Issuu on Google+


Af samme forfatter: Havets Katedral


Ildefonso Falcones

Fatimas hĂĽnd

Oversat fra spansk af Ane-Grethe Ă˜stergaard

Cicero


Copyright © 2009, Ildefonso Falcones de Sierra Oversat fra originaludgaven fra Random House Mondadori, Barcelona, 2009 Originaltitel: La mano de Fátima Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagslayout: Ferran López / Random House Mondadori Omslagsfoto: Dome Mihrab Cordoba Mosque © The Bridgeman Art Library Forfatterfoto: © Joan Tomás Tilrettelægning af dansk omslag: Nic Oxby ISBN: 978-87-7079-100-7 Første danske udgave Printed in Germany 2011 Citaterne i kapitel 43 og 57 er fra Den kløgtige adelsmand Don Quijote de la Mancha af Miguel de Cervantes Saavedra, Rosinante, 3. udgave, 1. oplag, oversat af Iben Hasselbalch. Citatet fra Koranen i kapitel 59 er fra Forlaget Vandkunsten, København, 1. udgave, 1. oplag, oversat af Ellen Wulff.

Cicero er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til mine sønner: Ildefonso, Alejandro, José María og Guillermo


Hvis en muselmand er i kamp eller af en anden grund befinder sig på de vantros område, er han ikke forpligtet til at gebærde sig anderledes end dem, der omgiver ham. Under sådanne omstændigheder kan han enten af egen fri vilje eller under tvang efterligne disse, forudsat hans adfærd indebærer en gevinst for troen, som at formane de vantro, opsnappe hemmeligheder og bringe dem til andre muselmænds kendskab, afværge en ulykke eller tjene et andet godt formål. A hmad Ibn Taymiya (1263-1328) berømt arabisk retskyndig


I

I Allahs navn … Således kæmpede vi hver dag mod fjender, kulde, varme og sult, mangel på ammunition og udrustning, konstante nye ødelæggelser og stadige dødsfald, til vi en dag så fjenden, dette krigeriske folk, der havde stået samlet, bevæbnet, stedkendt og fuldt af tillid til berberes og tyrkeres hjælp, overvundet, tvunget i knæ, fordrevet fra deres jord, frarøvet deres huse og ejendom, mænd og kvinder fanget og bundet, tilfangetagne børn solgt på auktion eller ført bort for at bo i fjerne, fremmede egne … En tvivlsom sejr, med så mange farefulde hændelser, at man til tider måtte spørge, om det var os eller fjenden, Gud ville straffe. Diego Hurtado De Mendoza Guerra de Granada, Libro Primero


1

K

Juviles, Alpujarras, Granadas Rige Søndag den 12. december 1568

irkeklokken, der kaldte til højmesse klokken ti, gennembrød den iskolde luft, som omgav denne lille by i en af Sierra Nevadas mange udløbere. Det metalliske ekko fortabte sig ned ad skrænten, som ville det knuses mod bjergkæden Contraviesa, der mod syd afgrænsede den frugtbare dal med floderne Guadalfeo, Adra og Andarax, alle tre næret af talløse bjergstrømme fra de sneklædte tinder. På den anden side af Contraviesa strakte­ Alpujarras sig mod Middelhavet. Omkring to hundrede mænd, kvinder og børn – de fleste med slæbende skridt og næsten alle tavse – vandrede i den blege vintersol af sted mod kirken og samlede sig ved dens dør. Kirken var af okkerfarvede sten, uden nogen form for ydre udsmykning, og bestod i al sin enkelhed af en rektangulær bygning og et kraftigt tårn, hvor klokken hang. Foran bygningen var der en plads med udsigt til de vidtforgrenede vandløb, der strømmede fra Sierra Nevada ned i dalen. Fra pladsen udgik smalle gyder med lange­ rækker af en- eller toetagers huse, der var overstrøget med pulveriseret skifer og havde ganske små døre og vinduer, flade tage og runde skorstene med svampeformede hætter. På tagene lå der 11


peberfrugter, figner og vindruer til tørre i solen. Gyderne snoede sig op ad bjergskråningerne, så tagene på de nederst beliggende huse mødte fundamentet på husene ovenover, som om de stod på skuldrene af hinanden. På pladsen, over for kirkedøren, stod en klynge børn og nogle­af den snes gammelkristne, der boede i byen, og betragtede en gammel kvinde oppe på en stige, som var lænet mod kirkens facade. Kvinden rystede over det hele, og de få tænder, hun havde tilbage­i munden, klaprede af kulde. Moriskerne gik ind i kirken uden at skæve til deres søster i troen, der siden morgengry havde stået deroppe uden overtøj i vinterkulden og klamret sig til øverste trin. Klokken klemtede, og et af børnene pegede op på kvinden, der skælvede ved lyden af kneblens slag, men anstrengte sig for at holde­ balancen. Latter og fnis brød stilheden. „Heks!“ lød det grinende. Et par sten ramte den gamles krop, og trappen nedenfor blev fyldt med spytklatter. Klokken tav, og de kristne, der stadig befandt sig udenfor, skyndte sig ind i kirken. Foran altret og med front mod menigheden knælede en kraftigt bygget mand, mørk og garvet af solen, uden kappe eller andet overtøj. Han havde et reb om halsen og armene strakt ud til siderne, som et kors. I begge hænder holdt han et tændt vokslys. Nogle dage tidligere havde denne mand givet sin syge kones særk til den gamle kvinde på stigen, for at hun kunne vaske den i en kilde, hvis vand efter sigende havde helbredende kraft. I denne lille kilde, skjult mellem klipperne og det tætte, ufremkommelige vildnis, blev der ellers aldrig vasket tøj. Don Martín, landsbyens præst, havde overrasket kvinden i færd med at vaske denne enlige særk og havde ikke været i tvivl om, at det måtte dreje sig om trolddom. Straffen lod ikke vente på sig: Den gamle kvinde skulle tilbringe hele søndag formiddag på stigen til offentlig spot og spe. Den godtroende morisk, der havde tyet til trolddom, blev idømt den bod at knæle under hele messen, så han kunne ses af alle og enhver. Så snart de var trådt ind ad kirkedøren, gik mænd og kvinder til hver sin side, og kvinderne satte sig med deres døtre på de for12


reste rækker. Den angrende synder på gulvet så tomt ud i luften. Alle kendte ham. Han var en god mand, der passede sin jord og de par køer, han ejede. Han havde blot villet hjælpe sin syge kone. Lidt efter lidt satte mændene sig stille og roligt bag ved kvinderne. Da alle­ havde indtaget deres pladser, trådte præsten don Martín, bene­ficiariussen don Salvador og kirketjeneren Andrés hen til altret. Don Martín, der var tykmavet og blegfed, med rosenrøde kinder og iført guldbroderet messehagel af silke, satte sig til rette i en højrygget stol med front mod menigheden. Beneficiariussen og kirketjeneren stillede sig på hver sin side af ham. Kirkedørene blev lukket. Trækken forsvandt, og olielampernes flammer ophørte med at blafre. I lysskæret strålede de farvede kassetter i mudéjarloftet om kap med de højtidelige, tragiske billedtavler på højaltret og side­altrene. Kirketjeneren, en høj, ung mand, der var mager og mørk i huden som de fleste i menigheden, åbnede en bog og rømmede sig. „Francisco Alguacil,“ læste han op. „Her!“ Efter at have kontrolleret, hvorfra svaret kom, noterede kirketjeneren noget i bogen. „José Almer.“ „Her!“ Igen blev der noteret. „Milagros García, María Ambroz …“ Navneopråbet blev besvaret med et ‘her!’, der, efterhånden som opråbet skred frem, mere og mere lød som en snerren. Kirketjeneren fortsatte med at råbe op og notere. „Marcos Núñez.“ „Her!“ „Du var ikke til messe sidste søndag.“ „Jeg var …“ Manden forsøgte at forklare sig, men kunne ikke finde ordene. Så afsluttede han sætningen på arabisk og fægtede i luften med et papir. „Kom herop!“ Marcos Núñez sneg sig gennem forsamlingen op til altret. „Jeg var i Ugíjar,“ lykkedes det ham denne gang at fremstamme undskyldende, idet han rakte papiret frem. 13


Kirketjeneren kastede et blik på det og gav det videre til præsten, der studerede det indgående. Da han så underskriften, nikkede han og skar en grimasse: Overabbeden ved kollegiatkirken i Ugíjar bekræftede, at en nykristen ved navn Marcos Núñez, hjemme­hørende i Juviles, havde deltaget i højmessen i Ugíjar den 5. december, året 1568. Antydningen af et smil gled over kirketjenerens ansigt, og han skrev noget ned i bogen, før han fortsatte med at råbe op fra den uendelige liste over nykristne – muselmænd, som af kongen var blevet tvunget til at lade sig døbe og antage den kristne tro, og hvis tilstedeværelse ved messen han skulle kontrollere alle søndage og helligdage. Nogle af de tiltalte svarede ikke, og deres fravær blev omhyggeligt registreret. To kvinder kunne – i modsætning til Marcos Núñez med hans dokumentation fra Ugíjar – ikke gøre rede for, hvorfor de ikke havde været til messe søndagen før. Begge forsøgte febrilsk at undskylde sig. Kirketjeneren lod dem ævle løs og skævede hen til præsten. Den ene af kvinderne opgav sit forsøg, så snart don Martín med en bydende bevægelse havde ladet hende forstå, at hun skulle tie stille. Den anden derimod fortsatte og hævdede, at hun havde været syg om søndagen. „Spørg bare min mand!“ råbte hun skingert og spejdede nervøst efter sin mand på en af de bagerste rækker. „Han kan bekræfte …“ „Ti stille, din djævelske sleskepotte!“ Don Martíns råb fik kvinden til at forstumme og sænke hovedet. Kirketjeneren noterede hendes navn ned. Begge kvinder skulle betale en bøde på en halv real. Da alle langt om længe var råbt op, indledte don Martín messen, dog først efter at have beordret kirketjeneren til at få den angrende, der holdt vokslysene, til at løfte hænderne højere op. „I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn …“ Selve gudstjenesten begyndte, skønt kun få forstod de hellige ord og kunne følge det rasende tempo og de ustandselige råb, hvormed præsten dadlede dem i sin prædiken. „Tror I da, at en kildes vand kan helbrede jer for nogen syge?“ Don Martín pegede på den knælende mand. Hans pegefinger skælvede, og ansigtet fortrak sig. „Det er jeres bod. Kun Kristus kan be14


fri jer for de ulykker og afsavn, hvormed han straffer jeres udsvævende levned, jeres gudsbespottelser og vanhellige tanker.“ Men hovedparten af dem talte ikke spansk; nogle var i stand til at omgås spanierne på aljamiado, en blandingsdialekt af arabisk og spansk. Alligevel skulle de alle kunne deres fadervor, Ave Maria­, credo, salve og De Ti Bud på spansk. Moriskernes børn kunne dem takket være den undervisning, de modtog fra kirketjeneren. De voksne lærte dem i de timer i den kristne tro, som blev afholdt hver fredag og søndag, og som de var forpligtet til at deltage i. Hvis de udeblev, faldt straffen i form af bøder og forbud mod indgåelse af ægteskab. Først når de kunne alle bønnerne udenad, blev de fritaget­ for timerne. Under messen var der nogle, der bad. Børnene, der havde al deres opmærksomhed rettet mod kirketjeneren, gjorde det med høj og tydelig stemme, nærmest råbende, sådan som deres forældre havde formanet dem til, for på den måde kunne forældrene undgå opmærksomhed fra beneficiariussen, der gik rundt mellem dem og snusede, og sådan kunne de i al ubemærkethed bede: Allah Akbar­. Mange af dem hviskede det hen for sig med lukkede øjne og sukke­ de­. „Oh, milde Herre! Fri mig for mine mangler, mine laster …“ lød det fra mændenes rækker, så snart don Salvador havde fjernet sig lidt. Men han fjernede sig aldrig ret meget, som om han frygtede, at man ville udfordre ham ved at påkalde muselmændenes gud midt under højmessen i den kristne kirke. „Oh, Hersker! Led mig med Din styrke …“ råbte en af de unge morisker flere rækker derfra, midt i børnenes højlydte fadervor. Don Salvador vendte sig ophidset. „Oh, Fredsstifter! Vis mig nåde …“ benyttede en anden lejligheden til at bønfalde om fra den modsatte side. Beneficiariussen blev rød i hovedet af raseri. „Oh, Barmhjertige!“ sluttede en tredje sig til. Da den kristne bøn var afsluttet, hørte man atter præstens hæse stemme. „Lovet være Hans navn,“ lød det denne søndag fra en af de sidste bænkerækker. 15


De fleste af moriskerne sad stive og ubevægelige. Nogle kiggede­ direkte på don Salvador, men de fleste gemte sig for hans blik. Hvem havde vovet at prise Allahs navn? Beneficiariussen masede sig ind mellem rækkerne, men kunne ikke udpege bespotteren. Da man var kommet halvvejs gennem messen, afventede don Martín med vagtsomt blik, at menighedens medlemmer skulle aflevere deres bidrag: mønter, brød, æg, hør … Kirketjeneren stod klar med sin bog, og beneficiariussen med en kurv. Kun de fattige var fritaget. Hvis de mere formående undlod at komme med bidrag tre søndage i træk, fik de en dertil fastsat bøde. Kirketjeneren noterede udførligt, hvem der gav hvad. Da de hørte ‘den dødelige’, som de kaldte den lille klokke, der varslede velsignelsen, knælede moriskerne modvilligt ned mellem de gammelkristnes fromhedsytringer. ‘Den dødelige’ ringede, i det øjeblik hvor præsten med ryggen til menigheden hævede hostien; og den lød igen, da han, stadig med ryggen til, løftede alterkalken op. Præsten skulle netop til at udtale sakramentets ord, da han pludselig, irriteret over den urolige mumlen i kirken, vendte sig om mod menigheden med et rasende udtryk i ansigtet. „Elendige hunde!“ råbte han. Hans udbrud stænkede den hellige­ kalk til med spyt. „Hvad er det for en mumlen? Ti stille, kættere! Knæl, som sig hør og bør, for at modtage Kristus, den eneste Gud! Du dér!“ Hans pegefinger var rettet mod en gammel mand på tredje­ række. „Ret dig op! Du er ikke i gang med at tilbede din falske gud. Se op alle sammen! Løft blikket, når I modtager vort hellige sakramente!“ Han sendte et dræbende blik til endnu to morisker, før han fortsatte. Dernæst bevægede mænd og kvinder sig i stilhed op for at spise ‘kagen’. Mange af dem prøvede at beholde den klistrede dejklump i munden, så de kunne spytte den ud derhjemme, og alle morisker gurglede uden tvivl for at rense resterne af den væk. Folk forlod kirken, efter at velsignelsen var lyst over dem. Nog­ le af dem, de kristne, modtog den fromt. Andre, det store flertal, gjorde nar og slog korsets tegn bagvendt i en tavs bekræftelse af Guds enhed og forhånede således Treenigheden, som de netop skulle påkalde med korsets tegn. Moriskerne skyndte sig hjem for at 16


spytte ‘kagen’ ud. De få kristne i byen stimlede sammen ved kirke­ døren for at snakke, uanfægtede af, at deres børn råbte skældsord mod den gamle kvinde, der nu endelig var faldet ned af stigen og lå stiv og sammenkrøbet på jorden, med blålige læber og hivende ånde­dræt. Inde i kirken forlængede præsten og hans assistenter den bodfærdiges straf endnu en stund og bebrejdede ham fortsat hans brøde, mens de samlede de hellige genstande sammen og bar dem fra altret ind i sakristiet.


Fatimas haand