Issuu on Google+


M a rt i n K o n g s ta d

FRYSER JEG Roman

 

Fryser jeg.indd 1

18/06/13 14.41


Fryser jeg Copyright © 2013 Martin Kongstad Copyright denne udgave © 2013 People’sPress, København Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople med originaltegning af David Shrigley Forfatterportræt: Selvportræt Sats og tilrettelægning: LYMI Bogen er sat med Garamond ISBN 978-87-7108-917-2 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk

Fryser jeg.indd 2

18/06/13 14.41


Til min bedste ven Søren KorsbÌk Fischer

Fryser jeg.indd 3

18/06/13 14.41


Fryser jeg.indd 4

18/06/13 14.41


D

en 11. juni 2008 besluttede jeg at gå til kamp mod parforholdet. Ikke bare mit og mine nærmestes, men hele det fænomen, hvis navn i sig selv efterlader en piecelignende fonetisk træthed. Parforhold. Parforholdet. Alle parforholdene. Beslutningen traf jeg efter gennem mere end fyrre år at have været vidne til det ene rædselsfulde parforhold efter det andet, herunder ikke mindst de utallige, jeg selv har været medlem af. Jeg ønskede, at noget større og bedre ville træde i stedet. At det aldrig er lykkedes mig at nå længere end fem år ind i et parforhold, skyldes, blandt andet, at jeg altid har næret skepsis over for konstruktionen. Der findes ikke noget mere livsforladt end et par med hinanden i hånden, og grødhovederne begravet i kød­ disken. Som yngre var jeg konstant på vej væk fra parforholdet og sværmede, som enhver anden middelklassedreng, for Henry Millers kombination af østerlandske tanker og uhæmmet knepperi, for myten om halvfjerdsernes discorevolution i New York og de forskruede og kønsforvirrede optrin backstage på Studio 54 og for Capri i begyndelsen af 1900-tallet, hvor engelske bøsser på flugt efter Oscar Wildes dom mødtes med eksilbolsjevikker, frafalden tysk adel, konsekvente lebber og sladdervorne forfattere. Jeg elsker historien om dengang i tresserne, da Jurij Moskvitin og en kumpan gik i hi under et tæppe i indre København med en lommelygte og 5

Fryser jeg.indd 5

18/06/13 14.41


1001 Nats Eventyr og fik pigerne til at stå i kø ned ad trappen, og jeg har altid begrædt, at den seksuelle revolution endte i kvindekamp og femten år med arrige Marimekko-sække og mænd, som gik forvirrede rundt og ledte efter deres egne fodspor. At udfordre gældende konventioner for kærlighed mellem mennesker har i den vestlige verden været et privilegium forbeholdt kunstnere eller den excentriske del af overklassen, mens alle skolelærerne og sygeplejerskerne havde for meget om ørene til for alvor at give sig hen til eksistenstruende eksperimenter og derfor nøjedes med at sukke over Anaïs Nin, stille bogen på hylden og køre videre i det maskineri, som alt omkring os fortæller, er det eneste duelige: Det monogame parforhold og hele dets følge af tidsindstillet sex, skemalagte bebrejdelser og rollespil fra wienerbrødsautomaten. Jeg havde en påtrængende fornemmelse af, at tiden var klar til radikal forandring, og at denne ikke blot ville udforme sig som tidsfordriv blandt velstillede, men kunne komme alle til gode. At man i stedet for at spilde kolossale mængder energi på at favne og fastholde det parforhold, som i sin grundvold var underdrejet og bedaget, ville få adgang til uanede ressourcer ved at give slip. Det var ikke skuffelse, som ledte mig ind i kampen, det er vigtigt at pointere. Ganske vist var jeg blevet skilt fra Helene og min søn, Charlie, men det foregik ualmindelig konfliktløst, ja, nærmest selvfølgeligt. Jeg gav op, simpelthen. Hvis jeg nogensinde skulle have fundet mig til rette i et parforhold, med alt hvad det indebærer af halvgode køkkenbordssamtaler, drømme om et værelse mere og fantasi forstået som evnen til at lave kylling på flest mulige måder, var Helene kvinden for mig. At det faldt fra hinanden, skal bestemt ikke ligge hende til last, det er alene min skyld, og her vil jeg så tillade mig at føre regres. Det tog mig femogtyve år at indse, hvor elendigt jeg passer ind i parforholdet, og derefter nogen tid, før jeg tillod mig at mene, at jeg ikke kunne være alene med den utilfredshed. Natten til onsdag den 11. juni 2008 var mine overvejelser nået så vidt, at jeg kunne for6

Fryser jeg.indd 6

18/06/13 14.41


mulere dem. At det netop blev den nat, skyldes en række historiske, sociologiske og fysiske omstændigheder, men det udslagsgivende var en række hændelser og møder med nye mennesker. Navnlig et. Jeg sidder på køkkenbordet i Klerkegade og til højre for mig ligger skærebrættet og lugter af løg, som det har gjort, siden jeg gik i lange grå genbrugsjakker og hørte Steps Ahead. Lejligheden har jeg haft i mere end tyve år; syvogtredive kvadratmeter i hjørnet af Nyboder eller et hundrede og elleve kubikmeter død luft. Jeg har ikke tal på, hvor mange der har boet til fremleje her, og måske er der en dybereliggende forklaring på, at jeg aldrig har givet slip på den lejlighed. Alligevel er det ikke som de andre gange; jeg overskuer stilstanden med en vis overbærenhed. Det er juleaftensdag 2008, og jeg er ikke i noget humør. Om tre timer og tre kvarter kommer min bedste ven, Søren Tshirt, og at komme til tiden er en dyd, han på forunderlig vis har opretholdt, sin evindelige virkelighedsflugt til trods. Jeg har lige pakket hans julegave ind, og for een gangs skyld har jeg gjort mig umage med gråt papir og lyserødt silkebånd. Der er intet at gemme sig bag sådan en julemorgen. Alle lejligheder omkring mig er tomme, og folk er taget til Høsterkøb eller Vendsyssel for at døje med de nærmeste. Hvis der i det mindste havde været sne, men himlen er lav og grå og trækker al farve ud af de gule husmure. Det har været et voldsomt år, og selv om jeg per definition er tilbage ved udgangspunktet, føler jeg mig forandret, og det gider Søren ikke at høre på. Den salvelsesfulde del af mig tager han ikke alvorligt, og om det er godt eller skidt, kan jeg ikke bedømme, men jeg ved med sikkerhed, at den historie, som året bragte, ikke er én, han vil sidde stille til. Han kommer klokken tolv, og hvis jeg afholder mig fra malende landskabsbeskrivelser, burde jeg kunne nå det inden da. 7

Fryser jeg.indd 7

18/06/13 14.41


Jeg vil svinge med benene undervejs, for pulsens skyld, for at underbygge det infantile. Her fra køkkenbordet vil jeg fortælle, og jeg lover, så vidt det er mig muligt, at være fuldkommen ærlig undervejs. Også, eller måske især, når det fortalte ikke sætter mig i et gunstigt lys.

Fryser jeg.indd 8

18/06/13 14.41


“Everything escapes you.” Francis Bacon

Fryser jeg.indd 9

18/06/13 14.41


Fryser jeg.indd 10

18/06/13 14.41


Danmark, januar 2008

D

et begyndte i tåge. Træerne stod som utydelige blyantstreger i det smattede landskab. Den ene gudsforladte by efter den anden, kondemnerede stationsbygninger, affolkede perroner, ikke en forpulet fugl i sigte. I Fredericia gik det op for mig, at jeg overhovedet ikke havde set mine medpassagerer, og de ikke mig. Intet er så forstemmende som en togtur gennem Danmark i januar. Jeg var inviteret til Århus af Thorbjørn Rasmussen, en madglad pr-konsulent i halvtredserne, som altid gned hænder og trak sine velstrøgede jeans helt op i røvhullet. Han havde fået nallerne i promotionbudgettet for en kommende Århus Food Festival, og den ville jeg såmænd både skide og pisse på, hvis ikke han havde lokket med trøffelaften på Restaurant Frederikshøj og en nat på Hotel Royal. En flygtning talte med sig selv på gåden i Århus. Hans vilde blik i den grå luft, kædebutikker til begge sider og midt i det hele et patetisk forsøg på at genskabe en romersk kaffebar; komplet med stor sukkerskål og italiensk skiltning. Når det endelig skal være, kommer de til at overgøre det, århusianerne. De tager hele kataloget på. Der var et ord for den by, men jeg kunne ikke komme på det. En flok drenge styrtede rundt efter en halvflad plastikbold nede foran domkirken, og jeg tog mig selv i at stå og savne Charlie og måtte undertrykke en galopperende selvforagt. Den havde fået én på farveladen i Royals foyer: gigantiske væg11

Fryser jeg.indd 11

18/06/13 14.41


malerier fra gulv til loft, vikinger med blodskudte øjne og vanvittige fuldskæg til Århus Festuge. Nogen må på et tidspunkt ha haft en idé med det. Jeg havde lige sat tasken på sengen, da min telefon ringede. Det var Søren T-shirt. “Jeg har ligget på Hvidovre Hospital i en uge.” “Hvad er der sket?” “Jeg var sur, og så fixede jeg noget rottekrudt.” “Er du ok?” “Måske sætter de benet af. Min læg ligner et græskar.” Der hang et abstrakt maleri over min seng. Gult, orange, hvidt. “Nu kommer du og besøger mig, ikke?” Jeg lagde aftenens dragt frem på sengen: grå bukser i tressersnit, lyseblå skjorte, den røde silkeklud igen, og var på vej i bad, da det bankede på. “Vi er utrolig glade for, at du har taget dig tid til at kigge herover.” Det var Thorbjørn Rasmussen i en larmende ny ruskindsjakke. Han ålede sig ind gennem døren, undskyldte på den ene side sit uanmeldte besøg og negligerede på den anden, at jeg stod med et håndklæde om livet. Jamen han ville da bare forære mig den pressemappe, som han, i al beskedenhed, syntes var faldet vellykket ud, og begyndte at fremlægge mappen minutiøst. Først logoen på forsiden, for han ville lige sikre sig, at jeg bemærkede, hvordan hans dygtige og skævt tænkende grafiker havde fået implementeret en gaffel. Derefter en længere salgstale med både gastronomiske tiltag og egnsretter 2.0 og alle sportsmetaforerne; den korte og den lange bane, spille bold op ad alt muligt og stå på mål for. Men det sluttede godt: “Jeg kan desværre ikke være med dig i aften, men jeg glæder mig til at spise en lille frokost i morgen klokken tolv og give dig de sidste indspark.” 12

Fryser jeg.indd 12

18/06/13 14.41


Han vendte sig henkastet i døren: “Du, jeg skulle bare lige høre, hvornår vi kan forvente noget i avisen.” Jeg svarede lirumlarum, og han kæmpede med at opretholde smilet, gav en utroværdig thumbs-up og gik. Tilforladelig! Dét er ordet. Selv noget så way out snobbet som en trøffelaften kan man ikke få lov at hidse sig op over i Århus. Ingen Chanel-ørenringe, ingen blaserte hønsemunde. Foredragsholderen var en slagfærdig socialdemokrat, og hans mission at få trøflen ned fra piedestalen. Han fortalte i en djærv og højskolet tone, at den trives i nærheden af nye egetræer og lavendel og viste lysbilleder af Provence-mænd i veste og deres åndsforsnottede hunde, og da han sendte en ægte sort trøffel rundt til bordene, hev alle gymnasielærerne deres små digitalkameraer frem af tasken og blitzede løs. Jeg var den eneste alenespisende, og for at afværge ynkende blikke tog jeg notesbogen frem. På min tallerken lå pocheret æg med sort trøffel, stenbiderrogn og en trøffelbeurre blanc. Helene spillede den altid af på mig i et afsindigt tempo. Måske havde hun engang læst, at det var måden at gøre det på, måske var det sådan, en ex-kæreste havde foretrukket det. Jeg brød mig generelt ikke om sex i højt tempo, men det fungerede overraskende godt. Indtil det en dag slet ikke gjorde. Efter et års tid gik det op for mig, at mine hænder fulgte samme rute hver eneste gang, og jeg tog mig selv i at lede efter eventuelle slidmærker. Først skuldrene, så ned over ryggen, hen over lænden, ydersiden af låret, ballerne, inderlåret og kussen. Fire mænd skilte sig ud fra den homogene masse. De var i midten af trediverne, agerede uden den benovelse, som prægede resten af selskabet, og holdt ordentligt på vinglassene. De var klædt som århusianske seniorkreative; med gummisko til jakkesættet og løsthængende skjorter, og særligt den af dem, som lignede en teenmoviestjerne efter kokainskandalen, havde opmærksomheden rettet mod mit bord. 13

Fryser jeg.indd 13

18/06/13 14.41


Jeg fandt en kogebog ude i receptionen for at skærme mig og bad til, at jeg ikke skulle konfronteres med deres overskud, men midt i anden ret rejste han sig og gik i min retning, og han blev stående foran mit bord, indtil jeg sænkede bogen, og præsenterede sig som Morten Levinsen. “Du er så gennemført, Vallin! Må jeg have lov at sige det?” Hans smil var på een gang genert og skeptisk. “Hvad gennemfører jeg?” “Vi kysser dine fødder, Vallin, men det ved du jo godt, ikke?” Jeg var øjeblikkelig i bekneb og kunne hverken finde grimasse eller noget at sige. Han var mere offensiv, end folk er flest, men det forvirrede mig, at jeg ikke kunne modtage en kompliment. Jeg modtog hans smil ved at blive en blanding af pikeret og forlegen, fik dårlig samvittighed og forsøgte at tale det væk med en underligt docerende stemme og hørte endda mig selv plædere for etableringen af Århus Food Festival, inden han skar igennem min forstillelse og fremførte en skræmmende livagtig imitation af Thorbjørn Rasmussen, som han, viste det sig, havde serveret flere hektoliter husets rødvin for under sit studiejob som bartender på Café Casablanca. “Du skal da komme over til vores bord!” Jeg var for lammet til at sige nej. “Vi er good times, Vallin. Du vil elske det!” De havde mødt hinanden på Kaospiloternes andet hold engang i begyndelsen af halvfemserne og fortalte om alt det, de fik stablet på benene: et rødvinsdiskotek for 68’ere, en afrikansk restaurant, hvor alt overskud gik til Somalia, en syngende parkeringsplads. Alle havde haft tur i den siden; en ejede et mindre restaurantimperium, en anden var højt placeret på Aros, og en tredje bærende i Århus Festuge. Kun Levinsen valgte at flytte til København og gøre lynkarriere i reklame. Først kontaktmand på et lille bureau, siden planner på et større, strategisk chef på et af de velrenommerede og til sidst partner. “Vi mødtes jo altid til Blachmans fester på Scherfigsvej, Vallin.” 14

Fryser jeg.indd 14

18/06/13 14.41


Det havde jeg overhovedet ingen erindring om. “Blachmans fester var fantastiske,” sagde jeg. “Dresscode: Informal hip and groovy.” “Og nu er du bare i Århus og svine dig til?” Han lagde en hånd på min skulder. “Jeg vidste, at jeg ville møde dig en dag, Vallin!” Efter maden kørte vi til byen, og det var ikke udelukkende høflighed, som fik mig til at gå med på Pinds Café, og selv om Levinsen forsynede mig med smiger efter interval, var det heller ikke min forfængelighed. Der lå en uundgåelighed og murrede, noget næsten skæbnebestemt. De andre bænkede sig i hjørnet og fortsatte snakken om gamle dage, mens Levinsen og jeg fik vores Ceres Royal i baren. Han blev ved at betragte mig, og jeg kunne ikke bedømme, hvorvidt han var psykologisk interesseret eller blot ualmindelig taktløs, og begyndte, i mangel af bedre, at evaluere middagen og lovprise den stegte foie gras med blomkål i tre variationer. Han gjorde intet for at hjælpe mig. Tværtimod følte han sig bemyndiget til at smile overbærende, og jeg spændte i læggene og følte mig overfladisk, og for at vinde det tabte tilbage tog jeg, ganske uopfordret, fat på at endevende min skilsmisse fra Helene, og ikke nok med det, jeg blev også kategorisk og selvkritisk i en grad, der rakte langt ud over det rimelige. “Alt det med, at man altid er lige gode om det, er noget crap,” sagde jeg. “Lammet beder jo heller ikke om at blive spist af ulven. Det ligger bare dér på engen. Det er ikke i sig selv culpøst at se indbydende ud.” Han trådte så tæt på mig, at jeg kunne lugte hans aftershave. “Mit liv er en åben bog!” Min skilsmisse ragede ham åbenbart. “Forstår du, hvad jeg siger, Vallin?” “Dit liv er en åben bog, siger du.” 15

Fryser jeg.indd 15

18/06/13 14.41


“For et år siden solgte jeg min part i bureauet for at åbne mit liv.” Han lagde sin hånd på min, og det var meget ubehageligt. “Det er nu, vi lukker os, Vallin! Vi er lige i den alder. Er du med mig?” Jeg fjernede min hånd og rakte ud efter øllen. “Hvornår har du sidst danset med armene over hovedet?” sagde han. “Jeg danser ikke mere. Jeg hænger i baren.” “Vi må ikke blive små og bitre, Vallin. Det sker af sig selv, hvis vi ikke vælger noget andet.” “Hvad har du valgt?” sagde jeg. “Jeg mødte min kone lige efter gymnasiet, ok? Vi har pakken, the lot: tre børn, stort hus og to biler, men vi har selv defineret vores måde.” “Vil de fleste ikke påstå det?” “Vi har et åbent forhold, Vallin.” “I boller med andre?” “Vi deler vores kærlighed med andre. Det er mindblowing!” “Hvordan foregår det?” sagde jeg. “Vi gør, som vi har lyst til, og vi fortæller ikke hinanden noget. Kan du forestille dig, hvordan det virker?” Jeg var for længe om at svare. “Kom nu, Vallin! Det er totalt turn-on. Jeg ved, hun har sex med andre, men ikke med hvem og ikke hvornår. Vi er så liderlige på hinanden!” Han holdt øjenkontakten længere, end jeg brød mig om. “Åbenhed er mit mantra. Det er osse sådan, jeg kører Levinsen Open!” “En tennisturnering?” “Levinsen Open er mit galleri. Du er til kunst, ikke?” “Selvfølgelig,” sagde jeg. “I firserne skulle man spille i band, i halvfemserne skulle man lave film, og nu er det kunst.” “Kunstnerne vil udvide verden, Vallin! Det er den eneste ambition, der er værd at beskæftige sig med. De gør vores liv større.” 16

Fryser jeg.indd 16

18/06/13 14.41


Han fik lyst til en Moscow Mule og overtalte bartenderen til at springe hen på den nærmeste shawarmabar efter mynte og agurk. “Amatør kommer af amour, vidste du det? Jeg er den glade amatør, og der er så mange regler i kunstverdenen, så mange stivnede måder at gøre det på. Kunstnerne forandrer sig hver dag, men gallerierne har ikke rykket sig siden firserne.” “Hvad gør du så?” “Jeg er i proces med mine kunstnere. Jeg ringer til dem hver dag, besøger dem på atelieret og siger min mening. Vi skal leve af det, og jeg ved, hvad mine kunder vil have.” “Så dine kunstnere indretter sig efter markedet?” “Hvis en af mine malere pludselig vil til Pietrasanta og lave marmorskulpturer, fortæller jeg ham, at han skal tage på ferie med familien og male videre, når han kommer hjem.” Han var svært tilfreds over at eje “Københavns eneste galleri med havudsigt”. Levinsen Open lå i Nordre Toldbod og delte både kundeunderlag og adresse med Løgismose Vinlager “For fanden, Vallin, jeg kender dem jo! De upcoming marketingdrenge, jeg var ude at drikke øl med i halvfemserne, sidder på alle de tunge budgetter nu, og de vil ha kunst.” Han remsede sine kunstnere op, og der var et par gamle vilde fra randområdet og en fluxuskunstner, som indimellem blev genopdaget. Resten kendte jeg ikke, men drinken smagte godt. Fint med agurk. “Du har da hørt om Henrik Høeg Müller, Vallin! Come on! Han er den nye Hammershøi. Gigantiske bredformater af rigmandsdrenge på junk, som ligger med ryggen til i herskabslejligheder. Jeg har lige solgt to til en af de største tyske samlere.” En af hans venner kom med mobilen i hånden. “Janus Dobbelttand sidder nede på Sway med en flok piger.” Jeg hang i slipstrømmen af flowet, og det var med en flaske Havana Club gennem byen, uden om køen, forbi den store sorte dørmand og ind i en tidslomme. Smadret glas på gulvet, sloppy lyssætning. 17

Fryser jeg.indd 17

18/06/13 14.41


Alle i sort og med guldøl i hånden. Dér var sideskilningerne igen, kasketterne, selerne, selv Dr. Martens-skoene havde de fundet frem. “Det er jo som at være på Bonaparte i 1982,” sagde jeg. Levinsen tog fat om mine skuldre med begge hænder. “I nat skal du unde dig selv at være med, Vallin! Du kan altid gå i baren.” Mine kinder døde på stedet, og så ville han kramme. Ahhh, sagde han, da vi kom ud af det, og det var jeg sgu ikke så vild med, men hvem var jeg til at kritisere et menneske, som åbenlyst havde formået at vende skuden, og han havde jo osse ret. En af de andre hav­de bestilt en hel bakke fuld af små sorte og guldøl, og vi søgte mod hjørnet, hvor Janus Dobbelttand ganske rigtigt sad omgivet af piger; et par af de lyshårede fra dusinet, en brunette med plukkede øjenbryn, den uundgåelige jydemulat og en rødhåret med en vis poesi omkring sig. Vi kylede shots i os, og så kastede Levinsen glasset i gulvet. “Kom så, alle I lækre mennesker!” Mine fødder kunne stadig ikke danse til Love will tear us apart med Joy Division og slet ikke til Nitzer Ebb. Mine hofter låste, og jeg planlagde at sive mod udgangen, da dj’en skiftede til balkan. Disco disco partizani. Rummet eksploderede i halve toner, og jeg kunne slet ikke være med på det niveau. Levinsen fik alle til at danse med hænderne over hovedet, og de heppede, da han dansede mod mig med sit roterende underliv forrest, og piftede, da han løftede mine arme i vejret. Det er mere end en fysisk manifestation at danse med hænderne over hovedet. Det slipper. Alle søndagene med Scener fra et ægteskab, de rationelle argumenter, ja, ord i det hele taget, Øresund og Svanemølleværket, cykelstier fulde af indestængte ingeniører, den spage sang i kirkerne og det forknytte ja. Det var en overvældende psykisk belastning at blotte sig på den måde, men da jeg havde gennemstået første nummer, fik jeg smag på mere, for hvornår, hvis overhovedet, havde jeg været min krop i al sin ubesmittede natur? Jeg fik øjenkontakt med den poetisk rød18

Fryser jeg.indd 18

18/06/13 14.41


hårede pige og drejede med hende, og hendes mælketalje var glat og blød, og vi dansede til Depeche Mode og Human League, og nu var det Levinsen og ikke mig, som stod i baren, og da jeg krammede ham, gennemblødt af sved og bælgøjet af lykke, forstod han, at det var min måde at sige tak på. Idéen kom som en naturlig forlængelse af dansen. “Jeg vil skrive en kærlighedsroman,” sagde jeg. “Nu rykker du igennem, Vallin! It’s a love thang!” De spillede Life’s what you make it med Talk Talk, og det ville normalt have været alt for meget. “1986,” sagde jeg. “Vi taler skulderpuder og Wham,” sagde han. “Vi taler om det sidste store parforhold,” sagde jeg. “Strunge og hende blondinen?” “Søren T-shirt og Signe.” “Du er firserne to the bone, Vallin. Det er så smukt!” Sådan stod vi med armene om hinanden og lod det foregå, og først da den poetisk rødhårede passerede forbi, kom jeg på andre tanker. Det var umindelige tider siden, jeg havde ligget nøgen med en pige, og hendes bryster så bløde ud. “Next step, Vallin. Nu tager vi den til næste step,” sagde Levinsen. “Hvad mener du?” “Vi tager Mimi med hjem på dit hotelværelse?” Han skridtede gennem glasskårene, satte sig ved hendes side og hviskede et eller andet i hendes øre. Et kvarter senere sad vi alle tre i en taxa. Jeg kunne ikke få det nøglekort til at fungere, men Levinsen virkede noget nær ædru og fandt drinks i minibaren og kælen samba på min computer, og jeg lod ham ordne det og satte mig til rette over for Mimi i en lavtgående stol, men et var at danse på glasskår, noget andet at sidde på værelse 211. “Jeg mødte Levinsen til trøffelmiddag?” sagde jeg. 19

Fryser jeg.indd 19

18/06/13 14.41


Han var i gang med at arrangere sengen. “Vi fik stegt foie gras med blomkål i tre variationer.” Levinsen lagde dynen op ad væggen. “Vallin taler altid om mad, når han bliver usikker,” sagde han og klappede tre gange på madrassen. Hun satte sig op på sengen. “Mimi har lovet at vise os, hvordan hun onanerer.” Jeg hørte det forsinket. Onanere? Hun smilede og kiggede ned i madrassen. “Velkommen til paradis, Vallin!” sagde han og nikkede til hende. Mimi tog hænderne op under kjolen og trak trusserne ned. “Du er så smuk, Mimi. Lad os se dig ordentligt.” Hun hev den blomstrede kjole op om hofterne. Hendes kusse var trimmet og kun en lille bræmme blegrødt hår sad tilbage. En bums lyste fra det hvide inderlår. “Rør ved dig selv!” sagde Levinsen. Hun tøvede lidt, førte så højre hånd ned til sin kusse og begyndte at cirkle med pegefinger og langfinger om klitoris. Hun kunne ha vasket tallerkener op eller æltet dej. Jeg kiggede på det figurative billede bag hende. Malingen var læsset på med en skovl. Mimis blik var rettet mod et punkt til venstre for mig, et maritimt maleri af jævn kvalitet, erfarede jeg senere, og hendes vejtrækning forblev stort set uændret, indtil hun, efter tre-fire minutter, snappede umærkeligt og endte i en ujævn udånding. Hun kiggede ned i gulvtæppet et minut, før hun fandt mod til at se op. Pludselig kunne jeg se, at hun lige havde fået bøjlen af. Klokken var ti minutter i tolv, da rengøringen bankede på. Jeg lå på gulvet i skjorte og slips, minibaren stod åben, og overalt lå flasker og glas. Jeg løb gennem byen i en sværm af sprut og kom et kvarter for sent. Thorbjørn Rasmussen sad på en lammeskindspolstret stol med et glas hvidvin foran sig, og jeg drak en liter vand på fem minutter. 20

Fryser jeg.indd 20

18/06/13 14.41


“Og du fik smagt lidt på trøflerne?” sagde han. Grissini vædet med makrelolie, lakseskind, sildemayonnaise. Det svimlede så heftigt, at jeg måtte tage fat i bordkanten. “Du fik måske også nogen til at finansiere drukturen bagefter?” Det tog mig lidt tid at navigere i hans spørgsmål. “Underviser man i uanstændig opførsel på journalisthøjskolen?” “Jeg har ikke gået på journalisthøjskolen,” sagde jeg. “Ikke engang,” sagde han. “Ikke engang.” “Du lyder sur,” sagde jeg. Så meget forstod jeg da. Thorbjørn Rasmussen tog en slurk vin og rømmede sig. “Jeg ringede til din redaktionschef her til formiddag for at tale billeddækning til din reportage.” Jeg sagde ingenting. “Han fortæller mig så, at du ikke har været ansat på avisen i fem måneder. Der må jeg indrømme, at jeg følte mig ført en smule bag lyset.” “Hvaffor et lys?” J Søren T-shirt hvæsede af raseri, da jeg kom ud på Hvidovre Hospital. Som en dreng, der har slået knæet og holdt på tårerne, begyndte han at klage og jamre, straks jeg trådte ind på stuen, og tog for givet, at jeg kunne manøvrere i det vidtspændende komplot af brudte løfter, ondsindet inkompetence og terror, han mente sig udsat for. Nogen havde plysset hans hår helt ned til de leverpostejfarvede rødder. Han lignede en af de rygetrolde, man fik af onkler. “Hvor fanden har de fundet de sygeplejersker henne?” sagde han. “De er ikke uddannet, så meget ved jeg med sikkerhed. Det er sgu da nogen, de har samlet op nede på Enghave Plads. Jeg kan genkende en af dem. Hun står altid pissefuld og taler med sig selv.” “Er du blevet opereret?” 21

Fryser jeg.indd 21

18/06/13 14.41


“De har skåret min læg op, mand. Av, av, av.” Han vred sig i den store, hvide skjorte. “Får du ikke noget mod de smerter?” “Nej, det er jo dét, for fanden. Ham kvaksalverlægen kom ind plørefuld med et Kingsskod i mundvigen og satte den her i mig.” Han viste mig en dims, som skulle ha siddet i hans krop og udsendt smertestillende medicin med intervaller. “Men doseringen er alt, alt for lav. De kan for fanden da se i mine papirer, at jeg har været narkoman i femogtyve år. Jeg skal jo ikke ha det samme som en eller anden hestepige med rottehaler, vel? Av, av, av.” Han hev i snoren og skreg ud mod gangen. Efter fem minutter kom sygeplejersken, og hun var ikke ved at boble over af varme følelser. “Hvad vil du nu, Søren?” “Jeg vil ha dig til at passe dit arbejde. Er det for meget forlangt?” “Det gør jeg, Søren. Der er mange, der har brug for mig.” “I må gi mig noget, der batter. Nu! Jeg ligger her i smerter.” “Lægen har tilset dig, Søren. Vi kan ikke gi dig mere.” Så gik hun, og Søren growlede hende ned i helvede, indtil et eller andet fik ham til at holde inde. Noget i gården. Jeg kiggede derud. En rullestol. En rygende mand med eet ben. “Det kunne være dejligt med lidt luft,” sagde Søren. Jeg hjalp ham op i rullestolen. “Tag øllene med,” sagde han og pegede på den margueritepose, som jeg for en sikkerheds skyld havde medbragt. Den etbenede mand hed Poul og var et sted i tresserne. Lægerne overvejede, hvorvidt de skulle tage det andet ben, og Søren bød øl og spurgte til Pouls sygdom, og efter en lille halv time var vi grun­digt informeret om hele forløbet. Jeg noterede mig, at Poul var overmåde begejstret for hospitalets personale, og bemærkede, at de havde fået den rolle i hans liv, som familien forsømte; hvis han over­hovedet havde en. 22

Fryser jeg.indd 22

18/06/13 14.41


Efter en fælles skål og lidt kiggen op i himlen var det Sørens tur til at fortælle om den voldsomme infektion og den farefulde operation. Han udviste stor forståelse for sygeplejerskernes hårde arbejdsbetingelser og anerkendte til fulde, at de havde for meget om ørene til altid at være disponible, når de ulidelige smerter kom over ham. “Du må da osse ha nogle heftige smerter, hvad, Poul? Hvad giver de dig egentlig mod dem?” Poul tog en håndfuld piller op af lommen. Søren kiggede på dem, som ulven på de tre små grise. Den lille pause arbejdede for ham. “Du får da lige et par af dem med op, Søren,” sagde Poul. Han stak Søren tre af de dejlige piller. “Er du sikker? Det er fanme sødt af dig, Poul.” “Men du skal kun tage een,” sagde Poul. “Det er nogle krudtugler.” Søren tog alle tre på vej til stuen. “Må jeg ikke skrive en bog om dig og Signe?” sagde jeg. Rygetrolden var på plads i sin seng. “Hvis det bliver en heltebog.” Han havde fået halvøjne, men rykkede alligevel i snoren. “Hvad så, Søren?” sagde sygeplejersken. “... Jeg skal ha noget mod mine smerter nu. “Du sover,” sagde hun. Det forvredne var væk. Han lignede en mild dreng. Charlie løb i forvejen op til sit store værelse på førstesalen uden at ænse hverken det store Christian Schmidt-Rasmussen-maleri over reposen eller den elegante marineblå trappeløber. Helene gik fra mig, fordi hun mødte en bedre mand. Først stak Tue Nissen sin knoklede pik ind i hende, så afhændede han sit skrivedomicil i Broager og skrev slutseddel på Ceres­ vej. Halvanden måned efter det første knepperi stod de modent forelskede i Galleri Nicolai Wallners baglokale og bladrede gennem 23

Fryser jeg.indd 23

18/06/13 14.41


mapperne med tilgængelige malerier for at finde kunst til patriciervillaens nymalede vægge. De polske håndværkere havde været der, køkkenarkitekten havde, lysrådgiveren fra On the Spot, tæppemanden; alle mulige mænd, som Tue, takket være sin uendeligt sælgende trilogi om de sønderjyske frihedskæmpere, lod hyre uden at kigge på kontoen. På tre måneder fik han etableret, hvad jeg havde været fire år om at afværge: et dueligt hjem med hylder og skabe og lamper, rum man havde lyst til at opholde sig i, og faste spisetider. Det burde have sat min uformåen i relief, men Tues lidenskabeligt bårne handlekraft var ikke kompatibel med mine lave gærder, og derfor blev jeg aldrig udstillet, men blot stilfærdigt indskrevet i historien som et lille fejltrin på vejen. Den månedlige tirsdagsmiddag var selvsagt deres idé; lutter gode intentioner, og sådan var det i det hele taget med Tue og Helene. De mødtes ved at gøre det forkerte; han var helt sendt af sted på sin egen succes, forbilledligt kålhøgen og grænsesøgende. Hun var utro op i mit fjæs. Men måske skulle de ikke ha købt hus. Der var dejligt på Ceresvej, og fint med en have. Der er heller intet galt i at købe god, dansk kunst, at holde Weekendavisen eller vælge møbler i tidløst design, men jeg var forvisset om, at hverken Tue eller Helene havde taget højde for konsekvenserne af at gøre alt rigtigt. Det tog dem mindre end et år at etablere en troværdig historik; fotoserier med tomatsalat i billedet og motoriseret Auping-seng med hæv-og-sænk-ryg og testvindende topmadras. Det er indimellem slemt at være alene, men det er for intet at regne mod de rædsler, man udsættes for i et velfungerende parforhold. Charlie havde fået boksehandsker, og vi nåede to omgange, inden Tue stod i døren med en flaske Hubacker fra Weingut Keller. Jeg kunne godt lide Tue, virkelig, han var om ikke min ven, så et menneske, der stod mig nær og var god til det. Han havde været ganske langt med synopsen til en roman baseret på mit liv; om den ind24

Fryser jeg.indd 24

18/06/13 14.41


forståede københavner, der forsøgte at nyde sig gennem sin ulykke, men som tingene skred frem, valgte han klogeligt at skrinlægge den, ja, i det hele taget at sætte sit forfatterskab på standby. Han bar sin velstand med selvfølge; slentrede rundt i cashmére, holdt frokostmøder for madens skyld, var begyndt at gå til ferniseringer på de hippe gallerier, blev klippet månedligt hos Frisør No og var fast premieregæst hos Dagmar, Grand og Betty Nansen. Før han flyttede til byen, skrev han tolv timer om dagen, men nu lagde han sin beskedne arbejdsindsats hos Danmarks Radio. Dels havde de erhvervet rettighederne til hans bestsellere og kaldte til manusmøder i tide og utide, dels var han, i kraft af sine forfriskende synspunkter, behagelige fremtoning og beviselige folkelighed, blevet den almindelige danskers stemme i den akademisk betonede offentlighed, hvorfor han ustandselig sad i en taxa på vej til debat i Deadline. Helene stod og hakkede skalotteløg i det store køkken, og jeg kunne se på hendes ryg, at noget var galt. Hun lugtede af armsved. “Hvad synes du om facaden?” sagde Tue. “Mikkel ser jo ikke den slags,” sagde Helene. “Tolvårs kulekalk,” sagde han. Helene satte fisk i ovnen. “Du må da ha set, at stilladset er væk?” sagde Tue. Han slæbte mig udenfor. De havde fået havetrampolin, og Tue pegede op på sit hus. Nu så jeg, at man havde restaureret alt liv ud af murværket. “Spørg mig om kalk,” sagde han. Det lod jeg være med. “Det er fransk jordfarve. Okker.” Huset var kussefarvet. Hverken mere eller mindre. Maden smagte lidt af fisk og mest af ingenting. “Jeg vil skrive en roman om Søren T-shirt,” sagde jeg. “Det er en fantastisk idé,” sagde Helene. “Jeg vil skrive den forholdsvis dokumentarisk.” 25

Fryser jeg.indd 25

18/06/13 14.41


“Endnu bedre,” sagde hun. “Jeg ved, det lyder røvirriterende, men dokufiktion var en af årets store tendenser i Frankfurt.” Hun var lutter velvilje, og enten troede hun ikke, at jeg gennemskuede, hvad der foregik, eller, og det hældte jeg til, var hun for optaget af sit forehavende til at tage hensyn. Den opmuntring, hun betænkte mig med, var samtidig pisk til Tue; som i en andengradsligning skiftede ordene ladning på den anden side af bordet. “Det bliver den sidste store kærlighedshistorie. Balladen om Søren T-shirt og Signe.” “Kan du skrive en lykkelig kærlighedshistorie?” sagde Tue. “Gik det ikke galt med Søren og Signe?” sagde Helene. “Det gør den slags jo,” sagde jeg. “Den slags hvad?” sagde Helene. “Parforhold.” Tue grinede og nappede en hvidvin i køleskabet. “Hvad griner du ad?” sagde Helene. Han forsøgte at tage hendes hånd. “Helene er en kende oprørt over, at jeg har sagt ja til at være med i Kender du typen, du ved, det dér uskadelige program.” “Det er fint, at du udtaler dig om alt, men det er no way, at jeg vil ha et tv-hold til at snage i mine underbukser.” Tue bundede et glas hvidvin. “Du er sammen med en provinsfyr, Helene. Faster Adda og onkel Knud fra Haderslev ser ikke Deadline.” “Det må de selv ligge og rode med.” “Min mor vil blive dagens helt i Brugsen.” “Du har brugt fem år på at skrive deres historie, Tue.” “Som pressechef må du da juble over, at en af dine forfattere får primetime-sendetid.” “Som pressechef ville jeg foretrække, at du skrev en bog.” “Man hører altid forfattere fortælle, at de skriver, fordi de ikke kan lade være,” sagde Tue. “Jeg har utrolig nemt ved at lade være.” Han lænede sig tilbage og smilede. 26

Fryser jeg.indd 26

18/06/13 14.41


“Hvad skal vi med flere bøger?” “Er det ikke en hjernedød ting at sige, når Mikkel skal til at skrive sin første roman?” Tue rettede sig op. “Ja, lad os tale om Mikkels roman. Vi skal ha den med i julesalg­et. Er det så ikke noget med deadline omkring 1. august? Helene nikkede. “Kan du skrive den på et halvt år?” “Det vil jeg mene,” sagde jeg. “Forlaget tager den, men du får dem ikke til at give mere end tyve kilo forud. Det kan du ikke leve af. Jeg låner dig halvtreds tusinde. Kender du San Cataldo?” “Er det ikke noget kulturradikalt refugium ved Amalfi?” “Ansøgningsfristen var i efteråret,” sagde Helene. “Jeg skrev det halve af Hindbærbusken dernede. Der plejer ikke at være overbooket på deres tidlige forårshold. Jeg ringer til værtinden.” Da jeg cyklede ind mod byen, kom jeg til at tænke på, hvornår det sluttede med Helene, og der var ingen tvivl: Charlie var halvandet år og gammel nok til at blive passet. Jeg brugte to arbejdsdage på at finde den rigtige restaurant og endte med Le Sommelier; god mad, ikke for formelt og tæt på eventuelle barer bagefter. Hun havde sminke på og så fortegnet ud. Jeg var i nålestribet jakkesæt. Vi var anspændte i taxaen, og det skyldtes ikke, at vi genfandt den spæde forelskelse, men at vi begge var bevidst om vigtigheden af det forestående. Det var mere end en middag i byen. De havde Dom Perignon på glas, og vi talte om en pædagog fra Char­lies vuggestue og blev enige om, at den snak ikke hørte aftenen til. Så kom brødet på bordet, og da vi havde spist hele bakken og hver vores forret, var den værste sult stillet. Aftenen gik ind i den afgørende fase. Ingen behov stod i vejen. Nu gjaldt det. 27

Fryser jeg.indd 27

18/06/13 14.41


De næste timer skulle vi bevise, at vi var kærester. Jeg fik øje på en fyr, som lignede Thomas fra Statens HF og kom i tanke om en vanvittig anekdote fra Saltlageret, og hun grinede på de rigtige steder, og jeg var sirlig med detaljerne og byggede omhyggeligt op til den overraskende finale, men da jeg skulle til at sende den ud over rampen, kom jeg for skade at se på Helene, og hvor brændende hun end ønskede det, kunne hun ikke skjule, at hun havde hørt det hele før. Den iagttagelse måtte jeg skjule og fortælle historien til ende, omend jappet. Hun blev fuld af den kraftige rhônevin og løftede sløret for en drøm om en dag at slå sig ned i Sydfrankrig og drive sit eget lille hotel, og jeg betalte tilbage ved at stille nøjagtig de samme opmuntrende spørgsmål som sidste og forrige gang. Vi fik en øl på Borgerkroen bagefter, men hun kunne ikke drikke mere. Jeg stak barnepigen en hund mere end aftalt, og da Helene og jeg lå på sengen efter treogtyve minutters sex, blev vi enige om at prioritere flere af den slags aftener. Ingen af os var bevidst om, hvor skrøbeligt det hele var. En ny berøring var alt, der skulle til. En anden slags kys. Jeg udsatte at tage hjem til det krøllede grå lagen i Klerkegade og gik på Byens Kro. Der var surprisefødselsdag for en potskæv svensk kunstner, og maleren Christian Finne var dj og spillede syrerock med flanger på bækkenerne, og jeg genkendte en designer med fladt hår og løse bukser og en gammel vild i workwear, men hvorvidt alle fyrene med gadedrengelooket var unge kunstnere med et courtesy of et eller andet Valby-galleri stemplet på røven, eller om de lige var steget ned af podiet i Milano, var jeg dengang ude af stand til at vurdere. Det hele var begyndt at flyde sammen. Modebladene skrev om kunst og hang ud til ferniseringer, og kunstnerne viste deres klæde28

Fryser jeg.indd 28

18/06/13 14.41


skab frem og sad front row til modeshows, og i weekenden fejrede de hinandens bryllupper eller mødtes over børnene på Østre Anlægs legeplads i sort tøj og Tom Ford-briller. Jeg tog en Urquell i baren og fik øje på en gruppe veninder i tyverne. De sværmede om en bakke med shots; forkælet klædt, sofistikeret gestik, kæderygende og højrøstede. De lignede nogen, der havde set for meget uden at blive klogere. Jeg kunne rigtig godt lide dem. I 1985 gik rødstrømpernes blad Kvinder i sig selv, og det skyldtes, at de aldrende kvindeforkæmpere manglede tillid til yngre med­ søstre og vægrede sig ved at afgive suverænitet, ja, og så selvfølgelig, at kvindekampen var forbi. Fri abort var indført, kvinder arbejdede og gik på universitetet, og i dagbøger fra Femølejren kan man læse, hvordan underkuede kvinder smed bh’en, tog en søster i hånden og fik et nyt liv. Man lappede selv cyklen, tjente egne penge og aflagde rollen som sexobjekt. Det sidste fik store æstetiske konsekvenser: Sminke, kropsnært tøj og frisørbesøg var undertrykkende, reaktionært og usolidarisk, og man var enten fri og nøgen eller tilsløret i sække og pludderbukser. I femten drøje år var Suzanne Brøgger alene om både at være intelligent og feminin, men i 1986 skete et mirakel. Unge kvinder krævede kroppen tilbage. Søren T-shirts Signe gik hverken i hønsestrik eller nervøs velour, men i korte sorte nederdele og nylonstrømper; parfume brugte hun også og vaskede hår flere gange ugentlig, og hun var ikke den eneste. Jeg sad på Café Sommersko og så det ske, jeg sad på Café Monten, på Dan Turell og på Krasnapolsky. Firsergenerationens kvinder tog mødrenes insisteren på selvstændighed med sig, men forkastede den ærgerlige æstetik og vedblev på den vis at være forbundet som modpol. Man skulle en generation længere frem, før kvinder slap fri af kampen. Rødstrømpernes børnebørn blev unge i nullerne og indtog scenen med høj cigarføring. Der var overvægt af kvinder på lægestudiet, og det er ingen tilfæl29

Fryser jeg.indd 29

18/06/13 14.41


dighed, at det netop i de år blev moderne at være lesbisk. De havde ikke i sinde at lade sig begrænse, og bevidstheden om egen styrke havde de med sig, som et brasiliansk barn har sambaen; kampene og rolleforvirringen var historie, ja, måske endda ukendt historie. Det lyder patetisk i dag, men dengang i firserne samlede jeg på sjove kvinder. Noterede mig, når jeg endelig mødte en, som satte sig ud over sin destinerede position og risikerede. I dag er det fuldkommen omsonst. Mandtal over interessante og morsomme kvinder er blevet en uoverskuelig opgave. Nu står mændene foran spejlet i timevis og hænger langs væggene i håb om lidt opmærksomhed, mens kvinderne griner skident i baren. Super duper, hvis man spørger mig. Det var umuligt at forestille sig, at den flok piger, jeg stod og gloede på, en dag ville få små rynker om munden. Under dække af at suge livskraft til mig, bad jeg om en Urquell mere og besluttede i sidste øjeblik også at tage en gammel caribisk rom, nu det formodentlig var min sidste omgang. Søren T-shirt og jeg havde aftalt at mødes to dage for at lave interviews. Historien kendte jeg, og dele af den figurerede i arsenalet af anekdoter, men jeg havde aldrig hørt ham genfortælle den i sin helhed. Desuden havde jeg forberedt en række spørgsmål for at komme ned i detaljerne Søren bor i den del af Østerbro, jeg var bange for som barn. Opgangen lugtede stadig som i halvfjerdserne; af stegemargarine, snavset tøj og fyldte askebægre. Han var lige kommet ud af badet, virkede energisk og afklaret, og gulvet i den lille stue var ryddeligt, og alle stakkene kaldt til orden. Han nævnte kort, at han overvejede noget afvænning i Nordsjælland, og resten lod vi ligge, for guderne skal vide, at vi havde været der før. Engang i halvfemserne indså jeg, at han kunne dø i morgen. Resten har været ren foræring. Bogens handling gav sig selv; den var allerede levet. Søren og Signe skinnede, og det er ikke for meget sagt, at vi levede os ind i 30

Fryser jeg.indd 30

18/06/13 14.41


deres forhold og glemte vores eget, når hun strøg ham over håret. I den ene ende af skalaen var hans hektiske skridt og den evige søgen efter højdepunkter, i den anden hendes graciøse måde at gribe ud efter glasset på. Hun fik ham til at hvile i øjeblikket, og derfor var det fuldstændig uforklarligt, også for Søren selv, at hans weekendforbrug af speed udviklede sig til rygeheroin og siden til sprøjte. Signe var optaget af sit jurastudie og havde ingen forudsætninger for at genkende hans misbrug, og gennem et år levede Søren et dobbeltliv som henholdsvis forelsket ung mand med parmiddage over hessianrioja og Istedgade-junkie. En dag fandt hun ud af det, og så var det slut Han havde ikke junket heroin i fem år. Det var metadon, et stort og stabilt alkoholindtag og ellers, hvad der kom forbi af rohypnoler, ganer, coke, ecstasy og mbma, og selv om forfaldet var uafviseligt, blev det udlevet med glæde og konsekvens. Men virkeligheden måtte passe sig selv. Den havde aldrig rigtig været noget for ham. “Så dum troede jeg ikke, du var,” sagde han, da jeg forelagde ham mine tanker. Jeg havde fiskefrikadeller med. “Jeg ville da juble over at have kone og børn. Du ved, hvor meget jeg elsker at få dejlig varm mad.” “Hvorfor får du det så ikke?” Han kiggede hovent. “Skal vi virkelig begynde med Adam og Eva?” “Ja, det synes jeg.” Han trak skuldrene op om ørene og begyndte på trods, og vi stoppede først, da den udmattede stigereol lå hen i mørke. “Nu kunne det være godt med noget ordentlig mad,” sagde han. Selvretfærdighed er altid kommet let til Søren T-shirt. Han havde været noget, der mindede om clean i tre uger, lidt øl, selvfølgelig, men ingen større udfald, han var i ånden allerede på afvænning, og nu havde han beriget mig med stof til en bog. Hvis ikke han fortjente en god middag. 31

Fryser jeg.indd 31

18/06/13 14.41


“Lad os tage ned til Røde Claus,” sagde jeg. Min konto bugnede af Tues penge. Vi fik hummersalat, Macon og indbagt pighvar ved kakkelbordet i kælderen. Fisk og hvidvin gør Søren lykkelig og ydmyg, og han kommenterede hver en bid og slikkede tallerkenerne rene. “Vi ku tage ud og se Karriere Bar,” sagde jeg. “Det lyder ikke rart.” “Det er et nyt kunstnersted i Kødbyen.” “Karriere Bar?” “Det er ironisk, tror jeg.” “Nå, de er sjove? Det er måske ballonkunstnere? Jeg har længe gået og ønsket mig en rød gravhund.” Floss var ikke til at komme udenom på vejen. Søren blev modtaget som hjemvendt krigshelt, og ellers var alt, som det plejede: Peter overvågede alt bag baren, færingen fik ikke sagt, hvad han ville, rock’n’rolleren sov på en barstol, og Søren præsenterede mig for en ung lettisk digterinde med koparrede kinder og bryster på lånt tid. Vi mellemlandede i Istedgade, og Søren lånte de traditionsrige to hundrede og købte en lille kugle af en afrikaner, og vi fandt os selv i et kantinelignende lokale med kuraterede borde og futuristiske lamper. Kunstnerne gjorde ikke væsen af sig på Karriere Bar. Måske stod de og mumlede i krogene. Marketingfyre med blegede tandsæt, cutaway-kraver og drinks på rekvinummer dominerede lokalet og skabte den karakteristiske buzz af ufærdige sætninger og jævnt kedsommelig grænsesøgen. “Der er ingen ballonkunstnere her,” sagde Søren. Men der var Kreuzmann, og ham havde jeg ikke mødt siden den katastrofale aften på Noma. Han var omkranset af letlevende østeuropæiske kvinder med skamplukkede øjenbryn; bulnet i bærret som en strandvasker og selvklæbende hvid skjorte. Han og jeg havde været noget nær venner siden første klasse, men en latent gensidig skep­sis, og hvad ved jeg, noget med planeternes stilling, havde alle dage stået mellem os. Søren, derimod, knuselskede han betingelsesløst. 32

Fryser jeg.indd 32

18/06/13 14.41


Samme trang til altid at risikere maksimalt og dermed samme forrykte bagkatalog af usandsynlige historier. “Du ser godt ud,” sagde Kreuzmann. “Er du holdt op med at junke?” “Jeg er frisk som en havørn,” sagde Søren. “Jeg laver flikflak.” “Jeg er blevet skilt,” sagde Kreuzmann. “Hvorfor nu det?” sagde Søren. “Jeg kneppede genbokonen.” Søren peb af grin. “Det var kun fint, I blev skilt,” sagde jeg. “Har du læst en ny bog?” sagde Kreuzmann. “Hvorfor skal man tale med den samme hver aften,” sagde jeg. “Jeg var aldrig hjemme!” sagde Kreuzmann. Jeg rockede til musikken og kunne mærke, hvor irriterende det så ud. “Du arbejdede vel så meget for at slippe væk,” sagde jeg. “Du ved da selv, hvor hårdt det er at blive skilt, Mikkel,” sagde Søren. “Det er langt hårdere at ha en kæreste,” sagde jeg. Kreuzmann stillede glasset fra sig og kiggede forvirret ud over scenariet. En receptionist underholdt marketingfyrene med zumbatrin. “I sidste uge tog jeg hen til præsten i Taarbæk,” sagde han. “Hvad skulle du dér?” sagde jeg. “Sige undskyld.” “For hvad?” “Jeg lovede Claudia troskab, til døden os skiller.” “Hjalp det?” “Han spillede tennis.” Kreuzmann stod under en Jeppe Hein-lampe og hulkede, og Søren holdt om ham under hele Blue Monday i 12”-versionen. Søren var ikke kommet ud af festen, da jeg bankede på næste eftermiddag. Hans øjne var vandede, og hans hud grå. Han insisterede 33

Fryser jeg.indd 33

18/06/13 14.41


på, at vi gik på tanken efter øl, og drak den første på vej over krydset. “Var det virkelig pighvar, vi fik i går?” sagde han. “Du ved godt, at den her bog kræver, at vi mødes en masse, ikke?” sagde jeg. “Først troede jeg, at det var søtunge, men den er tættere i kødet.” “Jeg har fået plads på San Cataldo,” sagde jeg. “Det var på tide, at du kom på afvænning,” sagde han. “Det er et sted, hvor man rejser ned for at skrive,” sagde jeg. Vi passerede en rutineret flok foran døgneren. “Har du lagt mærke til, at nogle drukkenbolte ikke har nogen røv?” sagde jeg. “De drikker røven væk.” Han åbnede en dåseøl mere. Den lyd. “Pighvar. Var det virkelig pighvar?”

Fryser jeg.indd 34

18/06/13 14.41


Fryser jeg