Issuu on Google+

PP_HĂŚvnens gudinde-paper.indd 1

11/11/10 14.01


Af samme forfatter: Anne Marie – Dronning uden rige Trods Modvind I skyggen af Sadd I serien med Louise Rick: Grønt støv Kald mig Prinsesse Kun ét liv Aldrig mere fri Dødsenglen

PP_Hævnens gudinde-2010.indd 2

11/11/10 15.10


SARA BLÆDEL

HÆVNENS GUDINDE KRIMI

People’sPress

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 3

11/11/10 14.01


Hævnens gudinde Copyright © Sara Blædel 2009 Copyright denne udgave © People’sPress 2010 Udgivet efter aftale med Nordin Agency AB, Sweden Omslag: Rasmus Funder med illustration af Judita Kunis/Alamy Bogen er sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Norhaven A/S ISBN 978-87-7108-071-1 2. udgave, 2. oplag Printed in Denmark 2010 www. sarablaedel.dk www. artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 4

11/11/10 14.01


Til Lars, som bĂŚrer mine byrder

PP_HĂŚvnens gudinde-paper.indd 5

11/11/10 14.01


PP_HĂŚvnens gudinde-paper.indd 6

11/11/10 14.01


Det første slag rammer den hjemløses kindben, allerede da døren ind til kælderen smækker hult efter dem. Og så kommer de ellers, slagene. Uophørligt hamrer de ned over ham. Hverken dagslys eller lyde når derind, hvor flokken af unge trækker sammen i en kreds om deres offer, men to skarpe loftspærer afslører, at bødlerne bærer masker, som bankrøvere. Kun øjnene er fri. Den skræmte mand knytter desperat hænderne foran ansigtet i et afmægtigt forsøg på at holde slagene væk. Vender sig om, mens han værger for sig med tynde og kraftesløse underarme, indtil to af de maskerede træder frem på hver side af ham og tvinger hans arme om på ryggen. Så rammer støvlen ham i mellemgulvet med en kraft, der fjerner al luft og får kroppen til at knække sammen. Maskerede ansigter flyder ind mellem hinanden, mens volden tager til. Ingen reagerer på stilheden, der ubemærket har sneget sin ind over den forhutlede og uplejede mand på kældergulvet. Blot en svag stønnen lyder der fra ham, da endnu en støvle smadres ind i hans baghoved, ellers ingenting. Manden er ikke længere ved bevidsthed, da en af de maskerede sikrer sig, at hans krop befinder sig i kameraernes dækningsfelt. Et kort nik bliver sendt mod hjørnet, hvor endnu en sort maske trækker et gaffa-indbundet jernrør frem og langsomt nærmer sig. Han går helt hen og stiller sig ved siden af det livløse offer. Skridt for skridt trækker maskerne nu sammen i en kreds mod 7

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 7

11/11/10 14.01


midten. Stemmerne summer først ganske lavt, som en insisterende messen, men lyden stiger efterhånden i styrke og eksploderer til sidst i rytmiske jubelråb, da jernet rammer mandens hoved og knuser kraniet. Slag efter slag. Ingen tæller. Koncentrationen samler sig om de ophidsede kampråb, der tager til og nærmer sig ekstase, mens blodet på kældergulvet breder sig. Ingen bemærker, at dødsenglen er ankommet og har taget den subsistensløses sjæl med sig. Da filmen slutter, lægger der sig et øjeblik en tung stilhed over de fem drenge, som sidder helt ubevægelige omkring computerskærmen. Der er små svedperler på den enes overlæbe, den andens knoer er hvide. Den tredje ryster det af sig og rejser sig for at hive en håndfuld guldøl ud af bådehusets velforsynede køleskab. Ingen siger noget, mens kapslerne ryger af. Men så taler de pludselig. I munden på hinanden, ophidsede og ivrigt. Forløsningen ruller gennem dem som en seksuel udløsning og skylles ned med stærk øl. I løbet af aftenen holdes voldsrusen ved lige med flere Faces of Death, film hvor rigtige mennesker bliver slået ihjel for åben skærm. De ligger som downloads på computeren i det primitive klubhus. Næste aften er der privat fest i en af sejlklubberne længere ude på havnen. Børnefest. Høje og eksalterede knalder drengene flaskehalse sammen og skåler. Endelig er det blevet weekend.

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 8

11/11/10 14.01


– Jeg respekterer ikke folk, der går ned med stress, eller mænd, der tager barselsorlov. Så er det sagt! Og jeg vil skide på, hvad HR-folkene her i butikken kan finde på at sige god for. Hvis man ikke har lyst eller overskud til at passe sit arbejde i min efterforskningsgruppe, så er det ud. Der er stribevis af folk, der gerne vil ind og ved, hvad der kræves, når man har et job som vores. Den sene septembersol afslørede, at vinduerne i drabsafdelingen på Københavns Politigård trængte til en ordentlig omgang. Snavset havde lagt en støvet hinde over glasset og fremhævede insektlig og fugleklatter. Louise Rick lukkede øjnene et øjeblik, mens politikommissær Willumsen tordnede videre. Om lidt ville han nå frem til yndlingssætningen. – Tror, jeg har sagt det før, kom det så. – Når man arbejder sammen med mig, hedder det: „Ja”, „Nej” eller „Rend mig i røven”, jeg vil have klare meldinger. Det her er ikke et hvilehjem for gravide nonner. Der er bandekrig i byen og skyderi i gaderne. Og som I ved, blev en familiefar sent i aftes skudt ned i sit hjem ude på Amager. Vi får ikke mindre at lave. De satans skyderier trækker på vores ressourcer. Politichefens Task Force-gruppe rekrutterer folk fra alle afdelinger, og for os andre vil det fortsat kræve timevis af 9

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 9

11/11/10 14.01


overarbejde. Så har man problemer på hjemmefronten eller svært ved at få familieliv og arbejde til at hænge sammen, så søg en kontorstilling! Det er vel for fanden en afgørelse, man må formode, at voksne mennesker selv er i stand til at træffe … Det sidste lod Willumsen stå, mens han sukkede dybt og tørrede sig i mundvigen. Louise kunne sådan set ikke være mere enig. Den slags beslutninger var der ikke andre, der kunne træffe for én. Hun så hen på sine kolleger. Toft så en anelse træt ud, og det slog hende, at han måske fortrød, at han havde taget imod tilbuddet om at komme tilbage til drabsafdelingen. Som følge af politireformen var han ellers for halvandet år siden blevet sendt ud i en stilling på Station Bellahøj, et job som derefter var blevet lagt ned igen. Demonstrativt havde Michael Stig vippet sin stol tilbage, øjnene var halvt lukket i, mens blikket søgte ud bag de snavsede ruder. Han var tydeligt irriteret over at være tvangsindlagt til politikommissærens svada, når den ikke engang var møntet på nogen af dem, som Willumsen havde kaldt sammen på sit kontor denne sene fredag eftermiddag. Raserianfaldet var møntet på Louises makker, Lars Jørgensen, som tidligere på dagen havde afleveret en sygemelding på foreløbig en måneds varighed. Ifølge lægen var stress begrundelsen for den lange fraværsperiode, men de indviede vidste godt, at det dækkede over Willumsens nederdrægtige opførsel, efter at Lars Jørgensens kone var flyttet ud til sin søster i Vangede og havde efterladt sin mand med de otte-årige tvillinger og et knust hjerte. I de godt halvanden måned der var gået, siden hun forlod mand og børn for at realisere sig selv, havde Lars Jørgensen gjort en dyd ud af at gå til tiden, så han var der, når børnene kom hjem fra klubben. Han havde konsekvent 10

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 10

11/11/10 14.01


meldt af på alt ekstra weekendarbejde, og hver eneste gang havde Willumsen været efter ham. Efterforskningslederen havde altid haft en ubehøvlet og brovtende facon. Det var, som om det gav ham en særlig form for stimulation at tvære folk ud. Louise betragtede sin gruppeleder, som var i slutningen af halvtredserne. Håret var stadig sort, og ansigtets træk var trukket skarpt op. Han holdt sig godt, men anspændtheden havde trukket to dybe rynker tværs over hans pande, som gjorde ham bister at se på. Hendes tanker gled tilbage til Lars Jørgensen. Et par dage tidligere, da hun var kommet tilbage på kontoret efter frokost, havde hun fundet sin makker siddende med ansigtet skjult i hænderne. Først havde han forsøgt at lade som ingenting, som om hun ikke havde fanget ham i et sårbart øjeblik, men efter et par minutter i pinlig tavshed rejste han sig og lukkede døren. – Det er sgu ikke så meget det, at han kører på mig, sagde han, da han var tilbage på sin stol. Blikket var trist, og han så bleg og træt ud. – Men som tingene er, kan jeg jo for fanden ikke stille nogen garanti for, at det nogensinde bliver anderledes. Måske kommer hun aldrig tilbage. Jeg kan jo ikke komme med en dato på, hvornår jeg forventer, at alt igen er i skønneste orden! Louise havde ikke svaret. Der var ikke så meget at sige. Han så tomt på hende, og hun var godt klar over, at han selv var mindst lige så frustreret over sin situation som chefen. Lars Jørgensen var normalt ikke den, der slukkede sin computer kl. 16 for at hente børn og gå i Føtex. På den anden side vidste hun også, at han aldrig ville drømme om at give afkald på at være sammen med sine unger. Det der med kun at se tvillingerne hver anden uge var ikke noget for ham, og derfor havde han taget ansvaret på sig, da hans 11

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 11

11/11/10 14.01


kone meldte ud, at hun havde brug for tid alene uden mand og børn, mens hun tænkte over sit liv. – Hvad med dig, Rick? fortsatte Willumsen i samme tone og rev hende tilbage fra tankerne. – Er du også på vej med en sygemelding? Louise betragtede sin efterforskningsleder et øjeblik og overvejede, om det var ulejligheden værd at svare igen, men rystede så bare på hovedet. De havde allerede talt op ad vægge og ned ad stolper om det ansvar, hun påtog sig, da hun indvilligede i at tage imod et 12-årigt plejebarn, men ikke en eneste gang i de måneder, der var gået, siden Jonas Holm flyttede ind i hendes lejlighed, havde Louise været udsat for, at politikommissæren havde været efter hende på tilnærmelsesvis samme måde, som han gik efter Lars Jørgensen. Muligvis hang det sammen med, at efterforskningslederen selv var dybt påvirket af den sag, hvor drengen blev forældreløs, da hans far lige for øjnene af sønnen blev dræbt med et nakkeskud på familiens ødegård i Sverige. I hvert fald spurgte han ofte til drengen med noget, der til forveksling lignede ægte omsorg. – Mon ikke vi kan hæve mødet og se at komme videre? Toft skubbede stolen bagud for at udnytte tavsheden, der havde lagt sig over rummet. – Jeg har en afhøring, der skal klares, inden det er weekend. Willumsen nikkede kort, men kaldte dem tilbage, inden de var nået ud på gangen. – Der er lige Amager, sagde han og så rundt. – Vi skal have afhørt den mistænkte, der blev anholdt efter skudepisoden i aftes i villaen på Dyvekes Allé. Men nogle af de rocker-typer er jo efterhånden blevet så fine på den, at de ikke affinder sig med en beskikket forsvarer. De stiller med deres egen. Lige nu sidder han og venter på, at hans 12

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 12

11/11/10 14.01


advokat kommer tilbage fra en retssag i Jylland. Men hun skulle være her omkring klokken atten. Han så på Louise. – Rick, tager du den? Hun blev stående et øjeblik med ryggen til, inden hun vendte sig mod sin gruppeleder. – Desværre, beklagede hun. – Jonas skal til fest hos én fra klassen i morgen, og jeg skal hjem og købe ind til frikadeller og over med ekstra stole til festlokalet, så jeg er nødt til at smutte nu. Hun gik uden at afvente hans reaktion, men hørte, at Michael Stig påtog sig den sene afhøring af den drabssigtede. På vej ned ad gangen indhentede kollegaen hende, og et øjeblik troede Louise, at han måske forventede, hun ville sige tak, men i stedet spurgte han til Camilla Lind. – Er hun rejst? Louise nikkede. – Vi kørte dem i lufthavnen i morges. De skulle først flyve til Chicago og derfra videre til Seattle, hvor de bliver til onsdag. Det er dér, de skal hente bilen og begynde turen ned ad vestkysten. – Hvor lang tid er det, de skal være væk? spurgte han. Hun havde stadig ikke vænnet sig til, at Michael Stig, som aldrig rigtig havde været hendes kop te, tilsyneladende havde udviklet en oprigtig interesse for hendes nærmeste veninde. Den var begyndt oppe på familien Holms ødegård i Sverige, den dag hvor Jonas så sin far blive dræbt. Michael Stig og Louise havde haft Camilla med i bilen, da de bogstaveligt kørte om kap med døden – og kom for sent. Siden havde kollegaen og hendes veninde holdt kontakten. Han havde også besøgt hende, mens hun var indlagt på hospitalet. Louise havde stadig svært ved at forstå, hvordan sagen 13

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 13

11/11/10 14.01


mod to østeuropæiske kvindehandlere kunne få så tragisk en udgang. Oplevelsen havde trukket dybe spor, og hun var selv langtfra færdig med at bearbejde den voldsomme afslutning, der havde fået Camilla til at tage orlov fra sit job. – I to måneder, så de har god tid til at køre turen ned til San Diego, svarede hun. – Men du kan både maile og sende sms, hun tjekker løbende, det har hun i hvert fald lovet. Til gengæld bruger de ikke tid på Facebook. Michael Stig nikkede, og hun skulle til at gå, men han blev stående. – Hvordan har hun det? spurgte han. Louise stod lidt og overvejede, inden hun valgte den ærlige version. – Hun har det ad helvede til. Mellem os sagt synes jeg slet ikke, det er forsvarligt, at hun tager Markus med ud på så lang en rejse. Psykisk er hun stadig splittet i atomer og derfor temmelig ude af balance, og jeg opfatter det, som om hun tror, det hjælper at flygte. For det er præcis, hvad hun gør, selvom hun kalder det kvalitetstid og luksus-samvær med sin søn. Camilla vender ryggen til alt det, der skete, så hun slipper for at blive konfronteret med nogen eller noget, der minder hende om det, for det er hun stadig ikke stærk nok til. Jeg ved bare ikke, om hun er stærk nok til at lægge låg på det. Måske havde det været bedre at bruge tiden og pengene på en god psykolog. Louise tænkte på de mange penge, Camilla havde lånt af sin far for at kunne tage af sted så længe. Så tilføjede hun: – Hun bebrejder sig selv alt det, der skete, og kan i virkeligheden ikke holde sig selv ud ... eller sit liv, for den sags skyld. Hun mærkede, at stemmen blev lidt ulden under den sidste sætning, og skyndte sig at skifte emne. 14

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 14

11/11/10 14.01


– Hvordan med skudofret ude fra Amager? Overlever han? Michael Stig trak på skuldrene. – Hvis ikke, skal du nok høre fra Willumsen inden mandag.

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 15

11/11/10 14.01


– Ved du, hvor mange der kommer til festen? råbte Louise ind til Jonas, mens hun prøvede at regne ud om tre kilo hakkekød ville ende i en passende mængde frikadeller. Det var en ny verden for hende, aldrig tidligere havde hun beskæftiget sig med pølsehorn, mini-pizzaer og andre mundrette hapser, så hun havde ingen idé om, hvor store mængder sjette klasses-skolebørn plejede at fortære, når der også var andet på buffeten. Det var også latterlig kækt, at hun havde tilbudt Signes mor at komme med frikadeller, tænkte hun irriteret. Det var en privat afskedsfest, fordi datteren skulle skifte skole, ikke en komsammen i klassen, og ingen havde bedt hende om at bidrage. – Omkring femogtyve, tror jeg, svarede Jonas med sin hæse stemme, der fik ham til at lyde, som om han befandt sig på kanten af en halsbetændelse. I virkeligheden led han af en sygdom, som Louise efterhånden var ved at lære hed multiple larynx papillomer og var små dimser, der havde sat sig på hans stemmebånd. Med tiden ville de forsvinde, men indtil da gav de stemmen en karakteristisk rusten og usleben tone. – Det er klassen, og så kommer der vist også nogle af dem fra musikskolen, tilføjede han. – Hvad med voksne? 16

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 16

11/11/10 14.01


Louise gik hen og stillede sig i døren ind til det, der tidligere havde været hendes gæsteværelse, men nu var blevet til et drengeværelse. Han lå på sengen og læste, det mørke hår faldt ned over øjnene. Hun kunne se, at han havde svært ved at løsrive sig fra bogen, men af høflighed satte han sig op og så opmærksomt på hende. – Kun hendes mor, tror jeg. Skal jeg gå ned og købe farsen? Louise mærkede et stik og rystede hurtigt på hovedet. Høfligheden og usikkerheden lå hele tiden lige under overfladen, som en velopdragen dreng der var på besøg. Hvis han havde været hendes egen søn, var han uden tvivl blevet liggende på sengen med næsen i bogen og havde kun nødtvungent ladet sig forstyrre. Det var hjerteskærende, at hans sårbarhed var så synlig. Jonas’ mor var død af en medfødt blodsygdom, da han var fire, og i en alder af elleve havde han nu også mistet sin far. Der var hverken familie, fjerne slægtninge eller andre relationer tilbage, da tragedien ramte. Louise havde han kun kendt i kort tid, men da han selv havde udtrykt ønske om at få lov at være hos hende, var hun efter grundige overvejelser nået frem til, at hvis hun var den tryggeste base, han kunne få øje på, så skulle han være velkommen. I hvert fald indtil han havde fået lagt lidt mere afstand til den traumatiske oplevelse. Til den tid måtte de så finde en mere permanent løsning. Men lige nu var det hende, der var hans reservemor, og så længe hun var det, bestræbte hun sig på at leve op til rollen. – Vi må hellere se at komme ud med de der stole, sagde hun og så på uret. Jonas smækkede hurtigt bogen i og kom på benene. Louise havde lagt bagsædet ned på sin gamle Saab 9000, og ved fælles hjælp var det lykkedes dem at mase otte 17

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 17

11/11/10 14.01


klapstole ind bagi plus de to skamler, hun havde fundet på loftet. Da de nåede ud forbi Svanemøllen, drejede hun til højre ned ad Strandvænget og parkerede foran skolekammeratens hvide havelåge, hvor der stod Fasting-Thomsen på postkassen. – Signe har skrevet på Facebook, at vi først skal ud at sejle. Jonas smilede og så ned mod Svanemøllehavnen. – Det bliver megatoppen. Og så spiser vi bagefter. Havegangen duftede af sensommerroser. Louise stoppede et øjeblik, Jonas løb i forvejen, og den klassiske musik inde fra huset trængte gennem hoveddøren og nåede dem helt ude i vindfanget, hvor han allerede havde fingeren på ringeklokken. Det var Signes far, der åbnede døren. Han stod med overtøjet på, men rakte smilende hånden frem og præsenterede sig som Ulrik. Da de trådte ind i entreen, undskyldte han den høje musik og kaldte gennem døren til stuen for at få sin datter til at skrue ned. Louise havde kun mødt Signe og hendes mor, Britt, de gange, Jonas var taget med hjem efter skole og skulle hentes om aftenen. Hun var til gengæld sat godt ind i, at klassekammeraten spillede cello og var et stort musikalsk talent – ligesom moren i øvrigt, der var pianist og havde spillet kammermusik i mange år, men efter hvad Louise forstod var Britt Fasting-Thomsen blevet tvunget til at stoppe sin karriere, da hun blev ramt af noget, Jonas mente hed writers cramp. Nu underviste hun på Musikkonservatoriet. – Signe er stadig helt oppe at køre over, at hun kom ind, forklarede faren. – Så nu er hun og hendes mor gået i gang med at repetere alle de klassiske musiksamlinger, vi har stående. Og det er jo ikke så få. Han smilede og rystede let på hovedet. 18

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 18

11/11/10 14.01


Der var ikke engang gået en uge, siden Jonas var kommet hjem fra skole og havde fortalt, at Signe var blevet optaget på Skt. Annæ musik- og sangskole. Hun havde allerede været til optagelsesprøve i tredje klasse, men dengang var hun ikke kommet ind, og heller ikke på de følgende årgange havde det kunnet lade sig gøre. Men nu havde de endelig været heldige. Louise havde haft svært ved at skjule smilet, mens Jonas i én lang køre fortalte, hvordan Signes forældre netop var blevet ringet op af skolen, der pludselig stod med en ledig plads, hvis Signe stadig var interesseret. – Hun er helt vildt dygtig, og når hun begynder at gå derude, så ender det sikkert med, at hun bliver kendt og får lov at spille en masse koncerter rundtomkring. Han havde set indtrængende på Louise og fortalt om afskedsfesten. – Det er allerede på lørdag, så vi kan få sagt ordentligt farvel, inden hun skal begynde i den nye skole. Tror du ikke godt, jeg kan komme med? De havde planlagt at køre en tur på landet den weekend, ned til Louises forældre i Hvalsø, men nu nænnede hun ikke at trumfe det igennem. Dagen efter var det så, at hun var kommet til at tilbyde det med frikadellerne. – Det hele er gået så stærkt den sidste uges tid, fortsatte Ulrik og kørte hænderne igennem det mørke hår, der var gråsprængt omkring tindingerne. Der var noget ved hans ansigtstræk, som fik Louise til at tænke på en yngre og noget højere udgave af Robert De Niro. – Jeg kan desværre ikke være med til festen i morgen, sagde han ærgerlig. – Jeg er investeringsrådgiver, og det falder sammen med mit firmas strategiweekend, som begynder allerede i aften og foregår på Dragsholm Slot oppe i Odsherred. 19

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 19

11/11/10 14.01


Mens Jonas høfligt lyttede med, selv om hun kunne se, at han var utålmodig efter at komme ind og sige hej til Signe, indviede faren dem i, at det næsten var et halvt år siden, han havde hyret en investeringsstrateg fra Schweiz til at komme og give medarbejderne en peptalk, så det havde været umuligt at flytte det planlagte seminar med så kort varsel. – Sådan nogle folk er jo hårdt booket. Han trak på skuldrene og nikkede over mod de stabler af duge og lejet service, der stod i bunker på gulvet. – Men jeg tillader mig nu at springe velkomstmiddagen over, så vi kan få alt det dér hen i sejlklubben. Resten mener Britt, hun selv kan klare, og det er nok også rigtigt, hvis jeg kender hende ret. Han smilede og fortalte, at det var noget af et lykketræf, at de havde kunnet låne sejlklubbens festlokale, når de var så sent ude. – Det er lige blevet sat i stand, og der er stadig hverken borde eller stole, men de skaffer bordene, og så kommer vi selv med de stole, vi skal bruge. Jeg synes, det havde været lettere at holde festen her, men det ville Signe ikke høre tale om. Hun har planlagt, at selskabet skal ud at sejle, inden maden bliver sat frem. – Er det også din kone, der står for sejlturen? spurgte Louise nysgerrigt og så den spinkle Britt for sig. – Nej, nej! grinede han og rystede på hovedet. – Jeg har allieret mig med en sejler, vi kender. Han har en stor træbåd liggende. Selv om vores sejlbåd er af rimelig størrelse, kan der ikke stuves femogtyve børn om bord. Den klassiske musik spillede fortsat højt, og Jonas blev stadig mere utålmodig og spejdede ind mod stuen. – De er nok ude i køkkenet, sagde Ulrik og bad dem følge med. – De har sikkert slet ikke hørt, I er kommet. Louise så sig nysgerrigt omkring, da de blev ledt gennem 20

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 20

11/11/10 14.01


spisestuen. Stor og lys med moderne kunst på væggene og et spisebord så langt, at der med lethed kunne sidde ti på hver side. To eller tre stuer mere var der, som alle vendte ud mod haven. I den ene stod Britts smukke salonflygel, og bag det fik Louise øje på Signes cello. Køkkenet var på størrelse med Louises stue. Umiddelbart så det ikke ud, som om der var gjort så meget ved det gennem årene bortset fra et eksklusivt fransk komfur med dobbelt ovn, der stod langs den ene væg. Resten var bevaret i den oprindelige klassiske stil fra tyverne med høje låger og glas ind til serviceskabene. Så man ordentligt efter, viste det sig dog, at alle køkkenelementerne var restaureret til at se sådan ud. – Hej! råbte Signe glad. Hun gav Jonas et kram, der fik hendes røde krøller til at falde ned foran ansigtet, og de grønne øjne strålede. Også Louise fik et knus med på vejen, inden pigen strøg ind i stuen for at skrue ned for musikken, så de kunne tale sammen uden at råbe. – Skal jeg læsse stolene af her, eller skal jeg køre dem over i sejlklubben? spurgte Louise, da Britt havde fået skyllet de dejklistrede fingre og hilst ordentligt. – Nej, det skal du sgu ikke ulejlige dig med, afbrød Ulrik hurtigt bag dem. – Jeg skal alligevel hen med alt det andet, og bagefter kan jeg køre dem over i min bil. – Hvis du alligevel skal derhen, kan jeg lige så godt køre med. Så slipper vi for at læsse dem ind og ud. – Må jeg så ikke blive her imens? bad Jonas. – Gerne. Louise så over på Britt for at lade det være op til hende. – Helt i orden. – Jeg kommer tilbage og henter ham, når vi har læsset stolene af. Signe var allerede ved at hive Jonas med op på værelset, 21

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 21

11/11/10 14.01


så de sammen kunne udvælge de cd’er, der skulle med til festen. – Det bliver nok ikke så meget klassisk, sagde hendes mor og så efter dem. – Det er mest, når hun er hjemme og kan fordybe sig. Der var havnet en lille dejklat i Britts brune pagehår, da hun strøg det om bag ørerne. Nu sad den og distraherede Louises blik. Signes mor var lille og slank, elegant uden at være porcelænsagtig, og der strålede en varme fra hende, når hun talte om sin datter. – Jeg håber sådan, hun falder til i den nye skole, fortsatte moren. – Det er en stor beslutning, når man ellers er glad for sin skole og alle kammeraterne. Men det musikmiljø, hun vil komme ind i på Skt. Annæ, er noget helt andet end dér, hvor de går nu. Derude vil hun få en grundlæggende fornemmelse af musikkens opbygning og blive en stærk nodelæser. Og så er der jo også koret, som hun glæder sig til at blive optaget i. Louise nikkede. Det var yderst begrænset, hvad hun vidste om Skt. Annæ Gymnasium, bortset fra at skolen var for børn med særlige musikalske talenter. Faktisk havde hun ikke engang anet, at de havde en folkeskole med almindelig skolegang ud over alle de musiske fag. Britt pustede to bloklys ud i vindueskarmen, inden stearinen begyndte at dryppe ned på køkkenets skakternede gulv. Hun så til brødene i ovnen og satte næste fad med dej til at hæve. – Jeg har bestilt sushi til i morgen, og for dem der ikke er til den slags, kommer du med frikadeller, og jeg steger kyllingelår, og så er der brød. Tror du ikke, det rækker? Louise trak undskyldende på skuldrene og erkendte, at hun ikke havde den store erfaring på området. Britt smilede til hende og rystede på hovedet. 22

PP_Hævnens gudinde-paper.indd 22

11/11/10 14.01


Haevnens gudinde af Sara Blaedel