Issuu on Google+

Henrik Rasmussen (f. 1964) er uddannet i litteraturvidenskab og under­ viser på Grundtvigs Højskole. Han har tidligere udgivet Sandhedens maskespil om digteren Federico García Lorca og var redaktør og medforfatter på Gads Litteraturleksikon.

Frihedens pris – An d ré G i d es l i v og v ærk

Frihedens pris

Denne bog giver dels en introduktion til Gides forfatterskab, dels en skildring af hans skandaleombruste liv. Han voksede op i en religiøs og puritansk familie og levede livet igennem i et platonisk ægteskab med sin kusine, mens han blev fortaler for seksuel frigørelse og homoseksuelles rettigheder. Splittelsen mellem fri selvudfoldelse og hensyn til andre, mellem lyst og pligt, var et hovedtema i både hans liv og værk, der her beskri­ ves i én samlet fremstilling.

Henrik Rasmussen

Den franske nobelpristager ANDRÉ GIDE var en af de vigtigste forfattere i det 20. århundrede. På modernistisk vis udfordrede han tidens moralske, politiske og litterære dogmer, og gennem sit forfatterskab fornyede han romanens form og flyttede grænserne for, hvilke emner man kunne tillade sig at behandle i litteraturen.

Henrik Ra s mus s en

9 788711 396988 www.lindhardtogringhof.dk

frihedens prisPLANO_HR.indd 1

Lindhardt og Ringhof

13/7/12 11:12 AM


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Henrik Rasmussen

Frihedens pris – André Gides liv og værk

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Frihedens pris © 2012 Henrik Rasmussen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Dan Eggers Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-39698-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med støtte fra La Fondation Catherine Gide samt Birthe og Knud Togebys Fond. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at blive tidens mishandlede trælle, så berus jer, berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Charles Baudelaire, Le Spleen de Paris


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 31 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Jordens frugter – nydelsens evangelium

“Familier, jeg hader jer!” “Lad dit syn på verden være nyt i hvert eneste øjeblik.” “Lykkelig den, som ikke knytter sig til noget på jorden.” De slagfærdige paroler står i kø i Jordens frugter, der udkom i 1897 som André Gides fjerde bog. Paroler, der har givet bogen et langt liv med opblomstring, hver gang der har været bølger af ungdomsoprør og -frigørelse. Såvel i 1920’erne som 1960’erne fik Jordens frugter kultstatus med sit tilsyneladende budskab om radikal frigørelse og uhæmmet livsnydelse. Bogen vakte ellers ikke meget opmærksomhed ved udgivelsen. Et par positive anmeldelser blev det til. Oplaget var på beskedne 1.650 eksemplarer, og over de næste ti år kom salget samlet ikke over 500 eksemplarer. Først ved genudgivelsen i 1918 – efter at verden var vendt på hovedet med 1. Verdenskrig – fik romanen sine læsere og tilhængere. Den unge efterkrigstidsgeneration tog bogen til sig som den nye tids evangelium, livsnydelsens evangelium.

31


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 32 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Jordens frugter er ikke en roman i den forstand, at den er en fortælling om konkrete personer i konkrete situationer. Bogen er et lyrisk udbrud, en besyngelse, en profeti, der blander digte, dagbogsnotater, naturbeskrivelser, dialoger og proklamationer i en fragmenteret form, hvis samlende punkt er en opfordring til at kaste sig ud i sanseligheden og den umiddelbare livsnydelse. Det er en kærlighedserklæring til livet og en profeti om et nyt livssyn, et nyt menneske – “fuldt rustet med livsglæde”. Jordens frugter vil forandre sin læser, hvilket fremgår af den lille indledning, hvor bogens tre figurer introduceres: Nathanaël, Ménalque og den navnløse fortæller. “Nathanaël, du må ikke misforstå den titel, jeg har valgt til denne bog. Jeg kunne have kaldt den Ménalque; men Ménalque har det tilfælles med dig, at han aldrig har eksisteret. Det eneste personnavn, denne bog kunne have båret som titel, er mit eget. Men så havde jeg ikke turdet signere den! [...] Og når du har læst mig, så kast min bog fra dig – og drag bort. Jeg ville ønske, at den har givet dig lyst til at bryde op – bryde op fra din by eller din familie, fra dit værelse eller din tanke. Tag ikke min bog med dig. [...] Jeg ønsker, at du af min bog må lære at interessere dig mere for dig selv end for den – og siden mere for alt andet end for dig selv.” Fortælleren henvender sig bogen igennem direkte til Nathanaël – en endnu ikkeeksisterende person, som er 32


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 33 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

den, læseren gerne skal blive efter endt læsning. Den tredje figur er fortællerens læremester, Ménalque, som inkarnerer bogens ideal, men også han er fortællerens opfindelse. Fortællingen synes at ville overskride sin fiktionsstatus og blive en igangsættende sproghandling, der forandrer Nathanaëls – og læserens – tilgang til livet og sender ham ud i verden for at finde sin egen sandhed. Den lære, fortælleren vil give Nathanaël med på hans vandring, er at være nærværende i livet og søge nydelsen, hvor den viser sig. Han skal glemme såvel gårsdagen som morgendagen, leve i nuet og søge den mest intense livsfølelse. Fortælleren forsøger at skrive denne erkendelse frem i en blanding af refleksion og natursansning. Stilen er en springende og ufuldendt talestrøm, som viser fortællerens umiddelbare begejstring og bryder enhver stringent tankerække eller fast komposition. Det er ikke et fortælleforløb, som binder bogen sammen, men en bestræbelse på at udtrykke og vise fortællerens livssyn i en blanding af besyngelse af nydelsen og kærligheden, sanselig naturbeskrivelse og profetering af det kommende. “... og det gælder om ved en pludselig og samtidig anspændelse af alle sanser – ja, det er vanskeligt at udtrykke – at nå dertil, at selve éns livsfølelse bliver en koncentreret fornemmelse af enhver berøring med omverdenen ... (eller omvendt). Nu er jeg dette midtpunkt, hvor jeg opfanger: i mit øre: en vedholdende lyd af vandet, som 33


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 34 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

forstærkes og snart efter dæmpes af vinden i fyrretræerne; nu og da afbrudt af græshoppernes sang, osv. i mit øje: et genskin af solens lyskast over bækken; de svajende fyrretræer ... (der er et egern!) ... min fod, som laver et hul i mosset, osv. i mit kød: en fornemmelse af det bløde og det fugtige mos (nå, jeg blev vist stukket af en gren? ...); at mærke min pande mod min hånd, og min hånd mod min pande, osv. i mine næsebor: ... (tys! nu kommer egernet nærmere), osv. Og alt det på samme tid, osv., og knyttet sammen; det er livet – men er det alt? nej, der er stadig noget andet.” Det er det lidenskabelige menneske, der taler uden at være optaget af form og tanke, men derimod af umiddelbarhed og lidenskab. Det er åbenbart, at der er tale om en litterær konstruktion, fortælleren står ikke midt i naturen og overraskes af et egern, men han lader teksten mime, at den ikke er en litterær tekst, men et stykke levet liv – uformidlet videregivet til læseren. Denne sproglige gestus giver teksten en modsætningsfuld tone, idet den postulerede umiddelbarhed blot er litterær manér. Teksten fremstår på én gang meget konkret sansende og abstrakt proklamerende. I slutningen af citatet bliver det klart, at det livsnærvær, som fortælleren er på jagt efter, hele tiden undslipper ham. Der er noget mere, som han rækker ud efter og længes efter, men som ikke lader sig fange. Teksten rækker i en romantisk gestus ud efter en 34


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 35 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

eksistensform, som fortælleren nok aner, men ikke selv kan realisere, og forsøger at give sprog til noget, som ikke lader sig udtrykke. Budskabet må gives videre til Nathanaël, som er dét nye menneske, der skal komme. Da nærværet ikke umiddelbart lader sig realisere, må man forberede vejen ved at gøre sig fri af alt, som måtte binde én. Opfordringen lyder derfor, at man skal forlade alt, eje intet og knytte sig til ingen. Først når man har gjort sig fri af jordisk gods, menneskelige relationer og enhver overleveret viden om verden, først når man har givet sig hen, til sig selv og sin egen nydelse, kan man glemme sig selv og opnå følelsen af intenst nærvær i verden. Vejen går gennem ens eget begær til den ekstatiske oplevelse af at gå i ét med verden. Teksten er en gentaget bevægelse hen imod det ekstatiske øjeblik, i en evindelig tilnærmelse, men fortælleren må se i øjnene, at nærværet er svært at fastholde. Ekstasen har det med at være momentan og dermed bære sin modsætning i sig. Der er igen og igen noget, som river én ud af den intense livsnydelse, så man står tilbage med en følelse af tab og længsel. Ekstasen går hånd i hånd med melankolien. “Biskra – om aftenen. Der var fugle, som sang i dette træ. De sang stærkere, end jeg havde troet, at fugle kunne synge. Det var, som om selve træet havde fået stemme – som om det skreg med alle sine blade – for man så ingen fugle. Jeg tænkte: det bliver deres død; det er for stærk en lidenskab; men 35


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 36 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

hvad er der dog i vejen med dem i aften? Ved de da ikke, at når natten er omme, vil en ny morgen oprinde? Er de bange for, at de ikke skal vågne igen? Vil de på en eneste aften opbruge al deres kærlighed? Som om de bagefter skulle leve i en uendelig nat [...] – Hvor godt, at den første sommermorgen skal give dem en så lykkelig opvågnen, at de fra deres søvn kun vil huske det, som er tilstrækkeligt til, at de om aftenen er lidt mindre bange for at dø i den kommende nat!” Naturen bliver her en spejling af fortællerens sindsstemning og understøtter ikke bare hans livsberuselse, men også hans angst for tomheden. Fortælleren erkender i sine mørke øjeblikke, at lidenskaben og den intense livsnydelse er knyttet til øjeblikket. Lige meget hvor stor intensitet man oplever, er den flygtig og vil efterlade én tomhændet og ét skridt nærmere døden. Det er ikke en natur, der åbenbarer en meningsfuldhed for fortælleren, men derimod afspejler naturen hans indre tilstand. Mennesket rækker ud og længes efter et nærvær, som hele tiden slipper én af hænde, og kastes derfor tilbage til en virkelighed, som ikke er tilfredsstillende. Derfor må man omforme sig til den, der giver tingene mening og sætter sine egne værdier og sin egen moral. Men hvad er det for en moral? “Enhver fuldkommen handling er forbundet med nydelse. Derpå kender du, at du burde udføre den.” 36


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 37 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Opfordringen til mennesket er helt enkelt, at det skal basere sine handlinger på nydelsen. Der er ingen moralske påbud ud over nydelsen. Man skal “handle uden at afgøre, om handlingen er god eller dårlig. Elske uden at bekymre sig om, hvorvidt det er det gode eller det onde”. Idet man sætter sig ud over en forudgående moral og forfølger den personlige nydelse, kommer man i et sandt forhold til verden. Nydelsen, lidenskaben og den intense livsfølelse er genetableringen af menneskets naturlige forhold til verden – “alle ting er så fuldendt naturlige”. Fortællerens postulat er, at idet man følger sine inderste lyster, når man ud over sig selv i en tilstand af kærlighed til alt. Der er ikke tale om egoisme, men en form for altruisme, hvor enhver tilknytning til bestemte ting eller personer hæmmer den altfavnende kærlighed. Vejen til selvforglemmelse går gennem selvet. Det, der kan ligne selvoptagethed, viser sig at være selvopløsning. Hvilken konkret moralsk adfærd der kommer ud af at følge naturen, giver bogen intet bud på, men frigørelsesprojektet bygger på et opgør med den kristne moral: “Guds bud, I har smertet mig dybt. Guds bud, er I ti eller tyve? Hvor vil I trække jeres grænser? Vil I lære os, at der er stadig flere forbudne ting? Nye straffe, som truer min tørst efter alt det, jeg har fundet skønt på denne jord? 37


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 38 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Guds bud, I har gjort mig syg i min sjæl.” Der skal gøres op med kristendommen, for den kristne moral er præget af forbud og udgør en hindring for at opnå den livsnydelse, som fortælleren hylder. En forhindring, som han selv og læseren må overvinde og lægge bag sig. Men Gud er ikke fraværende. Det er religionen og den moral, den repræsenterer, som står for skud. “Ønsk ikke, Nathanaël, at finde Gud andetsteds end overalt [...]. – Som Ménalque sagde: Gud er det, som er foran os. Nathanaël, du skal betragte alt på din vej, men uden at standse noget sted. Glem ikke, at alt er foreløbigt, kun ikke Gud. Det betydningsfulde bør være i dit blik, men ikke i det, som du betragter.” Gud er den instans, som bliver garant for fortællerens nye livssyn. Gud er overalt, foran os, evig. Gud er ikke i naturen eller i os selv, men i blikket. Gud synes at være et andet ord for lidenskaben og livsnærværet – det nærvær, som vi aner, men som undslipper os, som en metafysisk realitet bag den sanselige verden. Vi går i ét med Gud eller realiserer ham, når vi følger vores begær, vores lidenskab, vores natur. Sanseligheden forbindes med religionens helligholdelse af livet. Denne gudsforestilling ligner umiddelbart en romantisk panteisme, dog er Gud ikke i naturen, men i vores måde at forholde os til verden på. Det er livskraf38


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 39 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

ten, som er guddommelig. Ikke naturen eller mennesket i sig selv. Hermed knytter Jordens frugter hedonismen sammen med troen. Hedonisten og Jesus smelter sammen til én skikkelse i en hyldest til det menneske, som ikke er bundet af noget og går åben og fordomsfri ud i verden. Men først må man kaste syndsbevidstheden – kristendommens åg – af sig. Mennesket skal lade sig styre af nydelsen, men det skal ikke forstås som en fri driftsudlevelse, tværtimod er der tale om at leve naturligheden ud, og naturligheden er i overensstemmelse med Guds ønsker og med kærligheden til verden og medmennesket. Hedonismen er vejen til den uforbeholdne næstekærlighed. Sådan er fortællerens vision, men er det også bogens endelige udsagn? Det spørgsmål kan kun besvares ved at se nærmere på den udvikling, som fortælleren gennemløber, og hans forhold til læremesteren Ménalque. Fortælleren har som ung dels været hæmmet af sin kristne opdragelse, der betonede pligten frem for lysten, dels været plaget af tungsind og melankoli. Fortællerens forvandling skete i forbindelse med en rejse, hvor han mødte Ménalque. Ménalque lærte fortælleren om et liv uden forbud og pligt, og det er Ménalques livssyn, som fortælleren bringer videre til Nathanaël. Ménalque og fortælleren er på mange måder spejlinger af hinanden. Ménalque var læremester for den unge fortæller, der nu er læremester for Nathanaël. Både Ménalque og fortælleren var som unge længselsfulde melankolikere, som gjorde sig fri af deres op39


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 40 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

hav ved at bryde op og rejse. De ser ikke deres livssyn som et endeligt svar, men som en frisættelse, hvorfra man kan søge sin egen sandhed. Det er på den baggrund paradoksalt, at fortælleren prædiker den selv samme sandhed, som Ménalque indviede ham i. Men der er også forskel på fortælleren og Ménalque. Ménalque er efter sine ungdomsrejser vendt hjem for en årrække til et borgerligt liv, men i en alder af 50 forlader han det hele for at begive sig ud på en ny vandring. Fortælleren derimod sidder ved romanens slutning hjemme, melankolsk og træt, og reflekterer over, hvad han egentlig fik ud af det hele. “Det hænder, at jeg opsøger en kreds af minder fra min fortid for derover at bygge en sammenhængende historie, men det mislykkes for mig [...]. Jeg tænker på dig, Ménalque! [...] Kommer du ikke snart tilbage, med en last af udfordrende luksus, glad ved igen at bringe mit begær til at tørste? Når jeg hviler mig nu, er det ikke i din overflod ... Nej, du ville lære mig, at jeg aldrig skulle være i hvile. – Er du ikke snart træt af denne frygteligt omflakkende tilværelse? Selv har jeg undertiden kunnet skrige af smerte uden at føle den mindste træthed. Og når mit legeme er træt, da er det min svaghed, som jeg anklager; mit begær havde håbet, jeg var mere tapper. – Hvis jeg angrer noget i dag, er det, at jeg har ladet så mange frugter fordærves eller fjerne sig fra mig uden først at have 40


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 41 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

spist af dem – frugter, som du har budt mig, du kærlighedens Gud, der giver os næring.” Fortælleren har ikke fortrudt sit liv eller opgivet visionen, men hans begær er taget af, og i stedet for at være nydende til stede i nuet mindes han tidligere glæder. Det er melankolien, der har overtaget, og han må se i øjnene, at han ikke er som Ménalque. Fortælleren formåede ikke at forblive i nydelsens ekstatiske øjeblik. Nydelsen er flygtig, dens glæde er bundet til øjeblikket. Ménalque var det ideal, som han ikke formåede at leve op til, og selvom han hylder det samme ideal – og bebrejder sig selv sin svaghed – ligger der i hans udvikling et dementi af nydelsens evangelium. Fortællerens vision består som mulighed, personificeret i Ménalque og læseren, men fortællerens eget forsøg på at realisere visionen har lidt skibbrud. Fortælleren leverer ved sit eksempel en kritik af sin vision, en kritik, han ikke har draget konsekvensen af eller set i øjnene. Der åbner sig derved et perspektiv bag om fortælleren i form af en implicit forfatter, og dermed rummer bogen på en og samme tid en vision og en problematisering af muligheden for at virkeliggøre samme vision. Det er heri, bogens dialektiske karakter består. Jordens frugters fragmenterede form kan forstås i det perspektiv, at et liv, der er helliget nydelsen, falder fra hinanden i øjeblikke uden sammenhæng og uden blivende værdi. Dermed får fragmentformen en helt anden betydning end hos de tyske romantikere. Hos romantiske digtere som Novalis og Friedrich 41


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 42 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

Schlegel, der var de første til at benytte fragmentet som litterær form, var den ufærdige, brudte form udtryk for menneskets bestræbelse på at skabe et helhedsbillede, som de var afskåret fra, fordi det tilhørte Gud. Det ufærdige pegede på et perspektiv hinsides det menneskelige. Hos Gide er fragmentformen moderne i den forstand, at den udtrykker fortællerens kuldsejlede forsøg på at skabe mening i tilværelsen og træde ind i nærværet. Således ender bogens udsagn med at være åbent, i og med at der er en hovedstrøm af besyngelse af den umiddelbare og livsnydende tilgang til livet og en understrøm af kritik af samme vision i erkendelse af det intense livsnærværs flygtighed. Det dobbelte budskab leveres ved, at der i bogens komposition åbnes for en fortolkning, der overskrider fortællerens selvindsigt – en implicit forfatter kommer til syne og lader fortælleren sidde tilbage i melankolien. Fortælleren giver afslutningsvis stafetten videre til Nathanaël, men vi har allerede set, hvordan fortællerens eget livsprojekt forliste. Man kunne måske fristes til at tolke denne understrøm af kritik som et forsvar for et gudsbillede, som ikke er bundet til menneskets tilgang til verden og dermed til vores evne til at træde ind i en permanent tilstand af lidenskabelighed og intenst nærvær. At livsprojektets forlis peger på nødvendigheden af en gudsinstans. En sådan tolkning er dog ikke holdbar, fordi den nødvendigvis må affeje hele bogens visionære og dermed ekstatiske del som en tom kulisse for et bagved42


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 43 SESS: 12 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

liggende skjult budskab. Man kan ikke læse hen over, at bogen i form og indhold er en energiudladning af sanselighed og livskraft, men den er lidenskabelig uden at være naiv, idet den som nævnt både formulerer en vision og en kritik på samme tid. Jordens frugter er på mange måder en tidstypisk bog, der passer ind i den vitalistiske strømning i litteraturen, som man ser over hele Europa i 1890’erne. En strømning, som også forfattere som Johannes V. Jensen og Knut Hamsun var en del af. André Gide tog med bogen et skridt væk fra symbolismen, som Les Cahiers d’André Walter var et produkt af. Der er stadig en rest af symbolisme i bestræbelsen på at nå om bag virkelighedens fænomener og ind i et mere intenst forhold til verden, men man aner også i bogen en modernistisk tro på, at kunsten kan være med til at lægge enhver tradition, ethvert tankemønster, bag sig og lade mennesket genopstå i en ny og friere udgave – med et nyt syn på verden i hvert øjeblik. Der har været en kritisk tradition for at se Jordens frugter som udtryk for en inspiration fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche, og der er da også tydelige paralleller mellem André Gide og Nietzsche. De er fælles om opgøret med kristendommens moral og troen på en anden moral, som er hævet over godt og ondt og forankret i den enkelte. En direkte inspiration er der næppe tale om, da Gide ifølge sine dagbøger først læste Nietzsche i 1898, året efter udgivelsen af Jordens frugter. Inspirationen kan dog sagtens have været indirekte, da Nietzsches tanker om en radikal omformning af alle værdier var 43


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 44 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

en del af tidens tankemæssige strømninger, og Gide bemærkede da også et slægtskab, da han læste Således talte Zarathustra og Hinsides godt og ondt. I sin dagbog noterede han: “Jeg ville vanvittigt gerne have været ham. Jeg opdager jaloux mine inderste tanker, én for én.” (Journal, 1898). Gide var ikke, som man kan se af Jordens frugter, i gang med at forkaste den kristne tro, men han forsøgte sig med en omfortolkning af den. En omfortolkning, hvor han kunne få puritaneren til at mødes med hedonisten. Gide tolkede Nietzsches tanker som en forlængelse af protestantismen, ikke som dens modsætning. Protestantismen var på én gang udgangspunktet og noget, der skulle overvindes. Men ikke nok med det: Protestantismen bærer ifølge Gide sin egen overvindelse i sig. En tanke, man også finder hos Nietzsche. “Protestantisme er uindskrænket fri undersøgelse [...], der ikke stopper ved noget, heller ikke ateisme [...]; intellektuelt anarki er en del af protestantismen.” (Journal, 1898). Jordens frugter var det litterære resultat af André Gides opbrud fra sit puritanske udgangspunkt og opdagelsen af den umiddelbare livsnydelse, sanseligheden og seksualiteten. Med bogen markerede Gide udadtil et brud med sin kristne, calvinistiske opdragelse for i stedet at sætte nydelsens bud, men en nærlæsning af bogen viser, at der nærmere er tale om et forsøg på en forsoning af troen

44


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 45 SESS: 11 OUTPUT: Fri Jul 13 12:00:45 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/131936_Frihedens_pris_133x210_Palatino/Materie

André Gide i Biskra 1893. © Roger-Viollet/POLFOTO

og den sanselige nydelse, af selvrealiseringen og længslen efter at opløse sig i noget større. Gide forsøgte med Jordens frugter at overvinde splittelsen mellem nydende selvudfoldelse og religiøs selvforglemmelse, hedonisme og puritanisme, men splittelsen bestod.


Frihedens pris af Henrik Rasmussen