Issuu on Google+


LEONORA CHRISTINA SKOV

Førsteelskeren Roman

POLITIKENS FORLAG

Førsteelskeren.indd 3

08/08/12 11.05


Til Annette, min elskede nørd Med al mulig tak til Maria i taknemmelighed over at have en veninde som dig & til Bente for venskabet – og jordbÌrkagerne

Førsteelskeren.indd 4

08/08/12 11.05


Tropesyge

Førsteelskeren.indd 5

08/08/12 11.05


Vesterbro, d. 19. april 2012 Fucker? Ja, det er dig, jeg taler til, Nat Kaminski. Du behøver ikke at se dig uskyldigt omkring og sige mig? Er det mig, du kalder fucker? Må jeg så bede om kammertonen, Veronica! For nej, du må ikke bede om en skid. Bed for dit liv, hvis du absolut skal ligne den uskyldighed, du aldrig har været, i hvert fald ikke sammen med mig, som du hævdede at elske. I praksis aner du jo ikke, hvad de ord vil sige, ligesom alle de andre ord, du lever af at pøse dine åh så store romanværker til med, så kvinderne taber trusserne af fryd. Eller hvad de nu gør. Kammertonen kan du i hvert fald stikke op, hvor solen ikke skinner, der er god plads deroppe. Du er jo så fucking bøsset, at det halve kan være nok, selv om du ikke vil være ved det, fordi din sindssyge mor, som heller ikke vil have noget med dig at gøre, og man forstår hende jo godt, har imprægneret dig med en bøsseangst på størrelse med Det Skæve Tårn i Pisa. Ha! Jeg vil ikke sige, hvilke billeder jeg får på nethinden lige nu. Da jeg pakkede sydfrugterne og skred ud af dit liv, mente jeg det, Nat. Jeg, Veronica Lake, er skredet. Der er gået præcis tre uger, og jeg kommer ikke tilbage. Det er ikke derfor, jeg skriver til dig nu, og i det hele taget skriver jeg ikke til dig nu, bare så vi har det på rene. Jeg kommer ikke til at putte det her brev i postkassen, adresseret til Nathan Z. Kaminski, Strandboulevarden, København Ø. Eller kysse papiret ømt med min rødeste læbestift. Eller sprøjte parfume på brevpapiret, der jo i dette tilfælde er en kikset blok med hjemmelavet papir, købt på en af Emmas utallige rejser til Indien. Deraf elefantde7

Førsteelskeren.indd 7

08/08/12 11.05


korationen øverst. For tro det eller ej, Nat: Jeg er ikke som de andre forsmåede chicks, du har kendt. Jeg har ikke brug for at krænge mine følelser ud, overhovedet ikke, jeg har brug for at hive mine følelser ind, dem alle sammen, og tanken om at se det her brev i din kæresteskuffe som endnu en skalp, du har taget, får mig til at klø over det hele (ja, selvfølgelig har jeg læst alle brevene i din kæresteskuffe. Jeg er ikke idiot, selv om du har behandlet mig som én). Apropos at klø over det hele synes jeg, at vi skal få endnu et par ting på det rene. Jeg hader Strandboulevarden. Den gade er lige så død som fiskene efter et olieudslip. Jeg hader din designermøbelbefængte lejlighed, særligt dine pindede Eames-plasticstole, som du selv synes er mega happening, og jeg hader dit strømlinede friværdikøkken. Især Smeg-køleskabet. Fuck, hvor jeg hader det pastelfarvede lort. Bare så du fatter, at det er spildt arbejde at fiske pikken frem fra buksen og forestille dig, at jeg kommer tilbage. På den anden side har du vel allerede pikken fremme fra buksen. Piksvingeridiot. Hvordan kunne du overhovedet nå at knalde to af mine bedste veninder og tre af dine gå-i-byen-chicks med hjerne som den ært, de troede, at de snart skulle sove på, i løbet af den ene skaldede måned, hvor Schneewittchen and the Bipolars endelig fucking finally indspillede vores første plade? En måned drejede det sig om, Nat. Fra den første til den niogtyvende. Er du klar over, hvor kort tid det er, set i et livsperspektiv? Jesus fucking Christ, mand. Må dit livsperspektiv blive kort. Jeg gider ikke åbne flere sladderblade og se dig stå og grine stort på den ene og den anden røde løber sammen med den ene og den anden 21-årige solariesild, der ikke ved bedre end at hive ned i blusen og smile med sit afblegede tandsæt. Spring ud fra noget højt, fucker. Lad mig foreslå din tagterrasse. Man får alligevel ikke lyst til andet, når man sidder deroppe i dine loungemøbler med de hvide skindhynder, der ligner noget fra en tysk pornofilm, og glor på Master Touchkuglegrillen, som du simpelthen ikke kan mene, at du har givet penge for. Udstyret med et par ekstra luksuriøse features, der gør dig til en sand kongegriller. Hvis bare salgsteksten rummer ordet konge, er du solgt, ikke sandt, kongepython? For et år siden, dengang vi mødtes, hvis du ikke allerede har kneppet de sidste af vores fælles minder ud 8

Førsteelskeren.indd 8

08/08/12 11.05


af hovedet, da syntes jeg, at dit storhedsvanvid var eksotisk. Eksotisk, mand! Jeg må jo have haft jord og beton i hele knoppen, som Dolores så træffende formulerede det, før hun også lod sig forføre af dig og nødig skulle tale for højt. Dolly var stangvissen som sædvanlig, og du lirede løs med øjnene og det halve smil, du tvangsmæssigt ifører dig, når der er en kvinde af hendes kaliber til stede. Så hun var forsvarsløs, hævder hun. Det foresvæver mig, at jeg har hørt det argument før, kan det passe? Det tror jeg nok, det kan. Du, Nat Kaminski, er jo de forsvarsløses konge. Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg skriver til dig, eller rettere: Du undrer dig ikke over en skid, for du ved jo ikke, at jeg skriver til dig, og må det forblive sådan. Men jeg undrer mig over det, skal jeg være ærlig. Jeg elsker dig. Du fortjener ikke min ærlighed. Du fortjener ikke et eneste minut af min tid. Ikke en eneste stavelse af mine ord. Veronica fucking Lake er alt for cool til dig. Schneewittchen har lige vundet platin for A Multicolored Arrangement of Baked Little Things. En streg i regningen, ikke, kongepython? Du spåede jo en punkplade med sådan en overfladisk titel og hele fem covernumre nul chancer for succes, og det kender du selvfølgelig alt til. Nul succes, mener jeg. Skal jeg tro din søde, men åbenmundede sekretær, og jeg har ikke grund til andet, så har dine sidste to romaner solgt pænt (ikke at forveksle med godt) i Polen og Frankrig, imens dit hjemlige salg er gået i stå. Så lad mig i den anledning skære situationen ud i pap for dig: Bussen kører, og vi fire punkchicks sidder i førersædet, mens du sidder med pikken i hånden i en gammel spand fra din storhedstid i 90’erne. Dårligt billede, jeg ved det. Du har jo ikke engang kørekort. Men så på bagsædet af en af de taxaer, du fragter dit luksuslegeme rundt i ligesom dengang, du var konge af Universet. Jeg elsker dig, og jeg kan ikke holde op. Det føles som en tropesygdom, der bliver værre og værre. I dag er det stadium indtruffet, hvor mine indre organer er begyndt at sætte ud. Milten er allerede røget. Nyrerne også, tror jeg, selv om jeg er lidt i tvivl om, hvor de sidder, og hvad de gør godt for. Så jeg skriver blandt andet til dig, fordi jeg ikke kan forsvare at udsætte det længere. Bemærk formuleringen blandt 9

Førsteelskeren.indd 9

08/08/12 11.05


andet. Som bekendt har du det med at overse detaljer, der ikke passer ind i din foretrukne historie om, at kvinder på alle kontinenter begræder det kolossale tab af din person. Har du mon tænkt på, at det måske snarere er tabet af alle deres hemmeligheder, de begræder? For det har jeg tænkt på, skal jeg sige dig. Hvis brevene i din kæresteskuffe er noget at gå efter (et gratis råd: Gem brevene fra din mor et andet sted end sammen med dine kærestebreve), så har det nemlig forringet livskvaliteten betragteligt for dem, der har elsket dig, at du har stjålet deres hemmeligheder og indskrevet dem i dine bøger. En af dine kvinder har jo ligefrem gjort en ende på livet, to er endt på den lukkede, og tre er blevet skilt. Flot statistik, Nat, det må jeg sige. I det mindste tog jeg mine forholdsregler og undlod at fortælle dig noget som helst om mig selv. Ikke engang mit rigtige navn kender du. Tavsheden faldt mig let. Jeg havde allerede et års træning, da vi mødtes til Troels Langes bogreception, ikke at jeg nogensinde forstod, hvad du lavede der. Du, som hader alle andre forfattere end dig selv. Da Dolores del Río, Emma Peel, Alice Wonderland og jeg tog vores kunstnernavne og dannede Schneewittchen and the Bipolars, besluttede vi at skrue vores liv tilbage til nul. Ikke engang det ved du, men det er altså derfor, vi nægter at tale om fortiden offentligt. Og privat, for mit vedkommende. Fortiden eksisterer i vores sange, og vi eksisterer i nuet. Emmas idé. En af de bedre. Det var mig, der fandt på, at vi skulle kreditere vores numre Schnee­wittchen and the Bipolars, så ingen andre end os fire ved, hvem der har skrevet hvad. Men det er altså mig, Veronica fucking Lake, der skriver teksterne og de fleste af melodierne. De andre tilføjer måske et vers, en bridge, ændrer tonearten eller finder på et andet omkvæd. Schneewittchen er vores maske. Jeg fatter ikke, hvordan du kan leve uden, men det kan du jo på den anden side heller ikke. Forleden fortalte din sekretær mig, at du er ved at gå i opløsning i din lejlighed på Strandboulevarden. Surprise, surprise, fucker. Efter at din familie og dine venner har forladt dig, omgiver du dig vel kun med 21-årige chicks med ærtehjerne, der ikke kan inspirere dig til 10

Førsteelskeren.indd 10

08/08/12 11.05


noget som helst. Ikke engang til at skrive en af de husmorkrimier, du elsker at hade. Din sekretær mente desuden, at du langt om længe var ved at indse, hvad vi har vidst længe, nemlig at det manuskript, du arbejder på, er hundrede procent dødfødt. Sodoma, var det ikke sådan? (Og nej, bibelske referencer får dig ikke til at virke dyb). Din sekretær kunne næsten få mig til at blive lesbisk. Alene navnet: Risha Lee. Jeg tror i øvrigt ikke, at hun ville have spor imod at hjælpe mig lidt på vej. Hendes grunde til at holde kontakten med mig er muligvis nogle lidt andre end mine grunde til at holde kontakten med hende, men hul i det. Vi har talt sammen nogle gange om ugen, siden jeg skred, og det har været til fælles bedste. Tag nu passwordet til din e-mailkonto, som hun gav mig forleden. brucelee. Jeg troede, at det var en joke, men som altid, når du er indblandet, tog jeg fejl. brucelee gør, at jeg nu kan hyggelæse lidt i din indbakke og tjekke din mappe Nat Privat, der flyder over af beskeder fra perleøreringenes dronning – ja, det er selvfølgelig din ekssekretær, jeg hentyder til. Jeg konstaterer, at du ikke kun kneppede hende et par gange sidste sommer, da vi lige havde mødt hinanden, men faktisk blev ved at kneppe hende længe efter, at jeg havde fået dig til at fyre hende. Helt frem til jul, så vidt jeg kan læse mig frem til. Det overrasker mig alligevel. Hvem skulle have troet, at du tændte så meget på lyserøde mohairsweatere og sandfarvede slacks? Jeg ved godt, du synes, at indre nødvendighed er for hattedamer, der vil berøres, fordi deres mænd er holdt op med det. Kom ikke og sig, at jeg ikke har hørt efter, når du har holdt dine alenlange enetaler. Men det skal ikke hindre mig i at skrive, at dit dødfødte Sodomamanuskript er blottet for indre nødvendighed. Eller et indre i det hele taget. Det skal heller ikke hindre mig i at skrive, at det måtte ende sådan. Jeg fortalte dig det ikke, mens vi var sammen, men jeg læste faktisk alle dine otte romaner, før jeg flyttede ind på Strandboulevarden, så jeg ved væsentligt mere om dig, end du ved om mig. Først og fremmest ved jeg, at du skriver som en fucking ørkenstorm, når du ellers har noget ordentligt at skrive om. I Moderkomplekset klædte du dig af til skindet, i Fadermordet tog du skindet af, og i din såkaldt Store ero11

Førsteelskeren.indd 11

08/08/12 11.05


tiktrilogi fjernede du også kødet og knoglerne. Undervejs begyndte du at gøre det samme ved andre, og siden er det gået stejlt ned ad bakke. På nuværende tidspunkt kan dine få tilbageværende læsere næppe se, hvad du skulle kunne give dem, som de ikke allerede har fået, og du kan næppe se, at romanskrivningen er alt det bullshit værd. Jeg fatter ikke, hvorfor ingen har passet på dig, når nu du så åbenlyst selv er ude af stand til det. Din redaktør, for eksempel. Hvis du spørger mig, har hun stillet dine bøger til skue, hvor hendes hjerte skulle have været, for nu at citere en film, du med garanti ikke har set, selv om du er ekspert i alt, inklusive Bette Davis’ samlede værker. Jeg gad vide, hvad din redaktør mon har på dig, siden du ikke har fyret hende for længst. Hvis der er sex indblandet, vil det ikke overraske mig spor. Intet vil overraske mig, når det drejer sig om dig, har jeg nogle gange tænkt, men det er jo løgn, for du bliver ved at overraske mig. Ikke altid positivt, men alligevel. Da verden blev træt af at glo på dig og dine bøger, gav din redaktør bare verden ret og smed dem i tilbudsbunken, hvor de nu ligger og rådner op. Det er status quo for dit vedkommende. Du fortjener at rådne op, ingen tvivl om det, men den ørkenstorm, du har i pennen, fortjener det ikke. Af samme grund begyndte jeg at bryde min hjerne, da Risha fortalte mig, at du langt om længe har set i øjnene, at du må væk et stykke tid, hvis dine bøger skal have en fremtid. Ro i hovedet og færre røde løbere med happy end, sagde hun. Eller okay, jeg tror, jeg digter. Færre røde løbere med happy end er nok snarere ønsketænkning fra min side. – Han siger, at byen er underordnet, bare han kommer af sted med det samme, sagde Risha, – men han mener jo nok ikke Warszawa eller Krakow eller Amsterdam, og jeg har også svært ved at tro, at han vil til provinsen. Har du nogen ideer? Det havde jeg ikke på stående fod, men det har jeg nu. Men først vil jeg sige, at det ofte har slået mig, i hvor høj grad Schneewittchens sange minder om dine første romaner. Jeg forelskede mig i dig, da jeg læste dem første gang. I det, du også er, neden under alt det utålelige, og jeg tror godt, jeg ved, hvad du vil sige nu: ramt af kunsten! Må du være fri for sådan en spandfuld føleri! Man kan under ingen omstæn12

Førsteelskeren.indd 12

08/08/12 11.05


digheder sammenligne romankunst og punkmusik, hvis det er det, jeg tror. Og til det kan jeg kun svare: Er det Kunsten, der har udnævnt dig til sin talsmand? For hvis ikke, så synes jeg bare, at du skulle lade den tale for sig selv. Schneewittchens sange handler om dengang, vi blev voldtaget og var spiseforstyrrede og selvskadende og sniffede for meget kokain og forsøgte at tage vores liv ved at æde to hundrede af vores fædres sovepiller, og dengang vores onkler og klasselærere lagde an på os, vores mødre begik selvmord, og vores livs kærlighed skred eller scorede vores bedste veninde (tak for inspirationen, fucker). Men i Schneewittchen and the Bipolars pudser vi også gamle perler op og præsenterer dem på nye måder, selv om jeg godt ved, at du umuligt kan tage det alvorligt. Covernumre! Du må brække dig! Alle seriøse musikere skriver jo deres egen musik, alt andet er lige til talentshows og pinlige playbackoptrædener i City2. Men hvis vi skal være ærlige her, så kan 95 procent af alle musikere jo ikke finde ud af at skrive deres egne numre. Det er skrivebordsskuffepoesi og udtjente akkorder hele lortet, og de ultimative sange er allerede skrevet af Nick Cave, Tom Waits, David Bowie og et par stykker til. Man skal virkelig være en opblæst nar som dig for at tro, at man kan smække noget sammen, der er bedre. Så vi gør nye ting med det gamle. En del mere konstruktivt end dig, der gør gamle ting med det gamle, hvis du spørger mig, og det gør du jo ikke. Men tro mig, det burde du have gjort. Mine lunger truer med at klappe sammen nu, og det hvide i mine øjne er ved at blive gulligt. Min kærlighedsrelaterede tropesyge må have haft en inkubationstid på et par dage, for jeg havde det tiptop, da jeg flyttede ind i Emmas klingklang-lejlighed i skodenden af Istedgade, med udsigt til narkomaner på speedballs og røde neonskilte, der blinker hele natten. Jeg har beslaglagt kammeret bag køkkenet, hvor Emma plejede at modtage klienter, dengang hun hed Ranvita og tjente til livets ophold ved at lægge tarotkort og læse folks aura. Der hænger stadig en drømmefanger og et vindspil i vinduet, og den ene orangegule væg er prydet af en gammel plakat af tarotkortet Månen. Aleister Crowley-versionen, ikke at jeg tror, den oplysning siger dig noget. Foran månen sidder en nøgen kvinde i havfruestilling (se, nu 13

Førsteelskeren.indd 13

08/08/12 11.05


er du allerede interesseret), hendes hud er blålig, og hun hælder et eller andet ud over sig selv, det ligner krystaller. Emma siger, at det er den tilstand, hun stræber efter i livet, og at alle de tarotoplæg, hun har lagt på sig selv, peger i den retning. Ypperstepræstinden, Bægrenes Dronning, Stjernen, Elskerne. Forleden fortalte hun mig, at alle de tarotoplæg, hun har lagt på mig i smug, siden jeg mødte dig, har været lige til at trække om bagved og skyde. Den Hængende Mand, Døden, Tårnet, Fem Bægre og Syv Stave over hele linjen, spicet op med Narren som udgangen på det hele. Det kan jeg relatere til. Tarotkortene har tydeligvis indfanget din essens, fucker. I det hele taget fatter du ikke, hvor dejligt det er at slippe ud af Østerbroreservatet og føle mig forstået igen. Af Emmas tarotkort og livet i det hele taget. For min skyld kan Østerbromødrene på barsel med barnevogne så brede som deres røv skride hjem til deres nyrenoverede liebhaverlejligheder, spejle sig i deres corianbordplader eller fortrække til deres cremefarvede cafeer, der stadig spiller Norah Jones, som har tiden stået stille siden 2002. Hvis jeg ser én eneste portion caesar salad eller hører én eneste blonderet kvinde i 30’erne bestille en skinny latte med stemt s, så tager jeg billetten, mand. Det gik over al forventning med mig i en uge. Bandet spillede et par koncerter, og jeg hang ud med Emma og Alice på cafeer, hvor de andre gæster ville sparke dig ud på røv og albuer, hvis du troppede op i dine knap så underpillede Armanisæt. Vi arbejdede også støt og roligt på numrene til The Vanity Case (næste plade. Jeg ville afholde mig fra at kloge mig på titlen, hvis jeg var dig). Men pludselig måtte jeg tvinge mig selv ud af Emmas lejlighed, selv om solen skinnede, og hele København sad i shorts og små toppe. Jeg savner dig, fucker. Alt minder mig om dig. Åbenbart trækker du også et fedt spor af klicheer efter dig sammen med mine indre organer. Jeg kan dårligt bevæge mig ind til byen uden at tænke på dengang, vi gik der sammen, og du blev kvast mellem to smældfede amerikanske turister, eller dengang vi spiste på den lille italienske på Grønnegade, og du fik dit livs første pizza. Kan du huske, da jeg foreslog dig at spise stykkerne med fingrene? Du så ud, som om jeg havde opfordret dig til at spise kogt hund.

14

Førsteelskeren.indd 14

08/08/12 11.05


En enkelt gang spurgte du mig, hvad jeg rigtigt hedder, og hvem jeg rigtigt var, før jeg blev punkstjerne, kan du huske det? Svaret er sikkert nej, men mit håb må være stedsegrønt, når det gælder dig. Dengang svarede jeg dig afvisende, bare for at teste din interesse, og den var jo til at overse. Du lod emnet falde og forsikrede mig om, at du ikke kunne drømme om at stjæle mine eventuelle hemmeligheder og indskrive dem i dine bøger. Ja, right. Du drømte ikke om andet, fucker, så lad mig løfte lidt af sløret, nu hvor vi nærmer os den egentlige grund til, at jeg skriver til dig. Jeg hedder Veronica Lind Weinberg. Lake var en Dolores-idé, og så kan du jo selv regne ud, hvor god den var. Hende femme fataleskuespilleren fra 40’erne med peekaboofrisuren! sagde hun. Så cool. Mega sexsymbol. Hun er lige dig, Nikki. Dolly glemte at nævne, at Veronica Lake var en blond, alkoholiseret, skizofren jordfræser på halvanden meter, der var mere kendt for sit hår end for sit dramatiske talent. I wasn’t a sex symbol. I was a sex zombie, er det eneste prægnante, hun har sagt i sit liv. Ikke så sært, at Raymond Chandler kaldte hende Moronica Lake. Jeg skulle selvfølgelig have læst op på hende, før jeg tog hendes kunstnernavn til mig. Når nu jeg render rundt og farver mit hår sort og mine læber røde og holder mig ude af solen for at ligne Schneewittchen mest muligt, mener jeg. Men jeg stolede på Dolly, forstå det, hvem der kan. Oprindeligt foreslog hun også, at Emma skulle kalde sig Nancy Drew efter en eller anden amerikansk pigedetektiv fra 1930’erne. Hvorfor ikke Puk eller Susy Rødtop? Så bliver det næppe mere usexet på denne side af 1983. Og ja, her hentyder jeg til dit klædeskab, hvis du er gået tilbage til dine sejlersko og poloskjorter og stadig tror, at du er hot shit på Café Victor. Men sagens kerne: Din Moronica vil give dig noget ordentligt at skrive om. Meget bedre end sejlersko og hårdt opvredne hemmeligheder. Jeg vil forære dig min historie på et fucking sølvfad (ikke pletsølv, bare rolig. Jeg ved, at du hader billige efterligninger). Jeg har mine grunde til at være generøs, det er klart, men jeg har ikke lyst til at dvæle ved dem. Som du dvæler ved din egen storhed. Det vigtige er, at du kan gøre med historien, hvad du vil, så længe du gør noget. Det er en gave, og den kan ikke byttes. Jeg kan allerede høre dig be15

Førsteelskeren.indd 15

08/08/12 11.05


klage det med jamrende stemme, men faktisk er det ikke værre end at få en gave købt på januarudsalg. Masser af gaver kan ikke byttes, og måske er de ikke lige i øjet, men mindre kan også gøre det, ikke? Er det nu, jeg skal nævne den stålgrå Balenciagataske? Det tror jeg nok, det er. Ikke lige i øjet, snarere skudt gennem hovedet, hvis jeg nu skal være knusende ærlig, men hvad gør man ikke, når ens kongepythonpiksvingeridiot er seksuelt besat af dametasker? Man bider smerten i sig, lyder svaret. Jeg vil foreslå dig at lære det udenad. The facts: Jeg er ældre, end du tror. 30 til maj. Stik den, fucker. Du har kneppet med en voksen kvinde. Jeg er opvokset i Vordingborg. Det tør jeg vædde på, at du heller ikke havde gættet. Vi plejede at kalde byen Vordinghul, og det var præcis, hvad den var, selv om den selv troede, at den var mere end alle andre. Det troede indbyggerne også, at de var, men på den skjulte måde, der er karakteristisk for alle provinsbyer. Man må jo tekste virkeligheden for dig, har jeg bemærket. Din opvækst i den tolvværelses herskabsmotherfucker på Østerbro har ikke ligefrem rustet dig til mødet med den danske kakkelbordsprovins. Jeg fraflyttede Vordinghul dagen efter, at jeg blev student, og har ikke været tilbage siden, men jeg går ud fra, at Gåsetårnet stadig står og grimmer sig, og at byen stadig lukker ned som en hjerneblødning, når folk får fri fra arbejde. Mine forældre hedder Adam Weinberg og Lulu Lind Weinberg. Eller hed. Min mor døde, da jeg var 12, og Adam Weinberg døde indvendig, før jeg blev født. Han var ikke en mand, der talte om sig selv, så jeg har måttet tænke mig til, hvad der gik galt. Eftersom han er en slags rammefortælling for min historie, vil jeg dvæle lidt ved ham. Hvor er det dejligt, at du ikke kan afbryde mig og sige nej (dvælen er ligesom landskabsbeskrivelser. Ingen gider læse dem, medmindre de er skrevet af Steen Steensen Blicher, jeg kan lige høre dig, eksperten i alt, inklusive fucking Hosekræmmeren). Og hvor er det ekstra dejligt at reducere den mand, der vadede hen over mit liv i nitten år, til en ramme for det. Så forestil dig: En 25-årig dansk sygeplejerske, kold som en Frozen Margarita, bliver under et ophold i Berlin i 1945 gravid med den 16

Førsteelskeren.indd 16

08/08/12 11.05


50-årige tyske forfatter og kunstfotograf Kurt Weinberg. Bare rolig, han er ikke en forfatterkonkurrent. Ingen har hørt om ham i dag. Hans historier minder om E.T.A. Hoffmanns. Ham kender du godt, ikke? Ha! Jeg kan lige høre dig sige Hvad i alverden regner du mig for, Veronica? Jeg har endda læst Die Elixiere des Teufels på originalsproget. Right, fucker. Du har også læst Rilke på originalsproget, selv om du hverken kan skide eller slå på tromme på tysk. Kurt Weinberg var heller ikke kendt i sin samtid, selv om han burde have været det. Hans historier var som farvestrålende ballongynger, der rev sig løs og snurrede frit inden i mig. Jeg trak vejret igennem dem og musikken i min discman, da jeg voksede op. Tori Amos, Joni Mitchell, PJ Harvey. Kurt Weinbergs historier blev trykt i diverse småpublikationer, som regel illustreret med min farfars hjemmefremkaldte inte­ riør­fotografier fra Paris og Berlin. Skygger, krakelerede stuklofter og talende rod, det var ham. Adam Weinberg voksede op hos sin mor i Danmark og besøgte sin far i Berlin, jeg ved ikke hvor ofte, eller hvilket forhold de havde. Til gengæld ved jeg, at min farfar døde af lungebetændelse i en etværelses lejlighed i Schöneberg først i 1960’erne. Han var alene og efterlod sig ikke andet end sine historier og fotografier, som Adam Weinberg arvede og opbevarede i en brun trækiste. Min farfars død lærte ham, at kunstnerdrømme er noget, fanden har skabt. Han nærede dem godt nok selv, men hvis bare han tog kvælertag på dem, så snart de stak deres syv hoveder frem, havde han livet nogenlunde under kontrol. Han fik sig en solid militæruddannelse, købte en hvidmalet murermestervilla i Vordinghul og implementerede sin militærdiktaturstat, præcis som på kasernen, hvor han arbejdede fra klokken ni til klokken fem alle hverdage. Alt i mit barndomshjem var hvidt og renskuret. Der var en gennemsigtighed over værelserne, måske fordi Adam Weinberg hadede gardiner og elskede udluftning. Eller også var sjælen bare for længst skuret ud af inventaret. Da min mor fik mig i den fremskredne alder af 43, sagde hun sit lærerjob op. Det passede hende fint, for hun brød sig ikke om børn. Eller voksne for den sags skyld. Dagene brugte hun da heller ikke på mig, men på at gøre huset rent, for snavs og uorden 17

Førsteelskeren.indd 17

08/08/12 11.05


gjorde Adam Weinberg rasende. Opdagede han så meget som en mikroskopisk plet på en af de hvide overflader eller ansatser til støv på hylder og gulvpaneler, blev han tavs. Tavsheden kunne vare i flere timer, men de dybe rynker i hans pande efterlod ingen tvivl om, hvad der var i vente. Først ville han råbe de værste ting i hovedet på min mor, som regel at hun var uduelig, talentløs, neurotisk og sindssyg, og derpå ville han tæske mig som et spektakulært crescendo. Det var ikke for ingenting, at jeg fik tatoveret Nothing’s gonna stop me from floating på min arm med sløjfeskrift. Den slags kan man have brug for at minde sig selv om, når man er 18, og Adam Weinberg tæsker en med bæltet, fordi man har tilladt sig at udsmykke sin krop med en Tori Amos-sang. Jeg ved godt, at du synes, hendes singer/songwriter-klavermusik er lige til brækspanden, men uden hende havde jeg været ilde stedt, kan jeg godt sige dig. Det var hende og Joni Mitchell og PJ Harvey, der inspirerede mig til at komponere mine egne sange, da jeg voksede op. Adam Weinberg forsøgte godt nok at banke hver eneste tone ud af mig, men jeg blev god til at skjule dem. Sangene nedskrev jeg i mine stilehæfter, så han ikke skulle finde dem, når han rutinemæssigt gennemgik mit værelse for fejl og mangler, og når jeg sang dem for mig selv, lærte jeg at hviske. Ja, du ved jo også, hvor lavt jeg kan synge, selv i dag, hvor det ikke er nødvendigt, og verden nærmest forventer, at jeg skriger. Dengang hviskede jeg af nød. I dag hvisker jeg, fordi det er sådan, jeg også lyder. Sådan, han har fået mig til at lyde, selv om han kun er rammen for min historie. Havde det her været en af dine romaner, ville de næste afsnit også udgå. For mange nuancer forstyrrer billedet, især når det gælder forældreportrætter i litteraturen. Kom stadig ikke og sig, at jeg ikke har hørt efter. Læserne vil have forældrene så onde som muligt, fordi de er opflasket med patetiske folkeeventyr og malerier af grædende børn. Det er en Kaminski Classic, ikke sandt? Men sagen er, at Adam Weinberg havde formildende sider. Det har alle jo. Selv din mor, gætter jeg på. Dengang forestillede jeg mig, at det var min farfar, der sad indespærret i Adam Weinbergs sjæl og ruskede i tremmerne, og somme tider slap en lille del af ham ud. 18

Førsteelskeren.indd 18

08/08/12 11.05


Der slap mest af ham ud i Adam Weinbergs spartansk indrettede arbejdsværelse i murermestervillaens kælder. Her stod eksempelvis den brune trækiste med min farfars historier og fotografier, og mærkeligt nok havde Adam Weinberg ingen indvendinger imod, at jeg læste dem og studerede billederne. Så længe jeg udlod at afsætte fedtfingre på trækistens låg og huskede at lægge de gulnede publikationer tilbage i en lige bunke, sorteret efter årstal, måtte jeg låne dem så ofte, jeg ville. På de alfabetisk ordnede hylder over Adam Weinbergs lille mahogniskrivebord stod der, blandt bøger om forudsigelige emner som krigshistorie og afdøde amerikanske præsidenter, bøger om astronomi, rumfart, botanik og Sigmund Freuds drømme­ tydning. Men ingen romaner. Adam Weinberg kunne ikke udstå folk, der løj. Hver aften fyldte han sit arbejdsværelse med musik, før han gik i seng klokken halv elleve sharp. Det kunne være Wagner, Mahler, Bruckner eller Stravinskij, men det hændte også, at han spillede Marlene Dietrichs Wiedersehen mit Marlene eller Stan Getz’ og João Gilbertos gamle bossanovaplade. Den, hvor Astrud Gilberto sukker sig igennem The Girl from Ipanema. Eller Ella Fitzgerald, der fortolkede værker af Johnny Mercer og Cole Porter. Jeg overspillede pladerne og hørte dem sammen med PJ Harvey, Tori Amos og Joni Mitchell. Det er dem, der har inspireret mig mest. Ikke Nick Cave, Tom Waits og David Bowie. Men hør her, fucker, så skal jeg nemlig fortælle dig, hvordan verden er skruet sammen for nogle af os. Hvis jeg går ud og siger offentligt, at jeg er inspireret af kvindelige musikere, så ender Schneewittchens musik lige i kattebakken sammen med Tina Dickow. Der kan vi ligge og spinde, og ikke en kæft vil tro på, at vi kan vise kløer. Og det kan vi, så langt er enige, ikke? Den enkeltgenstand, jeg oftest forbinder med Adam Weinbergs arbejdsværelse, er et af Kurt Weinbergs sort-hvide fotografier. Det var det eneste billede, der hang på murermestervillaens hvide vægge, nærmere bestemt i Adam Weinbergs arbejdsværelse, hvor det fyldte en hel endevæg. Det må have været mindst halvanden meter langt og en meter højt. Jeg får det dårligt, bare jeg tænker på det billede. Ikke at jeg havde det godt til at starte med, fucker, med tak til din løsgående pik. Nogen burde udstede et påbud om at holde den i snor, 19

Førsteelskeren.indd 19

08/08/12 11.05


ligesom pittbulls (og inden du tager det som et kompliment: Nej, din pik får mig ikke til at tænke på en kamphund. Snarere en pekingeser, hvis du endelig vil vide det). Kurt Weinbergs fotografi var taget i Paris ved nattetide, i en karnap med udsigt over boulevarderne gennem to åbentstående vinduer indhegnet af lavt smedejernsgitter. Som ville gitteret forhindre, at man fik den idé at springe. Eller modsat: opfordre til at man gjorde det. Jo mere man kiggede, jo mere mærkede man, at rummet ventede med tilbageholdt åndedræt. Mellem vinduerne stod en pejs pyntet med et svungent guldspejl, der afslørede en stukroset i loftet, et tomt spejl for endevæggen og en sort frakke, der hang med ryggen udad. Det så forkert ud med den frakke. Som var et genfærd på vej gennem væggen. Adam Weinberg og jeg talte aldrig om fotografiet, men jeg opdagede tidligt, at det var trykt sammen med min farfars historie Et særligt rum. Historien lød, at når nogen formastede sig til at røre ved noget derinde, flyttede på et cigaretetui, rettede på den kunstige buket liljer eller spillede et F på klaveret, så rørte noget i verden på sig. En flod ville flyde over sine bredder i Kina, en epidemi ville bryde ud i New Zealand, eller en storm ville fyge over det nordlige Canada. Dengang tænkte jeg, at det var Adam Weinbergs livsfilosofi i en nøddeskal: Hvis man ikke fulgte hans regler, faldt straffen prompte. Men måske ville Kurt Weinberg faktisk bare sige, at vi kan påvirke verden med vores handlinger. Det er dine sidste handlinger med to af mine veninder og tre af dine gå i byen-chicks jo et levende bevis på, og for din egen skyld: Lad være med at benægte, at du har haft noget kørende med veninde nummer to, Olivia O. Det står jo sort på hvidt i Nej, midt i bogen, du har sågar markeret kapitlet Olivia O. bliver forført af kendt forfatter med et æseløre. Olivia har blik for detaljerne, det ville jeg have rost hende for, hvis ikke jeg havde set mig nødsaget til afbryde al kontakt med hende. For eksempel kan jeg godt lide hendes beskrivelse af din højredrejede pik. Heldigt for dig, at hun ikke vidste, i hvor høj grad den matcher dine politiske holdninger. Så ville hun næppe have ladet sig forføre så modstandsløst.

20

Førsteelskeren.indd 20

08/08/12 11.05


Som du nok har bemærket, så skriver jeg næsten ingenting om min mor. Du tror sikkert, det skyldes, at jeg holder detaljer hemmeligt for dig, for sådan er vi kvinder jo. Falske som din polske bedstemors gamle frimærker, modsat dig, der er vederhæftig i alle livets forhold, hvor din pik ikke er indblandet. Prøv lige at overveje, hvor få forhold der i så fald er tale om. Men sandheden er, at jeg ikke kendte min mor. Hun gjorde rent, strikkede en frygtelig masse sweatere, som ingen havde brug for, trak sig mere og mere ind i sig selv og begyndte at dyrke bregner og paraplyblomster i vindueskarmene og hortensiaer på terrassen. Da hun døde, kørte Adam Weinberg alle hendes ting på forbrændingen. Det eneste, jeg nåede at redde, var en forsølvet pudderdåse, som hun havde liggende i en skuffe i soveværelset. Det er længe siden, jeg har set den, men den er vel pakket ned sammen med resten af mit liv. Da Adam Weinberg kom tilbage med den tomme anhænger, fortsatte vi, som var intet hændt. Det var ligesom med tæskene. Når de var uddelt, genoptog vi vores aftensmad eller førte en beåndet samtale om, hvordan jeg skulle forbedre min ordenskarakter i matematik. Han ansatte en rengøringshjælp tre dage om ugen, jeg overtog madlavningen. Hver aften fortrak jeg til mit værelse i stueetagen, imens Adam Weinberg fortrak til sit arbejdsværelse i kælderen. Ikke så sært, at jeg skruede mit liv tilbage til nul, da jeg fik muligheden, vel? Svaret giver sig selv. Jeg ved udmærket, at du kun har hån tilovers for forfattere, der bruger retoriske spørgsmål i deres romaner, men tro mig, fucker: Hvis mit liv bestod af flere af de retoriske spørgsmål og færre af de ubesvarede, ville jeg være glad. Det største af de ubesvarede spørgsmål er begyndt at hjemsøge mig, og nej, det er ikke, hvorfor du er sådan en gigantisk idiot, selv om det spørgsmål selvsagt også løber rundt i min hjerne som en hamster på speed. Det ubesvarede spørgsmål har et navn. Det hedder Virginia Hasle Svendsen. Eller bare Gina. Måske husker du hende fra Perhaps, Virginia, sidste skæring på A Multicolored Arrangement, hvis du overhovedet nåede til sidste skæring. Det gjorde du nok ikke. Jeg dedikerede pladen til Gina, ikke at jeg nødvendigvis forestiller mig, at du har opdaget det heller. Men det er hende, jeg nu rækker frem imod dig på et tretårnet 21

Førsteelskeren.indd 21

08/08/12 11.05


sølvfad som en generøs gestus, du ikke fortjener. Bare så du ikke tror, at det er i min historie med Adam Weinberg og Lulu Lind Weinberg, at din næste store bestseller ligger begravet. Gina var rødhåret og ansvarsløs og havde masser af den joie de vivre, du elsker. Måske fordi du ikke har nogen selv. Hendes tilnavn var Nattens Dronning, hvilket vistnok kom sig af, at hendes største talent var at score mænd og kvinder. Se, nu er du allerede interesseret, fucker, men jeg kan lige så godt tage alt håb fra dig med det samme. Hun blev født i 1923, så hun er alt for gammel til dig. Hun var min mormor. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg vidst, at hun og Kurt Wein­ berg var de eneste i min familie, jeg lignede. Jeg har aldrig set et billede af hende, så jeg skal ikke kunne sige, om det også gjaldt udseendet i hendes tilfælde. Jeg håber stadig, men rødhåret er jeg jo i hvert fald ikke, for så skulle du se mig lægge den sorte hårfarve på hylden og springe ud som Rita Hayworth. Hvad jeg ved, er, at Gina og jeg ligner hinanden af sind. Når jeg var uartig som lille, sagde min mor, at jeg var præcis ligesom hende. Selviskheden i min karakter, hysteriet og oprørstrangen. Det hele havde åbenbart sprunget en generation over, så hun havde fået de ædle egenskaber, mens jeg havde fået skraldespanden lige i hovedet. Hvad har jeg gjort forkert, siden jeg har fået et barn som dig? kunne hun spørge med foragt i stemmen, som regel græd hun for at kamuflere den, så det var mig, der skulle føle skyld over at få hende til at græde, frem for hende, der skulle føle skyld over ikke at elske mig. Gina havde heller ikke elsket Lulu, selv om hun havde lignet en engel, da hun var lille, med lyse slangekrøller og store, blå øjne. Gina elskede kun sig selv. Jeg må have været helt lille, da jeg fik det at vide, for jeg kan ikke huske, at jeg ikke har vidst det. Jeg kan heller ikke huske, at der er gået en dag, hvor jeg ikke har forestillet mig, hvordan det ville være at møde Gina og mærke, at jeg var i familie med en, der ligner mig selv. Realisme har tydeligvis aldrig ligget til mig. Gina blev sidst set i live den 20. maj 1948. Her er, hvad jeg ved: Gina er opvokset i Vordinghul, men jeg aner ikke hvor. Hendes far var læge på statshospitalet, hendes mor 22

Førsteelskeren.indd 22

08/08/12 11.05


var hjemmegående. Jeg ejer ikke så meget som et fotografi af dem. Jeg ved heller ikke, om Gina havde søskende. 16 år gammel blev hun gravid med en landmand ved navn Aage Lind, som døde, længe før jeg blev født. Jeg forestiller mig, at Aage må have været en flot mand, siden han kunne score Gina, men på den anden side var Gina vistnok let at score i den periode. På grund af graviditeten blev hun gift med Aage, som hun ikke elskede, og flyttede til en udtjent gård i Nordvestsjælland, hvor hun hadede at være. Her fødte hun Lulu, min mor. De første år af Lulus liv lå Gina i sengen med migræne, men da Lulu nåede skolealderen, blomstrede Gina op. Så vidt vides havde hun adskillige affærer, guderne må vide med hvem på de kanter. Den 20. maj 1948 tog Aage og Gina på skovtur for at fejre deres bryllupsdag. Jeg ved mere om den dag, end jeg ved om alle Ginas andre dage tilsammen, for min mor kogte suppe på den, længe efter at smagen var forsvundet, selv om hun ikke engang var med på turen. Vejret var strålende, fortalte hun. Gina var iført en rød og hvid-ternet kjole med et bindebånd i livet, hun havde en frokostkurv over den ene arm og gik et par meter bag Aage og plukkede blomster. De slog ind på en lille sti, der langt fremme mundede ud i en lysning. Aage gik og snakkede om vejret, da han opdagede, at Gina var blevet så stille der bag ham, og han vendte sig. Gina var der ikke. Man kan da ikke bare forsvinde ud i det blå, kan du indvende, men det gjorde hun ikke desto mindre. Hun forsvandt. Måske stak hun af. Måske slog nogen hende ihjel. Måske blev hun bortført af aliens. Eller måske løj Aage stærkere, end hans udtjente ponyer kunne rende. Lulu var ni år, da hun mistede sin mor. Jeg var 12 år, da jeg mistede min. Jeg ved ikke rigtig, hvad man kan konkludere på den baggrund, andet end at mønstret gentager sig. Lulu og jeg voksede begge to op med vores fædre, hun nægtede at tale om Aage, så jeg ved ikke, om han var værre eller bedre end min far, men jeg vælger at tro, at hun prøvede at gøre livet lettere for mig, end det havde været for hende. Hun vidste, hvor rædselsfuldt det var at vokse op uden at ane, om ens mor var levende eller død, så hun sørgede for at hænge sig fra en krog i loftet på mit værelse, så jeg ikke skulle være i tvivl om, hvad 23

Førsteelskeren.indd 23

08/08/12 11.05


der var blevet af hende. Det var mig, der fandt hende. Jeg ved jo, at det er den slags detaljer, du ville spørge ind til, hvis du kunne, med henblik på at udfolde dem, som du kalder det, når du kører følelseskanonen i stilling og bombarderer din tekst med virkemidler. Du kan også bare lytte til She Hangs Brightly. Ja, det er den af mine tekster fra A Multicolored Arrangement, som du fandt markant svagest, jeg ved ikke, om du erindrer din enetale? Der er jo mange at vælge imellem, kan man sige. Du sagde, at teksten var urealistisk og patetisk og ville passe til et weltschmerzramt gothband. Tilfældigvis er She Hangs Brightly også en én til én gengivelse af, hvordan det føltes at se sin mor hænge over sin seng. Jeg tror næppe, at der er meget mere at sige om den sag, end jeg allerede har sagt. Desuden var hendes sidste ønske, nedskrevet i selvmordsbrevet sammen med udførlige instrukser om, hvordan vi skulle gøde stueplanterne og vande hortensiaerne, at blive stedt til hvile i De Ukendtes Grav. Og tro mig, Nat: Hun ligger fint, hvor hun ligger. Hun ønskede fred, og det har hun fået. Med Adam Weinberg er sagen en anden. Dels er han ikke død, og dels er han ikke ukendt. Vi kan hurtigt blive enige om, at der er masser af ukendte brikker i hans historie, men jeg kender essensen af ham. Den er røgfarvet. Når jeg tænker på ham, bliver farven tæt. Den svier i øjnene og gør det vanskeligt for mig at trække vejret. Det gør ingen forskel, at jeg ikke har set ham, siden jeg forlod Vordinghul i år 2000. Det gør heller ingen forskel, at vi ikke har vekslet så meget som et ord alle årene, lige indtil i går formiddag. Da ringede han nemlig på min mobiltelefon, ud af det blå og ikke videre belejligt. Hans opkald er den direkte årsag til mine kragetæer nu. Da han ringede, stod de bipolære og jeg nede i øvelokalet og skændtes om, hvad vi skulle gøre med det gamle Dillie Keane-nummer Look Mummy, No Hands. Jeg var stemt for at kassere det og køre vores faste Nick Cave-repertoire igennem. The Ship Song, muligvis også Brompton Oratory, som vi overvejer at tage med i studiet, når vi skal indspille The Vanity Case. I wish that I was made of stone/So that I would not have to see/A beauty impossible to define/A beauty impossible to believe. See? Den tekst kan ikke engang du jo gøre bedre, Nat 24

Førsteelskeren.indd 24

08/08/12 11.05


King Kaminski. Dolly var mere stemt for, at jeg tog mig sammen og indlevede mig i teksten til Dillie Keane-nummeret. En fucking sentimental sang om en datter, der sidder på en karrusel og savner sin mor. – Hvis du skruer to hundrede procent op for farligheden, tror jeg, at vi er ved at være der. Du er for helvede ikke Sarah McLachlan, blev hun ved at sige, mens hun spillede akkorderne til første vers på sin bas. Behøver jeg at nævne, at vores forhold er en anelse anstrengt for tiden, men tak til dig, fucker? Hun har det med Sarah McLachlan, som jeg har det med Norah Jones, og hun blev ved og ved at køre frem. – Det er lige til pigekammeret nu! En eller anden, tænd de lyserøde stearinlys! Jeg havde lyst til at hænge Look Mummy, No Hands op i industrilampen over os og plaffe den ned med et maskingevær, men heldigvis blev jeg reddet af det udenlandske nummer på mit mobildisplay. Eller hvad jeg nu blev. Mig: ... Ja? [Rimelig højt for at overdøve Dollys ulidelige basgang.] Adam Weinberg: Veronica, det er mig. Jeg ved godt, at det er længe siden, vi har ... [Han rømmede sig flere gange. Det lød ikke, som om det hjalp.] ... vi har talt sammen, og at du ikke ønsker nogen kontakt med mig. [Så langt havde han fandeme ret.] Men der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig. Forstyrrer jeg? Det lyder, som om nogen spiller? Mig: Adam? Hvor er du? [Jeg signalerede til Dolly, at hun skulle være stille. Det fik hende omgående til at spille højere.] Adam Weinberg: Jeg har boet i Berlin de sidste ti år. Mig: I Berlin? [Det burde ikke komme bag på mig, at han var flyttet fra Vordinghul, men det gjorde det.] Adam Weinberg: Hør her, Veronica, jeg har fået konstateret noget halskræft. Det ser ikke godt ud, lægerne er ikke optimistiske, og jeg ... Mig: Hvis det handler om arven, så vil jeg foreslå dig at give pengene til Kattens Værn. Adam Weinberg: Det handler ikke om arven, Veronica. Det hand25

Førsteelskeren.indd 25

08/08/12 11.05


ler om din mormor. [På dette sted begyndte Dolly at synge Look, Mummy, no hands/I’m having to do it all by myself/Look, Mummy, no hands/I used to dismiss you/Now I just miss you med sin overspændte Kate Bush-stemme. Bedre til kor end til solosang, er vi enige om i bandet, men det ville Dolly skide på i dagens anledning.] Mig: Adam, jeg går lige udenfor. Øjeblik ... Okay, hvad var det, du sagde? Adam Weinberg: Vil det være bedre, hvis jeg ringer på et andet tidspunkt? Mig: [Med hovedet mod portens kølige væg.] Nej, nej! Lad os endelig få det overstået nu. Adam Weinberg: Kan du huske den dag, lige inden din mor gik bort [Så sig det dog, som det er, idiot. Hun hængte sig over min seng, der hvor den udklippede uro plejede at hænge.] Da vi tre sad inde på Slotstorvet og spiste frokost? Mig: Ja? Adam Weinberg: Der kom en dame over til os, kan du huske hende? Her må jeg åbne en parentes og uddybe, for ellers giver resten af samtalen ingen mening for dig. Hør her, Nat King: Dagen før min mor hængte sig over min seng i sin hvide satinpyjamas, sad hun og jeg og Adam Weinberg og indtog en klassisk frokost bestående af steak og fritter på en restaurant med udendørsservering ud til Slotstorvet i Vordinghul. Anledningen var Adam Weinbergs fødselsdag. Fødselsdage og begravelser i den nærmeste familie (hvilket ville sige Adam Weinbergs isbjerg af en mor, der langt om længe var stødt på grund et par måneder tidligere), var på det tidspunkt det eneste, der kunne få min mor ud af huset. Fra selve frokosten husker jeg tydeligst hendes gaffel. Den rystede, hver gang hun dyppede et diminutivt stykke steak i barbecuesaucen og førte det til munden. Vinglasset måtte hun opgive at gribe om, servietten lå krøllet til ukendelighed i hendes skød. En egentlig samtale havde vi ikke under måltidet, på den måde adskilte det sig ikke fra måltiderne hjemme i murermestervillaen. Min mor forholdt sig tavs, og Adam 26

Førsteelskeren.indd 26

08/08/12 11.05


Weinberg hørte mig i verdens hovedstæder, fordi min klasse skulle have geografiprøve om mandagen. Prøver var det sprog, han bedst forstod, så det talte vi ofte. Vi var nået til Sydamerika, da jeg observerede en kvinde komme hen imod vores bord. Jeg skal ikke kunne sige, hvor overvægtig hun reelt var under den grå teltkjole, hun var iført, men hvis jeg skyder på halvandet hundrede kilo, tager jeg næppe munden for fuld. Hendes ansigt var opsvulmet på en måde, der gjorde det umuligt at aldersbestemme hende, men at dømme ud fra det tynde hvide hår og den foroverbøjede gang måtte hun have rundet de 70 for en del år siden. Stemningen slog om og blev truende, jo tættere hun kom på vores bord. Min mor sad ret op og ned i sin stol med kniv og gaffel løftet et par millimeter over tallerkenen og stirrede på hende. Adam Weinberg, derimod, fattede lige så lidt, som han plejede. – Hvad er hovedstaden i Bolivia? spurgte han mig. Kvindens øjne var grønne. De kneb sig lidt sammen og så fra min mor til mig til min mor. – Hvad så med Paraguay? blev han ved. Da jeg ikke svarede, knaldede han næven i bordpladen, så tallerkenerne rystede. – Paraguay, blev der sagt! Er du dum, eller hvad? Kvinden løftede den ene arm og pegede på min mor. – Hvorfor svarede du mig aldrig? sagde hun med høj stemme, jeg ville kunne genkende den hvornår som helst. Halvt skærebrænder, halvt sav i svingninger, halvt mig, som jeg lyder i dag. Min mor lagde kniv og gaffel fra sig, hun lignede en, der gik endnu mere i søvne, end hun plejede, og hun ville have rejst sig. Jeg kunne se hende gribe om armlænene, hendes læber bevægede sig, men Adam Weinberg holdt hende tilbage. – Forsvind herfra, sagde han til kvinden. – Lige nu! Det var sådan, han plejede at tale til mig, når jeg var gået en karakter ned i skolen eller kom til at afsløre selviskheden, oprørstrangen og mine andre slette egenskaber, så der ikke var andet for end at hive bæltet frem. Eller stegepanderne og ledningerne de sidste år, jeg boede hjemme. Kvinden pegede på Adam Weinberg. – Så det var dig, der tog dem, sagde hun med lav stemme. – Selv­ 27

Førsteelskeren.indd 27

08/08/12 11.05


følgelig var det dig, det burde jeg have sagt mig selv. Må du være evigt forbandet, din satan. – Tog hvad? spurgte jeg, men som bekendt var min barndom fattig på svar. Et øjeblik så kvinden på mig. Noget bevægede sig i hendes ansigt, trak sig sammen omkring hendes øjne. Jeg forstod ikke hendes tavse sprog. Derpå rejste Adam Weinberg sig og trådte ind foran mig. – Forsvind så! Lige nu! sagde han. Grå skyer trak sig sammen over hans ord, og hun trådte et par skridt baglæns, stadig med armen løftet. Knyttede næven og forbandede ham igen, så spyttet stod om munden på hende. Imens hun gik bort, i retning af Gåsetårnet, vendte hun sig adskillige gange og råbte ud over pladsen at hun håbede, han ville brænde op i helvede. At Gud ville straffe ham for det, han havde gjort. Min mor lignede en søvngænger, der var blevet vækket midt i et mareridt, og Adam Weinbergs kinder var hvidere end væggene i murermestervillaen. Folk omkring os stirrede. Adam Weinberg satte sig roligt tilbage på sin stol, han og min mor så på hinanden, og jeg kom til at tænke på hendes strikkepinde. Rækker af masker, der faldt af dem, et helt strikketøj, der blev til garn. Optrævlet til ingenting. Sådan så hun ud. Han greb om kniv og gaffel og skar det sidste af sin steak i lige store kvadrater, stak gaflen i den nærmeste og førte den til munden. – Hvad er så hovedstaden i Uruguay? spurgte han og rettede blikket mod mig, og jeg hørte mig selv svare Asunción. Han sænkede ilde­varslende brynene og tyggede langsommere af munden, end han behøvede. – Hvad sagde du? – Ikke noget. – Er du svagt begavet, Veronica? Han knaldede næven i bordpladen, så min mors hvidvinsglas fik overbalance. – Hvad? Er du? Min mor så sig undskyldende om, da hun rejste glasset op, som var det fucking hendes skyld, at vinen spredte sig ud over dugen og dryppede ned på fliserne under os. Jeg kunne mærke våde plask på mine cowboybukser. Adam Weinberg flyttede på fødderne. 28

Førsteelskeren.indd 28

08/08/12 11.05


– Montevideo, sagde han. – Tror du, at du kan huske det nu? Det troede jeg. Jeg har aldrig glemt de sydamerikanske hovedstæder. Jeg har heller aldrig glemt damen med teltkjolen, der lærte mig, at man ikke bliver omskabt til sten, hvis man forbander Adam Weinberg langt ned i helvede. Tværtimod. Hvis man gør det overbevisende, er det Adam Weinberg, der bliver bange. Jeg har brugt årene efter Vordinghul på at blive lige så cool som hende. Tænk bare på teksten til det allerførste Schneewittchen and the Bipolarshit, Shaken Baby Syndrome. Det mest usandsynlige hit i dansk P3historie. Du troede, at det handlede om Alices voldelige kæreste, og hånede hende for ikke at have forladt ham for længst. Men det handlede altså om Adam Weinberg. Som du om nogen ved, kan man ikke forlade sine forældre, selv om man forsøger. I sidste ende kommer de tilbage for at gøre regnskabet op. Adam Weinberg var heldigvis mindre kry i telefonen i går, end han var dengang ved Slotstorvet i Vordinghul. Eller også var jeg blevet mere cool i mellemtiden. Mig: Siger du, at den fede dame, der ...? Adam Weinberg: Ja, den ældre dame, der spurgte, hvorfor din mor aldrig svarede hende, var Gina. Mig: [Prøvede at få billederne til at passe, men måtte opgive.] Hun spurgte ikke. Hun råbte og skreg og forbandede dig langt væk. [Forståeligt nok, ville jeg ønske, at jeg havde tilføjet.] Adam Weinberg: Det er vel et definitionsspørgsmål. [Sådan plejede han at sige, ildevarslende, inden han trak bæltet ud af sine bukser og gjorde sig klar. Et definitionsspørgsmål. Hans liv var brolagt med dem.] Mig: Hvordan ved du, at det var Gina? Adam Weinberg: Hun skrev to breve til din mor tilbage i 1970, hvor hun fortalte hende sin historie. Eller dele af den. Den del, din mor ikke kendte. Det var de breve, Gina refererede til, da vi mødte hende. Jeg tillod mig at åbne og læse dem, bare for at sikre mig, du ved ... [Gu vidste jeg ej] og jeg vurderede ikke, at din mor var stærk nok

29

Førsteelskeren.indd 29

08/08/12 11.05


til at læse dem. De ting, Gina skrev, var oprørende. Så jeg gemte brevene alle årene, det forstår du forhåbentlig godt. Mig: Nej. Adam Weinberg: Jo, du gør. Du forstår godt, at din mor var alt for skrøbelig til at læse sådan nogle breve. [Men hun var ikke for skrøbelig til at blive mor, din idiot? havde jeg lyst til at råbe ind i røret. I stedet bed jeg mig i kinden, til det blødte.] Mig: Men hvad står der i de breve? Adam Weinberg: Jeg vil hellere have, at du selv læser dem. Mig: [Lettet.] Jamen send mig dem endelig. Jeg bor midlertidigt hos en veninde, jeg kan give dig hendes adresse, vent lige ... Adam Weinberg. Nej. Brevene bliver her hos mig. [Han rømmede sig igen, det lød mere som åndedrætsbesvær denne gang.] Det er faktisk derfor, jeg ringer, Veronica. Mit ønske er, at du kommer herned og henter dem, du behøver ikke at blive her ret længe. Jeg vil bare gerne se dig, før jeg ... Du er trods alt min datter, selv om du har taget dig et nyt navn og ikke vil ... Mig: [Med fast stemme.] Det kan der ikke blive tale om. Adam Weinberg: Sådan skal du ikke tale til mig! [Porten, jeg stod i, rungede. Dolly var kommet ud til mig. Hun spurgte, om alt var i orden, og jeg svarede, med hånden over røret, at nej, alt var ikke i orden, men hvis hun gad skride, ville jeg have et problem mindre. Hun satte sig på trappen og så opmærksomt på mig. Jeg kender hende godt nok til at vide, at hun kun ser sådan ud, når hun er seriøst bekymret.] Mig: Hvad var det, der var så oprørende ved de breve? Adam Weinberg: Han fik hende spærret inde i årevis. Mig: Hvem? [Jeg ventede, men der blev ved at være stille i den anden ende af røret.] Mig: Er Gina stadig i live, så? Adam Weinberg: [Efter endnu en pause.] Jeg ved det ikke, Veronica. Jeg har ikke set hende siden dengang, og da var hun jo allerede en ældre dame. Mig: Men skrev hun intet om, hvor hun boede? Så kunne man jo 30

Førsteelskeren.indd 30

08/08/12 11.05


starte med at lede der? [Dolly stod ved siden af mig nu. Hun havde et fast greb om min frie hånd.] Adam Weinberg: Er du svagt begavet? Du må selv læse de skide breve, siger jeg jo! Mig: Jeg lægger på nu. Adam Weinberg: Nej, nej, jeg vil gerne have, at du læser de breve. Veronica, er du der? Jeg vil gerne have, at ... Jeg har jo fulgt dig lidt på afstand. Med dit band, jeg har sågar købt jeres cd, bare for at høre ... selv om det selvfølgelig ikke er den slags musik, jeg plejer at lytte til, og jeg ikke helt forstår, hvad I vil ... med musikken. [Kvalmen steg op i min hals ved tanken om, at han havde hørt så meget som en strofe af min musik.] Mig: Undskyld mig. Jeg skal lige ... [Jeg lænede mig til siden, brækkede mig og tørrede mig med mit ærme. Dolly havde et fast greb omkring mig. Hun bandede på mine vegne.] Adam Weinberg: Er du syg? [Han lød bange.] Her må jeg åbne endnu en parentes og bemærke, at en idé forplantede sig i mig i det øjeblik. Det var ordet indespærring, der gjorde udslaget. Pludselig huskede jeg alle de passager i Moderkomplekset, der handler om din sindssyge mors opdragelsesmetoder. De gange, hun spærrede dig og din bror inde på jeres værelser i dagevis for at få jer til at vise hende respekt. Eller hvad det nu var, I skulle vise hende. Jeg huskede også, hvor ude af dig selv du blev, dengang jeg lige havde mødt dig, og døren til dit badeværelse gik i baglås, så du ikke kunne komme ud. Du endte med at sparke døren ind, kan du huske det? Da jeg stod og talte med Adam Weinberg, tænkte jeg: Dine egne inspirationskilder er jo for længst tørret ud, så en oprørende historie om indespærring kunne måske interessere dig. Muligvis kunne den ligefrem få dig til at skrive igen og dermed gøre lidt nytte. Den ene tanke tog den anden: Risha, der mener at vide, at du er parat til at forlade Strandboulevarden, og mig, der er overbevist om, at du må væk fra dine lidt for vante omgivelser. Ingen tvivl om, at jeg tænkte mere på dig, end jeg tænkte på mig selv i det øjeblik. Jeg elsker dig 31

Førsteelskeren.indd 31

08/08/12 11.05


jo. Det er ikke til at holde ud, men du er der hele tiden. Ligesom den skingre baggrundsmusik på kinesiske restauranter. Man ender med at sidde og æde i takt, uanset hvor meget man forsøger at ignorere den. Mig: Hvis jeg bad dig, ville du så gøre et par ting for mig? Adam Weinberg: Det kommer da sandelig an på, hvad det er. Mig: Du kender Nat Kaminski, ikke? Forfatteren? Adam Weinberg: Ja, det er ham den outrerede type, der hele tiden bliver slæbt i retten. Hvorfor? [Ha! Det skudsmål har jeg glædet mig til at overbringe dig.] Mig: Fordi jeg elsker ham. [Ja, det sagde jeg. Forstå det, hvem der kan.] Adam Weinberg: Du ... hvad? Mig: Du hørte mig godt. Han skal væk fra sin lejlighed, og han mangler en historie at skrive, der ikke er hans egen. Indespærring lyder som det helt rigtige emne. Bor du et ordentligt sted? Adam Weinberg: Hvad skal det spørgsmål gøre godt for? Mig: [Med tydelig mundstilling.] Bor du et sted, man kan være bekendt at sende en forfatter hen? Er det hvidt og sterilt og gardinløst, eller kan man rent faktisk holde ud at sidde der og arbejde? Adam Weinberg: [Bestyrtet.] Foreslår du, at jeg ...? Mig: Ja, jeg foreslår, at du rykker midlertidigt ud af din lejlighed og lader Nat flytte ind. Og så lader du mig om at få ham gelejdet ned til Berlin, uden at han fatter, hvad der foregår. Adam Weinberg: Du skal ikke bryde dig om at kommandere rundt med mig på den måde! Mig: [Når man har tilbragt en hel barndom med Adam Weinberg, lærer man at tænke hurtigt i tilspidsede situationer. Hvis jeg selv skal sige det, var jeg over gennemsnitligt hurtig i hovedet den dag.] Jeg har faktisk en rettelse. Adam Weinberg: Aha? Mig: Ja, hvis du tager en kopi af brevene, sender kopien til mig på Vesterbro og gemmer originalerne, så Nat selv må finde dem, vil det være tiptop. 32

Førsteelskeren.indd 32

08/08/12 11.05


Adam Weinberg: [Mere forundret end vred.] Jeg kan ikke følge dig, Veronica. Mig: Hvis tingene bliver serveret for Nat, nægter han at spise. Han brænder kun for det forbudte. Hemmeligheder er hans speciale, så hvis brevene skal interessere ham, skal han selv finde dem. Adam Weinberg: Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg dog skulle ...? Mig: [Så mig nødsaget til at gøre kort proces.] Måske har du lyst til at pynte lidt på dit eftermæle? Det ser jo ikke særlig kønt ud, som det er. Behøver jeg at gå i detaljer? Adam Weinberg: [Rømmede sig på præcis samme måde, som du plejer at gøre.] Så du tror, at Nat Kaminski kunne finde på at bruge din mormors historie i en af sine bøger, hvis ...? Mig: Nu vil du jo ikke fortælle mig, hvad historien går ud på. Men hvis den er så oprørende, som du siger, så er det vel en mulighed. Han mangler noget at skrive om, det er helt sikkert. Adam Weinberg: Så hvis vi lige skal opsummere en gang: Du beder mig overlade mit private hjem til en outreret forfatter og sende dig en kopi af Ginas breve. Var der ellers andet, gaveboden kunne friste med i dag? Mig: Ja, der er en ting til. [Dette var ved at udvikle sig til den længste samtale, jeg nogensinde havde haft med Adam Weinberg.] Adam Weinberg: Jeg er lutter ører? Mig: Jeg vil sætte pris på, hvis du vil sende farfars historier og fotografier med til mig. Jeg går ud fra, at du stadig har dem? [Jeg ventede, men Adam Weinberg forholdt sig tavs.] Der er vel alligevel ikke andre til at arve dem end mig ... Far? [Nu satte jeg virkelig trumf på.] Adam Weinberg: Ja? Mig: Det ville betyde rigtig meget for mig. Adam Weinberg: [Efter en lang pause.] Jeg skal tænke over det hele, Veronica. Det er jo ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, det her. Jeg vender tilbage til dig på det her nummer. Jeg sagde til ham, at han kunne sende mig en sms. Dolly havde øret mod min telefon for at få det hele med, hendes øjne var lige så store 33

Førsteelskeren.indd 33

08/08/12 11.05


som hendes brystparti. Faktisk har jeg altid misundt hende det brystparti, men synet af det giver mig hovedpine, efter at du har raget på det (for det må jeg jo antage, at du har. Al din snak om, at et delikat bryst skal kunne ligge i et champagneglas, er bla bla og så det lange, ikke sandt?). Dolly så imponeret på mig, da jeg stak telefonen i baglommen på mit miniskirt. – She was known as The Bitch and she deserved the title, sagde hun. Det var meningen, at jeg skulle sige hvem? Hvad taler du om? men i stedet gik jeg tilbage mod øvelokalet, hvor Emma slog en frustreret trommesolo ud over os, og Alice freestylede over vores nye hitsingle Nothing Broken, Nothing Thrown. Så snart The Vanity Case er indspillet, må vi tvinge hende i behandling for, hvad det end er for en spiseforstyrrelse, hun hardcore udlever. Hendes arme og lår ligner bambusrør. De kulørte blade spekulerer også i hendes tilstand nu, men journalisterne ved jo ingenting om os. Det giver Schneewittchen en aura af fatal mystik, som du kunne lære noget af, Nat. Det tænkte jeg på, da jeg gik hen til mikrofonen og sagde til de andre, at jeg syntes, vi skulle tage Look Mummy, No Hands igen. – Med klaver og det hele? spurgte Emma og slog sig ned ved det ramponerede Bösendorfer og slog klør ti i tangenterne. Hun er så overlegen på det instrument. – Den lange intro? – Yes, please. Selv når min far ringer efter 12 års tavshed og fortæller mig, at det menneske, jeg har drømt om at møde altid, muligvis stadig er i live et eller andet sted i Vordinghul eller omegn, er det dig, jeg tænker på, fucker. Det siger vel alt om den kærlighedsrelaterede tropesyge, jeg har pådraget mig. – Spil lige den intro igen. Som om du danser på tæer denne gang, gider du? Dollys bas lagde sig under tonerne som mørkt fløjl, Alice holdt elguitaren i ro som en kamphund ti sekunder før et blodigt angreb. Jeg ved godt, at jeg ikke synger smukt i klassisk forstand. Mit høje register består af luft, de dybe toner forsvinder i halsen, mellemtonerne har jeg en tendens til at vrænge ad, jeg har altid lydt sådan. Det var 34

Førsteelskeren.indd 34

08/08/12 11.05


ikke mig, der blev sat til at synge solo i skolen, hjemme hviskede jeg kun. Først da jeg slap væk, lærte jeg at være højlydt. Til sidst blev min stemme hæs. Ja, det ved du jo alt om. Du elskede min stemme, hævdede du, men det var sikkert bare bonuspoint på din bullshitkonto. Ginas stemme var endnu hæsere end min, så måske har hun også brugt sit liv på at råbe og skrige. Jeg ved det ikke endnu, men at dømme ud fra hendes udseende den dag på Vordinghul Slotstorv, er hun næppe gået gennem livet på en lind strøm af fucking rosenblade. Hæsheden er noget af det, anmelderne har fremhævet ved Schnee­ wittchen, og så hviskeriet, selvfølgelig, fordi det kun er pænpigede sangerinder, særligt de svenske Lisa Ekdahl-kloner i hvide stropkjoler, der hvisker. Pænpiget er Schneewittchen ikke, så noget stemmer dårligt. Det er det værste, anmeldere ved. Kan Veronica Lake overhovedet synge? spurgte én, og svaret er nej. At jeg skulle ende med at blive noget ved musikken, er sikkert kommet bag på hele Vordinghul, men mig overrasker det ikke. Verden drukner i skønsang. Klassiske sopraner og lillepiger med gamle sjæle (det har de yngste af dem altid, skal man tro deres pladeselskabers pressemateriale), excentriske feer, der imiterer Björk på tyvende år, og quirky sangerinder, der laver deres egen lyd på Garageband og tror, at de er for cool. Men der er ganske få forpissede kvinder, der nægter at sige undskyld og slå blikket ned, når nogen træder dem over tæerne. Somme tider er det svært at være den kvinde. Så må man piske hende frem fra det mørkeste hjørne. Men i går, da jeg stod og sang Look Mummy, No Hands, faldt det mig let. Alice angreb melodien med sin elguitar, Dolly kastede en overstemme ind over, og jeg splittede hele den sentimentale elendighed af en sang ad, til den lød som et rugende Kurt Weinberg-fotografi. Look, Mummy, no hands/I’m riding the roundabout all by myself [for du er jo fucking død, ikke sandt, dit minusforbillede] Look, Mummy, no hands/I called as I passed her, faster and faster/Hold on tight, darling! she called out in fear [ja, right]/But I laughed and pretended that I couldn’t hear. Når jeg synger, som jeg sang i går, lyder jeg ikke som nogen anden, så meget ved jeg. Det er min styrke, og det er også din, Nat. Når du har noget 35

Førsteelskeren.indd 35

08/08/12 11.05


på hjerte, lyder du som dig selv, og sådan vil jeg have dig til at lyde igen. Dolly kom hen til mig, da jeg var færdig. Hun sagde ikke noget, strøg mig bare over håret, til jeg slog hendes hånd bort. Tilgivelse er ikke min stærke side, selv om jeg har haft rigeligt med folk at øve mig på. Adam Weinberg sms’ede mig i aftes, at han gik ind på mit forslag under forudsætning af, at du ikke splitter hans lejlighed ad, og at du ikke nævner ham med et ord. Jeg skrev tilbage til ham, at han nok måtte forberede sig på at optræde i rammefortællingen, og at du notorisk ødelægger alting, dine forhold inklusive (men det sidste skrev jeg ikke), så han skulle nok regne med at få sig et par overraskelser undervejs. Adam Weinberg svarede, at han ville sende mig Ginas breve og min farfars historier og fotografier i morgen, hvilket vil sige i dag, så jeg kan forvente at modtage dem på lørdag, hvis posten ikke er forsinket. Vend tilbage, når du ved, hvornår N.K. ankommer, skrev han, og det ved jeg sådan set allerede. Så snart jeg havde hørt fra Adam Weinberg, ringede jeg nemlig til Risha med den glædelige nyhed. – Risha, sagde jeg, – jeg ved, hvor Nat skal hen. Gider du lige klikke dig ind på SAS’ hjemmeside? For så synes jeg bare, at vi skal bestille den flybillet med det samme. – Første klasse? – Monkey class. Det passer til ham. Du og dit højredrejede vedhæng skal til Schöneberg i det tidligere Vestberlin. I lander på mandag, og lad mig understrege, at jeg ikke udelukkende har sat det her i scene for at redde dig. Trods alt må der være en øvre grænse for, hvor stor en kliche jeg har lyst til at være, og desuden er jeg som bekendt selvisk om en hals ligesom min mormor. Jeg vil have hendes historie frem i lyset, hvad den end er. Den har ligget i Adam Weinbergs skuffe længe nok, og den trænger til at blive råbt fra hustagene sammen med alt det andet, jeg kun kan finde ud af at synge om, fordi jeg jo ikke er forfatter. Det sidste behøver jeg næppe at fortælle dig, fucker, så ofte som du har rettet mit beklagelige dansk. Du kan selv være beklagelig. Men jeg kender altså 36

Førsteelskeren.indd 36

08/08/12 11.05


ingen anden end dig, der vil kunne fortælle historien, så hele verden potentielt vil læse med. Inklusive Gina, hvis hun stadig er i live. Ja, det er et kompliment. Tydeligvis har du brug for, at nogen sparker dig så eftertrykkeligt i røven, at du havner midt i en historie, du ikke kan modstå. Der er et kinesisk ordsprog, der lyder, at den, der virkelig vil kende sin kommende kone, må lære hendes mor at kende. Men den, der virkelig, virkelig vil kende sin kommende kone, må lære hendes mormor at kende. Det kan du jo så tænke over, hvis du stadig har en rest af hjerne tilbage. Jeg venter på dig. Din Veronica

Førsteelskeren.indd 37

08/08/12 11.05


Foersteelskeren af Leonora Christina Skov