Page 1


1 22. juni 1911

Samme dag, som George V blev kronet til konge i Westminster Abbey i London, begyndte Billy Williams at arbejde i minen i Aberowen, Sydwales. Den dag, den 22. juni 1911, fyldte Billy tretten år. Han blev vækket af sin far, hvis måde at vække folk på var mere effektiv, end den var blid. Faderen klappede Billy på kinden, rytmisk, fast og insisterende. Billy sov tungt, og i begyndelsen forsøgte han at ignorere kindklapperiet, men det fortsatte ubarmhjertigt. Et øjeblik brusede vreden op i ham, men så kom han i tanke om, at han skulle vågne, at han gerne ville vågne, og han åbnede øjnene og satte sig brat op. „Klokken er fire,“ sagde Da, før han gik nedenunder igen, akkompagneret af støvleklapren mod trætrinnene. I dag skulle Billy begynde sit arbejdsliv som lærling i kulminen, ligesom de fleste mænd i byen havde gjort, da de var på hans alder. Han ville ønske, han følte sig mere som en minearbejder, men han var fast besluttet på ikke at gøre sig til grin. David Crampton havde grædt på sin første dag nede i minen, og de kaldte ham stadig ‘Dai Crybaby’, selv om han nu var femogtyve år gammel og stjernen på byens rugbyhold. Det var dagen efter sommersolhverv, og det tidlige morgenlys faldt skråt ind gennem det lille vindue. Billy kiggede over på sin morfar, der lå ved siden af ham med åbne øjne. Gramper var altid vågen, uanset hvor tidligt Billy stod op. Han sagde, at gamle mennesker ikke sov særlig meget. Billy stod ud af sengen. Han var kun iført underbenklæder. Når det var koldt, sov han også med skjorten på, men det var en varm sommer i år, og nætterne var lune. Han trak natpotten ud fra under sengen og tog låget af. Hans penis, eller ‘tissemand’ som han kaldte den, var stadig den samme barnlige lille stump, som den altid havde været. Han havde håbet, at den ville begynde at vokse om natten før hans fødselsdag, eller at han måske nu 13


kunne få øje på blot et enkelt lille hår titte frem i nærheden af den, men han blev skuffet. Hans bedste ven, Tommy Griffiths, som var præcis lige så gammel som ham, var heldigere: Hans stemme var gået i overgang, der var en mørk skygge på hans overlæbe, og hans tissemand var lige så stor som en voksen mands. Det var ydmygende. Mens Billy brugte potten, kiggede han ud ad vinduet. Det eneste, han kunne se, var slaggebjerget, et mørkegråt bjerg af affaldsprodukter fra kulminen, mest skifer og sandsten. Dette var, tænkte Billy, som verden måtte have set ud på Skabelsens anden dag, før Gud sagde: ‘Jorden skal grønnes.’ Fint sort støv blev båret af brisen fra slaggebjerget over mod husrækkerne. Indenfor i værelset var der endnu mindre at se på. Det vendte ud mod et lille jordstykke bag huset og var et smalt rum, som lige akkurat var stort nok til en enkeltseng, en kommode og Grampers gamle dragkiste. På væggen hang et broderi med teksten: TRO PÅ VOR HERRE JESUS KRISTUS OG DU VIL BLIVE FRELST

Der var intet spejl. Én dør førte ud til trappen, en anden til soveværelset mod gaden, som der kun var adgang til gennem dette værelse. Det var større og havde plads til to senge. Billys Da og Mam sov derinde, og det samme havde hans søstre gjort for år tilbage. Den ældste, Ethel, var nu flyttet hjemmefra, og de tre andre var døde, en af mæslinger, en anden af kighoste og den tredje af difteritis. Engang havde der også været en storebror, der havde sovet sammen med Billy, før Gramper flyttede ind. Wesley havde han heddet, og han var blevet dræbt nede i minen af en løbsk tøndevogn, som man brugte til at transportere kullet på. Billy trak skjorten over hovedet. Det var den samme, han havde haft på i skole dagen før. I dag var det torsdag, og han skiftede kun skjorte om søndagen. Han havde imidlertid fået et par nye bukser, hans første lange par, lavet af den kraftige, vandskyende bomuld, man kaldte molskind. Disse bukser var symbolet på hans indtræden i mændenes verden, og han 14


tog dem stolt på og nød den dejligt tunge, maskuline fornemmelse af stoffet. Til sidst tog han et kraftigt læderbælte på og de støvler, han havde arvet efter Wesley, og gik nedenunder. Det meste af stueetagen bestod af ét stort kombineret køkken- og opholdsrum på godt tyve kvadratmeter, med et bord i midten, en kamin henne ved væggen og et hjemmevævet tæppe på stengulvet. Da sad ved bordet med et par briller på sin lange, smalle næse og læste i et gammelt eksemplar af Daily Mail. Mam stod og lavede te. Hun stillede den dampende kedel fra sig, kyssede Billy på panden og sagde: „Hvordan har min lille mand det så på sin fødselsdag?“ Billy svarede ikke. Ordet ‘lille’ var krænkende, fordi han var lille, og det med ‘mand’ var lige så sårende, fordi han endnu ikke var det. Han gik ud i bryggerset bag stuen. Han fyldte en lille blikskål med vand fra tønden, vaskede ansigt og hænder og hældte bagefter vandet ud i den lave stenvask. Der stod en vaskekedel ude i bryggerset oven på et ildsted, men den blev kun brugt om lørdagen, som var store badedag. De havde fået lovning på rindende vand meget snart, og nogle af minearbejderhusene havde allerede fået det. Det forekom Billy som et mirakel, at man kunne få et krus koldt vand blot ved at dreje på en hane i stedet for først at skulle hente en spand vand fra brønden ude på gaden. Rindende vand var imidlertid endnu ikke nået frem til Wellington Row, hvor familien Williams boede. Han gik tilbage til stuen og satte sig ved bordet. Hans mor stillede et stort krus mælkehvid te foran ham, som hun allerede havde puttet sukker i. Hun skar to tykke skiver af et hjemmebagt brød og hentede en skefuld fedt ude fra fadeburet under trappen. Billy foldede hænderne, lukkede øjnene og sagde: „Tak, Gud, for dette måltid, amen.“ Så tog han en slurk te og smurte fedt på brødet. Das lyseblå øjne kiggede på ham over kanten af avisen. „Drys salt på brødet,“ sagde han. „Du kommer til at svede nede i minen.“ Billys far var fagforeningsrepræsentant, ansat af Minearbejderforbundet i Sydwales, som var, pointerede han, hver gang lejligheden bød sig, den stærkeste fagforening i England. Han gik under navnet ‘Dai Union’. En masse mænd blev kaldt Dai, en forkortelse for David eller Dafydd på walisisk. Billy havde lært i skolen, at David var et populært navn i Wales, fordi det var navnet på landets skytshelgen, ligesom Patrick var det i Irland. 15


Man skelnede mellem alle Dai’er, ikke ved deres efternavn — næsten alle i byen hed enten Jones, Williams, Evans eller Morgan — men ved deres øgenavne. Man kaldte ikke folk ved deres rigtige navn, hvis der fandtes et morsomt alternativ. Billy hed William Williams, hvorfor de kaldte ham ‘Billy Twice’. Kvinder overtog en gang imellem deres mænds øgenavne, så Mam hed ‘mrs. Dai Union’. Gramper kom ned, mens Billy var ved at spise den anden skive brød. På trods af det varme vejr var han iført både trøje og jakke. Da han havde vasket hænder, satte han sig over for Billy. „Lad være med at se så nervøs ud,“ sagde han. „Jeg begyndte i minen, da jeg var ti år. Og min far blev båret på ryggen af sin far ned i minen, da han kun var fem år gammel, og arbejdede fra klokken seks om morgenen til syv om aftenen. Fra oktober til marts fik han ikke dagslyset at se.“ „Jeg er ikke nervøs,“ sagde Billy, men det passede ikke. Han var stiv af skræk. Gramper var imidlertid en venlig mand og forfulgte ikke sagen. Billy holdt meget af sin morfar. Mam behandlede Billy som et barn, og Da var streng og sarkastisk, men Gramper var overbærende og behandlede ham, som om han var voksen. „Hør lige det her,“ sagde Da. Han kunne ikke drømme om at købe Daily Mail, som han regnede for en højreorienteret sprøjte, men en gang imellem tog han en andens eksemplar med hjem og læste fuld af foragt højt fra avisen, mens han hånede den herskende klasse for dens idioti og uærlighed. „‘Lady Diana Manners er blevet kritiseret for at have båret den samme kjole til to forskellige baller. Hertugen af Rutlands yngste datter vandt prisen for bedste kvindelige kostume ved Savoy-ballet for en skulderløs kjole med snøreliv og krinoline. Præmien var på 250 guineas.’“ Han sænkede avisen. „Det er mindst fem års løn for dig, Billy.“ Han fortsatte: „‘Kendere fik imidlertid dybe rynker i panden, da hun optrådte i den samme kjole til lord Winterton og F.E. Smiths selskab på Claridge’s Hotel. Det kan også blive for meget af det gode, sagde folk.’“ Han kiggede op fra avisen. „Du må hellere se at få skiftet kjole, Mam. Du ønsker vel ikke, at kendere skal sende dig misbilligende blikke.“ Mam syntes ikke, det var morsomt. Hun var iført en gammel brun uldkjole med lapper på albuerne og svedpletter under armene. „Hvis jeg havde 250 guineas, ville jeg se bedre ud end alle lady Diana’er tilsammen,“ 16


sagde hun, ikke uden en vis bitterhed i stemmen. „Sandt nok,“ sagde Gramper. „Cara har altid været køn — ligesom sin mor.“ Gramper vendte sig om mod Billy. „Din mormor var fra Italien og hed Maria Ferrone.“ Det vidste Billy godt, men Gramper elskede at fortælle sine gamle historier om familien. „Det er fra hende, din mor har sit skinnende sorte hår og de smukke mørke øjne — og også din søster. Din mormor var den smukkeste pige i hele Cardiff — og det var mig, der løb med hende.“ Pludselig så han bedrøvet ud. „Det var en dejlig tid,“ sagde han stille. Da rynkede misbilligende panden — han brød sig ikke om hentydninger til kødets lyst — men Mam blev glad for komplimenten og smilede, da hun satte morgenmaden på bordet foran sin far. „Åh ja,“ sagde hun. „Mig og mine søstre blev regnet for skønheder. Hvis vi havde haft råd til silke og kniplinger, skulle vi nok have vist alle de fine folk, hvordan en smuk pige ser ud.“ Billy så overrasket på hende. Han havde aldrig tænkt på sin mor som smuk eller for den sags skyld som noget som helst andet, selv om hun faktisk så ret godt ud om søndagen, når hun var klædt på til at gå til andagt. Især når hun havde hat på. Formentlig havde hun engang været ret køn, men det var svært at forestille sig. „Og så havde din mormors familie oven i købet omløb i hovedet,“ sagde Gramper. „Min svoger var minearbejder, men han slap væk og åbnede en kaffebar i Tenby. Se, det var et godt liv — havluft og intet at bestille dagen lang ud over at lave kaffe og tælle penge.“ Da begyndte igen at læse op fra avisen. „‘Som en del af forberedelserne til kroningen har Buckingham Palace ladet fremstille en instruktionsbog på mere end 200 sider.’“ Han kiggede igen op over kanten af avisen. „Husk at fortælle dem det nede i minen i dag, Billy. De vil være lettede over at høre, at intet overlades til tilfældighederne.“ Billy interesserede sig ikke meget for de kongelige. Det, han godt kunne lide at læse i Daily Mail, var eventyrhistorier om barske rugbyspillende skoledrenge, der fangede luskede tyske spioner. Ifølge avisen vrimlede det med den slags spioner i England, men til Billys ærgrelse kunne han ikke få øje på nogen i Aberowen. Billy rejste sig fra bordet. „Jeg går på gaden,“ meddelte han. Han gik ud ad gadedøren. At ‘gå på gaden’ var familiens eufemisme for at gå på 17


toilettet, som befandt sig halvvejs nede ad Wellington Row. En lav muret hytte med bølgebliktag var blevet opført over et dybt hul i jorden. Hytten var opdelt i to rum, et for mænd og et for kvinder. Begge rum havde en dobbeltlatrin, således at folk gik på toilettet to og to. Ingen kunne sige, hvorfor bygningsarbejderne havde valgt denne løsning, men alle fik det bedste ud af det, når det nu ikke kunne være anderledes. Mænd sad tavse og kiggede lige frem for sig, men Billy hørte ofte kvinderne sludre venskabeligt. Lugten var kvælende, også selv om man havde været udsat for den hver eneste dag i hele sit liv. Billy forsøgte altid at holde vejret, når han var derinde, og kom ud igen, gispende efter luft. Fra tid til anden blev der muget ud i hullet af en mand kaldet Dai Muck. Da Billy kom tilbage, så han til sin henrykkelse sin søster Ethel stå henne ved bordet. „Tillykke med fødselsdagen, Billy!“ råbte hun. „Jeg er kommet for at give dig et kys, før du skal ned i minen.“ Ethel var atten år gammel, og Billy havde ingen problemer med at se, at hun var smuk. Hun havde kastanjebrunt hår med viltre krøller, og der var altid et skælmsk blik i hendes mørke øjne. Måske havde Mam set sådan ud engang. Ethel var iført en enkel sort kjole og en hvid bomuldskappe af den slags, stuepiger gik med. Uniformen klædte hende godt. Billy tilbad Ethel. Ud over at være smuk var hun sjov og dygtig og tapper og turde en gang imellem oven i købet sige Da imod. Hun fortalte Billy ting, som ingen andre ville forklare ham, som for eksempel om det månedlige, det, kvinder kaldte ‘Forbandelsen’, og hvad det var for en slags utilbørlig opførsel, der havde tvunget den anglikanske præst til i al hast at rejse fra byen. Hun havde været den dygtigste i sin klasse i hele skoletiden, og hendes stil om ‘Min by eller landsby’ havde fået førstepræmie i en konkurrence, som South Wales Echo havde udskrevet. Hun havde vundet et eksemplar af Cassel’s Verdensatlas. Hun gav Billy et kys på kinden. „Jeg sagde til husbestyrerinden, mrs. Jevons, at vi var ved at løbe tør for læderfedt, og at jeg hellere måtte gå ned i byen og købe noget.“ Ethel boede og arbejdede på TÏ Gwyn, jarl Fitzherberts enorme landsted halvanden kilometer oppe ad bjerget. Hun rakte Billy noget, der var viklet ind i en ren klud. „Jeg stjal et stykke kage til dig.“ „Øj, tusind tak, Eth,“ sagde Billy, der elskede kage. „Skal jeg lægge det i din madkasse?“ spurgte Mam. „Ja tak.“ 18


Mam hentede en blikæske fra skabet og lagde kagen ned i den. Hun skar to skiver brød mere, smurte fedt på dem, dryssede salt på og lagde også dem i æsken. Alle minearbejdere havde en madkasse med låsebeslag. Hvis de tog maden med ned i minen, kun pakket ind i en klud, ville musene have spist den endnu før formiddagspausen. „Du får en skive kogt flæsk med, når du er kommet hjem med din første løn,“ sagde Mam. Billys løn var i begyndelsen meget beskeden, men ville ikke desto mindre være et vigtigt bidrag til familiens økonomi. Han spekulerede på, hvor meget han mon fik lov til at beholde i lommepenge, og om det nogensinde ville lykkes at spare sammen til den cykel, han så brændende ønskede sig. Ethel satte sig ved bordet. „Hvordan går det oppe i det store hus?“ spurgte Da. „Stille og roligt,“ svarede hun. „Jarlen og fyrstinden er i London for at deltage i kroningen.“ Hun så op på uret på kaminhylden. „De skal snart op — de er nødt til at tage tidligt hen til kirken. Det vil hun ikke bryde sig om — hun kan ikke lide at stå tidligt op — men hun kan jo ikke lade kongen vente.“ Jarlens hustru, Bea, var russisk fyrstinde og meget fin på den. „De vil vel gerne sikre sig en plads langt fremme, så de kan se hele forestillingen,“ sagde Da. „Åh nej, man kan skam ikke sætte sig, hvor man vil,“ sagde Ethel. „Der er blevet fremstillet 6.000 mahognistole til lejligheden med alle de inviteredes navne indgraveret med guld på stoleryggen.“ „Det var dog et rædsomt spild,“ sagde Gramper. „Hvad gør de med dem bagefter?“ „Aner det ikke. Måske tager de hver især deres stol med hjem som minde.“ „Sig til dem, at de godt må sende de overskydende til os,“ bemærkede Da tørt. „Vi er kun fem, og alligevel er din Mam nødt til at stå op.“ Når Da spøgte på den måde, kunne der godt ligge en vis portion vrede og ulme underneden. Ethel sprang op at stå. „Åh undskyld, Mam, det var tankeløst af mig.“ „Bliv bare siddende, jeg har for travlt til at sidde ned,“ sagde Mam. Klokken slog fem. „Det er bedst at komme i god tid, Billy,“ sagde Da. „Begynde, som du agter at fortsætte.“ Billy kom modstræbende på benene og tog sin madkasse. 19


Ethel gav ham igen et kys, og Gramper rakte ham hånden. Da gav ham to sekstommers søm, rustne og en smule bøjede. „Læg dem i bukselommen.“ „Hvad skal jeg med dem?“ spurgte Billy. „Det finder du ud af,“ svarede Da med et smil. Mam rakte Billy en flaske kold te med mælk og sukker. „Husk nu, Billy, Jesus er altid hos dig, også nede i minen,“ sagde hun. „Ja, Mam.“ Han så, at hendes øjne var blanke, og vendte sig hurtigt bort, fordi det fik hans hals til at snøre sig sammen. Han tog sin kasket fra knagen. „Vi ses,“ sagde han, som om han blot var på vej i skole. Så gik han ud ad døren. Det havde indtil videre været en varm, solrig sommer, men denne dag var det overskyet, og det så tilmed ud til at skulle ende med regn. Tommy stod og ventede ved siden af døren. „Hej, Billy,“ sagde han. „Hej, Tommy.“ De gik ned ad gaden side om side. Aberowen havde engang været en lille markedsby for et opland af småbønder, havde Billy lært i skolen. For enden af Wellington Row kunne man se ned på den gamle torveplads med kødmarkedets åbne folde, uldbørsen og den anglikanske kirke, der alt sammen lå på den anden side af Owenfloden, som nu kun var et dovent vandløb. Nu skar jernbanen sig igennem byen og sluttede foran minen. Minearbejderhusene lå spredt op ad bakkeskråningerne, hundredvis af grå stenhuse med tage af det mørkere grå walisiske skifer. De var blevet opført i lange bugtende rækker, der fulgte bjergets form, og som blev brudt af kortere tværgader, der gik stejlt ned til bunden af dalen. „Hvem tror du, du skal arbejde sammen med?“ spurgte Tommy. Billy trak på skuldrene. De nye drenge blev fordelt mellem de forskellige sjakformænd. „Det ved jeg ikke.“ „Jeg håber, de sætter mig i staldene.“ Tommy kunne godt lide heste. Omkring halvtreds ponyer levede deres liv nede i minen. De trak de fyldte vogne ad skinner hen til elevatoren. „Hvad har du mest lyst til?“ Billy håbede ikke, at han ville få et alt for tungt arbejde, fordi han var så lille af statur, men det havde han ikke tænkt sig at indrømme. „Måske smøre vognhjul,“ svarede han. „Hvorfor?“ 20


„Det lyder let.“ De kom forbi skolen, hvor de dagen før havde været elever. Det var en victoriansk bygning med spidse vinduer som i en kirke. Den var blevet opført af Fitzherbertslægten, hvilket rektor aldrig blev træt af at minde eleverne om. Det var stadig jarlen, der ansatte lærerne og bestemte, hvad der skulle undervises i. På væggene hang der billeder af heroiske slag, og Englands storhed var et genkommende tema. I Bibeltimen, som altid var den første time, blev de undervist i strenge anglikanske doktriner, selv om næsten alle børn kom fra frikirkelige hjem. Der var et skoleråd, som Da sad i, men det eneste, det kunne gøre, var at komme med anbefalinger. Da sagde, at jarlen behandlede skolen, som var den hans personlige ejendom. I løbet af det sidste år havde Billy og Tommy lært om minedrift, mens de ældste piger havde lært at sy og lave mad. Billy havde til sin overraskelse lært, at jorden under ham bestod af flere forskellige lag, ligesom en sandwich. Et kulleje — et ord, han havde hørt hele sit liv uden egentlig at forstå det — var sådan et lag. Han havde også fået at vide, at kullet var dannet af visne blade og andet grønt, som havde samlet sig hen over tusindvis af år og var blevet presset sammen af jorden ovenover. Tommy, hvis far var ateist, sagde, at det var bevis på, at det, der stod i Bibelen, var løgn, men Billys Da sagde, at det kun var en af mange fortolkninger. Der var ingen i skole så tidligt på dagen, og skolegården var øde. Billy var stolt over at være færdig med skolen, selv om en lille del af ham ønskede, at han kunne dreje ind i skolegården i stedet for at skulle ned i minen. I takt med at de nærmede sig minen, myldrede det frem med arbejdere, der alle bar en madkasse og en flaske te. De havde også alle det samme tøj på, gamle jakkesæt, som de ville tage af, når de var nået frem til deres arbejdsplads. Nogle miner var kolde, men den i Aberowen var stegende varm, og mændene arbejdede kun iført undertøj og støvler eller i grove bomuldsshorts. De havde også polstrede kasketter på hovedet, fordi tunnelloftet var lavt, og man nemt risikerede at støde hovedet imod. Hen over hustagene kunne Billy se elevatorhuset og de to store hjul, der øverst oppe drejede i hver sin retning og trak kabler, der hævede og sænkede elevatorstolen. Lignende elevatorhuse tårnede sig op i de fleste walisiske minebyer, på samme måde som kirketårne knejsede over landsbyerne. Andre bygninger lå spredt rundt omkring skakten, som var de blevet 21


drysset tilfældigt ud over området: lamperummet, kontorbygningen, smedjen, lagerrummene. Jernbanen snoede sig rundt om bygningerne. Overalt så han ødelagte kulvogne, mørnede planker, fodersække og bunker af rustent, ubrugeligt maskineri, alt sammen dækket af kulstøv. Hans far sagde altid, at der ville være færre ulykker, hvis minearbejderne ryddede op efter sig. Billy og Tommy gik hen til kontorbygningen. Foran huset stod Arthur ‘Spotty’ Llewellyn, en kontormand, der ikke var stort ældre end dem. Kraven og manchetterne på hans hvide skjorte var sorte af kulstøv. De var ventet — deres respektive fædre havde på forhånd aftalt, at det var i dag, de skulle begynde. Spotty noterede deres navne i en stor bog og førte dem derefter ind til direktøren. „Unge Tommy Griffiths og unge Billy Williams, mr. Morgan,“ meldte han. Maldwyn Morgan var en høj mand iført sort jakkesæt. Der var ikke kulstøv på hans manchetter og heller ingen skægstubbe på hans lyserøde kinder, hvilket var tegn på, at han barberede sig hver dag. Hans ingeniørdiplom hang i ramme på væggen, og hans bowlerhat — endnu et tegn på hans status — hang frit fremme på stumtjeneren henne ved døren. Til Billys overraskelse var han ikke alene. Ved siden af ham stod en endnu mere formidabel skikkelse: Perceval Jones, bestyrelsesformand for Celtic Minerals, det selskab, der ejede og drev kulminen i Aberowen og adskillige andre. Jones var en lille, aggressiv mand og blev kaldt Napoleon af minearbejderne. Han var iført jaket, sort kjole og stribede grå benklæder, og havde ikke taget sin sorte silkehat af. Jones kiggede fuld af lede på drengene. „Griffiths,“ sagde han. „Din far er socialrevolutionær.“ „Javel, mr. Jones,“ sagde Tommy. „Og ateist.“ „Javel, mr. Jones.“ Han så hen på Billy. „Og din far er repræsentant for Minearbejderforbundet i Sydwales.“ „Javel, mr. Jones.“ „Jeg bryder mig ikke om socialister. Ateister er dømt til evig fortabelse. Og fagforeningsmedlemmer er de værste af alle.“ Han gloede vredt på dem, men eftersom han ikke havde spurgt om noget, forholdt Billy sig tavs. 22


„Jeg vil ikke have ballademagere,“ fortsatte Jones. „De har strejket i treogfyrre uger i Rhondda-dalen, fordi folk som jeres fædre har opildnet dem til det.“ Billy vidste, at strejken i Rhondda ikke skyldtes ballademagere, men at ejerne af Ely-minen i Penygraig havde lockoutet deres ansatte. Han holdt dog sin mund. „Er I ballademagere?“ Jones pegede med en stiv finger på Billy, hvad der fik Billy til at bæve indvendigt. „Har din far sagt til dig, at du skal stå fast på dine rettigheder, når du arbejder for mig?“ Billy forsøgte at tænke tilbage, selv om det var svært på grund af mr. Jones’ truende mine. Da havde været ret fåmælt om morgenen, men aftenen før havde han givet sin søn et par gode råd. „Han sagde til mig, at jeg ikke måtte være flabet over for mine foresatte, sir. Det kunne jeg overlade til ham.“ Bag ham undertrykte Spotty Llewellyn et fnis. Perceval Jones syntes imidlertid ikke, det var morsomt. „Uforskammede hvalp,“ sagde han. „Men hvis jeg ikke ansætter dig, går hele dalen i strejke.“ Det havde Billy ikke skænket en tanke. Var han virkelig så betydningsfuld? Nej — men minearbejderne kunne godt finde på at gå i strejke for at forhindre, at deres repræsentanters børn kom til at undgælde for deres fædres virke. Han havde været på arbejde i mindre end fem minutter, og fagforeningen var allerede trådt beskyttende til. „Ud med dem,“ sagde Jones. Morgan nikkede. „Tag dem med udenfor, Llewellyn,“ sagde han til Spotty. „Rhys Price kan tage sig af dem.“ Billy stønnede indvendigt. Rhys Price var en af de mere upopulære driftsledere. Han var for et år siden brændt varm på Ethel, men hun havde givet ham en kurv. Samme behandling havde halvdelen af ungkarlene i Aberowen fået, men Price var blevet fornærmet. Spotty gjorde et kast med hovedet. „Ud!“ sagde han og fulgte efter dem. „I kan vente udenfor på mr. Price.“ Billy og Tommy forlod kontorbygningen og stillede sig op ad muren ved siden af døren. „Jeg har lyst til at hamre en næve i Napoleons fede mave,“ sagde Tommy. „Sådan en kapitalistisk skiderik.“ „Jah,“ sagde Billy, selv om tanken slet ikke var faldet ham ind. 23


Rhys Price dukkede op et minut senere. Som alle driftslederne havde han en lav, rundpuldet hat på hovedet, som var dyrere end en minearbejderkasket, men billigere end en bowler. Price var ubarberet og havde mellemrum mellem fortænderne. Billy vidste, at han var dygtig, men lusket. „Godmorgen, mr. Price,“ sagde Billy. Price så mistænksomt på ham. „Hvad får dig til at sige godmorgen til mig, Billy Twice?“ „Mr. Morgan sagde, at De skulle tage os ned i minen.“ „Gjorde han det?“ Price havde for vane hele tiden at se sig til begge sider og en gang imellem også over skulderen, som om han forventede ballade fra alle kanter. „Nu får vi se.“ Han kiggede op på elevatorhjulene, som kunne de give ham en forklaring. „Jeg har ikke tid til at tage mig af knægte.“ Han gik ind på kontoret. „Jeg håber, han sætter en anden til at tage os ned,“ sagde Billy. „Han hader min familie, fordi min søster ikke ville gå ud med ham.“ „Din søster synes, hun er for god til mændene i Aberowen,“ sagde Tommy og efterplaprede tydeligvis noget, han havde hørt. „Hun er for god til dem,“ sagde Billy heftigt. Price kom ud igen. „Denne vej,“ sagde han og skridtede hastigt af sted. Drengene gik efter ham ind i lamperummet. Lampemanden rakte Billy en skinnende sikkerhedslampe af messing, og han hægtede den på sit bælte ligesom de andre mænd. Han havde lært om minelamper i skolen. En af farerne ved minebrydning var metan, en brandfarlig gas, der sivede ud fra kullagene. Mændene kaldet den for grubegas, og den var skyld i alle underjordiske eksplosioner. De walisiske miner var berygtede for at være gasfyldte. Lampen var så snedigt indrettet, at flammen i den ikke kunne antænde grubegassen. Faktisk skiftede den form og blev længere, så kulminearbejderne kunne blive advaret i tide, for grubegas var lugtfri. Hvis lampen gik ud, kunne minearbejderen ikke selv tænde den igen. Det var forbudt at bruge tændstikker under jorden, og lampen var forseglet for at forhindre omgåelse af reglen. En slukket lampe skulle bæres tilbage til en lampestation, som sædvanligvis lå i begyndelsen af hovedgangen henne ved skakten. Dette kunne indebære en tur på et par kilometer, men det var det værd for at undgå en eksplosion. 24


I skolen havde drengene fået fortalt, at sikkerhedslamper var en af måderne, hvormed mineejerne udviste påpasselighed og omsorg for deres ansatte. „Ha!“ havde Da vrænget, „som om det ikke er i deres egen interesse at undgå eksplosioner og efterfølgende standsning af arbejdet og ødelæggelser i ganganlægget.“ Efter at have fået udleveret lamper stod mændene i kø henne foran elevatoren. Ved siden af køen havde man smart nok stillet en opslagstavle op. Her kunne man læse hånd- eller maskinskrevne opslag om crickettræning, dartkonkurrencer, en koncert med Aberowens mandskor, en forelæsning om Karl Marxs teori om historisk materialisme på folkebiblioteket eller en efterlysning af en tabt lommekniv. Driftslederne behøvede imidlertid ikke at stå i kø, og Price masede sig op foran med drengene efter sig. Som i de fleste miner havde Aberowen to skakter med ventilatorer opsat, således at luften blev blæst ned i den ene og suget op gennem den anden. Ejerne gav ofte disse skakter spøjse navne, og her hed de Pyramus og Thisbe. Denne skakt, Pyramus, var den opgående, og Billy kunne mærke den varme luft komme susende op nede fra gruben. Året før havde Billy og Tommy besluttet at se nærmere på skakten. Anden påskedag, hvor ingen var på arbejde, var de smuttet forbi vagtmanden og videre gennem området hen til skakten, hvor de var klatret over sikkerhedshegnet. Plankeværket omkring skakten lukkede ikke tæt, og de havde ligget på maven henne ved kanten og med forskræmt fascination stirret ned i det forfærdelige hul. Billys mave havde trukket sig sammen ved synet af det begsorte, endeløse mørke, og han havde fået gåsehud over hele kroppen af lige dele lettelse over, at han ikke behøvede at gå derned, og rædsel, fordi dagen nærmede sig, hvor der ikke var nogen vej udenom. Han havde kastet en sten ned i skakten, og de havde hørt, da den ramte elevatorburet og slog smut mod skaktens murstensforing. Det forekom dem, at der gik forfærdelig lang tid, før den med et næsten uhørligt plask landede i vandet i bunden af skakten. Nu, et år senere, skulle han til at følge stenens vej ned til bunden. Han sagde til sig selv, at han ikke måtte være en tøsedreng. Han måtte opføre sig som en mand, selv om han ikke følte sig som en. Det værste var, hvis han gjorde sig til grin. Det frygtede han mere end døden. Han kunne se gitterlågen foran skakten. Bag den var der ingenting, for buret var på vej op. På den anden side af skakten kunne han se hejsevær25


ket, der drejede de store hjul højt oppe. Dampskyer sprøjtede ud af maskineriet. Kablerne smældede mod deres skinner. Der lugtede af varm olie. Med en skramlende lyd kom det tomme bur til syne bag lågen. Hissemanden, der havde ansvaret for buret oppe på jorden, trak lågen til side. Rhys Price trådte ind i det tomme bur med de to drenge efter sig. Yderligere tretten minearbejdere fulgte med ind — der måtte være højst seksten personer derinde. Så lukkede hissemanden lågen igen. Et øjeblik skete der ingenting. Billy følte sig meget sårbar. Gulvet i buret føltes solidt nok, men han ville uden de store problemer kunne klemme sig mellem jernstængerne i siderne. Buret hang i et stålkabel, men selv det var ikke fuldkommen sikkert: Alle vidste, at elevatorkablet i Tirpentwys var bristet engang i 1902, og buret var styrtet ned til bunden af skakten. Otte mænd døde. Han nikkede til minearbejderen ved siden af sig. Det var Harry ‘Suet’ Hewitt, en dreng med plumpe kinder, kun tre år ældre end Billy, men et hoved højere. Billy huskede udmærket Harry fra skoletiden: Han havde ikke kunnet bestå oprykningseksamenen til fjerde klasse og havde gået i klasse med tiårige, indtil han var blevet gammel nok til at begynde at arbejde. En klokke ringede som signal om, at lastemesteren i bunden af skakten havde lukket sin låge. Hissemanden trak i et håndtag, og en ny klokke ringede. Dampmaskinen udstødte et hvæs, og så lød der endnu et smæld. Buret faldt ned i tomrummet. Billy vidste, at det gik ned i frit fald, indtil bremsen blev aktiveret og sørgede for en blød landing, men ingen teoretisk viden kunne have forberedt ham på fornemmelsen af at falde som en sten ned i jordens indre. Hans fødder mistede forbindelsen med gulvet, og han skreg af angst. Han kunne ikke lade være. Alle mændene lo. De vidste, at det var hans første tur, og havde, forstod han nu, ventet på hans reaktion. For sent opdagede han, at de alle holdt fast i jernstængerne for at undgå at blive revet opad, men denne nye viden formåede ikke at mindske hans angst. Kun ved at bide tænderne hårdt sammen lykkedes det ham at kvæle skrigene. Langt om længe blev bremsen aktiveret. Farten tog af, og Billys fødder fik kontakt med gulvet igen. Han greb fat om en jernstang og forsøgte at holde op med at ryste. Et øjeblik efter erstattedes angsten af en forurettelse 26


så voldsom, at han var lige ved at få tårer i øjnene. Han kiggede over på Suets grinende fjæs og råbte hen over larmen: „Så luk dog din fede kæft, røvhul.“ Udtrykket i Suets ansigt ændrede sig brat, og han så rasende ud, men de andre mænd lo blot så meget desto højere. Billy ville blive nødt til at sige undskyld til Jesus for at have bandet, men i det mindste følte han sig ikke så dum længere. Han kiggede hen på Tommy, som var ligbleg. Havde Tommy også skreget? Billy var bange for at spørge i tilfælde af, at svaret var nej. Buret standsede, lågen blev skudt til side, og Billy og Tommy gik med rystende ben ud i minen. Det var ret mørkt. Minelamperne udsendte mindre lys end petroleumslamperne på væggen derhjemme. Der var lige så mørkt i gruben som på en måneløs nat. Måske var det ikke nødvendigt at kunne se for at bryde kul, tænkte Billy. Han plaskede gennem noget vådt, og da han så ned, var der alle vegne vand og mudder, der svagt reflekterede lyset fra lamperne. Han havde en underlig smag i munden: Luften var tyk af kulstøv. Var det virkelig, hvad mændene indåndede dagen lang? Det måtte være derfor, minearbejdere hostede og spyttede så meget. Fire mænd ventede på at komme ind i buret og blive hentet op til overfladen. De havde alle en læderkuffert i hånden, og det gik op for Billy, at det var de brandmænd, der hver morgen -- før minearbejderne gik ned i minen -- undersøgte gangene for gas. Hvis koncentrationen af metan var uacceptabelt høj, ville de beordre mændene til at blive oppe på jorden, indtil ventilationen havde suget gassen væk. Lige i nærheden kunne Billy se en række båse til ponyer og en åben dør, der førte ind til et oplyst rum med et skrivebord, formentlig driftslederkontoret. Mændene forsvandt ind i fire hovedgange, der udgik fra grubebunden. Fra hovedgangene førte mindre tværgange hen til de steder, hvor man brød kul. Price førte dem hen til et skur og låste en hængelås op. Det viste sig at være et redskabsskur. Han fandt to skovle, rakte dem til drengene og låste igen. De gik hen til stalden. En mand kun iført shorts og støvler stod og skovlede beskidt halmstrøelse ud af en bås og op i en kulvogn. Sveden silede ned ad hans muskuløse ryg. „Har du brug for hjælp?“ spurgte Price. 27


Manden vendte sig om, og Billy så, at det var Dai Ponies, medlem af bestyrelsen for Bethesda Missionshus. Dai så ikke ud til at genkende Billy. „Jeg vil ikke have den lille,“ sagde han. „Okay,“ sagde Price. „Den anden er Tommy Griffiths. Ham får du så.“ Tommy så tilfreds ud. Han skulle arbejde i stalden, om end det kun var med at muge ud. „Kom med mig, Billy Twice,“ sagde Price og gik ind i en af sidegangene. Billy lagde skovlen over skulderen og fulgte efter, mere nervøs nu, hvor Tommy ikke længere var sammen med ham. Han ville ønske, han var blevet sat til at muge ud sammen med sin ven. „Hvad skal jeg lave, mr. Price?“ spurgte han. „Det kan du vel gætte!“ sagde Price. „Hvorfor tror du, jeg gav dig en forpulet skovl?“ Billy blev chokeret over den henkastede brug af det forbudte ord. Minegangen var rund, og loftet understøttet af buede ståldragere. Et fem centimeter tykt rør løb langs loftet, formentlig med vand. Hver nat blev gangene overrislet i et forsøg på at mindske mængden af støv. Ikke blot risikerede mændene at få lungesygdomme — hvis det blot var det, ville Celtic Minerals formentlig være ligeglade — men støvet udgjorde også en brandfare. Uheldigvis var sprinklersystemet utilstrækkeligt. Billys far havde forsøgt at overbevise ledelsen om, at røret skulle være tre gange så tykt, men Perceval Jones havde nægtet at spendere penge på det. Efter at være gået 4-500 meter drejede de ind i en tværgang, der skrånede opad. Dette var en ældre og smallere tunnel med dragere af træ og ikke stål. Price var nødt til at dukke hovedet der, hvor loftet hang. Med cirka tredive meters mellemrum kom de forbi indgange til gruberum, hvor minearbejderne stod og brød kul. Billy hørte en rumlende lyd, og Price sagde: „Ind i mandehullet!“ „Hvad?“ Billy så ned på jorden. Et mandehul var noget, der var i et fortov, og han kunne ikke se andet på gulvet end de skinner, som vognene blev trukket ad. Han kiggede op og fik øje på en pony, der var på vej imod ham -- hurtigt på grund af den skrånende tunnel -- med en række vogne efter sig. „Ind i mandehullet!“ råbte Price. Billy forstod stadig ikke, hvad der forventedes af ham, men han kunne se, at gangen ikke var ret meget bredere end vognene, og at han ville blive 28


kørt over og knust. Så så det ud, som om Price trådte lige ind i væggen og forsvandt. Billy smed skovlen fra sig og løb tilbage samme vej, han var kommet. Han forsøgte at øge afstanden til ponyen, men den nærmede sig med overraskende fart. Så fik han øje på en niche i væggen, der var lige så høj som gangen, og det gik op for ham, at han havde set den slags nicher, uden egentlig at bide mærke i dem, for hver tyve-femogtyve meter, de var gået. Det måtte være det, Price kaldte et mandehul. Han kastede sig ind, og vogntoget rumlede forbi. Da det var væk, trådte han forpustet ud igen. Price lod, som om han var vred, men han smilede. „Du er nødt til at være mere vågen,“ sagde han. „Ellers ender det med, at du dør hernede — ligesom din bror.“ Billy vidste, at de fleste mænd nød at blotte og spotte drenges uvidenhed. Han var fast besluttet på ikke selv at gøre det, når han var blevet voksen. Han samlede skovlen op. Den var ikke gået i stykker. „Heldigt for dig,“ bemærkede Price. „Du skulle erstatte den, hvis den var blevet knust under vognene.“ De fortsatte og nåede snart frem til et udtømt område, hvor gruberummene lå øde hen. Der var mindre vand på gulvet, som var dækket af et tommetykt lag støv. De drejede om adskillige hjørner, og Billy mistede orienteringen. Så kom de til et sted, hvor gangen var spærret af en beskidt gammel vogn med en tønde. „Der skal ryddes op her,“ sagde Price. Det var første gang, han ulejligede sig med at forklare noget, og Billy havde på fornemmelsen, at han løj. „Dit arbejde består i at skovle skidtet op i tønden.“ Billy kiggede sig omkring. Støvet lå over tredive centimeter højt, så langt lyset rakte, og han havde en mistanke om, at det fortsatte sådan langt ind i gangen. Han kunne skovle en uge, uden at nogen ville kunne se forskel. Og til hvad nytte? Der var ikke mere kul i denne del af minen. Men han stillede ingen spørgsmål. Det var formentlig en slags prøve. „Jeg kommer igen om lidt og ser, hvordan det går,“ sagde Price og gik tilbage gennem gangen, så Billy var alene. Det havde Billy ikke regnet med. Han havde troet, at han skulle arbejde sammen med de ældre mænd og lære af dem. Han kunne imidlertid kun gøre, hvad han havde fået besked på. 29


Han hægtede lampen af sit bælte og kiggede sig om efter et sted at stille den. Der var, så vidt han kunne se, intet, der kunne bruges som hylde. Han stillede lampen på gulvet, men der gjorde den næsten ingen gavn. Så kom han i tanke om de søm, hans far havde givet ham. Det var dét, de skulle bruges til. Han tog det ene op af lommen. Ved hjælp af skovlbladet hamrede han det ind i en træstolpe og hængte lampen op. Det hjalp. En vogn med tønde ville gå en mand til brystet, men denne gik Billy til skuldrene, og da han tog fat på arbejdet, gled halvdelen af støvet af skovlen, før han fik den svunget op over kanten. Han udviklede en teknik, hvor han drejede bladet, så støvet ikke faldt af. Efter et par minutter var han badet i sved, og han forstod, hvad det andet søm skulle bruges til. Han bankede det ind i en anden træstolpe og hængte skjorte og bukser op. Noget efter kunne han mærke, at der stod en og så på ham. Ud af øjenkrogen fik han øje på en skikkelse, der stod stille som en statue. „Åh gud!“ skreg han og vendte sig om mod skikkelsen. Det var Price. „Jeg glemte at tjekke din lampe,“ sagde han. Han tog Billys lampe ned fra sømmet og gjorde et eller andet ved den. „Ikke godt,“ sagde han. „Du får min.“ Han hængte den anden lampe op og forsvandt igen. Han var et ubehageligt menneske, men i det mindste tænkte han på Billys sikkerhed. Billy tog fat på arbejdet igen. Inden længe begyndte det at gøre ondt i arme og ben. Han var vant til at skovle, sagde han til sig selv: Da havde en svinesti på det lille jordstykke omme bag huset, og det var en af Billys pligter en gang om ugen at muge ud. Det tog dog kun et kvarter. Kunne han overhovedet holde til det her en hel dag? Under støvet bestod tunnelgulvet af sten og ler. Lidt efter havde han renskovlet halvanden meter i hele gangens bredde. Støvet, han havde skovlet væk, dækkede knap nok bunden af tønden, men han var allerede udmattet. Han forsøgte at trække vognen fremad, så han ikke skulle gå så langt med hver skovlfuld, men det virkede, som om hjulene var rustet fast til skinnerne. Han havde ikke noget ur, og det var umuligt at sige, hvor lang tid der var gået. Han begyndte at arbejde langsommere for derved at spare på kræfterne. Så gik lampen ud. 30


Først flakkede flammen, og han kiggede nervøst op på lampen på sømmet, men han vidste, at flammen ville blive længere, hvis der var grubegas i gangen. Det gjorde den ikke, så han til sin lettelse. Men så gik den ud. Han havde aldrig oplevet et mørke som dette. Der var intet at se, ingen grå pletter, ikke engang forskellige nuancer sort. Han løftede skovlen op foran ansigtet og holdt den tæt ind til næsen, men han kunne stadig ikke se den. Sådan måtte det være at være blind. Han stod helt stille. Hvad skulle han gøre? Det var meningen, at han skulle tage lampen tilbage til lampestationen, men han ville under ingen omstændigheder kunne finde vej, selv hvis han havde kunnet se. I dette mørke risikerede han at tumle rundt i timevis. Han havde ingen anelse om, hvor langt det udtømte område strakte sig, og han brød sig ikke om tanken om, at der skulle sendes et eftersøgningshold af sted efter ham. Han var simpelthen nødt til at vente på Price. Driftslederen havde sagt, at han ville komme igen ‘om lidt’. Det kunne være nogle få minutter eller en time eller mere. Og Billy havde en mistanke om, at der godt kunne gå lang tid. Det var med garanti Price, der havde været på spil. En minelampe kunne ikke pustes ud, og i øvrigt var der så godt som ingen trækvind herinde. Price havde taget Billys lampe og i stedet givet ham en, der var ved at løbe tør for olie. Selvmedlidenheden vældede op i Billy, og han fik tårer i øjnene. Hvordan havde han gjort sig fortjent til det her? Så tog han sig sammen. Det var en ny prøve, ligesom den med buret. Han ville vise dem, at han kunne klare mosten. Han ville arbejde videre i mørke, besluttede han. Idet han rørte sig for første gang, siden lyset var gået ud, satte han skovlen mod jorden og skubbede den fremad i et forsøg på at få støv op på bladet. Da han vejede den i hånden, vidste han, at det var lykkedes. Han vendte sig om og gik to skridt fremad, løftede den op og forsøgte at smide støvet ned i tønden, men fejlbedømte højden. Skovlen slog mod tøndens side og blev pludselig meget lettere, da støvet faldt af. Teknikken skulle forfines. Han forsøgte igen og løftede denne gang skovlen højere op. Da han havde læsset støvet af, lod han skovlbladet falde lidt og mærkede træskaftet slå mod kanten af tønden. Det var bedre. Det hændte stadig, at han fejlbedømte afstanden i takt med, at der blev længere mellem vogn og støvbunker, men så begyndte han at tælle skridt 31


og kom ind i en rytme, og skønt det værkede i hele kroppen, gik det. Efter at arbejdet var blevet sat i system, kunne tankerne gå på langfart, hvilket ikke var særlig godt. Han spekulerede på, hvor langt gangen strakte sig foran ham, og hvor længe den havde været taget ud af brug. Han tænkte på jorden over sit hoved, et lag på næsten en kilometer, og på vægten, som disse gamle træstolper måtte bære. Han kom også til at tænke på sin bror Wesley og de andre mænd, der var omkommet nede i denne mine. Men deres sjæle vandrede naturligvis ikke hvileløst rundt hernede. Wesley var oppe hos Jesus. Det var de andre vel også. Og hvis ikke der, så et andet sted. Han begyndte at blive bange og blev enig med sig selv om, at det var en skidt idé at tænke på genfærd. Han var sulten. Var det frokosttid? Han anede det ikke, men tænkte, at han jo lige så godt kunne holde pause nu. Han gik tilbage til det sted, hvor han havde hængt sit tøj, famlede rundt på jorden under det og fandt sin flaske og madkasse. Han satte sig op ad tunnelvæggen og tog en stor slurk kold, sød te. Mens han spiste sin fedtemad, hørte han en svag lyd. Han håbede, at det var Rhys Prices knirkende støvler, men det var ønsketænkning. Han kendte den lyd: Det var rotter. Han var ikke bange. Der var masser af rotter i grøfterne langs alle gader i Aberowen. Her virkede de dog dristigere, måske på grund af mørket, og et øjeblik efter løb en af dem hen over hans bare ben. Han flyttede maden over i venstre hånd, samlede skovlen op og svingede den foran sig. Det gjorde dem ikke engang bange, og et øjeblik efter mærkede han igen små kløer på sin hud. Denne gang forsøgte en af dem at løbe op ad hans arm. De kunne naturligvis lugte maden. Pibelydene blev højere, og han spekulerede på, hvor mange der mon var. Han rejste sig op og proppede den sidste mad i munden. Han drak lidt mere te og spiste sin kage. Den smagte vidunderligt, fyldt med sukat og mandler. Men så løb en rotte op ad hans ene ben, og han var nødt til også at sluge kagen. Det var, som om de vidste, at maden var væk nu, for pibelydene døde gradvist hen og forsvandt så helt. Billy havde fået fornyede kræfter og gik i arbejde igen, skønt rygmusklerne formelig brændte. Han satte tempoet yderligere ned og holdt ofte pause. 32


For at muntre sig op sagde han til sig selv, at klokken nok var mere, end han troede. Måske var det allerede midt på dagen. En eller anden ville komme og hente ham, når skifteholdet mødte på arbejde. Lampemanden holdt styr på antallet af udleverede lamper og ville vide, hvis en mand ikke var kommet op fra minen. Men Price havde på den anden side taget Billys lampe og givet ham en anden. Havde han planer om at efterlade Billy hernede natten over? Det kunne han i så fald godt glemme alt om, for Billys far ville sætte himmel og jord i bevægelse. Cheferne var bange for ham — det havde Perceval Jones mere eller mindre indrømmet. På et eller andet tidspunkt ville nogen begynde at lede efter Billy. Men da sulten igen meldte sig, var han klar over, at der måtte være gået adskillige timer. Han begyndte igen at blive bange, og denne gang kunne han ikke ryste angsten af sig. Det var mørket, der gik ham på. Han kunne have klaret ventetiden, hvis blot han havde kunnet se noget. I det uigennemtrængelige mørke var det, som om han var ved at gå fra forstanden. Han havde ingen retningsfornemmelse, og hver gang han gik tilbage fra vognen, var han bange for at ramle ind i tunnelvæggen. Tidligere havde han været bange for at komme til at græde som et barn; nu måtte han bide tænderne sammen for ikke at begynde at skrige. Så kom han i tanke om, hvad hans mor havde sagt: ‘Jesus er altid hos dig, også nede i minen.’ I morges havde han tænkt, at hun formanede ham om at opføre sig ordentligt, men hun havde været klogere end som så. Selvfølgelig var Jesus hos ham. Jesus var overalt. Mørket var ligegyldigt, det samme var tidens gang. Billy havde en til at passe på sig. For at minde sig selv om det sang han en salme. Han brød sig ikke om sin egen stemme, som stadig var skinger, men der var ingen, der kunne høre ham, så han sang så højt, han kunne. Da han havde sunget alle vers, og angsten igen begyndte at melde sig, forestillede han sig, at Jesus stod lige på den anden side af vognen og betragtede ham med et alvorligt og medfølende udtryk i sit skæggede ansigt. Billy sang en ny salme. Han skovlede og gik i takt til melodien. De fleste salmer havde en god rytme. Indimellem jog angsten igen igennem ham for, at han var blevet glemt, at arbejdsdagen var forbi, og at han måske var helt alene hernede, men så tænkte han blot på den kjortelklædte skikkelse, der var hos ham hernede i mørket. 33


Han kunne mange salmer. Han havde gået i søndagsskole tre gange om søndagen i missionshuset, lige siden han var blevet stor nok til at sidde stille. Salmebøger var dyre, og ikke alle i menigheden kunne læse, så alle havde lært versene udenad. Da han havde sunget tolv salmer, gik han ud fra, at der var gået en time. Arbejdsdagen måtte da være forbi nu? Så sang han tolv nye salmer. Efter det blev det svært at holde styr på noget. Han sang sine yndlingssalmer to gange. Han satte arbejdstempoet endnu mere ned. Han var ved at synge ‘Up From the Grave He Arose’ i vilden sky, da han fik øje på et lys. Arbejdet var kommet ind i så fast en rytme, at han ikke holdt inde, men blot tog en ny skovlfuld og stadig syngende bar den hen til vognen, samtidig med at lyset blev stærkere. Da salmen var forbi, stoppede han op og støttede sig til sin skovl. Rhys Price stod med ansigtet halvskjult i skyggerne og en lampe hængende i bæltet og kiggede mærkeligt på ham. Billy skjulte, hvor lettet han var. Han agtede ikke at vise Price, hvordan han havde det. Han tog bukser og skjorte på og løftede derefter den slukkede lampe ned fra sømmet og hægtede den fast til sit bælte. „Hvad er der i vejen med lampen?“ spurgte Price. „De ved godt, hvad der er i vejen med den,“ svarede Billy, og hans stemme lød så sært voksen lige pludselig. Price vendte sig om og gik tilbage gennem tunnelen. Billy tøvede. Han så sig over skulderen. Lige på den anden side af vognen fik han et glimt af et skægget ansigt og en lys kjortel, men skikkelsen forsvandt lige så hurtigt igen. „Mange tak,“ sagde Billy til den tomme tunnel. Da han fulgte efter Price, havde han så ondt i benene, at han var bange for at dratte omkuld, men det bekymrede ham knap nok. Han kunne se igen, og arbejdsdagen var forbi. Inden længe ville han være hjemme og kunne lægge sig. De nåede hen til skakten og trådte ind i buret sammen med en masse andre møgbeskidte minearbejdere. Tommy Griffiths var ikke med, men det var Suet Hewitt. Mens de ventede på signalet oppe fra jorden, lagde Billy mærke til, at de kiggede på ham med et smørret smil om munden. „Hvordan gik det så på din første arbejdsdag, Billy Twice?“ spurgte Hewitt. 34


„Fint, tak,“ sagde Billy. Hewitt fik et ondskabsfuldt udtryk i ansigtet, sandsynligvis fordi han pludselig kom i tanke om, at Billy tidligere havde kaldt ham ‘røvhul’. „Ingen problemer?“ spurgte han. Billy tøvede. Der var ingen tvivl om, at de alle vidste, hvad der var sket, og det var vigtigt at fortælle dem, at han ikke var bukket under for angsten. „Min lampe gik ud,“ sagde han, og det lykkedes lige akkurat at holde stemmen i ro. Han kiggede på Price, men besluttede så, at det var mere mandigt ikke at anklage ham. „Det var lidt svært at arbejde hele dagen i mørke,“ sluttede han. Det var alt for underspillet — måske troede de ikke, det havde været særlig slemt — men det var bedre end at indrømme, hvor bange han havde været. En af de ældre mænd tog ordet. Det var John Jones the Shop, som hed sådan, fordi hans kone havde indrettet en lille købmandsbutik i deres dagligstue. „Hele dagen?“ spurgte han. „Ja,“ sagde Billy. John Jones så på Price og sagde: „Dumme stodder, det skulle kun have været en time.“ Billy havde fået sin mistanke bekræftet. Mændene vidste, hvad der var sket, og det lød som noget, de udsatte alle nye drenge for. Price havde imidlertid gjort det værre end normalt. Suet Hewitt grinede. „Var du ikke bange for at være helt alene i mørket, Billy?“ spurgte han. Billy overvejede nøje sit svar. De kiggede alle på ham og ventede spændt på at høre svaret. Deres smørrede grin var væk, og de virkede en smule skamfulde. Han besluttede at sige sandheden. „Jo, jeg var bange, men jeg var ikke alene.“ Suet så forvirret på ham. „Var du ikke alene?“ „Nej, selvfølgelig ikke,“ sagde Billy. „Jesus var hos mig.“ Suet lo højt, men det var der ingen andre, der gjorde. Hans skralderlatter gav genlyd i skakten og døde så brat ud. Stilheden varede adskillige sekunder. Så skramlede metalkablerne, det gav et ryk, og buret begyndte sin opstigning. Suet så væk. Efter det kaldte alle ham ‘Billy-with-Jesus’.


Giganternes fald af Ken Follett  

22. juni 1911 13 14 15 16 17 i byen og købe noget.“ Ethel boede og arbejdede på T Gwyn, jarl Fitzher- 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 3...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you