Issuu on Google+


Golden Boys.indd 2

03/04/13 11.38


Arild Stavrum

Golden Boys Krimi Oversat fra norsk af John Jensen

 

Golden Boys.indd 3

03/04/13 11.38


GOLDEN BOYS Oversat fra norsk af John Jensen efter: GOLDEN BOYS Copyright © 2012 Forlaget Oktober as, Oslo Copyright dansk udgave © 2013 People’sPress, København Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Sats og tilrettelægning: LYMI Bogen er sat med Palatino ISBN 978-87-7137-237-3 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk

Golden Boys.indd 4

03/04/13 11.38


1. del

Golden Boys.indd 5

03/04/13 11.38


Golden Boys.indd 6

03/04/13 11.38


25. juli Fodbold var så enkelt. Det var elleve mod elleve, og dem, der fik bolden flest gange i modstandernes mål, vandt kampen. Mange havde forsøgt at ophøje spillet til noget andet og mere, lægge vægt på den symbolske betydning, det kunne have for en by og et område, ja, tilmed fremhæve, hvor tæt forbundet en klub eller et landshold kunne være med selve landets udvikling. Men til syvende og sidst var fodbold banalt og enkelt. Arild Golden havde været fodboldagent i over tyve år, og han kunne mekanismerne på fingerspidserne. På dagens agenda stod salget af Vålerengas anfører og midtbanestyrmand, Per Diesen, til den engelske Premier League-­ klub Everton i det, der ville blive årets mest højprofilerede klubskifte i norsk fodbold. De øvrige aktører var fire repræsentanter for Everton og Goldens egne to advokater. Stedet var mødelokalet The Wimborne Room på The Ritz. Engelske fodboldledere elskede luksus. Golden foretrak hotellet, fordi det lå i London, langt væk fra Evertons hjemby, Liverpool, hvor de lokale medier ville være på vagt. Han rejste sig. “Gentlemen,” sagde han. “Please excuse me. I need a break.” En kvindelig dørvagt slap ham ud i receptionen, der blev domineret af et rundt gulvtæppe med lyserøde blomster og en gigantisk opsats med friske hvide roser. Han studerede sig selv i det store spejl bag receptionsskranken. Ansigtet havde sydlandsk lød, og huden under hagen var stram. Hist og her havde han fået en grå stribe i håret, men så længe det var glat og redt bagud, gjorde striberne ham bare mere distingveret. Han trak vejret hurtigt gennem næseborene og førte sine fingre hen over øjenbrynene. Så forlod han hotellet, drejede om hjørnet og gik ind i Green Park. Han fortsatte på gangstien med den lyse, noget sprukne asfalt, forbi flugt7

Golden Boys.indd 7

03/04/13 11.38


stolene og længere ind i parken. Der var ikke ret mange mennesker her, og den fjerne lyd af biltrafik virkede bare beroligende. Et tamt egern kom pilende hen mod ham. Golden satte sig på en mørkegrøn træbænk, tog en af sine mobiltelefoner frem, ringede sportsdirektøren i Vålerenga op og sagde: “Jeg er bange for, det går trægt herovre. Hvad er det absolut laveste bud, I kan acceptere?” “Vi kan ikke lade Per at gå for under tyve millioner,” lød svaret. Fodboldledere. Tænk, at de gav en fodboldagent carte blanche til at forvalte deres eneste reelle værdier: spillerne. Per Diesen var norsk fodbolds største profil, og klubben havde ikke engang sendt en af sine egne folk med herover. “Tyve millioner kan blive svært, men jeg skal gøre forsøget,” sagde Golden. Everton havde allerede budt fire millioner pund. Dagens kurs var 9,2. Golden foretog lidt hurtig hovedregning og nåede frem til 36.800.000 kroner. En halv times yderligere forhandlinger, og aftalen om Per Diesens skifte fra Vålerenga til en af Englands største fodboldklubber blev bekræftet med et håndtryk. Golden havde fået presset overgangssummen op på 46 millioner kroner. Golden havde allerede samarbejdet med Diesen gennem flere sæsoner. Han var noget specielt og fortjente en million kroner i bonus. Endvidere havnede 4,6 millioner i kolonnen for “Diverse” i regnskabet, og Vålerenga skulle selvsagt have sine 20 millioner. Bortset fra, at Vålerenga skulle betale Golden 20 procent i forhandlingshonorar, så fire af millionerne kom tilbage igen. Alt i alt indebar klubskiftet, at Goldens firma, Golden Boys, sad tilbage med betydeligt flere penge end den sælgende klub, Vålerenga. Transferen indbragte firmaet 24 millioner kroner plus det løse. Det løse svarede til 400.000 kroner.

Golden Boys.indd 8

03/04/13 11.38


Mord i Sporten

“Jeg ved godt, at mishandlede lig under normale omstændigheder er en sag for Nyhederne, men Arild Golden var også Fodboldnorges mægtigste mand,” sagde Benedikte Blystad og rejste sig. Hun lagde håndfladerne på bordet. Benedikte var seksogtyve år gammel, blond og Oslo-pige, men jobbet som sportsanker på TV 2 havde gjort hende mere hærdet, end alderen og udseendet tydede på. Alligevel havde hun aldrig set Kåre Jan Vasshaug være så ophidset som netop nu i tv-kanalens trange mødelokale på Nøstet i Bergen. “Du kan skisme da ikke mene, at årets indenlandske nyhed skal placeres i Sporten!” sagde Vasshaug, løsnede slipset og smed jakken fra sig. Som resten af Norge hørte Benedikte godt efter, når den respekterede nyhedsvært talte, men hun greb hårdt fat i bordkanten. Knoerne blev hvide, mens Vasshaugs distinkte sunnmørsdialekt rungede i væggene. Dialekten, der gav Vasshaug den fornødne autoritet til at berette om 300 døde i et flystyrt, om oversvømmelser i Bangladesh og ikke mindst til at understrege det glade vanvid i, at hans topnyhed skulle havne på Sporten. Benedikte Blystad førte højre hånds pege- og langfinger demonstrativt hårdt ned over kinden, mens hun stadig fastholdt Vasshaugs blik. “Jeg har lige talt med teknikerne,” sagde hun. “De kan ikke nå at få indslaget færdigt før tidligst ti minutter i halv. Det bliver for sent til Nyhederne.” “Vrøvl. Jeg kan tale os gennem det.” 9

Golden Boys.indd 9

03/04/13 11.38


“Det indslag kræver billeder. Vi må vente.” “Du ...,” begyndte Vasshaug, før han blev afbrudt af TV 2-chefen, der var med på et direkte link fra sit hjem i Oslo. “Sæt jer ned,” sagde han. “Vi har brug for en afgørelse. Hvad mener du, Bertil? Har Benedikte den nødvendige journalistiske tyngde til at præsentere en så barsk nyhed?” “Benedikte vil klare det udmærket. Jeg forstår godt Kåre Jans indvendinger, men sagen har utvivlsomt også sportslig relevans. En kendt agent bliver slået ihjel, tre dage før transfervinduet åbner. Det vigtigste er dog, at redigeringen halter bagefter. Vi ved ikke, om vi kan få indslaget klar til Nyhederne,” sagde Bertil Olsen, redaktionschef på TV 2 Sporten. “Sportslig relevans!” sagde Vasshaug og slog ud med armene. “Golden repræsenterede jo også Sabrina, popstjerne og teenageidol.” Benedikte holdt sin iPhone skjult under bordkanten. Hun sms’ede med den redigeringsansvarlige: “O.k., du får én middag.” Nogle sekunder senere stak den redigeringsansvarlige hovedet ind ad døren og sagde: “Sorry, folkens, jeg har brug for mere tid.” “Det afgør sagen,” lød det fra tv-skærmen. “Kåre Jan, du siger ingenting. Og Benedikte, du laver en kraftig teaser. Sig mest muligt uden at nævne navnet Arild Golden, men sørg for at gøre det norske folk vildt nysgerrige. Jeg vil have seerrekord på denne sportssending. Herfra arrangerer vi en hurtig budrunde blandt vores tre-fire største sponsorer. Det skal koste knapper at komme i luften mellem Nyhederne og Sporten i aften. Benedikte, gør dig klar.” Benedikte sendte et hurtigt nik i retning af Bertil, inden hun løb ind til sin arbejdsstation. Hånden rystede let, da hun satte sig ned foran sin pc for at skrive teksten til teleprompteren. For første gang siden sine allertidligste udsendelser var hun nervøs. Ordene ind i kameraet blev vigtigere end nogensinde før. Det her handlede ikke om Vålerenga-spillere på bytur, en border collie som kunne danse på line, jagten på en rullende ost ned ad en slalombakke eller tilsvarende bavl, der skulle berolige seernes nervesystem efter Nyhederne. I dag var det alvor. 10

Golden Boys.indd 10

03/04/13 11.38


Hun rejste sig igen og gik hen ad redaktionsgangen, forbi pc’er og rodede skriveborde, hvor colaflasker, snusdåser og tomme pizza­ æsker kæmpede om pladsen med gennembladrede VG’er og diverse udgaver af Rothmans Football Yearbook. Hun rundede et hjørne og kolliderede med en kameramand, der var på vej i retning af elevatoren. Hun gav sig ikke tid til at sige undskyld, men rev en dør op og lod sig dumpe ned i sminkestolen. “Jeg har dårligt tid, Karianne,” sagde hun. Sminkøsen åbnede pudderpaletten og fik remedierne frem i én og samme bevægelse. De bløde børstehår hastede hen over kinder, pande og hals og fordelte sminken sådan, at Benedikte kom til at se ud præcis, som hun plejede på skærmen. “Han var sådan en smuk mand,” sagde Karianne, mens hun nøje granskede Benediktes ansigt. “Hvem?” sagde Benedikte. “Arild Golden. Jeg hørte, han er blevet slået ihjel. Det var da forfærdeligt.” “Har du nogensinde talt med ham?” “Ja, han har da siddet her i stolen nogle gange. Og han var altid så opmærksom. Jeg fik et helt andet indtryk af ham end gennem medierne,” sagde Karianne og gik i gang med spraypistolen. Hun skød lidt ekstra sminke hen over Benediktes lille modermærke ved venstre øreflip. Benedikte kunne ikke fordrage pistolen. Det var sminke til HD-tv, havde de sagt, da pistolen blev anskaffet, men da hun havde fået blæst sminke langt op i næseborene nogle gange, sagde hun stop. Nu var hun nået til det punkt, hvor hun bare godtog den lille ekstra finish. Benedikte forlod sminkerummet og tog elevatoren ned til studiet. Skrævede forsigtigt over kablernes snublefælder og en enkelt gravplads for tomme fastfoodkartoner fra Dolly Dimple. Hun satte sig i stolen ved siden af Kåre Jan Vasshaug, der nu atter havde strammet sin slipseknude og taget jakken på. Benedikte sænkede blikket. Det gjorde hun altid i sekunderne inden, hun gik i luften. Sort jakke med en lilla silketop under. Første gang, hun skulle være studievært, var hun ankommet iført en prikket skjortebluse. 11

Golden Boys.indd 11

03/04/13 11.38


“Den dér går ikke,” havde Bertil Olsen sagt og fået hende til at skifte. Småmønstrede skjortebluser med prikker og firkanter forstyrrede tv-billedet. Nu sørgede hun for at tjekke sig selv hver eneste gang: Ingen mønstre. Ikke for blåt. Ro. Det var en direkte udsendelse. Vass­ haug vendte sig om mod hende og sagde: “Og så over til dig, Benedikte, og til det, der er en yderst alvorlig sag fra fodboldens verden.” “Det stemmer, Kåre Jan. Som vi alle ved, har norsk fodbold befundet sig i en nedadgående spiral de seneste år. Landsholdet taber, og klubholdene ryger ud af de europæiske cup-turneringer. Desuden har vi kunnet rapportere om doping, spillesyndikater og udbredt økonomisk kriminalitet. Men i aften er endnu en barriere blevet brudt, den alvorligste af alle. Det kan du høre meget mere om, og kun her på TV 2, lige efter reklamerne.” Nyhederne tonede ud. Programmet gled over i reklamer. Usædvanlig mange reklamer. Så føg der et flimmer af blå og røde tal og bogstaver over skærmen, inden de til sidst samledes og røg ind i en slags net. Igen så Benedikte ned på sin påklædning. Og derefter på det ubarmhjertige budskab, der stod klar på teleprompteren. Hun opretholdt tavsheden et sekund længere end normalt. Og hun smilede ikke. “God aften. Arild Golden, den mangeårige fodboldagent og anerkendte ekspertkommentator på tv, blev her til aften fundet død i sit kontor på Ullevaal Stadion. Politiet betegner dødsfaldet som mistænkeligt og har indledt en efterforskning. Efter hvad TV 2 Sporten erfarer, er der ikke pågrebet nogen i forbindelse med sagen. TV 2 Sporten vil følge udviklingen i denne sag de næste dage. Klik ind på vores hjemmeside www.tv2.no/sporten, hvor du kan læse sidste nyt om dødsfaldet.”

Golden Boys.indd 12

03/04/13 11.38


Quitting is forever

Steinar Brunsvik kunne høre pusten og trampen bag sig, netop som han passerede den store boligblok på Grefsenkollveien. Han så sig over skulderen. Det var to unge fyre i tyverne på racercykler. Han kunne ikke bare lade dem overhale. Sveden tapløb ned ad hans pande, ned over kinderne og ind i munden. Det smagte salt. Steinar spyttede og tørrede sine mundvige. Det var højsommer, den sidste dag i juli. Klokken passerede snart seks om aftenen, og alligevel lå temperaturen på 30 grader. “Helvedes tunge, forpulede mountainbikes,” bandede Steinar. Han borede blikket ned i den ujævne asfalt og trampede videre. Det hjalp lidt, at de to bag ham også hev mere efter vejret. 1 km stod der med hvid maling i asfalten. Så er der under én kilometer igen, tænkte han, idet han passerede. Ti meter længere fremme begyndte en yderligere stigning. Steinar vred overkroppen rundt og så på de unge fyre. Da han førte hånden hen mod gearet, læste han lettelse i deres øjne. Finten virkede. De troede, han ville gå ned i et lavere gear. Netop som de to justerede deres gear, slog Steinar til ved at gå op i et tungere gear. Fyrene fumlede med deres gear, og Steinar vandt nogle meter. Og så yderligere nogle stykker. Han var snart 50 meter foran og spurtede alt, hvad han kunne. 500 meter til toppen. Han nærmede sig den maksimale puls. Havde han lavet finten for tidligt? Hans lår og lægge brændte, og den salte smag var erstattet af batterisyre. Steinar tvang al sin koncentration ned mod pedalerne. Ned mod det næste tramp. Hvad fanden er det, jeg har gang i? tænkte han. Så bed han tænderne sammen og trådte endnu hårdere. 13

Golden Boys.indd 13

03/04/13 11.38


De nærmede sig de sidste sving. Først en lille venstrekurve og derpå et skarpere højresving. 100 meter igen. Han kunne skimte den sorte træbygning til venstre, selvom hans blik stadig var rettet nedad. Den ene af fyrene lå på hjul nu. 50 meter igen. 20 meter. Fyrens forhjul nærmede sig Steinars hælkapper. Ti meter. Fem meter. To meter før toppen gled fyren forbi ham og vandt med nogle få centimeter. Steinar kollapsede hen over styret. “Fy for fa’en. Du er syg. På en mountainbike,” sagde fyren. Steinar var lige akkurat i stand til at give en high-five, da den anden fyr kom op over de sidste meter. Han trillede hen til en træbænk foran udendørsrestauranten på forsiden af træbygningen og lagde sig ned på den. Han havde en voldsom krampe i venstre lægmuskel og følte sig svimmel. Nogle minutter senere satte han sig op, greb hårdt fat om næseroden med tommel og pegefinger og trykkede til, mens han lukkede øjnene. Han tog en lang udånding, før han åbnede dem igen. Udsigten heroppe tog helt vejret fra ham, den smule, han havde tilbage. Det havde den altid gjort. Han holdt sine hænder som en skærm for solbrillerne, der ikke gav beskyttelse nok mod den sene eftermiddagssol. Han lod blikket vandre fra Ekebergåsen over Oslo centrum og havn, Bygdøy og langt ud mod Bærum. Alting så varmt og øde ud. Oslo var allerbedst i juli, når halvdelen af indbyggerne var ude at rejse. Hvorfor var der ikke flere, som blev i Oslo om sommeren og i stedet tog af sted på ferie i den iskolde, tågede november? Aviserne havde for anden dag i træk Golden-sagen på forsiden. VG brugte overskriften “BRUTALT MYRDET” og et foto af Golden indrammet i noget, der skulle forestille blodstænk. Overskriften var baseret på en ordknap kommentar fra politiet, der desuden meddelte, at gerningsmanden var ukendt, og at der indtil videre ikke var fundet noget åbenlyst motiv. Men de store materielle værdier, som Golden opbevarede på sit kontor, fik journalisterne til at gisne om, at han måske havde overrasket nogle tyve. Motiv? tænkte Steinar, det var da ikke så underligt, at nogen slog en fodboldagent ihjel. Det underlige bestod snarere i, at det ikke var sket før. 14

Golden Boys.indd 14

03/04/13 11.38


Til hverdag læste Steinar ikke sportssiderne længere, men nu var fodbolden overalt. Den havde tilmed sneget sig ind på debatsiderne, og han kunne knap nok gå ind på netnyhederne uden at støde på fotoserier, hvor Golden mødtes med fodboldledere i ind- og udland. Steinar havde bidt mærke i én bestemt person i baggrunden på et af billederne. En mand, som journalisterne ikke havde fundet frem til navnet på, men en mand, som Steinar kendte udmærket. Manden blev kun omtalt som Arild Goldens kompagnon. Kompagnon? Steinar havde ikke anet, at Golden havde noget med den satan at gøre. Han satte sig op på cyklen igen og tog så hårdt fat om styret, at det gav sig lidt. Steinar drak en ordentlig slurk af sin specialblanding bestående af kaffe, Red Bull og tranebærjuice. Væsken skyllede den sidste rest af syre- og blodsmag væk. Han satte flasken tilbage i holderen, vendte cyklen, startede stopuret og begyndte at rulle nedad. Farten steg. Udsigten forsvandt. Med et skarpt sving drejede han sin mountainbike ind i skoven, ind på den stejle grusvej. Fartmåleren viste 55 kilometer i timen. Med hårfine vægtforskydninger undgik han de største sten, men han ramte en stor fordybning og svævede så højt og langt, at han nåede at tænke i luften. Dybt koncentreret landede han på begge hjul, inden han kastede sig ind i et brat sving. Da han kom ud af det, fik han øje på en mand, der stod ti meter længere fremme med ryggen til og ventede på, at hans hund skulle blive færdig med at besørge. “Flyt dig!” skreg Steinar. Manden vendte hurtigt hovedet og spærrede øjnene op, men blev stående som forstenet. Steinar drejede op på den høje grøftekant og cyklede nærmest horisontalt på skråningen.. Hans muskler ville ikke kunne klare belastningen mere end et sekund. Han brugte alle sine kræfter på at få tvunget cyklen ned på vejen igen og strejfede et skævt, udgået træ, men der var ingen grund til at standse. Det ville alligevel gøre mest ondt i morgen, når adrenalinet ikke længere var der til at virke smertestillende. Bag sig hørte han en strøm af forbavsende klare eder og forbandelser fra manden. 15

Golden Boys.indd 15

03/04/13 11.38


Terrænet fladede ud. Steinar trampede løs, indtil han nåede en lille parkeringsplads i Akebakke-skoven. Han trykkede på sit ur. Det blødte stadig fra armen, men såret så nogenlunde rent ud. I gamle dage havde Steinar efterladt hudstumper på knastørre kunstgræsbaner og lavet glidende tacklinger med åbne sår på mudret grønsvær. Det her var bare småtterier. Et par minutter senere var pulsen normal igen. Han så på uret. Fire sekunder dårligere end hans personlige rekord. Så lidt, men så ufattelig irriterende. Lance Armstrongs mantra: “Pain is temporary, quitting is forever” dukkede op, som det altid gjorde i disse situationer. Steinar havde givet op for tidligt én gang før. Han satte sig op på cyklen og begyndte på stigningen igen. 30 minutter senere holdt han atter stille i Akebakke-skoven. Samme tur, samme rute, ny personlig rekord. En følelse af ro sænkede sig over ham. Han tog en slurk af den lunkne blandingsdrik og lod håndfladen glide langsomt hen over den svedige pande. Blodet på armen var størknet nu, men det var nok bedst at finde et sted at vaske sig, inden han tog hjem. Steinar trillede gennem villakvarteret, til han nåede krydset Lofthusveien og Kjelsåsveien. Et par pensionister sad på terrassen foran den røde kiosk. Den ene holdt en Lotto-kupon i vejret. Foran Steinar lå den lave murstensbygning med det store gule og sorte skilt, der bar navnet Skeid. Han gik hen mod omklædningsrummene. En mand sad på det lille trætrin, der førte ind til shoppen med sportsudstyr, som han tydeligvis passede. Manden var i halvtredserne, og han var kun iført et par blå Adidas-shorts. Det meste hang på ham. Poserne under øjnene, de utrænede brystmuskler, armene. I hånden holdt han en cigaret, hvor asken var så lang, at den næsten nåede ned til jorden. Det forekom helt usandsynligt, at han ville være i stand til at løfte den op til munden igen. “Jeg skal bare låne toilettet,” sagde Steinar. Manden svarede ikke. Han havde givet op over for varmen. Omklædningsrummet var malet med en gammeldags rød farve hér og dér, og bænkene havde fået lidt blåt, ellers var det sort skimmelsvamp, der dominerede. Det var, som om en brand havde slik16

Golden Boys.indd 16

03/04/13 11.38


ket sig op ad de engang hvide vægge. Stein fortsatte ind til brusenicherne. Han vaskede sårene rene og duppede dem med toiletpapir. Så forlod han omklædningsrummet igen og bestemte sig for at gå hen ad den lille grusvej, der førte ud fra anlægget. På toppen af bakken fik han udsigt til grusbanen. Og de røde skure. Hist og her var der groet græs op gennem gruset. Intet var så smukt som en gammel grusbane. Så hørte Steinar en fløjte fra banen med kunstgræs bag sig. Dommeren havde fløjtet for et eller andet. En stemme skar gennem luften: “Nej!” Steinar havde sløjfet fodbolden, men instinktivt genkendte han lydene. Og lugtene. Af nybagte vafler, kaffe og sved. Han måtte over og se. I hvert fald bare lidt. Det var ti år siden, og Steinar, troede, han var kommet over det, men billedet i avisen havde vakt spøgelserne til live. Alle spørgsmålene. Hvordan kunne manden, der havde ødelagt Steinars liv og karriere, være Arild Goldens kompagnon?

Golden Boys.indd 17

03/04/13 11.38


Talentfabrikken

“Nej!” Som alle andre i Nordre Ås gav det også et sæt i Benedikte Blystad, da brølet lød. Det kunne høres i det halve af Groruddalen. En overivrig tilhænger af Oppsals årgang 95-drengehold havde fået nok af Stanleys driblinger. Det var netop Stanley, Skeids vidunderbarn, Benedikte var kommet for at se. Stanley blev regnet for Norges største fodboldtalent, og han fyldte snart femten, den alder, hvor agenterne kunne sikre sig rettighederne til de unge spillere. Der var kommet et tip til TV 2 om, at Arild Golden havde en mundtlig aftale med familien, og de andre agenter i Norge havde derfor givet op. Men nu, hvor den store agent var død, kunne man atter frit jagte Stanley. Der ville opstå en sand krig om at sikre sig Skeid-spillerens underskrift. Hver gang Stanley modtog bolden, stod verden på en eller anden måde stille. Et kort sekund nåede Benedikte at have ondt af Oppsal-forsvarsspilleren, der med et nervøst blik udelukkende fokuserede på Stanleys røde Nike-sko. Så tog Stanley et ryk mod højre. Op fra kunstgræsset sprøjtede det med små sorte gummistykker. Forsvareren stod plantet på hælene, limet fast til underlaget. Med hænderne ud til siden, håndfladerne fremad, munden vidåben. Han lignede en tegneseriefigur, der var løbet direkte ind i en glasrude. Han forsøgte at få kroppen til at lystre og følge efter de røde støvler, men det var for sent. Benedikte flyttede blikket hen mod det lave metalrækværk bag hjørneflaget. Per Diesen var kommet. Diesen var iført en enkel hvid T-shirt med V-hals og skotskternede blå shorts, der blev holdt delvist 18

Golden Boys.indd 18

03/04/13 11.38


oppe af et gult bælte. Håret var bleget hvidt og strittede hist og hér lige op i luften i et velplanlagt kaos. Bag de mørke solbriller skjulte der sig et par funklende blå øjne. Han bøjede ned i det ene knæ og flyttede størstedelen af sin vægt over på albuerne, der hvilede på rækværket. For det store fodboldpublikum var Stanley et ubeskrevet blad, mens Per Diesen var en superstjerne. Diesen var enogtyve, Vålerengas playmaker og landsholdsspiller for Norge. I flere måneder var hans navn blevet koblet sammen med diverse europæiske storklubber. Men det var Skeid, han kom fra. I lighed med mange andre norske topspillere var han kommet op gennem ungdomsrækkerne hos talentfabrikken i det østlige Oslo. Skiftet til storebror Vålerenga havde været kontroversielt. Som så ofte før havde det rejst en mediestorm, at et stort talent blev “stjålet” fra en mindre klub. Skeid hævdede, at den var blevet snydt i forbindelse med både overgangssummen og med procenterne af et eventuelt videresalg. Heldigvis for Diesen var al vreden blevet rettet mod agent Arild Golden. Her på “hjemmebanen” virkede alle, der gik forbi, oprigtigt glade over at se ham. Per Diesens fodboldtalent var ubestrideligt. Udseendet gjorde ham eftertragtet som sponsorobjekt, til talsmand for spillertruppen i medierne, og det kastede også diverse modelopgaver af sig. Arild Golden havde lanceret Per Diesen som en norsk David Beckham. Indtægtspotentialet lå meget højere end de 2,5 millioner, Diesen tjente i årsløn som spiller. Han blev den første norske fodboldspiller, der twittede direkte fra omklædningsrummet i halvlegen under en Tippeliga-kamp. Desuden havde Arild Golden i samarbejde med VG.no lanceret en realityserie baseret på Diesens liv. Den hed Per Diesen-TV eller bare PD-TV, som den hurtigt blev forkortet til. Serien havde fået en vanskelig start. Som de fleste kendte fodboldspillere med et fordelagtigt ydre var Per Diesen blevet udråbt som bøsse, og det fik store dele af det fodboldinteresserede publikum til at vende ham ryggen. Udekampe på Brann Stadion eller Åråsen udviklede sig til rene korværker om, hvor glad han var for at få “den” op bagi. 19

Golden Boys.indd 19

03/04/13 11.38


Fløøøøjt!! Dommeren i den selvlysende gule trøje var tvunget til at blæse ekstra hårdt, fordi han under ingen omstændigheder havde lyst til at bevæge sig uden for midtercirklen. Det gav genlyd i hele kvarteret, når manden fløjtede for frispark. Benedikte så igen hen mod Diesen, der lod venstre hånd glide gennem håret. PD-TV var tænkt som en fodboldversion af tv-serien Entourage, hvor en flot ung fodboldspiller arbejdede sig gennem tilsvarende nydelige piger i Oslo. Problemet var bare, at Diesen ikke kunne byde på disse kortvarige, offentlige damebekendtskaber, som krævedes. Gik der mere end nogle uger, uden at en single-fodboldspiller fik sig en kæreste, var han slet og ret bøsse. En mand i hans position havde jo alle muligheder, men nej – selv ikke den mest perifere realitydulle var han blevet koblet sammen med. Men det vendte alt sammen, da Arild Golden præsenterede Per Diesen for glamourmodellen Sabrina. De forelskede sig og flyttede sammen. Bøssehetzen stilnede af, og sportsligt klarede han sig endnu bedre end før. Per Diesen lå nummer et på alle spillerranglister i aviserne. Selvtilliden var for alvor vendt tilbage. Og VG.nos’s serie var blevet Norges mest sete web-tv-program. Per Diesen havde meget at takke Arild Golden for. PD-TV var også den platform, hvor Diesens popkarriere blev lanceret. Sammen med sin bedste ven og holdkammerat på Vålerenga, machomidtstopperen Marius Bjartmann, havde han for nylig udgivet singlen “Du skal bløde for trøjen”, der for tiden lå nummer et på VG-hitlisten. En fodboldspiller var så sandelig ikke længere kun en fodboldspiller. Et forventningens sus gik gennem publikum. Skeid havde fået indkast, og Stanley gjorde sig klar. Indkast var sjældent ret spændende, men Stanleys var med indbygget saltomortale. Benedikte havde set det udført før, men aldrig af en så ung fyr. Stanley løb hen mod sidelinjen, satte bolden i jorden og roterede rundt i luften. Han landede perfekt på sidelinjen og slap bolden netop i det øjeblik, hvor den passerede hen over hovedet. Men kastet blev for langt. Bolden sejlede hen over alle dem, der havde samlet sig foran mål og gik til indkast 20

Golden Boys.indd 20

03/04/13 11.38


i modsatte side. Endnu ikke fyldt femten, tænkte Benedikte, før hun igen vendte blikket mod Per Diesen. Stjernespilleren virkede utilpas over, at flere og flere Skeid-tilhængere flokkedes om ham. Han skrev autograf efter autograf, men så også gentagne gange på sit ur. Til sidst klappede han en stor knægt på skulderen, sagde et eller andet og begyndte at gå hen mod udgangen, kun nogle få minutter efter han var ankommet. De unge fyre sang det velkendte omkvæd: “Jaaaa! At bløde for trøøøøjen!”

Golden Boys.indd 21

03/04/13 11.38


Fodboldens lille verden

“Spark ham ned, for fa’en!” Steinar vendte sig om i retning af råbet. En mand i fyrrerne med briller og iført lyseblåt tøj fuldførte en håndbevægelse, der afslørede, at udråbet kom fra ham. De næste minutter fortsatte han med at skrige skældsord mod de rødklædte Skeid-spillere og dommeren, mellem superlativerne til de hvidklædtes højre back. Nogle meter bag brillemanden stod to afrikanere. De var omkring to meter høje og næsten lige så brede over skuldrene. Den ene af dem måtte flere gange gribe fat i den anden og holde ham hårdt tilbage. Højrebacken slog en håbløs pasning ud over sidelinjen. Alligevel råbte brillemanden: “Heja Oppsal, heja Oppsal,” med en irriterende lys stemme. Skeid tog indkastet hurtigt. Bolden havnede hos Stanley. Spillerne på begge hold råbte konstant hans navn. Enten “spil Stanley” eller om­ vendt “markér Stanley”, og efterhånden oftere og oftere “tag Stanley!” Stanley stod i positur lige ud for brillemanden. Demonstrativt trådte han på bolden. Foran ham blokerede to Oppsal-spillere vejen. Finten var minimal. En lille vægtforskydning fra højre mod venstre. Steinar kunne mærke finten i sit eget lår. Hvor mange gange havde han ikke lavet den selv? Stanley strøg ned langs sidelinjen. Steinar var holdt op med at læse avisernes sportssider, men alligevel var det umuligt at undgå de største nyheder. Han vidste, at Spanien var blevet verdensmestre; at Lionel Messi var en fantastisk fodboldspiller; at Liverpool havde vendt 0-3 til sejr mod AC Milan, men han havde ikke oplevet det selv. Alligevel var det så let for ham at se en finte komme. 22

Golden Boys.indd 22

03/04/13 11.38


“Det var fa’ens,” sagde brillemanden. Men én af spillerne havde reageret og kom nu i fuld fart ind fra siden. Han var tydeligvis træt af Stanleys hærgen. Spilleren lukkede øjnene og satte en glidende tackling ind med to udstrakte ben. Det ene langs jorden, det andet løftet i tilfælde af, at Stanley skulle hoppe. Denne tackling skulle ramme bold eller spiller, allerhelst begge dele. Stanley stoppede op. Oppsal-spilleren gled forbi ham ud på den ubarmhjertige asfalt lige uden for kunstgræsset og kolliderede med en stor grøn affaldscontainer. Da han åbnede øjnene, var Stanley langt væk. Mellem kunstgræsbanen og grusbanen var der en lille græsvold, som dannede en naturlig tribune. Den var normalt forbeholdt forældre og venner til dem, der spillede kamp. I dag lod der til at være usædvanlig mange tilskuere til dette opgør mellem to juniorhold i Oslo. Steinar lod blikket glide hen over de tilstedeværende. Et par stykker nikkede til ham, mens flere helt klart forsøgte at placere hans ansigt uden at være i stand til det. Han flyttede sig og ledte med øjnene efter en ledig plads lidt væk fra de andre. I det samme fik han øje på hende siddende i græsset. Over de tynde sommerbukser havde hun en blå, ærmeløs bluse. Hun holdt det ene slanke håndled op over solbrillerne. Aftensolen bagte stadig ned, og glassene på hendes Ray Ban-solbriller antog en mørkere farve foroven. Der var også mørke striber i det blonde hår. Steinar blev bange for, at han havde studeret hende lige lovlig indgående, og skyndte sig at vende blikket mod en lille trætrappe, hvor han kunne strække læggene ud. Musklerne var helt stive efter cykelturen. Netop som han begyndte at gå hen mod den, hørte han hende råbe: “Steinar Brunsvik!” Man kunne afsky langrend, aldrig have hørt om Drillo og Holmenkollen og tro, at epo var en sodavand, eller at offside var et større asia­ tisk land. Alligevel ville man vide præcis, hvem Benedikte Blystad var. Benene styrede ham derhen, men Steinar sagde ikke noget. Bolden var ude af spil, og Benedikte Blystad så op på ham. Der var stille på hele Nordre Åsen. Han måtte sige noget: 23

Golden Boys.indd 23

03/04/13 11.38


“Du ved, hvem jeg er?” “Ved du, hvem jeg er?” “Du arbejder på TV 2.” “Så hvorfor er du overrasket over, at jeg kender dig?” “Det er længe siden, jeg var en sportsnyhed.” “Du er stadig én, der bliver talt om over frokostbordet på TV 2. Vi snakker om et legendarisk exit. Et spørgsmål i en quiz.” Steinar mærkede, det begyndte at prikke i kroppen. Blodet strømmede fra læggene, gennem hofterne, ind i brystkassen og på vej videre op. Han førte hånden hen over panden for at presse blodet fra ansigtet ned på halsen og væk. Han ville ikke, måtte ikke rødme nu. Han var da vel for helvede femogtredive år. “I diskuterer mig?” “Hvorfor så overrasket?” “Næ, jeg troede bare ikke ... jeg tænkte, jeg ved ikke ...” “Direkte fra 1. division til Ajax Amsterdam, en af Europas bedste klubber. Alle var sikre på, at du ville vende hjem igen med halen mellem benene, men du endte på Årets Hold dernede. Du blev en af de meget få spillere, der har været udtaget til det norske landshold uden at have spillet i Tippeligaen. Men det er ikke den del af Steinar Brunsvik-quizzen, der er den mest interessante.” “Hvad mener du?” spurgte Steinar. “Hvorfor holdt du op? Du var fast mand hos Ajax, fast mand på landsholdet. Kun femogtyve år. På vej ind i den absolut bedste alder for en fodboldspiller. Og så, i halvlegen under en landskamp på Ullevaal, hvor du havde været banens bedste spiller, forsvandt du bare. Og er aldrig siden blevet set på en fodboldbane. Hvorfor?” Steinar Brunsvik var ude af form. Alle sportsjournalister i hele landet havde prøvet at finde svaret på gåden dengang, men nu var det længe siden, at nogen havde udvist interesse for sagen. Ikke mindst en så køn pige. Som regel fulgte Steinar slet ikke sportsudsendelserne, men han havde i hvert fald to gange set Benedikte Blystad i et talkshow på TV 2. Det havde virket, som om hun spillede en rolle, men det gjorde de vel alle sammen. Hendes stemme var helt anderledes i virkelighe24

Golden Boys.indd 24

03/04/13 11.38


den. Blødere på en måde. Og hun havde virket oprigtigt interesseret, da hun så direkte på ham og spurgte, hvorfor han var holdt op. Heldigvis blev de afbrudt. Af en yngre, fedladen mand i jakkesæt. Han holdt hovedet lidt på skrå og smilede skævt. Op af lommen tog han et visitkort og gav det til Benedikte. “Mit navn er Ola Bugge. Fodboldagent. Hvis I trænger til en ny, stærk stemme, en charmerende ekspertkommentator eller noget andet på TV 2, så bare slå på tråden.” Bugge blinkede til Benedikte og holdt øjenlåget nede i flere sekunder, inden han bøjede hovedet frem og derpå lagde nakken tilbage og åbnede øjet igen. Han vendte sig og gik videre hen langs publikum ved sidelinjen, mens han delte visitkort ud til alle, han opnåede øjenkontakt med. Benedikte fulgte ham med blikket og så op på Steinar. Hun tog en dyb indånding. Afbrydelsen havde givet Steinar et lille pusterum. Roen var vendt tilbage. “Og hvad laver du så her?” sagde han. Benedikte så på Steinar gennem den mørkeste del af solbrilleglassene. “Jeg er journalist. Jeg vil finde ud af, hvem der slog Arild Golden ihjel. Det er min chance for et scoop. Og sporene findes her, i fodboldverdenen,” sagde hun og nikkede ud mod kunstgræsset, hvor Stanley netop lavede en dobbelt fodfinte.

Golden Boys.indd 25

03/04/13 11.38


Golden Boys.indd 26

03/04/13 11.38


2. del

Golden Boys.indd 27

03/04/13 11.38


Golden Boys.indd 28

03/04/13 11.38


24. juli Arild Golden stod i det befærdede kryds ved Oxford Street og Tottenham Court Road. Uden for Dominion Theatre var der en forgyldt statue af Freddie Mercury, som lovede: “We will rock you.” Han spadserede nogle få meter op ad Tottenham Court Road og drejede så ned ad en sidegade på venstre hånd. Den var snæver og mørk. For enden af den blinde gade stod en stor, kraftig mand klædt i sort og åbnede den diskrete dør. Golden gik ned ad trappen, og en smilende kvinde i hindbærfarvet kjole viste ham vejen videre. Baren var mindst femten meter lang. Væggen bestod af grå mursten, med dansende skygger bag de otte bartendere. Musikken var Massive Attack. Golden løsnede en anelse på slipseknuden, knappede den øverste skjorteknap op og satte sig på den høje barstol. Han tog ikke imod cocktailkortet, men bestilte i stedet en drink, som han vidste ikke stod på den: “An Old Fashioned, please.” “With whisky?” “Tequila. Jose Cuervo, Reserva de la Familia.” “You know it will take about 15 minutes?” “I know.” Bartenderen fandt to glas frem. I det ene hældte han tequila. I det andet, et kraftigt on-the-rocks-glas, lagde han lidt sukker, som han vædede med nogle dråber Angostura bitter. Med en lang teske i flettet stål rørte han blandingen sammen. Så tilførte han et lillebitte skvæt tequila og en smule knust is. Han rørte i et par minutter, inden han fiskede en stump appelsinskal frem, som han satte ild til, puttede skallen ned i glasset og rørte videre. Ind i baren trådte den mand, der så ofte var havnet i regnskabet som “Diverse”. Flere af gæsterne skævede hen mod ham. Evertons manager, Brian 29

Golden Boys.indd 29

03/04/13 11.38


Fulton, var et kendt ansigt. Han lod sig ikke afficere af de nysgerrige blikke, men satte straks kursen hen mod Golden. Fulton var klædt i et mørkegråt jakkesæt med hvid, delvist åbenstående skjorte. Han var stadig slank, selvom det var nogle år siden, han sluttede sin aktive karriere. “For Christ’s sake, Golden, who the fuck is this fucking Per what’s his fucking name?” Golden gav tegn til bartenderen og bestilte en øl til sin ven. Bartenderen serverede en Sapporo Black-flaskeøl. Fulton satte den for munden og drak halvdelen af indholdet i én slurk: “And what’s this fucking piece of japanese shit?” sagde han, før han drak resten. Golden bestilte en ny, og Fulton tog en slurk af den japanske øl, der åbenbart ikke var så tosset alligevel. Golden lænede sig frem mod Fulton og sagde: “Per Diesen er Norges bedste fodboldspiller. Han vil passe perfekt i den engelske Premier League. Dit hold trænger til en spilfordeler, og Diesen vil blive en stjerne hos jer. Jeg har aldrig svigtet dig før, vel?” “Vi har brug for en midtbanespiller, det er rigtigt, men dem findes der mange af derude,” sagde Fulton og tømte ølflasken. Han fik straks en ny. Der var gået automatik i det nu. Golden sagde: “7 procent.” “15.” “15? Er du blevet vanvittig? 8.” “Jeg løber en stor risiko med denne transfer. 12.” “Der er en god, gammel tradition for at mødes på midten. Vi siger 10 procent.” Fulton drak øl nummer tre i én slurk. Så satte han flasken fra sig, gav Golden et håndtryk og forlod baren. Som på kommando satte bartenderen den færdigrørte Old Fashioned foran ham. Golden lukkede øjnene og tog en pæn slurk. Han havde styr på de to Everton-folk, han havde brug for. De øvrige repræsentanter for klubben ville være som damasktapetet i The Wimborne Room på The Ritz. Pynt uden indflydelse. Dealen var hjemme.

Golden Boys.indd 30

03/04/13 11.38


Stolthed

Steinar Brunsvik så ud ad køkkenvinduet og fik øje på en mand, der traskede rundt udenfor. I indkørslen stod en hvid varebil parkeret. Steinar gik udenfor. Manden havde noget tyndt blåt arbejdstøj på, og han kløede sig på det stykke af hovedbunden, der ikke var dækket af den omvendte kasket med skygge. “Hvordan ser det ud?” sagde Steinar. “Der er stadig masser af aktivitet, er jeg bange for. Især på bagsiden af huset. Det kan godt tænkes, at der er snegle deromme, som æder giften.” Manden var fra Rentokil. Firmaet bekæmpede skadedyr og havde valgt et næsten perfekt navn, tænkte Steinar. Men hvorfor havde de ikke taget skridtet fuldt ud, skiftet vokal i midten og kaldt sig Renta-kill? Sammen med nogle af naboerne havde Steinar hyret firmaet efter sidste års grillfest, der var blevet afbrudt af en dorsk brun rotte, der luntede af sted med et stykke ungarsk ostepølse. Rotter var uundgåelige i en by som Oslo. Faktisk antog man, at der var dobbelt så mange rotter som mennesker i byen. Men selvom Steinar efter det regnestykke burde huse to styks, havde hverken han eller naboerne tænkt sig at acceptere tingenes tilstand. “Så bliver der da i det mindste tyndet ud i sneglene,” sagde Steinar, der havde lige så lidt sympati for iberiske snegle som for rotter. “Næ, nej, de æder bare giften. Den smager godt, synes de, og den skader dem ikke. De har ikke blod i kroppen.” “Spiser de rottegift som snacks?” “Det er lige, hvad de gør,” sagde Rentokil-manden og fik et for31

Golden Boys.indd 31

03/04/13 11.38


klaret lys i øjnene. Han blev stående helt stille et øjeblik, inden han fortsatte: “Undskyld. Jeg kom bare til at tænke på, hvor fedt det havde været, hvis min krop havde samme tolerancetærskel for chips og cola. At det ikke satte sig på sidebenene, men bare løb lige igennem.” Han tog en grå, aflang metalboks med gule klistermærker frem og åbnede den med en specialnøgle. Indeni lå der en tom hvid plasticskål. “Du kan se, hvordan den nærmest er slikket ren. Typisk dræber­ snegle.” Han sprøjtede skålen fuld af blåt skum og låste metalkassen med nærmest demonstrativ grundighed. Rottegiften lignede tandpasta. “Mennesker kan ikke indtage nok til, at det bliver farligt. Skummet indeholder et brækmiddel, som rotter ikke reagerer på, men som får os til at kaste op. Når man tænker over det, er det jo et genialt lille produkt, det her,” sagde manden og tog plastichandskerne af. Han fortsatte: “Det ligger sådan, at jeg er her for sidste gang i dag. Jeg har fået en ny rute. Der er jeg ked af, for der er mange hyggelige mennesker her i nabolaget.” “Sig mig, trives du med dit job?” spurgte Steinar overrasket. “Mig? Ja da. Jeg kan opholde mig en masse udendørs. Møder nye mennesker hele tiden. Jeg trives helt sikkert.” “Du må ha’ held og lykke.” Steinar troede, at deres samtale var ved at være forbi, men noget holdt åbenbart manden tilbage. Han så ned i jorden, rømmede sig og sagde: “Du ... jeg har en nevø.” Steinar så på manden, der ikke gjorde tegn til at fortsætte. Steinar vidste godt, hvor han ville hen, men han afventede alligevel fortsættelsen. “Han er helt vild med fodbold. Træner konstant. Han er også ganske god på ski, men om sommeren har han kun fodbold i hovedet.” “Det lyder fint.” “Jeg har kviet mig ved at spørge, men jeg ville mægtig gerne have din autograf. Altså til min nevø.” 32

Golden Boys.indd 32

03/04/13 11.38


“Det er ikke noget problem,” sagde Steinar og så på manden. God autografkutyme tilsagde, at han nu skulle tage et eller andet frem til at skrive på og med. Efter en lille pause begyndte manden at klappe sig på lommerne. Kuglepennen havde han åbenbart efterladt i bilen. Han undskyldte sig og gik hen og hentede skriveredskabet og et af­ revet stykke gennemslagspapir, som han brugte til sine rapporter. Han bad Steinar om at skrive på bagsiden. “Tusind tak. Nu bliver knægten glad,” sagde han og satte omhyggeligt hætten på kuglepennen igen. “For resten, hvad laver du egentlig nu?” Instinktivt skulle Steinar lige til at svare: Jeg er fodboldspiller. Han havde arbejdet så hårdt på det i så mange år, og det lå ham på en måde stadig i rygmarven. Men nu så han på Rentokil-manden og svarede: “Jeg er advokat.” “Det må jeg nok sige.” Steinar smilede skævt. Manden holdt den lille papirlap op i luften og sagde: “Tak. Og jeg sørger for, at den næste tekniker får alle oplysningerne.” Tekniker, tænkte Steinar. Det er altså det, de kalder sig.

Golden Boys.indd 33

03/04/13 11.38


Golden boys