner. Nok var det slået om i tø, men 8


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 9

blæsten og kulden gik gennem marv og ben. Butikkernes juleudsmykning, for det meste malet på vinduesruden, virkede også lidt forfrossen i den mørke gade. End ikke bedemandens nisser på de sædvanlige tre kister på skrå i udstillingsvinduet forekom særligt oplivende. Som et værn mod granatsplinter og andre voldsomheder var adskillige butiksruder afskærmet med brædder, så man måtte helt hen og kigge gennem et lille hul for at se de sparsomme herligheder. På Trianglen købte han en morgenavis og fortsatte ud til den illegale politistation i Hesseløgade 31. Den var indrettet i en lille lejlighed på første sal, og han gav det diskrete bankesignal, som adviserede kollegerne, inden han lukkede sig ind. Der var nu ikke andre end overbetjent Knudsen, som sad i lænestolen lige ved telefonen. Han ønskede Bjørner godt nytår og kunne i øvrigt oplyse, at det havde været en rolig nat. En netop genopbygget maskinfabrik i Valby var igen blevet jævnet med jorden, og i den indre by havde der været forsøgt et bombeattentat mod Domkirken. Det var lykkedes de snedige attentatmænd at lempe bomben ned i kirkens brændselsrum, så da varmemesteren fyrede op til nytårsgudstjenesten, var den røget i fyret sammen med koksene, hvor den da også var eksploderet, uden at det dog førte til aflysning af gudstjenesten. Bjørner hængte frakken op, og et øjeblik efter stod Østergaard der med en pose rundstykker i den ene hånd og avisen under armen. – Godt nytår, d’herrer, sagde han. – Jeg syntes, der måtte rundstykker til, selvom ingen jo ved, hvad nytåret vil bringe. Han lagde indkøbene på bordet med et beklagende smil. Deres lille, underjordiske politistation skulle lukke i næste uge. Det var blevet for risikabelt med de mange opkald fra redningskorpsene. Også selvom de for at sløre kontakten var gået over til en særlig telefonlinje via Social Demokratens redak9


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 10

tion i Farimagsgade. Desuden skulle arbejdet med at lokalisere og identificere værnemagere af enhver slags med henblik på dommens dag ind i mere faste rammer, nu hvor meget tydede på, at krigen gik mod sin afslutning. Knudsen kiggede på bagerposen og nikkede vennesælt. – Kaffen er sat over. Snart sad de om bordet, og Bjørner kom undtagelsesvis Østergaard i forkøbet og diverterede med Nationaltidendes nytårsenquete, hvor avisen ville ringe alle telefonabonnenter med nummeret 1945 op og spørge, hvad de ønskede sig af det nye år. – Det siger da sig selv, mente Østergaard. – Gadelygter med lys i, neonreklamer og glade svenskere på besøg i staden. Og hvis ikke det er nok, så mandler, rosiner, kaffe og cognac og kælderen fuld af koks. Bjørner smilede. – Og ordentlig tobak i rigelige mængder, fortsatte Østergaard ivrigt, mens han fik ild på den halve smøg, han havde taget ned fra øret. Bjørner havde tændt piben, og Knudsen, som havde skænket op, gjorde nogle ihærdige, men ikke særligt vellykkede forsøg på at få ild på en cigarstump, han havde haft liggende i askebægeret. – Den er såmænd heller ikke værd at ryge, erklærede han melankolsk. – Det er da også efterhånden elendigt, hvad de byder én. Østergaard iagttog hans energiske bakken på stumpen. – Der går ikke mange uger, så vader vi i skibsladninger af ægte Virginia, smilede han trøstende. Så diskede han op fra sin avis: – To gamle Damer Døden nær af Kulosforgiftning … nu vi taler om tobak. Han satte en sagkyndig mine op. – En datter fandt de to damer sovende, mens kulosen 10


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 11

strømmede ud fra kakkelovnen, uddybede han. – Og så forlyder det, at det så yndede pelsværksdyr, sumpbæveren, nu er gået hen og blevet en fornem spise på de bedste restauranter. Nå! Og her har været roligt, kan jeg forstå. Han foldede avisen sammen. Der var ikke mere at koge suppe på. Knudsen nikkede godmodigt. – Man kunne ellers godt have ventet sig lidt af hvert. Det var så sandt, som det var sagt. Stikkerdrab hørte snart til dagens orden ligesom Dr. Bests storoffensiv mod de københavnske villaer. Senest var det minister Arnstedts store villa på Christian Winthers Vej på Frederiksberg og Karen Aabyes hus i Bagsværd, der var sprængt i luften. Arbejdet kaldte. Østergaard, som var i gang med en overvågning af en værnemager, der leverede og reparerede skrive- og regnemaskiner for tyskerne, og som muligvis kunne tænkes at ville deltage i en hyggelig nytårskur hos sin gode kunde, begav sig af sted for at holde øje med kalorius. Bjørner gik ind i det lille kammer og tog det gamle, slidte og temmelig uanseelige eksemplar af Hjortens Flugt ned fra reolen. Han løb de seneste kurérmeddelelser igennem. En kortfattet anmeldelse om værnemagerleverance til tyskerne på Ingeniørkasernen og en advarsel mod en tidligere dansk kriminalbetjent Akselsen, Lindenovsgade 14, 3. sal, som formodedes at indsamle oplysninger om modstandsbevægelsen. Endelig var der en rapport med et dementi af en tidligere udsendt advarsel mod en telefonmontør Børgesen på Australiensvej. Fra den lille lejlighed i Hesseløgade havde man indsamlet oplysninger, undersøgt og verificeret, så de bedst mulige underretninger kunne tilflyde den underjordiske hovedstation på H.C. Ørstedsvej, hvor gruppens nestor, kriminaloverbetjent Fuglsang, var rykket ind. Derfra videresendte man op11


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 12

lysningerne i, hvad man kaldte Danmarks mindste dagblad, det underjordiske politis Meddelelser. Seks eksemplarer blev dagligt distribueret. Ét til Information, ét til militærets efterretningstjeneste og fire til en gruppe af de gamle politikere. Et syvende eksemplar beholdt man til internt politimæssigt brug, når tiden engang var inde. Oplysningerne i bladet måtte være pinligt korrekte, da de skulle have samme vægt som politirapporter og indgå i det stikker- og interneringskartotek, som Frihedsrådet var i fuld gang med at udarbejde. På en nytårsmorgen var der næppe mange leverancer til kasernerne, ligesom kriminalbetjenten i Lindenovsgade formodentlig heller ikke var særlig aktiv, så Bjørner nøjedes med at rulle dementiet sammen i sin dertil indrettede cykelpumpe. Så kørte han ind og afleverede det i antikvariatet i Borgergade, hvorfra det sammen med den øvrige post ville blive bragt med særlig kurer ud til papirvareforretningen på H.C. Ørstedsvej, som husede den underjordiske politistation. Da han kom tilbage til Hesseløgade, sad kriminalassistent Frost fra stationen i Store Kongensgade og blundede ved telefonen. Bjørner satte sig med et illegalt blad og løb Frihedsrådets nytårsudtalelse igennem. Hæftede sig ved det klare standpunkt til de mange stikkerlikvideringer, hvor man afviste at skabe en central domstol, der kunne tage stilling til de enkelte tilfælde. Til gengæld indskærpede man de aktive grupper kun at uskadeliggøre besættelsesmagtens håndlangere, når deres skyld var utvivlsom, og de måtte skønnes fortsat at udgøre en fare for modstandsbevægelsen. Så lød det lille signal ved døren. Det var Richard Madsen, som ud over at være leder af den lille station, også af og til havde et ben i den mere slagkraftige del af modstandsbevægelsen. 12


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 13

– Godt nytår, hilste han. Så faldt hans blik på Bjørner. – Det var lige dig, jeg skulle have fat i. Tror du ikke, du kunne give mig et lille nap med nogle skydere, vi skal have flyttet i morgen formiddag? Bjørner nikkede. Han havde før i en snæver vending givet Madsen en håndsrækning i forbindelse med en større sabotageaktion. – Nu skal du jo ikke ligne en kriminaler, så tag noget gammelt kluns på. – Jeg har ikke andet, lo Bjørner.


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 14

2

Næste dag stod Madsen allerede i Toldbodgade, da Bjørner nåede frem. Skibsmægler Carl Danielsen stod der på skiltet over den høje stueetage. – Sæt cyklen herind, sagde han og åbnede porten på klem ind til et større lagerrum. Han lignede én, der havde ernæret sig som cykelbud i årevis, så han passede fint til Bjørner, som havde ladet vinterfrakken hænge og iført sig sin ældgamle stortrøje, fra dengang han sejlede. Det gode skib Vanjan lå formentligt allerede ved Larsens Plads, forklarede Madsen, og det drejede sig altså om ti kasser svenske Husquarna-maskinpistoler, som skulle køres fra skibet og til et midlertidigt gemmested her. – Det gælder om at få dem af vejen i en fart, og er det så ikke bare svineheldigt, at der lige står to varecykler og venter på at komme af sted, grinede Madsen. Bjørner tog varecyklerne i øjesyn. – Modstandsgrupperne står vel også nærmest og tripper for at få ordentlige våben. – Nu er de våben desværre ikke bestemt for modstandsbevægelsen. Madsen trak resigneret på skuldrene. – Det er Den Lille Generalstab, der bestemmer, så de kommer ikke i brug sådan lige med det vons. – Den Lille Generalstab? Bjørner rynkede brynene. – En modstandsgruppe? 14


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 15

– Ikke just. Det er en gruppe af højere officerer og generalstabens officerer, som prøver at holde officerskorpset nogenlunde intakt. I Bjørners ører lød det meget fornuftigt. – Ja, tyskerne frigav godt nok hæren igen, men beholdt våbnene, så nu prøver man at skaffe nogle fra Sverige. – Men skal de ikke bruge dem? Bjørner forstod ikke helt sammenhængen. – Jo jo. Selvfølgelig skal de bruge dem. Når dagen kommer, hvor tyskerne skal smides på porten. Og skulle de ligefrem kapitulere og gå frivilligt, så kan de maskinpistoler sikkert også bruges til at gøre kål på os kommunister. Det er der i hvert fald flere af politikerne og officererne, der godt kunne tænke sig. – Så det er derfor, de gemmer våbnene? – Nemlig. Det er selvfølgelig også bedre, at officererne gemmer dem, end at tyskerne tager dem. Derfor skal de helst af vejen i en fart. De trak varecyklerne ud og kørte ad den gamle, smalle gade ned til Sankt Annæ Plads, hvor de skråede over til Larsens Plads. Dér og ved Kvæsthusbroen lå en stor del af DFDS’ indenrigsflåde, tredive-fyrre gamle og nyere dampere, de fleste lagt op til bedre tider. De fortsatte langs kajen forbi korntørringsmagasinet og de lave, klondykeagtige pakhuse, hvor de stoute dampere for længst var blevet afløst af ældre, for ikke at sige ældgamle last- og fragtskibe. Der var ikke meget liv på kajen. Ved en mindre fragtbåd blev der læsset stykgods på en hestevogn, mens et par havnearbejdere kørte sække ind i et af de brøstfældige pakhuse. Hist og her lå der tilfældige efterladenskaber af gamle brædder, slisker, der var faldet fra hinanden, og andet affald. – Der ligger hun jo, Vanjan, sagde Madsen fornøjet. Det 15


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 16

var en gammel, motoriseret, tomastet skonnert med et lille styrehus agter. De satte cyklerne ved et af de rundtagede pakhuse og gik hen til skibet. – Der skulle vel ikke være lidt sild til skovsvinene? spurgte Madsen henkastet til en sømand, der stod på dækket. – Det er da nok muligt, svarede han uden større entusiasme og gav Madsen en hånd, så han kunne få en fod på rælingen og hoppe videre ned på dækket. Bjørner fulgte med, og et øjeblik efter sad de i et lille lukaf over for en mand i tyverne med et smukt, velbarberet ansigt og fyldigt, brunt hår med skilning og naturligt fald. Han kunne godt minde lidt om en filmskuespiller. Sømanden, som havde hjulpet dem om bord, var blevet stående i døren, så han kunne overskue både lukafet, dækket og kajen udenfor. Madsen og skuespilleren udvekslede forklaringer og dæknavne, hvoraf Bjørner forstod så meget, at Madsen stod inde for Bjørner, og at de blot gav en hjælpende hånd til den Holger Danske-gruppe, som pludselig var kommet i bekneb for mandskab. Bjørner forstod også, at skuespillerens dæknavn var Otto, og at han var meget lettet over, at våbnene kunne blive hentet med det samme. – Der er ikke så meget at betænke sig på, mente Madsen. – Det er bare med at få dem væk i en fart. – Ja, for pokker da. Filmskuespilleren rystede nærmest lidt opgivende på hovedet. – Skovsvinene har ellers insisteret på selv at hente dem med en lastbil i morgen, men det er alt for længe at have dem liggende i skibet. Desuden duer det ikke, at alle mulige tilfældige folk fra O-grupperne render rundt her og får kendskab til skibet. 16


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 17

Madsen nikkede. – Sådan som vi alle sammen står og mangler våben, er det jo egentlig fuldstændigt idiotisk, at de bare skal deponeres til en dag ud i fremtiden. Bevæbningen i modstandsgrupperne er elendig. Det kan man se med et halvt øje. – Ja, men der er ikke noget at gøre ved det, sukkede filmstjernen. – Aftalen med Frihedsrådets Kommandoudvalg går ud på, at de aktive modstandsfolk skal have del i våbenleveringerne, men Spex sidder som en anden edderkop i nettet og holder sig til et gammelt tilsagn fra Buhl om at skaffe svenske våben til hæren. Bjørner forsøgte at følge med i samtalen, men forstod ikke helt den noget indforståede snak. – Så det hele går lige lukt ned i hærens depoter? Madsen så skuffet ud. – De stikker sabotørerne lidt en gang imellem, men ellers bliver det gemt godt og grundigt af vejen. De er overbevist om, at jeg bare er ude på at snyde dem. Otto trak på skuldrene. – Men nu kører I foreløbig det hele hen til Toldbodgade. Så må de hente det dér i morgen. Jeg følger efter jer og dækker jer med et par mand. – Vi kunne da ellers godt finde et andet gemmested og så dele i porten? Madsen sendte ham et skævt smil. – Det ville være fuldstændigt blødt at prøve at kapre ladningen. Senest i morgen får hærledelsen underretning pr. depeche om, at der er kommet ti kasser til dem med skibet her. Han så alvorligt på Madsen. Mens Otto med den ene hånd i lommen holdt øje med eventuelle uvedkommende oppe på kajen, hjalp sømanden dem med at få de ti kasser læsset over på cyklerne. 17


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 18

Det var tungt gods, og cyklerne gav sig faretruende, da de sidste kasser kom på. – Det plejer at gå, mente Otto og hjalp med at skubbe dem i gang. Så skumplede de over brostenene til Sankt Annæ Plads med Otto på behørig afstand. Madsen kørte forrest, og Bjørner fulgte trop, så godt han kunne. Cyklerne knagede og truede med at bryde sammen, hvad øjeblik det skulle være, så de måtte skubbe hen over Sankt Annæ Plads’ mere toppede brosten. Et noget vakkelvornt foretagende, tænkte Bjørner og satte sin lid til, at der ikke var så langt hen til skibsmæglerhuset. Pludselig kom en mand farende henne fra Kvæsthusbroen. Bjørner bemærkede ham først, da han løb forbi, skar ind foran Madsens cykel og med et greb i styret tvang den op mod kantstenen. – Det er ikke det, vi har aftalt, snerrede han. – Vi skulle selv komme efter det i morgen. Hvad fanden er meningen … Hjertet sad i halsen på Bjørner, som ventede, at skuddene når som helst ville brage løs. – Hvis I tror, I kan rage det hele til jer for næsen af os, så tager I den onde lyneme fejl! – Er det måske bedre, at de grønne finder det, og ruten må lukke og alt muligt? Madsen var ikke mundlam, og inden de så sig om, svirrede det med sgu’er og edderma’mer. – Der er ingen, der tager noget for næsen af nogen her. Otto var nået frem, også han var vred. – Vi kan ikke have alt det liggende i skibet. Det ved I udmærket. Det kan ikke nytte noget, I bare tror, I kan komme og hente det, når I synes. – Hov hov, kammerat. De ænsede ikke risikoen. Heldigvis var der næsten ingen 18


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 19

på gaden, men de, der var, standsede op for så hurtigt at skynde sig videre. – Jeg er sgu ikke jeres kammerat, vrissede Otto. – Bare lade os stå med varerne. Vi sætter det ind til skibsmægleren, som vi plejer. Så er det af vejen, og I ved, hvor det står. – Fandens så kloge, I er, kom det fra, hvad Bjørner med en vis rimelighed antog for at være et af skovsvinene. – Og hvad helvede er det også for en fuldstændig amatøragtig måde at transportere det på? Skovsvinet gav hjulet på Madsens cykel et foragteligt spark. – Det går sgu først helt galt, hvis du får sparket det hjul i stykker. Otto var rasende. – Og så er det i øvrigt den måde, det meste gods her i landet bliver transporteret på. Skrub så af, så vi kan få det afleveret, inden hele byen ved besked. Han rev i ladet og fik cyklen på ret kurs igen. I forbifarten sendte han skovsvinet et lynende blik: – Bundtorsk! Bundtorsken eller skovsvinet, hvad man nu foretrak, stod tilbage med et noget fåret udtryk, mens han med et lidt desperat forsøg på handlekraft erklærede, at han saftsuseme nok skulle holde øje med, hvor de satte godset af. – Han blev lidt lang i gemyttet, mente Madsen, da de åbnede porten og slæbte cyklerne ind og fik læsset af, for så endelig at køre hjem på deres egne cykler. – Så fik du lige en lektion i det, vi kalder „den skæve våbenfordeling“. De skiltes ved Classensgade, hvor Bjørner drejede ned. Fra det store hav i øst blæste en strid vind gennem gaden til den lille sortedamssø i vest. Han var lige inde hos bageren på hjørnet af Willemoesgade og Fiskedamsgade, inden han fortsatte hjem til Præstøgade. Der var ikke en sjæl at se, så han smuttede op og gav et klemt med klokken. 19


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 20

Der gik et øjeblik. Så lød Alices stemme bag døren. – Hvem er det? – Det er mig. Poul. Hun flåede døren op og trak ham ind. Et kys og et langt favntag. – Hvordan har du det? spurgte hun så og holdt ham ud fra sig. – Jeg har det skam helt godt, sagde Bjørner og forsøgte at smile. – Det er vel ikke alt for farligt? Hun holdt sig for munden. – Nej, jeg ved godt, jeg ikke skal spørge. Men du passer på, ikke Poul? – Det kan du tro, forsikrede han. – Det foregår jo alt sammen meget diskret. Han tog hende om hovedet og så alvorligt på hende. – Jeg tror også, det snart får en ende. Så gav han hende bagerposen. – Og du har brød med, udbrød hun. – Jeg skynder mig ud og laver en kop te. Har du fået frokost? – Næh. – Så smører jeg lige et par stykker først. Vi skal jo også selv have. Du har forhåbentligt ikke alt for travlt? – Nej nej. Han kastede et blik hen ad gangen. – Hvad laver Karin? Alice smilede. – Hun leger inde på værelset med sin nye dukke. Den hun fik til jul. Bjørner gik hen og kiggede ind. Dér sad hun på gulvet og var ved at give Lise kjole på, mens resten af dukkesagerne lå omkring hende. – Goddag, min skat. 20


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 21

Han gik hen og løftede hende op og gav hende et ordentligt klem, mens han snurrede rundt med hende. – Har du det godt? Karen nikkede alvorligt. – Mor siger, at jeg skal i skole efter sommerferien. Og ved du hvad, far? Hun viste ham sin første løse tand. – Jeg skal i skole, når den falder ud. – Det kan være, der når at falde et par stykker mere ud. Han satte hende ned og målte hende med et vurderende blik. – Uha, du bliver sandelig også stor, skal jeg lige love for. Han gik ud til Alice i køkkenet. – Nej, sæt dig nu ind. Så kommer jeg. Avisen ligger inde i stuen. Han gik ind og tændte sig en cigaret og kastede et blik på avisen: Sporvejenes hidtil travleste Nytaarsmorgen … Svensk skib gaaet ned med 19 Mand. Det var Sveabolagets damper Venersborg, der nytårsaften var forulykket ud for Karlskrona. Kun én fra besætningen var reddet … I Utterslev Mose var en tiårig dreng under skøjteløb gået gennem isen og druknet trods en kammerats heltemodige redningsforsøg … Og i Lyngby var der nytårsnat blevet fjernet mere end tredive havelåger. Da Kurt kom hjem fra skole lidt over et, havde Alice dækket tebord, og for en stund var de en lille familie, som sad og hyggede sig med erstatningste og rugwienerbrød. Klokken nærmede sig to, da Bjørner brød op med løftet om at flytte hjem til Præstøgade, så snart tyskerne havde tabt krigen. Da han gik ned ad trappen, var han ikke helt stolt af det løfte. Selvom der ikke var nogen tvivl om, at de en dag måtte kapitulere, så var der ingen grund til at tro, at det var umiddelbart forestående. Vestfronten eller Skæbnefronten, som 21


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 22

den blev kaldt, var præget af langvarige og opslidende kampe. Lige nu var det Saarfronten med de voldsomme kampe omkring Bastogne, og han havde netop set i avisen, at det store, amerikanske gennembrudsforsøg ved Houffalize var slået tilbage, så …? Han trak uvilkårligt på skuldrene. Ingen kunne sige, hvor længe det ville vare. Og det var et stort spørgsmål, om man overhovedet kunne regne med, hvad der stod i avisen. Han passerede afsatsen på første sal, hvor fru Jensen boede til venstre. Hun havde tidligere flere gange klaget over, at børnene støjede på trappen. Især Kurt. Og så havde hun set sig sur på Bjørner, som derfor havde valgt ikke længere at være illegal hjemme hos sig selv. Nu var hun så åbenbart tøet lidt op, havde han forstået på Alice. De urolige tider havde nok gjort et vist indtryk på hende, ligesom nedskydningen af kvinden inde i nummer 14, hende, der havde stukket Goldschmidt til tyskerne. Efter hvad Alice sagde, prøvede fru Jensen i hvert fald på ikke at være alt for meget på kant med omgivelserne. Bjørner trak på skuldrene. Man vidste aldrig. Det var ikke kun modstandsfolk og sabotører, som blev stukket til tyskerne. Gamle fjender eller folk, man skyldte penge eller måske var misundelig på eller bare ikke brød sig om, kunne risikere pludselig at komme i fedtefadet efter en ren chikane-anmeldelse, så det sikreste var at holde sig til små, kortvarige besøg i ny og næ. Mens han var ved at låse cyklen op, lød der en fjern, men kraftig eksplosion. Måske ovre fra Nørrebrokanten? Den slags var ved at være hverdagskost. Han kørte ud til Jagtvej og fandt det vaskeri, som ifølge anmeldelsen skulle vaske for tyskerne på Ingeniørkasernen. Han rynkede brynene. Ingeniørkasernen husede en anseelig, militær indkvartering, men dette vaskeri var meget lille 22


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 23

og havde til huse i en kælderbutik skråt over for Kanslergade. Vaskeriet Agersø stod der på det beskedne skilt. Vask – Rulning – Strygning. Anker og Gerda Ingvardsen havde der stået på anmeldelsen. Det var måske netop en sådan chikane-anmeldelse? Han gik lidt frem og tilbage på det modsatte fortov. Fandt en opgang, hvor han stod lidt, indtil han fandt en anden, og i den halvanden times tid, hvor han iagttog butikken, havde tre husmødre af den pænere østerbrotype været forbi med deres vasketøjsbylter, formentligt duge og servietter fra nytårsaften. Han skulle lige til at indstille overvågningen, da der var gevinst. Ud fra porten kom en mand trækkende med en budcykel, hvor man på varekassens afskallede sider med noget besvær kunne skelne navnet Vaskeriet Agersø. Bjørner fulgte efter i diskret afstand. To pakker med vasketøj afleverede manden, én på Strandboulevarden og én i Jakob Erlandsensgade. Så hentede han én portion, ligeledes i kvarteret, inden han vendte tilbage til butikken. Ville han nu køre en tur mere? Hvis han hentede vasketøj ude fra Ingeniørkasernen i Ryvangen, ville han givetvis køre derud med en tom kasse. Bjørner kunne stadig ikke rigtigt få den store kaserne og det meget lille vaskeri til at harmonere. En halv time mere ventede han, men vaskericyklen blev i gården. Klokken var blevet halv seks, så der var ikke noget, der tydede på, at der skulle køres mere i dag. I Hesseløgade slog han vaskeriet op i telefonbogen og fik bekræftet navnene Anker og Gerda Ingvardsen, hvorefter han gav besked om, at han ville fortsætte sine observationer omkring vaskeriet i morgen. Så tog han hjem til Sankt Jakobs Gade, kastede et blik over mod opgangen overfor, hvor han havde set den vrede mand med schæferhunden. Alt var roligt, så han gik op på værelset og spiste sin madpakke fra smørrebrødsforretningen på Jagtvej. 23


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 24

* Næste morgen var han tilbage. Der havde været luftalarm om natten, og han havde siddet over to timer i kælderen. Nu stod han i morgenmørket og ventede på, at der skulle komme liv i vaskeriet. Tøsneen væltede ned, så han trak ind i en gadedørsniche. Pas paa, Stikkeren lytter, han Danskerne for Penge ombytter, lød budskabet fra den lille mærkat, som man efterhånden så overalt på husmure og lygtepæle, og hvor den ellers kunne finde en synlig plads i gadebilledet. Ved ottetiden blev der tændt lys derovre, men det kunne sagtens tage sin tid, inden vaskericyklen kom på gaden. Da det pludselig holdt op med at sne, benyttede han lejligheden til at skifte position. Inde i butikken stod døren til selve vaskeriet åben, og han kunne se, at både manden og konen var i gang. Først hen ad halv elleve indfandt den første kunde sig for at aflevere en pakke vasketøj. Ti minutter i tolv fik han et glimt af konen, da hun hængte et skilt i døren og slog låsen til. Lukket til halv et, læste han, da han slog et slag forbi, så han benyttede lejligheden til at smutte hen i Ninas Smørrebrød og få sig et par stykker. Han var tilbage i god tid og så skiltet blive fjernet næsten samtidig med, at sneen igen begyndte at falde. Våd og tung. Et lille kvarter, så holdt det op, og et øjeblik efter kom manden trækkende ud fra gården med budcyklen, som om han havde stået og ventet på opholdsvejr. Med Bjørner i hælene kørte han først til Marskensgade, hvor han afleverede en pakke. Så hentede han en pakke på Christiansmindevej for så at fortsætte ud ad Strandvejen, hvad der straks tændte et lille håb hos Bjørner. Måske behøvede han ikke at vente i dagevis uden for det vaskeri. Vide24


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 25

re ad Strandvejen gennem sne og tøsjap ud til Svanemøllen. Over viadukten med de gamle, toarmede gadelygter med morgenstjerne og gesvejsninger, og så! Vaskemanden rakte pligtskyldigt armen ud og drejede til venstre ad Ryvangs Allé. Og ganske rigtigt, et par hundrede meter længere fremme svingede han lige ind til kasernen, der lå dyster og uindtagelig som en anden gotisk fæstning i det atter tiltagende snefog. Han legitimerede sig hos vagten i det efterhånden godt afblegede, sort, rød- og hvidstribede, tyske skilderhus og kørte frem til den tunge port, hvor han stillede cyklen, tog en lille pakke op af kassen og gik hen til portvagten. Et øjeblik efter kom han ud til cyklen med en lille pose, som han lagde ned i kassen. I det rene sneælte kørte de samme vej tilbage til vaskeriet, hvor vaskemanden trak cyklen ind gennem porten. Bjørner var hurtigt efter ham og passede ham op med den ene hånd i frakkelommen, netop som han stod og var ved at låse cykelskuret op. – Sig mig engang, Ingvardsen. Bjørner talte lavmælt i et passende barsk tonefald. – Vi vil gerne vide, hvad det er, De leverer til tyskerne ude på Ingeniørkasernen. Vi har svært ved at forestille os, at det kan være noget, der tjener danske interesser. Ingvardsen blegnede, og hans mund åbnede sig, uden at der slap så meget som en lyd ud. – Svar ærligt! Kan vi få det på det rene og sagen ud af verden, vil der ikke ske Dem det fjerneste. Hvad er det, De henter og bringer. Vasketøj? Ingvardsen nikkede skrækslagen. – Hvad er det for noget vasketøj? Det ser ikke ud til at være de store mængder. Der må da være vaskeri på kasernen. Ingvardsen rystede energisk på hovedet. – Skjorter, hviskede han. 25


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 26

– Skjorter! Jaså. Men sådan en lille pakke batter da ikke meget til et helt regiment soldater. – Nej. Det er kommandantens. – Det må De lige forklare nærmere. Bjørner gjorde en let bevægelse med hånden i lommen for ligesom at understrege, at nu skulle der en ordentlig forklaring på bordet. – Hvor mange skjorter drejer det sig om? – To. – To? Altså Ingvardsen, De bliver nødt til at komme med en ordentlig forklaring, ellers må jeg have Dem med til en afhøring. – Vi vasker og stryger hans skjorter. Jeg bringer de rene derud og får de snavsede med hjem. Ingvardsen var bleg af skræk. – Hvor tit gør De det? – Tre-fire gange om ugen. – Og det får De pænt betalt? Ingvardsen rystede skrækslagen på hovedet. – Det er til vores almindelige pris, kom det næppe hørligt. Bjørner lod sit blik hvile på ham. – De ved godt, hvordan ordentlige danskere ser på den slags, og det er altså noget, modstandsbevægelsen holder et særdeles vågent øje med. Nogle værnemageres samarbejde er så vigtigt for tyskerne, at det har været nødvendigt at bringe det til ophør med øjeblikkelig virkning, men også de mindre leverandører bliver holdt under opsyn. Og glem ikke, at der er noget, der hedder regnskabets time. Der er måske slet ikke så længe til. Ingvardsen nikkede energisk. Var tilsyneladende villig til at give Bjørner ret i hvad som helst. – Få det forhold med kommandantens skjorter bragt til 26


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 27

ophør. De finder nok en eller anden undskyldning. Hvis De vil slippe for at høre mere. Sidst på dagen kørte han hjem til værelset og lå på sengen og læste, indtil han, når mørket havde lagt sig tæt over byen, og mørklægningen for længst var trådt i kraft, ville køre over og spise til aften sammen med Alice og børnene.


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 28

3

Den underjordiske station i Hesseløgade stod i opbruddets tegn. De sidste meddelelser blev ekspederet videre, og alt, hvad der måtte være tilbage af papirer, blev omhyggeligt brændt i det lille fyr under gruekedlen nede i vaskekælderen. Østergaard agerede bybud og kørte den tilforladeligt indpakkede skrivemaskine og diverse kontorremedier ind til H.C. Ørstedsvej, mens andre ryddede køkkenet, så lejligheden kunne indtage sin tidligere status som tom og ubenyttet. Bjørner havde været inde for at aflevere stationens beskedne bogsamling i det illegale kontaktsted i Borgergade, som udadtil foregav at være et uskyldigt antikvariat. Han var tilbage lidt over et, hvor de satte sig med en afslutningspilsner, mens de ventede på, at en illegal telefonmontør ville indfinde sig for at tage telefonen ned. Derfor gav det et lille gib i dem alle sammen, da den pludselig ringede. Madsen tog den, og Bjørner så rutinemæssigt på sit ur. Syvogtyve minutter over et. – Jaså. Der kommer én over med det samme. Han lagde røret på og så på Bjørner. – De har lige fået en mand ind på Retsmedicinsk Institut, dræbt af skud. Tager du ikke hen og kigger på det? Det var en af det underjordiske politis opgaver at fastslå dødsårsagen og identiteten af de mange dræbte mennesker, der blev indbragt til obduktion på instituttet, og han var derovre på mindre end ti minutter. Portneren nikkede, og han skyndte sig hen ad gangen til sektionsstuen, hvor obdu28


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 29

centen selv, Bernhard Thastum, en høj, bredskuldret mand i halvtredserne, var ved at trække i kitlen. Det blege dagslys strømmede ind gennem de store, rundbuede vinduer ud mod haven og Rigshospitalet, og på det ene af de to blanke, hvide porcelænsborde lå den fuldt påklædte, døde mand. – Nå, er det Dem, Bjørner, sagde Thastum og sukkede. – Ja, det vil åbenbart ingen ende tage. Skudt ned ude ved Skovriderkroen og bragt herind i Falcks ambulance. Bjørner hørte dårligt nok, hvad han sagde. Stod bare og stirrede på den døde. Ansigtet og det nydelige, brune hår, som naturligvis var noget mere i uorden, end da han så ham i tirsdags om bord på Vanjan. Filmskuespilleren, der havde organiseret transporten af de ti kasser med maskinpistoler over Sundet. Det var Otto, som lå dér. – Vi har ikke været lommerne igennem. Han er lige kommet ind. Thastum bøjede sig frem og inspicerede den døde mands ansigt. – Ualmindeligt pæn barbering, konstaterede han. – Glat og pæn hud uden de sædvanlige rifter og skrammer fra slidte blade. Det ser man ikke tit. – Han har været i Sverige flere gange. – Åh, javel. Det forklarer det, sagde Thastum og kastede et blik på mandens bryst. – Og så er han altså blevet ramt bagfra, tilføjede han. Bjørner havde stukket hånden ned i mandens inderlomme. Jakkestoffet føltes gennemvædet, og tegnebogen var indsmurt i blod. Han pakkede den ind i en serviet, hvorefter han mærkede på de øvrige lommer og fremdrog en pistol fra bukselommen. – I får oplysningerne over, sagde han til Thastum og stak tegnebog og pistol i lommen. – Men det er ganske givet falske papirer. 29


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 30

Så var han på vej ud til cyklen. – Otto! Madsen var rystet. – Var det ikke, som om han godt var klar over, at de var ude efter ham? Det er bare næsten ikke til at tro. Én ting er tyskerne, de er trods alt fjenden, så fra den side venter man sig alt. Men landsmænd! Føj for satan! Han så vredt på Bjørner. – Det skal altså opklares, sagde han så. Det lød som en ordre. – Af sted ud til gerningsstedet, fortsatte han. – Det er jo din afdeling, så skal jeg prøve at få fat i ham, der egentlig skulle have sørget for, at de skydere kom væk forleden. Det var nogle Holger Danske-folk, som pludselig blev forhindret. Bjørner lignede et stort spørgsmålstegn. – Det lyder da helt ubegribeligt. Hvorfor i alverden skulle en modstandsgruppe løbe en risiko for at redde nogle våben, der bare skulle lægges ned i hærens depoter? – Fordi de småtterier af gode våben, der i ny og næ falder af til dem, er helt uundværlige, svarede Madsen kort for hovedet. Han var allerede ude i entreen og i frakken. Det var koldt, og det blæste. Der var igen sne i luften. De hjemløse gik i deres gennemblødte sko med de blåfrosne hænder i lommen og kraverne på deres tynde jakker slået op. Ungdommen håbede på kælke- og skiføre, men Bjørner så helst ikke, at det blev lige nu. Han stampede ud ad Strandvejen med den efterhånden vante bumpen fra dæklapperne, gamle dækstumper, som han havde stoppet ind under alle de slidte steder, og som gav kørslen en noget særegen, staccato rytme. Forbi Svanemøllen og Tuborg. I Øregårdsparken lå der allerede et tyndt lag sne. Så var han ude af byen. Charlottenlund Slotspark til den ene side og Strandparken til den anden. Her blæste det rig30


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 31

tigt koldt fra Sundet, så han satte farten op og var snart ved Akvariet og Skovriderkroen. Lidt længere fremme, henne ved badeanstalten, holdt en frysende, ensom Linie 14 i vendesløjfen. Han svingede over til kroen. Vidste man ikke bedre, var det en stor, nærmest lidt overdimensioneret, gammel, nationalromantisk skovridergård i to etager, men den var såmænd bygget for ret nylig, nogenlunde samtidigt med Danmarks Akvariums moderne funkisbygning lige overfor. Der var næsten ingen gæster i restauranten. Matheden oven på nytåret og det kedelige vejr spillede vel ind. Der var intet personale at se, så han gik hen og lindede på døren ud til køkkenet og kom ud i en forholdsvis bred anrettergang, hvor en rødmosset tjener omkring de tredive stod og polerede glas. Der var vinduer ud mod parken, og i gangens modsatte ende var der svingdøre ud til køkkenet. – Jeg er fra politiet, sagde Bjørner bare. – Der er en mand, der er blevet skudt herude, har jeg forstået. Tjeneren mønstrede ham nervøst, og endnu en tjener kom ud fra køkkenet med en stak servietter, som han begyndte at lægge på plads. – Den herre siger, han kommer fra politiet for at høre om ham, der blev skudt. Tjeneren med servietterne var høj og tynd. Han lavede en træt grimasse og trak på skuldrene. – Ja, der blev skudt en mand derude. Hvad kan man sige? Det sker jo snart sagt alle vegne. – Så De, hvad der skete? Bjørner stillede spørgsmålet til den rødmossede. Manden rystede på hovedet. Både og … – Det var lige derude. Han pegede ud ad vinduet mod et sted, de ikke kunne se. – Der lød nogle skud derommefra, og lidt efter kunne vi 31


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 32

høre én komme brasende ind i restauranten. „Få fat i en ambulance,“ råbte han, og vi løb selvfølgelig derind. „Der er én, der er blevet skudt. De er også ude efter mig.“ Jeg kunne godt se, at han var ramt, men han var væk igen med det samme. Ud ad hovedindgangen som lyn og torden. Så fik vi selvfølgelig ringet efter ambulancen. – Er der andre, der kan have set noget? ville Bjørner vide. – Køkkenet har vinduer ud til den anden side, og der var kun nogle få frokostgæster i restauranten og så os to. Du så ham da også, da han stod dér i restauranten og råbte op. – Joh. Den høje, tynde tjener nikkede. – Det var lige herude, der blev skudt? Bjørner lænede sig frem og kiggede ud gennem anrettergangens vinduer. – Og De stod lige her. Så De virkelig ikke noget derude? Den rødmossede rystede energisk på hovedet. – Nej, erklærede han med den umærkelige tøven, der fortalte den erfarne kriminalbetjent, at det havde han. – Den sårede løb ikke forbi her? – Nej, han må være løbet den anden vej uden om huset og ind i restauranten. – Så De heller ikke noget? Bjørner så direkte på den høje tjener, som rystede på hovedet og i det hele taget gjorde, hvad han kunne for at sige så lidt som muligt. Hvis ikke Bjørner tog meget fejl, havde de begge set noget, som de blot ikke ønskede at videregive. Han lod imidlertid som ingenting. – Nogle skud, sagde De. Var det et par stykker, eller var det en salve? De var begge enige om, at der var tale om adskillige skud. To-tre skud i nogle hurtige serier. 32


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 33

– Ham, der bad Dem ringe efter ambulancen, hvordan så han ud? – Jah, en ung mand, var det ikke? Den rødmossede tjener så appellerende på kollegaen. – Han har nok været i tyverne, mente denne. – Ret lyshåret og med en bred næse. – Ja, bekræftede den første tjener. – Jeg synes også, det var, som om han skelede lidt. Kollegaen trak uinteresseret på skulderen. – Det skal jeg ikke kunne sige. – Hvordan var han klædt? – Pænt, men tyndslidt. Mørke bukser og jakke. En gammel skjorte med slidt flip og slips. Det havde såmænd også kendt bedre dage. – Hvor var han ramt? – I skulderen, mener jeg. Den rødmossede tjener så på sin høje kollega, som nikkede. Bjørner kom det ikke meget nærmere, selvom han havde en vis formodning om, at de nok havde set mere, end de ville være ved. Det var ikke ualmindeligt, at folk ikke ville rodes ind i noget. Han kørte tilbage til Hesseløgade, hvor nu kun de møbler, der hørte til lejligheden, stod tilbage. Madsen sad i lænestolen og ventede på ham. – Jeg har ikke kunnet få fat i ham, oplyste han irriteret. – Men der er sikkert mange gode grunde til, at det ikke er så nemt. Fik du noget at vide ude i Charlottenlund? Da Bjørner havde refereret de to tjeneres forklaring og sin egen tvivl om, hvorvidt de havde fortalt alt, hvad de havde været vidne til, var Madsen allerede i frakken. – De har sgu set mere, end de vil ud med. Vi tager ud og snakker med dem igen. Tyve minutters tid tog det dem at køre derud. Nu var der 33


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 34

flere gæster i restauranten, men de fik fat på de to tjenere og tog dem med udenfor, så de kunne vise, hvor de to mænd måtte have stået og ventet. – Kan De vise os, hvor De mener, snigskytterne kan have befundet sig? opfordrede Bjørner, og de fulgtes rundt om et hjørne. – Jeg vil tro, at de, der skød, må være kommet et sted derovrefra. Altså efter lyden af skuddene at dømme, forklarede den rødmossede tjener og pegede ind mellem træerne. De var kommet om til bygningens bagside og kunne ikke ses af nogen, hverken inde fra kroen eller af eventuelle gæster, så Madsen syntes, at tiden var inde til at lade dem få et glimt af den pistol, han havde i lommen. Samtidig anlagde han en noget mere barsk attitude. Ikke nogen direkte trussel. Blot en pæn henstilling om lidt samarbejdsvilje. – Forstår De, det er en god dansk patriot, der er blevet myrdet, så det er meget vigtigt, at vi får alle oplysninger frem, sagde Bjørner i en bestemt tone, og den rødmossede tjener begyndte øjeblikkeligt at forklare, hvordan han havde set to mænd gå frem og tilbage uden for kroen. – Hvor befandt De Dem? – Lige derhenne bag vinduerne. Han pegede i retning af anrettergangens vinduer en sekssyv meter længere henne. – Og hvad var klokken? – Lidt i et, vil jeg mene. Der dukkede pludselig to mænd op dér, inde mellem træerne. Først tænkte jeg, at det bare var nogle, der var gået lidt ind i skoven, men pludselig gav de sig til at fyre løs mod de to, der intetanende stod og ventede. Den ene faldt om med det samme, mens den anden løb ind i restauranten og råbte, at der lå én derude, der var skudt, og at vi skulle ringe efter en ambulance. Han var selv såret i armen eller skulderen og var væk igen som en stormvind. 34


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 35

– Så De så dem, der skød? Den rødmossede tjener nikkede lidt brødebetynget. – Ja, jeg stod som sagt ved vinduet i anrettergangen … han skævede til Madsens lomme. – De var sådan almindeligt pænt klædt. Den ene i en lang, løs, grå gabardinefrakke og grå hat og den anden i en gammel jakke med halstørklæde og en slidt vinterkasket. – Hvad tænkte De? spurgte Madsen. – Jeg tænkte selvfølgelig, at det var tyskere eller måske nogle af deres danske håndlangere. Det var jo derfor, jeg ikke var så meget for at blive blandet ind i det, da De spurgte tidligere, sagde han til Bjørner og gjorde sit bedste for at se ærlig ud. – De skal have tak for hjælpen. Hvis De lader være med at omtale vores lille møde her, er der ingen, der vil mistænke Dem for noget. Bjørner kiggede sig lidt omkring. Sneen gjorde det temmelig håbløst at begynde at lede efter spor. – Signalementerne var sådan set udmærkede, mente han, da de kørte tilbage til byen. – Men jo ikke noget, man lige går ud og finder dem efter. – Næh. Madsen var for en gangs skyld ikke i strålende humør. – Ham den sårede, fortsatte Bjørner ufortrødent. – Er det ikke nærliggende at forestille sig, at han har søgt lægehjælp? Jeg mener, han kan være søgt hen til et hospital. Gentofte eller Lyngby Amtssygehus. Lukas Stiftelsen var måske også en mulighed? – Jeg tror, Gentofte er nærmest, mente Madsen. – Det ved jeg i hvert fald, hvor ligger. De to andre har jeg ikke helt rede på. – Næh, men jeg har heldigvis mit lille Krak-kort i lommen. Jeg havde altid et med i tjenesten, og nu har jeg anskaffet mig 35


PP_Haltefanden_Frøslev 02/02/12 14.12 Side 36

et igen. Det sparer én for mange omveje. – Hvis du nu tager hospitalerne, så prøver jeg igen, om jeg kan finde ham min Holger Danske-kontakt. Er det ikke den taktik, I kriminaler bruger, når I er ude at svømme? Sprede indsatsen, til man finder et spor. – Netop. Bjørner nikkede. – Og finder du ham, så giv ham nogle detaljer, du ved. At vi talte med Otto dér på skibet, og at han dækkede os under transporten hen til Toldbodgade. Skænderiet med skovsvinene, ikke? Så han bliver klar over, hvor du står. De var nået ind til Tuborgvej, hvor de ville skilles. – Hvis vi ikke ses forinden, så i hvert fald til gruppemødet i morgen i Hesseløgade, inden vi lukker og slukker og afleverer nøglerne. Bjørner svingede ad Tuborgvej og fandt hurtigt Sankt Lukas Stiftelsen på Bernstorffsvej. På indlæggelseskontoret kunne den lidt afmålte sygeplejerske forsikre ham om, at de ikke havde fået nogen sårede ind i dag. Fjols! Det kunne han have sagt sig selv. Hvis de havde fået en såret patient ind, var der næppe én på hospitalet, der ville fortælle det til en vildfremmed. Om han så nok så meget hævdede at komme fra politiet. Der var ingen i Hesseløgade, så han kørte hjem til sit værelse. På vejen tog han sig en pølse ved vognen på Trianglen og købte lidt brød og en smule pålæg til aften. En rulle wc-papir måtte han også have, men han skulle det meste af Nordre Frihavnsgade igennem, før han havde held med sig. Inden han gik ind i opgangen, skævede han igen over til den vrede mands opgang. Så gik han op og lagde sig på sengen med sin bog.

36

Haltefanden af Ole Froeslev  

Sidste bind i Ole Frøslevs serie fra besættelsestidens Danmark. Serien er fiktion, men bygget over virkelige begivenheder, og bøgerne er af...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you