Issuu on Google+

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 1 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 2 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 3 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

ZoĂŤ Ferraris

EN VERDEN AF FREMMEDE Oversat af Brian Christensen


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 4 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

EN VERDEN AF FREMMEDE Copyright © 2012 by Zoë Ferraris Originaltitel: Kingdom of strangers Copyright © Dansk udgave: Audioteket A/S, 2012 Omslag: Eyelab.dk – Thomas Szøke Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia Tryk: Nørhaven Korancitaterne i oversættelsen stammer fra Ellen Wulffs oversættelse (Forlaget Vandkunsten 2006) ISBN: 978-87-645-0516-0 1. udgave, 1. oplag 2012 Mrs. Robinson – en del af Audioteket A/S


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 5 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

1 Firehjulstrækkeren ramte sandbanken, slingrede en smule og standsede midt på vejen. Holdet fra Drabsafdelingen steg ud: fire civilklædte mænd iført krøllede skjorter og med solbrændte ansigter. Kun en af dem havde været så forudseende at beskytte sig mod solen med et hovedtørklæde, mens de andre nøjedes med solbriller. Det lokale politi standsede bag dem. Beduinen, der havde fundet liget, kunne straks se, hvem af mændene der bestemte, ud fra den måde de andre med deres kropssprog diskret viste respekt på. Vicekriminalinspektør Ibrahim Zahrani præsenterede sig ikke. Beduinen gik over til ham og fortalte hektisk, at hans lastbil var kommet i slinger og kørt af vejen, så et af fårene var blevet slynget af ladet. Da han standsede for at samle fåret op, havde han opdaget liget. Politifolkene fulgte efter ham over en lille sandbanke. Det var svært at afgøre, om det var et lig af en mand eller en kvinde. Fem mænd stillede sig i en halvcirkel om den dødes smadrede ansigt. Venstre kind og øje var ét stort gabende sår – det var sandsynligvis et udgangshul fra et projektil – og den tilbageværende hud var indtørret, grå og dækket af sand. En ganske lille strimmel sort stof, der stak op af sandet ved kraven, fik Ibrahim til at gætte på, at det var en abaya, og at offeret derfor var en kvinde. Hans første indskydelse var, at en eller anden ung mand fra en ørkenfamilie havde skudt sin søster i hovedet, fordi hun havde begået en ‘forbrydelse’ mod familiens ære. Hvem kunne ellers finde på at begrave nogen helt herude? Stedet lå for langt mod syd til at høre til Jedda og var et glemt stykke ørken femogtyve kilometer inde i landet fra 5


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 6 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

hovedvejen, som faktisk ikke engang var en rigtig hovedvej. Ibrahim og de andre var faret vild to gange på vejen herud og havde måttet vente på, at det lokale politi kom og eskorterede dem. Han kiggede nærmere på ansigtet. Det var ikke et ørkenansigt. Selvom det var smadret, kunne han se, at det var asiatisk. Ibrahim kiggede på sit ur. Klokken var halv to. Hvis de var heldige, kunne de være færdige, inden det blev alt for bagende varmt. Det var først på efteråret, faktisk bare en forlængelse af sommeren. Varmen gjorde det allerede svært for ham at samle tankerne. Den lokale betjent, Hattab al-Anzi, lignede ikke en mand, der var vant til at patruljere i ørkenen. Han var bleg, badet i sved og missede med øjnene i den skarpe sol. Så dyttede han og kørte af sted, formentlig for at hente embedslægen eller måske kriminalteknikerne, som sikkert kørte planløst rundt på de samme veje, som Ibrahims mænd kort forinden havde bandet langt væk. Bag dem brægede fårene på ladet af lastbilen. Halvdelen af vejen var dækket af sand. Nogle få meter længere fremme, i forhold til det sted, de var standset, var vejen ufremkommelig. De befandt sig bogstaveligt talt i en udørk, og der kunne være gået flere uger, før sandbanken var blevet opdaget. »Ved du, om den her banke er blevet dannet for nylig?« spurgte Ibrahim beduinen. »Ja, der var storm i aftes. En slem en. I hvert fald slem nok til at blæse en klit ind over vejen,« sagde han og pegede i retning af liget. Ibrahim kunne ikke se andet end sand, så langt øjet rakte, og klipper hist og her. Det var først, da han med stive skridt gik tilbage til vejen og kom lidt på afstand, at han så, at området omkring liget lå lidt højere i terrænet. Der havde været en klit der – ikke en stor en, sikkert en vandreklit med luvsiden mod vestenvinden. 6


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 7 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

Han så sine folk gå rundt på gerningsstedet og hørte kriminalassistent Waseem Daher irettesætte dem. »Gå tilbage til vejen! I vader rundt på bevismateriale!« Ingen af mændene gjorde, som han sagde, men holdt sig i nærheden af ham og lyttede ivrigt. Det var aldrig helt gået op for Daher, hvilken magt han havde over andre. Solen bankede ned på dem som flammen fra en blæselampe. Da bilerne omsider kom, var det som i en begravelsesprocession med Røde Halvmåne-ambulancer, embedslægens bil og to Yukoner med kriminalteknikere. Den lokale betjent, Hattab, dannede bagtrop. »Idiot,« var der en, der sagde. »Ved han ikke, at man ikke skal lede bagfra?« »Han vil bare sikre sig, at han kan komme væk som den første, hvis det igen trækker op til storm,« sagde Daher. I løbet af få minutter vrimlede gerningsstedet med mænd. Kriminalteknikerne afspærrede området omkring liget med lange stave og blå bånd. Ibrahim blandede sig og sagde, at han ville have hele klitten afspærret, så de udvidede området og gav de andre besked på at gå længere væk. To yngre betjente var ankommet sammen med embedslægen, der også hed Ibrahim, men som alle kaldte Abu-Musa, som betød ‘far til Musa’. Han var faktisk far til Kareem og burde hedde Abu-Kareem, men han havde engang siddet på en kaffebar en eftermiddag og forsøgt at forklare chefkriminalinspektør Riyadh, at musa, som var navnet på profeten Moses, også var slægtsnavnet på bananer. De hed sådan, fordi Moses’ mor proppede en banan i munden på den spæde Moses, inden hun lagde ham i en sivkurv og satte ham ud på Nilen. Bananen var nærende, men hvad der var endnu vigtigere, forhindrede den Moses i at skrige, så han undgik at blive slået ihjel af egypterne. Riyadh, der ikke var vant til den slags indviklede sammenvævninger af historie og myte, havde bare taget et hiv

7


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 8 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

af sin vandpibe. »Hvor ved du det fra, Abu-Musa?« havde han gryntet, og så havde navnet ligesom bare hængt ved. Vicekriminalinspektør Ibrahim havde ikke arbejdet med Abu-Musa før, men manden var berygtet for sit temperament og sin diktatoriske fromhed. Lige nu ventede AbuMusa på, at teknikerne skulle blive færdige med at grave den døde fri af sandet. To Røde Halvmåne-reddere hjalp til med at tilslutte de industristøvsugere, som teknikerne skulle bruge til at fjerne sandet med. »Kom væk derfra! Hold fingrene fra hende!« råbte han til dem. »Hun er død,« sagde en af Røde Halvmåne-redderne. »Ingen må røre hende! Kom så væk.« Abu-Musa skubbede manden til side. Han var ikke bekymret for, at beviserne skulle blive ødelagt, men ville sikre sig, at mændene ikke forbrød sig mod anstændigheden ved at røre kvindens krop og dermed krænke hendes ære selv i døden. Den velkendte knasende lyd af dæk mod asfalt og en lille eksplosion af støv fortalte, at endnu en firehjulstrækker ankom. Det var kriminalkommissær Osama Ibrahim. Osama steg ud, kastede et blik rundt og gik direkte hen til Ibrahim. De to mænd gav hinanden hånden, og Osama undskyldte, at han ikke havde budt ham velkommen til Drabsafdelingen noget før. Alle opførte sig ærbødigt. Ibrahim havde været tilknyttet afdelingen i to uger nu efter at være blevet forflyttet fra Undercoverafdelingen. Der var tre grunde til, at han havde højere rang end de andre: Med sine toogfyrre år var han ældre end de fleste af dem, derudover havde han arbejdet i Drabsafdelingen for mange år siden, og sidst, men ikke mindst, havde han forbindelser til den kongelige familie. Han var sikker på, at hans facade inden længe ville begynde at krakelere. »En lokal beduin har fundet liget af en kvinde i sandet,« sagde han. »Prøv at se på det.« Osama gik over mod liget. 8


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 9 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

Røde Halvmåne-redderne mukkede over Abu-Musa og snakkede om en episode, der var blevet omtalt i medierne. En kvindelig studerende på lærerseminariet i al-Qassim var blevet syg. Seminariet havde ringet til Røde Halvmåne, men da redderne ankom, havde ledelsen forbudt dem at røre kvinden. Ledelsen havde ganske vist været bange for, at hun ville dø, men var åbenbart endnu mere bange for, at hun ville miste sin ære, hvis hun blev rørt af fremmede mænd. Mens diskussionen rasede, var pigen død. Heldigvis lod disse to reddere til at være forfærdede over episoden og var meget forsigtige med ikke at havne i samme situation som deres kolleger. »Hvem fanden tror han, vi er – et par alfonser?« fnøs en af dem. Osama kom tilbage – han så rystet ud. Ibrahim genkendte ansigtsudtrykket. Man tror, man er blevet hærdet over for døden efter at have set værelser oversprøjtet med blod, men så får en enkelt kvindes ansigt alligevel en ned med nakken igen. »Tror du, det er en lokal forbrydelse?« »Måske.« Ibrahim betragtede gerningsstedet. »Er embedslægen altid så kolerisk?« »Kun når vi har med kvindelige ofre at gøre.« »Naturligvis.« Pludselig lød der et smæld. Det var ikke højt, men det fik alle til at tie og se spørgende på hinanden. En af Røde Halvmåne-redderne havde trådt ned i en lomme i sandet og ramt noget hårdt, så det var gået i stykker. Ibrahim gik over mod stedet. »Rør jer ikke!« råbte han. Til hans overraskelse adlød alle. Manden havde allerede trukket foden op af sandet, og hans ansigtsudtryk fortalte Ibrahim, hvad han havde fundet. »Det lød som en knogle.« »Det var det også.« Fordybningen, hvor mandens sko

9


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 10 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

lige havde været, blev fyldt med sand. Ibrahim fik et glimt af noget, der måske var endnu et ansigt. De stod fem meter fra det første lig. »Bliv stående, hvor I er, alle sammen!« brølede Ibrahim. »Undtagen dig.« Han pegede på fotografen fra Kriminalteknisk Afdeling. »Tag billeder af alle, præcis hvor de står lige nu.« Manden skyndte sig at gå i gang. Så pegede Ibrahim på Daher. »Bed den lokale betjent om at tilkalde nogle sporfindere over radioen. Helst nogle fra murrahstammen, hvis du kan få fat i dem – og så hurtigt som muligt.« Daher løb hen til politibilen, hvor Hattab sad og nød den kølige luft fra klimaanlægget. Ibrahim holdt skarpt øje med, at ingen rørte sig ud af stedet. Mændene stod i akavede stivnede stillinger, som om de var med i en leg. Deres ansigter var badet i sved og lyste af begejstring – de var tydeligvis glade for at få besked på, hvad de skulle gøre, når det virkelig gjaldt. Ibrahims mænd havde trampet grundigt rundt i området, men selv efter have fundet et tredje lig kunne de stadig ikke se noget mønster. Murrah-sporfinderne – en gammel mand og hans nevøer – brugte flere timer på at gennemgå findestedet, studerede aftryk fra støvler og sandaler, idet de med nærmest magisk dygtighed udelukkede dem, der stammede fra mændene. De behøvede ikke engang se på de fotos, som teknikerne havde taget. Så startede de forfra og ledte efter ting, der stak ud fra omgivelserne. De bøjede sig forover med hænderne på knæene, satte sig på hug, knælede og stirrede på de samme steder i sandet i op til et minut ad gangen, mens de fulgte spor, der var usynlige for andre. De fandt de næste seks lig med hænderne, som var de ønskekviste, der opfangede mystiske geometriske linjer i luften over sandet, og først da begyndte der at vise sig en slags mønster. 10


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 11 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

Ligene var alle kvinder. De lå begravet i det, der havde været en halvmåneformet vandreklit. Der var en underliggende klippeformation, der gav området en vis stabilitet, hvilket betød, at en morder med en svaghed for at vende tilbage til begravelsesstedet kunne finde det igen, hvis en sandstorm blæste klitten hen over vejen. En lille lavning, der strakte sig ned fra vejen, gjorde, at uanset hvor mange storme der opstod, ville vinden få sandet til at aflejre sig samme sted og i løbet af nogle måneder danne en klit. Under en storm ville den glide ud på vejen som en bølge, der brydes mod stranden i slowmotion. Vejen ville blive ryddet, og med tiden ville sandet igen hobe sig op. Mens antallet af lig voksede, blev Ibrahim ved med at stille sig selv samme spørgsmål: Hvorfor lige her? Det var nødvendigt at sende bud efter biler med vand, og fra en lokal restaurant, kun toogtredive kilometer væk, blev der leveret store fade med ris og lam, som mændene nippede adspredt til, hvis de da overhovedet rørte maden. Den ulidelige varme kvalte deres appetit, og to af dem kollapsede og måtte køres tilbage til Jedda i en af bilerne fra Røde Halvmåne. Ibrahim bøjede sig over lig efter lig og mærkede solens stråler bore sig ind i ryggen på ham som glødende nåle. Sveden drev ad ham, så hans sko blev våde. Selv murraherne virkede mærkede af varmen. Findestedet lignede efterhånden en arkæologisk udgravning, der bredte sig ud mod ørkenen med presenninger, markeringspæle og lamper, som man tog i brug, da solen blev rød og gled ned i horisonten. Nitten lig i alt. Ibrahim gøs, da han hørte embedslægen sige det. AbuMusa kom over for at tale med ham – for første gang hele dagen. I skumringen så hans gråsprængte ansigt næsten kønt ud. »Hørte du, hvad jeg sagde? Nitten lig,« sagde AbuMusa. »Nitten. Ved du, hvad det betyder?« 11


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 12 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

»19 har opsyn med den?« citerede Ibrahim. Abu-Musa nikkede med et selvtilfreds udtryk i ansigtet. Dette vers fra Koranen, som virkede mystisk taget ud af sammenhæng, havde gennem århundrederne afstedkommet vilde spekulationer om, hvor vigtigt tallet 19 var. Den seneste teori kom fra Tucson, Arizona i USA, hvor en egyptisk biokemiker, Rashad Khalifa, hævdede, at ærkeenglen Gabriel havde åbenbaret en skjult matematisk kode i Koranen for ham, som kunne knækkes ved hjælp af tallet 19. Men det efterfølgende vers i Koranen gav en simpel forklaring på tallet: Og vi har kun sat engle som ildens opsynsmænd, og vi har kun opgivet deres antal som en prøvelse for dem, som er vantro. Det betød, at nitten engle vogtede over helvede. »Det kan være et tilfælde,« sagde Ibrahim. »Er du sikker på det?« spurgte Abu-Musa med et køligt smil. »Jeg tror ikke, I vil finde flere lig herude. Den, der har gjort det her, har sine grunde.« »Men alligevel er der måske bare tilfældigvis 19,« sagde Ibrahim.

12


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 13 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

2 Katya Hijazi var på vej hen til vicekriminalinspektør Ibrahim Zahranis kontor med den sidste bunke rapporter, da hun hørte en lattereksplosion inde fra briefingrummet. Hun gik stille hen ad gangen for at finde ud af, hvad der var så sjovt ved et møde i Drabsafdelingen. Mødet var ved at være forbi, og hun kiggede ind ad døren og så mændene snakke, grine og nikke til hinanden. Ingen kiggede i hendes retning, fordi de havde alt for travlt med at se på Waseem Daher, en af kriminalassistenterne, som Katya kun havde mødt to gange, men som allerede havde fået en plads på hendes liste over de få mennesker, hun med glæde ville skubbe ned i en stor kødhakker. Sidste uge havde Daher beskyldt hende for at være en opblæst tøs, der bildte sig ind, at hun var omdrejningspunkt i enhver efterforskning, bare fordi hun var vokset op med at se CSI i fjernsynet og derfor troede, at kriminalteknikere rent faktisk stod for alt efterforskningsarbejdet. Hvis han havde fået øje på hende gennem døren, lod han sig ikke mærke med det. Billeder af ofrene fyldte det meste af whiteboardet forrest i rummet. Katya havde haft så travlt i laboratoriet, at hun endnu ikke havde set ligene. Hver gang hun gik nedenunder, var retsmedicinerens kontor fyldt med overordnede og repræsentanter fra Indenrigsministeriet. Afdelingen havde aldrig før haft så mange lig på én gang. Der var faktisk ikke plads nok i kølerummet i kvindernes laboratorium, så de havde været nødt til at anbringe de øvrige i mændenes fløj af bygningen og bad til, at ingen andre blev myrdet i Jedda, før de var færdige med at analysere de tekniske beviser. 13


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 14 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

Det havde taget tre dage at få ligene væk fra findestedet. Man havde endda indkaldt en arkæolog i et desperat håb om at få fastslået, at ligene stammede fra langt tilbage i historien, men ifølge kriminalteknikernes første undersøgelser var det mest ‘historiske’ af ligene kun cirka ti år gammelt. De sidste fire dage havde Katya lagt de dødes tøj i etiketterede bevisposer og taget blod- og fiberprøver i en uendelighed uden egentlig at vide, hvad hun arbejdede med. Hun havde skaffet sig oplysninger om mordene gennem hastige samtaler med Majdi, en af de mandlige kriminalteknikere, og ved hjælp af egen gammeldags efterforskning: Hun havde smuglyttet og ‘lånt’ rapporter, der ellers aldrig ville lande på hendes bord. Hun havde nogle rapporter under armen lige nu, men de havde vist sig at være nitter. Hun vidste dog, at efterforskerne stadig ikke havde identificeret nogen af kvinderne. Det var fortrinsvis indvandrere: filippinere, srilankanere og indonesere, hvoraf de fleste var i starten af tyverne. Deres ansigter var smadrede, og der var ingen fingeraftryk. Specialisterne i ansigtsrekonstruktion havde netop udarbejdet nogle fantomtegninger, og det var dem, Katya var ude efter. Da mændene begyndte at forlade briefingrummet, trak hun sig lidt til side. Hun havde ikke lyst til at vende tilbage til sit laboratorium og sidde foran et mikroskop resten af dagen. Hun ville afhøre folk, gennemstøve gaderne for at finde vidner, gøre alle de ting, der ville bidrage mest til efterforskningen, og som disse mænd nu gjorde sig klar til uden at skulle bekymre sig om, hvad det ville betyde for deres ærbarhed. Men hun kunne ikke afhøre folk, da de måske ville finde det upassende at tale med en kvinde. Hun ville være nødt til at være ledsaget af en mand. Hun var nødt til at have en vis autoritet for at tvinge dem til at tale. Hun kunne altid bare mase sig ind ad døren, men der 14


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 15 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

var mere subtile forhindringer end en dør. Der fandtes porte i sindet, blindgyder og smalle stræder, labyrinter, der udgjorde hele byer af tanker, hele verdener, som folk aldrig ville slippe ud af igen, omgivet som de var af tykke mure fra det første kalifats tid. Hun gik hen til enden af gangen, lagde rapporterne i Zahranis dueslag og gik direkte ned til Retsmedicinsk Afdeling. Der var to indgange til politihovedkvarterets underetage – en for mænd og en for kvinder. Hun gik ud ad den rette dør og fortsatte til den forreste del af bygningen, hvor hun fandt Adara i kvindernes obduktionsrum. »Du kommer som kaldet,« sagde Adara. »Tag handsker på, og kom herover.« Katya iførte sig handsker og forberedte sig på at se på ligene, der lå på bårer ud fra væggen. »Først nummererede man ofrene efter den rækkefølge, de blev fundet i, men det viser sig, at det blev gjort ret lemfældigt, så nu vil man nummerere dem efter, hvornår de døde. Og det betyder, at hende her er den seneste.« Adara pegede med en nål på den brystkasse, som hun var ved at sy sammen. »De kom med hende i morges.« »Hvor længe har hun været død?« »Det er svært at sige, men højst seks måneder.« »Jeg kender ikke noget til sagen,« sagde Katya. »Jeg har bare taget blodprøver og kigget på fotos af deres ansigter.« »Men deres ansigter siger faktisk også det hele. De er alle blevet skudt i nakken på klos hold. Udgangssårene har ødelagt det meste af ansigterne, men man kan stadig ane visse træk.« Hun pegede på kvinden på obduktionsbordet. »Derudover kan jeg fortælle dig, at hun var mellem tyve og femogtyve år. Der er et skinnebensbrud, et brækket lårben, ingen tegn på voldtægt. Og så er der selvfølgelig det med hendes hænder.« Katya så på kvindens arme og var lige ved at dejse om.

15


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 16 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

Begge hendes hænder manglede. Det forklarede, hvorfor der ikke var nogen fingeraftryk. »Sådan ser de alle ud,« sagde Adara. »Dem alle?« »Ja. Hænderne er blevet kappet af med et enkelt hug, efter at offeret blev dræbt.« Adara syede kvindens bryst sammen med grove sting, smed nålen fra sig, gik over til vasken og kastede op. »Undskyld,« mumlede hun. »Jeg er gravid.« »Åh, tillykke.« Adara tørrede munden og skyllede den med lidt vand, inden hun gik tilbage til bordet. »Er fødderne der stadig?« spurgte Katya. »Ja.« »Jeg ved, at efterforskerne netop har modtaget nogle fantomtegninger af de rekonstruerede ansigter,« sagde Katya. »De har tænkt sig at vise dem til konsulaterne.« »Og du tror ...« »At det vil tage nogle år. Konsulaterne ved ingenting. Se bare, hvor lidt styr de har på de levende.« »Jo, men jeg tror nu, at det er fornuftigt nok at gå ud fra, at kvinderne var indvandrere, sikkert stuepiger.« Det havde sendt rystelser gennem afdelingen, at de muligvis havde at gøre med en enkelt gerningsmand, som over en lang årrække havde gået og slået kvinder ihjel, uden at nogen vidste besked om det. Katya var allerede begyndt at lave en liste over efterlyste personer, men der var stor sandsynlighed for, at disse kvinder slet ikke var blevet meldt savnet. Deres arbejdsgivere gik sikkert ud fra, at stuepigerne var stukket af, som så mange af dem gjorde for at finde et bedre arbejde eller slippe ud af et ansættelsesforhold præget af mishandling. Stuepigerne havde ikke lyst til at blive fundet, da de risikerede at ryge i fængsel. Det kunne også være, at den, der havde myrdet kvinderne, selv havde hyret dem som stuepiger. At han havde 16


JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 17 SESS: 5 OUTPUT: Thu Aug 2 11:28:35 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/133490_En_verden_af_fremmed_135x210/Materie

holdt dem indespærret, tortureret dem langsomt, en ad gangen, inden han dræbte dem. At lige fra det øjeblik, kvinderne var kommet ind i landet, vidste ingen ud over morderen, at de fandtes. »Hvad ved du om seriemordere?« spurgte Adara. Katya rystede på hovedet. »Ikke ret meget.« »Nå, men jeg har lige hørt, at de har tilkaldt en mand fra det amerikanske FBI med speciale i seriemordere.« »Det virker drastisk,« sagde Katya. »Jeg mener: Vi har jo været ude for seriemordere før.« Adara kiggede på ligene langs væggen. »De mener åbenbart, at ham her er anderledes. En ny slags, måske. Han har været i gang i mindst ti år. Chefkriminalinspektør Riyadh skammer sig. Alle føler sig ydmyget. De var ikke klar over, at det her foregik. De er ti år for sent på den. Det tog politiet fire år at fange ham seriemorderen i Yanbu. Riyadh vil ikke tillade, at den her sag trækker lige så længe ud.« På vej tilbage til kvindernes laboratorium standsede Katya ved Majdis kontor, men han talte i telefon, og det var fyldt med folk fra Indenrigsministeriet. Hun skyndte sig at smutte hen ad gangen igen. Så sent som i denne uge havde det religiøse etablissement udstedt en fatwa mod kassedamer, da det var syndigt for kvinder at arbejde i offentlige stillinger, hvor de kunne komme i kontakt med mænd. Det kunne være endt som endnu en latterlig fatwa, som saudierne kunne få skyldfølelse over, men som de bare ville ignorere, hvis ikke det var, fordi stormuftien, der havde ansvaret for at godkende fatwaen, faktisk udvidede den til også at forbyde kvinder at bestride enhver slags arbejde, der ville bringe dem i kontakt med mænd. Frontlinjen i disse kampe udgjordes af offentligt ansatte, især folk inden for politiet. Katya håbede, at kongens brødre eller kongen selv ville gøre et eller andet for at omstøde fatwaen, men indtil da holdt alle kvinderne i laboratoriet spændt vejret. 17


En verden af fremmede af Zoe Ferraris