Page 1

”Kan man forestille sig, at det er almindeligt rod

ulla bjerg petersens største drøm er tæt på at gå i opfyldelse:

i medlemssystemet?” spurgte han og pegede på

Hun har allerede vundet urafstemningen om formandsposten i Arbejderpar-

kasserne.

tiet, nu lurer et valg lige om hjørnet, og meningsmålingerne tyder på, at hun

Hun trak på skulderen: ”Sådan nogle syste-

bliver Danmarks første kvindelige statsminister. Det er svært at få armene

mer kan jo ikke generere nye medlemmer selv.

ned, og så pyt med at hun har måttet sluge en del kameler for at få bugt med

Eller betale kontingent for folk, der ikke findes.

de evindelige fløjkrige i partiet.

Der kan måske godt være nogle tidligere medMen netop som alt ser lysest ud, vælter katastroferne ind: Partiorganisationen

Men det andet? Jeg synes, det lyder usandsynligt.

lider under katastrofal ledelse, en af partiets største profiler skaffer dem

Hvad tror du?”

en skandalesag på halsen, og da valget endelig udskrives, sker det værst

Han rystede på hovedet. Det var ikke til at vide.

tænkelige: Et afpresningsbrev truer med at fjerne hele grundlaget for hendes position.

”Altså, det var en hård periode, ikke?” sagde 215mm

han så. ”Men at gå så vidt?”

Først da det er for sent, bliver hun klar over, at i politik har ingen rene hænder.

”Det var en sindssygt hård periode.” Hun så tankefuldt på ham, mens minderne om den højspændte atmosfære før urafstemningen kom tilbage til hende. Der var mange, hvis fremtid i partiet simpelthen afhang af, om den

ISBN 978-87-7108-479-5

ene eller den anden kandidat vandt. Christiansborg og partiorganisationen havde sydet af rygter og beskyldninger mellem de to fløje, og der havde været kø ved skafottet i forsøgene på at karaktermyrde hinanden for åben skærm. – uddrag fra bogen

9 788771 084795

FALSKE STEMMER

lemmer eller afdøde, der ikke er blevet slettet.

32,9MM

141mm

MATKACHERING+UV LAK

90mm

Foto: © Flemming Gernyx

141mm

anne sofie allarp

90mm

anne sofie allarp

anne sofie allarp

født 1972, har været politisk aktiv, siden hun var 14 år. Hun er cand.jur. og har i sit arbejdsliv beskæftiget sig med politik og internationale forhold, bl.a. som international sekretær for Socialdemokratiet. Hun har herigennem opnået et unikt indblik i den politiske verden,

FALSKE STEMMER rom an

|

people'spress

spillet om magten og dens personligheder. I dag bor hun i Madrid med sin mand og sin datter.

Omslag: Rasmus Funder med foto af Flemming Gernyx


ANNE SOFIE ALLARP

FALSKE STEMMER ROMAN

People’sPress

PP_Falske stemmer-P.indd 3

03/07/11 12.37


G rethe R asmussen så opgivende på den institutionsrøde firkant på væggen. Den havde irriteret hende siden første dag på afdelingen. Hendes tanker kredsede om det samme hele tiden, og det var, som om tankemyldret havde kanter ligesom firkanten på væggen. Skarpe kanter man kunne slå sig på. At 29 års tro tjeneste på Arbejderpartiets partikontor skulle slutte sådan her, var en smerte, hun knap kunne bære. Hun havde været i jobbet, siden hun var helt ung, og partiet var blevet en del af hendes identitet. Partiets op- og nedture var blevet hendes egne. Hun havde grædt med formænd og kollegaer, når dramaerne var på deres højeste, og havde glædet sig helt ned i maven, når det gik partiet godt. Nu sad hun så her i fællesstuen på psykiatrisk afdeling på Hvidovre Hospital med en dårlig undskyldning for en kop kaffe mellem hænderne. Den effektive, glade og rapkæftede Grethe, som hun var kendt som, ja, som hun kendte sig selv som, var intetsteds at finde. Kvinden, der sad i hjemmesutter og morgenhår foran fællesstuens fjernsyn, var en fremmed. En tyv, der havde stjålet hendes liv og overtaget hendes krop længe før det mislykkede og – hvis hun skulle være helt ærlig – halvhjertede selvmordsforsøg i slutningen af januar på en dag, hvor rimfrost i skinnende, hvide krystaller havde fået parcelhuskvarteret til at ligne et eventyrlandskab og verden til at virke dobbelt falsk. Hun kiggede på sine negle. De havde været hendes stolt­hed. Stærke og lange var de før og altid dækket af et omhyggeligt lag lak i en rød 7

PP_Falske stemmer-P.indd 7

03/07/11 12.37


nuance. Nu var de forskellige længder, bløde og ujævne i formen og flere af dem knækkede. Flemming og hun havde 30-års bryllupsdag næste år. Han besøgte hende næsten hver dag, og selv om hun vidste, at han var både ulykkelig, bange og vred over de piller, hun havde spist, så kunne han stadig finde på at tage billeder og minder med fra kælderen i villaen i Brøndbyøster, for – som han sagde – at se, om han kunne lokke bare fem procent af den gamle Grethe frem. Helst ville hun bare have ham til at være stille og holde om hende. Sådan havde de første mange besøg været. Det havde været svært for hende at mønstre energien til at samtale. Hun var da selvfølgelig glad for drengenes besøg, men de tog alle hendes kræfter, og hun var altid så ulykkelig over sin egen svaghed, når de var gået. „Ret er ikke det samme som retfærdighed,“ havde HK sagt. Mage til formynderisk pis. Hun ville have oprejsning. For alt det de havde trampet på. For tårerne og tiden. For selvom hun havde været klar over, at det aldrig kunne blive et almindeligt otte-til-fire-job at være ansat i et politisk parti, så syntes hun stadig, at hun havde investeret ekstra meget af sig selv. Hun så stadig deres ansigter for sig. Smarte, var de. Og åh så kloge. Arrogante, glatte flader uden sjæl. De havde set ned på hende. Brede, nedladende, bedrevidende grin, som havde spottet hende. Trampet på alt hun var og stod for. Hun sukkede dybt. For meget og for længe havde hun selv troet på dét, der så smertefuldt var blevet fortællingen om hende på kontoret: At hun ikke var effektiv nok til sit arbejde, at hun var blevet for gammel og nok også bildte sig nogle ting ind. Men i samtaleterapien havde hun lært, hvordan diskrimination bliver mest effektivt håndhævet af den diskriminerede selv, og hun var begyndt at se det som det, det var: mobning fra ledelsens side. For første gang siden fyringen i oktober sidste år var der kommet klarhed over hendes tanker, og det havde banet vej for en egentlig vrede over den behandling, hun havde fået. 8

PP_Falske stemmer-P.indd 8

03/07/11 12.37


Vreden havde givet hende kræfter til at ringe og bede Flemming om at tage kasserne med, næste gang han kom på besøg. Kasserne med de breve, hun havde smuglet ud af kontoret og gemt på deres loft i ugerne og månederne efter urafstemningen om Arbejderpartiets nye formand. De skulle alligevel bare smides ud, tænkte hun, når hun havde siddet med dem på kontoret, og så var de i stedet røget ned i hendes taske ved slutningen af hver arbejdsdag og derpå op på loftet derhjemme. Flemming havde taget dem med aftenen før. I tusindvis af breve i fire store flyttekasser. Hun sank den sidste slurk bitter, lunken kaffe og rejste sig fra sofaen. Med langsomme bevægelser gik hun ud på gangen og ind på sin stue. Her tog hun hovedpuden fra sengen, smed den på gulvet og satte sig klodset ned. Hun kunne godt mærke de 10-15 kilo, som den antidepressive medicin havde lagt til hendes i forvejen frodige figur. Så hev hun den første kasse til sig og åbnede den. Langsomt begyndte hun at læse og sortere. Hun sad dybt begravet i arbejdet og sine egne tanker, da det en time senere bankede på døren. Belinda, en af sygeplejerne, kom ind. „Godmorgen Grethe, hvordan har vi det så i dag?“ Hun smilede bredt. Grethe brokkede sig altid højlydt over personalets institutionsbetingede brug af flertalsformen i spørgsmål, der klart henvendte sig til en enkelt person. Nu skyndte hun sig at smile tilbage og håbede, at tilstedeværelsen af fire flyttekasser ikke ville vække Belindas interesse. Forgæves. Belinda trådte et skridt ind på stuen og nikkede imod dem: „Hør, du er vel ikke ved at flytte ind sådan mere permanent?“ „Nej, jeg rydder bare op i nogle gamle dokumenter. Du ved, så jeg ikke sidder med hænderne i skødet hele dagen.“ „Det lyder, som om du snart skal udskrives, søde Grethe.“ Belinda blinkede til hende. „Glem nu ikke din terapi klokken elleve!“ Hun gik ud igen og lukkede døren efter sig. 9

PP_Falske stemmer-P.indd 9

03/07/11 12.37


* Da Flemming kom på besøg om aftenen, var alle brevene sorteret. Det hele var stablet i bunker af 100. Han havde taget en fragilitétærte med fra bageriet, hvor han var bagermester, og hun var i gang med det tredje stykke, da han sagde: „Gør vi nu det rigtige, Grethe-mor?“ Han gned sig med en åben hånd omkring hagen. Grethe så på ham. Dilemmaet var hendes eget. Hvor meget var det et inderligt og hadsk ønske om hævn over partiledelsen, og hvor meget kunne hun sige, at der lå et ærligt hensyn til partiets ånd og det fælles projekt bag ønsket om at stille dem til ansvar? Hvordan og hvornår ville partiet kunne rejse sig igen? „Helt ærligt ved jeg det ikke,“ svarede hun. „Det er derfor, jeg ikke vil tage beslutningen selv. Selvom jeg godt ved, det måske er fejt.“ Hun kiggede ud ad vinduet, hvor tunge fnug af tøsne lyste op i mørket. Flemming tog hendes hænder i sine og kyssede hende på panden. „En ting er sikkert: Arbejderpartiet er ikke længere det parti, vi har kæmpet for i fire generationer. Jeg kører over og afleverer det hele nu i aften.“ Hun knugede hans brede og ru hænder og kiggede næsten genert på ham. Det sidste halve år havde skabt både en helt ny fremmedhed og en helt anderledes nærhed mellem dem. Han satte sig frem i stolen og smilede til hende. „Tror du ikke også snart, det er tid til, at du skal hjem til mig og kattene igen?“ Hun smilede tilbage til ham, og for første gang i lang tid syntes hun, at der rørte sig en ægte følelse af varme i brystet. „Jeg talte faktisk med lægen om det i dag. Han synes, vi skal starte med ambulant behandling fra næste mandag.“ „Glimrende! Det er knagme nyheder, skat!“ De rejste sig som to gamle bjørne, og han slog armene om hende 10

PP_Falske stemmer-P.indd 10

03/07/11 12.37


og gav hende et stort smækkys på munden. Så tog han to af kasserne og gik ud til bilen med dem. Da han kom tilbage efter de sidste to, lagde hun et brev ovenpå og sagde: „Husk at give dem det her.“

PP_Falske stemmer-P.indd 11

03/07/11 12.37


PP_Falske stemmer-P.indd 12

03/07/11 12.37


Mandag, den 2. marts

PP_Falske stemmer-P.indd 13

03/07/11 12.37


PP_Falske stemmer-P.indd 14

03/07/11 12.37


U lla B jerg P etersen nippede til den bourbon, den amerikanske ambassade havde været så venlig at sende hende til jul. Flasken var ved at være tom, hvilket mindede hende om Sundhedsstyrelsens anbefaling af maksimum syv genstande om ugen og hendes forgængers formaninger om, at en partiformand skal sørge for at få sin nattesøvn og ikke forfalde til drikfældighed. Hun svingede fødderne op i den sorte svanesofa af Arne Jacobsen og forsøgte at finde sig til rette. Pæn var sofaen med sine tilhørende to svanestole, men nogen flyder var den ikke. Puderne var også mest til pynt med deres kontrastfulde skovmotiv i sort og beige. Efter nogle forsøg fandt hun en behagelig stilling og lukkede øjnene med begge hænder om glasset. Drengene var lagt i seng, og hun havde overstået de to-tre timers telefonsamtaler efter aftensmaden. Det var en vane, hun havde udviklet, siden hun blev valgt til formand for Arbejderpartiet. På den måde kunne hun spise med drengene i hvert fald tre til fire gange om ugen og samtidig nå at koordinere alt det, jobbet som partiformand og leder af oppositionen krævede af hende. Selvom hun ikke længere var ny i denne rolle, kunne tanken om, hvor langt hun var nået, stadig få det til at gibbe i hende. Hvem skulle have troet det om den ranglede, mørke pige med bøjle på tænderne, som havde spillet klassens klovn i timerne og håndbold efter skole? Begge dele med en vis suc15

PP_Falske stemmer-P.indd 15

03/07/11 12.37


ces målt efter gældende standard i Gundsømagle og omegn. Hun lod den på én gang skarpe og søde smag af bourbon fylde munden. Denne tid på aftenen, alene med sig selv, sin godnatdrink og sine tanker, var noget af det bedste, hun vidste. Desværre var lige netop dette øjeblik blevet ødelagt af Marianne Albertsen, medlem af folketingsgruppen og Ullas rival til formandsposten nogle år tidligere, som lige havde været i TV-Avisen med en ekstremt irriterende og helt uacceptabel enegang på integrationsområdet. Selvfølgelig skulle man ikke tvinge ældre medborgere til at acceptere tørklædebærende hjemmehjælpere. Det kunne lige passe. Ulla fnøs i irritation. Hun havde brugt det meste af sidste gruppemøde på at tale dunder til dem, der havde behov for at gøre sig bemærket med særmarkeringer i pressen. Valgtrommernes buldren i horisonten gjorde det fristende for medlemmerne at profilere sig, men det skulle ikke være på bekostning af partiets linje. Det havde hun på gruppemødet slået fast med syvtommersøm og strenge blikke til de mest uregerlige medlemmer. Det var under en uge siden. Og så Marianne Albertsen af alle med sin klæge patos og jævne folkelighed. Hun tog en større slurk og gjorde et notat i sin mobiltelefons kalenderfunktion. Hun måtte tale med større bogstaver på morgendagens gruppemøde. Så sms’ede hun en besked til gruppeformand Jørgen Larsen: „Jørgen, som jeg vist sagde tidligere, så ser jeg det som en helt essentiel del af vores samarbejde, at den slags særmeldinger ikke finder sted, og det må du gerne gøre både Marianne og resten af jeres fløj krystalklart, skulle de have glemt det. Og så ser jeg meget gerne noget damage control fra jeres side. Jeg opfatter det som naturligt, at det er Bendt selv, der her træder i karakter og indskærper partilinjen. Omgående. Vi ses i morgen.“ 16

PP_Falske stemmer-P.indd 16

03/07/11 12.37


Hun havde knyttet klare krav til den studehandel, hun indgik med Bendt Graulund og hans fløj otte opslidende måneder efter hendes valgsejr ved urafstemningen. Han ville inkluderes og have sine folk ind i partiets nøglepositioner. Hun ville lægge den overordnede linje og have, at de rettede ind i offentligheden. Men Bendt Graulund havde taget sig godt betalt for sin nye loyalitet. Faktisk havde han de følgende knap to år raget så effektivt til sig, at hendes egen fløj nu var en skygge af sig selv. Mange havde simpelthen forladt folketingsgruppen i protest, hvilket samtidig betød, at der ikke længere eksisterede noget egentligt ikke-tilgodeset eller uhåndterligt pres om poster fra hendes egen fløjs side. Det kunne ikke være anderledes. Det var den pris, hun havde måttet betale for arbejdsro og for endelig at slå igennem i medierne som en troværdig kandidat til statsministerposten. Mobilen snurrede i hendes hånd, og en ny sms glattede furen mellem hendes øjenbryn. „Kan du snige dig ud?“ Affæren var hendes åndehul. En flugt fra den fortærende virkelighed, der omgav hende. „Er der om tre kvarter,“ skrev hun tilbage. Peter sad som sædvanlig foran pc’en på sit hjemmekontor. De var kommet så langt fra hinanden, at hun ikke vidste, om de nogensinde ville finde melodien igen, og hun var efterhånden også ligeglad. Det var, som om hun kun kunne rumme en vis mængde pres og problemer, og det kunne ikke også være hendes job at blive ved med at lappe på hans svagelige, maskuline selvværd, der syntes at være dykket proportionalt med hans vigende hårgrænse og hendes avancement på den politiske scene. Hun listede op på første sal i Frederiksberg-villaen og skiftede til et sæt bourgogne-farvet La Perla-undertøj, over hvilket 17

PP_Falske stemmer-P.indd 17

03/07/11 12.37


hun tog en sort skjorte og et par sorte bukser. Til sidst gled hun i et par mørkerøde, højhælede lædersko med en klassisk, dekorativ lænke over tåen. Håret lod hun være løst. Hun så sig i soveværelsets spejl. De grå stænk blandede sig ubesværet med de mørkebrune, bløde krøller, der faldt omkring hendes ansigt. Hun havde de sidste godt otte år modstået fristelsen til at farve det. En beslutning, som hun var blevet bestyrket i, da det for nylig var kommet frem, at højtuddannede kvinder lod gråt være gråt i langt højere grad end kvinder med lavere uddannelse. Det gav også mening at lade alderen skinne igennem, når man rakte så demonstrativt ud efter magten. Alt for Damerne havde i en feature-artikel om temaet fremhævet hende som ‘sexet på den distingverede måde’ og som vidnesbyrd bragt udtalelser fra ti mænd under 30, der kaldte hende alt fra ‘stilig’ og ‘klassisk’ til ‘pirrende’ og ‘møgfræk’. Mere bekræftelse behøvede hun vist ikke. Artiklen havde hun stadig. Den havde været for svær at skille sig af med, men var dog blevet gemt godt væk oppe på loftet, hvor hun regnede med, at drengene ikke ville falde over den. Hun børstede tænder og lagde en mørkerød gloss over læberne. Øjnene fik en opfriskning med en mørklilla kohl, der fik det grønne i dem frem. Så greb hun sin håndtaske og overfrakke og stak på vej ud hovedet ind til Peter: „Jeg tager ind på kontoret et par timer. Der er problemer med den kriminalreform.“ Hun bemærkede med en vis irritation, at han knap nok så op fra skærmen.

PP_Falske stemmer-P.indd 18

03/07/11 12.37


Kære venner, Jeg håber, I har det godt. Det har været et rigtigt slemt halvt år for mig, men nu synes jeg, det lysner lidt … De sad på samme side af spisebordet i lejligheden på Østerbro med det håndskrevne brev foldet ud mellem sig og læste. Kasserne indeholder dokumentation for, at urafstemningen for to et halvt år siden ikke gik retfærdigt til. Jeg har ikke vidst, hvem jeg skulle dele denne hemmelighed med, og min viden har tynget mig mere, end jeg selv har villet være ved. Et helt liv i loyalitet over for et parti og et sæt idealer og så være vidne til dette! Jeg tror, I kan sætte jer ind det oprør, som er vokset i mig. Brevene i kasserne er dels almindelig medlemspost, der er kommet retur, og dels anden korrespondance. Som I vil kunne se på det, der er kommet retur, var der mindst 2439 personer, som ikke syntes at eksistere, på trods af at de var medlemmer og havde betalt kontingent på tidspunktet for urafstemningen. Det er, så vidt jeg husker, mange flere end forskellen i stemmer på de to kandidater. Yderligere 1747 breve kommer fra folk, som siger, de aldrig har været medlem af partiet. 422 breve er kommet retur, fordi folk er flyttet eller døde. Endelig 19

PP_Falske stemmer-P.indd 19

03/07/11 12.37


er der en liste over de stemmeberettigede medlemmer af Arbejderpartiets Ungdom, 7469 i alt. Hun løftede hovedet og kiggede på de tilforladeligt udseende papkasser, der stod på stuegulvet. Så skævede hun til ham, men han var helt opslugt af brevets indhold. Nu tænker I sikkert: Er det ikke bare hende Grethe, som har en skrue løs? Jeg synes, I skal se på brevene et efter et. Det har taget mig længe at acceptere det, de fortæller. Hvem var det, der sagde, at jo større en løgn, jo nemmere er det at få folk til at tro på den? Og vinderen får jo som bekendt det hele. Jeg tror ikke, de turde lade afstemningen være demokratisk. Jeg tror, man opfandt et antal medlemmer, og at disse blev forsynet med en kode i medlems- og postsystemet, så de ikke fik tilsendt deres stemmesedler, da resten af medlemmerne fik deres. I stedet blev de sorteret fra, så det var muligt at stemme på disse fiktive medlemmers vegne. Den samme fremgangsmåde kan meget vel gælde ungdomsforbundet, som stod for deres egen udsendelse og deres egen medlemsverifikation. De har vist aldrig haft så mange medlemmer i nyere historie, som de havde den dag for to år siden. Jeg tog mange af de breve, der kom retur til kontoret, med hjem i månederne efter afstemningen, men ikke dem alle, for det var først efter de første mange hundreder, at tvivlen for alvor begyndte at gnave i mig. Når jeg sagde til kontorledelsen, at der var problemer med systemet, og at vi fik meget fejlpost, fik jeg at vide, at det måtte være mig, der fejlbetjente det og nok var for gammel til at lære et nyt edb-baseret system at kende. Det lå ligesom i luften, at jeg ikke var god til mit arbejde. Så let var det 20

PP_Falske stemmer-P.indd 20

03/07/11 12.37


for dem at tage min arbejdsglæde fra mig efter næsten 30 år på kontoret. Det var også meget det, der fik mig ned med nakken psykisk. I har kontakterne til pressen, og jeg stoler på jeres dømmekraft. Jeg ved, det er en stor hemmelighed at dele med jer, men jeg ved også, at I om nogen kan forvalte ansvaret. Jeg lader derfor kassernes videre skæbne være op til jer. Selv synes jeg, at vælgerne og medlemmerne har krav på at vide, at formandsvalget var et svindelnummer. Det letter at fortælle dette til andre end stakkels Flemming, som har lagt øre og hjerte til nok. Pas på jer selv. Kærligst, Grethe Hun var færdig med at læse før ham og sad tavs, indtil han også var færdig, hvilket han signalerede med et kort fløjt. Hun kiggede igen på kasserne. „Det her er massivt.“ Det var svært at forestille sig noget mere eksplosivt. „Og dybt ironisk,“ sagde han. „Urafstemningen var jo ‘ope­ ration rene hænder’, ikke?“ I partiet havde urafstemningen nærmest haft et religiøst skær af indre renselse oven på fortidens mange blodige formandsopgør. Det skulle være slut med beskidte manøvrer i korridorerne på partiets kongresser, studehandler mellem regioner og kredse og de lange spor af forræderi og bitterhed, som fortiden havde trukket gennem partiets ledelsesstrukturer i årtier, ja generationer faktisk. Hun så på ham med et sarkastisk smil: „Det var ligesom hele pointen. Eller det var i hvert fald det, der blev sagt til partiet og til vælgerne. Plus at den skulle styrke demokratiet i partiet.“ 21

PP_Falske stemmer-P.indd 21

03/07/11 12.37


Hun satte med fingre i luften citationstegn om ordet ‘demokratiet’. „I bakspejlet har jeg udviklet den teori, at formålet med at lave en urafstemning var at dræne partiorganisationen yderligere for magt. Nu behøver man ikke længere at spilde sin tid med at være aktiv i partiet for at have stemmeret ved et formandsvalg. Man skal bare have betalt sit kontingent. Folke­ tingsgruppen og den politiske ledelse blev styrket. Organisationens folk, kredsformændene og regionsformænde­ne blev slået tilbage på ludobrættet, eller …“ Hun gjorde en bevægelse imod brevet på bordet. „Sådan troede jeg, det var.“ Han smilede for sig selv og kyssede hende impulsivt på kinden. „Du er den lækreste magtkyniker, jeg kender,“ sagde han halvt ind i øret på hende. Lettet over distraktionen fra sagens alvor slog hun arme­ne om ham og gav ham grinende et kys på næsen. „Du er nu ikke værst selv.“ Hun puttede sig ind til ham, indtil han sagde: „Kan du huske resultatet af afstemningen? Hvor mange stemmer fik de hver især?“ „Var det ikke noget med ca. 30.000 til Ulla?“ Hun rejste sig og gik over til bogreolen på dagligstuens endevæg. Hun lod fingrene løbe over bøgerne. „Her er det!“ udbrød hun og vendte tilbage med et nummer af Til Arbejdet, Arbejderpartiets medlemsblad. „Jeg vidste, jeg havde gemt det!“ Hun smed bladet foran ham. Det var det første efter afstemningen, og Ulla Bjerg Petersens triumferende smil prydede forsiden. De så bladet igennem og fandt på side syv en faktaboks med afstemningsresultatet. „58.854 medlemmer deltog i Arbejderpartiets første ur­af­ 22

PP_Falske stemmer-P.indd 22

03/07/11 12.37


stemning om partiets formandspost. Af de indsendte stemmer var 502 blanke. Resten af stemmerne fordelte sig således: 30.029 stemmer, svarende til 51,5%, til Ulla Bjerg Petersen og 28.323 stemmer, svarende til 48.5%, til Marianne Albertsen.“ „Smal sejr …“ sagde han og tog brevet fra Grethe op igen. „Hvis bare nogle af de tusinder af medlemmer, hun taler om, er fiktive, så er resultatet jo snyd,“ hun kiggede på ham. „Og revisorerne?“ „Revisionsselskabet var ansat til at tælle stemmer og til at verificere resultatet, men jeg tror ikke, de havde adgang til at kontrollere, om medlemmerne nu også var medlemmer af partiet eller ungdomsforbundet, og om de havde betalt deres kontingent på afstemningstidspunktet.“ „Så hvem havde det?“ Han svarede selv på spørgsmålet: „Partikontoret!“ „Præcis,“ nikkede hun. Overarbejdet havde været voldsomt i perioden, hvor de ansatte havde slavet over de individuelle tjek af medlemmer og deres kontingentbetalinger i forbindelse med organiseringen af afstemningen. Til gengæld havde de fået to fridage til at sove ud, da resultatet var blevet offentliggjort. „Og det var også kontoret, der sendte stemmesedler ud,“ sagde han eftertænksomt. „Kan du huske den der pressehistorie om, hvor meget revisorerne fik for arbejdet?“ spurgte hun. „Ikke helt.“ Han lød stadig fjern. „Jeg tror, det var noget med halvanden million for at tælle nogle stemmer.“ Han slog pludselig en flad hånd i bordet. „Det slår sgu at være valgtilforordnet!“ Hun grinede syrligt ved tanken om de mange gange, de 23

PP_Falske stemmer-P.indd 23

03/07/11 12.37


havde siddet på en eller anden nedslidt københavnerskole og krydset lister af og talt stemmer til langt ud på aftenen til kommunal- og regionsvalg, folkeafstemninger og folketingsvalg. Alt sammen for demokratiet og en sørgelig dagløn. „Kan man forestille sig, at det bare er almindeligt rod i medlemssystemet?“ spurgte han og pegede på kasserne. Hun trak på skulderen: „Sådan nogle systemer kan jo ikke generere nye medlemmer selv. Eller betale kontingent for folk, der ikke findes. Der kan måske godt være nogle tidligere medlemmer eller afdøde, der ikke er blevet slettet. Men det andet? Jeg synes, det lyder usandsynligt. Hvad tror du?“ Han rystede på hovedet. Det var ikke til at vide. „Altså, det var en hård periode, ikke?“ sagde han så. „Men at gå så vidt?“ „Det var en sindssygt hård periode.“ Hun så tankefuldt på ham, mens minderne om den højspændte atmosfære før urafstemningen kom tilbage til hende. Der var mange, hvis fremtid i partiet simpelthen afhang af, om den ene eller den anden kandidat vandt urafstemningen. Christiansborg og partiorganisationen havde sydet af rygter og beskyldninger mellem de to fløje, og der havde været kø ved skafottet i forsøgene på at karaktermyrde hinanden for åben skærm. Medlemmerne, havde hun indtryk af, havde bare været forvirrede og noget utilfredse over forestillingen. „Og så var der vist ikke ingen tvivl om, hvor den tidligere partisekretær og kontoret som sådan var henne i striden.“ Han sendte hende et sigende blik. Den tidligere partisekretær Jan Sørensen havde åbent været på Ulla Bjerg Petersens side. Og det havde de fleste på kontoret sådan set også været. De, der havde haft moralske anfægtelser i den anledning, kunne tælles på få hænder. De havde også begge to holdt med Ulla. På trods af hendes 24

PP_Falske stemmer-P.indd 24

03/07/11 12.37


popularitet havde der været noget meget traditionelt og old school over modstanderen, Marianne Albertsen. Lidt for tryg, lidt for velkendt og lidt for kedelig havde hun været i forhold til Ulla, der med blot seks år i Folketinget bag sig havde været et noget mere ubeskrevet blad. Og de havde også begge været til stede, den aften resultatet af urafstemningen blev afsløret i Arbejdermuseets festsal under al den festivitas, partiets udmattede ansatte kunne tilvejebringe efter at have arbejdet i døgndrift med afstemningen i to måneder. Salen havde været fyldt til bristepunktet. Et særligt dybrødt bagtæppe var blevet fabrikeret til aftenen med påskriften: ‘Velkommen til fremtiden’ med store mørklilla bogstaver flankeret af et grafisk blomstermotiv i mange nydeligt matchende farver. Langt bedre end Marianne Albertsens lidt gennemsnitsdanske farver havde bagtæppet klædt Ulla, der var iført et rubinrødt, todelt jakkesæt, små rubinstikker i ørerne, sorte højhælede lædersandaler og en pailletbroderet håndtaske i mørkerøde nuancer fra en af designmærket Pure­hearts tidlige kollektioner. Hendes mørke hår havde siddet i en løst opsat frisure, og hun havde set strålende ud med en forholdsvis kraftig øjenmakeup på et ellers umalet ansigt. Festsalen havde sydet af rygter om resultatet, og det sam­ lede opbud af presse, ledende medlemmer og specielt inviterede gæster fra fagbevægelsen og diplomatiet havde samtalt forventningsfuldt og engageret på kryds og tværs om den nye åbenhed i partiet, det enestående i at to kvinder dystede imod hinanden og den trods alt forholdsvis gode tone, som processen havde udfoldet sig i. Man havde kunnet købe champagne til spotpriser, hvilket havde gjort forsinkelsen på knap halvtreds minutter aldeles tålelig og bragt den allerede løftede stemning tæt på det løsslupne. Da daværende partisekretær Jan Sørensen indtog scenen, 25

PP_Falske stemmer-P.indd 25

03/07/11 12.37


havde alle holdt vejret af spænding, og da han invitere­de Poul Agesen fra Revisionsfirmaet Agesen og Søn op til mikrofonen, kunne man have hørt en knappenål falde til gulvet. Den ældre revisor havde personligt overvåget optællingen af stemmerne, og da han annoncerede det tætte udfald og sejrherren – eller, i dette tilfælde, damen – eksploderede salen i klapsalver, hujen og falden hinanden om halsen. Selv det tabende hold måtte overgive sig og stod op og klappede varmt ad Ulla, der indtog scenen som en dronning, vinkende og smilende. Ulla havde været forsonende og samlende i sin sejrstale, og da hun nåede talens højde- og slutpunkt: „– så Danmark igen kan få en ansvarlig og retfærdig regering!” blev hendes mand og to drenge i en næsten amerikansk iscenesættelse gennet op til hende. Med en dreng hver i hånden vinkede det pæne par til kameraerne og forsamlingen, mens klapsalverne ingen ende ville tage. Marianne Albertsen havde til alles lettelse holdt et brag af en tale, som bevægede forsamlingen i en sådan grad, at mange af de tilstedeværende hviskede til hinanden, at hvis hun havde talt sådan under kampagnen, så havde hun nok vundet. Da de var kommet hjem i lejligheden på Østerbro, havde de været berusede af aftenen og champagnen og ligget og grinet sammen inde i sengen i flere timer. Fremtiden havde virket så lys på det tidspunkt. „Næh, det er selvfølgelig rigtigt. Jan Sørensen gjorde ikke meget ud af at kamuflere sin begejstring for Ulla …“ kom det tøvende fra hende, mens hun lod sig glide ned på gulvet og åbnede den første kasse. Han rejste sig og tog et par puder fra sofaen og satte sig ved siden af hende. De bladrede brevene igennem i tavshed. Kasserne indeholdt store mængder af fejlpost. Almindelig medlemspost der i månederne efter urafstemningen var 26

PP_Falske stemmer-P.indd 26

03/07/11 12.37


kommet retur til kontoret med påtegninger på kuverten som f.eks. ‘Adressaten ubekendt’, eller ‘Findes ikke på adressen’. Enkelte postbude havde åbenbart haft travlt og blot lavet en cirkel rundt om ruden i kuverten og en pil hen til et spørgsmålstegn: ‘?’ En anden kategori af breve var fra folk, som vredt fortalte, at de for længst havde meldt sig ud af partiet. Andre skrev, at de aldrig havde været medlemmer. Den sidste kategori kom fra pårørende, som bad om, at deres afdøde dog ikke omsider kunne blive slettet fra partiets registre, eftersom besked om deres død for længst var tilgået partiet. Endelig lå der, som Grethe havde skrevet, en liste over samtlige medlemmer af Arbejderpartiets Ungdom, der havde fået lov at deltage i urafstemningen. Efter godt 20 minutter brød han tavsheden: „Hvad gør vi? Jeg mener, der kan jo for helvede blive udskrevet valg når som helst!“ De legendariske to et halvt år inde i valgperioden svirrede rygterne blandt medarbejderne på Christiansborg. Statsministeren havde gjort valg i valgperiodens tredje år til sit speciale. Det var snart italienske tilstande, syntes de. Samtidig var det en vanvittigt effektiv måde at blive ved at tømme oppositionens kasser for de surt opsparede medlemsbidrag på, mens regeringspartierne væltede sig i pengegaver fra det private erhvervsliv. „Det ville ikke være svært at lække det her,“ sagde hun. „Men så taber partiet da helt sikkert valget.“ Hendes tanker kørte på højtryk. Hun havde ligesom ham altid haft stor sympati for Grethe, og det var en stor tillid, hun viste dem ved at give dem kasserne. Men hvad skulle de gøre med dem? Hvad var det rigtige? Meget talte for at lække indholdet, hvis det var rigtigt, at medlemmerne var blevet snydt 27

PP_Falske stemmer-P.indd 27

03/07/11 12.37


ved urafstemningen. Men meget andet talte for at gøre alt for, at Arbejderpartiet kom til at stå i spidsen for en ny regering efter valget. Hun rettede blikket imod ham. „Og ved du hvad? Jeg synes faktisk, partiformanden gør det rimeligt godt. Bortset fra, selvfølgelig, det der bidronningesyndrom hun har med kun at omgive sig med mænd.“ Hun mente det sådan set. Stemningen fra den aften for to et halvt år siden, hvor Ulla Bjerg Petersen blev valgt, var ganske vist forduftet. Alle, der havde deres gang på Christiansborg eller blot fulgte grundigt med i pressen, kunne se med det blotte øje, at der ikke var sket nogen epokegørende fornyelse i partiet. Rygterne fra folketingsgruppen fortalte om en benhård og autoritær ledelsesform, der kvalte al diskussionslyst og ethvert forsøg på sparring. Enten er du med os, eller også er du imod os, syntes filosofien bag partiets daglige ledelse at lyde. Og så var det et mærkeligt ægteskab, Ulla havde indgået med Bendt Graulund. Men i det mindste lå fløjene ikke længere i åben krig med hinanden, og en kvinde havde faktisk en realistisk mulighed for at indtage Statsministeriet efter næste valg. Det i sig selv var fantastisk. Også selv om det blev med en hær af mandlige ministre og rådgivere. „Det er også pissefarligt, hvis kilden spores,“ sagde han og rynkede brynene. „Så svært kan det vel heller ikke være at spore sådan en læk?“ „Kilden vil uundgåeligt blive forbundet med kontoret, tror du ikke?“ Han så spørgende på hende. „Det kunne vel lige så godt være en af dem, der var med til at orkestrere det dengang, og som nu er blevet presset ud af Graulund-fløjen. Du ved, et år er lang tid i dansk politik. For ikke at tale om to eller tre,“ sagde hun og rakte hånden frem 28

PP_Falske stemmer-P.indd 28

03/07/11 12.37


for at rette en tot hår i panden på ham. Det var en vane, som fik ham til at føle sig tre år gammel, det vidste hun godt, men hun kunne ikke lade være. Denne gang syntes han næsten ikke at registrere det. I hvert fald fik hun hverken et af de drengede smil eller et dask over fingrene, som hun plejede. „Ja, det kunne det vel godt,“ sagde han eftertænksomt. „Det er da nærmest reglen, at belastende oplysninger om politikere bliver lækket af deres partifæller,“ indvendte hun. Eksemplerne stod i kø i hendes tanker: rod i privatøkonomien, trafikforseelser, udenomsægteskabelige affærer, snyd med tillæg, etc. Når noget blev sluppet løs, var det som regel fra ambitiøse rivaler inden for egne rækker. „Det kan bare ikke være Morgenposten, der trykker det. Det vil blive sporet til os lige med det samme.“ Hun så pludselig ængstelig ud. „Ja, det er ærgerligt nok, men måske kan vi finde en, som vi synes fortjener lidt medvind i sin journalistiske karriere.“ Han sendte hende et smil. De sad lidt. Hun bladrede diffust i brevene, som stadig lugtede lidt muggent af at have været gemt væk på et loft i flere år. Hun var dybt splittet. Grethe havde virkelig landet en abe i skødet på dem. En stor en. Men hun forstod også godt, hvorfor Grethe havde valgt lige præcis dem. Som par havde de levet i og med politik det meste af deres voksenliv. Den ene i ungdomsforbundet og nu med job i partiet og den anden som politisk journalist, først i formiddagspressen og nu med et avancement til Christiansborg-journalist for et større dagblad, men med tiden var det adrenalin-baserede engagement forsvundet til fordel for en vis træthed, desillusion og magtkynisme hos dem begge. De lå tit på terrassen i sommerhuset på Sjællands Odde og fantaserede om at stikke af fra det hele 29

PP_Falske stemmer-P.indd 29

03/07/11 12.37


sammen til et varmt sted langt, langt borte. „Jeg ved ikke, om jeg kan gøre det imod partiet,“ sagde hun og slog ud med hænderne. „Har du det ikke skidt med det? Jeg mener, valget kan blive udskrevet når som helst. Vi kan få Danmarks første kvindelige statsminister. Og da hellere Ulla end en af de borgerlige damer.“ „Hvis vi vinder,“ indvendte han. „Det ser jo langtfra sådan ud, selvom den der kriminalreform kunne blive et problem for regeringen. Men skal det ikke afsløres, hvis hun har svindlet sig til magten i partiet? Jeg synes faktisk næsten, det er værre end de mange brodermord og attentater, som partiets historie vrimler med. Offeret her er medlemmerne. Ud over Marianne Albertsen selvfølgelig.“ Hans analyser var altid så klare. Det var dét, hun var faldet for. Og så hans smukke hænder og varme, brune øjne. Hun tav og så ned på papirerne på gulvet. „Det er da ikke til at holde ud at tænke på, at Arbejderpartiet laver sådan et nummer med medlemmerne,“ vedblev han. „Jeg synes, det skal frem i lyset.“ Hun nikkede, men så stadig ikke op. Tavsheden lagde sig over spisestuen, indtil hun pludselig vendte sig mod ham og puffede til hans overarm. „Hvad tror du egentlig, de her dokumenter er værd?“ „Det er bare for ærgerligt, at vi ikke bor i USA. Vi kunne have scoret kassen! Det slår da Watergate!“ sagde han og kunne ikke lade være med at grine. Så blev han pludselig alvorlig. „Måske er der en helt anden løsning.“

PP_Falske stemmer-P.indd 30

03/07/11 12.37

Falsker stemmer af Anne Sofie Allarp  

Ulla Bjerg Petersens største drøm er tæt på at gå i opfyldelse: Hun har allerede vundet urafstemningen om formandsposten i Arbejderpartiet,...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you