Issuu on Google+


Karsten J. Møller

FRA KAOS TIL PUTIN Brudstykker af det moderne Ruslands historie

Jyllands-Postens Forlag

3

v21_Putin(5k).indd 3

30/09/08 13:47:15


Indhold Prolog 7 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12

Det accelererende kaos 17 Rusland ved årtusindskiftet – Putins projekt 49 Vladimir Putin – vejen til magten 59 Den tunge arv – arven efter Jeltsin 103 Røverkapitalisme og oligarker 122 Den tjetjenske cancer 148 Den sociale virkelighed 181 Putin som præsident – den første periode: 2000-2004 197 Putin som præsident – den anden periode: 2004-2008 227 Putin går af – og alligevel ikke 243 En tale i München 254 Et bud på fremtiden 267 Epilog: Kan man tro på Rusland? 276 Russiske og sovjetiske nøglepersoner siden 1905 287 Den russiske præsidents administrative organer anno 2008 290 Magtens tredeling i Rusland anno 2008 291 Den Russiske Føderation – føderationssubjekterne 292 Litteratur 295 Liste over forkortelser 300 Navneregister 301

kort Ruslands syv føderale distrikter 16 Nordkaukasus og Tjetjenien 152-153 Den Russiske Føderation 200-201

5

v21_Putin(5k).indd 5

30/09/08 13:47:15


Med forstanden kan man ikke forstå Rusland, Almindelig målestok kan ikke anvendes. For Hende gælder det særlige, At man kun kan tro på Rusland. Fjodor Ivanovitj Tiutjev (1803-1873)

6

v21_Putin(5k).indd 6

30/09/08 13:47:15


Prolog

T

ilblivelsen af denne bog skyldes en livslang interesse for Rusland. Det er derfor en delvis personlig beretning om skelsættende begivenheder og perioder i Ruslands nyeste historie efter kommunismens fald. Rusland er et kontrasternes land, et europæisk land, men også et asiatisk land. Det er et multietnisk samfund, men samtidig et udpræget slavisk samfund med den ortodokse kristne tro som det bærende kulturelle grundlag. Det er et land, hvor diskussionen om den russiske identitet aldrig vil høre op. De indre modsætninger og kontraster i det russiske samfund har fascineret den vestlige verden, hvor mange deler den opfattelse af Rusland, som Winston Churchill gav udtryk for i en af sine taler under 2. Verdenskrig: »A riddle wrapped in a mystery inside an enigma«. Min personlige interesse for Rusland blev vakt af frøken Madsen. Hun var bibliotekar på biblioteket på Geels Plads i Virum, hvor jeg som dreng lånte bøger i rå mængder. I tolvårs-alderen havde jeg næsten læst alt, hvad biblioteket kunne opvise af litteratur om polarekspeditioner, indianerkulturer i Syd- og Nordamerika og tilsvarende. Frøken Madsen var en dame, der indgød respekt, hun var faktisk frygtet. Man skulle fremvise rene hænder, inden man fik lov til at røre ved HENDES bøger. Hvis nogen spurgte efter Morten Korch eller Ib Henrik Cavling, fik de det afmålte svar, at den slags litteratur førte man virkelig ikke på HENDES bibliotek. Da jeg en dag samlede mod til mig og spurgte, om der kunne skaffes noget mere polarlekture, fik jeg det svar, at nu måtte jeg snart se at komme ud over det stadie; hun mente nok, at jeg var kapabel til at læse noget mere lødigt. Hun anbefalede mig at læse Maksim Gorkis barndoms- og ungdomserindringer. »Min barndom«, »Mellem fremmede« og »Læreår«. Det blev en stor succes. Der åbnede sig en ny og spændende ver-

7

v21_Putin(5k).indd 7

30/09/08 13:47:15


Prolog

den, og med frøken Madsen som kyndig vejleder blev jeg introduceret til den klassiske russiske litteratur og historie. Det var en udvikling, som mine forældre så på med stor skepsis – mildt sagt. Frøken Madsen var søster til den navnkundige landsretssagfører Carl Madsen, der også var kendt som et fremtrædende medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og forfatter til et par samfundskritiske, men også meget morsomme og sarkastiske bøger. Han var tillige inspirator til en del af Hans Scherfigs forfatterskab og altså frøken Madsens storebror. I et stærkt antikommunistisk hjem som mit – og midt under den kolde krig – vakte det straks mistanke om et forsøg på »sjælefiskeri«, men jeg ved i dag ikke, om frøken Madsen var kommunist. Det var hun sandsynligvis, men hun forsøgte aldrig at pådutte mig kommunistisk lekture. Den opsøgte jeg selv senere, da jeg fik en interesse for kommunismen. Dengang var det spændende, næsten forbudt – det var kun et par år efter opstanden i Ungarn – men min interesse sluttede brat, da jeg læste »SUKP’s historie« og »Marxismen-leninismens grundlag«. Mage til gang »ordgylle« skulle man da lede længe efter, og det blev højst til et par kapitler i hvert af de to værker. Senere stiftede jeg bekendtskab med Aleksandr Solzjenitsyns værker – først og fremmest »GULag øhavet« – et monument over de lidelser, det kommunistiske system påførte sovjetborgerne. Dertil kom Andrej Sakharovs og Jelena Bonners beretninger om, hvad systemet kunne finde på at gøre ved det enkelte menneske. Det spolerede dog ikke den fortsatte interesse for russisk litteratur og musik, og da jeg først havde stiftet bekendtskab med Pusjkin, Gogol, Lermontov, Tjekov, Turgenev, Tolstoj og først og fremmest Dostojevskij, fik jeg helt naturligt lyst til at kunne læse dem på originalsproget. På Virum Statsskole, hvor jeg gik i gymnasiet, blev der udbudt russisk, men der meldte sig desværre ikke nok til, at der kunne oprettes et hold. Så måtte jeg prøve på aftenskolen hos FOF, men det opgav jeg hurtigt, for det gik simpelthen for langsomt. Jeg fik imidlertid en ny chance, da jeg stod foran indkaldelse som soldat. Min gode ven, den senere forsvarsminister Hans Hækkerup, havde netop aftjent sin værnepligt, hvor han havde gennemgået uddannelsen som sprogofficer i russisk og han anbefalede mig varmt at søge ind på denne uddannelse. Det var lidt

8

v21_Putin(5k).indd 8

30/09/08 13:47:15


Prolog

vanskeligere, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, for der var et par hundrede ansøgere til de 15 pladser. Men det lykkedes mig at komme gennem nåleøjet, og 1. september 1970 begyndte jeg som rekrut på Teknikerliniens Befalingsmandsskole, som sprogskolen hed dengang. Den lå på Østerbrogades Kaserne, der, hvor der i dag er forretninger og beboelse. Nu begyndte et helt specielt kapitel i mit liv. Her gik sprogundervisningen ikke for langsomt; tværtimod. Det var intensiv undervisning 16-18 timer i døgnet, inklusive hjemmearbejde, og der var kontant afregning, hvis man ikke kunne leve op til kravene. Vi var otte ud af de 15, der gennemførte og blev udnævnt til sekondløjtnanter af reserven i slutningen af februar 1972. Men det var jo ikke det, der var mit mål. Det var at kunne læse klassikerne, først og fremmest Dostojevskij på originalsproget, og jeg var nået et stykke ad vejen, men ikke helt i mål. Mit ordforråd var primært centreret om militære og samfundsmæssige begreber, så selvom jeg kunne læse væsentlige dele af klassikerne uden det store besvær, krævede det alligevel en del opslag i ordbøgerne for at få alle nuancerne med. Samtidig tog min karriere også en anden drejning. Tiden på skolebænken blev efterfulgt af et halvt år i praktik i hæren, hvor jeg blev sat på som delingsfører for en panserinfanterideling. Det var jeg ikke ligefrem uddannet til, men det var spændende og udfordrende, og jeg fulgte mine foresattes opfordringer om at søge Hærens Officersskole for at blive karriereofficer. Nu var jeg overbevist om, at den russiske epoke i mit liv var slut, men det var heldigvis ikke tilfældet. I forbindelse med afspændingsperioden mellem Øst og Vest i første halvdel af 1970erne blev det besluttet, at en dansk militærdelegation skulle besøge Sovjetunionen som et led i et begyndende udvekslings- og samarbejdsprogram. Uddannelsesområdet blev udtaget som det første, og i oktober 1974 tog en delegation fra Hærens Officersskole af sted til Sovjetunionen. I spidsen for delegationen var skolechefen, oberst Nils Berg, og jeg var med som tolk. Moskva var, dengang som nu, en spændende by. En metropol i et verdensimperium. For mig, en ung kadet, var det lidt af en oplevelse at stå på Den Røde Plads og senere blive vist rundt i Kreml. Jeg

9

v21_Putin(5k).indd 9

30/09/08 13:47:16


Prolog

kan huske, at jeg var taknemmelig for, at det ikke var i det barske sovjetiske militære system, jeg var kadet. Turen gav mig en mulighed for at se og opleve Brezjnevtidens Moskva på lidt nærmere hold – en fascinerende, men også forstemmende oplevelse. Her fik jeg set køerne foran forretningerne, hvor den almindelige russer købte ind. En stor kontrast til de særlige dollarbutikker, hvortil kun et særligt udvalgt publikum havde adgang. Det var også forstemmende at besøge den russiske patriarks residenskirke, hvor der var næsten lige så mange KGB-agenter, som der var kirkegængere. Der hvilede en meget trykket stemning i kirken, og det var karakteristisk, at den sovjetiske oberst, der ledsagede den danske delegation bogstavelig talt dag og nat, nægtede at gå med ind i kirken. I det hele taget var kirkebesøget et besøg, som vakte mishag hos de sovjetiske værter. Der var adskillige forhalingsforsøg, og besøget blev kun til noget, fordi Nils Berg meget utvetydigt gjorde klart, at det var et ønske fra hans side. Dengang var det derfor svært for ikke at sige umuligt at forestille sig, at jeg senere i min karriere skulle komme til at bo næsten tre år i byen. Som nyudnævnt premierløjtnant af linjen kom jeg i 1976 til Dronningens Livregiment i Nørre Uttrup ved Aalborg. Her var der ikke meget tid til at dyrke russiske interesser; vi var næsten altid på øvelse eller i skydeterræn. Små tre år efter min ankomst til regimentet, en fredag eftermiddag i august 1979, blev jeg ringet op af personalechefen, der meddelte mig, at jeg 1. september skulle begynde på førings- og stabskursus I på Forsvarsakademiet i København. Herefter skulle jeg tiltræde en stilling i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, hvor jeg skulle være sagsbehandler på sovjetiske hærstyrker. Her fik jeg i stor udstrækning brug for mine russiske kundskaber og dyrkede i perioden 19801982 en blanding af arbejde og hobby i et meget spændende og udfordrende miljø, der gav en bred militærstrategisk, men også politisk, horisont. Det var derfor med lidt blandede følelser, at jeg i starten af januar 1983 begyndte på Førings- og Stabskursus II, men mine følelser blev gjort til skamme, for kurset viste sig at være både spændende og udfordrende.

10

v21_Putin(5k).indd 10

30/09/08 13:47:16


Prolog

Alligevel håbede jeg at vende tilbage til Forsvarets Efterretningstjeneste efter kurset, men her havde jeg ikke taget højde for daværende oberstløjtnant Kjeld Hillingsø, som insisterede på, at jeg skulle være hans lærer i taktik. Det blev ikke kedeligt; for enhver, der kender Hillingsø, vil vide, at hver dag er en fest, men også benhårdt arbejde. På sin helt særlige charmerende måde formåede han at presse arbejde ud af sine medarbejdere til det yderste; til gengæld sparede han bestemt ikke sig selv. På dette tidspunkt i min karriere var jeg helt overbevist om, at interessen for Rusland fremover kun skulle dyrkes i fritiden (som i lange perioder var en by i Rusland!). I forsvaret skifter man som bekendt hyppigt stilling – typisk når man er blevet god til det job, man bestrider. I de følgende år var jeg kompagnichef ved Den Kgl. Livgarde, lærer i krigshistorie ved Hærens Officersskole, sekretær i Forsvarskommissionen af 1988, kontorchef for Forsvarsministeriets 7. kontor, NATO-kontoret og direktør for Forsvarets Forskningstjeneste. I 1996 blev jeg chef for 1. Jyske Brigade i Fredericia og fra midten af 1997 chef for Den NordiskPolske Brigade i Bosnien. I Bosnien fik jeg igen brug for mine russiskkundskaber. Dels har sproget en række lighedspunkter med serbokroatisk, dels fik jeg et fortrinligt samarbejde med chefen for den russiske brigade, oberst, senere generalmajor, Aleksandr Iskrenko. Begge vore brigader indgik i den amerikansk ledede Multinational Division North. Da forsvarsminister Hans Hækkerup aflagde besøg ved NORPOL-brigaden, meddelte han mig, at jeg skulle tiltræde stillingen som forsvarsattaché ved Den Kgl. Danske Ambassade i Moskva med sideakkreditering til Belarus, eller Hviderusland på dansk, og Ukraine, når jeg var færdig i Bosnien. Det var det første besøg, Hans Hækkerup aflagde, mens jeg var chef, men bestemt ikke det første i brigaden, hvor hans besøg hos den danske bataljon var så hyppige, at man overvejede at skrive ham på styrkelisten. Hækkerups meddelelse var noget af en overraskelse, ikke mindst for min hustru, Birgith, for hvem det vel nærmest var et chok. Vores yngste, og på det tidspunkt endnu hjemmeboende søn, Kenneth, var derimod henrykt. Han læste øststatskundskab

11

v21_Putin(5k).indd 11

30/09/08 13:47:16


Prolog

med russisk som hovedsprog på Østeuropainstituttet ved Københavns Universitet og så derfor frem til to-tre spændende studieår i Rusland. I slutningen af 1997 vendte jeg så hjem fra Bosnien, og efter nogle hektiske uger, hvor vi pakkede, solgte vores hus i Hvidovre og gik til intensiv sprogundervisning, ankom vi til Moskva i starten af februar 1998. Her blev vi indkvarteret på Hotel Arbat, et hotel i »den gode gamle sovjetiske stil«, mens vi ventede på, at toldmyndighederne skulle frigive vores flyttelæs. Vi kom til at vente længe, mere end en uge, men lærte dermed »the hard way«, at i omgangen med visse russiske myndigheder skal man være i stand til at væbne sig med en nærmest engleagtig tålmodighed. Februar måned er kold i Rusland, og da vi langt om længe flyttede ind i vores bolig, var udetemperaturen minus 28 grader. Da de meget effektive flyttefolk fra Inter Express et godt stykke over midnat havde læsset af, og vi gjorde klar til at gå i seng, opdagede vi, at dynerne var stivfrosne og tandpastaen hård som cement. Nu begyndte små tre års ophold i Rusland for alvor, et ophold, der blev en fantastisk oplevelse på godt og ondt, fyldt med de kontraster, der kendetegner landet og dets befolkning, og som vi kom til at holde af, og som er gået ind under huden på os og mange af de gæster fra Danmark, der besøgte os i perioden. Denne bog er derfor i nogen grad præget af denne sympati, for ikke at bruge det større ord kærlighed. Vinklingen er generelt positiv, men det betyder ikke, at jeg ser bort fra Ruslands skyggesider. Tværtimod har jeg bestræbt mig på at få alle facetterne med, for det er så nemt at lave en god historie over dårligdommen. Mens vi boede i Rusland, fik vi det indtryk, når vi læste den udenlandske presse, også den danske, at mottoet for dækningen af Rusland var: Dårligt nyt er godt nyt. Derfor kunne vi, og mange af de andre udlændinge vi mødte i Moskva, ofte ikke genkende pressens opfattelse af den virkelighed, vi oplevede. Vi kom til at opleve de sidste år af Jeltsin-periodens kaos og det første år af Putin-periodens lange, seje træk mod et mere stabilt og velstående Rusland. I dag, otte år senere, er Rusland på vej

12

v21_Putin(5k).indd 12

30/09/08 13:47:16


Prolog

mod en genrejsning, men for at nå dertil har befolkningen, som så ofte før i russisk historie, måttet betale en meget høj pris. Det sovjetiske imperium gik i opløsning i 1991, det kommunistiske system brød sammen og med det en politisk, økonomisk, social og moralsk orden, man kunne være enig eller uenig i, men som dannede grundlaget og sikkerhedsnettet for den almindelige sovjetborger. Sammenbruddet sendte hele det tidligere Sovjetunionen ud i et frit fald på alle områder. Den strategi, chokterapien, der valgtes som vejen til markedsøkonomi, medførte voldsomme konsekvenser for den enkelte borger, hvilket igen havde betydelig indflydelse på demokratiets udviklingsmuligheder. Ved årtusindskiftet befandt Rusland sig i et politisk og økonomisk kaos, da præsident Jeltsin valgte at gå af den 31. december 1999 og overlade magten til den dengang forholdsvis ukendte premierminister Vladimir Vladimirovitj Putin. Efter otte år med Putin som præsident er der opnået økonomisk fremgang for de fleste borgere i Den Russiske Føderation: Der er opnået en stærkt efterspurgt stabilitet i samfundet og sidst, men ikke mindst, er Rusland tilbage som en betydende stormagt. Den almindelige russiske borger har de sidste 15-20 år været igennem en turbulent tid, idet man nødvendigvis må medregne Gorbatjovs reformperiode. Først de sidste 4-5 år af Vladimir Putins præsidentperiode har man kunnet se lyset for enden af tunnelen. Ikke desto mindre kritiseres Rusland af den vestlige verden: De økonomiske reformer er ikke tilstrækkelige, de politiske reformer repræsenterer på en række områder demokratiske tilbageskridt, pressefriheden har det skidt og sidst, men bestemt ikke mindst, er Rusland blevet en besværlig aktør på den internationale arena. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kaldte i en kronik i Berlingske Tidende (30. december 2007) Rusland for en »spielverderber« hvilket nok er den gængse vestlige opfattelse. I russisk optik betyder det, at Rusland har genvundet en sådan styrke, at den vestlige verden nødvendigvis må tage hensyn til legitime russiske interesser, og at Rusland ikke vil finde sig i at blive ignoreret og ydmyget, som man følte, det skete i Jeltsinperioden.

13

v21_Putin(5k).indd 13

30/09/08 13:47:16


Prolog

Den vestlige verden har haft store forventninger ikke mindst til den politiske og økonomiske udvikling i Rusland, idealiserede forventninger, der i betydeligt omfang ikke er blevet indfriet. Rusland har ligeledes haft store forventninger til den vestlige verdens bidrag og bistand til den økonomiske og sociale genrejsning og en politisk forventning om en ny verdensorden efter den kolde krigs ophør, hvor også legitime russiske interesser blev tilgodeset. Den 2. marts 2008 valgte Rusland en ny præsident, Dmitrij Anatolevitj Medvedev, men det betyder næppe nogen ændring i den politiske kurs, som Putin fastlagde i sidste halvdel af sin anden præsidentperiode. Næppe heller, i alt fald på kort sigt, en ændring af de interne russiske magtforhold, hvor Vladimir Putin, der i 2007 – ikke uberettiget – blev kåret til »Person of the Year« af Time Magazine, stadig vil spille en central rolle. Når den britiske udenrigsminister, David Miliband, forud for EU-Rusland-topmødet i Portugal i oktober 2007 noget uforsigtigt udtalte, at forholdet mellem de to parter næppe ville blive bedre, før Putin var væk fra præsidentembedet, er det for så vidt et præcist udtryk for det indbyrdes forhold. Begge parters indstilling til hinanden er præget af disse gensidigt skuffede forventninger og en stigende grad af mistillid. Dele af den vestlige presse taler om en ny kold krig, hvilket er helt fejlagtigt. Der er ikke længere tale om ideologiske modsætninger, men det står klart, at der på mange områder er tale om betydelige interessemodsætninger, der vil dominere international politik i de kommende år. Denne bog vil søge at analysere den udvikling, der har fundet sted i Rusland siden årtusind- og præsidentskiftet i lyset af den arv, Jeltsin-perioden efterlod. Man kan kalde det en statusopgørelse for Putins periode som præsident, men den vil naturligvis også berøre fremtidsudsigterne for Rusland som med- og modspiller på den internationale arena. Jeg vil bl.a. søge at besvare spørgsmålene: Hvordan ser den russiske befolkning på udviklingen i Rusland, den vestlige kritik og Ruslands rolle, bl.a. som energistormagt, og hvilke muligheder har den vestlige verden for et mere frugtbart samarbejde med Rusland?

14

v21_Putin(5k).indd 14

30/09/08 13:47:16


Prolog

For Rusland er tilbage som stormagt og vil i de kommende år spille en fremtrædende rolle i international politik. Det er efter min opfattelse vigtigt at kende og forstå de erfaringer, russerne har taget med sig fra de dramatiske og kaotiske Jeltsin-år, og som præger deres opfattelse af nutidige og fremtidige problemstillinger. Det er mit beskedne håb, at denne bog kan bidrage til en sådan større forståelse, der er så vigtig for en fredelig udvikling i Europa.

15

v21_Putin(5k).indd 15

30/09/08 13:47:16


Fra kaos til Putin af Karsten J Moeller