Page 1


HALSHUG

2

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 2

19/09/13 14.24


KAARE SØRENSEN

KAARE SØRENSEN

HAL S HUG HISTORIEN OM EN TERRORPLAN

3

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 3

19/09/13 14.24


HALSHUG

Halshug. Historien om en terrorplan © Kaare Sørensen og People’sPress, 2013 Omslag: Simon Lilholt / Imperiet Forsidefotos: David Headley Bagsidefotos: Wikimedia Commons Forfatterfoto: Privat Bagsidefoto: Privat ISBN: 978-87-7137-284-7 #halshug 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2013 Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Vester Farimagsgade 41 DK-1606 København V www.artpeople.dk

4

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 4

19/09/13 14.24


I ndhold

Indhold

Introduktion

7

DEL 1: MUMBAI 1: En begyndelse 11 2: Tænd ilden, min bror 15 3: De retfærdiges hær 44 4: I kontrolrummet 67 5: Brænd Danmark ned 83 6: Prinsen 105 7: En drøm om profeten 136 DEL 2: KØBENHAVN 8: I Danmark 155 9: Kvinderne 171 10: Hvorfor denne snak om død?

182

5

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 5

19/09/13 14.24


HALSHUG

11: Brigade 313 200 12: Testamentet 213 13: Halshug dem 224 14: De europĂŚiske celler 234 15: Mistanken 251 16: En desperat mand 256 17: Man skal ofre alt 275 18: Fra Stockholm 304 19: Sandheden 315 Efterskrift 329 Noter om Halshug 337 Tak 347

6

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 6

19/09/13 14.24


I ntroduktion

Introduktion

Denne bog er en rekonstruktion af virkelige hændelser. Al dialog, alle personer, møder og beskrivelser er baseret på en omfattende samling af dokumentation. Helt afgørende er i denne sammenhæng over 300 ikke tidligere offentliggjorte e-mails og private breve sendt fra historiens hovedperson David Headley i perioden 2008 til 2009. Derudover bygger bogen på materiale fra flere omfattende afhøringsrapporter, skjulte lydoptagelser af terror­ mistænktes samtaler i biler og kontorer, omfattende elektronisk aflytning af mobiltelefoner i flere lande – herunder 284 opkald under terrorangrebet i Mumbai den 26.29. november 2008 – domsudskrifter og materiale fra flere retssager i både USA, Pakistan, Indien og Sverige, interne dokumenter fra amerikanske ambassader, vidneforklaringer, militærrapporter og analyser, avisartikler, optagelser fra overvågningskameraer, hotelkvitteringer og gamle 7

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 7

19/09/13 14.24


HALSHUG

boarding passes, stempler i pas, dagbøger, ­martyrvideoer samt forfatterens interviews med øjenvidner, advokater, efterretningsofficerer, eksperter og andre aktører. De fleste kilder findes beskrevet i detaljer i slutningen af denne bog, mens andre ikke har ønsket at stå frem med navn, fordi de enten besidder fortrolige oplysninger, eller fordi de frygter for deres liv.

8

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 8

19/09/13 14.24


DEL 1

DEL 1

MUM BAI

9

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 9

19/09/13 14.24


HALSHUG

10

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 10

19/09/13 14.24


E n beg y ndelse

Kapitel 1

En begyndelse Mumbai, Indien Fredag den 12. april 2008, klokken 3 om natten

Han havde spildt sin tid. Turistfærgerne havde været pakket med to dæk overvægtige amerikanere og briter, der i nogle timer havde vovet sig ud fra deres luksushoteller, inden de hurtigt søgte tilbage til poolen for at hælde drinks i sig. Ynkeligt. Simpelthen så ynkeligt. To gange havde han taget færgerne, men lige lidt hjalp det. Den slags havnerundfarter kunne ikke give ham det svar, han ledte efter. Nu stod han i stedet på dækket af en lille fiskekutter, båden skød en god fart ud i mørket, den varme havlugt og lugten af fisk slog i hovedet på ham. Han udvekslede et par ord med fiskeren, der havde sagt ja til at tage ham med på denne særlige nattetur i Det Arabiske Hav, og han fornemmede, at han var på rette vej. Som alle andre moderne storbyer i verden lyste Mumbai op i mørket bag ham, selv her klokken tre en tilfældig 11

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 11

19/09/13 14.24


HALSHUG

fredag nat. Derinde festede de stadig. Drak champagne. Knaldede løs. Forbrød sig mod reglerne. Selv her fra næsten seks kilometers afstand lignede millionbyen et imponerende uindtageligt fort. For stort til rigtigt at kunne rystes. En by, der aldrig helt blev opslugt af mørket, selvom det lurede overalt på havet. De skulle bare vide. Hvordan var han egentlig havnet her? Var det hadet til Indien, der havde anbragt ham på dækket i nattemørket? Dengang de bombede hans skole for mere end 35 år siden? Var det tiden som narkosmugler? Var det tiden som agent for amerikanerne? Var det kvinderne? Var det billederne fra Abu Ghraib, Koranen smidt i toilettet på Guan­tanamo eller tegningerne af Muhammed i Danmark? Var det for noget større? Denne dag var det for Allah, den eneste rigtige gud, der nogensinde havde været. Han var slet ikke i tvivl. Han var her, fordi der var brug for, at han var netop her. Han var soldat i en hær, som Allah havde sammensat. Hans liv havde været en rodet omgang, ja, det vidste han, men hans mission ville ikke have været mulig uden hans fortid. Det havde alt sammen ført til denne tur. Dagen forinden var han gået ned til fiskerlejet og havde fundet fiskeren, der boede i et vandtæret skur nær et lille hinduistisk tempel. Han havde præsenteret sig som David Headley, det havde været hans navn i nogle år, og han var ved at vænne sig til det. Det lød amerikansk. Det var hele ideen. Han havde taget sit videokamera med ned til fiskeren 12

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 12

19/09/13 14.24


E n beg y ndelse

og gjort sit bedste for blot at ligne en mere end almindeligt eventyrlysten amerikansk turist. Hans muslimske baggrund, hans tanker om inderne og hans egentlige forehavende med turen holdt han helt for sig selv. Det var fiskerens forslag, at Headley skulle dukke op den næste nat og sejle med, hvis han ville have en ordentlig oplevelse af havet omkring Mumbai. Headley havde straks sagt ja. Han søgte den perfekte begyndelse. Et sted, hvorfra det hele kunne sættes i gang. En rute uden store klipper eller andre undersøiske farer. Hvis nogen kendte til en sikker passage i farvandet omkring Mumbai, så ville det være denne fisker. Han ville give Headley svar, uden at han selv vidste det. Han skulle bare sejle. Ifølge den oprindelige plan skulle begyndelsen have været ved den gamle handelshavn Gateway Of India på østsiden af den odde, som Mumbai former ud fra fastlandet. Det ville være lige over for det majestætiske Taj Hotel. Headley måtte medgive, at det ville være et ikonisk sted at begynde et terrorangreb. For at komme til den gamle havn ville man dog skulle runde Mumbais sydspids, hvor kystvagten var lidt for opmærksom. Headley så alt for mange kanonbåde med uniformerede vagter til, at han kunne anbefale dén plan. Det fashionable område langs Cuffe Parade på Mumbais vestside var bedre. Meget bedre. Mændene ville komme vestfra, oppe fra Pakistan. Det lille fiskerleje ved stranden virkede optimalt – det var i modsætning til resten af området beskidt og ofte ét stort kaos. Undertiden kunne der godt nok være mange mennesker, men de fattige fiskere var ikke typer, der 13

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 13

19/09/13 14.24


HALSHUG

brokkede sig eller ringede til politiet, hvis de så noget usædvanligt. Tværtimod ville menneskemængden være det perfekte skjul. Samtidig var det centralt, og man ville hurtigt kunne gå lige op til hovedvejen, praje en taxa og på få minutter være præcist, hvor man ønskede i byen. Turen med fiskeren havde overbevist Headley: Man kunne uden større problemer komme fra internationalt farvand, ind til kysten og i land. Mændene ville havne lige midt i venstre forkammer af Mumbais hjerte, og ingen ville vide det, før det var for sent. Han gemte strandens koordinater på GPS’en. Her ville det begynde. Lige her.

14

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 14

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

Kapitel 2

Tænd ilden, min bror Mumbai, Indien Onsdag den 26. november 2008

18° 55’ 11.80’’, 72° 49’ 32.30’’. Den håndholdte GPS-enhed viste positionen på den store skærm under den vandtætte gummiindpakning. De var fremme. Den sort-gule gummibåd ramte strandbredden, og otte af de ti unge mænd hoppede hurtigt i land med deres oppakning. Mændene var tavse. De sidste to fra gruppen satte den kraftige Yamaha-påhængsmotor i gang igen og forsvandt ud i mørket med båden. De otte unge mænd trådte på papir, madaffald og gamle farvede plastflasker, da de gik op ad stranden ved det fattige fiskerleje. I fire grupper på to forlod de lydløst hinanden. Et par lokale sælgere undrede sig over mændene med de store rygsække i et område, der normalt kun var fyldt med lokale fiskere, men sælgerne fik at vide, at de skulle »passe sig selv«. 15

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 15

19/09/13 14.24


HALSHUG

Andre vidner så også de unge mænd i T-shirts og slidte bukser og fik samme melding. »Hvad laver du selv? Pas dit arbejde,« lød det fra mændene, der over for andre nysgerrige påstod, at de var ­studerende fra et universitet i den indiske storby Hyderabad. I deres lommer havde de studiekort med indiske navne som Samir, Naresh, Arjunkumar, Dinesh, Raghubir, Arun og Rohit, hvis nogen ikke troede på deres dækhistorie. Men ingen stoppede dem. Nazir og Arshad var begge 23 år, og de var alt andet end studerende. Det var år siden, de sidst havde åbnet en bog. Bortset fra Koranen. Med rolige skridt gik de fra strandbredden og nogle få meter op på den travle vej og prajede en af de mange taxaer, der døgnet rundt ventede på den særlige holdeplads. På bagsædet fiskede de to mænd en lille modellervokslignende klods frem fra en af deres tasker. Klodsen på cirka fire kilo var koblet sammen med en tidsindstillet anordning, et lille stopur, og der var instrukser på urdu, så de ikke i kampens hede kom til at forbinde de fem strittende ledninger forkert. Nazir og Arshad forbandt ledningerne og gemte den første bombe under et sæde i taxaen. Missionen var begyndt.

Mindre end en kilometer væk sad danske Jesper Bornak på et hotelværelse med sin telefon i hånden. En indisk forretningsforbindelse havde først udskudt 16

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 16

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

og siden aflyst en middag, så nu overvejede Jesper, hvad aftenen skulle gå med. Som 34-årig selvstændig forretningsmand med eget fragtselskab, en lille datter og en næsten nyfødt søn derhjemme i Nordsjælland var der altid nok, han kunne bruge en ledig aften til. Altid et bjerg af e-mails, der krævede svar. Altid et søvnunderskud, der kunne mærkes. Hvornår havde han sidst bare smidt sig på sengen, slappet af og læst en bog? Omvendt var storbyerne på hans rejser ofte blot kulisser til de lange møder fyldt med forhandlingstaktik, containere og papirstakke. Singapore, Jakarta, Mumbai. Det flød sammen. Efter nogle døgn med forhandlinger med indiske toldere om nogle containere et fjernt sted i Indien var Jesper nysgerrig efter storbyen. »Jesper Bornak er tilbage i ’civilisationen’ i Mumbai,« som han havde skrevet på Facebook kort forinden. Han ringede hjem til Gitte. »Alt er fint. Ja, jeg smutter ud og spiser. Jeg ringer senere. Jeg elsker dig,« sagde han og tog en trøje på. Jesper lod sin pung og sit pas blive tilbage på sit hotel, Oberoi-Trident. Han stak to kreditkort, 200 dollars og omkring 2.000 indiske rupees i bukselommen og trak sin sorte Nokia N95 ud af opladeren og forlod værelse 2735 for sidste gang.

I nærheden af den populære Leopold Cafe i det centrale Mumbai stod Nazir og Arshad – gruppens første tomands17

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 17

19/09/13 14.24


HALSHUG

hold – ud af taxaen. De betalte tilsyneladende med amerikanske dollars og blev hurtigt stoppet af en sælger, der troede, de var turister. »Vil I købe T-shirts?« spurgte han. »Nej,« sagde de og pegede i stedet mod cafeen. »Er Leopold Cafe en berømt cafe?« Sælgeren svarede ja. Derefter stod Nazir og Arshad i nogen tid og holdt hinanden om skuldrene og smilte. Det virkede, som om de var i højt humør. Måske huskede de ordene, som mændene i Pakistan igen og igen havde indprentet dem de seneste uger og døgn: »Dette er en kamp mellem islam og de vantro. Vi er de folk, som Allah har udvalgt til at forsvare vores religion mod dem, der ikke har nogen tro.« Nogle af kvinderne i området bemærkede, at de to mænd var veltrænede og så vældig godt ud.

Jesper Bornak hoppede i en taxa og kørte den korte tur til Leopold Cafe. Han betalte alt for meget for turen, men det betød ikke alverden. Det drejede sig højst om et par danske kroner, og han var i godt humør. I et hjørne fik han plads ved et bord, hvor der i forvejen sad fem stewardesser og en steward fra Lufthansa i gang med en friaften, inden de igen skulle servere drinks og flymad hele vejen tilbage til Tyskland. Den 38-årige steward Thomas Rupp løb i sin fritid, så ham faldt Jesper hurtigt i snak med. De talte om mara18

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 18

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

tonløb og Jespers planer om at løbe, cykle og svømme sig gennem en triathlon inden for det næste år. Holdet fra Lufthansa viste sig at bo på samme hotel som Jesper. »Verden er lille,« sagde de med et smil på læben, mens Jesper bestilte en chicken tikka masala, et naan-brød badet i hvidløg og en tiltrængt stor kold fadøl. Leopold levede helt op til beskrivelsen i Gregory David Roberts’ kultroman Shantaram – et samlingssted for vestlige forretningsfolk, indiske narkohandlere og glade verdensrejsende med den blå Lonely Planet i hånden og et gangbart kreditkort i lommen. På væggen hang der små beskeder med hilsener fra turister fra hele verden til ære for forfatteren. Bag Jesper sad to indiske mænd, der drak cafeens specialitet: knap to liter friskbrygget øl fra en glassøjle med egen hane. Til højre for ham sad Line Kristin Woldbeck, en norsk kvinde i indisk kjole og med tydelig næsering, hendes mand Arne Strømme og deres indiske veninde Meetu. Den store tv-skærm transmitterede direkte fra storbyen Cuttack cirka 1.600 kilometer væk, hvor Indien spillede denne måneds femte cricketkamp mod England. I det meste af landet fulgte man kampen, som gjaldt det liv eller død. Leopold Cafe var ingen undtagelse. Jesper var nået igennem den stærke kylling, havde talt om rejser til Teheran med Lufthansa-holdet og var midt i en kop kaffe, da han første gang hørte lyden af små eksplosioner ude fra gaden. Det varede blot nogle sekunder og lød mest som knaldperler eller fyrværkeri. Det var helt almindeligt i denne del af Mumbai. Jesper og Thomas talte videre. 19

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 19

19/09/13 14.24


HALSHUG

Så blev noget kastet ind i restauranten gennem døren. Klokken var 21:28, da en ung tysker, 26-årige Benjamin Matthijs, så en lille oval genstand på størrelse med en knytnæve rulle hen ad gulvet frem til hans bord, hvor den tog et uventet lille hop og trillede til højre og ind under nabobordet. Her var en kraftig britisk mand i færd med at spise sin aftensmad. »Her skal jeg ikke være. Der er noget helt galt. Der skal ikke være en håndgranat på en cafe,« nåede Benjamin at tænke og rejste sig op, mens han i samme bevægelse rakte ud efter sin taske. I det næste sekund blev vinduerne blæst ud i et øredøvende brag. Eksplosionen efterlod et flere centimeter dybt hul i gulvet, og fragmenter fløj gennem lokalet, dræbte flere og borede sig ind i Benjamins ben, fod og ansigt. Han blev kastet gennem lokalet og havnede på gulvet fire-fem meter fra sin plads, nærmest i den anden ende af cafeen. Jesper reagerede med en mavefornemmelse. »Det er en eksplosion. Og det er terror,« tænkte han øjeblikkeligt. For nogle år siden havde han været på ferie på Bali med Gitte. De havde fået anbefalet en god restaurant af en amerikaner, det lød som et romantisk sted med god udsigt, men ved et tilfælde nåede de aldrig frem til restauranten. Dagen efter at de rejste hjem, blev stedet bombet, og mindst 20 blev dræbt. Det havde gjort et stort indtryk på dem begge. Desuden var Jesper Bornak en erfaren soldat. Han var med på hold 8 i Kroatien, hvor to af hans danske kammerater blev dræbt og 14 såret under et serbisk artillerian20

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 20

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

greb. Jesper kendte til sprængstof, og han var ikke i tvivl om, at braget på cafeen var en kontrolleret eksplosion. Og dermed formentlig et terrorangreb. »Selvmordsbombe,« tænkte han og skubbede helt instinktivt sin stol tilbage og kastede sig ind under bordet i tilfælde af endnu en eksplosion. Over for Jesper sad stewardessen Desiree, som han indtil for få sekunder siden havde talt med. Nu tog han med begge hænder fat i hendes ben og trak hende i dækning under bordet. Hun skreg højt. For Desiree havde set, hvad Jesper ikke kunne se, fordi han sad med ryggen til døren: en ung mand med rygsæk, mørkt tøj, et tæt tørklæde og hævet gevær, der skød uhæmmet omkring sig. Det var Nazir eller Arshad, der var på vej ind i cafeen. Fra sit skjul under bordet hørte Jesper flere skrig og larmen fra stole, der væltede, og glas, der splintredes. Voksne mennesker, der styrtede til jorden. Lugten af krudt var overalt.

Den centrale banegård i Mumbai – Victoria Terminus, også kaldet Chatrapati Shivaji – vrimler altid med mennesker. Også denne onsdag aften, hvor stationen var fyldt med rejsende på vej fra bryllupper, arbejdere på vej hjem til Mumbais enorme forstæder og muslimske mænd på rejse for at fejre den store offerfest Eid ul-Adha nogle få uger senere. To millioner passagerer stiger enten på eller af flere end 1.200 tog om dagen. 21

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 21

19/09/13 14.24


HALSHUG

Midt i mylderet stod to unge mænd og lignede tilfældige rejsende med deres store rygsække. Ismail var den mest iøjefaldende. Han var 25 år, høj, og med sin erfaring og en fortid i Pakistans nordvestlige grænseprovins var han den naturlige leder for de ti ter­ rorister , der kort forinden var kommet i land ved stranden. Ved hans side var hans diametrale modsætning: den lavstammede og mørkhårede 21-årige Mohammed Ajmal Amir, der skulle blive kendt som »Kasab«, urdu for slagter. Kasab kom fra Faridkot i Okara-distriktet i Pakistans Punjab-provins – en lille isoleret landsby med blot 478 registrerede vælgere og en enerådig borgmester, der udstedte ordrer til indbyggerne via højtalerne i byens moske. »Søg mod Jihad, søg mod Jihad,« stod der på et stort skilt lige uden for Faridkot. Kasab tog dog ikke den direkte vej mod jihad. Nogle år forinden skændtes han ofte med sine fattige forældre, Amir Shahban og Noor Elahi, og han forlod angiveligt hjemmet efter et skænderi om noget tøj. Kasab fandt dog verden uden for Faridkot nedslående. Han blev kun mødt af hårdt, underbetalt arbejde og modgang. Han var en ung mand med lidt for meget energi i kroppen, men uden evner til at gøre fornuftig brug af den. For at skaffe penge fandt han i stedet ind på en kriminel løbebane, først lidt tyveri, indbrud og så senere væbnede røverier. En dag mødte Kasab en gruppe muslimske mænd på gaden. De tilbød at forandre hans liv, gøre ham klogere og befri ham for dagligdagens elendighed. De satte ham til at se film og voldsomme billeder af overgreb og drab 22

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 22

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

på muslimer overalt i verden, ikke mindst i den omstridte Kashmir-provins på grænsen mellem Pakistan og Indien. Lige rundt om hjørnet. Det var muligvis indoktrinering, men Kasab var en villig elev. Han længtes efter en mening med livet, og her havde han fundet den. I de kommende måneder ankom Kasab til nogle af verdens mest hemmelige og frygtede terrorlejre skjult i bjergene i det nordlige Pakistan. Her blev han trænet i nærkamp, bombeteknik, svømning og viljestyrke. Og herfra var han nøje blevet udvalgt blandt de ti, der nu skulle knække og ydmyge Indien med angrebet i Mumbai. I rygsækken havde Kasab en AK-47, otte-ti håndgranater, seks-otte magasiner med hver 30 skud samt en 9-mm pistol med et par magasiner, en vandflaske og to kilo nødder og tørret frugt. Han var parat. De to mænd gik begge ind på banegårdens toiletter, vendte derefter tilbage til det mest travle område omkring spor 13, og klokken 21:53 trak de deres våben ud af rygsækkene. En indisk kvinde var et af deres første ofre. Hun blev ramt i hovedet af skud og faldt om på stedet, mens hendes mand tog familiens børn, gemte sig bag en stolpe og lod, som om han var død. Skud og håndgranater fyldte på sekunder den store bygning. En 13-årig indisk dreng ved navn Afroz Ansari husker, at gulvet vibrerede af de mange skud, så mistede han hørelsen på grund af de høje brag og besvimede. Da Afroz Ansari kom til sig selv igen, var han indlagt på et lokalt hospital. Først flere dage senere fik han at vide, at 23

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 23

19/09/13 14.24


HALSHUG

hans far, mor, onkel, to fætre og svoger var blevet dræbt under angrebet. Kasab og Ismail viste ingen tegn på frygt. De opførte sig som børn foran et computerspil og blev blot ved med at skyde uden anden afbrydelse, end når deres AK-47 skulle forsynes med ny ammunition. En mand råbte nogle ord til en ældre muslimsk indisk lærd. Da gerningsmændene hørte hans råb, blev han skudt på stedet. En baby på jorden begyndte at græde. Da moderen ville samle barnet op, blev også hun skudt. Et sted mellem 15 og 20 betjente var udstationeret på banegården, men ingen turde gribe ind. »Vi gik i sort. Vi stod bare som forstenede,« som politimanden Sudahm Pandakar senere har fortalt. Da han og kollegaerne endelig gik til modangreb, var Pandakar blot udstyret med en gammel riffel med fem skud, og den virkede ikke. Andre havde trækæppe som eneste våben. Pandakar blev ramt i brystkassen, mens hans kollegaer Ambadas Pawar og Shashank Shinde blev dræbt på stedet. Skyderierne varede i knap en time, før Kasab og Ismail forlod Victoria Terminus til fods og løb videre ud på gaden, hvor de i mørket skød mod betjente og tilfældige forbipasserende. De havde på dette tidspunkt allerede dræbt over 50. Flere af de over 100 sårede på togstationen døde senere af deres kvæstelser.

24

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 24

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

Desiree lå nederst. Jesper havde lagt sig hen over hende for at beskytte hende, og stewarden Thomas Rupp havde siden kastet sig hen over Jesper, da han søgte ly. Sådan lå de under bordet i en bunke. Helt stille. Jesper lå med hovedet ind mod væggen, han kunne ikke se meget i cafeen. Så han lyttede intenst. Og hver gang Desiree sagde blot den mindste lyd, så klemte Jesper hende i siden for at få hende til at holde mund. Der var blevet fuldstændig stille på Leopold Cafe. Ingen skrig, ingen klynken, ingen råb. »Der er noget helt galt,« tænkte Jesper. Han kunne høre glas, der blev knust under støvler. Borde, der pludselig blev revet til side. Og så kom skuddene. Jesper genkendte lyden af automatild fra sin tid i Kroatien. To-tre skud for at sikre, at ofrene var døde, men ikke flere for at spare på ammunitionen. Så videre til næste livløse krop. Det var en ren militæroperation. Der lød råb ud i lokalet på et for Jesper ukendt sprog, men stemmerne var kolde og uden ophidselse eller frygt, det lød som kommandoer mellem soldater. Der måtte være mindst to mand, tænkte Jesper, mens lyden af støvler mod knust glas nærmede sig. »Nu bliver vi skudt. Jeg har én over mig, og jeg har hovedet mod væggen, så enten bliver jeg skudt i benene eller i underkroppen. Hvis jeg undgår at blive skudt i hovedet, så kan jeg overleve. Jeg har rent faktisk en mulighed for at overleve,« tænkte Jesper og spændte maven. Og så lød der igen skud. Der er usikkerhed om den præcise rækkefølge af begivenhederne på Leopold Cafe, men det meste tyder på, at det var med disse skud, at den indiske kvinde Meetu – der 25

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 25

19/09/13 14.24


HALSHUG

havde siddet tæt på Jesper ved nabobordet – blev ramt i baghovedet. Norske Line lå i skjul på gulvet og holdt den 26-årige Meetu i hånden, da det skete. Hun husker, at venindens hånd gav et ryk, og pludselig blev den helt slap. Meetu døde øjeblikkeligt. På Facebook havde Meetu kort forinden skrevet: »Glæder mig til at møde Line og Arne. Det bliver vidunderligt.« Lines mand, Arne, blødte fra hovedet. Han havde taget hånden op foran hovedet, da der blev skudt efter ham nogle minutter tidligere, og på mirakuløs vis havde kuglerne strejfet ham i panden og næsen, uden at han var død. Kuglen havde knust tre af hans fingre. Der var blod overalt. Gerningsmændene var nået hen til en køkkentrappe i deres bestræbelse på at sikre sig, at alle på deres vej enten allerede var døde eller nu blev dræbt. »Run! Run!« Jesper hørte ordene i hovedet, som om de blev sagt på engelsk, men formentlig var det den tyske steward Thomas, der råbte »Raus! Raus!« Uanset hvad var Jesper ikke i tvivl om, at hans liv ville blive afgjort af, hvad der skete i de næste sekunder. Han fløj op sammen med de seks fra Lufthansa. Flere af dem havde blodvædede hår og ansigter, men de kunne alle løbe. På vejen ud trådte Jesper hen over flere livløse kroppe. Hans hjerne ville ikke rigtig lade ham se dem, så han registrerede blot, at der lå lig foran ham. Ude foran cafeen sad en inder foroverbøjet i en blå skjorte indsmurt i det blod, 26

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 26

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

der væltede ud af maven på ham. På den normalt travle hovedgade Colaba Causeway var alle andre forsvundet. Desiree løb til højre sammen med tre af de andre stewardesser fra Lufthansa. Thomas og Rita løb instinktivt til venstre. Men der var ingen tid til at samle gruppen eller blive enige om en retning. Jesper fulgte efter Thomas og Rita til venstre i et hæsblæsende tempo. Hans ben løb, alt hvad de kunne. Forbi forladte kiosker, herretøjsbutikker og tomme biler. De stoppede ved et gadehjørne og kiggede på hinanden. »Er du ok?« spurgte de på skift hinanden, mens de nikkede og samtidig rystede på hovedet. De kunne høre lyden af skud, men ikke hvorfra skuddene kom. Så gav de hinanden et ordentligt kram. Halvanden time tidligere vidste Jesper ikke, at Thomas og Rita overhovedet fandtes. Nu var han lykkelig over, at de ikke var blandt de 11 dræbte og 28 sårede på gulvet i cafeen. Imens fortsatte de to gerningsmænd – Nazir og Arshad – i løb væk fra Leopold Cafe.

Den aften i november var der over tusind gæster på hotelværelserne og i restauranterne på The Taj Mahal Palace and Tower – Mumbais fineste og mest kendte hotel. 20 af dem blev på få minutter dræbt, da den blot 20-årige Soheb og den jævnaldrende Abu Ali begyndte deres del af angrebet. De unge mænd skød så meget omkring sig, at de var 27

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 27

19/09/13 14.24


HALSHUG

ved at dræbe Nazir og Arshad, da de to ankom fra Leopold nogle få minutter senere. Nu var de fire terrorister samlet på hotellet, der var angrebets hovedmål. På sjette etage stoppede mændene hotelgæsterne og spurgte med løftede våben efter folk med britiske eller amerikanske pas. De, der meldte sig, blev enten skudt øjeblikkeligt eller taget som gidsler. Da de første skyderier var overstået, tog mændene deres telefoner og ringede et indkodet nummer op. »Saml tæpperne og madrasserne fra de værelser, I lige er gået ind i. Væd dem i alkohol, og sæt ild til dem. Få et par etager til at brænde. Og husk at tage telefonen, når vi ringer,« lød en stemme mere end tusind kilometer væk. »Ja. Ja,« svarede de tilbage. Senere ringede telefonen igen. »Fred være med dig.« »Hvad sker der? Har I ikke sat ild til det endnu?« »Nej, ikke endnu.« »Det skal I gøre nu. Der sker ikke noget, før I tænder ilden. Når de ser flammerne, så vil de begynde at blive bange. Og kast nogle granater, min bror. Det gør ingen skade at kaste lidt granater. Hvor svært kan det være at kaste granater? Bare hiv splitten ud, og kast den.« Selvom de lige havde dræbt løs, så havde mændene svært ved at samle sig om opgaven. »Der er så meget lys, så mange knapper. Og der er computere her med 20- og 30-tommer skærme!« berettede de i telefonen hjem til Pakistan. Det var første gang, de ti unge mænd var i et fremmed land. Ingen af dem havde været nær så megen luksus i de28

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 28

19/09/13 14.24


T æ nd ilden , min bror

res liv. De kom fra nogle af de fattigste kår i verden. Kun få af dem havde indtil denne dag oplevet andet end deres fødebyer, hvor måske borgmesteren eller en lokal forretningsmand havde en nyere bil. Intet som et af verdens smukkeste hoteller. »Computere! Har I ikke sat ild til dem?« »Det skal vi til. Du vil kunne se flammer om et øjeblik.» »Hvis der var flammer, ville vi se ild. Hvor er flammerne?« »Indgangen til dette rum er fantastisk. Vinduerne er virkelig store. Dørene er massive. Vinduerne er store, men det føles meget trygt. Der er et dobbelt køkken ved indgangen, et bad og en lille butik! Der er spejle overalt,« svarede en af de fire mænd. Senere fulgte endnu et opkald. Der var stadig for få flammer, mente en mand, der kaldte sig Wasi. De unge mænd kunne angiveligt ikke finde nogen økser, men Wasi var godt orienteret om hotellets opbygning. »Min bror, der er en økse ved siden af alle brandslukkere i hotellet. På hver etage i enhver korridor. Nu må du tænde ilden. Intet sker, før du tænder ilden. Når folk ser flammerne, så vil det skabe frygt udenfor.« Senere spurgte Wasi, om mændene havde sat ild til de værelser, som de havde gennemrodet. »Nej, de ligger tæt på hinanden. Vi sætter ild til dem, når vi er på vej ud. Vi er bange for, at ilden spreder sig for hurtigt, så vi ikke kan komme ud.« »Nej, sæt ild til alting, som I bevæger jer fremad. Jo mere ild, jo mere opmærksomhed skaber I. Vi ser det på tv. Hvis

29

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 29

19/09/13 14.24


HALSHUG

du starter en brand, så sætter det sikkerhedsstyrkerne under pres. Så kommer de ikke op.« »Prøv og hør: Vi går ikke engang rundt i vores eget hus, så sikkert som vi gør her. Vi ejer tredje, fjerde og femte etage, takket være Allah.« »Tænd ilden, min bror. Start en ordentlig brand. Dét er det vigtige.« Mændene gik på jagt efter flere gæster at slå ihjel. Døre til hotelværelser blev sparket ind, kvinder og mænd udsat for smertefulde ydmygelser, inden de til sidst blev skudt. Deres nøgne lig blev senere fundet i forvredne stillinger. Flere var blevet tortureret, for eksempel skudt i kønsdelene. Efter nogen tid var dørene til adskillige værelser sparket ind, tæpperne var vædet med alkohol, og der var stukket ild til dem. Taj – som hotellet bliver kaldt i folkemunde – stod i flammer, og kort efter sendte indisk tv billederne af det røgfyldte, brændende ikon til hele nationen og senere til det meste af verden. »Min bror, du har det vigtigste mål. Medierne dækker jeres mål, Taj Hotel, mere end nogen af de andre,« lød det i telefonen fra Pakistan. »De siger, at der er mange, mange sårede og mange dræbte. De siger, at der er 50 gerningsmænd – at hele byen er under angreb. Ild brænder alle steder. Folk dør over det hele. Med Allahs velsignelse – I har gjort et fantastisk arbejde! Al velsignelse går til Allah.« »Du er meget tæt på himlen, min bror. I dag er dagen, du vil blive husket for, min bror.«

30

Kaare_Sørensen_Halshug_Materie.indd 30

19/09/13 14.24


Halshug  

To måneder efter terrorangrebet i Mumbai rejste David Headley til København. Med sin Sony Ericsson-mobil tog han billeder af Kongens Nytorv...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you