Issuu on Google+


Larsen og Clausen.indd 2

29-08-2011 12:05:53


MiChaeL frank MøLLer og kiM hytteL

ERINDRINGER OM

Larsen& CLausen OG ANDRE RONKEDORER I ROCKLAND

Larsen og Clausen.indd 3

29-08-2011 12:05:53


ERINDRINGER OM

Larsen& CLausen OG ANDRE RONKEDORER I ROCKLAND

Copyright © 2011 Bogkompagniet ApS, Michael Frank Møller og Kim Hyttel Omslag: Imperiet/Simon Lilholt Bagsidefoto: Elisa Venturelli Grafisk tilrettelæggelse: Gitte Thorsted Sat med Stone Trykt hos AKA Print, Tilst Printed in Denmark 2011 ISBN 978-87-92294-52-4

Larsen og Clausen.indd 4

29-08-2011 12:05:53


DeL 1

Larsen og Clausen.indd 5

29-08-2011 12:05:53


Larsen og Clausen.indd 6

29-08-2011 12:05:53


ProLog

Mit navn er Michael Frank Møller. Mit navn siger dig sikkert ikke noget, men der er mere end stor sandsynlighed for, at vores veje er krydsedes indtil flere gange et eller andet sted derude på ruten indenfor de sidste 25 år. I toget, på gaden, måske endda hjemme hos dig selv, i supermarkedet, eller henne ved frisøren. Du har muligvis ikke bidt mærke i mig. Jeg var blot et ukendt navn i forbifarten, et anonymt ansigt i mængden, en tilfældig stemme i mylderet, noget du ikke standsede op ved eller tog videre notits af, men tro mig, jeg var der. Jeg har kortvarigt haft din opmærksomhed, du har forholdt dig til mig, uden måske selv at være klar over det, og så er du fortsat videre ud i livet, uden at skænke det en tanke, hvad og hvem det egentlig var du mødte. Jeg ved godt, at du nu begynder at spekulere over, hvem jeg mon kan være, siden jeg er så sikker i min sag. Hvad er det, jeg hentyder til, hvad er det, jeg påstår, jeg ved om dig? Og måske overvejer du, hvis det nu skulle vise sig at jeg havde ret, hvilken type af bekendtskab jeg så var? Nogen gange møder vi et menneske som vi hundrede procent ved, at vi har mødt før, men vi kan bare ikke huske hvor og i hvilken sammenhæng, og om vi i det hele taget kunne lide vedkommende. I den situation kan det være klogt at vælge at lurepasse, afventende at hukommelsen vil finde den afgørende erindring frem fra mørket. Jeg vil ikke holde dig i uvisheden længere end højst nødvendigt, selvom det unægteligt føles rart at sidde i baghånd. Rart at vide mere om dig, end du ved om mig. Men bare rolig, snart

7

Larsen og Clausen.indd 7

29-08-2011 12:05:53


vil du vide meget mere om mig, end jeg nogensinde vil kunne komme til at vide om dig. Meget mere end jeg egentlig har lyst til at fortælle dig. Men det ligger i kortene og det var ikke mig, der gav dem. Jeg bliver nødt til at bekende kulør før eller siden. Uanset om jeg kan lide det eller ej. Om det er skæbnen eller det er tilfældet der har givet mig denne hånd, ændrer ikke noget. Kortene er stadig de samme og de skal stadig spilles. Så klogt som muligt, med så meget taktisk snilde som muligt, men uanset alle krumspringene skal de spilles. Det startede med et opkald på mobilen. Det var Johnny Staun. En mand jeg havde stødt på engang for mange år siden. Jeg kendte Staun fra musikbranchen, hvor han arbejdede på et af de store multinationale selskaber som marketingsmand. Ikke noget dybt bekendtskab, men nok til at vi ville hilse på hinanden, hvis tilfældet førte os sammen et sted i gadebilledet, forudsat altså at jeg af en eller anden grund skulle have forladt mit nuværende udsted og taget ind til storbyen. Dengang havde jeg meget travlt med at støve rundt til koncerter og receptioner i min egenskab af musikjournalist. Det lyder godt ikke: musikjournalist. Det kunne godt give indtrykket af, at jeg havde gennemgået en avanceret specialuddannelse i musik. Men sådan foregår det ikke i journalistikkens verden. Det var en blanding af amatørens interesse og banale tilfældigheder, der havde ledt på mig ind på det spor. Den historie vender vi tilbage til lidt senere. Dengang jeg havde omgang med Staun, arbejdede jeg på Ekstra Bladet. Dengang Danmarks største avis. Den avis der hver dag satte dagsordnen på arbejdspladserne, i skurvognene, på stilladserne, på kontorerne og tankstationerne, på landevejene, færgerne, overalt var vi hverdagens suveræne ordstyrere. Det var os, der satte dagsordnen. Med en enkelt overskrift kunne vi ændre folks liv og skæbne. Vi havde magt. Jeg havde magt. Og jeg nød det. Min skråsikkerhed skyldes altså hverken, at jeg er synsk eller

8

Larsen og Clausen.indd 8

29-08-2011 12:05:53


bedre end godt informeret, men der vil trods alt være en til vished grænsende statistisk sandsynlighed for, at du er stødt ind i en af mine artikler, overskrifter eller spisesedler fra den tid. Det er ikke noget jeg går og føler mig vigtig af, når jeg går og slår til mine golfbolde heroppe i den lokale ørkesløshed. Det har jeg forlængst lagt bag mig. Efter en tid mistede jeg appetitten eller var det orienteringen. Men det var noget Stauns opkald mindede mig om. Staun havde talt med en mand, han mente, jeg skulle kontakte. Staun havde, ligesom jeg, forlængst forladt musikken og var nu forlægger på sit eget lille enmandsforlag. Det navn han nævnte var et navn fra dengang. Et navn jeg på ingen måde havde glemt. Det var navnet på en mand, hvis liv på mange måder var blevet viklet ind i mit. Manden blev min skæbne, om du vil. Mens jeg lyttede på, at Staun fik introduceret, hvad det handlede om, tænkte jeg på om Staun mon egentlig vidste, hvad min relation til manden var? Han nævnte ikke noget, der antydede at han var bekendt med sammenhængen. Han var blank. Det var med andre ord endnu et af tilværelsens underlige tilfælde. Lad os bare kalde det skæbnen i mangel af bedre. Navnet var Kim Hyttel. Ligesom i mit tilfælde, er der også stor sandsynlighed for, at du har stødt på ham, uden at have bidt mærke i manden eller navnet, eller ihvertfald den musik han har produceret. Dengang for 20 år siden var han repertoirechef og producer på Sony Music. Han arbejdede altså ovre på den anden side af hegnet, og dengang arbejdede han med branchens største mand: Kim Larsen. Staun ville have mig til at interviewe Kim Hyttel. Og sammen med Hyttel skrive en bog om hans samarbejde med Larsen og Clausen. Et af den slags jobs en journalist helt rutinemæssigt tager på sig, uden et sekunds tøven og helt uden moralske skrupler eller kunstneriske overvejelser. Et helt normalt job for en journalist. Det vil sige et helt normalt job for alle andre jour-

9

Larsen og Clausen.indd 9

29-08-2011 12:05:53


nalister i hele verden end lige netop mig. For mig stillede det sig noget anderledes, for lige netop jeg, var selv en del af lige netop den del af historien, der handlede om Kim Larsen. Jeg var involveret. Jeg var part. Mere end det, jeg havde en hovedrolle. Den journalistiske neutralitet var derfor i udgangspunktet en umulighed. Jeg var den mest inhabile mand på markedet. Jeg var forudindtaget. Jeg var partisk. Jeg sagde ja. Jeg sagde ja lige på stedet og uden betænkningstid. Jeg kendte jo hele historien på knapperne, jeg havde jo rendt rundt i den samme verden på det samme tidspunkt, det var nemme penge. Det var bare at bukke sig ned og samle dem op. Jeg skrev derfor kort til Hyttel, og vi blev enige om at tage en snak hurtigst muligt. Her var det så, at første advarselslampe begyndte at blinke. Hyttel boede ikke i Danmark, han fortalte, at han boede på en ø, der hed Pantelleria. Det sagde mig intet, men lød langt væk fra Højby. Jeg googlede øen og kunne konstatere at den lå syd for Sicilien, nærmere Tunesien end Italien. Den lå faktisk i revnen mellem de to kontinentalplader. Hyttel ville mødes på skype. Det havde jeg ganske vist hørt om, men aldrig brugt. Det lød besværligt. Anden advarselslampe. Der var ikke andet for, at jeg måtte finde min sædvanlige kontakt til computernørderiet og få det installeret. Det tog nogle dage. Omsider var alt klart, der var aftalt tid. Jeg satte mig ved computeren og ventede. Der skulle ikke gå lang tid, så ringede det på. Pludselig dukkede Hyttel frem på skærmen midt i min stue. Hyttel viste sig nu at være kronraget med gråt skæg, jeg selv var i mellemtiden blevet gråhåret. Det forsøgte vi at gøre os muntre over. Det var dog hurtigt overstået. Så sjovt var det trods alt heller ikke. Vi havde begge forlængst passeret midaldrende og kunne nu kun benævnes som aldrende. Hyttel talte stadig med sin uforfalskede nordjyske accent. Det lod til at Hyttel havde gjort sig en del tanker om mig, og det lod til at han havde en plan med mig. Tredie lampe be-

10

Larsen og Clausen.indd 10

29-08-2011 12:05:53


gyndte at blinke. Han ville gerne have mig som medforfatter, men kun hvis jeg ville skrive om min personlige andel i historien. Hvis, som han sagde, jeg ville give mit blod til bogen. Det svarede jeg selvfølgelig ja til. Han ville have mit professionelle engagement. Det leverer jeg gerne, for en beskeden merpris. Hyttel insisterede på, at jeg kom hurtigst muligt ned til ham. Han sagde, at jeg skulle forestille mig, at jeg skulle rejse til verdens ende for at opsøge den vanvittige oberst Kurz, ligesom i „Apocalypse Now“. I orden med mig. Den leg kunne jeg sagtens lege med på, hvis det morede ham. Det var sådan set det. Jeg havde fået en opgave på et meget belejligt tidspunkt i mit liv. Alt passede perfekt og der var endda en rejse med i posen. Alt var godt. Bortset lige fra de røde advarselslamper. Men dem havde jeg før demonstreret stort talent for at overse, med lidt god vilje gik det nok også igen. Jeg begyndte så småt at forberede mig. Ringe lidt rundt. Få aktiveret det gamle netværk. Der skulle også findes en billet. Det var trods alt udenfor alfarvej. Og der skulle pakkes en kuffert. Ikke mange dage efter var Hyttel der igen. Nu var det på mail.

Kære Michael … Billetten er bestilt, du er på vej. Vi er igang. Jeg går rundt hernede og venter, og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, hvad det er for en bog vi skal igang med at skrive? Jeg er flere tusinde kilometer borte fra åstedet for den række af voldsomme begivenheder, som vi begge for 20 år siden blev en del af. Det var i en anden tid og et helt andet sted i vores begges liv. Jeg er langt fra Danmark, og endnu længere væk fra dengang. Nede i dalen under mig ser jeg bilerne køre forbi. Forretningerne er endnu åbne en halv times tid, og de lokale har travlt med at få nået de sidste ærinder. Travlt er nok så meget sagt. Alt hernede foregår efter en anden tidsregning.

11

Larsen og Clausen.indd 11

29-08-2011 12:05:53


Ovre fra den anden side af dalen, hører jeg Salvatores æsel med jævne mellemrum kalde længselsfuldt på sine artsfæller, men der kommer aldrig svar tilbage. Den er alene blandt fremmede. Ligesom jeg. Jeg tager ind til byen og hilser på folk, når jeg passerer dem på gaden, men jeg er ikke en af dem, og jeg bliver det heller aldrig. Om jeg så for alvor forsøgte, ville det aldrig ske. Livet er på en måde nemmere, når man fra starten ikke gør sig illusioner om, at man er en del af noget. Det giver en større frihed. En frihed, som jeg ikke har eller havde i Danmark. Jeg har lært hernede, at man ikke behøver føle sig ekskluderet, hvis man ikke ønsker at være inkluderet. Jeg har i de sidste mange år forsøgt at gøre min fortid til fortid og undgå, at den styrede min nutid. Jeg troede faktisk, det var lykkedes. Jeg holdt den på lang afstand. Talte ikke til den, talte ikke med den, talte ikke om den, tænkte ikke på den, brugte den ikke. Jeg troede, jeg efterhånden havde fået taget det fra den, som jeg skulle bruge på den videre rejse. Jeg var flyttet til Europas alleryderste rand, den var langt væk. Men flere sammentræffende begivenheder indenfor ganske få dage, gjorde mig opmærksom på, at jeg åbenbart ikke var færdig med den. Fortiden kom pludselig tæt på. Til sidst kom den helt frem til døren og bankede på. Som en uventet, uønsket og påtrængende gæst. Jeg var et smut i København og opdagede ved et tilfælde, at der var en festligholdelse af 20 års jubilæet for Sort Sols albums „Flow My Firetear“ i Grand. Det var i sig selv skræmmende at konstatere, at der var gået 20 år. Kvium og Lemmertz producerede ved albummets udgivelse en kunstfilm, der gennem en række tableauer forholdt sig til hele albummet. Meget avantgardistisk. Til „Siggimund Blue“ så man den ene høne efter den anden med afhugget hoved blive smidt ind foran kameraet. En idé, et billede pr. sang. Filmen måtte selv 20 år senere konstateres at række ud mod Sort Sols fortid på den københavnske punkscene. Altså tiden før albummets udgivelse.

12

Larsen og Clausen.indd 12

29-08-2011 12:05:53


Det var på flere planer en underlig oplevelse. Dels at albummet stadig kunne fylde en sal 20 år efter. Dels at se dem alle sammen igen. Jeg tror, du ville have nydt at have været der den aften, Michael, det var hele holdet fra den gang. De samme hangarounds med bandet i det naturlige centrum. Og til min store overraskelse beærede Sort Sol os faktisk med et liveset efter filmen. Alt var på en måde, som det plejede. Eller som jeg mener at huske det, som det plejede at være. Men nøgternt set spillede de nok en del bedre den aften, end det band, der for mange år siden mødte mig, da jeg første gang hørte dem live i en baggård på Vesterbro. Det var som at træde ind i en tidslomme, den samme hektiske energi, den samme svirren af nervøs tilstedeværelse. Dette var inderkredsen, dem der tilhørte den lille eksklusive flok af insiders. Dem, der havde forbindelserne og var cool nok til at blive fundet værdige. Dette var de udvalgte, eliten, avantgarden. Nogen var faldet bort siden sidst, døde, syge, vanvittige, eller bare fortabte og glemte. Men så var der kommet nye til, nye der til forveksling lignede dem, der var gledet ud i mørket. Alt var anderledes og dermed fuldstændigt, som det plejede. Som du ved, har Sort Sol har altid været mestre i at iscenesætte det uforudsigelige. Jeg hørte den aften for første gang i mange år albummet i sin fulde længde. I sig selv et rimeligt heftigt møde med den del af min fortid. Jeg talte med Steen (Jørgensen) og Tomas (Ortved) og andre fra holdet fra dengang. Det var, hvad det var. Tiden havde taget os, og vi var tydeligvis hvert vores sted. Og det havde jeg det godt med. Jeg følte ikke, der var noget at savne. Jeg kom alene, og jeg gik alene. Første varsel. Næste dag mødte jeg ved et tilfælde søsteren til Karin, min kæreste i den periode. Jeg havde ikke set hende i 15 år. Men det lykkedes os på en eller anden måde at genkende hinanden. Et menneske, jeg godt kunne lide og havde savnet i mit liv. Men efter mit brud med Karin, syntes jeg ikke, jeg kunne trænge mig på. Jeg holdt mig væk. Den omkostning havde jeg lært at kende.

13

Larsen og Clausen.indd 13

29-08-2011 12:05:53


Du mistede ikke kun kæresten, men også hendes venner og familie. Og som livet var gået, havde jeg lært, at dybe venskaber var en sjælden og dyrebar ting. Det var andet varsel. Vel tilbage på bjerget på Pantelleria fik jeg nyheden om DJ’en Kjeld Tolstrups pludselige og alt for tidlige død. Tolstrup remixede både C.V. Jørgensens „Det sir sig selv“ og Sort Sols „Siggimund Blue“. Kjeld døde med støvlerne på, midt i festen. Hvis jeg havde fortsat for fuld skrue, var jeg gået samme vej. Jeg var meget, meget tæt på. Millimeter. Gode gamle Kjeld, hvad skete der lige der? Nogle få dage efter kom fortiden helt frem og satte en fod i døren. Jeg blev ringet op af en ung journalist, der var ved at skrive en ny biografi om Larsen, om jeg ville give et interview? Den tur havde jeg som sagt været igennem før og med et noget blakket resultat, mildest talt. Jeg mærkede, at jeg ikke havde lyst til at fortælle historien igen og se den komme ud på den anden side i ukendelig form. Hvis den skulle fortælles, skulle det være den fulde historie. Da jeg havde afsluttet min samtale med journalisten, blev jeg slået af de mange tilfælde, der pegede på den samme periode, den samme kreds af begivenheder og mennesker. Jeg mærkede min modvilje mod at skulle tale om den tid igen. Nogen eller noget ville åbenbart, at jeg atter skulle kigge på den. Bare tanken var mig ubehagelig. De næste dage gik jeg igennem alle mulige af forskellige reaktioner. Vrede, angst, ubehag, uro. Jo mere jeg mærkede efter, jo mere ubehageligt var det og jo mere blev jeg klar over, at jeg ikke kunne undslippe længere. Jeg havde i små tyve år ventet på, at et behjertet og hæderligt menneske ville dumpe ind i min historie, og tilskyndet af dens iøjnefaldende urimeligheder, kigge den nærmere efter i sømmene, og endelig, langt om længe, rede de spegede tråde ud. Selv havde jeg ikke lyst. Det kunne ikke undgås, at den ville dukke op igen. Dertil havde den formet for mange skæbner og afgivet for meget energi. Mit liv, dit liv, Larsens liv, Bellami, alle de umid-

14

Larsen og Clausen.indd 14

29-08-2011 12:05:53


delbart involverede. Og sikkert mange flere. Jeg vidste med mig selv, at historien ikke var bragt frem til en konklusion. Jeg vidste, at der stadig var et eftermæle, der skulle skrives. Jeg havde bare håbet på, at det ikke skulle være mig. Men samtidigt var det også ubærligt, at se historien blive maltrakteret endnu engang. Endnu en gang se sporene blive forvansket til ukendelighed. Men trods alle disse varsler, er det ikke sikkert, at jeg ville have startet den proces, der har ført til denne bog, hvis ikke Erik Clausen et år inden, havde udsendt sin officielle biografi. Jeg ved ikke, om du har læst den, men den satte nogle ting på spidsen for mig. Det var dens tilsynekomst, der i første omgang provokerede mig til at gennemtænke alle mine erfaringer med Clausen og Kim Larsen, Det Dårlige Selskab. Det var den bog, der aktualiserede hele min problematik med dem. Jeg havde jo stadig Peder Bundgårds biografi om Kim Larsen i erindring – med al dens pastelfarvede skønmaleri og uldne udenomssnak og direkte forvridninger og fordrejninger. Og nu var Clausen så stødt til, med endnu et bidrag til forplumringen af fortiden og forfalskningen af historien. Jeg sad så her i min helt egen verden og med en helt, helt anden historie på begge de to herrer. Så da fortiden pludselig dukkede op i min nutid igen, var jeg i en eller anden forstand allerede så småt klar til at gå på vingerne. Uden egentlig at være mig det helt bevidst, havde jeg gået og ladet op til en konfrontation med de to vildmænd i rigsvåbnet. Jeg hverken orkede eller gad høre på mere vrøvl fra den kant. Det er så her, jeg er. Jeg går nu og kredser om den historie. Jeg kæmper i øjeblikket med at grave det hele frem fra dybet. Jeg forsøger at gå tilbage til den gang for så længe siden og gennemleve det hele scene for scene. Følelse for følelse. Stemning for stemning. Jeg forsøger at dykke ned gennem alle dens lag, alle dens faser, alle dens temperaturer. Jeg forsøger at afsøge alle dens tanker og intentioner, alle dens håb og drømme. Jeg forsøger at gennemgå alle dens bilag og afstemme alle dens poster.

15

Larsen og Clausen.indd 15

29-08-2011 12:05:53


Genopleve alle kampene, strategierne og felttogene. Genbesøge alle møderne og alle afskederne. En på mange måder dybt ubehagelig proces, som du sikkert kan forstå, men som jeg allerede nu forudser vil afdække nye sammenhænge, tydeliggøre motiver og handlingstråde, afsløre skjulte hensigter. Men jeg håber først og fremmest, at denne proces vil vise mig, hvorfor det åbenbart er så nødvendigt, at jeg skal gå hele turen igen. Jeg fortæller gerne historien. Uanset om der er nogen, der gider høre den eller ej. Og du kommer til at sidde på førsteparket. Jeg vil trænge så langt ind i den som overhovedet muligt, gennem alt skidtet og skramlet, gennem alle dens mange lag, helt ind til kernen. Og helt uden det sædvanlige skåneprogram, hverken for mig selv eller for de andre hovedaktører, inklusive dig, Michael. Så er du advaret. Jeg vil have sandheden, og jeg vil have den til at stå så klart frem, som overhovedet muligt, og jeg vil have så meget frem af den som overhovedet muligt! Koste hvad det koste vil. Det var en historie, der nådesløst ville placere mig i offerrollen. Den ville efterlade mig bag sig med intet som helst andet end historien selv. Det eneste jeg fik med videre, var den. Nu fortæller jeg den så omsider. Tilskyndet af omstændigheder, jeg ikke er herre over. Jeg fortæller den første, eneste og sidste gang. Så må det være det. Og du skal fortælle din del af den. Om jeg så skal vride arme om på dig. Du slipper ikke! Som du sikkert har i klar erindring, blev jeg ikke skånet for noget af nogen. Allermindst af dig. Der var ingen moderationer eller holden sig tilbage, ingen manen til besindelse. Der var ingen, der forsøgte at dæmpe gemytterne, og for at undgå de værste urimeligheder. Ingen kom mig til undsætning. Hvis jeg indtil da, var gået rundt med en illusion om, at jeg havde frænder og våbenfæller, belærte den historie mig om, at det ikke var tilfældet. Jeg var alene. Det var en brutal erkendelse, men det betyder så til gengæld i dag, at jeg ikke skylder nogen noget. Ikke engang almindelig høflighed. Jeg har ingen alliancer, un-

16

Larsen og Clausen.indd 16

29-08-2011 12:05:53


derhåndsaftaler, kammeratlige hensyn eller private interesser at pleje. Jeg sidder ikke med ved bordet. Jeg har kun sandheden at beskytte. Jeg vil fortælle dig ting, der ikke er blevet fortalt før. Vise sider, som ikke er blevest vist før. Afsløre forhold, der ikke er blevet afsløret før. Jeg vil trænge ind bag hykleriets forlorne facader, jeg vil vise løgnens forkrøblede anatomi. Der skal nok blive rav i den. Jeg vil starte det store kogeprogram. Alt snavs skal væk. Det vil sikkert støde nogen, og fornærme og forarge endnu flere. Medlidenhed, forurettelse, vrede. Alle er velkomne. Ingen reaktioner, der måtte komme, vil kunne stå model med, hvad jeg allerede er blevet udsat for. Takket være dig og Nørgaard er jeg hærdet til alt der måtte være i vente. Intet kan længere skræmme mig. Tiden er inde til at gøre op med, hvad det er, vi mener, der skal skjules, og hvad det er vi mener der skal fortælles? Hvornår det er sammenspisthed, og hvornår det er berettiget beskyttelse? Jeg ved at den diskussion vil følge i min fortællings kølvand, og jeg byder den velkommen. Hvis de andre hovedaktører vælger at protestere mod den ubeskårne historie, skulle de nok, dengang de selv var ude med riven, have overvejet netop denne udgang som en mulig konsekvens, og i tide have handlet derefter. Krænkerne bør ikke forvente beskyttelse fra den krænkede. Jeg har betalt prisen for at kunne fortælle denne historie. Der er ro i mit hjerte. Du vil opdage, at min beretning vil gå ud over alle kendte, rimelige grænser og hensynsløst trampe ind på hovedpersonernes mest private enemærker, uden hensyntagen til Larsens og Clausens ømfindtlige prinsesse-fornemmelser, sarte ligtorne og mimoseagtige følsomhed. Altså vel at mærke deres mimoseagtige følsomhed på deres helt egen ømskindede vegne. Med andre ord, bogen er skrevet fuldstændig i Det Dårlige Selskabs ånd! Uden bekymret skelen til tabuer og taburetter vil jeg mase mig henover, indover og udover enhver anstændighed og velærværdighed. Målt med den træskostørrelse Larsen og Clausen tram-

17

Larsen og Clausen.indd 17

29-08-2011 12:05:53


per gennem terrænnet på, er der rigelig plads til lidt til og mere end rigeligt. Der bliver intet behov for at klippe en hæl og skære en tå i hensynets hellige navn. Den slags behøver vi ikke spilde tid på. Som Clausen ynder at afslutte en samtale: „Vamos!“ Vi må videre! Jeg kunne ikke være mere enig. Og der bliver ingen hyggehejsa med lambrusco i pejsestuen efter kampen! Jeg kommer fra rock’n roll, jeg er rock’n roll og det bliver rock’n roll! Take it or leave it! Så ved du hvad du går ind til. Og så lige en gang for alle, og det er vigtigt for mig, at du forstår mig her, og tror mig, når jeg siger: Det handler ikke om hævn. Hævnen har intet at tilbyde. Det handler om sandhed, balance og om ære, ja. Men ikke stolthed, den har jeg for længst smidt over bord. Men ære, min ære. Det handler ikke om at forsvare, men om at forklare. Og så handler det om retfærdighed. Men først og sidst handler det om at lære. For hvordan skal vi kunne lære noget af historien, hvis vi ikke kender den? Hilsen Kim Hyttel Åh, gud … åh, gud, kunne jeg kun tænke. Hyttel mente det altså alvorligt. Han lød som en mand, der var ved at forberede sig til det helt store korstog. Jeg lugtede en rigtig god historie. Samtidig med at min mavefornemmelse sagde mig, at det her var nok ikke bare et hurtigt eftermiddagsinterview og direkte hjem med flyveren til aftensmaden. Jeg vidste ikke, hvor meget Hyttel havde at fortælle, hvor meget han kunne fortælle, og hvor meget han ville fortælle, men noget tydede på, at han var villig til at gå langt. Det var svært at sige nej til en sådan invitation, skønt jeg langsomt begyndte at forstå at Hyttel mente, at det også involverede mig ud over de normale, professionelle grænser. Ganske rigtigt. Min rejse skulle vise sig at rive op i nogle uhelede sår fra en tid, hvor min journalistiske mødom blev ta-

18

Larsen og Clausen.indd 18

29-08-2011 12:05:53


get, dengang jeg tog kampen op med det største og mest hellige navn i nyere dansk musik – Kim Larsen. Sandheden er altid at efterstræbe. Men også subjektiv og dybt afhængig af øjnene, der ser, og hjertet, der oplever. Hyttels historie er en del af min historie, og han inviterede mig ganske enkelt med på en dannelsesrejse, der tog sin start allerede med vores konfrontationer i begyndelsen af 90’erne. En historie, der anfægter nationalheltes ufejlbarlighed. Historien omkring Kim Larsen og Erik Clausen – rockens ronkedorer. Michael Frank Møller

19

Larsen og Clausen.indd 19

29-08-2011 12:05:53


RONKEDOR En ronkedor er en gammel, ofte aggressiv hanelefant, der lever adskilt fra flokken. Ordet kan også anvendes om ‘en ældre, vrissen mand’. I ældre betydning kunne det også være en pralhals. Ordet kommer af det hollandske ronkedoor, som betyder ‘enligt levende elefant’. På hollandsk findes også ordet ronkadoor om en pralhals og om en art flyvefisk. Begge ord stammer oprindeligt fra det portugisiske roncador, som både betyder ‘en, der snorker’, ‘flyvefisk’ og ‘pralhals’. Hvorfor elefanten er kommet ind i billedet forklares i Ordbog over det Danske Sprog således: „Der skal findes en Slags gamle HanElefanter med udgaaede Stødtænder, der er drevne ud af Parringskampen af yngre Medbejlere og alene kan give deres Maskulinum til Kende gennem en Brølen eller Brummen, der lyder baade latterlig og gyselig“. Kilde: politiken.dk

20

Larsen og Clausen.indd 20

29-08-2011 12:05:53


1. heMMeLigere enD kongehuset

Flyrejser er et paradoks. Det går lynende hurtigt og der er masser af ventetid. Masser af tid til at lade tankerne få frit løb. Allerede mens jeg venter i indtjekningskøen i Kastrup begynder erindringerne om mit liv med Larsen at rumstere. Minder der fører mig tilbage til min tid på Ekstra Bladet. Den gang jeg havnede i en form for tvangsægteskab med manden. Ekstra Bladet var i 80’erne og starten af 90’erne Danmarks ubestridt største avis. Der blev langet 250.000 eksemplarer over disken hver dag, og avisens gennemslagskraft var massiv. I skurvogne, på kontorer, plejehjem, skoler og bodegaer blev den populistiske pamflet med en indholdscocktail af vold, sex, politiske skandaler, social indignation, sport og underholdning slugt råt. Generelt var den journalistiske stab sammensat af folk, der troede på, at den hårdtslående journalistik kunne gøre en forskel. Det var der, jeg kunne gøre en forskel. Det var derfor den avis, jeg havde valgt at ville være på. Jeg ville give Ekstra Bladets kæmpeskare af læsere min musikalske vejledning. Kim Larsen kom på tværs af min smukke plan. Ekstra Bladets læsere var Kim Larsens publikum. Og det var stort. Derfor blev Larsen pligtstof for mig. Det handlede ikke om, hvorvidt jeg kunne lide ham eller ikke. Det var slet ikke oppe til diskussion. Enhver ny historie om Larsen ryddede bordet. Han blev en uundgåelig og uundværlig del af mit liv. En hemmelig og imaginær samtalepartner. Op gennem 80’erne havde Kim Larsen og Ekstra Bladet fået opbygget et sært og had-kærlighedsforhold. Manden, der først

21

Larsen og Clausen.indd 21

29-08-2011 12:05:53


og fremmest havde ført pennen i dækningen af Larsens gøren og laden, var underholdningsredaktør Rud Kofoed. Han havde gude-status i chefredaktionen, fordi han i kraft af et dybt hemmeligt kildenet gang på gang ryddede forsiden. Rud Kofoed var manden, der brandede Kim Larsen som „Lune Larsen“. En betegnelse der effektivt solgte ham til hele familien Danmark. Men det var et brand Larsen hadede af et godt hjerte, og kampen mellem Ekstra Bladet og Larsen blev på mange måder Larsens kamp med „lune Larsen“, Larsen som den joviale nationalskjald. Det folk allerhelst ville elske ham for at være, men som han så absolut ikke ville være. Og det hele startede med „Midt om natten“. Før „Midt om natten“ var Kim Larsens stjernestatus som solist for jævnt for nedadgående. Nok havde personnummerpladen „231045-0637“ solgt 300.000 eksemplarer, men de millioner, den skaffede ham på bankbogen, blev formøblet på hans forfejlede New York-eventyr i 79-80. Pladerne „Jungle Dreams“ (1981) og „Sitting On A Time Bomb“ (1982) viste en katastrofal nedadgående kurve i Larsens popularitet med salg på henholdsvis 70.000 og 45.000 eksemplarer. Selv Larsen kunne se, at den var gal, og at hans forhåbninger om at breake internationalt havde lange – for ikke at sige ingen – udsigter. Så han vendte hjem uden en krone på lommen med den erkendelse, at hvis han skulle frem i verden, skulle han gøre det han var bedst til – skrive sange på dansk til danskerne. Larsen måtte simpelthen krybe til korset. Kort før udgivelsen af „Midt om natten“ troppede Larsen op på Ekstra Bladet, bankede på Rud Kofoeds dør for at tigge sig til omtale. Han stillede sig simpelthen til rådighed for at få reklame. Rud Kofoed, der ellers ikke havde været udelt begejstret for de musikalske resultater fra USA, greb muligheden, og det var i høj grad med til at relancere Larsen, at landets mest gennemslagskraftige skriverkarl bakkede ham op. I næsten kærlig forbrødring besøgte Rud Kofoed Larsen og hans musikere i pladeselskabet Medleys studie på Vesterbro-

22

Larsen og Clausen.indd 22

29-08-2011 12:05:53


gade i København, hvor sidste hånd var lagt på numre som „Papirklip“, „Susan Himmelblå“ og titelnummeret „Midt om natten“. Ti dage før udgivelsen satte avisen en stor interviewreportage op, hvor Larsens gemytlighed og indgroede flabethed blev fremhævet, så ingen kunne være i tvivl om, at han havde genfundet sin folkelighed: „Ud af højtaleren kommer den gode, gamle, lune Larsen. Sådan husker vi ham fra solo-debuten „Værsgo“ for 10 år siden og senest fra personnummer-LP’en. Selv om der er tapetseret om i lydrummet, tager man ikke fejl af gavflaben – den er mere intens og poesifyldt, end vi længe har hørt. Artiklen signalerede, at Larsen var tilbage, som danskerne elskede ham. Jovial, lun, københavner-flabet. Det var en ny, beskeden Larsen, en ydmyg Larsen, der var kommet ned på jorden igen efter USA eventyrets himmelflugt. Larsen placerede sig i 80’erne som nationens samlende, musikalske skikkelse. Lige midt imellem yuppiernes popmusik, der fyldte lydrummet med ligegyldigheder og ufarlighed, og punken og New Wave, der desperat druknede sin vrede og ustyrlighed i fortænkt særhed. Der trådte Larsen ind som manden, der kunne forene småborgerlige kakkelborde og blyindfattede ruder med national stolthed og social indignation. „Midt om natten“ blev en gigant-succes, men på anmelderfronten var det dog ikke alle, der var lige begejstrede. Ekstra Bladet gav naturligvis seks ud af seks mulige stjerner. Men på Politiken, der med Torben Bille som den højest rangerende i det danske anmelderhierarki og derfor toneangivende for, hvad danskerne skulle synes om af populærmusik, var der ikke begejstring for „Midt om Natten“. „Larsen er måske nok stadig for flabet til at kunne gå hjem hos det mere tilbagelænede publikum, som køber den årlige Shu-Bi-Dua-plade i den tro, at rocken er velforvaret. Måske burde Kim Larsen skrue ambitionsniveauet op og søge nye udfordringer. Flytte til New York f.eks.,“ stod der i avisen.

23

Larsen og Clausen.indd 23

29-08-2011 12:05:53


Med ét var Larsens nyfundne ydmyghed forsvundet. Kim Larsen og en af hans håndlangere gav Bille en gang bukseøl under Michael Rittos, den ene af de to direktører på hans pladeselskabs Medley, 40-års fødselsdag. Den anden direktør, Poul Bruun, der havde været Larsens sparringspartner, siden de spæde Gasolin-dage, manden bag Larsens allerførste soloprojekt, „Værsgo“, måtte bagefter tvinge Kim Larsen til telefonisk at undskylde den lige lovlig kåde opførsel overfor Torben Bille. Det var den første spæde start på en lang og så vidt vides endnu uafsluttet krig mellem Kim Larsen og pressen. Faldt de skrevne ord ikke i Danmarks ubestridt mest populære kunstners smag eller var der spørgsmål, der blev stillet, der kunne tolkes som en antydning af, at Larsen ikke var ufejlbarlig, så blev han mopset og lillepige-fornærmet. Opfølgeren „Forklædt som voksen“ (1986) blev lige så stor en succes og indeholdt klassiske Larsen-sange som „Vi er dem“, „Jutlandia“ og „Om lidt“. Men der var også kunstneriske svipsere som „Kim i cirkus“ (1985), og efterhånden blev de reglen og ikke undtagelsen med udgivelser som „Yummi Yummi“ (1988) og „Kielgasten“ (1989), der udstillede ham, som om muligt mere populistisk og banalt danskpop-agtig. Det gav den kritiske del af pressen fornyet skyts. Da Rud Kofoed listede sig ind til en forpremiere „Kielgasten“ og kaldte teaterstykket en mellemting mellem god skolekomedie, halvforvirret rock-koncert og middelmådigt teater, var krigen brudt ud i lys lue. Og selvom Larsens største kritikere var at finde blandt de såkaldte „seriøse“ musik-journalister, så var der ingen tvivl om, at Ekstra Bladet, som Larsen hver dag troligt gik ned hos den lokale kiosk i Rørholmsgade for at købe sammen med sine 20 smøger og tre Underberg, nu var blevet hans hovedfjende. I sin anmeldelse af „Kielgasten“ var Kofoed ikke bange for at fremstille konflikten i et PS.

24

Larsen og Clausen.indd 24

29-08-2011 12:05:53


„PS: Denne anmeldelse er bygget på en forpremiere. Kim Larsen lod sin pressesekretær meddele, at han ville standse forestillingen, hvis Ekstra Bladets teateranmelder viste sig til galla-premieren i aftes. Det ville vi ikke udsætte premiere-publikummet for,“ stod der. „Krigen“ fik Larsen til at skrue helt ned for charmen overfor pressen, og specielt Ekstra Bladet. Den Kim Larsen, der med sine sange og sin charme kunne betvinge 100.000 mennesker og få dem til at synge med på hans melodi, blev nu udenfor scenen om muligt endnu mere privat og utilnærmelig. Larsens tillukkethed var et problem. Den var mit problem. For Ekstra Bladets læsere ville tæt på Larsen. Helt tæt. Byen svirrede af rygter om Larsen, rygter der fik yderligere næring af hans formummede tavshed. Rygter om hvordan hans patriarkalske dominans var så massiv i sit mangeårige ægteskab med Hanne Quist, „kranen“, at hun tilsidst begyndte at lede efter kærligheden på bunden af hvidvinsflasken. Rygter om hvordan Larsen nægtede at se sin ældste søn Pelles børn. Rygter om hvordan hans yngste døtre, Alice-Eva og Molly, havde haft en hård barndom på grund hans massive fravær. Mange rygter, vedholdende rygter og flere slags rygter. Rygter, rygter, rygter. Rygter i omløb hele byen rundt. Snigende sig langs byens facader i ly af mørket. Dukkende op de mest uventede steder og sammenhænge. Men jeg kunne blot sidde og se passivt til. Jeg kunne intet som helst skrive. Uanset hvor jeg søgte og hvor jeg spurgte, løb jeg ind i den samme fuldstændig massive mur af tavshed. Jeg kom ingen vegne for jeg kunne ingen vegne komme. Jeg var strandet. Jeg og Ekstra Bladets læsere var sat udenfor. Der var historierne om alle damerne. Historier om, hvordan Larsen i sine yngre og mere virile velmagtsdage nedlagde kvinderne på stribe, hvor som helst og når som helst. Skønhed eller alder spillede ingen rolle. Spædet med et gevaldigt indtag af først og fremmest bajere, suppleret med en joint eller to. Igen var det rygter.

25

Larsen og Clausen.indd 25

29-08-2011 12:05:53


„Skriver du om alle damerne?“ spurgte en fra inderkredsen mig på et tidspunkt. „Så lov mig at pointere, at han ikke har fået noget fremmed, siden han mødte Liselotte.“ Liselotte Kløvborg og Larsen blev gift 12. december 2001. Liselotte er mor til Larsens to yngste sønner, Hjalmer og Lui. Jeg kunne intet som helst skrive, for rygterne var historier ingen ville bekræfte. Til gengæld dukkede de frem fra sprækkerne overalt hvor jeg færdedes i byen. Men familien og inderkredsen omkring Larsen tav. Tav som Larsen. „Måske mest af alt, fordi vi ingenting ved. Larsen fortæller ikke nogen noget,“ som én udtrykte det. Jeg blev ved med, igen og igen, at løbe imod den samme uigennemtrængelige og frustrerende mur af lammende tavshed. Og jo flere gange jeg gjorde det, jo mere indestængt aggressiv blev jeg. Og jo længere var jeg villig til at gå i mit forsøg på at få sprængt hul og komme ind bag facaden. Men det lykkedes mig aldrig for alvor. I hele min tid på Ekstra Bladet kom jeg aldrig bag om tavsheden og helt tæt ind på manden. Nu var jeg kun en flyrejse væk fra en mand, der tilsyneladende kunne føre mig ind i det hemmelige og strengt forbudte land. Ind til den virkelige Larsen. Den private Larsen. Nu kunne jeg omsider få løst gåden om utilnærmelige, mutte, fornærmede, indesluttede Larsen.

2. På vej MoD MåLet Jeg er lige gået om bord i flyveren fra Rimini til Palermo, da jeg nærmest smager angsten komme snigende. Tvivlen og forvir-

26

Larsen og Clausen.indd 26

29-08-2011 12:05:53


ringen presser sig på og begynder at suge sig fast tæt på hjertet. Som med en af de tæger, jeg fjernede fra hunden tidligt i morges, ved jeg, at den sindsstemning vil vokse sig stor og ulækker, hvis jeg ikke får ordentligt fat og lader logikken styre mig i den rigtige retning. Det er angsten for at skulle konfronteres med fortiden, der vokser. At skulle gennemleve erindringerne fra og fortrængningen af en tid, der ændrede både manden, jeg skal ned og tale med, og mit liv. En tid, hvor vi mistede vores menneskelige mødom, og uskyldigheden og naiviteten bare blev efterladt, som en lykkelig drøm. Grunden til, at min selvtillid netop har fået et skub nedad er, at jeg skal møde en mand, som jeg ikke har haft noget at gøre med i næsten tyve år. En mand, der minder mig om en tid, hvor jeg sloges med vindmøller og i en evig døs af alkohol og storhedsvanvid og duft af magt, og hvor jeg troede, jeg skulle vælte verden. I alle tilfælde den lille del af verden, jeg beskæftigede mig med. Han var en mand, som jeg dengang betragtede som fjenden, en af dem, der byggede diger af tavshed omkring de mennesker, som jeg ville suge alt ud af for at finde sandheden. Hvilken sandhed det egentlig var jeg håbede at finde, står mig nu, alle disse år senere, uklart. Kim Hyttel, målet for min rejse, var i den grad i stormens øje, da Ekstra Bladet for alvor tog kampen op med Kim Larsen. For ikke at være helt på bar bund, når jeg skulle sætte fødderne på Pantellerias vulkanjord, havde jeg lige tjekket ham ud i „Politikens Dansk Rock“. Selvfølgelig kunne jeg huske ham for specielt to ting – han havde fået sit gennembrud som producer, da han gav Sort Sol det første skridt mod stjernestatus med deres populære „Flow My Firetear“ i 1991. Og som dansk repertoirechef på Sony og producer af Larsens „Wisdom Is Sexy“, havde jeg oplevet ham som en af ronkedorens beskyttende ånder, da krigen brød ud. En nordjysk tranlampe, der med sin drævende dialekt var en irriterende obstruktion i en

27

Larsen og Clausen.indd 27

29-08-2011 12:05:53


lang kamp for at finde ud af, hvem der virkelig gemte sig bag stjernen Larsen. Men rockleksikonet kunne blandt andet også fortælle, at den nu 58-årige Hyttel stod bag Johnny Madsens gennembrud „Udenfor sæsonen“ fra 1988 og Hennings Stærks nok største succes, „Dreams To Remember“. Mens jeg sidder der i flyveren og kigger ned over Toscanas bløde bjerge, drømmer om kraftige rødvine og saftige jomfruolie-salater, når jeg også at tænke på, at Hyttels historie egentlig ikke er noget særligt. Mest af alt, fordi den minder mig om min egen. Han er en bonderøv som mig. Han søgte berømmelse og magt i hovedstaden. Han røg på hoved og røv ud fra Sony og nok det job, der kunne have gjort ham til en af de mest indflydelsesrige personer i dansk musik. Jeg sidder her og er arbejdsløs. Fyret efter femogtyve år som aktiv sladderjournalist og omsluttet af min egen resignation og lede ved hele den branche, som jeg kritikløst har ladet mig drive rundt i hele mit voksenliv. Var det ikke for mine piger, ville jeg nok falde alvorligt og dybt i spruttønden – igen – uden nogensinde at overveje at komme op til overfladen. Det er surrealistisk, da den lille to-propelsmaskine omsider lander på Pantelleria. Med vanlig italiensk Pinocchio-patienza lader de mig vente et kvarter på min kuffert i ankomsten, mens jeg forsigtigt vinker goddag gennem glasruden til min ventende vært. Ventende på konfrontationerne, ventende på forløsningen, ventende på, at vores fælles fortid skal bringe os bare lidt nærmere en sandhed, der aldrig er blevet fortalt. Mit job som journalist på Ekstra Bladet foregik ude i gråzonen. Gråzonen mellem sandhed og løgn, godt og ondt, retfærdighed og uretfærdighed, moral og umoral. Gråzonen hvor avisens umættelige behov for overskrifter og sensationer blev sat over hensynet til sandheden og godheden. Ekstra Bladet fodrede masserne med blod og sex, uden hensynstagen til omkostninger for ofrene og for dem, der skriver historierne. Det

28

Larsen og Clausen.indd 28

29-08-2011 12:05:53


var i den gråzone, jeg fandt mine historier. Det var der, jeg mødte Hyttel, og det var der, jeg mødte Larsen. Jeg leverede varen hver dag, og nogen gange var jeg tæt på at gå over stregen, og nogen gange gjorde jeg det. Jeg var manden der dagen efter Kim Schumachers død, med aggressiv revolverjournalstik, fik fremtvungent et tårevædet interview med hans sørgende mor. Jeg var manden der fik fundet og jaget den unge, biologiske far til lesbiske Anne Linnets barn, op i en krog og med en fod i døren fik ham til at tilstå og aflevere sit billede til forsiden. Jeg var manden der iværksatte en hasarderet biljagt, på tværs af hastighedsgrænser, ensrettede gader og folk der sprang for livet, med en fotograf, der til sidst tvang den nyskilte og nyforelskede Bruce Springsteen ud af limousinen for at lade sig fotografere til avisen med sin nye kæreste, korsangeren i E-street band, Patti Scialfa. Jeg har altså været derude, der hvor vandet blev dybt. Og nu står jeg så pludselig her, efter alle disse års forgæves kampe for at komme tæt på Larsen, midt ude i Middelhavet, og har omsider fået muligheden for at finde ud af, hvad det var der gemte sig ovre på den anden siden af muren. Hvad den rigtige historie egentlig var? Spadserende med min undseelige bagage i hånden, fulgt af Guardia di Finanzias enlige repræsentants mistroiske blik, på vej ud for at mødes igen med Hyttel, går det op for mig, at den historie jeg nu er på vej til at få fortalt, måske mest af alt var det, jeg den gang gerne ville have fat i. At få nogen til at fortælle dybt, grundigt og inderligt, så historien blev mere end noget folk pakkede fisk ind i dagen efter, at den var blevet trykt. Samtidig går det så også op for mig, at mødet med Hyttel vil konfrontere mig med, hvad det var, der drev mig gennem femogtyve års journalistik. Når jeg om lidt går gennem den diminutive gate i lufthavnen på Pantelleria, er det måske trods alt mest af alt, det der pirrer mig. Håbet om, helt på min egen private bane, at finde målet igen.

29

Larsen og Clausen.indd 29

29-08-2011 12:05:53


Erindringer om Larsen og Clausen af Kim Hyttel