Page 1


Af samme forfatter: Lad de smü børn komme til mig

PP_Fri os fra det onde_P.indd 2

21/12/12 14.39


Kjetil Try

Fri os fra det onde Krimi På dansk ved John Jensen

People’sPress

PP_Fri os fra det onde_P.indd 3

21/12/12 14.39


Fri os fra det onde Copyright © Gyldendal Norsk Forlag 2011 (All rights reserved.) Copyright denne udgave © People’sPress 2013 Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay med illustration iStock/Shutterstock Bogen er sat med New Baskerville hos An:Sats, Espergærde og trykt hos CPI, Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-7137-265-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2013

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

PP_Fri os fra det onde_P.indd 4

21/12/12 14.39


Prolog Hun flyttede blikket fra den sorte skærm til vækkeuret i vindueskarmen. 19.01. Der var gået tyve minutter, siden hun så ham. Hun strøg nogle mørke hår væk fra ansigtet. Hendes hånd rystede stadig. Hun sad i den lille stues eneste gode stol og stirrede på fladskærmen, som var hængt en lille smule skævt op på de hvidmalede gipsplader. En svag susen fra vandrørene i køkkenet blandede sig med den dæmpede trafikstøj fra gaden tre etager nede. Hun rejste sig og kiggede ud ad vinduet. Det var begyndt at regne. En parkeringsvagt havde taget opstilling uden for 7-Eleven, han stod og skuttede sig i den tynde uniform. Et øjeblik overvejede Nadija at løbe ned til ham, men i det samme standsede en lille, hvid bil fra Trafikstyrelsen, og manden forsvandt ind på passagersædet. Hun fulgte bilen med øjnene, til den drejede om hjørnet ved Urtegata. Hun så igen hen på uret. Fireogtyve minutter. Hun tog sig til halsen og mærkede, hvordan den snørede sig let sammen. På sofabordet lå den sorte iPhone, den eneste ting, hun ejede, der kunne minde om luksus. Den var stadig varm. Hun tastede nummeret på oplysningen. – Vil du stille mig om til politiet? – Oslo? – Øh, ja tak … Sekunderne føltes uendeligt lange. Tvivlen kom atter sni­ gen­de. 5

PP_Fri os fra det onde_P.indd 5

21/12/12 14.39


– Vagthavende. – Jeg vil gerne anmelde … jeg har set … Stemmen dirrede. – Jeg har lige set … I det samme blev døren til soveværelset åbnet. – Er det far? – Nej, ikke nogen du kender. Hun forsøgte at smile og trykkede på delete-symbolet, en vane, hun havde tillagt sig det seneste år, og fumlede mobiltelefonen ned i lommen på den mørkeblå vindjakke. Nora betragtede hende med hovedet på skrå. – Skal du ud igen? Nadija rømmede sig kraftigt. – Nej, jeg har bare ikke fået overtøjet af endnu. Nora trak på skuldrene. – Jeg går hen til Erna. Vi skal forberede os til matematikprøve i morgen. – Til Erna, fint nok. Hun mærkede et lille stik af glæde. En følelse, som ofte dukkede op, når Nora var sammen med andre børn. Sådan havde det ikke altid været. De første år i skolen havde været hårde. Nora var ikke med i fællesskabet. Hun blev ikke inviteret med til fødselsdag hos de andre piger i klassen, hun kom altid alene hjem fra skole og blev mere og mere indesluttet. Hun græd aldrig og beklagede sig heller ikke, men når Nadija spurgte, gled hun af og svarede kun med halve sætninger. Det havde været værst lige efter skilsmissen. Nora kom hjem med iturevet vindjakke og ødelagt madkasse. Nadija havde kæmpet for at holde tårerne tilbage, da hun så de små, knyttede næver, men datteren ville ikke ud med, hvad der var sket. Læreren vidste heller ikke noget. I hendes øjne var Nora en dygtig og pligtopfyldende elev. Lidt stille måske, én der kunne lide at gå for sig selv, som hun udtrykte det. Nadija troede ikke på, at Nora kunne lide at gå for sig selv. I børnehaven havde hun 6

PP_Fri os fra det onde_P.indd 6

21/12/12 14.39


altid leget med de andre børn og været fuld af liv. Hun havde forhørt sig på Møllergata skole, om det var muligt at få datteren overflyttet dertil, og alt var klart til en omplacering, da det pludselig vendte. Det vil sige, Erna kom ind i hendes liv. Erna, som boede i opgangen ved siden af og var kommet fra Island med to konkursramte forældre, var blevet Noras bedsteveninde fra første dag. Gudskelov for Erna. Nadija betragtede sin tiårige datter og måtte indrømme, med lidt vemod, at hun lignede sin far på alle måder. Kun det tykke, mørke hår og den brede, bestemte mund havde hun fra sin mor. – Hjemme inden otte, sagde hun. Nadija knugede den spinkle krop ind til sig, borede næsen ned i nakkens hulning og mærkede varmen og duften fra sin datters hud. – Pas på dig selv, mumlede hun. Nora vred sig løs. – Jeg skal bare hen til Erna. Hoveddøren knaldede i bag hende, og Nadija hørte de ha­stige skridt ned ad trapperne i opgangen. Hun drejede sik­kerhedslåsen og satte sig i sofaen under vinduet. En flig af et lyseblåt lagen stak frem ved armlænet. Hun stoppede det diskret ned i sprækken mellem puderne og tog atter mobilen frem. Netop som hun havde trykket nummeret til oplysningen, ringede det på døren. Et øjeblik sad hun stivnet med mobilen klemt fast mod øret, men så fik hun øje på den åbne skoletaske, hvor matematikbogen stak halvvejs op, i døråbningen ind til Noras værelse. Hun sænkede skuldrene. – Kommer! Hun samlede skoletasken op og drejede på sikkerhedslåsen. – Værs… Nadija standsede brat. – Dig? fik hun fremstammet, inden hun mærkede et kraftigt stød i brystet og faldt bagover. Det sidste øjeblik, inden 7

PP_Fri os fra det onde_P.indd 7

21/12/12 14.39


baghovedet ramte gulvet, tænkte hun på, hvad Nora ville gøre, når hun opdagede, at hun havde glemt matematikbogen i sin skoletaske.

PP_Fri os fra det onde_P.indd 8

21/12/12 14.39


Kapitel 1 Parisa Sadegh sparkede trusserne af og sænkede kroppen ned i det skoldhede vand. Det havde været et travlt efterår. To drab på tre uger var ikke hverdagskost, selv i en mellemstor by som Oslo. Desuden var Darre sygemeldt på ubestemt tid, så det var blevet til mange sene aftener. Men det var, hvad man kunne forvente sig, når man arbejdede for kriminalkom­missær Rolf Lykke. Hun havde med andre ord kun sig selv at takke. Da hun begyndte som efterforsker for otte år siden, havde hun sat alt ind på at komme til at arbejde sammen med netop ham. Han var den mest erfarne og efter manges mening også den bedste efterforsker på Politigården, og tilmed sagde han aldrig nej. Parisa lagde det ene ben op på kanten af badekarret og greb dåsen med barberskum mellem et utal forskellige sæber og olier, som lovede hende ferskenhud og en ny fødselsdato. De varme karbade var noget, hun havde taget med sig fra barndommen i Teheran. Da familien var flygtet til Sverige midt i firserne, havde hun måttet klare sig med en brusekabine i nogle år, inden hun prøvede lykken i Norge, bestod politiuddannelsen og købte egen lejlighed på Bislett, 60 kvadratmeter og rigtigt badekar. Hun fiskede skraberen op fra sæbeskålen og lod den glide hen over de slanke lægmuskler. Hun var ikke hysterisk optaget af krop og udseende, men uønsket hårvækst var hun omhyggelig med at fjerne. Parisa åbnede for hanen, opsamlede noget rent vand i hæn9

PP_Fri os fra det onde_P.indd 9

21/12/12 14.39


derne og pjaskede det i ansigtet. Så lod hun fingrene glide gennem det korte, kulsorte hår. Flere af hendes veninder fra politiskolen sendte ugentlige, bekymrede mails. „Du er 33, Parisa, hvorfor går du ikke mere ud?“ Eller: „Utrolig mange lækre mænd på sukker.no.“ Hun havde surfet lidt og set på de forskellige tilbud. Der var mange, og de strakte sig fra hyggelige netportaler til hjemmesider med navne som gangbang.no og fuck2night.com for at fjerne enhver tvivl om, hvad der ventede én. Parisa havde med en vis skepsis lagt en anonym profil af sig selv ud på match.no. Og det viste sig, at der var mange, der matchede. De utrolig lækre mænd så hun ikke meget til, men der var helt klart nogle stykker, som det kunne være spændende at tjekke lidt nærmere ud. Foreløbig havde hun begrænset sig til at læse mails fra kandidater, som måske, måske ikke, kunne være interessante. Hun havde også læst lidt højt for en veninde i telefonen. Ustyrlig morsomt. Hun satte sig halvt op i karret og tjekkede bikinilinjen og armhulerne. Lod pegefingeren glide hen over et langt, lyserødt ar på indersiden af venstre overarm. Et minde fra tiden i det svenske frømandskorps. 1307 Sadegh havde været en mønstersoldat og blev uden større konkurrence kåret som holdets bedste elev. Med tanke på hendes 165 centimeter og 51 kilo var det en ret unik præstation, og resultaterne fra hendes optagelsesprøve blev stadig brugt som motivation for nye rekrutter, også de mandlige. Parisa lukkede øjnene og lagde hovedet bagover, indtil hun mærkede det varme vand i ørerne. Hun prøvede at genkalde sig duftene fra de store, violette blomster, der havde omkranset svømmebassinet på tagterrassen i Teheran. Som lille havde hun tænkt, at disse dufte aldrig ville forlade hende, men nu, snart tre årtier senere, var hun ikke helt i stand til at kalde dem frem. Duften af hæg i sene forsommeraftener kunne minde 10

PP_Fri os fra det onde_P.indd 10

21/12/12 14.39


om dem, men manglede en ubestemmelig syrlighed. Tankerne blev afbrudt af telefonen på badeværelseshylden. Parisa rejste sig, trådte ned på de varme fliser og rakte ud efter et tykt, hvidt frottéhåndklæde. Hun nåede at kaste et hurtigt blik på displayet, inden hun svarede. – Hej Lasse. Der sad stadig noget svensk tilbage i tonefaldet. – Det tog sin tid. Sov du? – Nej, jeg så fjernsyn. Parisa rystede hovedet for at få vandet ud af ørerne. – Lykke ringede oppe fra hytten. Vi har et drab i Grønlandskvarteret. Vistnok temmelig barskt. Chefen kommer ind sent i aften. Han vil have os to til at kigge på det. Tøyengata 21. Parisa var allerede ved at fiske et par rene bomuldstrusser op af skuffen under vasken. – Vi ses dér om tyve minutter, sagde hun.

PP_Fri os fra det onde_P.indd 11

21/12/12 14.39


Kapitel 2 Rolf Gordon Lykke klemte den røde benzindunk ind bag græsslåmaskinen, rettede ryggen og knaldede hovedet ind i skråtagets rå træ. – Av for satan … Den lille, røde hytte ved søen stammede fra engang i 1920’­ erne og var antagelig bygget af en fisker, som enten var usædvanlig lavstammet eller ekstremt masochistisk. Lykke var ingen af delene. Han gned sig i det grå, kortklippede hår, lukkede døren og hjalp til med støvlen for at få den ordentligt på plads i den skæve dørkarm. Han skulle have repareret hytten i sommerferien. Nye hængsler og materialer var indkøbt og lå pænt stablet under taget omme på bagsiden ud mod fjeldet. De fire små ruder i vinduet, som vendte ud mod søen, var revnede og truede med at falde ud af deres rammer. Kun nogle bøjede, rustne søm, dér hvor kittet skulle have været, holdt dem på plads. Lykke pillede nogle rådne træstumper væk omkring hasperne. Uorden generede ham. Kun unødig brug af penge var værre. Hans børnelærdom stod krystalklart for ham: Man betaler ikke håndværkere for at ordne en opgave, man kan klare selv. Han blev stående og betragtede den spejlblanke sø i det svage lys fra udendørslampen. Havblik var et sjældent syn på denne årstid. I november stod nordenvinden som regel ind over sundet og rev og sled i fortøjninger og vakkelvorne bygninger. En familie af dykænder havde taget bolig på det 12

PP_Fri os fra det onde_P.indd 12

21/12/12 14.39


lille skær kun nogle meter væk. Der havde været fem unger, nu var der tre tilbage. Sikkert ikke et dårligt resultat, når man tænkte på alle de måger, som cirklede over de små dunbolde i begyndelsen af maj. Han havde selv stået på bådebroen og viftet febrilsk med en bådshage, mens han hjælpeløst så en havmåge snuppe en af de ugegamle unger og sluge den levende i løbet af få sekunder. Selv ikke tredive år i Drabsafdelingen hjalp ham lige i det øjeblik. Nu var ungerne blevet så store, at Lykke havde vanskeligt ved at skelne dem fra forældrene. – Skal du allerede af sted? Rolf Lykke vendte sig mod den brede Bohuslän-dialekt. Guy Gunnarsson gik næsten i ét med med de utallige garn, plastictønder og ikke mindst skrotbunker, som til enhver tid fyldte hans grå betonmole. – Jeg må tilbage til storbyen nu. Vi har fået en sag … – Mord? – Det ser sådan ud. Den gamle fisker rystede på hovedet og spyttede en klat snus i søen. – Sikke noget møg, mumlede han. Lykke så op mod den røde hytte. Sommerhuset, som han yndede at kalde det. Et kup. Han havde købt stedet som impulshandling en sommerdag i 89 for 540.000 kroner. I dag var den 103 år gamle fiskerhytte inklusive udedas, vindskævt bådehus og endnu skævere bådebro det mangedobbelte værd. „En kanonbeliggenhed“ havde den svenske ejendomsmægler sagt. Og det var svært at være uenig. Huset lå otte meter fra søen, fem kilometer syd for Strömstad. Lykke havde udsigt til to naboer: Familien Alm, som ejede et stort, hvidt hus med stenmole, og Guy Gunnarsson, der var pensioneret fisker og havde boet i et lille, gråt hus yderst på næsset hele sit 78-årige liv. 13

PP_Fri os fra det onde_P.indd 13

21/12/12 14.39


Lykke holdt af at betragte det som et lille samfund, eller ort, som svenskerne kaldte det. – Skal du ha’ nogen hummere i denne uge? Gunnarsson havde rejst sig fra den blå campingstol, han altid sad i, og trådte forsigtigt ned i den fladbundede alumi­ niumsjolle, der var specielt konstrueret til ålefiskeri på grundt vand. – Jeg kommer nok ikke tilbage før jul. Får ikke tid. – Jeg har nogle fine krabber? Lykke rystede beklagende på hovedet og mærkede, at den sommerfølelse, han altid fik herude, selv i november, var ved at forlade ham. I den lille stue stod alt færdigpakket. Det var gået hurtigt, mest fordi han ikke havde nået at pakke den smule ud, han havde taget med, før politiinspektør Breiby ringede. Men han havde dog fået båden op og lukket for vandet, og det var derfor, han var her. Han kom pludselig i tanker om, at han havde lovet Sonja at grave nogle georgineknolde op. Lykke så på uret. De måtte tage chancen. Han tog den slidte køjesæk over ryggen og satte kurs mod udgangsdøren. Han tøvede et sekund ved et par lyserøde børnesandaler. Havde Sonja nævnt noget om at tage Idas sandaler med? Han snuppede dem med for en sikkerheds skyld. Her havde ingen i hvert fald glæde af dem de næste måneder. Den lille bådebro gav sig under hans vægt. Det sagde mest om broens forfatning. Sidst Lykke havde været til kontrol, havde bedriftslægen rystet opgivende på hovedet. Pilen var standset ved 76 kilo. Ifølge lægen var det mindst 10 kilo for lidt for en mand på 188 centimeter. Han løsnede fortøjningen til den lillebitte jolle, som han skulle ro over det smalle sund i. Et øjeblik blev han svimmel. Jeg er træt, tænkte Lykke, jeg burde have svaret nej. Han 14

PP_Fri os fra det onde_P.indd 14

21/12/12 14.39


tænkte på, hvad Breiby havde sagt i telefonen en halv time tidligere. Vi har brug for dig til den her, Rolf. Der foregår et eller andet, som vi ikke engang kan ane konturerne af. Lykke trak jollen ind og anbragte forsigtigt de lyserøde sandaler i bunden. Med ét blev han ramt af dårlig samvittighed. Hvor længe var det siden, han havde tilbragt en hel dag sammen med Ida? Han måtte helt tilbage til sommerferien, og selv den var blevet afbrudt af et drab. Kun denne sag, tænkte han, så ville han tage den mere med ro et stykke tid. Lige mens han tænkte tanken, troede han selv på det, vel vidende at han havde tænkt det samme utallige gange før. Lykke lagde årerne til rette i de slidte gafler. Hans åretag var lange og seje. Når han først havde fundet sig et sigtepunkt, behøvede han sjældent at justere kursen undervejs. Om nogle timer ville han være tilbage på jobbet. Til en ny drabssag. Han mærkede et sug af forventning.

PP_Fri os fra det onde_P.indd 15

21/12/12 14.39


Kapitel 3 Tyve-tredive nysgerrige havde taget opstilling uden for den grønne etageejendom. De småfrøs, mens de kiggede og pe­ gede hen mod de to politibiler, der holdt parkeret på for­tovet. Parisa Sadegh rystede bestemt på hovedet, da en journalist fra Dagbladet satte kurs hen mod hende. Så nikkede hun til en uniformeret betjent foran indgangen og forsvandt ind i den mørke porthvælving. Ejendommen var på tre etager, bygget engang omkring forrige århundredeskifte og ret dårligt vedligeholdt. Hun gik ind i opgangen og opfangede straks den umiskendelige lugt af fugtigt murværk og gammelt linoleum. Der lød en høj knirken for hvert skridt, hun tog. Lakken var for længst skallet af de gamle trappetrin. Oppe på anden sal var en betjent, som Parisa genkendte fra ordenspolitiet, i gang med at afspærre indgangspartiet til lejligheden. Den røde og hvide polititape stod i grel kontrast til de skidengule vægge. Betjenten så oprørt ud, nærmest krænket. – Det er ret … grimt, mumlede han, idet hun strøg forbi ham. Det første, hun fik øje på, var Lasse Vikers store skikkelse. Kollegaen stod foroverbøjet med sin fyldige bagdel pegende mod den enkle lampeskærm i loftet. Situationen kunne have haft et komisk skær, hvis det ikke havde været for den halvnøgne kvinde. Parisa gik de få skridt til stuens midte og lagde hånden på Vikers skulder. 16

PP_Fri os fra det onde_P.indd 16

21/12/12 14.39


– Hvordan ser det … resten forsvandt i en ukontrolleret hiksten. I løbet af sine otte år i Drabsafdelingen havde Parisa deltaget i mange drabsefterforskninger. Hun havde været på utallige gerningssteder, set mange lig. Hun ville helst opfatte sig selv som garvet. Men synet, der mødte hende her i den nedslidte lejlighed, befandt sig alligevel i en kategori, hun hidtil ikke havde befattet sig med. Kvinden var mellem tredive og fyrre, antog Parisa. Det var ikke let at sige det mere præcist, fordi det, der engang havde været et ansigt, nu nærmest var delt i to – eller rettere sagt, hele kvinden var delt i to. Et langt snit fra overlæben lige under næsen og ned til det blottede kønsorgan. Det virkede, som om nogen havde skåret hende op og derefter vristet hende ud til begge sider. Han har forsøgt at vende vrangen ud på hende, fór det gennem hovedet på Parisa. Hun kom et øjeblik til at tænke på en bagt kartoffel, men skubbede billedet fra sig, før hun havde nået at tænke tanken til ende. Hun trådte et skridt tilbage og holdt sig instinktivt for munden. Der var mere. – Hvad er det? Hun pegede hen mod nogle pink og mørkerøde klumper langs sårrandene. Lasse Viker hostede, rettede sig op og så på hende med de blå øjne. – Vaskepulver, sagde han lavmælt. Parisa Sadegh stirrede uforstående på ham. – Hvad? – Vaskepulver. Viker pegede ned mod kvinden på gulvet. – Nogen har delt hende i to og drysset en hel økonomipakke vaskepulver ind i hendes krop. Han rystede på hovedet. – Emballagen ligger dér. Parisa fik øje på en tom Blenda-pakke under stuebordet. – Men varför? Hun lagde slet ikke mærke til, at hun talte svensk. 17

PP_Fri os fra det onde_P.indd 17

21/12/12 14.39


Lasse Viker trak på de enorme skuldre. – Lykke kommer om en time. Vi får nok travlt i nat … To kriminalteknikere med blå plasticsutter og nylonkedeldragt stirrede utålmodigt på dem henne fra døråbningen. De havde allerede gået en runde, men var tydeligvis ikke tilfredse. – Vi er snart klar. Parisa tvang sig til at se nærmere på den døde kvinde. Mørkhåret og en anelse gylden i huden, men ikke pakistansk, heller ikke fra Balkan eller Tyrkiet. Hun lå på ryggen med spredte ben og armene i en ret vinkel ud fra kroppen. Engle i sneen, tænkte Parisa. Overkroppen var nøgen. Slidte cowboybukser og et par sorte trusser var trukket ned til midt på lårene. Parisa stirrede på den hvide vaskeanvisning og tøjmærket fra Lindex. Størrelse 36, den samme som hun selv brugte. Hendes blik flyttede sig til venstre hånd. De lange, slanke fingre var knyttede. Neglene var korte og velplejede. Ingen ringe. – Prostitueret? spurgte hun. Igen rystede Viker på hovedet. – Det tror jeg ikke. En meget ordentlig dame, ifølge underboen. Arbejder i kantinen på et reklamebureau. En datter på ti. Det var pigen, der fandt hende. – Arme tøs … Parisa sank en klump. – Hvor er hun? – Børneværnet. Får hjælp af en psykolog og så videre, men jeg ved fandeme ikke, hvor meget det gavner oven på det her. Lasse Viker lod hånden glide gennem den tykke hårmanke. – Pigebarnet er på alder med Petter, jeg tror ikke … han holdt inde. – Faren bor i Risør. Vi har ikke fået fat i ham endnu. Parisa stirrede på den tomme pakke vaskepulver. – Var hun i live, da … 18

PP_Fri os fra det onde_P.indd 18

21/12/12 14.39


– Spørg mig ikke. Viker gravede en bulet æske pastiller op fra lommen. – Nej tak, sagde Parisa og trak sig tilbage mod døren. – Hvor længe har de boet her? – To år. – Kun hun og datteren? – Ja, faren var her en del i begyndelsen, da de gjorde den i stand. Der bor en ung fyr derinde, Viker nikkede mod døren overfor, – som lånte ham noget værktøj. Siden har han ikke set skyggen af manden. – Hvem var her først? – Heltne og Gulbrandsen. Det er dem, der har talt med naboerne. Den ene tekniker havde sat sig på hug og startet en lille støvsuger. Parisa forstod hentydningen og nikkede kort. – Snart færdig. Hun lod blikket glide langsomt rundt i den lille stue. En slidt sovesofa under vinduet, et sofabord, antagelig fra IKEA, en fladskærm på væggen, en rød plasticstol, som lignede et havemøbel, og et langhåret gulvtæppe, som havde været blåt med hvide striber, men som nu var fyldt med store, rødbrune pletter. På væggene hang der et par plakater af franske impressionister i plasticrammer, som antagelig også var fra IKEA. En amerikansk køkkenniche var halvvejs skjult bag et et farverigt forhæng, som var fastgjort i loftet med små søm og skruer. Istandsættelsen, tænkte Parisa. Et spinkelt skrivebord stod klemt inde mellem køkkenbordet og et brunmalet garderobeskab. – Er I færdige derinde? Hun nikkede mod soveværelset. – Bare du ikke roder. Vi skal have taget billeder. – Fint. Hun smilede stift til den hvide kedeldragt. Soveværelset, eller børneværelset, lignede fuldstændig de 19

PP_Fri os fra det onde_P.indd 19

21/12/12 14.39


fleste tiårige pigers. Store plakater af Hanna Montana, Mamma Mia og et boyband, som Parisa ikke kendte navnet på. Hun bøjede sig ned mod sengen og lettede forsigtigt på dynen. En grå, slidt bamse, eller var det en kat, stirrede op på hende med ét øje. Det andet var erstattet af sort sytråd. Parisa knyttede hænderne. Var det muligt for en tiårig at finde sin mor i den forfatning uden at få varige mén? Hun lagde forsigtigt dynen på plads. En cd-afspiller af et mærke, hun aldrig havde hørt om, stod placeret på et lille natbord. Parisa trykke på ejectknappen. Hanna Montana. Hun skulle til at lukke døren efter sig, da hun fik øje på noget halvvejs inde under sengen. Parisa gik ned på alle fire. Det lignede en billardkø. Hun lagde sig på maven og skubbede sig nærmere. Det var en billardkø, mindst halvanden meter lang. Op langs skaftet var der brændt et ord ind med snørklede, næsten ulæselige bogstaver: „Måske“.

PP_Fri os fra det onde_P.indd 20

21/12/12 14.39

Fri os fra det onde  

Af Kjetil Try. Da Nadija Hadzics tiårige datter kommer hjem for at hente en matematikbog, finder hun sin mor død i entreen. Hun er blevet sk...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you