Issuu on Google+


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 2


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 3

PAT R I C K F L A N E R Y

Forsoning På dansk ved

Juliane Wammen

PEOPLE’SPRESS


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 4

Forsoning Oversat fra amerikansk af Juliane Wammen Originalens titel: Absolution Copyright © 2012 by Patrick Flanery Published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, Denmark, on behalf of A.M. Heath, London Dansk udgave: © People’sPress 2013 Omslag: Rasmus Funder Bogen er sat med Minion Hos John Ovesen/Baghus Printed in EU ISBN 978-87-7108-270-8 1. udgave, 1. oplag

Citaterne fra Milton side 49 er oversat af A.C. Krebs, 1936

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK – 1606 København V


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 5

Til G.L.F. og A.E.V.


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 6


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

I

Side 7


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 8


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 9

Sam

at vide, at vi mødtes i London, hr. Leroux, men jeg husker Dem ikke,” siger hun og forsøger at ranke kroppen, rette den op der, hvor den vægrer sig ved det. “Det er rigtigt. Vi har mødtes før. Men kun meget kort.” Faktisk var det ikke i London, men i Amsterdam. Det, hun husker, er en prisceremoni i London, hvor jeg ikke var med. Jeg husker den konference i Amsterdam, hvor jeg holdt et foredrag, inviteret som lovende ung ekspert i hendes værker. Dengang gav hun mig hånden på den mest charmerende måde. Hun lo og var piget og en lille smule fuld. Denne gang kan jeg ingen spor af beruselse se. Jeg har aldrig mødt hende i London. Der var selvfølgelig også den anden gang. “Kald mig endelig bare Sam,” siger jeg. “Min redaktør siger pæne ting om dig. Men jeg kan ikke lide dit udseende. Du ser vældig smart ud.” Hun trækker læberne bagud og skiller tænderne på den næstsidste stavelse. Der kommer et glimt af grå tunge. “Det ved jeg nu ikke,” siger jeg og kan ikke lade være med at rødme. “Er du smart?” Hun spreder læberne igen, viser et glimt af sine tænder. Det er måske meningen, at det skal være et smil, men det ligner ikke sådan et. “Det tror jeg ikke.” “Jeg har ingen erindring om dit ansigt. Heller ikke om din stemme. Jeg ville bestemt huske den stemme. Den accent. Jeg tror umuligt, at vi kan have mødtes før. Ikke i dette liv, som man siger.”

“J

EG HAR FÅET

9


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 10

“Det var et meget kort møde.” Jeg er lige ved at minde hende om, at hun var beruset dengang. Hun foregiver at virke uinteresseret i vores nuværende møde, men der er for meget energi i hendes kedsomhed. “Du skal vide, at jeg er gået med til projektet under pres. Jeg er meget gammel, men det betyder ikke, at jeg har nogen planer om at dø inden for den nærmeste fremtid. Du kunne for eksempel nemt dø før mig, og der er ingen, der har travlt med at skrive din biografi. Du kunne blive dræbt i en ulykke i eftermiddag. Kørt ned midt på gaden. Få kapret din bil.” “Jeg er uden betydning.” “Netop.” Der er anelse af et smørret grin i den ene mundvig. “Jeg har læst dine artikler, og jeg tror ikke, du er imbecil. Alligevel er jeg ikke særlig optimistisk, hvad dette her angår.” Hun stirrer på mig, ryster på hovedet. Hendes hænder hviler på hofterne, og hun ser lidt klodset ud, i det mindste mere klodset, end jeg husker hende. “Jeg ville have valgt min egen biograf, men jeg kender ikke nogen, som ville være villig til at give sig i kast med opgaven. Jeg er frygtelig.” Der er en antydning af den pigethed, jeg så i Amsterdam, noget nært beslægtet med flirten, men som ikke helt er det, som om hun håber, at en mand vil finde hende tiltrækkende, bare fordi han er en mand, og jeg må indrømme, at hun stadig besidder en vis skønhed. “Jeg er sikker på, at masser af mennesker ville være ivrige efter at få muligheden,” siger jeg, og hun ser forbløffet ud. Hun tror, at jeg flirter igen, og smiler på en måde, der næsten ser ægte ud. “Ingen, som jeg ville vælge.” Hun ryster på hovedet ad mig som en bebrejdende skolelærerinde og rynker på den berømte næse. Jeg er nok høj, men hun er højere, en kæmpe. “Jeg kunne skrive en selvbiografi, men jeg synes, det ville være spild af tid. Jeg har aldrig skrevet om mit liv. Jeg tror ikke helt på værdien af biografier og erindringer. Hvem interesserer sig for de mænd, jeg har elsket? Hvem interesserer sig for mit sexliv? Hvorfor vil alle mennesker have at vide, hvad en forfatter laver i sengen? Jeg formoder, at du forventer at komme til at sidde ned.” “Det kommer an på, hvad du foretrækker. Jeg kan godt stå op.” 10


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 11

“Du kan ikke stå op hele tiden.” “Det kunne jeg godt, hvis det passede dig,” siger jeg og smiler, men den flirtende atmosfære er forsvundet. Hun spidser munden, peger på en højrygget stol og venter, indtil jeg sidder ned, så vælger hun selv en stol i den anden ende af lokalet, sådan at vi er tvunget til at råbe til hinanden. En kat vandrer forbi og hopper op på skødet af hende. Hun fjerner den ved at sætte den ned på gulvet igen. “Ikke min kat. Min assistents. Du skal ikke skrive i bogen, at jeg er kattedame. Det er jeg ikke. Jeg vil ikke have, at folk tror, jeg er en skør, gammel kattedame.” På bagsiden af hendes første bøger findes der et billede – det pressefoto, der blev brugt i de første ti år af hendes karriere – hvor hun holder en gepardunge, der har åben mund og tungen stikkende ud, sådan som hendes egen tunge gør nu. Den bringer mindelser om et diende barn eller offeret for et slagtilfælde. “Min britiske forlægger insisterede på den fjollede gepard,” fortæller hun mig senere, “fordi det var sådan noget, en afrikansk forfatter burde have, den vilde natur presset mod brystet i færd med at amme det store kontinent – en af den slags gamle, imperiale fantasier.” “Hvilken form forventer du, at det her får?” spørger hun nu. “Du skal bestemt ikke tro, at jeg vil give dig adgang til mine breve og dagbøger. Jeg skal nok tale med dig, men jeg har ikke tænkt mig at grave dokumenter eller familiefotografier frem.” “Jeg havde tænkt mig en række interviews til at begynde med.” “Som en måde at lære hinanden at kende på?” spørger hun. Jeg nikker, trækker på skuldrene, hiver en lille digital optager frem. Hun fnyser. “Jeg håber ikke, du forestiller dig, at vi bliver venner under dette forløb. Jeg har ikke tænkt mig at gå ture med dig i min have eller tage på museum. Jeg er ikke en, der ‘går ud og får en drink’. Jeg har ikke tænkt mig at bibringe dig de ældres visdom. Jeg vil ikke lære dig, hvordan du skal leve et bedre liv. Det her er et professionelt forhold, ikke en romance. Jeg har travlt. Jeg udkommer med en ny bog til næste år, Forsoning. Jeg må vel hellere lade dig læse den til sin tid.” “Jeg retter mig efter dig.” 11


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 12

“Som jeg sagde, så har jeg læst dine artikler. Du har ikke helt galt fat i tingene.” “Måske du vil kunne rette nogle af mine fejltagelser.” Clare åbnede ikke selv døren, da jeg ankom. Hendes assistent, Marie, med de små, skinnende øjne førte mig ind i et modtageværelse, som havde udsigt over forhaven og den lange indkørsel, den høje beige ydermur monteret med pigtråd, formet og malet, så det lignede opbundet vedbend, og den elektriske port, der lukker vejen ude. Ejendommen er overvåget af kameraer. Clare har valgt et koldt værelse til vores første interview. Måske er der ikke andre modtageværelser. Nej – et hus af denne størrelse har bestemt indtil flere. Der må være et til, et bedre værelse med udsigt til baghaven og bjerget, som hæver sig over byen. Der vil hun vise mig hen næste gang, eller også finder jeg på en eller anden måde selv frem til det. Hendes ansigt er smallere, end billederne af hende antyder. For fem år siden i Amsterdam havde hun fyldige kinder; nu er helbredet blevet ringere, og hendes ansigt er forblæst og tørt som bunden af en sø i tørkeperioden. Det ligner overhovedet ikke fotografierne. Hendes uregerlige brus af blondt hår er blevet sølvgråt, og selvom det er tyndt og tørt, har det stadig noget af den gamle glans. Hendes mave er blevet bredere. Hun er næsten en meget gammel kvinde, men ligner ikke sin alder – mere en på tres, end hvad hun egentlig er. Hendes hud er solbrændt, og hendes kæbelinje har en plastisk spændthed. På trods af, at hendes ryg har en svag antydning af pukkel, forsøger hun at holde sig rank. Jeg mærker et stik af vrede over hendes forfængelighed. Men det er ikke op til mig at dømme hende. Hun er, hvad hun er. Jeg er her for noget andet. “Jeg håber, du har taget din egen mad og drikke med. Jeg har ikke tænkt mig at fodre dig, samtidig med at du lever af mig. Du kan benytte faciliteterne for enden af gangen til venstre. Vær sød at huske at slå brættet ned, når du er færdig. Det vil virke befordrende for min sympati.” Hun gør øjnene smalle og virker igen, som om hun griner smørret, men jeg kan ikke se, om hun spøger eller mener det alvorligt. 12


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 13

“Har du tænkt dig at optage disse diskussioner?” “Ja.” “Og tage notater?” “Ja.” “Er den tændt?” “Ja. Den optager.” “Nå?” “Jeg er forudsigelig. Jeg vil gerne starte ved begyndelsen,” siger jeg. “Du finder ingen forklaringer i min barndom.” “Det er ikke rigtig det, der er pointen, hvis du vil undskylde mig. Folk vil gerne vide noget om den.” Faktisk ved man næsten intet om hendes liv ud over de få kendsgerninger, der er offentligt tilgængelige, og det lidt, hun har nedladt sig til at indrømme i tidligere interviews. Hendes agent i London udsendte for fem år siden en officiel biografi på én side, da ønsket om oplysninger blev overvældende. “Begge bedsteforældrepar var farmere.” “Nej. Min farfar var strudsefarmer. Den anden var slagter.” “Og dine forældre?” “Min far var advokat, procesadvokat. Den første i familien, som kom på universitetet. Min mor var lingvist, akademiker. Jeg så aldrig særlig meget til dem. Der var kvinder – piger – til at passe mig. En hel række af dem. Jeg tror, at min far arbejdede en hel del pro bono.” “Prægede det dit eget politiske standpunkt?” Hun sukker og ser skuffet ud, som om jeg har overhørt en morsomhed. “Jeg har ikke noget politisk standpunkt. Jeg er ikke politisk. Mine forældre var liberalt orienteret, det vil sige frisindede. Det var forventeligt, at jeg også blev liberalt orienteret, men jeg tror, mine forældre var ‘liberalt orienteret’ på den modvillige måde, som så mange i deres generation var. Vi skulle hellere tale om venstreorienteret og højreorienteret eller progressive og tilbageskuende eller endda undertrykkende. Jeg er ikke absolutist. Politisk orientering er en ellipse, ikke et kontinuum. Hvis man går tilstrækkeligt langt i den ene retning, ender man mere eller min13


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 14

dre samme sted, som man begyndte. Men det er politik. Politik er ikke det, vi skal tale om, vel?” “Ikke nødvendigvis. Men synes du, det som forfatter er vanskeligt at indlade sig på en kritik af regeringen?” Hun hoster og rømmer sig. “Nej, bestemt ikke.” “Det, jeg mener, er, om det at være forfatter gør det vanskeligere at kritisere regeringen?” “Vanskeligere end hvad?” “End hvis du var en almindelig borger, for eksempel.” “Men jeg er en almindelig borger, som du kalder det. Det er min erfaring, at regeringer for det meste tager meget lidt notits af, hvad almindelige borgere har at sige, undtagen hvis de siger det samstemmende.” “Det, jeg vel prøver at spørge om –” “Så spørg.” “Det, jeg forsøger at spørge om, er, om du mener, det er vanskeligere at kritisere den nuværende regering?” “Bestemt ikke. Det, at den er demokratisk valgt, giver den ikke immunitet over for kritik.” “Mener du, at skønlitteratur er af afgørende betydning for politisk opposition?” Jeg fortryder spørgsmålet, så snart det er kommet ud af munden på mig, men som jeg sidder der foran hende, virker alle de omhyggeligt formulerede spørgsmål, som jeg har brugt månedsvis på at forberede, umulige at stille. Hun ler, og latteren forvandler sig til endnu et udbrud af hosten og rømmen. “Du har en meget mærkelig idé om, hvad skønlitteratur bør kunne.” Jeg træder vande, forsøger at vinde tid og mærker, hvordan hun stirrer på mig, mens jeg studerer min labyrint af noter. Jeg gik naivt ud fra, at det alt sammen ville gå glat. Jeg beslutter at spørge hende om hendes søster; der kan man ikke sige andet end, at politik betyder noget. Mens jeg forsøger at forme spørgsmålet, rømmer hun sig igen, som for at sige: Kom nu videre, du må kunne gøre det bedre, og jeg iler ind i endnu et spørgsmål, jeg ikke havde tænkt mig at stille. 14


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 15

“Havde du nogen søskende?” “Det ved du jo godt, hr. Leroux. Det var kulminationen på en turbulent periode. Det er offentligt kendt. Men jeg nægter på det strengeste at tale om min søster.” “Ikke engang om de nøgne kendsgerninger?” “Sagens kendte fakta er arkiveret i retsarkiverne og i utallige avisudklip. Du har uden tvivl læst dem. Alle har læst dem. En mand, der handlede på egen hånd, sagde han. Retten kom frem til, at han ikke handlede på egen hånd, selvom ingen andre blev arresteret. Ligesom så mange andre døde han i politiets varetægt. I modsætning til så mange andre havde han rent faktisk begået en forbrydelse – i det mindste nægtede han aldrig at have gjort det. Jeg kan intet andet tilføje ud over den berørte families oplevelse, og det er ikke noget nyt. Vi ved alle, hvordan folk lider over et familiemedlems uventede, voldelige død. Det er fundamentalt set ikke anderledes for familien til en myrdet uskyldig end familien til en henrettet forbryder. Det er vivisektion. Det er amputation. Der er ingen protese, der kan erstatte det. Familien er forkrøblet. Det er alt, hvad jeg ønsker at sige.”

* Selvom det er meningen, vi skal have vores andet møde, kan eller vil Clare ikke mødes med mig i dag. I stedet tager jeg til Western Cape-arkivet, parkerer på Roeland Street og nikker til den bilvagt, som sidder inde i skyggen af en lastbil. Han sender mig et underdanigt smil og kommer med en bekræftende lyd af en art. Jeg synes hele tiden, at jeg er anspændt, frygter det værste. I lufthavnen var jeg udlænding, men en uge senere, på markedet i går, var jeg allerede lokal igen. Hen over en bunke udstillede salathoveder henvendte en kvinde sig til mig og forventede et svar. For ti år siden ville jeg nok have fundet de rigtige ord. Jeg var nødt til at ryste på hovedet. Jeg smilede og undskyldte, forklarede at jeg ikke talte sproget, ikke forstod. Ek is jammer. Ek praat nie Afrikaans nie. Ek verstaan jou nie. Jeg har mistet for meget af mit afrikaans til at kunne svare. 15


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 16

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige om salaten eller fiskene, die vis. Hun så forbavset ud og trak så på skuldrene og gik sin vej, mens hun mumlede skarpt, troede måske, at jeg kendte, men nægtede at tale, hendes sprog. I næsten tyve år har arkivet ligget der, hvor der tidligere lå et fængsel. Bilvagten ser til, mens jeg går op ad trappen og gennem det grønne gitter i en gammel port, som sidder i en mur tilbage fra attenhundredetallet. Indenfor står der slidte picnicborde og planter, og der ligger nyopførelsen, en bygning inden i en bygning. Jeg skriver mig ind i protokollen, sætter min taske i et skab og slæber mit udstyr ned til læsesalen. Kvinden bag skranken, en fru Stewart, er først usikker på, hvad det er, jeg vil. Hun ser lidt urolig ud, da hun forstår, men nikker og beder mig sidde, mens hun sender nogen ned efter papirerne. Alle hendes sætninger stiger hen mod slutningen i en tone, der sætter spørgsmålstegn ved alting uden at spørge direkte. For ikke så mange år siden ville personalet sikkert have ladet mig grave i bunkerne selv – så heldige var nogle af mine venner, som fandt ting, de ikke skulle have fundet. Nu er alting mere organiseret og mere professionelt, men også en smule mindre håbefuldt. De andre mennesker i lokalet synes alle at være amatørslægtsforskere, der arbejder med familiehistorie. Da stakken af brune mapper med tydelige røde stempler dukker op på mit bord, mærker jeg de andre stirre og undre sig over, hvad det mon er for nogle dokumenter, jeg har fat i; ikke længere fortrolige, men stadig med det mærke på. Jeg tager mit kamera og stativ frem og fotograferer side efter side hele formiddagen. Ved frokosttid kommer to kvinder fra læsesalen over til mig i lobbyen. “Arbejder De med slægtshistorie?” spørger den ene af dem med en stemme, der stiger på samme måde som fru Stewarts. “Nej. Det er til en bog. Jeg kigger i dokumenter fra Publications Control Board. Censurkomiteen.” “Nååå,” siger den anden og nikker. “Neej, hvor spændende.” Vi taler sammen i nogle minutter. Jeg spørger til deres forskning. De er to søstre, der efterforsker deres forfædre og forsøger at spore den rette 16


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 17

Hermanus Stephanus eller Gertruida Magdalena igennem århundreder af mennesker med de samme navne. “Held og lykke med Deres undersøgelser,” siger den første, da vi skilles på trappen. “Jeg håber, De finder, hvad De søger.” Jeg giver bilvagten det, jeg synes er passende. Det virker altid som for lidt eller for meget. Senere spørger jeg Greg, hvad han synes. Jeg har tillid til hans holdning, fordi jeg har kendt ham, siden vi var studerende i New York, og fordi han er den mest moralsk og socialt engagerede ven, jeg stadig har tilbage i landet. Da jeg fortalte ham, at jeg var på vej tilbage, og at min kone fulgte efter senere på året for at indtræde i sin nye udstationering i Johannesburg, insisterede Greg på, at jeg skulle bo hos ham, så længe jeg havde brug for at være i Cape Town. “Det kan aldrig være for meget, for de har større behov for dem, end du har,” siger han med sin søn balancerende på knæet. “Ligesom hvis din udlejningsbil bliver stjålet, eller nogen tager radioen eller hjulkapslerne – man er nødt til at sige til sig selv, at de mennesker, der tog dem, havde større behov for dem. Det er den eneste måde, man kan leve med sig selv på.” “Jeg vil ikke have, at det skal komme til at ligne velgørenhed.” “Tænk på alle de røvhuller, som kun giver dem halvtreds cent og er ligeglade. Penge er ikke nogen fornærmelse. Der er intet galt med velgørenhed. Det er ikke alt, der behøver at være betaling for udførte serviceydelser, hvor uformelt det end er. Og hvis du er turist, skylder du dem lidt mere.” “Jeg ser ikke længere mig selv som turist. Jeg er tilbage nu.” “Du har ikke været en af de lokale meget længe, Sam, uanset hvilken skjorte du går i, eller hvilken musik du hører. Og hvem siger, at du bliver her på længere sigt? Sarahs udstationering varer – hvor længe? – kun halvandet år?” “Tre år, hvis hun ønsker det.” “Men så tager I et andet sted hen. Det betyder, at du er turist. Du behøver ikke have det dårligt med det. Bare husk det.” 17


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 18

“Og hvor meget giver du så?” “Nej, forstår du, sagen er, at jeg giver mindre, end jeg forventer, at du giver, fordi jeg giver noget hver dag og har gjort det i årevis. Jeg har en barnepige ansat, som kommer seks dage om ugen, en havemand, som kommer to gange om ugen, en rengøringshjælp, som kommer tre gange om ugen, og jeg giver hjælpepakker med mad til den gamle mand, som kommer og ringer på døren hver fredag. Jeg giver min rengøringshjælp og min barnepige penge, så deres børn kan komme i skole. Jeg køber skoleuniformerne. Jeg betaler deres lægehjælp. Når jeg parkerer inde i byen, giver jeg ikke bilvagterne lige så meget, som jeg forventer, at du gør, fordi jeg giver så meget allerede, og selv det er ikke engang nok. Og jeg giver ikke længere mad til folk, der ringer på døren, undtagen til den gamle mand, fordi han aldrig er fuld. Så jeg er et af de røvhuller, jeg hader. Men I turister, I er nødt til at give lidt mere.” Han taler hurtigt, mens hans søn leger med træperlerne om hans hals. “Dylan, lad være med at hive i fars perler.” Han ser op på mig og smiler. “Jeg tænkte på, om vi ikke skulle tage ned til Waterfront i eftermiddag. Der er åbnet en ny juicebar, og jeg har lyst til at shoppe. Vi lader Dylan blive hos Nonyameko. Vi kan gå i biografen bagefter.”

* En anden dag. Clare viser mig ind i det samme værelse, som vi brugte til vores første interview. Denne gang lukkede hun mig selv ind gennem porten og åbnede sin egen hoveddør. Assistenten må have fri i dag. Vi sidder igen i de samme stole. Katten går gennem værelset, men denne gang hopper den op på mit skød i stedet for hendes. Den spinder, mens den savler ud over mine jeans og graver kløerne ned i mine ben. “Katte elsker fjolser,” siger Clare uden at fortrække en mine. “Kan vi vende tilbage til din søster?” “Jeg vidste, at du ikke ville lade Nora forblive død.” Hun ser træt ud, mere hærget end første gang. Jeg ved godt, at hendes søsters historie er en afstikker fra hovedsporet. Det er ikke den historie, jeg i virkeligheden 18


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 19

søger, men det kan måske være sådan, jeg kan nå dertil på længere sigt. “Var din søster politisk lige fra begyndelsen?” “Jeg tror, hun anså sig selv for at være upolitisk ligesom mig. Men det er heller ikke helt rigtigt. Jeg er ikke upolitisk. Jeg er politisk på et privat niveau. Men hvis man vælger et offentligt liv – enten gennem sin karriere eller sine venner og bekendte eller sit ægteskab – så er det en anden historie. Hun valgte et offentligt liv ved at gifte sig med en offentlig person.” “En forfatters liv er altså ikke noget offentligt liv?” “Nej,” siger hun og smiler – enten nedladende, eller, bilder jeg mig ind, fordi hun nyder afpareringen. “Det var urimeligt at indtage en upolitisk holdning i dette land på det tidspunkt som offentlig figur. Hun var et offer for sin egen naivitet. Hun burde have vidst, at hun gjorde sig selv til mål for døden. Men hun var den førstefødte. Vores forældre begik fejl. Måske lod de hende ligge og græde i vuggen i stedet for at trøste hende. Hun var altid vred over, at jeg fik lov at barbere ben og gå med læbestift, da jeg var tretten år gammel, at gå i nederdele til over knæene, blege mit skolepigeoverskæg. Det var tydeligt, at de samme regler ikke gjaldt for mig, og det så hun. Vores forældre holdt hende i kort snor, indtil hun var seksten. Hun kom ikke på universitetet. Ægteskabet var en flugt fra en autoritativ opdragelse over i en endnu mere autoritativ kultur. Jeg var heldigere.” “Du blev uddannet i udlandet.” Jeg ved godt alt dette her. Jeg lægger fundamentet. Alt andet vil hvile på dette. “Ja. Kostskole her, så universitet i England. Et stykke tid i Europa bagefter.” “Og så vendte du hjem på et tidspunkt, hvor mange i antiapartheidbevægelsen – især forfattere – var begyndt at gå i eksil.” “Det er korrekt. Det var, før jeg havde udgivet noget. Jeg ville gerne tilbage, være en del af oppositionen, hvor lidt bevendt den end var.” “Føler du vrede mod dem, der emigrerede?” “Nej. Nogle af dem havde ikke rigtigt noget valg. De blev bandlyst, 19


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 20

de eller deres familier blev truet, og nogle kom i fængsel. Eller også tog de af sted i en kort periode – for at studere i udlandet – og opdagede, at de på grund af deres politiske aktiviteter ikke kunne vende tilbage, eller måske gik det bare op for dem, at det på mange måder var nemmere at bo i England eller Amerika eller Canada eller Frankrig, og så meget desto bedre for dem, vil jeg mene, hvis det var det, de ønskede, hvis det var det, de havde brug for at gøre med deres liv. Jeg blev overordnet set ikke truet, og derfor blev jeg her – eller rettere, jeg vendte tilbage og blev her. Er der noget særligt formål med disse spørgsmål? Hvad kan det sige om mig?” Da vi mødtes i Amsterdam, var hun beruset af al smigeren og de rigelige mængder champagne. Som resultat var hun dengang overstrømmende og imødekommende, eller måske hun bare virkede sådan, fordi hun var væk hjemmefra og blev hyldet. Hun lod, som om det var hendes fødselsdag og stjal en magnumflaske champagne fra konferencereceptionen. På det kedelige turisthotel, hvor hun boede, tryglede hun på ubehjælpsomt afrikaans conciergen om at hente nogle glas inde i restauranten, sådan at hun kunne skåle på sin fødselsdag med sine venner, gamle og nye. Conciergen forsøgte at lade være med at le ad hendes sprog, men det havde den ønskede virkning. Jeg var en del af gruppen dengang, en ny ven. I betragtning af champagnen burde det ikke have overrasket mig, at hun har glemt vores første møde, eller at hun tror, det var i London til en prisoverrækkelsesceremoni i stedet for til en konference. Hun er en gammel dame. Hendes hukommelse kan ikke være helt perfekt. Men jeg finder det vanskeligt at få den forfatter, som jeg beundrer så meget på skrift, og som hilste på mig med så stor elskværdighed i Amsterdam, til at stemme overens med den kvinde, der nu sidder over for mig. Hendes ansigt udtrykker åbenlys spot. Det udløser et erindringsglimt, som jeg øjeblikkeligt undertrykker. Jeg kan ikke tillade mig at tænke på fortiden, ikke endnu.


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 21

Forsoning

ET VAR IKKE den sædvanlige langsomme opvågnen midt om natten fra den dybeste søvn. Clares blære var ikke fuld, og hun havde ikke indtaget koffein dagen før. Hendes vindue stod åbent, men udefrakommende lyde forstyrrede hende som regel aldrig i søvne. Instinktivt vidste hun, at der var noget galt. Hun hyperventilerede, da hun vågnede, og hendes hjerte slog så højt, at det ville have afsløret hende, hvis nogen havde befundet sig i værelset. I årevis havde hun modsat sig at få sat en alarm op og insisterede på, at låse var nok; alle, der var beslutsomme nok til at bryde ind gennem dobbeltlåse og sikkerhedsglas og tyverisikrede gitre, fortjente alt det bytte, de ville have. Men nu, nu ønskede hun sig brændende den alarm og den slags panikknapper ved sengen, som hendes venner og hendes søn og hendes forskellige slægtninge alle havde valgt at installere. Hun vidste også, at lyden ikke kunne være kommet fra Marie, som lå og sov oppe på øverste etage. Den var kommet nedefra. Hvis Marie var gået nedenunder, ville Clare have hørt hende gå forbi ude på gangen. Hun forsøgte at få sit hjerte til at slå langsommere og sagde til sig selv: Der er stille, det er bare vinden, et gammelt mantra, hun havde lært sig som barn. Gardinerne blafrede omkring vinduesgitrene. Det var ikke værdier, der bekymrede hende. Enhver, der ville have det, måtte gerne få al elektronikken i den stand, det nu var, endda også sølvtøjet og krystalglassene, hvis tyve overhovedet brød sig om den slags nu om dage. Det var konfrontationen, der gjorde hende rædselsslagen, truslen om skydevåben og om mænd med skydevåben. Der er stille. Det er bare vinden.

D

21


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 22

En, to, tre, fire, langsomt, seks, syv. Hun havde næsten beroliget sig selv så meget, at hun var ved at falde i søvn igen, da hun hørte den umiskendelige lyd af en dør på hængslerne, metal, der gned mod usmurt metal, og bunden af døren, der fangedes og vibrerede mod kokosmåtterne i entreen nedenunder. Og oppefra lød der trin, et knirkende gulvbræt. Marie havde også hørt det. Clare greb ud efter telefonen i mørket, men da hun satte røret til øret, lød der kun en hul stilhed. Selv havde hun ikke nogen mobiltelefon, men hun kunne ikke svare for Marie, som måske ville have en løsning. Hvor længe siden var det, døren stødte mod måtten? Sekunder? Tredive sekunder? To minutter? En lugt begyndte at bevæge sig op ad trappen, skarp og sammensnerpende, kemisk, ikke en lugt fra hendes hjem. Og så endnu en lyd, pres mod det første trin, et løst bræt og en kollektiv indånding, eller var det noget, hun forestillede sig? Hun kunne smække døren i, men nøglen til låsen var blevet væk for længe siden; hun ville ikke være i stand til at flygte ud gennem vinduet, der var ikke plads under sengen til, at hun kunne gemme sig, klædeskabet var for fyldt, der var ikke noget lille kammer i forbindelse med hendes værelse. Det modigste ville være at sætte sig op i sengen, tænde lyset og vente på, at de kom, eller at råbe: “Tag, hvad I vil have, jeg er ligeglad!”, men hun havde mistet stemmen, og hendes krop var lammet. Hun ville have skreget, hvis hun overhovedet havde kunnet. Flere sekunder, et minut, stilhed, eller måske var hun for ude af sig selv til at høre noget. Der lå en granitsten på gulvet, som hun brugte som dørstopper, nærmest en mindre kampesten, og hun samlede den op fra gulvet, fik den op i sengen og tænkte, at – hvad? At hun kunne kyle den efter sine angribere? Kunne kæppe og sten stadig slå mænd tilbage, eller krævedes der hårdere midler? Den slags ting følte hun pludselig, at hun burde vide. Mens hun lagde kampestenen bedre til rette i favnen, så hun fire hætteklædte mænd dukke op foran sig som spejlinger i glasset på det indrammede fotografi på væggen over for hendes seng. De gik i én række ned ad gangen med oversavede jagtgeværer i deres handskeklædte hæn22


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 23

der. Geværerne var faktisk en syg form for lettelse, ikke så intime; døden ville komme hurtigt. Skydevåbnenes magt var hende ikke fremmed. Den sidste af de fire mænd vendte sig, kiggede ind i værelset og snusede ud i luften. Hans næsebor var stoppede. Hun kunne høre det, da hun lukkede øjnene i, lod, som om hun sov, og håbede, at bevidsthed ikke havde nogen lugt. Hun kunne lugte ham, krast og skarpt, sammen med den metalliske stank fra geværet og dets olier. Hendes hjerteslag lød så højt, hvordan kunne han undgå at høre det? Han hørte dem, vendte sig, så ned ad gangen efter sine ledsagere, men de var allerede ovenpå – en slæben, noget håndgemæng, Marie nedkæmpet. Hans vægt lagde sig oven på hende, hænder i handsker, elefanthue over ansigtet og lyden af hans forkølede åndedræt. I en enkelt bevægelse lå stenen fra hendes hænder pludselig nede på gulvet, og han masede sig ned over hende, følte sig vej ind i hende med den ene hånd, mens den anden, dens voksede læderhandske, lå hen over hendes mund, kvælningsfornemmelser, hendes næsebor næsten blokerede, hjertet, der dundrede. Nej, det var bare noget, hun havde forestillet sig. Men hun kunne lugte ham og geværets metalliske stank. Hendes hjerteslag lød så højt, hvordan kunne han undgå at høre dem der på dørtærsklen? Men så trak han sig væk fra døråbningen, sluttede sig til de andre og listede længere ned ad gangen. De måtte have iagttaget huset, vidst, at der kun boede to kvinder derinde, to kvinder, som sandsynligvis ikke havde skydevåben. De måtte vide, at der ikke var nogen alarm, ingen pigtråd eller elektriske hegn, og, hvad der var meget afgørende, ingen hunde. Clare mærkede, hvordan kampestenen, bleg og tung, hvilede ved siden af hende. Den var våd af sved og lugtede af jord. Hun havde gravet den op af havens gamle stenhøj for at gøre plads til en køkkenhave med grøntsager. Hvis blot mændene ville hviske til hinanden, bare så hun vidste, at de stadig var her. Hun mente, at de måtte befinde sig i den anden ende af gangen, og blev så sikker på det, da gulvbrættet i det nederste trappetrin sukkede under presset af en indtrængende fod. Gode Gud! Hun var nødt til at skrige højt og advare Marie! Men hun følte sig kvalt, 23


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 24

hendes hals var hævet. Luften ville ikke komme. Stemmebåndene ville ikke vibrere. Alting var tykt og hårdt omkring hende. Og så lød der fire høje, overdøvende eksplosive skud, en lav brummen, og et femte, dybere skud, et sjette, højt ligesom de første, og så løbende fødder forbi hendes dør. Væggen over for hendes seng eksploderede i en byge af puds, slog det indrammede foto mod gulvet og spredte glassplinter ud over gulvplankerne og tæpperne. Der lød et sidste, hurtigt skud, en stønnen og fødder, der hamrede ned ad trappen, døre, der smækkede, og derefter stilhed. Det var ikke en drøm, men hun vågnede af den og opdagede, at Marie stod ved siden af hende. “De er væk. Jeg har jaget dem væk.” “Jeg vidste ikke, du havde en pistol.” “Du ville ikke få sat den alarm op,” sagde Marie. “Det vil jeg nu.” “Jeg går over til naboerne for at ringe til politiet.” “Slog du nogen ihjel?” “Nej.” “Ramte du forbi?” “Nej. Jeg sigtede efter deres skydevåben.” “Fik du dem?” spurgte Clare. “Ja. Der var en, som ikke ville give op. Ham skød jeg igen. Og så kom de andre imod mig, og jeg skød en af dem igen. Det var så mange skud, som jeg havde.” “Du var heldig.” “Jeg kommer tilbage om nogle minutter.” Marie blev stående ved døren og tog mål af glasset på gulvet, de små bunker gips, de blottede bjælker i væggen, pudset fra ydermuren. Skadens omfang ville først blive tydeligt i dagslys. “Er du sikker på, de er væk?” “De kørte deres vej. De var virkelig meget tåbelige. Jeg skrev nummerpladen ned på deres bil, inden de nåede op ovenpå. De holdt lige uden for huset.” 24


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 25

“Den var sikkert stjålet.” Efter Clare hørte Marie tage af sted og låse døren nedenunder, satte hun sig op i sengen, stadig med tør og varm hals. Hvor vovede Marie at have en pistol uden at spørge hende? Hvor vovede hun at affyre skud i Clares hjem? Hvor vovede hun at tiltage sig så meget magt? Clare havde ikke været så tæt på skydevåben i årevis, ikke siden hun tilbragte en ferie på sin kusine Dorothys farm i Eastern Cape, hvor forvalteren blev slået ihjel under et røveri, og Dorothy blev såret. De to granddanoiser blev også dræbt, og det var først næste morgen, da de var sikre på, at faren var drevet over, at de gik ud og gravede huller til hundene og begravede de enorme, slanke kroppe inden for det indhegnede område. Granddanoiser har korte liv. De pakkede forvalterens lig ind i kartoffelsække og lagde det om bag i pickuppen. Dorothy sad ved siden af mandens lig med udstrakte ben, stadig blødende. Clare kørte i en halv time ad jordveje og så over passet til hospitalet i Grahamstown. Der måtte da have været andre sammen med dem, måske hendes datter? I hendes erindring var der kun den blødende kusine, den døde forvalter, de døde hunde og de usynlige angribere. Hendes datter kunne ikke have været der. På det tidspunkt var Laura allerede forsvundet. Clare havde ikke mod til at se, om der var blod ude i gangen, selvom hun vidste, at det måtte der være, blod som akkumulatorsyre, der brændte sig ned i tæpper og gulvbrædder, umuligt nogen sinde at fjerne. Politiet bekræftede, at døre og dobbeltlåse ikke var blevet brudt op, og Marie insisterede på, at hun havde husket at tjekke låsene, inden hun gik i seng, sådan som hun altid gjorde; det var i lige så høj grad en del af hendes aftenritual som at bruge tandtråd. Desuden havde hun en mani med sikkerhed, så hun ville ikke have glemt det, ikke engang på en dårlig dag. Telefonkablet var skåret over, der hvor det førte ind i huset. Clare stod i køkkenet med en hvid morgenkåbe over pyjamassen og håret redt tilbage i en streng knude. Hun forsøgte at lytte til den politibetjent, der afhørte Marie, men der kom ikke nogen for at afhøre hende. Det virkede, som om de var forlegne over Clares tilstedeværelse. Det var ikke 25


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 26

meningen, at kvinder skulle være høje som kæmper. Politiets lygter lyste i gangen ovenpå akkompagneret af kameraernes høje, elektroniske piben. Retsteknikerne var i gang med at lede efter fingeraftryk og indsamle prøver. Hun følte sig som en kujon. Hvis forbrydelsen havde været så professionel i sin udførelse, så var almindelig berigelseskriminalitet måske ikke forklaringen; almindelige tyve, selv voldelige tyve, ville ikke have den slags redskaber til rådighed, som kunne åbne en lås uden noget påviseligt tegn på magtanvendelse. Bortset fra blodet på gulvet og skudhullerne i pudset i væggen i hendes soveværelse var hendes hus uberørt. Skaderne var sket under “skudduellen”, som hun følte, at hun med et halvvejs ironisk tonefald måtte kalde det; noget, der ville komme til at drive Marie til vanvid i de kommende uger. Under skudduellen, begyndte hun en sætning, eller jeg frygtede, at en skudduel ville blive min sidste erfaring med verden, og det virkede som sådan et spild, sådan en æstetisk fiasko. Der var tilsyneladende kun blevet stjålet en enkelt genstand. “Der mangler noget,” sagde hun til den uniformerede betjent, der ledte efterforskningen. “Mangler?” “Min fars paryk.” “Jeg forstår ikke.” “Den blikæske, hvori min fars paryk lå. Han var advokat. Jeg havde den stående på kaminhylden. Den er blevet taget.” “Hvorfor skulle nogen ønske at tage Deres fars paryk?” “Hvor skulle jeg vide det fra?” “Kan De beskrive den?” “Det var en sortmalet blikæske med min fars paryk indeni. Den paryk, han havde på, når han førte sager i London. Lavet af hestehår. Jeg ved ikke, hvad den er værd. Der var mere åbenlyst værdifulde ting, de kunne have taget.” “Hvilken farve var parykken?” “Hvid. Grå. Den var helt almindelig af en sagførers paryk at være. Sådan nogle, man ser i fjernsynet. I gamle film. Kostumedramaer.” 26


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 27

“Det er en del af et kostume?” “Nej. Jo. Det er ikke det, der er pointen,” sagde Clare og forsøgte at holde sin voldsomme irritation i ave. “Vil De gerne have den igen?” “Selvfølgelig vil jeg gerne have den igen. Den tilhører mig. Den kan ikke have betydning for andre end mig.” “Måske bortset fra en skaldet person. De er ikke skaldet. Måske er den person, som tog den, en skaldet mand. En skaldet mand ville have mere brug for en paryk end Dem.” “Det er en latterlig udtalelse at komme med. Burde jeg ikke afgive forklaring?” Betjenten stirrede på hende gennem blege, geleagtige øjne. “Forklaring? Jeg har forstået, at De ingenting så.” “Synes De ikke, De burde spørge mig, om jeg så noget? Jeg så noget. Jeg så de indtrængende, deres spejlbilleder.” Clare fik besked på at gå tilbage i seng i et af gæsteværelserne. Da hun gik ovenpå, kom hun forbi små altre af plastik, politiets bevistelte, der markerede dråber af blod, som slangede sig hele vejen hen til hendes soveværelsesdør. Hun kunne ikke huske at være gået nedenunder, og hun kunne heller ikke huske at have set blod, men teltene tydede på, at dette var umuligt; der var blod alle vegne, og lugten af de indtrængende vendte tilbage til hende: syntetisk, kemisk, en slags desinfektionsmiddel med appelsinduft, et rengøringsmiddel eller en duftfrisker til badeværelset. Mændene havde renset sig før angrebet, de vidste, hvad de gjorde. Hun var sikker på, at de, da de stak af, ikke forsvandt ind i de bølger af nummerløse skure, som strakte sig ud fra foden af bjerget, helt ud til lufthavnen og videre endnu; de tog hen på et privathospital, hvor der ikke blev stillet spørgsmål, og derefter hjem til koner eller kærester, som ville skifte deres forbindinger med stille diskretion. Daggryet brændte synligt ind gennem den revne i ydermuren, hvor træ og puds var blevet kløvet af eksplosionen fra haglgeværet. Clare fik lov at samle fotografiet op fra gulvet; selvom dets ramme var ødelagt, og 27


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 28

glasset splintret, opdagede hun, at det gamle billede ved et rent mirakel var intakt, næsten uskadt, bortset fra en lille ridse i det ene hjørne. I sort og hvid stirrede hendes søster Nora med et barsk drag om munden ikke på kameraet, men ud i det fjerne, kiggede bydende ud gennem sine hornbriller med panden i skygge under en fjollet hvid hat, som var på mode mange årtier tidligere. Selvom Nora ikke var midaldrende, da billedet blev taget, var hun iført en kjole med hvide polkaprikker på bleg baggrund – sikkert lyserød, tænkte Clare – og rosetknapper i taft. Det var ikke en ung kvindes snit, tantet snarere end ærbart. Kjolens polkaprikker matchede hende perleørenringe. Noras skuldre gned sig op ad en anden kvinde i lys sildebensmønstret frakke og sort stråhat pyntet med strudsefjer. De så begge to selvtilfredse ud med deres fremskudte hager, allerede med anlæg til pludderkød. Clare genkendte ikke den anden kvinde; de var alle udskiftelige, som de sad i deres præsentationsbåse til identiske partikongresser. Det var sådan, hun holdt af at mindes sin søster, med historien som støtte, i fornægtelse af historiens strømninger, med stram mund og rynket pande et år eller to inden attentatet på hende. Det var beroligende at tænke på hende på den måde, at forestille sig hende statisk og ubevægelig. Marie var ved hendes side igen, og hun gispede og lugtede af vådt græs. “Nu er du selvfølgelig nødt til at flytte. De ved, at de kan nå dig her. Det er for nemt.” “Jeg får installeret en alarm. Får sat bedre gitre for vinduerne,” protesterede Clare. “Du har brug for mure. Du kan ikke blive i dette land uden mure til at beskytte dig. Mure og pigtråd med strøm i. Og vagthunde.” Der var ingen tvivl om, at Marie ville vinde det slag. Marie havde trods alt risikeret alt. Marie, assistenten, den ansatte, den uundværlige, fik lov til at afgøre deres fremtidige boligforhold. “Marie, hvad var det for en bil?” “Jeg gav politiet nummerpladen.” “Men hvilket mærke? Hvilken model? Var den gammel eller ny?”

28


Bog forsoning-FINAL:Layout 1

09/01/13

13:33

Side 29

“Ny,” sagde Marie tøvende. “En Mercedes.” “Ja. Jeg tænkte nok, det ville være noget i den retning. Du laver en aftale med ejendomsmægleren i morgen, ikke sandt?”


Forsoningen