Issuu on Google+


Alexandra Adornetto

HALO P책 dansk ved Nete Harsberg

POLITIKENS FORLAG

Halo.indd 3

25/02/11 15.29


3

Venus Cove B RYCE

Hamilton-skolen lå i byens udkant, højt på en bølgende skråning med udsigt i alle retninger. Til den ene side var der vinmarker og frodige bakker med græssende køer, og til den anden lå de forrevne klipper langs Den Forliste Kyst, som var opkaldt efter de mange skibe, der var sunket til bunds i det lunefulde farvand gennem det sidste århundrede. Selve skolen var en af byens originale kalkstensbygninger med buede vinduer og klokketårn, og omkring den var vidtstrakte plæner. Bygningen havde fungeret som kloster, inden skolen flyttede ind i 1960’erne. En bred stentrappe førte op til hovedindgangens dobbeltdøre, der blev skærmet af en vintilgroet buegang. I forlængelse af hovedbygningen var et lille stenkapel, som af og til dannede ramme om en gudstjeneste, men først og fremmest brugte eleverne det til at hænge ud. Hele området var omkranset af en høj mur med en gitterport, der stod åben, så bilerne kunne køre op ad den grusbelagte indkørsel. Trods sit gammeldags udseende var Bryce Hamilton kendt for at følge med tiden. Skolen var berømt for sit socialt ansvarlige idegrundlag og blev foretrukket af forældre, der ville undgå, at deres børn blev udsat for mobning. De fleste af eleverne havde en tilknytning til skolen, fordi deres forældre eller bedsteforældre havde gået der. Ivy, Gabriel og jeg stod uden for porten og iagttog eleverne an-

· 32 ·

Halo.indd 32

25/02/11 15.29


komme. Jeg koncentrerede mig om at prøve at tæmme den sværm af sommerfugle, der dansede rundt i min mave. Det var en ubehagelig og alligevel sært ophidsende følelse. Jeg skulle stadig vænne mig til den effekt, følelser kunne have på min menneskekrop. Jeg trak vejret helt ned i maven. At være engel forhindrede mig underligt nok ikke i at blive nervøs over at skulle prøve noget for første gang. Man behøvede ikke være menneske for at vide, at førstehåndsindtrykket afgør, om man bliver accepteret eller holdt udenfor. Jeg havde lagt øre til bønner fra mange teenagepiger, og de fleste handlede om at høre til blandt de populære eller finde en kæreste på skolens fodboldhold. Selv håbede jeg bare at få en enkelt ven. Eleverne ankom i grupper på tre og fire. Pigerne havde det samme på som mig, mens drengene var i grå bukser, hvid skjorte og slips med grønne og blå striber. Men selvom folk havde uniform på, havde jeg studeret nok menneskelig adfærd i Riget til nemt at kunne skelne mellem de forskellige typer og grupper. Musikfyrene havde pjusket, skulderlangt hår, der faldt ned over øjnene. De bar på instrumentkasser og havde akkorder skriblet ned på de nøgne underarme. De havde skjorterne uden på bukserne og sjoskede tilbagelænet af sted. En lille gruppe goths skilte sig ud med tung makeup og strittende frisurer, som klart måtte være i strid med reglementet, og jeg undrede mig over, hvordan de slap af sted med det. De, der opfattede sig selv som kunstneriske, supplerede uniformen med farvestrålende tørklæder og baskerhue eller hat. Nogle af pigerne kom gående helt tæt sammen, som for eksempel en gruppe blondiner, der krydsede vejen med armene om hinanden. De intellektuelle typer var lette at spotte – deres skoleuniformer så spritnye ud, og på ryggen havde de den officielle skolerygsæk. De gik med bøjet hoved og målrettede skridt mod bibliotekets hellige haller. Et slæng af drenge med løbesko, løse slips og skjorterne

· 33 ·

Halo.indd 33

25/02/11 15.29


uden på bukserne lå i skyggen under nogle palmer og drak cola og kakaomælk. De havde ikke travlt med at bevæge sig ind gennem porten, men sprang op og slog på skift ud efter hinanden og tumlede grinende og prustende rundt på jorden. En af drengene smed en tom coladåse i hovedet på en af sine kammerater. Den landede skramlende på fortovet, og vennen så overrasket på den for så at knække sammen af grin. Vi så på med voksende forfærdelse og var endnu kun lige nået inden for porten. En dreng slentrede forbi og gloede nysgerrigt på os. Han havde en omvendt kasket på, og uniformsbukserne hang og slaskede så langt nede på hans hofter, at der var frit udsyn til hans designerunderbukser. “Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at kapere disse modediller,” sagde Gabriel og snerpede munden sammen. Ivy lo. “Vi befinder os i det 21. århundrede,” sagde hun. “Nu må du ikke være så dømmende.” “Er det ikke det, lærere skal være?” “Måske, men forvent ikke at blive særlig populær på det.” Så kiggede hun målrettet hen mod indgangen og rankede ryggen, selvom hendes holdning var perfekt i forvejen. Hun gav Gabriels skulder et klem og rakte mig et plastikchartek med mit skema, et kort over skolen og nogle meddelelser, hun havde samlet sammen til mig tidligere på ugen. “Er du klar?” spurgte hun. “Så klar, som jeg overhovedet kan være,” svarede jeg og anstrengte mig for at holde nerverne i ro. Jeg havde det, som om jeg var på vej i krig. “Lad os springe ud i det.” Ivy stod og vinkede ved porten som en mor, der sender sine børn af sted første skoledag. “Vi skal nok klare det fint, Bethany,” lovede Gabriel. “Husk på, hvor vi kommer fra.” Vi havde regnet med, at vores ankomst til skolen ville vække en

· 34 ·

Halo.indd 34

25/02/11 15.29


vis opsigt, men vi var ikke forberedt på, at folk direkte standsede op og gloede eller trådte til side, som om der var kongeligt besøg. Jeg undgik at få øjenkontakt med nogen og fulgte efter Gabriel hen til fløjen, hvor administrationen holdt til. Gangen indenfor var beklædt med et mørkegrønt tæppe, og der stod en række polstrede stole langs væggen. Gennem en glasvæg kunne vi se et kontor med bogreoler fra gulv til loft med en opretstående ventilator foran. En lavstammet, rund kvinde i en lyserød cardigan kom ilende over mod os med et vigtigt udtryk i ansigtet. På et skrivebord ved siden af ringede telefonen, og damen drejede hovedet mod en sekretær med et demonstrativt blik, der fortalte, at det var hendes opgave at tage den. Hun blødte en smule op, da hun kom tæt nok på til at se vores ansigter. “Goddag, goddag,” sagde hun muntert og så op og ned ad os. “Mit navn er fru Jordan, og det er mig, der leder sekretariatet her på skolen. Du må være Bethany.” Hendes stemme blev lidt lavere, da hun med tilfredshed granskede Gabriels perfekte træk. “Og De må være hr. Church, vores nye musiklærer.” Hun kom om på den anden side af skillevæggen og klemte mappen fast under den ene arm, inden hun ivrigt gav hånd. “Velkommen til, Bryce Hamilton! Jeg har tildelt Bethany et skab på anden sal. Vi kan gå derop med det samme, og derefter vil jeg følge Dem, hr. Church, hen på lærerværelset. Der er morgenmøde hver tirsdag og torsdag. Jeg håber, I bliver glade for at være her. Det er et yderst livligt sted. Jeg kan forsikre jer om, at jeg ikke har kedet mig en eneste dag i de 20 år, jeg har været her på stedet.” Gabriel og jeg udvekslede blikke og funderede over, om det mon skulle opfattes som en diskret advarsel om, hvad der ventede forude. Hun gennede os ud ad døren og hen forbi basketbanerne, hvor en gruppe drenge dryppende af sved tordnede hen over asfalten og dunkede bolden op mod kurven.

· 35 ·

Halo.indd 35

25/02/11 15.29


“Der er en vigtig kamp her i eftermiddag,” betroede fru Jordan os med et blink over den ene skulder. Hun kneb øjnene sammen mod den overskyede himmel og trak på skuldrene. “Jeg håber så sandelig, det holder tørt. Drengene bliver noget så skuffede, hvis vi må udsætte kampen.” Mens hun pludrede videre, så jeg Gabriel vende blikket mod himlen. Han vendte diskret håndfladerne opad og lukkede øjnene. Sølvringene på hans fingre glimtede. Og så, som svar på hans tavse ordre, brød solens stråler gennem skydækket og badede gården i gyldent lys. “Jamen se nu bare dér!” udbrød fru Jordan. “Et skift i vejret – I to må bringe held!” Gangene i hovedfløjen havde bordeauxfarvede gulvtæpper. I egetræsdørene sad der glasruder, så man kunne se ind i de gammeldags klasselokaler. Der var højt til loftet, og rundtomkring kunne man stadig se den originale stukudsmykning. Det stod i skarp kontrast til de graffitiovermalede skabe langs væggene, for ikke at tale om den kvalme lugt af deodorant og rengøringsmidler blandet med dunsten af fedtede burgere fra kantinen. Fru Jordan gav os en lynrundvisning, hvor hun udpegede de vigtigste lokaliteter – den sejldugsoverdækkede gård, afdelingen for historie, sprog og medier, afdelingen for naturvidenskab, aulaen, gymnastiksalen og atletikbanerne, og drama- og musikafdelingen, også kendt som DMA. Hun havde tydeligvis travlt, for efter at have vist mig hen til mit skab, lirede hun en uklar vejvisning til skolesygeplejersken af sig og sagde, at jeg endelig måtte spørge, hvis jeg var i tvivl om noget, hvorefter hun tog Gabriel ved albuen og førte ham videre i en fart. Han så bekymret tilbage mod mig. “Er du okay?” mimede han. Jeg smilede til svar og håbede, at jeg så mere selvsikker ud, end jeg følte mig. Gabriel skulle ikke bekymre sig om mig, for han havde

· 36 ·

Halo.indd 36

25/02/11 15.29


rigeligt at se til selv. I samme øjeblik gav den dybe klang af en klokke genlyd i hele bygningen og signallerede, at min første time skulle til at begynde. Jeg fandt pludselig mig selv stå mutters alene på en gang fyldt med nye mennesker. De møvede sig upåvirkede forbi mig på vej mod deres lokaler. Et kort sekund følte jeg mig usynlig, som om jeg ikke havde noget at gøre der. Jeg så på mit skema, og det gik op for mig, at virvaret af tal og bogstaver lige så godt kunne være skrevet på et fremmed sprog, for jeg forstod ikke noget som helst af det. V.KES11 – hvad i alverden skulle det betyde? Jeg overvejede at snige mig gennem mylderet og vende hjem til Byron Street. “Undskyld.” Jeg fik øjenkontakt med en pige med et væld af bløde krøller, der susede hen ad gangen. Hun stoppede op og så nysgerrigt på mig. “Jeg er ny,” forklarede jeg hjælpeløst og viftede med mit skema. “Kan du fortælle mig, hvad det her betyder?” “Det betyder, at du har kemi med hr. Velt i lokale S11,” sagde hun. “Det er lige nede ad gangen. Vi kan følges, hvis du har lyst – vi går på samme hold.” “Tak,” sagde jeg, tydeligt lettet. “Har du en fri’er efter kemi? Så kan jeg vise dig rundt.” “En hvad?” spurgte jeg forvirret. “En fri’er – som i fritime.” Pigen så skeptisk på mig. “Hvad kaldte I dem på din gamle skole?” Hun skiftede ansigtsudtryk, da hun kom i tanke om en mere foruroligende mulighed. “Eller I havde måske ikke nogen?” “Nej,” svarede jeg og grinede nervøst. “Vi havde ikke nogen.” “Nedtur. Jeg hedder for resten Molly.” Hun var smuk. Hendes hud var perfekt, og hun havde bløde ansigtstræk og klare øjne. Hendes rosa kinder fik mig til at tænke på et maleri af en hyrdinde i et idyllisk landskab, jeg engang havde set. “Beth,” sagde jeg og smilede. “Rart at møde dig.” Molly stod tålmodigt og ventede ved mit skab, mens jeg rodede

· 37 ·

Halo.indd 37

25/02/11 15.29


i min taske efter den rigtige bog, et noteshæfte og en håndfuld blyanter. En del af mig havde lyst til at råbe på Gabriel og bede ham om at følge mig hjem. Jeg kunne næsten mærke hans stærke arme omslutte og skærme mig hele vejen hjem til vores skønne hus. Gabriel havde en evne til at gøre mig tryg under alle tænkelige forhold. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde ham igen på den her kæmpe skole. Han kunne være bag hvilken som helst af de utallige døre på de fuldstændig identiske gange, og jeg havde ingen anelse om, hvor musikfløjen lå henne. I tankerne bebrejdede jeg mig selv for at være så afhængig af Gabriel. Jeg blev nødt til at klare hverdagen her uden hans beskyttelse, og jeg var fast besluttet på at vise ham, at jeg var i stand til det. Molly åbnede døren til klasselokalet og vi gik ind. Vi kom selvfølgelig for sent. Hr. Velt var lille med en glinsende, skaldet isse. Hans trøje med geometriske mønstre var falmet og forvasket. Da Molly og jeg trådte ind, var han midt i at forklare en formel på tavlen til en flok elever, der så helt tomme ud i blikket og vist drømte sig alle mulige andre steder hen. “Så kunne du være her, frk. Harrison,” sagde han henvendt til Molly, som luskede hurtigt ned bagerst i lokalet. Han havde åbenbart allerede råbt navne op, for han vidste i hvert fald, hvem jeg var. “For sent på din første dag, frk. Church,” sagde han og smækkede irettesættende med tungen, mens han løftede det ene øjenbryn. “Ikke just en lovende start. Skynd dig at finde din plads.” Han kom pludselig i tanke om, at han havde glemt at præsentere mig, og stoppede skribleriet på tavlen et øjeblik, mens han introducerede mig med ligegyldig mine. “Det her er Bethany Church, alle sammen. Hun er ny her på Bryce Hamilton. Vær søde at gøre jeres bedste for at byde hende velkommen.” Stort set alle øjne i rummet fulgte mig, mens jeg fandt den sidste ledige stol. Det var nede bagi ved siden af Molly, og da hr. Velt

· 38 ·

Halo.indd 38

25/02/11 15.29


holdt inde og bad os selv besvare en række arbejdsspørgsmål, fik jeg mulighed for at studere hende lidt nærmere. Jeg opdagede, at hun havde knappet den øverste knap i uniformskjolen op, og hun havde kæmpestore sølvringe i ørene. Hun havde taget en neglefil op af sin taske og gik i gang med at file negle under bordet, tydeligvis ligeglad med lærerens instrukser. “Tag dig ikke af Velt,” hviskede hun som svar på mit overraskede udtryk. “Han er en gammel stivnakke, bitter, efter at konen smuttede. Det eneste lyspunkt i hans liv er hans nye sportsvogn, som han ser totalt taberagtig ud i.” Hun smilede bredt og afslørede en række kridhvide tænder. Hendes vipper var tykke af mascara, men hendes hud havde en naturlig glød. “Bethany – sikke et sødt navn,” fortsatte hun. “Sådan lidt gammeldags i det. Men hey, jeg hænger selv på Molly, der lyder som noget fra en børnebog.” Jeg smilede akavet, usikker på, hvordan jeg skulle reagere på hendes selvsikre og direkte facon. “Ja, vi hænger jo nok på de navne, vores forældre har valgt til os,” sagde jeg og kunne med det samme høre, hvor lamt det lød. Jeg burde slet ikke sidde og snakke midt i timen, og desuden havde stakkels hr. Velt brug for al den hjælp, han kunne få. Jeg følte mig samtidig som en bedrager, for engle har ingen forældre. Jeg var bange for, at Molly kunne gennemskue min løgn. Men det kunne hun selvfølgelig ikke. “Hvor kommer du så fra?” ville Molly vide og pustede på sine negle, mens hun rystede en flaske neonpink neglelak. “Vi har boet i udlandet,” sagde jeg og funderede over, hvordan hun ville reagere, hvis jeg fortalte hende, at jeg kom fra Himlens Rige. “Vores forældre er der stadig.” “Er det rigtigt?” Molly lød duperet. “Hvorhenne?” Jeg tøvede. “Flere forskellige steder. Vores forældre flytter en del rundt.”

· 39 ·

Halo.indd 39

25/02/11 15.29


Det syntes Molly åbenbart ikke, der var noget underligt i. “Hvad laver de?” spurgte hun. Jeg famlede efter et svar oppe i hovedet. Vi havde været igennem det, det vidste jeg, men lige nu kunne jeg ikke huske noget som helst. Typisk mig at lave den første alvorlige brøler inden for den første time som skoleelev. Så kom jeg i tanke om det. “De er diplomater,” sagde jeg. “Vi er her med min storebror. Han er lige begyndt som lærer på skolen. Vores forældre støder til, så snart de kan.” Jeg prøvede at presse så meget information ind som overhovedet muligt for at tilfredsstille hendes nysgerrighed og forhåbentlig undgå flere spørgsmål. Engle var af natur dårlige til at lyve. Jeg håbede ikke, at Molly havde gennemskuet min historie. Selvom der teoretisk set ikke var noget af det, der var direkte løgn. “Cool,” sagde hun bare. “Jeg har aldrig været i udlandet, kun i nogle af storbyerne herhjemme. Du kan godt forberede dig på et nyt liv her i Venus Cove. Her er normalt ret roligt, men der er godt nok sket nogle underlige ting den sidste tid.” “Hvad mener du?” spurgte jeg. “Altså, jeg har boet her hele mit liv. Mine bedsteforældre boede her og drev forretning. Og i al den tid er der aldrig rigtig sket nogen ulykker, ingen brande, ingen forlis ude på havet – men nu ...” Molly sænkede stemmen. “Nu har der været røverier og en hel masse sære uheld. Sidste år endte en influenzaepidemi med at tage livet af seks børn.” “Hvor forfærdeligt,” sagde jeg med lav stemme. Det begyndte at dæmre for mig, hvor meget skade Mørkets Agenter havde forvoldt, og det så ikke godt ud. “Er der sket andet?” “Ja, der er en ting mere,” svarede Molly. “Men det skal man ikke snakke for højt om her på skolen – der er en del, der stadig er ret påvirkede af det.”

· 40 ·

Halo.indd 40

25/02/11 15.29


“Bare rolig, jeg skal nok holde tæt,” forsikrede jeg. “Det skete for et halvt års tid siden. En af de ældste drenge på skolen, Henry Taylor, kravlede op på taget for at hente en basketbold, som var landet deroppe. Han fjollede ikke rundt eller noget, men ville bare hente den bold. Der var ingen, der så, hvordan det skete, men han gled og faldt ned. Han landede midt på basketbanen, lige for øjnene af alle sine venner. Man kunne ikke få blodpletterne helt væk, så der er ikke nogen, der spiller på den bane længere.” Inden jeg nåede at svare, rømmede hr. Velt sig og sendte os et skarpt blik. “Frk. Harrison, jeg formoder, at du er i gang med at forklare begrebet kovalent binding for din nye klassekammerat.” “Øh, nej, ikke ligefrem, hr. Velt,” svarede Molly. “Jeg vil ikke kede hende ihjel den første dag.” Jeg kunne se en blodåre træde frem i tindingen på hr. Velt og besluttede, at jeg hellere måtte gribe ind. Jeg sendte en stråle af beroligende energi i hans retning, og til min tilfredshed så han ud til at slappe lidt af. Han sænkede skuldrene en anelse, og hans ansigtsfarve skiftede fra højrød til en mere normal kulør. Han så ned på Molly og klukkede overbærende, nærmest alfaderligt. “Din sans for humor er usvigelig, frk. Harrison.” Molly så forvirret på ham, men var klog nok til ikke at sige mere. “Jeg er sikker på, han har en midtvejskrise,” hviskede hun i stedet til mig. Hr. Velt lod os være og fik travlt med at rigge et lysbilledapparat til. Jeg snappede efter vejret og forsøgte at undertrykke den bølge af panik, der skyllede ind over mig. Selv i dagslys kan man ane det lysskær, der udgår fra os engle. Det er stærkere i mørke, men kan stadig skjules med lidt god vilje. Men hvad ville der ikke kunne ske i halogenlyset fra en fremviser? Jeg ville ikke løbe nogen risiko, så jeg spurgte, om jeg måtte gå på toilettet, og smut-

· 41 ·

Halo.indd 41

25/02/11 15.29


tede ud på gangen. Jeg stod uden for døren og ventede på, at hr. Velt skulle blive færdig med sit foredrag og ville tænde lyset igen. Der lød et lille smæld, hver gang et lysbillede gled ind i apparatet, og gennem ruden i døren kunne jeg se, at det handlede om valensbindingsteorien. Jeg var glad for, at jeg ikke normalt skulle bruge tid på noget så basalt. “Er du faret vild?” lød en stemme bagfra. Det gibbede i mig, og jeg vendte mig om og fik øje på en fyr, der stod og lænede sig op ad skabene overfor. Selvom han var mere formelt klædt med skjorten knappet helt op i halsen, perfekt slipseknude og uniformsblazer genkendte jeg med det samme de lysende blå øjne halvt skjult under det mørkebrune hår. Jeg havde ikke forventet at møde ham igen, men nu stod drengen fra molen lige her foran mig og smilede det samme tvetydige smil. “Jeg er okay, tak,” sagde jeg og vendte mig hurtigt om mod døren igen. Hvis han genkendte mig, lod han sig ikke mærke med det. Jeg vidste godt, at det virkede lidt uhøfligt at vende ryggen til ham, men jeg håbede på, at det fik ham til at lade mig være. Han havde stået der og betragtet mig, uden jeg vidste det, og der var noget ved ham, der gjorde mig usikker. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, eller hvad jeg skulle stille op med mine hænder. Han virkede nu ikke, som om han havde travlt med at komme af sted. “Altså, normalt er det smartest at modtage undervisning inde i klasseværelset,” fortsatte han. Nu var jeg nødt til at vende mig mod ham igen og anerkende hans tilstedeværelse. Jeg anstrengte mig for at virke uinteresseret på en cool måde, men da jeg mødte hans blik, blev jeg totalt overrumplet af min egen reaktion. Det føltes, som om jorden forsvandt under fødderne på mig, og mine indvolde blev slynget rundt, og jeg måtte støtte mig til væggen for ikke at gå i gulvet.

· 42 ·

Halo.indd 42

25/02/11 15.29


Jeg må have set ud, som om jeg var ved at besvime, for han rakte instinktivt hånden ud for at gribe mig. Jeg lagde mærke til, at han havde en smal, flettet lædersnor om håndleddet – det eneste, der stak ud fra hans ellers regelrette ydre. Min hukommelse havde ikke ydet ham retfærdighed. Han var smuk som en filmstjerne, men virkede ikke til selv at være bevidst om det. Hans læber buede svagt opad, så det så ud, som om han gik rundt med et lille permanent smil, og det krystalklare blik havde en dybde, jeg ikke havde lagt mærke til første gang. Han var slank, men under uniformen anede jeg en svømmers skuldre. Han så på mig, som om han gerne ville hjælpe, men ikke rigtig vidste hvordan. Jeg stirrede på ham, og det gik op for mig, at det lige så meget var hans rolige udstråling som de regelmæssige træk og glatte hud, der gjorde ham så tiltrækkende. Jeg ville ønske, at jeg kunne finde på en skarp replik som matchede hans selvsikkerhed, men jeg var blank. “Jeg er bare lidt svimmel,” mumlede jeg. Han trådte nærmere med bekymret mine. “Tror du ikke, du skal sætte dig lidt ned?” “Nej, jeg har det fint nu.” Jeg rystede insisterende på hovedet. Da han havde sikret sig, at jeg ikke var ved at besvime, rakte han hånden frem og lyste op i et blændende smil. “Jeg nåede ikke at præsentere mig, sidst vi mødtes. Jeg hedder Xavier.” Han havde altså ikke glemt det. Hans hånd var bred og varm. Han holdt om min et splitsekund længere, end han behøvede. Gabriels ord om at undgå risikabel menneskelig adfærd dukkede op i min bevidsthed og fik alarmklokkerne til at ringe. Jeg trak hånden til mig. At lære den tiltrækkende dreng med 100 watt-smilet bedre at kende var nok ikke det smarteste træk, jeg kunne lave. Suget i maven, når jeg så på ham,

· 43 ·

Halo.indd 43

25/02/11 15.29


vidnede om, at jeg allerede var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg var så småt ved at være fortrolig med min krops signaler og kunne tydeligt mærke, at fyren her gjorde mig febrilsk. Men neden under nervøsiteten anede jeg en anden følelse, som jeg ikke rigtig kunne identificere. Jeg bakkede væk fra ham, hen mod døren til klasselokalet, hvor lyset netop var blevet tændt igen. Jeg vidste godt, jeg opførte mig underligt, men jeg var for nervøs til tage mig af det. Xavier så nu ikke fornærmet ud, men mere som om han morede sig over mig. “Jeg hedder Bethany,” lykkedes det mig at sige halvvejs inde i klassen. “Vi ses, Bethany,” sagde han. Jeg følte mig tomatrød i hovedet, da jeg kom tilbage til kemilokalet, og hr. Velt så anklagende på mig, fordi jeg havde været så længe på toilettet. Ved middagstid indså jeg, at Bryce Hamilton var et minefelt af lysbilledapparater og andre fælder beregnet på at afsløre undercoverengle som mig. I gymnastiktimen fik jeg et lettere angstanfald, da jeg fandt ud af, at jeg skulle klæde om foran de andre piger. De tog rask væk tøjet af og smed det i skabene eller på gulvet. Stropperne på Mollys bh drillede, og jeg hjalp hende med kluntede bevægelser og håbede bare, at hun ikke bemærkede mine unaturligt bløde hænder. “Wauw, du må bruge en god håndlotion,” sagde hun. “Hver eneste aften,” svarede jeg let. “Så hvad er dit indtryk af Bryce Hamilton indtil nu? Er fyrene hotte nok?” “Hvordan hotte?” sagde jeg forundret. “De fleste virker da til at have en normal kropstemperatur.” Molly gloede på mig. Hun så ud, som om hun var på nippet til

· 44 ·

Halo.indd 44

25/02/11 15.29


at grine, men mit ansigtsudtryk overbeviste hende om, at jeg ikke jokede. “Hot er det samme som lækker,” sagde hun så. “Har du seriøst aldrig hørt det? Hvor gik du i skole før – på Mars?” Jeg rødmede, da jeg forstod hendes spørgsmål fra før. “Jeg har ikke rigtig mødt nogle fyre endnu,” sagde jeg og trak lidt på skuldrene. “Jeg stødte ind i en, der hedder Xavier.” Jeg håbede, at jeg fik nævnt hans navn på en nogenlunde naturlig måde. “Xavier hvem?” forhørte Molly sig ivrigt. “Er han lyshåret? Xavier Laro har lyst hår og spiller på lacrosseholdet. Han er ret hot. Ikke så underligt, hvis du er vild med ham, men jeg tror altså nok, at han har en kæreste i forvejen. Eller er det forbi? Jeg er ikke sikker, men jeg kan godt finde ud af det for dig.” “Ham her har mørkt hår,” indskød jeg. “Og blå øjne.” “Åh.” Molly skiftede ansigtsudtryk. “Så må det være Xavier Woods. Han er formand for elevrådet.” “Nå, han virkede i hvert fald sød.” “Ham ville jeg ikke gå efter, hvis jeg var dig,” sagde hun. Hun fik det til at lyde, som om det bare var et godt råd, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hun forventede, at jeg ville følge det uanset hvad. Måske var det en af de uskrevne regler blandt teenagepiger – venner har altid ret. “Det er ikke, fordi jeg går efter nogen, Molly,” sagde jeg. “Hvorfor? Hvad er der galt med ham?” kunne jeg ikke lade være med at spørge. Den fyr, jeg havde mødt på gangen, kunne i mine øjne ikke være andet end perfekt. “Jamen han er flink nok,” svarede Molly. “Men lad os bare sige, at han har noget i bagagen.” “Hvad mener du?” “Altså, pigerne har stået i kø for at fange hans opmærksomhed, men han er uden for følelsesmæssig rækkevidde.”

· 45 ·

Halo.indd 45

25/02/11 15.29


“Han har en kæreste – er det det, du mener?” “Det havde han. Hun hed Emily. Men ingen har kunnet nå ind til ham siden ...” Hun holdt inde. “De slog op?” “Nej.” Mollys stemme blev svag, og hun vred utilpas sine hænder. “Hun døde i en brand for lidt over et år siden. Inden det skete, var de uadskillelige. Folk snakkede endda om, at de sikkert skulle giftes og det hele. Der er ikke nogen, der har kunnet leve op til hende. Jeg tror ikke, han er kommet rigtigt over det endnu.” “Hvor er det frygteligt,” sagde jeg. “Han må ikke have været mere end ...” “16,” afbrød Molly. “Xavier var også ret tæt på Henry Taylor og holdt tale til hans begravelse. Han var lige ved at komme ovenpå efter det med Emily, da det skete. Alle forventede vist, at han fik et sammenbrud, men han lukkede bare ned for sine følelser og fortsatte, som om intet var sket.” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Når man kiggede på Xavier, ville man aldrig have gættet, at han havde været igennem så meget smerte, men når jeg tænkte efter, kunne jeg alligevel godt huske det mildt vagtsomme blik i hans øjne. “Han er okay nu,” sagde Molly. “Han er stadig gode venner med alle, spiller på fodboldholdet og træner juniorsvømmeholdet. Det er ikke, fordi man ikke kan vride et smil ud af ham, han har det bare svært med piger. Jeg tror ikke, han tør binde sig af frygt for, at uheldet forfølger ham.” “Det kan man jo egentlig godt forstå,” sagde jeg. Molly opdagede pludselig, at jeg stadig havde skoleuniformen på, og den seriøse tone forsvandt fra hendes stemme. “Skynd dig nu og skift,” kommanderede hun. “Eller du er måske genert?” “En lille smule.” Jeg smilede og forsvandt ind i en af brusekabinerne.

· 46 ·

Halo.indd 46

25/02/11 15.29


Da jeg kiggede rigtigt på den sportsuniform, jeg skulle have på i gymnastiktimen, glemte jeg alt om Xavier Woods. Jeg overvejede faktisk at springe ud af vinduet og stikke af. Den var totalt uklædelig med lidt for korte shorts og en T-shirt, der stumpede så meget, at jeg ikke kunne undgå at vise mave, når jeg bevægede mig. Og det var lidt problematisk, eftersom vi engle ikke har nogen navle, kun helt glat, hvid hud. Heldigvis behøvede jeg ikke bekymre mig om mine papirtynde, fjerdækkede vinger, der lå foldet helt tæt op ad ryggen under blusen, selvom det begyndte at værke i dem, når de ikke blev brugt. Jeg glædede mig virkelig til den flyvetur i bjergene før daggry, som Gabriel havde lovet os, at vi måtte få på et tidspunkt. Jeg trak ned i toppen og gik ud til Molly, som stod foran spejlet og smurte et tykt lag gloss på læberne. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor det var nødvendigt med lipgloss i gymnastiktimen, men da hun rakte tuben til mig, ville jeg ikke virke afvisende og tog imod den. Det lykkedes mig noget famlende at smøre et ujævnt lag på læberne. Det skulle jeg vist øve mig lidt på. Jeg havde jo ikke eksperimenteret med min mors sminke siden femårsalderen ligesom andre piger. Først for nylig havde jeg set mit menneskeansigt for første gang. “Dup læberne mod hinanden,” sagde Molly. “Sådan her ...” Jeg gjorde, som hun viste mig, og kunne mærke glossen fordele sig jævnt, så jeg ikke længere lignede en klovn. “Det var bedre,” sagde hun anerkendende. “Tak.” “Du er vist ikke så vant til at gå med makeup, hvad?” Jeg rystede på hovedet. “Nå, men det er heller ikke, fordi du behøver det. Den farve der er nu ret god til dig.” “Det dufter virkelig godt.” “Den hedder Melon Sorbet.” Molly så selvtilfreds ud. Så blev

· 47 ·

Halo.indd 47

25/02/11 15.29


hun distraheret af et eller andet og begyndte at snuse ind. “Kan du lugte noget?” Jeg stivnede og blev pludselig usikker. Var det mig? Måske syntes menneskene hernede på Jorden, at vi lugtede underligt. Havde Ivy sprøjtet en eller anden parfume på mit tøj, som ikke var socialt acceptabel i Mollys verden? “Det lugter som ... regn eller sådan noget,” sagde hun. Jeg åndede lettet op. Det, hun kunne lugte, var ikke andet end den karakteristiske duft af engel, som egentlig godt kunne ligne duften af regn. “Vær nu ikke så tomhjernet, Molly,” sagde en af hendes venner. Så vidt jeg kunne huske fra den hurtige præsentation tidligere, var hendes navn Taylah. “Det regner ligesom ikke herinde, vel?” Molly trak på skuldrene og hev mig i ærmet ud af omklædningsrummet og ind i gymnastiksalen, hvor en lyshåret, meget solbrændt kvinde i halvtredserne iført stramme cykelshorts stod og hoppede entusiastisk, mens hun råbte, at vi skulle smide os ned og lave 20 armbøjninger. “Hader du ikke bare gymnastiklærere?” spurgte Molly og rullede med øjnene. “De er sådan oppe at køre hele tiden.” Jeg svarede ikke, men gættede på, at kvindens stålsatte udtryk og min manglende interesse for sport ikke ville være den bedste kombination. En halv time senere havde vi løbet ti runder på den udendørs bane, lavet 50 armbøjninger, 50 mavebøjninger og 50 knæbøjninger, og det var endda kun opvarmning. Jeg havde ondt af de andre elever, som halsede rundt og hev efter vejret, gennemblødte af sved. Engle har ubegrænset energi og kan ikke føle træthed, så jeg behøvede ikke spare på kræfterne. Vi sveder heller ikke – jeg ville kunne løbe en maraton uden at svede så meget som en dråbe. Det undgik ikke Mollys opmærksomhed.

· 48 ·

Halo.indd 48

25/02/11 15.29


“Du er jo overhovedet ikke forpustet!” stønnede hun anklagende. “Du må godt nok være i god form.” “Eller bruge en super effektiv deo,” tilføjede Taylah og tømte sin vandflaske ned i kavalergangen, så et slæng drenge, der stod i nærheden af banen, gloede uhæmmet på hende. “Pyh, hvor er her pludselig varmt,” kvidrede hun og spankulerede hen forbi drengene, fuldt bevidst om, at man kunne se lige igennem hendes våde Tshirt. Da læreren opdagede hendes optræden, kom hun styrtende over til os som en ophidset tyr. Resten af dagen forløb uden de store begivenheder. Jeg tog mig selv i at spejde hen ad gangene i håb om at fange et glimt af elevrådsformanden – fyren ved navn Xavier Woods. Efter det, Molly havde fortalt om ham, var jeg smigret over, at han overhovedet havde lagt mærke til mig. Jeg tænkte tilbage på vores møde på molen og kunne huske, hvordan hans blik havde slået benene væk under mig – så skærende, klart blåt. Man turde ikke se ind i de øjne for lang tid ad gangen af frygt for at besvime. Jeg spekulerede over, hvad der mon var sket, hvis jeg havde sagt ja til at sætte mig ved siden af ham der på molen. Ville vi have talt sammen, mens jeg prøvede at fiske? Hvad ville vi have snakket om? Jeg rystede tankerne af mig. Det var ikke derfor, jeg var blevet sendt ned på Jorden. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tænke mere på Xavier Woods i de kommende dage. Hvis jeg tilfældigvis stødte på ham, ville jeg lade som ingenting. Hvis han prøvede at komme i snak, ville jeg svare med enstavelsesord og gå derfra. Kort sagt ville jeg ikke lade ham påvirke mig på nogen måde. Behøver jeg at sige, at den mission ville mislykkes fuldstændigt?

Halo.indd 49

25/02/11 15.29


Halo af Alexandra Adornetto