Page 1


Bo L id e g a ard

En fortælling om danmark i dEt 20. århundrEdE


indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

11

Prolog 1849-1901 1. Demokratiet grundlægges . . . . . . . . . . . . . . . . .

15

Land og folk 15

2. Det store nederlag 1864 . . . . . . . . . . . . . . . . . .

22

På vej mod katastrofen 22

3. Nyt håb 1864-1901 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

30

Folkets vækkelse 30 Landet opdyrkes 37 Den danske model grundlægges 38 Kampen om magten 42 Andelsbevægelsen 44 Arbejderbevægelsen 49 Elefanten 57

I Folkestyret 1901-29 1. Folketinget træder i karakter 1901-15 . . . . . . . . . . .

63

Systemskiftet 1901 63 De Radikale 1905 73 Hemmelig tilnærmelse til Tyskland 1906-1910 82 Spillet om Grundloven 1910-14 85

2. På katastrofens rand 1914-18 . . . . . . . . . . . . . . .

110

Det tyske ultimatum 110 1915-grundloven 117 Krigsøkonomien 120 Neutralitetspolitikken 122 Balancegangen 126 Våbenstilstanden 1918 133

3. Kongerigets ydre grænser 1918-29 . . . . . . . . . . . .

139

Nordatlanten 139 Grænsen drages 1919-20 144 Påskekrisen 1920 148 Venstre kommer tilbage 1920-24 157 Pendulet svinger tilbage 1924-29 169

II Demokratiets forsvar 1929-45 1. Nationen, folket og forsvaret 1929-40 . . . . . . . . . . . Den store depression 187 Forsvaret 191 Forventningens frygt 199 Pest over Europa 203 »Danmark for Folket« 209 Udenrigshandel og sikkerhed 212 Forsvar og Folkeforbund 213 Den ideologiske kampplads 218 Med Mein Kampf på natbordet 226 Forberedelser til det værste 1938-40 233

187


2. Besættelsen 1940-45 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

244

Samarbejdspolitikken 1940-41 244 Grønlandsoverenskomsten af 9. april 1941 255 Antikominternpagten i november 1941 259 Ulmende modstand 1941-42 264 Samarbejde og modstand 1942-43 267 Jødeaktionen oktober 1943 282 Ventetiden 1944 288 Krigen i Nordatlanten 293 Det store kompromis 1945 298 De hvide busser 301

3. Normaliseringen 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

306

Vejen til San Francisco 306 Den korte sommer 307 Regnskabet gøres op 1940-45 309

III Danmark i Den Kolde Krig 1945-89 1. Planlægning og styring 1945. . . . . . . . . . . . . . . .

319

Fremtidens Danmark 1945 319 Grænsen går igen 327

2. Danmark vælger side 1947-53 . . . . . . . . . . . . . . .

333

Marshall-hjælpen 333 Grønland 340 Vejen til Alliancen 1948-49 342 Alliancepolitikkens indre front 348 Håndtering af kommunisterne 350 Demokratiets væsen 353 I den angelsaksiske verden 357 Grundloven 1953 362 Skarpe kanter og bløde sider 368

3. Danmark som deltager 1953-72 . . . . . . . . . . . . . . Det europæiske perspektiv 374 Velfærden slår rod 375 Et spøgelse manes i jorden 384 Regeringen, fagforeningerne og kommunisterne 385 Bomben 393 Det europæiske perspektiv 394 De sidste af deres slags 403 Gør gode tider bedre 1960-62 406 Vejen til Europa 410 Udslettelsen som mulighed 418 Bristede forudsætninger 419 »Helhedsløsningen« 1963 423 Den europæiske atlantisme 427 Det røde kabinet 1966-67 432 Take-off 1968-71 438 Blomsterbørnene 439 Folkeskolen 451 Politisk opbrud 453 Ind i Europa 1971-72 459

374


4. Opløsningen af det gamle system 1973-89 . . . . . . . .

470

Oliekrisen 1973 470 På vej mod afgrunden 1973-79 473 At sejre ad Helvede til 1979-82 502 Overgangen 505 Den økonomiske genopretning 1983-88 513 Fodnoterne 1983-88 534

IV Globaliseringen 1989-2001 1. Forandringerne i det politiske værksted . . . . . . . . . .

551

Informationssamfundet 551 Det nye Socialdemokrati 552 Den nye verden 558 Fra Maastricht til Edinburgh 1992 562 Tamiler 573

2. Fornyelsen af den danske model 1993-2001 . . . . . . .

579

Den 18. maj 1993 579 EU’s udvidelse 585 Kurven knækkes 590 Den flyvende humlebi 597 Indvandrerne 601 Fogh tager føringen 612 Slutspil 626 Efter 11. september 628

V Det moderne Danmark 1901-2001 1. Samfundets maskineri . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

639

Inklusionen 639 Opkvalificeringen 641 Skattetrykket 642 Konkurrenceevnen 644

2. Tankegodset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

647

Individualismen 647 Visionen 648

VI Litteratur Prolog 1849-1901 652 I Folkestyret 1901-29 653 II Demokratiets forsvar 1929-45 653 III Den Kolde Krig 1945-89 653 IV Globaliseringen 1989-2001 654

Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

657


1. demokratiet grundlægges land og folk Hvornår begynder det 20. århundrede? Og hvor begynder man sin fortælling om Danmark i dette dramatiske århundrede? Ingenting kan jo forstås uden et vist kendskab til det, der gik forud, en fornemmelse af landet og af folket – dem, der var der, og dem, der kom. For ikke at tale om de store forandringer og reformer eller om krigene, der blev udkæmpet – og tabt. Hvornår begyndte den moderne tid i dette fjerne hjørne af Europa, langt fra de dynamiske centre, og dog alligevel centralt placeret som bindeled mellem det europæiske kontinent og den skandinaviske halvø og som prop for søvejene mellem øst og vest, mellem Østersøen og Nordsøen? Hvordan udviklede landets politiske geografi sig med tiden? I hvilken udstrækning var forandringerne dikteret af ydre omstændigheder og i hvilken af indre politiske valg? Hvad betød det, at Tyskland var så tæt på, eller at så mange briter i så mange år fik deres morgenmad fra dansk landbrug? Hvor stor rolle spillede det, at de danske stræder var en del af europæisk storpolitik? I den sidste del af det 19. århundrede undergik Danmark dybtgående forandringer, der blev afgørende for den udvikling, landet gennemløb i det 20. århundrede. Omvæltningerne berørte alle aspekter af danskernes liv og samfund; økonomisk, kulturelt, politisk og geografisk. Gennem disse årtier udkæmpede Danmark sin sidste store krig på dansk jord, led et så sviende nederlag, at det tog mere end 100 år at forvinde det. I eftervirkningerne måtte Danmark gentænke sig selv og finde en ny måde at være land og samfund på. Det var her, grunden blev lagt til det moderne Danmark, som udviklede sig gennem det 20. århundrede.

15


PROLOG 1849-1901

16

Når vi ser tilbage, er vi tilbøjelige til at bedømme fortiden ud fra, hvad der siden skete. Men vore forfædre, der levede i årene op til og gennem de to store verdenskrige, vurderede og handlede på baggrund af deres egne erfaringer, som var formet af det 19. århundrede. Det, de kendte, var den gamle verden, og de havde kun en vag idé om, hvad der forestod. For at forstå dem, må denne historie derfor tage afsæt i det 19. århundrede med demokratiets grundlæggelse, det store nederlag og de nye håb. Grundloven blev vedtaget den 5. juni 1849. Man sagde, at den blev »givet« af den enevældige konge, Frederik 7., men den blev snarere »taget« gennem en fredelig revolution drevet af den nationalliberale bevægelse med det københavnske borgerskab i spidsen og bønderne, der stadigt mere højrøstet krævede frihed og andel i magten. Grundloven var inspireret af de samtidige forfatninger i Europa, men var på flere punkter mere liberal. Den garanterede borgernes rettigheder og grundlagde et parlament med to kamre: Folketinget og Landstinget. Valgretten var begrænset til uafhængige mænd over 30 år. Junigrundloven er stadig i høj grad fundamentet under det danske demokrati og dets konstitutionelle monarki. Mens mange af frihedsrettighederne er stort set uændrede, medførte en gennemgribende revision af Grundloven i 1915 valgret for kvinder og tjenestefolk, og den seneste revision i 1953 afskaffede Landstinget og etablerede Folketinget som det centrale lovgivende organ. På det tidspunkt, Junigrundloven blev indført, var Danmark et ganske kompliceret statssystem. Kongen regerede over lande af vidt forskellig karakter og med forskellige forfatninger og national sammensætning. Selv efter tabet til Sverige af de østlige provinser i 1658 og adskillelsen fra Norge efter statsbankerotten i 1813, omfattede Frederik 7.s kongerige stadig de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg. De tre hertugdømmer udgjorde grænselandet til Det Tyske Forbund og var samtidig de rigeste og mest udviklede af kongens besiddelser. Altona var den næststørste by efter København, og tysk videnskab, kapital og kultur prægede alle dele af det danske samfundsliv. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde befolkningen i Danmark omkring 1,6 mio., mens de tre hertugdømmer tilsammen havde en befolkning på omkring 1,4 mio. De fleste var tysktalende, undtagen i


Hvis ånden fra en tid, et sted eller et folk kan aflæses i kunst og litteratur, har vi en enestående adgang til forståelsen af Danmark i midten af det 19. århundrede, hvor København husede nogle af de største talenter, Danmark har frembragt. Hvert af disse genier kom til at påvirke dansk kultur og selvopfattelse helt til vor tid, og hver af dem repræsenterer vidt forskellige facetter af det at være dansk. København var på dette tidspunkt endnu en lille by med under 200.000 indbyggere. Hovedstaden var sluttet inde af byens volde og fæstningsanlæg, som stadig ses i bybilledet. Omkring en tredjedel af indbyggerne talte tysk som deres modersmål, og den tyske minoritet havde egne skoler, kirker og aviser. I bedre kredse kendte man hinanden og frekventerede de samme selskaber og saloner. Af de store personligheder, der prægede tiden, er den karismatiske præst, salmedigter og liberale politiker, N.F.S. Grundtvig (1783-1872) nok den, der er mindst kendt uden for Danmark, men måske samtidig den, der øvede størst indflydelse i sin samtid. Han blev en af landets ledende intellektuelle, dybt optaget af »folket«, samfundet, kirken, uddannelsen, »det levende ord« – og troen. Selv om Grundtvig regelmæssigt kom i konflikt med censuren under den enevældige konge, var han længe skeptisk over for en fri forfatning. Han bevarede en romantisk tro på den enevældige konge: »Konge-Haand og Folke-Stemme, begge

1. D EMOK R ATIET GR UND LÆG G ES

Slesvig, som var en typisk europæisk grænseregion med blandet befolkning og sprog. Mod nord talte de fleste dansk, mod syd tysk. Inden for forskning og videnskab var ikke kun universitetet i Kiel, Holstens hovedstad, men også Københavns Universitet dybt forankrede i den tyske tradition. De fleste opfattede sig hverken som danske – eller det modsatte. Folk var snarere tilbøjelige til at se sig selv som forbundne til deres respektive regioner: som holstenere, vendelboer eller sjællændere – lidt som de fleste i dag opfatter sig som danskere, tyskere eller franskmænd snarere end som europæere. Kongeriget omfattede også kolonien Grønland og de to »bilande«, Færøerne og Island, sidstnævnte blev dog i det store og hele regeret af sit hjemlige Alting. De danske kolonier i Indien og Afrika, Trankebar og Guinea, var blevet solgt allerede i 1845 og 1850 – De Dansk-vestindiske Øer først i 1917.

17


PROLOG 1849-1901

18

stærke, begge fri«. I 1848 skiftede Grundtvig dog hest og blev ivrig fortaler for en fri forfatning. Samme år blev han valgt som medlem af den grundlovgivende forsamling. Selv om Grundtvig sværmede for det nationale og det nordiske, var han også stærkt inspireret af de samtidige liberale og oplysningstiden. Som ung havde Grundtvig aflagt besøg i England tre gange og rejserne havde efterladt et stærkt indtryk og en livslang beundring for briternes åndelige frihed og økonomiske liberalisme. Englændernes afslappede forhold til troen vakte den unge Grundtvigs interesse, og da han vendte hjem, havde han gjort sin stilling klar: »Menneske først og kristen så!« Både samfundet og kirken var skabt af mennesket og kunne derfor diskuteres og ændres gennem politiske beslutninger. Ideerne måtte sættes fri, tankerne ikke begrænses, troen og ordet bruges i frugtbart livtag med tilværelsen og traditionens gamle snærende bånd brydes både i tanke og virke. Det sidste betød, at Grundtvig blev energisk fortaler for at afskaffe det gamle lavsvæsen og åbne for fri næring og foretagsomhed. Inden for naturvidenskaberne dominerede polyhistoren og fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851), som i 1820’erne havde opdaget elektromagnetismen. Ørsted var både en talentfuld naturvidenskabsmand og en kosmopolit, der havde det udsyn og de kontakter til andre europæiske åndspersoner, som mange af hans landsmænd savnede. Han arbejdede på tværs af alle discipliner og støttede fremskridt og oplysning overalt, hvor han kunne komme til det. Også den unge H.C. Andersen (1805-1875) kom i samme periode til København, hvor han gennemlevede et personligt eventyr, der var lige så fantastisk som de fortællinger, han begyndte at offentliggøre i 1835 efter forgæves at have forsøgt sig i snart sagt alle andre kunstarter. Selv om det københavnske borgerskab havde svært ved helt at acceptere, at den unge selvlærte og højst aparte Andersen, som mirakuløst var dukket frem fra bunden af Odenses proletariat, var et ægte geni, fik hans historier fra begyndelsen en gennemslagskraft uden sidestykke. Hans eventyr blev fortalt og genfortalt og i løbet af få år oversat til talrige sprog og læst overalt i verden, så H.C. Andersen endte med at blive nok en af de mest kendte og læste forfattere nogensinde. Ikke mindst i omverdenens øjne kom H.C. Andersen til at personificere det danske, og hans eventyr med al deres dobbelttydighed og ironi ses af mange som udtryk for en


1. D EMOK R ATIET GR UND LÆG G ES

særlig dansk mentalitet – ganske uanset, at mange af fortællingerne er gendigtninger af kendte europæiske folkesagn. To eventyr fremstår som særlig danske: Den Grimme Ælling og Klodshans. Den grimme ælling er ikke bare H.C. Andersens alter ego; den er også et billede på hans lille uglesete fædreland, der trods sin lidenhed bærer de smukkeste værdier. Gennem mere end hundrede år er danske børn vokset op med bevidstheden om, at »Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!« Moralen er ikke til at overse, og den har trøstet mange, som i det skjulte har næret de højeste ambitioner, men – måske også af den grund – er blevet udsat for drilleri og ydmygelser. Pointen går imidlertid videre, og H.C. Andersens egen livshistorie har efterladt et særligt aftryk i den danske sociale bevidsthed om, at selv det yderste medlem af fællesskabet kan vise sig at være den, der mest fortjener samfundets beskyttelse og hjælpende hånd til at udfolde sit talent. Måske er det alligevel Klodshans, der bedst tegner den danske karakter: Den undertippede outsider, der uden hverken de færdigheder, den skoling eller den status, hans brødre kan bryste sig af, alligevel griber sin chance og med de enkle rekvisitter inden for rækkevidde, en død krage, en gammel træsko og mudder fra grøften, til sidst i kraft af sin frimodighed, fantasi og slagfærdighed vinder både prinsessen og det halve kongerige. Klodshans er på den måde selve indbegrebet af både det bedste og det værste ved det danske: Den frygtløse evne til at gribe chancen, når den er der, og forfølge sagens kerne uden at gå for meget op i formalitet og autoritet. Kritikere vil også have blik for bagsiden af medaljen: manglen på respekt for klassisk dannelse og god opførsel, den skamløse indbildskhed, forestillingen om, at en død krage kan være lige så god som den fineste kunst – for ikke at tale om den brovtende selvhævdelse. Få år efter, at H.C. Andersen var kommet til København, udgav filosoffen Søren Kierkegaard (1813-55) i 1843 bogen Enten-Eller, der var hans gennembrudsværk, og som umiddelbart vandt ham anerkendelse som endnu et helt usædvanligt talent – selv om forskellen i forhold til eventyrdigteren næsten ikke kunne være større. Bogen blev begyndelsen til en lang række publikationer, Kierkegaard med feberagtig energi skrev og udgav gennem det følgende årti, de første år under en labyrint af

19


PROLOG 1849-1901

20

sindrigt udtænkte pseudonymer. Kierkegaards anliggende var tilværelsens fundamentale spørgsmål, som han diskuterede med en intelligens, humor og konsekvens, der stadig slår enhver, der begiver sig ind i hans univers af simple spørgsmål og gennemtrængende svar. I hans egen levetid vandt hans tanker og ideer ikke stor udbredelse uden for landets grænser; hans internationale anerkendelse kom først senere, hvor den efter Første Verdenskrig bredte sig fra Tyskland og etablerede Kierkegaard som en institution i moderne eksistentiel filosofi. Næppe mange har læst alt, hvad Kierkegaard har skrevet. Men det er få, der har stiftet bekendtskab med hans helt særlige prosa, der ikke er blevet slået og forført af hans legende evne til at afsløre, latterliggøre og genopbygge alt, der udgør den menneskelige eksistens. For Kierkegaard drejer det sig ikke om samfundet, men om det enkelte menneske: om »hiin enkelte«. Alt, hvad han har skrevet, kredser omkring den ene afgørende pointe, at mennesket i sidste ende har og må påtage sig ansvaret for sin egen tilværelse. Som konsekvens af dette radikale synspunkt lå Kierkegaard uvægerligt på kollisionskurs med enhver filosofisk, politisk, etisk eller religiøs opfattelse, som han mente udviskede det fundamentale ansvar og den grundlæggende integritet, han tillagde hvert enkelt menneske. Mens præsten Grundtvig ville frigøre kirken fra staten og skabe mere frihed og mindre dogma inden for folkekirken, ville filosoffen Kierkegaard frigøre mennesket fra kirken. Han insisterede på, at vi ikke kan institutionalisere vores forhold til Gud – for slet ikke at tale om vores forhold til troen. Med tiden udviklede Kierkegaard den opfattelse, at kirkens ritualer udgjorde en barriere mellem troens simple budskab og den enkeltes evne til at annamme det. Det førte til en bitter konflikt med den etablerede kirke, som i Kierkegaards øjne udvandede og forvanskede det gennemtrængende og enkle evangeliske budskab. Med sine klare konsekvens og satiriske pen blev Kierkegaard en højst kontroversiel person i København. Men hans tanker bærer et stærkt budskab, som siden har inspireret mange, der tænker over tilværelsens gåde, både ved hans insisteren på, at vi selv er ansvarlige, og ved hans lige så indtrængende argument, at en sådan individuel frigørelse kun er mulig, hvis den omfattes af ægte tro. For Kierkegaard var Gud på ingen måde død, som eksistentialisterne siden mente, men tværtimod et uund-


1. D EMOK R ATIET GR UND LÆG G ES

værligt led i den eksistentielle ligning. Det afgørende for ham var ikke den intellektuelle erkendelse af en højere magt, men det umiddelbare, naive religiøse møde: troens nådegave. Troen handler for ham om vore handlinger, vor væren og optræden i egen tilværelse og over for næstens: om selve det at være til. Politisk var Kierkegaard alt andet end revolutionær. Han mente, at monarken var bedre skikket til magten end mængden. Alligevel har hans kompromisløse opgør med autoriteter og institutioner, som mener sig i stand til at hjælpe den enkelte af med ansvaret for sin egen eksistens, sat sig dybe aftryk i mange danskes dybe mistro over for enhver, der mener at repræsentere en højere sandhed, hævet over spørgsmål og kritik. Søren Kierkegaard skrev på sit universelle værk stort set uden nogensinde at forlade sin lejlighed på Nytorv eller dens nærmeste omgivelser. Et par besøg i Berlin blev det til. For Kierkegaard bestod rejsen i hans studier i klassisk og moderne litteratur, filosofi og teologi. Han var europæer med kendskab til Hegel og tysk filosofi, tyske romantikere og den antikke filosofi, og hans forfatterskab var en løbende kommentar til de tanker, der samtidig tænktes andre steder i Europa. Hans modsætning var H.C. Andersen, der gennem utallige rejser til fantasiens yderste grænser udlevede sit motto: At rejse er at leve. På hver deres måde forbandt de deres hjemland med den omgivende verden. Ved at vinde anerkendelse ude og blive en del af det globale åndsliv, bragte de to store danske forfattere en afgørende pointe hjem til deres landsmænd: I moderne tid findes der ingen fjerne og isolerede afkroge i verden – og hvis der gjorde, ville det ikke være Danmark.


En fortaelling om danmark af bo lidegaard  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you