Det syntes Molly åbenbart ikke, der var noget underligt i. “Hvad laver de?” spurgte hun. Jeg famlede efter et svar oppe i hovedet. Vi havde været igennem det, det vidste jeg, men lige nu kunne jeg ikke huske noget som helst. Typisk mig at lave den første alvorlige brøler inden for den første time som skoleelev. Så kom jeg i tanke om det. “De er diplomater,” sagde jeg. “Vi er her med min storebror. Han er lige begyndt som lærer på skolen. Vores forældre støder til, så snart de kan.” Jeg prøvede at presse så meget information ind som overhovedet muligt for at tilfredsstille hendes nysgerrighed og forhåbentlig undgå flere spørgsmål. Engle var af natur dårlige til at lyve. Jeg håbede ikke, at Molly havde gennemskuet min historie. Selvom der teoretisk set ikke var noget af det, der var direkte løgn. “Cool,” sagde hun bare. “Jeg har aldrig været i udlandet, kun i nogle af storbyerne herhjemme. Du kan godt forberede dig på et nyt liv her i Venus Cove. Her er normalt ret roligt, men der er godt nok sket nogle underlige ting den sidste tid.” “Hvad mener du?” spurgte jeg. “Altså, jeg har boet her hele mit liv. Mine bedsteforældre boede her og drev forretning. Og i al den tid er der aldrig rigtig sket nogen ulykker, ingen brande, ingen forlis ude på havet – men nu ...” Molly sænkede stemmen. “Nu har der været røverier og en hel masse sære uheld. Sidste år endte en influenzaepidemi med at tage livet af seks børn.” “Hvor forfærdeligt,” sagde jeg med lav stemme. Det begyndte at dæmre for mig, hvor meget skade Mørkets Agenter havde forvoldt, og det så ikke godt ud. “Er der sket andet?” “Ja, der er en ting mere,” svarede Molly. “Men det skal man ikke snakke for højt om her på skolen – der er en del, der stadig er ret påvirkede af det.”
· 40 ·
Halo.indd 40
25/02/11 15.29