Et hjem til Frankie af Maeve Binchy

Charles mente det virkelig. Det var længe siden, han havde følt sig så fri. Lige siden han havde snakket med Emily til frokost, havde han følt, at hele verden ventede derude.

Emily gik frem og tilbage, mens hun ryddede af bordet og hentede desserten, og af og til kom hun også med et lille bidrag til samtalen. Da Charles sagde, at han var nødt til at gå tur med mrs.

Montys hund hver dag, indtil hun blev lukket ud fra hospitalet, foreslog Emily, at han jo også kunne passe andre folks hunde. „Ham den flinke slagter, Paddy Carroll, har en kæmpestor hund – Dimples, hedder den vist. Den trænger til at tabe sig mindst fem kilo,“ sagde hun ivrigt. „Jamen jeg kan da ikke være bekendt at bede Paddy om penge,“ protesterede Charles.

Josie gav ham ret. „Paddy og Molly Carroll er jo vores naboer, Emily. Det ville være sært at bede dem om penge for at gå med den store fjollede hund. Det ville virke så grådigt.“ „Ja, det kan jeg også godt se, men måske kunne han til gengæld give jer nogle lammekoteletter eller en portion oksefars i ny og næ.“ Emily var meget begejstret for byttehandler, og Charles så ud til at mene, at det absolut var en mulighed. „Men vil det nu også være et rigtigt job, Emily, du ved, en profession, ligesom den, Charles har på hotellet? Hvor han har været en vigtig medarbejder?“ „Jeg vil ikke kunne leve af bare at lufte hunde, men måske kunne jeg også arbejde for nogle hundepensioner – det kunne jeg rigtig godt tænke mig,“ sagde Charles. „Og måske er der også andet, som I begge to rigtig godt kunne tænke jer?“ Emily gik forsigtigt til værks. „Jeg havde selv stor fornøjelse af at finde frem til mine forfædre og lave et stamtræ. Altså dermed ikke sagt, at det er det, I skal gøre.“ „Der er faktisk noget, vi altid har haft lyst til …“ begyndte Josie tøvende. „Ja? Hvad er det?“ Emily virkede oprigtig interesseret i alting, så hun var nem at snakke med.

26