Issuu on Google+

Smudsomslag Græshoppen og fuglen-NY FINAL:Layout 1

15/08/11

9:45

Side 1

K

amila er 9 år gammel, da hun rejser fra sin fattige barndomslandsby til storbyen Beirut. Sammen med sin mor og lillebror flytter hun ind hos en af moderens voksne døtre fra et tidligere ægteskab Vi oplever 1930’ernes Beirut gennem Kamilas nysgerrige øjne. Hun forelsker sig i den myldrende storby og ikke mindst i tidens romantiske biograffilm, som hun må snige sig til at se på trods af familiens forbud. Men mest skæbnesvangert af alt forelsker hun sig i Muhammed, en ung mand, som bliver hendes livs store kærlighed. Efter sin stedsøsters pludselige død bliver Kamila som kun 11-årig forlovet med stedsøsterens enkemand, den 18 år ældre Abu-Hussein, og som 14-årig bliver hun gift med ham, selv om hun kæmper imod med næb og kløer. Alligevel fortsætter hun med at være familiens spilopmager. Hun lokker sine kvindelige slægtninge med i biografen og på natklub, og hun benytter enhver lejlighed til at narre og gøre grin med sin strenge og fornærede mand.

Hanan al-Shaykh er født og opvokset i Beirut. Hun modtog en traditionel skolegang for muslimske piger og gik også på et kønsopdelt universitet i Cairo, hvorfra hun fik sin eksamen i 1966.

Kamila får to døtre med Abu-Hussein. Samtidig fortsætter hun med at se Muhammed, og som tiden går, presser han mere og mere på for at få hende til at gå med til at få en skilsmisse. Men kan Kamila gå fra sine to døtre og forfølge sin lykke sammen med Muhammed? Og kan hun leve med den skam, som en skilsmisse vil kaste over hende selv og hendes familie?

Hun slog sit navn fast som journalist i Beirut, hvor hun arbejdede indtil udbruddet af den libanesiske borgerkrig i 1975. Efter at have boet en periode i Saudi-Arabien flyttede hun til London, hvor hun nu bor sammen med sin familie. På dansk er der tidligere udkommet tre romaner af Hanan al-Shaykh: Zahras historie (1990), Kun i London (2002) og Beirut Blues (2003).

GRÆSHOPPEN OG FUGLEN er en smuk og personlig hyldest til en viljestærk og selvstændig kvinde, som traf en række modige og ofte kontroversielle valg, lang tid før nogen i hendes verden havde hørt om kvindernes frigørelse.

“De kvinder var privilegerede,” sagde hun. “Hvad med de kvinder, der ikke bliver behandlet som mennesker, bare fordi de er født som kvinder? Den slags kvinder behøver du ikke at lede efter. Her er jeg, lige for øjnene af dig! Hvorfor interviewer du ikke mig? Jeg kan fortælle dig, hvordan min far solgte mig for ti guldmønter. Jeg kan fortælle dig, hvordan jeg blev tvunget til at gifte mig som fjortenårig, hvordan jeg blev lovet væk til din far, da jeg kun var elleve år gammel.“

“Det er virkelig modigt af en forfatter at leve sig så helt og fuldt ind i sin mors liv."

GRÆSHOPPEN OG FUGLEN

Foto: Michael Ward

HANAN AL-SHAYKH

Libanon, 1934.

Da jeg blev journalist, fik Mor forskellige familiemedlemmer og venner til at læse op for hende, hvad jeg havde skrevet. Da hun var analfabet, kunne hun ikke selv læse, hvad jeg skrev. Men det var en række artikler om fremstående kvinder, der ramte hende.

– J. M . C O E T Z E E

Hanan Al-Shaykh

Græshoppen og fuglen

Jeg vænnede mig til min mors bønner, hver gang jeg udgav en ny roman eller novelle. „Hvorfor skriver du ikke mit livs historie?“ sagde hun. „Den kunne blive smukkere og mere magisk end det, du lige har udgivet.“ – fra forordet til GRÆSHOPPEN OG FUGLEN

Græshoppen og fuglen modtog Den Arabiske Romanpris 2011. “Bør læses af alle, der bekymrer sig om hjertets evige og universelle sandheder.” – Salman Rushdie

MIN MORS HISTORIE

ISBN 978-87-7122-013-1

S O H N



w w w. s o h n . d k

S O H N



S O H N



S O H N


2

GrĂŚshoppen og fuglen

Af samme forfatter: Zahras historie, roman 1990 Kun i London, roman 2002 Beirut Blues , roman 2003

GrĂŚshoppen og fuglen - rettet 2.indd 2

03-08-2011 10:59:29


Græshoppen og sommerfuglen

3

HANAN AL-SHAYKH

Græshoppen og fuglen Min mors historie

PÅ DANSK VED JENS CHRISTIANSEN

SOHN

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 3

03-08-2011 10:59:29


Græshoppen og fuglen

4

Græshoppen og fuglen Oversat fra engelsk af Jens Christiansen Originalens titel: The Locust and the Bird (Hikayati sharhun yatul) Copyright © by Hanan al-Shaykh 2005 English translation copyright © Hanan al-Shaykh 2009 First published by Dar al-Adab, Beirut, 2005 Published by agreement with the Rogers, Coleridge & White Literary Agency Omslagsdesign: Gabriele Wilson Omslagsfoto © James Hardy / Zenshui / Corbis Forfatterfoto: Michael Ward Bogens fotos er reproduceret med tilladelse af forfatteren Dansk udgave © Forlaget Sohn 2011 Published by Forlaget Sohn, Christiansdal 64, DK-2610 Rødovre, Denmark Grafisk tilrettelægning: Støvring Bogfremstilling Bogen er sat med Bembo hos ansats@provinsen og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-7122-013-1 1. udgave, 1. oplag 2011 www.sohn.dk

Udgivet med støtte fra Kunststyrelsen

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 4

03-08-2011 10:59:29


Græshoppen og sommerfuglen

5

Til mine søstre og brødre

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 5

03-08-2011 10:59:29


6

GrĂŚshoppen og fuglen - rettet 2.indd 6

GrĂŚshoppen og fuglen

03-08-2011 10:59:29


Græshoppen og sommerfuglen

7

D

en konge, der gik tur i sin have. En græshoppe fløj op i hans vide ærme, tæt forfulgt af en fugl. Kongen syede sit ærme sammen, satte sig på sin trone og spurgte sit folk: „Hvad har jeg oppe i ærmet?“ Ingen kendte svaret. Men i mængden stod en mand, der hed Fugl, og som var meget forelsket i en kvinde ved navn Græshoppe. Han stod frem og havde kun sin elskedes ansigt i tankerne, da han sagde til kongen: „Ve mig. Lyt til mig. Mit livs historie er én lang åbenbaring. Kun græshoppen kan fange fuglen.“ ER VAR ENGANG

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 7

03-08-2011 10:59:29


8

GrĂŚshoppen og fuglen - rettet 2.indd 8

GrĂŚshoppen og fuglen

03-08-2011 10:59:29


Græshoppen og sommerfuglen

9

PERSONERNE Kamila

Min mor

Kamil

Kamilas bror

Hasan

Kamilas halvbror (lutelskeren)

Ibrahim

Kamilas halvbror (hr. Dyster)

Khadija

Ibrahims kone

Manifa

Kamilas halvsøster og Abu-Husseins første kone. Mor til Ideologen Hussein, Hasan og Ali, Kamilas nevøer og senere stedsønner

Raoufa

Kamilas halvsøster (gift med spillefuglen)

Abu-Hussein

Maryam & Inaam Fadila Muhammed Miskiah Ali Ahlam, Majida & Kadsuma Toufic & Muhammed Kamal

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 9

Kamilas svoger fra hans første ægteskab med Manifa og senere hendes mand (hajien) Kamilas niecer (Raoufas døtre) Kamilas veninde Kamilas anden mand Muhammeds søster En af Muhammeds brødre Kamilas tre døtre med Muhammed

Kamilas to sønner med Muhammed

03-08-2011 10:59:29


10

GrĂŚshoppen og fuglen - rettet 2.indd 10

GrĂŚshoppen og fuglen

03-08-2011 10:59:29


GrĂŚshoppen og sommerfuglen

11

Hanan

GrĂŚshoppen og fuglen - rettet 2.indd 11

03-08-2011 10:59:30


12

GrĂŚshoppen og fuglen - rettet 2.indd 12

GrĂŚshoppen og fuglen

03-08-2011 10:59:30


Græshoppen og sommerfuglen

13

ny side

Prolog

J

en af tre limousiner, der drøner gennem New Yorks gader som barracudaer på amfetamin. Jeg ser lysene og hører larmen. Der er hvide roser i min datters mørke hår, og en elfenbensfarvet rose i hendes forlovedes knaphul. Det er første gang, jeg ser, at hans hår er redt. I dag skal de giftes. Jeg havde aldrig forestillet mig et bryllup med hundredvis af gæster. Heller ikke, at det skulle være mine børn, der valgte temaet for en sådan begivenhed, sådan som det er kommet på mode med så mange arabiske bryllupper. (Botticellis Den skumfødte Venus er et eksempel, som jeg kan huske, hvor bruden steg ud af en kæmpemæssig skal, der åbnedes elektronisk.) Men jeg havde heller ikke forestillet mig, at min datter skulle blive gift på samme måde, som jeg blev det toogtredive år tidligere, uden hverken en bryllupsfest eller en hvid kjole. Min datter bærer ikke den kjole af hvidt skind, som hun havde forestillet sig selv at designe til sit bryllup, længe før hun blev forelsket og tænkte alvorligt på at gifte sig. Hun bærer ikke det hvide kniplingsslør, som hun mange år tidligere havde fået sin far til at købe til Halloween. Det slør endte med at blive foræret til vores marokkanske au pair-pige, da hun skulle giftes. (Det kan stadig befinde sig i Marokko og blive givet i arv fra en brud til en anden.) Jeg plejede at smile ved tanken om det slør, der som måske det eneste engelske af slagsen dækkede en berberpiges ansigt, mens hun ventede nervøst på, at hendes brudgom skulle løfte det, så han kunne se hendes ansigt for første gang. EG SIDDER I

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 13

03-08-2011 10:59:30


14

Græshoppen og fuglen

I stedet har min datter valgt en spadseredragt til sit bryllup: en kort jakke og en knælang nederdel i en afdæmpet blå farve, med anstrøg af pink og beige. Min egen bryllupskjole var helt almindelig, blå, kort og meget tressertypisk. Jeg husker, at min mor bar en lang, hvid kjole til sit eget bryllup. Min mors bryllup! Nej, det kan jeg ikke kalde det. Det var den dag, hun blev ofret. Jeg prøver på ikke at tænke på min mor nu. Alligevel ser jeg ikke længere lysene i New York. Jeg hører ikke lydene og stemmerne. Jeg ser min mor blive tvunget ned i en hvid brudekjole og en tiara af kunstige blomster blive anbragt på hendes hoved. Hun flår den af og river samtidig en tot hår ud. Hun flår kjolen af, griber en jutesæk, som bliver brugt til at tørre gulvet med, svøber sækken om sig, løber hen til komfuret, sværter sit ansigt med sod og hyler og hyler, mens hun prøver at undgå de hænder, der omringer hende. Hun er en lille fisk, fanget i et net. Min datter blæser et kys hen til mig. Min svigersøn bringer mig tilbage til denne lykkelige dag med et andet kys. Jeg skyder min mors smerte fra mig med en pludselig skyldfølelse. Hvorfor gav jeg hende ikke besked, da jeg selv blev gift? Men på den anden side boede jeg jo ikke rigtig sammen med min mor. Jeg husker de gange, jeg besøgte hende som barn. Når jeg gjorde det, var hun som en vild, kaotisk nabo. Hun havde ingen autoritet over mig. Hvis hun blev vred over noget, jeg gjorde under et af mine sjældne besøg – som dengang jeg spillede „La Poupée qui fait non“ på min rejsegrammofon for tiende gang – kunne hun ikke gøre andet end at hyle. Men er det rigtigt af børn at gifte sig i hemmelighed, uden at invitere dem, der gav dem livet? Jeg giftede mig i hemmelighed. Der var ikke nogen fest. Min far hørte om mit ægteskab, da han blev lykønsket af en ven. Da hans ansigtsudtryk skiftede fra forlegenhed til mistænksomhed til forvirring og panik, viste de ham den avis, jeg arbejdede for, og læste nyheden op for ham. Min far slog sig selv i ansigtet med

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 14

03-08-2011 10:59:30


Prolog

15

begge hænder og græd. Han slog sig for brystet og græd igen. Da han kom hjem, fandt han et telegram sat fast til døren. Han løb ind til en nabo og bad om at få det læst op, fordi han læste ikke andet end Koranen. „Kære far STOP Gift STOP Kærlig hilsen STOP Hanan.“ Min far var en from shiamuslim, men havde i lang tid forliget sig med, at jeg ikke ville gifte mig med en troende mand, som han engang havde håbet, før jeg viste mit sande jeg som oprører. Alligevel var det at have giftet mig med en mand fra en anden tro – en kristen – lige så utænkeligt for ham som en rejse til månen. På den anden side var min mor ellevild, da min søster fortalte hende, at jeg havde giftet mig. Hun svajede og dansede og sukkede af lettelse, selv om jeg kun var treogtyve år gammel. Da vi mødtes, to måneder efter mit bryllup, tog hun mig i sine arme og prøvede at løfte mig. Hun fortalte mig leende, hvordan hun havde rakt hånden ud mod en statue af en digter, som bar samme navn som min far, og havde bedt om penge. „Vi er i familie nu!“ havde hun sagt til den. Mit ægteskab var min mors sejr. Det var hendes sejr over alle dem, der aldrig havde undladt at minde mine ældre søstre og mig om, at vi aldrig ville gøre et godt parti – ikke kun på grund af vores ydmyge baggrund, men på grund af, hvad min mor havde gjort. Som mor, så datter … På arabisk siges det barskere: „Vend krukken på hovedet, så bliver datteren lige så beskidt som moderen.“ Min mor blev forelsket i en anden mand end sin ægtemand. Min mor forlod sit hjem. Jeg var heller ikke godt brudemateriale. Alt for selvstændig. Alt for frigjort. Da jeg var atten, rejste jeg alene til Cairo for at studere. Jeg lavede skandale både dér og i Libanon – jeg havde selvfølgelig en affære med en kendt, gift, ægyptisk romanforfatter, der var dobbelt så gammel som mig. Min mor kunne ikke have været mere ligeglad med, at jeg giftede mig med en kristen mand. Faktisk kan hun godt have troet, at den glans, som reflekteredes fra mig, ville forbedre hendes egen sociale position. Jeg havde giftet mig med en mand – den mand, som stadig

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 15

03-08-2011 10:59:30


16

Græshoppen og fuglen

er min mand – der kom fra en familie, der var så berømt, at dens stamtræ var blevet optegnet af historikere. Hvorfor fortalte jeg hende det så ikke? Sandheden er, at det ikke faldt mig ind, at hun gerne ville dele min lykke. Der var gået mange år, hvor jeg ikke havde tænkt på min mor. Da hun forlod os, anbragte jeg hende ud af syne, i en æske i mit hoved. Jeg var syv år gammel. Jeg bestemte mig for, at jeg var blevet født af en stemme. En stemme holdt mig med selskab. En stemme hviskede til mig, beskrev ting og følelser, stillede spørgsmål. En stemme lærte mig at klare mig selv. Mine egne hænder klædte mig på, tog mine sko på, flettede mit hår. Jeg tog også afstand til min far. Hvor kærlig han end var, var han dog tættere på Gud end på min søster og mig. Han bad konstant, hans tårevædede øjne var som rødglødende kul, hans pande bar mærker fra hans sammenbøjede stilling, hans arme og hans sind var opløftet mod himlen. Jo mere min far skælvede for Gud, jo modigere blev jeg. Men stemmen forstod kun alt for godt min mors fravær fra huset. Den fik mig til at stirre på skabet i soveværelset, som min søster delte med min far og hans kone. Jeg så på min stedmors ting. Jeg undrede mig over, hvordan fliserne, hvis mønster dannede et smilende japansk ansigt, kunne fortsætte med at smile, når min stedmors eneste par sko lå dér, i stedet for min mors. Den samme stemme anbragte en pen i min hånd, så jeg kunne beskrive, hvordan min mor og den mand, hun elskede, forenede sig imod mig, min far, min farmor og min onkels familie – men aldrig imod min søster. På en eller anden måde forblev hun forbundet med dem, altid glad i forventningen om, hvor og hvornår hun skulle se dem næste gang. Jeg brugte min mors fravær til at få folk til at interessere sig for mig. En af dem var den musiklærer, der tog mig med ind at se Sig aldrig farvel, en film om en mor, der forlader sit barn. Jeg var frygtelig stolt over, at mit liv, modsat de andre børns i mit kvarter, gav stof til film. På det tidspunkt havde libanesiske mønter et hul i midten. Jeg

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 16

03-08-2011 10:59:30


Prolog

17

lavede et armbånd ved at trække en snor igennem nogle mønter, og hver gang min hånd strejfede et bord, gav deres ringlen mig løfter om modenhed, kontrol og frihed; de lovede mig, at jeg kunne håndtere drillerierne fra kvarterets børn om min fraværende mor. Stemmen hjalp mig med at forføre dem. Jeg var som en troldmand: Jeg fortalte historier og lavede sjove imitationer. Jeg kunne få dem til at le. Jeg kunne vise dem, hvor lidt min mors flugt betød for mig. Men hendes fravær var en slags tilstedeværelse, som et fotografi, der faldt ned og gik i tusind stykker og efterlod sin støvede kontur til evig tid på den væg, hvor det havde hængt. Jeg længtes efter at flygte. Da min fars bedekrans omsider fortalte ham, at jeg kunne rejse væk for at studere, rejste jeg til Sidon for at læse. Dér mødte jeg og delte siden værelse med Leila Khaled, en palæstinensisk kvinde, som mange år senere, i 1969, blev den første kvindelige flykaprer.Vi blev nære venner og flyttede vores senge ind i pulterrummet, væk fra de andre piger. Hvis jeg nu skulle tænke på, hvad der bandt os to piger sammen og gjorde os lykkelige for at bo i det fugtige pulterrum, som var beboet af mange snegle, er det en følelse af fremmedgjorthed, af ikke at høre hjemme, der vender tilbage til mig. Leila var vokset op i en flygtningelejr; jeg var på flugt fra min familie. To år senere, da jeg var atten, udfordrede stemmen mig til at tage til Ægypten. Jeg havde hørt sangen „Tag mig med tilbage til Cairo … ved Nilens bred …“ og da jeg mødte en libanesisk student, som fortalte mig om en skole i Cairo, der ikke stillede krav om geometri og algebra, begyndte jeg at høre den sang igen og igen. For at rejse penge viste jeg redaktørerne på en række litterære magasiner og aviser nogle artikler, jeg havde skrevet til studentersiderne i en avis, og overtalte dem på det grundlag til at give mig chancen for at interviewe politikere om deres første kærlighed. To måneder senere havde jeg lavet mange interview, og jeg havde tjent nogle penge. Min far konsulterede ikke sin bedekrans denne gang. Jeg viste ham pengene og reciterede Profetens hadith: „Søg viden fra vugge til grav; søg viden, om du så skal tage til Kina.“

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 17

03-08-2011 10:59:30


18

Græshoppen og fuglen

Ægypten var meget tættere på end Kina. Min far forsøgte at overbevise mig om, at det ikke ville være nogen skam at ankomme til Cairo med mine ejendele i en papæske, men jeg bankede på hos den ene nabo efter den anden, indtil der var en, der lånte mig en kuffert. Og så rejste jeg. Tilbage i Beirut fire år senere hjalp stemmen mig til at kontrollere mine kvælningsfornemmelser og til at se livet på en ny måde: mit hjem som et gratis logi, min stedmor som bare en ubehagelig, barnløs ansat, min kærlige far som en sufi, der levede i sin egen helligdom. Hans tårer var kærlighedstårer – han kunne ikke bære at tænke på, at jeg skulle rådne op i helvede, fordi jeg nægtede at bede, tildække mit hår eller gå med lange ærmer. Så snart jeg fik råd, flyttede jeg hjemmefra. Jeg boede på et kvindeherberg i et område tæt ved havet. Mit liv var fuldstændig uafhængigt, langt væk fra min familie og mit kvarter, og jeg havde lange arbejdsdage som journalist og tv-reporter. Og stemmen blev hos mig, indtil jeg blev treogtyve, forelskede mig og besluttede mig for at blive gift. Det var stemmen, ikke min far og ikke min mor, der gav mig væk, i det øjeblik da den mand, jeg elskede, spurgte til mine forældre og jeg svarede: „Bryd dig ikke om dem,“ og tog hans hånd. Lidet anede jeg dengang, at min mor mange år senere ville overtale mig til at genoverveje min afvisning og vrede og overgive mig helt til fortiden for at møde hende, som om det var første gang vi mødtes. Under en mine årlige rejser til Libanon sad jeg sammen med min mor på hendes altan med udsigt over Nourwairi-gaden. Taxierne dyttede ad fodgængerne. Bilerne dyttede ad taxierne. Gennem højtalerne på deres små lastbiler lød de handlendes råb til omverdenen: „Byens bedste løg. Byens bedste kartofler.“ Mor havde skabt en have på sin altan: Overalt var der potteplanter foruden et frangipanitræ, der stadig ikke var fuldt udvokset, men tilsyneladende var forblevet uforandret gennem fyrre år. En ven af familien kom forbi sammen med en datter på omkring seksten år.

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 18

03-08-2011 10:59:30


Prolog

19

Min mor bød dem velkommen, som om hun var overrasket over deres besøg. På en eller anden måde gættede jeg, at det ikke var sådan, det hang sammen. Min mor vidste, at jeg foretrak at besøge hende alene, ikke i en dagligstue fuld af naboer, slægtninge, venner og deres venner igen. Gæsten gik lige til sagen. Kunne jeg tale med hendes datter og give hende nogle gode råd om at være forfatter? Hun ville gerne selv være forfatter. Han snuppede det kladdehæfte, som datteren havde klynget sig til sammen med sine solbriller, og rakte det til mig, sikker på, at hans mission var så godt som fuldendt. Han spøgte derefter et øjeblik med min mor, trykkede mig i hånden og gik igen. Jeg blinkede til min mor. Jeg forstod hendes list.Vi smilede begge. Jeg spurgte pigen, hvornår hun var begyndt at skrive. Hun mumlede noget, og så spurgte hun mig til min overraskelse, om jeg kunne huske det første, jeg havde skrevet. Jeg lo og sagde: „Ja, det kan jeg godt. Jeg skrev om en bananflue, der fløj op i Muhammeds næse og drev ham til vanvid.“ Jeg vendte mig mod min mor og spurgte: „Kan du huske, Mor, hvordan fluen fløj op i Muhammeds næse, i samme øjeblik som han trådte ind i din fars telt – klædt i sit smukke sæt tøj, selv om der var en stegende hede. Han nøs og nøs!“ Min mor lo. Jeg lo også. Hun sagde, ikke uvenligt: „En mand som Muhammed, der tror, han er så stærk og mægtig og så vigtig en person, og så skal der kun en flue på størrelse med et sennepsfrø til at få ham ud af balance.“ Jeg åbnede pigens kladdehæfte. Hun havde skrevet titlen på sin historie med rødt blæk, teksten med blåt, og hendes underskrift til slut var en lyserød forsiring. Jeg kunne ikke komme længere end til de første få sætninger. Jeg vendte siden og så, at hun havde kopieret en eller andens tegning af sangerinden Madonna. „Kan du også lide at tegne?“ Pigen rødmede af nervøsitet. „Jeg kan lide at skrive, tegne, spille skuespil, synge og danse, men jeg kan bedst lide at skrive.“

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 19

03-08-2011 10:59:30


20

Græshoppen og fuglen

Jeg rakte kladdehæftet tilbage til hende. „At skrive vil være din bedste ven.“ Jeg vidste, at min mor ville have mig til at rose pigens skriverier, men det kunne jeg ikke. Min mor så hen på mig. „Har du skrevet om Muhammed og fluen i en af dine bøger?“ „Måske et eller andet sted … jeg kan ikke huske det.“ Pigen rejste sig, kyssede først min mor og derefter mig på begge kinder og gik så med sit kladdehæfte knuget i hænderne. Min mor satte sig ikke med det samme, men stirrede intenst på mig igen. „Hvad med mit livs historie? Hvornår skriver du den?“ Da jeg blev journalist, fik Mor forskellige familiemedlemmer og venner til at læse op for hende, hvad jeg havde skrevet. Da hun var analfabet, kunne hun ikke selv læse, hvad jeg skrev. Men det var en række artikler om fremstående kvinder, der ramte hende. Artiklerne handlede om matriarker og grandes dames i det libanesiske samfund, som var politisk aktive, både åbent og bag kulisserne. Artiklerne havde påkaldt sig megen opmærksomhed, og min mor var blandt de første, der kritiserede dem. „De kvinder var privilegerede. Måske har ingen tilskyndet dem til at gøre, hvad de har gjort, men de var i al fald ikke undertrykt. Men hvad med de kvinder, der ikke bliver behandlet som mennesker, bare fordi de er født som kvinder? Den slags kvinder behøver du ikke at lede efter. Her er jeg, lige for øjnene af dig! Hvorfor interviewer du ikke mig? Jeg kan fortælle dig, hvordan min far solgte mig for ti guldmønter. Jeg kan fortælle dig, hvordan jeg blev tvunget til at gifte mig som fjortenårig, hvordan jeg blev lovet væk til din far, da jeg kun var elleve år gammel.“ Da hun talte til den unge journalist, jeg var dengang, faldt hendes lidenskabelige ord på mig som regndråber på en regnfrakke, hvorfra de gled sporløst væk. Jeg vænnede mig til min mors bønner, hver gang jeg udgav en ny roman eller novelle. „Hvorfor skriver du ikke mit livs historie?“

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 20

03-08-2011 10:59:30


Prolog

21

sagde hun. „Den kunne blive smukkere og mere magisk end det, du lige har udgivet.“ Jeg var døv. Jeg troede, at jeg allerede vidste alt om min mor. Hun blev tvunget til at gifte sig med min far, blev forelsket i en anden mand og forlod sit hjem. Det var det hele. I 2001 blev den arabiske udgave af min roman Only in London udgivet i Beirut. Jeg inviterede min mor med til bogens lancering. Hun spurgte mig, hvad romanen handlede om, og da jeg begyndte at fortælle hende, at bogen handlede om arabiske kvinders problemer med at bo i det moderne London og om, at alting ikke var, som det så ud til, afbrød hun mig. „Hvorfor lever du stadig af krummer fra andre menneskers tallerkener?“ Jeg skyndte mig at forsvare mig. „Fortæller jeg dig ikke ofte nok, hvordan du inspirerer mig? Kommer jeg ikke til dig for at huske mine ordsprog? Beder jeg ikke om dine råd om personerne i mine bøger?“ Igen afbrød hun mig. „Jeg vil ikke inspirere dig. Det betyder kun, at du ser tingene fra dit perspektiv, ikke fra mit. Tag nu din historie „Det persiske tæppe“. Moderen i den beskrives som en tyv. Hun stjæler tæppet uden at bekymre sig om, at mistanken falder på Elya, den blinde fletstolsreparatør. Jeg holdt meget af Elya! Jeg plejede at give ham mad og synge for ham. Nej, du siger ikke noget om, at moderen har opgivet alt for at slippe væk fra en asket, der er dobbelt så gammel som hende selv, en mand, hun blev tvunget til at gifte sig med. Du siger ikke, at manden solgte alle sin kones smykker for at redde sin butik …“ „Mor,“ begyndte jeg. „Den historie handler om den lille pige og hendes fascination af Elya, fordi han kan reparere stolene, selv om han intet kan se.“ Jeg tav. Jeg kunne ikke fortsætte. I min historie skælvede den lille pige af et brændende raseri, da hun så det forsvundne persiske tæppe ligge på gulvet i hendes mors nye hus, da hun besøgte hende første gang, efter at hendes forældre var blevet

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 21

03-08-2011 10:59:30


22

Græshoppen og fuglen

skilt. Ikke alene ønskede hun, at hun kunne gøre sig fri af moderens omklamrende arme, hun ønskede også at sætte tænderne i moderens hvide kød. Hvordan kunne hun have taget tæppet og ladet den blinde mand få skylden? Min mor protesterede: „Er det så slemt, at den skilte mor føler sig knyttet til et lille tæppe? Tilhører tæppet ikke også hende?“ Jeg tænkte ved mig selv: Er spørgsmålet ikke snarere, hvorfor den skilte mor ikke var tilstrækkelig knyttet til sine to døtre? Tilhørte de hende ikke også? Kan min mor fortælle mig, hvorfor hun ikke kæmpede for at få forældremyndigheden, selv om hun var sikker på, at det var håbløst? Jeg skulle til at sige noget, næsten bide ad hende, men gav hende i stedet den sædvanlige kliché om fiktion: at selv om personerne i en bog er baseret på mennesker, vi kender, så bliver de til fiktion, i samme øjeblik de prentes på siden. Til kunst. Min mor lyttede opmærksomt. Hun tændte en cigaret. Hun sugede og sugede, og jeg forestillede mig hendes lunger fyldes med røg, indtil de kunne eksplodere hvert øjeblik. „Men hvis personerne forandrer sig, hvordan kan det så være, at hverken Muhammed eller jeg eller du selv blev forandret i Zahras historie? Det var tydeligt, at du havde taget episoder, begivenheder og steder og kopieret dem fuldstændig nøjagtigt fra virkeligheden. Den eneste forskel er, at din onkel Ibrahim spillede rollen som din far. Men lad os ikke tale mere om den bog. Jeg led rigeligt, da jeg fik den læst op. Mit hjerte føltes, som om det blev kørt igennem en kødhakker.“ Før jeg kunne sige noget, sukkede min mor og løftede hånden for at vifte et insekt væk, som summede i luften imellem hende og mig. „Der er ikke noget til dig her,“ sagde hun til insektet. „Flyv ud i køkkenet. Der finder du alle de krummer, du har brug for,“ Det fik mig til at le og udstøde et lettelsens suk. „Mor, lagde du ikke ost op til de små mus på loftet?“ Hun fnisede og slog sig selv over hånden.

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 22

03-08-2011 10:59:30


Prolog

23

„Jeg holdt op, da jeg fik at vide, at de ville blive til store, fede rotter.“ Men så sagde hun: „I Zahras historie fik Muhammed og jeg dig til at græde. Du skrev, at du græd så højt, at hele verden hørte din gråd og selv begyndte at hulke. Undtagen os. Selv om vi ikke var langt borte, fremstillede du os som selviske og hjerteløse. Så megen bitterhed fra min egen datter!“ Jeg rejste mig op, ivrig efter at gå, men så bemærkede jeg min mors fortvivlelse. Jeg vidste, at hun ville bebrejde sig selv, at hun havde gjort mig ked af det. Jeg satte mig ned, og hun begyndte i stedet at tale om pigen, der havde vist mig sit kladdehæfte. „Lagde du mærke til hendes sko? De var som lygtepæle … kæmpestore og høje.“ Jeg gav hende et knus. „Du er så klog og vittig.“ Men hun havde sat mine tanker i gang. Var det virkelig det, jeg havde skrevet? Mit spørgsmål rettede sig til det tomme rum, til gadens myldrende larm, til min mor og til bogen selv. For mere end tyve år siden. Hvem var jeg dengang? Hvad tænkte jeg på? Og hvad ville jeg sige? I vinteren 1976 satte jeg mig i en lille møbleret lejlighed i London og skrev den roman, som blev til Zahras historie. Med mine to kufferter, min toårige søn og min datter på seks måneder var jeg flygtet fra krigen i Libanon. Min mand var i Saudi-Arabien for at undersøge nye jobmuligheder. Og i to måneder pakkede jeg ikke ud, idet jeg håbede, at vi alle kunne rejse hjem til Libanon. Vi vendte faktisk tilbage – i nogle sekunder hver aften, ledsaget af kommentarer fra britisk tv. Jeg så Beirut indhyllet i en sort sky, smadret af ildkugler, overløbet af krigere, mens det libanesiske folk flygtede rædselsslagent, gemte sig i skure, i hjørner, lå døde på gaderne, dræbt af snigskytter. De dukkede op alle vegne, disse mystiske væsener, som først åndede ud, når deres menneskelige mål faldt til

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 23

03-08-2011 10:59:30


24

Græshoppen og fuglen

jorden. Jeg havde været sikker på, at jeg ville blive dræbt af en af dem, uanset hvor jeg gemte mig. Denne frygt kombineret med frygten for mine børn var grund nok for mig til at flygte ikke kun ud af Beirut, men også ud af Libanon. I et nyt land, med en ny kultur og et nyt sprog, begyndte jeg for første gang at tænke på, hvor jeg kom fra, på den kultur, jeg var vokset op i, på, hvad jeg havde ladt bag mig. For at forstå volden, og hvorfor Beirut var blevet en legeplads for dæmoner – en trøsteløs betegnelse at tage i sin mund, selv for en libaneser – var jeg nødt til at skrive. Men hver gang jeg satte mig for at skrive, så jeg til min rædsel og forvirring mig selv som femårig ligge i skjul bag en dør sammen med min mor, rystende af frygt, mens min mor holdt mig for munden, fordi et ansigt iagttog os. Billedet blev ved med at vende tilbage. Jeg kradsede i gamle sår. Hvorfor var krigen inden i mig brudt ud netop i London? Jeg havde været sikker på, at jeg havde løsladt min mor fra den kasse, der havde været i mit sind, og at riften mellem os var blevet repareret, da jeg selv blev gift og fik børn. Og nu blev jeg af min fyldepen flyttet fra Londons kulde til det værelse i Beirut, hvor vi havde gemt os bag døren. Jeg følte igen den forvirring, der boblede i mig, hver gang vi gik en anden og ukendt vej i stedet for vejen til lægen, selv om jeg derhjemme havde hørt min mor fortælle, at jeg skulle hen og have en calciumindsprøjtning imod mine hjulben. Men i stedet for at se det grove støbejernsgitter over det matte glas i døren ind til lægekonsultationen og de mangefarvede skygger bag døren så jeg et rum, der var nedsænket i mørke, med brune møbler. Og i stedet for lægens flade, runde ansigt og hans gyldne hår, der lignede rækker af tynd pasta, så jeg en høj mand med tykt, brunt, glat hår, iklædt en sort- og hvidmønstret tweedjakke, som gav mig en hårløs gummidukke, der ikke var større end min finger. Lidt efter lidt indså jeg, at min mor ønskede, at vi skulle være uadskillelige, lige så tæt forbundne som appelsinen og dens navle – men kun når hun mødtes med manden med det tykke, brune hår. Jeg delte hendes hemmeligheder. Jeg skulle være vidne til hendes løgne

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 24

03-08-2011 10:59:30


Prolog

25

og opspind, men uvidende om, at det var meningen, at jeg skulle blande ansigter og steder, læger og elskere sammen. Tag bare den erindring, som begynder under valnøddetræet. I baggrunden kan jeg se Bhamdouns øde bjerge, dale, bakker, røde sten og tornede brombærbuske. Jeg er lille og løber sammen med min storesøster, min mor – som ikke er meget ældre end min søster og mig – og min kusine, Maryam. Så ser jeg den høje mand med det glatte, brune hår tale med min mor på asfouri, og jeg kan ikke forstå et ord. Vi kalder det fuglenes sprog, så hvorfor taler de i ord i stedet for at pippe og kvidre som kanariefugle? Jeg ser ham ligge med hovedet i min mors skød. Hans øjne har samme farve som kvædesyltetøj. De er halvt åbne. Sover han, eller prøver han på at sove? Jeg vidste ikke dengang, at øjne som hans blev kaldt drømmende, lidenskabelige. Min mor synger for ham: „Åh, søvnige elskede“. Jeg spørger mig selv, hvorfor hun luller en voksen mand i søvn. Hvorfor skulle vi løbe så hurtigt for at mødes med ham? Kunne hun ikke vente med at synge sin sang? Der blev taget et fotografi den dag. Jeg så det sammen med andre fotos, da min mor tog dem ud af sin bh for at vise dem til Maryam, som boede hos os. På billedet står min søster og jeg ved siden af hinanden og kigger op på min mor og manden, som den dag har en hvid jakke på. Jeg prøver at forstå spillet. Nu står han op og løfter hende op i sine arme, som var hun et lille barn. De skiftes til at være det lille barn. Mange år senere så jeg billedet igen, denne gang med et stik af smerte. Klipperne, valnøddetræet, sommerhimlen, min mors latter og hendes spinkle sko, som er ved at falde af hendes fod – det er der alt sammen. Men dér, hvor min søster og jeg engang stod, var der en blank plet. Var jeg der i virkeligheden sammen med min søster? Hørte jeg virkelig min mor synge „Åh, søvnige elskede“ for manden? Jeg tog et andet fotografi op i hånden. På billedet er min mor, min egen familie og min onkels familie på taget af vores hus, forsamlet omkring min fætter, som stod for at skulle med båden til Amerika. Jeg tænkte på at

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 25

03-08-2011 10:59:30


26

Græshoppen og fuglen

gnubbe min mors ansigt af billedet, sådan som hun havde gjort med min søster og mig. Men jeg gjorde det ikke. Det var først langt senere, at jeg forstod, hvad der holdt mig tilbage. Det skyldtes, at selvom hun ser på kameraet, er det, som om hun ikke kan se det. Det er, som om hun allerede er langt væk fra os. Midt iblandt sin familie stirrer hun ud i fremtiden. „Nå?“ fastholdt min mor. „Du har ikke svaret på mit spørgsmål. Mit livs historie, hvorfor skriver du ikke den? Måske vil du ikke vide noget om min barndom, eller hvorfor jeg forlod dig?“ Vi sad stadig i den infernalske støj på hendes altan. Askebægeret beskyttede hendes mange cigaretskodder. Nej, jeg havde aldrig ønsket at høre hendes historie. Og hvad enten det skyldtes frygt eller medlidenhed eller bedrøvelse, ville jeg ikke genoplive fortiden. Den var forbi, og de fjerne år var falmet væk. „Hør nu, Hanan, lyt til mig, habibti, jeg tror ikke, jeg kan holde ud at holde min historie for mig selv længere. Jeg vil fortælle den til væggene – eller måske til den pige med lygtepælene på fødderne.“ Jeg var ikke klar. Jeg var bange for, at hun ville forføre mig, lige så uimodståeligt som havet frister et menneske til at springe ud i dets kølighed på en varm dag. Jeg var bange for, at hun ville væve sin fortryllelse omkring mig, som et spind af sukker. Jeg ville bukke under som så mange før mig: gamle, unge, kvinder og mænd. Jeg ville begynde at tro på hvert ord, selv når jeg burde tvivle på hende. Jeg vidste udmærket, hvorfor hun ville fortælle mig sin historie. Hun søgte tilgivelse. Men hvordan kunne jeg forråde min første forståelse som barn af, at det var steder, der stjal dem, man elskede, at det var den falske læges konsultation, der tog min mor væk fra mig? Hvordan kunne jeg glemme de gange, hvor jeg hørte torden – og spekulerede på, om min mor også hørte den? Eller når jeg så et lyn og tænkte på, om hun havde set det samtidig med mig? Eller når jeg råbte: „Hi ha ho!“ og ikke vidste, om vinden bar min stemme gennem kvarteret og hen til dér, hvor hun boede? Hvordan kunne jeg

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 26

03-08-2011 10:59:30


Prolog

27

tysse på hendes stemme, når hun havde holdt min dukke i sin favn og grædt og sunget for den, som om den var hendes eget elskede barn: Sov, min lille dukke så den lille fugl kan komme og vække dig når dagen gryr. Og hvad med de gange, hvor det ikke var mig, der ønskede at bide min mor, men min mor, der bed mig og efterlod en cirkel af tandmærker på min hånd som en fuldendt tegning – for dengang var hun selv et barn og kunne finde på at bide, når hun blev vred. Klø var noget, ældre mødre brugte. Men nu var ingen af os børn. Min mor rakte mig en cigaret, vel vidende at jeg ikke røg, men tværtimod altid havde bønfaldt hende om at stoppe. Jeg spurgte hende, om hun havde lyst til at gå hen på en café ved havet. Hendes svar var: „Jeg har aldrig været så desperat efter at kunne læse og skrive, som jeg er nu, om ikke andet så for at kunne skrive min historie. Lad mig fortælle dig, hvor ondt det gør, når jeg må bøje mig for et stykke træ og en smule bly.“ Da jeg spurgte hende, hvad hun mente, svarede hun: „Er en blyant ikke lavet af træ og bly?“ Jeg så på min hånd. Ingen tandmærker. Min hånd var klar til at gribe en pen. For første gang var jeg klar til at holde vores fortid op i lyset. Endelig sagde jeg det. „Lad os begynde.“ Som om hun havde lært det udenad og gentaget det for sig selv mange gange, fremsagde min mor sine første ord på klassisk arabisk. „Ve mig. Lyt til mig. Mit livs historie er én lang åbenbaring. Kun græshoppen kan fange fuglen.“

Græshoppen og fuglen - rettet 2.indd 27

03-08-2011 10:59:30


Smudsomslag Græshoppen og fuglen-NY FINAL:Layout 1

15/08/11

9:45

Side 1

K

amila er 9 år gammel, da hun rejser fra sin fattige barndomslandsby til storbyen Beirut. Sammen med sin mor og lillebror flytter hun ind hos en af moderens voksne døtre fra et tidligere ægteskab Vi oplever 1930’ernes Beirut gennem Kamilas nysgerrige øjne. Hun forelsker sig i den myldrende storby og ikke mindst i tidens romantiske biograffilm, som hun må snige sig til at se på trods af familiens forbud. Men mest skæbnesvangert af alt forelsker hun sig i Muhammed, en ung mand, som bliver hendes livs store kærlighed. Efter sin stedsøsters pludselige død bliver Kamila som kun 11-årig forlovet med stedsøsterens enkemand, den 18 år ældre Abu-Hussein, og som 14-årig bliver hun gift med ham, selv om hun kæmper imod med næb og kløer. Alligevel fortsætter hun med at være familiens spilopmager. Hun lokker sine kvindelige slægtninge med i biografen og på natklub, og hun benytter enhver lejlighed til at narre og gøre grin med sin strenge og fornærede mand.

Hanan al-Shaykh er født og opvokset i Beirut. Hun modtog en traditionel skolegang for muslimske piger og gik også på et kønsopdelt universitet i Cairo, hvorfra hun fik sin eksamen i 1966.

Kamila får to døtre med Abu-Hussein. Samtidig fortsætter hun med at se Muhammed, og som tiden går, presser han mere og mere på for at få hende til at gå med til at få en skilsmisse. Men kan Kamila gå fra sine to døtre og forfølge sin lykke sammen med Muhammed? Og kan hun leve med den skam, som en skilsmisse vil kaste over hende selv og hendes familie?

Hun slog sit navn fast som journalist i Beirut, hvor hun arbejdede indtil udbruddet af den libanesiske borgerkrig i 1975. Efter at have boet en periode i Saudi-Arabien flyttede hun til London, hvor hun nu bor sammen med sin familie. På dansk er der tidligere udkommet tre romaner af Hanan al-Shaykh: Zahras historie (1990), Kun i London (2002) og Beirut Blues (2003).

GRÆSHOPPEN OG FUGLEN er en smuk og personlig hyldest til en viljestærk og selvstændig kvinde, som traf en række modige og ofte kontroversielle valg, lang tid før nogen i hendes verden havde hørt om kvindernes frigørelse.

“De kvinder var privilegerede,” sagde hun. “Hvad med de kvinder, der ikke bliver behandlet som mennesker, bare fordi de er født som kvinder? Den slags kvinder behøver du ikke at lede efter. Her er jeg, lige for øjnene af dig! Hvorfor interviewer du ikke mig? Jeg kan fortælle dig, hvordan min far solgte mig for ti guldmønter. Jeg kan fortælle dig, hvordan jeg blev tvunget til at gifte mig som fjortenårig, hvordan jeg blev lovet væk til din far, da jeg kun var elleve år gammel.“

“Det er virkelig modigt af en forfatter at leve sig så helt og fuldt ind i sin mors liv."

GRÆSHOPPEN OG FUGLEN

Foto: Michael Ward

HANAN AL-SHAYKH

Libanon, 1934.

Da jeg blev journalist, fik Mor forskellige familiemedlemmer og venner til at læse op for hende, hvad jeg havde skrevet. Da hun var analfabet, kunne hun ikke selv læse, hvad jeg skrev. Men det var en række artikler om fremstående kvinder, der ramte hende.

– J. M . C O E T Z E E

Hanan Al-Shaykh

Græshoppen og fuglen

Jeg vænnede mig til min mors bønner, hver gang jeg udgav en ny roman eller novelle. „Hvorfor skriver du ikke mit livs historie?“ sagde hun. „Den kunne blive smukkere og mere magisk end det, du lige har udgivet.“ – fra forordet til GRÆSHOPPEN OG FUGLEN

Græshoppen og fuglen modtog Den Arabiske Romanpris 2011. “Bør læses af alle, der bekymrer sig om hjertets evige og universelle sandheder.” – Salman Rushdie

MIN MORS HISTORIE

ISBN 978-87-7122-013-1

S O H N



w w w. s o h n . d k

S O H N



S O H N



S O H N


Graeshoppen og fuglen af Hanan al Shaykh