Issuu on Google+

Af forfatteren til den internationale bestseller SPIS • BED • ELSK

ELIZABETH GILBERT

GI FT EN KÆRLIGHEDSHISTORIE

DT

L I N D H AR

O

G

RIN

GHOF


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

GIFT en kĂŚrlighedshistorie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Af samme forfatter Spis, bed, elsk


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Elizabeth Gilbert

GIFT en kærlighedshistorie

På dansk ved Ulla Oxvig

lindhardt og ringhof


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

GIFT – en kærlighedshistorie er oversat fra amerikansk efter Committed: A Love Story Copyright © Elizabeth Gilbert 2010 All rights reserved Dansk copyright © 2010 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Marlene Sherar/Imperiet Bogen er sat med Minion Pro hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print, 2010 ISBN originaludgave: 978-87-11-42743-9 1.udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Para J.L.N. – o meu coroa


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

der er stor risiko forbundet med at indgå giftermål. men der er til gengæld heller ikke noget mere saliggørende end et lykkeligt ægteskab. Benjamin Disraeli, 1870 I et lykønskningsbrev til dronning Victorias datter, Louise, i anledning af hendes forlovelse.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Indholdsfortegnelse

En note til læseren 11 Ægteskab og overraskelser

19

Ægteskab og forventninger

45

Ægteskab og historie 75 Ægteskab og forblindelse 117 Ægteskab og kvinder 175 Ægteskab og autonomi 253 Ægteskab og revolution 289 Ægteskab og ceremoni 331 Tak

343


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

En note til læseren

For nogle år siden skrev jeg en bog med titlen Spis, bed, elsk, hvori jeg fortalte historien om en rejse, jeg havde foretaget alene rundt i verden efter en frygtelig skilsmisse. Jeg var midt i 30’erne, da jeg skrev bogen, og alt ved den var en ny begyndelsen for mig som forfatter. Før Spis, bed, elsk havde jeg været kendt i litterære kredse (hvis jeg da overhovedet var kendt) som en kvinde, der primært skrev for og om mænd. Jeg havde en del år været skrivende journalist på mandeblade som GQ og Spin, og jeg havde gennem mit arbejde udforsket maskuliniteten fra enhver tænkelig vinkel. Og derfor var hovedpersonerne i mine tre første bøger (både fiktion og fakta) da også alle supermacho personligheder: cowboys, hummerfiskere, jægere, lastbilchauffører, transportarbejdere, skovhuggere. Dengang fik jeg ofte at vide, at jeg skrev som en mand. Nu er jeg egentlig ikke helt sikker på, hvad det rent faktisk vil sige at ‘skrive som en mand’, men jeg vælger at tro, at det generelt var ment som et kompliment. Jeg opfattede det i hvert fald som et kompliment. I forbindelse med en af artiklerne til GQ gik jeg endda så langt som til at udgive mig for at være en mand i en hel uge. Jeg klippede håret af, klemte brysterne flade, stak et kondom fyldt med fuglefrø ned i mine bukser og klistrede et lille, trekantet skæg på hagen – alt sammen i et forsøg på at

11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

krybe ind under huden på mændene og forsøge at forstå de dragende mysterier, der ligger i maskuliniteten. Her bør jeg nok også tilføje, at min fascination af mænd også strakte sig ind i mit privatliv. Og at den ofte skabte problemer. Nej – den skabte altid problemer. Mine romantiske forviklinger og min professionelle besættelse af emnet mandighed gjorde, at jeg aldrig nogensinde brugte tid på at overveje og udforske det kvindelige. Og jeg brugte i hvert fald aldrig et minut på at overveje min egen kvindelighed. Og det var – sammen med min almindelige ligegyldighed over for min egen sundhed og trivsel – årsagen til, at jeg aldrig rigtig lærte mig selv ordentligt at kende. Så da en overvældende bølge af depression væltede mig omkuld omkring de 30, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle forstå eller blot formulere det, jeg oplevede. Først gav min krop op, derefter faldt mit ægteskab fra hinanden og siden mit sind og min sjæl – det sidste varede heldigvis kun kort, men var absolut det mest skræmmende. Den maskuline styrke kunne ikke bruges i situationen. Der var ikke andet at gøre end at få reddet følelserne ud af det psykiske vildnis, de var havnet i – og jeg måtte selv ind og hente dem. Skilt, fortvivlet og ensom forlod jeg alt og begav mig ud på en rejse, der skulle tage et år og få mig til at kigge indad. Jeg var fast besluttet på at studere mig selv, som jeg tidligere havde studeret den svært definerbare, flygtige og fjerne amerikanske cowboy. Og fordi jeg er forfatter, skrev jeg naturligvis en bog om projektet. Og fordi livet nogle gange er virkelig mærkeligt, blev bogen en megakæmpe international bestseller, og jeg blev pludselig – efter at have brugt et helt årti på udelukkende at skrive om mænd og maskulinitet – omtalt som en chick lit-forfatter. Igen 12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

er jeg faktisk ikke rigtig sikker på, hvad ‘chick lit’ overhovedet står for, men jeg føler mig ret sikker på, at det ikke skal opfattes som et kompliment. I dag spørger folk mig hele tiden, om jeg havde regnet med noget af alt det her. De vil vide, om jeg på en eller anden måde havde en fornemmelse af, at Spis, bed, elsk ville blive så populær, mens jeg skrev den. Nej. Jeg kunne på ingen måde have forudset eller planlagt så overvældende en modtagelse. Hvis der var noget, jeg tænkte på, mens jeg skrev bogen, var det, at jeg håbede, at jeg ville blive tilgivet for overhovedet at skrive mine erindringer. Dengang var jeg godt nok kun begavet med en håndfuld læsere, men de var loyale og havde altid holdt af den stålsatte unge dame, der skrev seje historier om mandige mænd, der gjorde mandige ting. Jeg forestillede mig på ingen måde, at de ville bryde sig om en temmelig flæbende og meget personlig beretning om en skilsmisseramt kvindes søgen efter psyko-spirituel healing. Men jeg håbede, at de ville være storsindede nok til at forstå, at jeg havde haft mine helt egne personlige grunde til at skrive bogen, og måske ville de nådigt vende det blinde øje til, hvorefter vi alle sammen kunne komme videre. Men sådan gik det ikke. (Og lige for at gøre det helt klart: Bogen, du nu sidder med, er heller ikke en sej historie om mandige mænd, der gør mandige ting. Og sig så ikke, at jeg undlod at advare dig!). Et andet spørgsmål, jeg bliver stillet igen og igen, er, hvordan Spis, bed, elsk har forandret mit liv. Det er svært at svare på, for det overgår næsten min fatteevne. Her kommer en brugbar analogi fra min barndom: Da jeg var lille, tog mine forældre mig engang med til American Museum of Natural History i New York City. Vi stod sammen i Hall of Oceans. Min far pegede op mod loftet på den model af en blåhval i naturlig størrelse, der hang 13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

over os. Han forsøgte at få mig til at forstå, hvor uhyrlig stort dyret var, men jeg kunne simpelthen ikke få øje på det. Jeg stod direkte under hvalen, og jeg stirrede lige op på den, men jeg kunne ikke se den. Min bevidsthed manglede evnen til at fatte, at noget kunne være så monumentalt. Det eneste, jeg kunne se, var det blå loft og den ærefrygt, som var malet i alle de omkringståendes ansigter (der var ingen tvivl om, at her foregik noget helt fantastisk!), men jeg kunne ikke begribe selve hvalen. Det er sådan, jeg indimellem har det med Spis, bed, elsk. Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke længere med min fornuft kunne fatte bogens udbredelse og popularitet, så jeg gav op og vendte min opmærksomhed mod andre ting. Det hjalp at anlægge en have – der er ikke meget, der i den grad giver en perspektiv på tingene som at pille snegle af tomatplanter. Men når det er sagt, har det også været lidt af en opgave at finde ud af, hvordan jeg nogensinde skulle kunne skrive frit fra leveren igen. Ikke fordi det skal lyde, som om jeg længes tilbage til den tid, hvor jeg i litterær forstand var et ubeskrevet blad, men før i tiden skrev jeg altid mine bøger uden rigtig at regne med, at nogen ville læse dem. Det var naturligvis ofte en deprimerende tanke. Men på en måde var den også en trøst. Hvis jeg ydmygede mig selv på det grusomste, ville der naturligvis heller ikke være så mange vidner til begivenheden. Men nu var spørgsmålet i hvert fald blevet temmelig teoretisk. Pludselig var der millioner af læsere, som ventede på min næste bog. Hvordan pokker sætter man sig ned og skriver en bog, der tilfredsstiller millioner af læsere? Jeg ville ikke skamløst lefle for mit publikum, men jeg ønskede heller ikke at skubbe alle de kloge, lidenskabelige og overvejende kvindelige læsere fra mig – ikke efter alt, hvad vi havde været igennem sammen. Jeg var usikker på, hvordan jeg skulle forholde mig, men jeg fortsatte alligevel. Det tog et års tid at skrive det første udkast til 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

bogen her – 500 sider i alt – men lige så snart jeg havde sat det sidste punktum, blev jeg klar over, at der var noget galt. Tonen var ikke min. Stemmen var ikke nogens. Den lød, som noget, der kom ud gennem en megafon, noget, der ikke var oversat ordentligt. Jeg lagde manuskriptet fra mig og kiggede aldrig igen på det. I stedet gik jeg ud i haven, hvor jeg fortsatte min meditative trissen rundt og spekuleren. Jeg vil gerne gøre det klart, at det ikke var en egentlig krise, den periode, hvor jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle skrive bogen – eller hvordan jeg skulle skrive bogen, så den lød som mig. Ellers var livet rigtig dejligt, og jeg var så taknemlig over min personlige lykke og professionelle succes, at jeg ikke havde tænkt mig at jamre over denne rådvildhed. Men jeg var rådvild. Jeg begyndte endda at overveje, om det mon betød, at jeg var færdig som forfatter. Ikke længere at være forfatter var vel ikke det værste, der kunne ske – hvis altså det var det, der var min skæbne – men når sandheden skal frem, havde jeg svært ved at se, om det var sådan, det skulle gå. Jeg blev nødt til at gå og gruble en hel del flere timer blandt tomatplanterne for at finde ud af det. Det endte med, at jeg faktisk fandt en vis trøst i, at jeg ikke kunne – ikke kan – skrive en bog, der vil tilfredsstille millioner af læsere. I hvert fald ikke med fuldt overlæg. Når det kommer til stykket, så ved jeg faktisk ikke, hvordan man skriver en bestseller på bestilling. Hvis jeg vidste, hvordan man skriver bestsellere på bestilling, kan jeg forsikre jer om, at jeg ville have gjort det for længe siden, for det ville have gjort mit liv nemmere og langt mere behageligt tidligere. Men sådan fungerer det ikke – eller i hvert fald ikke for forfattere som mig. Vi skriver kun de bøger, vi har brug for at skrive eller formår at skrive, og derefter må vi give slip på dem og indse, at deres videre liv ikke er noget, vi kan påvirke. 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Af mange forskellige personlige grunde er den bog, jeg havde brug for at skrive, lige præcis den her bog – endnu en samling erindringer (med ekstra socio-historiske bonusafsnit!) om mine forsøg på at slutte fred med ægteskabet som en kompliceret institution. Jeg var aldrig i tvivl om emnet, selv om der gik en tid, før jeg fandt den rigtige tone. Det endte med, at jeg fandt ud af, at den eneste måde, jeg igen kunne skrive på, var ved at skære voldsomt ned på antallet af læsere, jeg forestillede mig at skrive til – i det mindste i mit hoved. Og så begyndte jeg helt forfra. Og jeg skrev ikke den anden version af Gift med tanke på millioner af læsere. I stedet skrev jeg den med præcis 27 læsere i tankerne. De 27 læsere er: Maude, Carole, Cathrine, Ann, Darcey, Deborah, Susan, Sofie, Cree, Cat, Abby, Linda, Bernadette, Jen, Jana, Sheryl, Rayya, Iva, Erica, Nichelle, Sandy, Anne, Patricia, Tara, Laura, Sarah og Margaret. Disse 27 kvinder udgør min lille, men afgørende kreds af veninder, familiemedlemmer og naboer. Aldersmæssigt er de alt fra først i 20’erne til midt i 90’erne. En af dem er tilfældigvis min bedstemor, en anden er min steddatter. En er min ældste veninde, en anden er min nyeste. En er nygift, et par af dem ønsker sig brændende, at nogen frier til dem, flere er for nylig blevet gift for anden gang, en af dem er særligt taknemlig over, at hun aldrig har giftet sig, og en har netop afsluttet et årelangt forhold til en kvinde. Syv er mødre, to er gravide (mens jeg skriver dette), resten er – af mange forskellige årsager og med et bredt udvalg af medfølgende følelser – barnløse. Nogle arbejder hjemme, andre arbejder ude, et par at dem gør (gudhjælpedem) begge dele. De fleste er hvide, nogle er sorte, to blev født i Mellemøsten, en i Skandinavien, to er australiere, en er sydamerikaner, en er cajun. Tre er dybt religiøse, fem er fuldstændig ligeglade med alle spørgsmål, der handler om det guddommelige, de fleste er vel en smule spirituelt forvirrede, andre har 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

gennem årene arbejdet sig frem til at indgå en privat overenskomst med Gud. Alle disse kvinder har en mere end gennemsnitligt udviklet sans for humor. Og de har alle på et eller andet tidspunkt i deres liv oplevet en hjerteknusende sorg. I løbet af årene har jeg siddet med hver og en af disse kære sjæle og drukket mange kopper te eller glas med spiritus, og sammen har vi vendt emner som ægteskab, fortrolighed, seksualitet, skilsmisse, utroskab, familie, ansvarlighed og uafhængighed. Bogen her er bygget op omkring det skelet af samtaler. Mens jeg sad og puslede teksten sammen, oplevede jeg ofte, at jeg talte højt med disse veninder, familiemedlemmer og naboer – jeg fik svaret på spørgsmål, der nogle gange var blevet stillet for flere årtier siden, og fik selv formuleret nye. Denne bog var aldrig blevet til noget, hvis ikke det havde været for de 27 usædvanlige kvinder, og jeg er umådelig taknemlig for, at de alle har en plads i mit liv. Som altid har det givet både indsigt og trøst at være i selskab med dem. Elizabeth Gilbert New Jersey, 2009


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

første kapitel

Ægteskab og overraskelser

ægteskabet er et venskab, som selv politiet anerkender. Robert Louis Stevenson


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

En sen eftermiddag i sommeren 2006 befandt jeg mig i en lille landsby i det nordlige Vietnam. Jeg sad omkring et sodende køkkenildsted med en gruppe lokale kvinder, hvis sprog jeg ikke kendte, og forsøgte at udspørge dem om deres syn på ægteskabet. I de foregående måneder havde jeg rejst gennem Sydøstasien med en mand, der snart skulle blive min ægtefælle. Jeg vil tro, at sådan en mand normalt ville blive kaldt min ‘forlovede’, men ingen af os havde det særlig godt med den betegnelse, så vi brugte den ikke. Faktisk var der ikke nogen af os, som var synderligt begejstrede for ideen om ægteskab. Det var ikke noget, vi nogensinde havde planlagt at indgå med hinanden, og faktisk var det ikke noget, vi ønskede. Men skæbnen havde blandet sig i vores planer, og det var grunden til, at vi nu lidt på må og få rejste gennem Vietnam, Thailand, Laos, Cambodja og Indonesien, samtidig med at vi hele tiden forsøgte – ja, indimellem på temmelig desperat vis – at vende tilbage til USA for at blive gift. Den omtalte mand havde været min elsker, min kæreste, i mere end to år på det tidspunkt, og på disse sider vælger jeg at kalde ham Felipe. Felipe er en venlig og hengiven brasiliansk gentleman, 17 år ældre end mig, som jeg havde mødt på en anden rejse (en, jeg rent faktisk havde planlagt) jorden rundt 21


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

nogle år tidligere, en rejse, jeg havde gjort i forsøget på at reparere et dødeligt knust hjerte. Hen mod slutningen af den rejse havde jeg mødt Felipe, der havde ført et stille og roligt liv alene på Bali i en del år, mens han også forsøgte at reparere et knust hjerte. Vi var blevet tiltrukket af hinanden, det havde udviklet sig til en langstrakt parringsdans og derefter – til vores store overraskelse – kærlighed. Vores modstand over for ægteskabet havde altså intet med manglende kærlighed at gøre. Felipe og jeg elskede faktisk hinanden temmelig uforbeholdent. Vi havde ingen problemer med at love hinanden evig troskab. Vi havde faktisk allerede svoret, at vi ville være hinanden tro, på ganske privat vis. Problemet var, at vi begge to var ofre for grimme skilsmisser, og vi var blevet så hudløse af vores oplevelser, at blot ideen om et juridisk bindende ægteskab – med hvem som helst, selv med så dejligt et menneske, som vi begge to opfattede den anden – fyldte os med skræk og rædsel. Som regel er de fleste skilsmisser naturligvis grimme (Rebecca West sagde, at ‘det at blive skilt er næsten altid lige så muntert og nyttigt som at smadre meget dyr porcelæn’), og vores skilsmisser havde ikke været undtagelser. På den store, kosmiske 1-10-skilsmisseskala (hvor et svarer til en separation, der finder sted i en kammeratlig tone, og ti er ... ja, en egentlig henrettelse) vil jeg nok vurdere min egen skilsmisse til 7,5. Den resulterede hverken i selvmord eller mord, men bortset fra det havde oplevelsen været omtrent så grufuld, som man kan forestille sig, når to i øvrigt velopdragne mennesker vender vrangen ud på sig selv. Og det havde taget mere end to år at få det hele afsluttet i juridisk forstand. Felipes første ægteskab (med en intelligent australsk karrierekvinde) var blevet opløst, næsten ti år inden vi mødtes på Bali. Hans skilsmisse havde såmænd udfoldet sig ganske civili22


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

seret, men det at miste konen (og adgangen til huset og børnene og næsten to årtiers familiehistorie) havde efterladt denne gode mand med en tristhed, der indbefattede sorg og savn, en følelse af at være isoleret og konstante økonomiske bekymringer. Vores erfaringer havde altså udmarvet os og gjort os ængstelige og udpræget mistænksomme over for den hellige ægtestands glæder. Som alle andre, der har bevæget sig gennem skilsmissens skyggefulde dal, havde Felipe og jeg på førstehånd lært den fortvivlende sandhed at kende: at der under den dejlige overflade på enhver ny kærlighed ligger en skjult, sammenrullet og højspændt begyndelse til den fuldstændige katastrofe. Vi havde også lært, at det er langt nemmere at træde ind i ægteskabet end at komme ud igen. Ugifte kærester kan uden juridiske problemer og til enhver tid bryde op fra et dårligt forhold. Men når et gift menneske vil forlade et kuldsejlet forhold, finder vedkommende ofte ud af, at en betragtelig del af hans eller hendes vielsesattest bestyres af staten, og at det nogle gange tager meget lang tid, før staten giver en lov til at gå. Og derfor kan man nemt sidde fanget i månedsvis, ja, i årevis i et kærlighedsløst, rent juridisk forhold, der efterhånden føles mere og mere som en brændende bygning. En brændende bygning, hvor du, min ven, er lænket til en radiator med håndjern et sted nede i kælderen, ude at stand til at vride dig fri, mens røgen bølger ned ad trapperne, og spærene knagende giver efter for flammerne. Undskyld – lyder det alt sammen meget lidt tillokkende? Jeg skriver kun disse ubehagelige ting for at forklare, hvorfor Felipe og jeg helt fra begyndelsen af vores kærlighedsforhold havde indgået en temmelig usædvanlig pagt med hinanden. Vi havde højt og helligt sværget på, at vi aldrig og under ingen omstændigheder ville gifte os med hinanden. Vi havde 23


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

endda aftalt, at vi aldrig ville blande vores økonomier eller ejendele sammen for på den måde at undgå et potentielt mareridt af fælles kreditforeningslån, skøder, opsparinger, bankkontoer, køkkenudstyr og bogsamlinger – den slags kan hurtigt blive til eksplosive våben på følelsernes slagmark. Og efter at vi havde aflagt løfterne, fortsatte vi med at leve i vores omhyggeligt opdelte forhold med stor sindsro. For præcis som et offentligt udtalt ægteskabsløfte giver så mange andre par den sikkerhed, de ønsker sig, havde vores aftale om aldrig at gifte os udstyret os begge med den følelsesmæssige tryghed, vi havde brug for for igen at turde kaste os ud i kærligheden. Og vores ‘omvendte’ forpligtelse over for hinanden – at vi med fuldt overlæg ville undgå på officiel vis at forpligte os over for hinanden – føltes fuldstændig mirakuløst befriende. Det var, som om vi havde fundet den perfekte nærheds Nordvestpassage – noget, Garcíá Márquez havde beskrevet ‘lignede kærlighed, men uden de problemer, som normalt følger med’. Det var altså det, vi havde været optaget af indtil foråret 2006: Vi havde passet os selv og opbygget et omhyggeligt delt og meget tilfredsstillende fælles liv uden snærende bånd. Og det var uden tvivl sådan, vi ville være blevet ved med at leve, hvis ikke det havde været for en enkelt vanvittig ubelejlig indblanding. Den kom fra de amerikanske immigrationsmyndigheder. Problemet var, at Felipe og jeg på mange måder var ens og holdt af de samme ting, men desværre ikke havde samme nationalitet. Han var en brasilianskfødt mand med et australsk pas, som, da vi mødtes, havde boet det meste af sit liv i Indonesien. Jeg var en amerikansk kvinde, der, når man så bort fra alle mine rejser, havde opholdt mig det meste af mit liv på USA’s østkyst. I begyndelsen tænkte vi slet ikke over, at vores statsbor24


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

gerskabsløse kærlighed kunne skabe problemer, men det burde vi måske have forudset. Men som man siger: En fisk og en fugl kan sagtens forelske sig i hinanden, men hvor skal de bygge og bo? Vi mente, at løsningen på dilemmaet lå i, at vi begge var erfarne rejsende (jeg var en fugl, der kunne dykke, og Felipe var en flyvefisk), og derfor levede vi nærmest konstant på farten hele det første år af vores forhold – vi svømmede og fløj over have og kontinenter for at mødes. Heldigvis tillod vores job denne form for vagabondtilværelse. Som forfatter kunne jeg arbejde hvor som helst. Som importør af smykker og ædelstene rejste Felipe alligevel altid – han solgte de fleste af sine varer i USA. Det eneste, vi skulle gøre, var at sørge for at koordinere vores ture. Så jeg fløj til Bali, han kom til USA, vi tog begge til Brasilien og mødtes igen i Sydney. Jeg tog et midlertidigt job som underviser i journalistik på University of Tennessee, og der boede vi så et par måneder på et nedslidt hotelværelse i Knoxville. (Det er i øvrigt et boligarrangement, jeg kan anbefale enhver, der ønsker at teste, hvor godt man passer sammen med en ny kæreste). Vi levede i en staccatorytme, altid på farten, for det meste sammen, men altid i bevægelse, som mennesker, der havde fået ny identitet i et fordækt internationalt vidnebeskyttelsesprogram. Og selv om vores forhold på det personlige plan var solidt og trygt, var det også en konstant udfordring i logistisk forstand – og med alle de flybilletter var det i øvrigt pokkers dyrt! Det var også psykologisk udmarvende, for hver gang Felipe og jeg mødtes, var det, som om vi skulle til at lære hinanden at kende igen. Der opstod altid et ubehageligt øjeblik i lufthavnen, mens jeg ventede på ham, hvor jeg kom til at tænke: Kender jeg ham stadig? Kender han mig? Efter det første år begyndte vi begge at længes efter et arrangement, der var mere permanent, og det var Felipe, der tog det store spring. Han opgav sit lille, 25


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

men dejlige hus på Bali og flyttede ind hos mig i det endnu mindre hus, jeg netop havde lejet i udkanten af Philadelphia. Selv om det måske kan virke som et besynderligt valg at bytte Bali ud med Philadelphias forstæder, sværgede Felipe på, at han for længst var blevet træt af livet i troperne. Det var alt for let at bo på Bali, beklagede han sig, den ene dag lignede den anden på den samme behagelige og ulideligt kedelige måde. Han havde faktisk haft lyst til at bryde op, allerede inden han mødte mig, påstod han. Ja, det kan være svært at forstå, hvordan man kan begynde at kede sig i paradis – særlig for folk, der aldrig har prøvet det (jeg fandt i hvert fald tanken temmelig bizar) – men det balinesiske drømmeland var faktisk begyndt at virke tyngende ensformigt på Felipe gennem årerne. Jeg glemmer aldrig en af de sidste fortryllende aftener, vi tilbragte i hans lille hus – vi sad udenfor med bare fødder og fugtig hud i den varme novemberluft, vi drak vin og kiggede på det glimtende stjernehav over rismarkerne. Da den sødtduftende brise raslede i palmerne, og en svag lyd af musik fra en ceremoni i et fjerntliggende tempel nåede os, kiggede Felipe på mig, sukkede og sagde med flad stemme: »Jeg er så træt af det her shit. Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage til Philadelphia.« Og så slog vi os ned i Philadelphia (byen med de mange huller i vejbelægningen). Faktisk kunne vi begge to rigtig godt lide området. Vores lille lejede hus lå tæt på det sted, hvor min søster boede med sin familie, og det er gennem årene kommet til at betyde mere og mere for min lykke at være i nærheden af dem, så det var en ekstra bonus. Efter alle vores rejser til fjerne destinationer føltes det faktisk også rigtig rart og endda oplivende igen at bo i USA, et land, der trods alle fejl og mangler stadig var interessant for os begge to: en omstillingsparat multikultur i evig udvikling, et vanvittigt modsætningsfyldt, kreativt udfordrende og fundamentalt levende sted. 26


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Så Felipe og jeg slog os ned i Philadelphia og gennemlevede med en opmuntrende succes vores første rigtige forsøg på at bo sammen. Han solgte sine smykker, og jeg påtog mig forskellige skriveopgaver, der krævede, at jeg blev på stedet og lavede research. Han lavede mad, jeg slog græsplænen. En gang imellem var der en af os, som tændte for støvsugeren. Vi arbejdede godt sammen derhjemme og deltes om de huslige pligter uden at ryge i totterne på hinanden. Vi følte os ambitiøse og produktive og optimistiske. Livet var godt. Men den slags intervaller af stabilitet og ro varede aldrig ved. På grund af Felipes visumrestriktioner fik han ikke lov at opholde sig længere end tre måneder ad gangen i USA, inden han igen måtte rejse til et andet land for en periode. Og så fløj han af sted, og jeg blev alene tilbage med mine bøger og naboer, mens han var borte. Så gik der et par uger, til han igen rejste ind i landet på et nyt 90-dages visum, og vi kunne genoptage vores fælles liv. Det siger noget om, hvor forsigtige vi begge to var med hensyn til at forpligte os i det lange løb, at vi følte, at disse perioder af tre måneders samvær var noget nær det perfekte – det var lige præcis, hvad to ængstelige skilsmisseofre kunne klare af fremtidsplanlægning uden at føle sig alt for truede. Og når mit arbejde tillod det, tog jeg indimellem med ham ud af landet på de regelmæssige visumfornyelsesture. Det forklarer alt sammen, hvorfor vi en dag vendte tilbage til USA efter en fælles oversøisk forretningsrejse og landede i Dallas/Fort Worth International Airport – ja, det er et besynderligt sted at komme ind i landet, men sådan går det, når man køber billige billetter og skal skifte fly. Jeg gik gennem paskontrollen i den stødt fremadskridende kø for amerikanere, der vendte hjem fra udlandet. Da jeg kom ud på den anden side, ventede jeg på Felipe, som befandt sig midt i en lang række af udlændinge. Jeg stod og kiggede, mens han nærmede sig immi27


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

grationsbetjenten, der omhyggeligt studerede Felipes bibeltykke australske pas. Han granskede hver en side, hvert et stempel, hvert et hologram. Normalt var de ikke så grundige, og jeg begyndte at blive nervøs, fordi det tog så lang tid. Jeg stod og holdt øje og ventede og anstrengte mig for at opfange den afgørende lyd, der hører med, når man med succes passerer en grænse: det tykke, tunge biblioteksagtige dunk fra et visumstempel. Men det kom aldrig. I stedet løftede immigrationsbetjenten telefonrøret og førte en lavmælt samtale. Et øjeblik senere trådte en betjent iført United States Department of Homeland Securitys uniform frem og førte min elskede væk. De uniformerede mænd i Dallas’ lufthavn forhørte Felipe i seks timer. I al den tid måtte jeg hverken se ham eller spørge om noget, så jeg sad i immigrationsmyndighedernes venteværelse – et kedeligt rum oplyst af fluorescerende lamper og fyldt med ængstelige mennesker fra hele verden. Vi var alle samme stive af skræk. Jeg anede ikke, hvad de kunne finde på at gøre ved Felipe, der hvor han nu var, eller hvad de ville ham. Jeg vidste, at han ikke havde gjort noget ulovligt, men den tanke var ikke engang så betryggende, som man ellers skulle have troet. Det var i de sidste år af George W. Bushs præsidentperiode, og det var bestemt ikke et tidspunkt, hvor man ønskede, at ens udenlandskfødte kæreste skulle komme i myndighedernes forvaring. Jeg blev ved med at forsøge at berolige mig med den berømte bøn af 1400-talsmystikeren Juliana af Norwich (‘Alt skal blive godt, alt skal blive godt, og alting skal blive godt igen’), men jeg troede ikke på et ord af det. Intet var godt. Slet intet var godt. Med regelmæssig mellemrum rejste jeg mig fra min plasticstol og forsøgte at vride flere oplysninger ud af den immigrationsbetjent, der sad bag den skudsikre glasrude. Men han igno28


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

rerede mine bønner og lirede igen og igen det samme svar af: »Når vi har noget at fortælle om din kæreste, miss, skal vi nok lade dig vide det.« I sådan en situation er der måske ikke nogen mere intetsigende betegnelse end kæreste, hvis jeg må have lov at sige det. Den affærdigende tone, som betjenten udtalte ordet med, viste da også med al tydelighed, hvor lidt imponeret han var over mit forhold til den omtalte mand. Hvorfor i alverden skulle en statsansat embedsmand dog frigive oplysninger om en person, der ikke var andet end en kæreste? Jeg ville så gerne forklare mig over for betjenten, og sige: »Hør lige engang, den mand, I tilbageholder derinde, er langt vigtigere for mig, end du overhovedet kan forestille dig.« Men trods min bekymring tvivlede jeg på, at det ville hjælpe. Om noget frygtede jeg faktisk, at situationen for Felipe kunne blive langt værre, hvis jeg pressede på i forkontoret, så jeg beherskede mig og følte mig magtesløs. Først nu kommer jeg til at tænke på, at jeg nok burde have prøvet at ringe til en advokat. Men jeg havde ingen mobiltelefon med, og jeg ville ikke opgive min plads i venteværelset, og jeg kendte ingen advokater i Dallas, og det var i øvrigt søndag eftermiddag, så hvem kunne jeg også få fat i? Endelig, efter seks timer, kom en betjent ud og førte mig gennem nogle korridorer, gennem en kaningård af bureaukratiske mysterier, til et lille, halvmørkt rum, hvor Felipe sad sammen med betjenten, der havde forhørt ham. De så begge to meget trætte ud, men kun en af dem var min – min elskede. Det ansigt, jeg kendte bedst af alle i hele verden. At se ham i den tilstand fik det til at gøre ondt af længsel i brystet på mig. Jeg ville røre ved ham, men jeg fornemmede, at det ikke ville blive tilladt, så jeg blev stående. Felipe smilede træt til mig og sagde: »Skat, nu bliver vores liv langt mere interessant.« 29


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 33 OUTPUT: Fri May 7 14:42:21 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/956_Gift_133x210_S3_1/Materie

Inden jeg nåede at svare, overtog forhørsbetjenten hurtigt styringen af situationen og alle de forklaringer, der skulle gives. »Ja,« sagde han. »Vi har bedt dig komme herud bagved, for at vi kan meddele dig, at vi ikke længere kan tillade din kæreste at rejse ind i USA. Vi fængsler ham, til vi har mulighed for at sætte ham på et fly ud af landet, tilbage til Australien, eftersom han har et australsk pas. Og derefter vil det ikke være muligt for ham nogensinde at vende tilbage til USA.« Min første reaktion var fysisk. Jeg følte, at blodet forlod min krop, og et kort sekund nægtede mine øjne at fokusere. Men så slog min hjerne igen til. Jeg spolede hurtigt gennem en opsummering af denne pludseligt opståede og alvorlige krise. Felipe havde arbejdet i USA, længe før vi overhovedet mødte hinanden. Han var flere gange om året rejst ind i landet på korte ophold. Han importerede på ganske lovlig vis ædelsten og smykker fra Brasilien og Indonesien, som siden blev solgt på det amerikanske marked. USA har altid budt internationale forretningsfolk som ham velkommen: De medbringer varer og penge og handel til landet. Til gengæld havde Felipe gjort det godt i USA. Han havde sat sine børn (der nu var voksne) i de bedste skoler i Australien for penge, han havde tjent i USA gennem flere årtier. USA var hjørnestenen i hans firma, selv om det først var for nylig, han rent faktisk havde boet i landet. Men hans lager var her, og alle hans forretningsforbindelser var her. Hvis han aldrig igen fik lov at komme ind i landet, ville det i praksis betyde, at han ikke længere havde noget at leve af. For nu ikke at nævne det faktum, at jeg rent faktisk boede her, og at Felipe gerne ville være sammen med mig, og at jeg – på grund af min familie og mit arbejde – altid ville have base i USA. Og Felipe var også blevet en del af min familie. Mine forældre havde taget imod ham med åbne arme, ligesom min søster og mine venner havde gjort det. Han var blevet en del af min ver30


Gift af Elizabeth Gilbert