Issuu on Google+


EN TIGER FOR EN ENGEL

34087 En tiger for en engel.indd 1

18-08-2011 15:22:24


ANNE B. RAGDE

En tiger for en engel P책 dansk ved Camilla Christensen

ROSINANTE

34087 En tiger for en engel.indd 3

18-08-2011 15:22:24


En tiger for en engel er oversat fra norsk af Camilla Christensen efter Hvem sviktet Lotte? Copyright © 2011 by forlaget Oktober as, Oslo Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Anne Kragelund Bogen er sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI/Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-638-2005-9 Printed in Germany 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34087 En tiger for en engel.indd 4

18-08-2011 15:22:24


Til Jo

34087 En tiger for en engel.indd 5

18-08-2011 15:22:24


34087 En tiger for en engel.indd 6

18-08-2011 15:22:24


If you can talk with the crowds and keep your virtue Or walk with Kings – nor lose the common touch, If neither foes nor loving friends can hurt you, If all men count with you, but none too much; If you can fill the unforgiving minute With sixty seconds’ worth of distance run, Yours is the Earth and everything that’s in it, And – which is more – you’ll be a man, my son RUDYARD KIPLING

34087 En tiger for en engel.indd 7

18-08-2011 15:22:24


34087 En tiger for en engel.indd 8

18-08-2011 15:22:24


DEL I

9

34087 En tiger for en engel.indd 9

18-08-2011 15:22:24


10

34087 En tiger for en engel.indd 10

18-08-2011 15:22:24


1

– Lotte! Hvad laver du? råber farmor. Kom nu ned til os andre! Lotte svarer ikke, hun lader sig falde ned på knæ i græsset, det er køligt mod knæene, det stikker. Hun bøjer hovedet og kigger ned, det er overalt omkring hende. Hun lader kroppen og hovedet falde fremover og nedad og støtter med hænderne mod jorden, fingrene presser mod afskårne stubbe af græs. De er blegt gule. De har ikke fået lys i meget lang tid. De står som et tæppe af sugerør op af jorden fra rødderne. Hun suger lugten til sig, en varm, grøn lugt, der fylder hovedet og dækker ansigtet, kjolen, knæstrømperne og skoene: alting. Det her er ikke drømmebilleder, det her er tæt på og tungt til alle sider, det lukker hende ind. Gåsehuden noprer armene, hvide, strittende prikker, der får huden til at stramme, for hvert lange sug af lugt hun trækker ind gennem næsen. Håret hænger ned omkring ansigtet og danner et slør af halvmørke mellem hende og græsset. Her er hun alene. Hun trækker vejret lidt hurtigere. Hun er her. Det er, som hun tænkte, at det ville blive, om aftenen i vinter i Trondheim med den iskolde pude mod kinden og halsen snøret sammen af gråd og savn, en knude, mor ikke kunne høre. Nu damper jorden op i ansigtet, lugtene skyller mod hende, gennem hende. Hun kan godt tro på det, endelig er hun tilbage efter den lange vinter hjemme hos mor i Trondheim. 11

34087 En tiger for en engel.indd 11

18-08-2011 15:22:24


Længe bliver hun liggende på alle fire, tæt ved jorden, før hun lader lydene omkring sig forme de billeder, der hører til. Hun drejer hovedet bag sløret af hår og ser farmor, farfar og onkel som gennem en dis – pludselige bevægelser, der hopper ind og ud af synsfeltet, alle med hver deres le. De slår med jævne slag, roterer fra hofterne og op med armene langt ude fra kroppen. Deres pander lyser hvidt i det stærke sollys, glimter fra side til side, mens deres arme og leerne snitter kraftigt grønt græs med sving, der hviner i de brede buer. Svisj svisj svisj svisj, hører hun. De snakker ikke med hinanden, mens de arbejder. Græsset bliver til flade bunker under de blanke dødbringende halvmåner, den grønne farve vippes omkuld i lysere, sølvglimtende bunker. Saften fra den overskårne sårrand på hvert græsstrå samles med tusindvis af andre og bliver til en damp, der klør, en damp, der giver grøntsagssmag på tungen. Farfar retter ryggen, lader leen hvile i græsset og kaster et hurtigt blik op på hende. Så trækker han en slibesten op af baglommen, kaster leen op i luften og fanger den igen lige ved kanten, hvor træet bliver til metal. Han holder klingen op foran sig og kigger længe på den, før han spytter hårdt på slibestenen og begynder at feje den hen ad æggen, hele tiden samme vej, tegner en cirkel i luften og tager tilløb med underarmen, før stenen igen rammer metallet. Han spytter og spytter midt inde i cirklen af bevægelse, spytter brunt spyt fra skråen i kinden. Han spytter og sliber med svedig pande og sammenknebne øjne, der kigger tomt forbi cirklerne i luften og videre ned på græsset foran ham. Lotte ligger ubevægelig på alle fire i græsset og kigger uafbrudt på ham, sanser selv det mindste skift i hans ansigtsudtryk, aner den svagt sødlige lugt af skrå, der fejes langs klingen, ser farfars øjne, der ikke kigger på hende. Så føler han med en finger på kanten, lader en pegefingernegl glide hen over det skarpe og stikker slibestenen 12

34087 En tiger for en engel.indd 12

18-08-2011 15:22:24


i baglommen igen. Leen glimter i solen og hugger igen ned i græsset, der vipper omkuld, sejt og lysegrønt. Viceværten i Trondheim slår plænen med en lille bitte traktor, inden det når at blive højt, og siger, at det er, fordi han så slipper for at rive græsset sammen, han kan bare lade det ligge og dø mellem de nye, små græsstrå, der skyder op omkring alt det døde gule. Et par dage, så er det hele grønt igen. Og nogle dage senere slår han det igen. Det lugter kun i kort tid og mest af udstødning fra den lille traktor. Når hun bliver stor, vil hun bo her i Perlevik for evigt og aldrig slå græsset, før det bliver så højt, at det når hende til livet, før det kan nå en voksen dame til livet, og den voksne dame skal være hende. Hun er nødt til at rulle sig i det. Lugtene fylder hele kroppen og trænger ud i lemmerne, gåsehuden stritter, indtil den voldsomme damp sprænger hende indefra. Bakken er stejl. Hun er otte år, ni til september. For foden af græsbakken har farfar og onkel sat høhæs op, de har spændt sorte metaltråde ud mellem rafterne, viklet tråden én gang rundt om hver rafte, inden den fortsætter videre til den næste. Der skal græsset hænge, løftes i bundter med riverne og hænges jævnt op i flere etager, tørre og blive gult ligesom solen. Så nyser hun, hvis hun kommer for tæt på, så lugter det bare tørt og stikkende støvet. Men nu er det stadig grønt. Hun er nødt til at rulle sig i det. Hun er hjemme på Sinnstad hos farmor igen. Hun lægger armene over kors og presser dem ind mod brystet, kniber øjnene sammen, sætter fra med hælene og begynder at rulle ned ad bakken. Hun mærker, at det går alt for hurtigt, hun vil standse, men nu er det bakken, der bestemmer. Ørerne sidder midt i ansigtet, øjnene bag på hovedet, hendes hår er inde i munden, knæene dunker hårdt mod jorden, mod 13

34087 En tiger for en engel.indd 13

18-08-2011 15:22:24


bakken, mod græsset, hurtigere og hurtigere. Hun skriger ind i den cirkel, der svæver omkring hovedet, skriger ind i det grønne lys, der umuligt kan være en drøm længere. Så ligger hun stille og stønner. Hun ligger i et helt bjerg af græs, de har smidt for foden af bakken. Det er her, hun er, her, med fjeldene rundt i hele synsfeltet. Hun drejer ansigtet op mod himlen og skærer en grimasse, indtil øjnene bliver til smalle sprækker. Skyerne er blanke og hvide på et blåt, omvendt hav. De råber. – Slog du dig, Lotte? Det er onkel, der råber. Sådan noget må du ikke gøre! Børn altså! Hans stemme er langt væk, den opløser sig i disen over fjeldene. Hun trækker vejret roligt, kroppen er blød. – Nej, jeg gjorde ej. Jeg leger bare. DET er vel ikke farligt? råber hun tilbage. Hun kan sagtens acceptere lidt voksen småskænden. De er glade for hende, glade for, at hun endelig er kommet tilbage efter en lang vinter, de leger bare vrede, sådan som voksne plejer at gøre. Hun holder himlen fast i en blå sprække. Så kalder farmor. Lotte kan godt lade være med at kigge på hende og koncentrerer sig i stedet om at holde himlen fast. Hun ser farmor for sig: Hun støtter sig til leen og tørrer panden med forklædet. Hvilket forklæde har hun på? Jo, sikkert det blå med takkede, gule pyntebånd langs kanten og øverst på lommerne. Nu ser Lotte hende helt tydeligt for sig, og hvis hun drejer hovedet lidt, vil farmor være der for alvor. – Du skal passe på, lille ven! At ligge i græsset på den måde ... der kan komme en guldsmed og krybe ind i dit øre, ja, helt ind i HOVEDET på dig! Det skete engang for en lille dreng, han lå i nyslået græs, nøjagtig som du gør nu. Rejs dig dog op! Så tier farmor stille. Lotte hører, at svisj-lydene begynder igen, tre sæt svisj, hun ved, at de smiler til hinanden med brune solrynker med hvid hud i bunden af sprækkerne. Guldsmed? Helt ind i hovedet? Nej, det tror hun overhovedet ikke på. 14

34087 En tiger for en engel.indd 14

18-08-2011 15:22:24


En hvid sky, der ligner en stor middagstallerken med bølger langs kanterne, svæver over hende. Hun løfter hænderne og holder om den, lukker det ene øje, så hænderne passer omkring den bølgende kant. Sådan holder hun, indtil armene gør ondt, mens hun langsomt bevæger dem efter skyen. Så begynder den pludselig at flyde ud til begge sider. Hun breder armene ud. Spændet bliver for lille, for snævert, tallerkenen er ikke længere en tallerken, men to små underkopper, der svæver i hver sin retning. En tyk stribe blå himmel kiler sig ind og skubber dem længere og længere fra hinanden. Lotte lader armene synke ned mod ansigtet og skærmer med hånden, ser solen mellem fingrene, lyset er rødt som blod, fingrene bliver så tynde.

15

34087 En tiger for en engel.indd 15

18-08-2011 15:22:24


2

Hun havde frosset om knæene, da hun dagen før gik op ad trappen til flyet i Værnes lufthavn. Den grå, trønderske himmel sendte langstrakte vindstød ned, der trak hen ad landingsbanen, hviskede et par gange omkring kontroltårnet, var en tur omkring hangarerne og skændtes lidt med presenninger og barduner, inden de fortsatte hen mod terminalbygningen. Her stod to fly i hvilestilling som hvide fugle med gabende mørke huller i siden, hvorfra blanke trapper hang ned til asfalten. En tynd strøm af mennesker var på vej ind i det ene fly, på rad og række hen over den åbne, asfalterede slette og op ad trappen. Vindstødene tog godt fat i jakker og frakker og blomsterduske, mens passagererne fik bugseret sig op ad de smalle trin og sikkert ind gennem den lune, halvmørke åbning. Lotte var den første om bord på det andet fly, det, der skulle til Bergen, hun var den første, fordi hun rejste alene. Foran hende gik en stewardesse på høje hæle og småsnakkede til Lotte med ansigtet vendt halvvejs bagud hen over et flagrende silketørklæde i blåt og grønt. Men det var umuligt for Lotte at høre, hvad hun sagde, kun at tonefaldet var muntert. Det brummede fra en tankbil, der var i færd med at fylde tankene med brændstof inden afgang. Mænd med blå uniformskasketter smed kufferter og tasker ind i lastrummet. Lotte forsøgte at få et glimt af sin egen hvide kuffert, men var nødt til at holde fast og passe på trinene. Den skulle nok komme med. 16

34087 En tiger for en engel.indd 16

18-08-2011 15:22:25


De glemte ikke hendes kuffert, hun var jo den første om bord, den vigtigste af alle passagererne. Det sidste, hun lagde mærke til, inden hun trådte ind på tæppet i cockpittet, var, at vinden lugtede af regn. Det ville snart blive regnvejr i Trondheim. Hun skulle rejse fra regnen, væk fra alle de iskolde, våde dråber, der kom alle steder fra. Det skulle hun ikke tilbage til før om otte uger, otte sommeruger. Regn i Perlevik var aldrig det samme som regn her. Regn i Perlevik betød fisketure med orm på krogen, en bæk, der svulmede spændende på sin vej hen over tunet, æbletræer med mørkegrønne blade, som hun kunne stryge vandet af med en finger. Hun fik en plads helt forrest, inde ved vinduet. Begge stewardesser smilede til hende, den ene kom for at hjælpe hende med sikkerhedsbæltet. – Jeg har selv taget bæltet på, sagde hun så. – Jamen så er du jo ekspert! – Jeg har nemlig fløjet OTTE gange før. Igen smilede de begge to til hende, og langsomt begyndte sæderne at fyldes med mennesker med tasker, poser og tøj, der blev skubbet ind på bagagehylderne og stukket ind under sæderne. En mand satte sig ved siden af hende. Han var alene, talte ikke med nogen, og han kiggede ikke på Lotte. Selv kiggede hun ud ad vinduet og ventede bare på, at flyet skulle starte for alvor, presse hende bagud i sædet og løfte hende op på vej til farmor. Op i himlen, op over skyerne, så tæt på solen, som det var muligt at komme. Op fra verden til luft og himmel og ned i en helt anden verden, en sommerverden, der ville lukke alting ude og ikke på nogen som helst måde hang sammen med den gamle. Og så startede motorerne, brusede op, indtil det var umuligt at tro, at de kunne blive stærkere og mere vrede, de små lys langs landingsbanen piskede forbi i en stadig mere hidsig takt, hjulene trommede mod asfalten 17

34087 En tiger for en engel.indd 17

18-08-2011 15:22:25


og så – så slap de grebet i Trondheim, hun var på vej væk. Så fik hun en sodavand og en vaffel af den ene stewardesse og kunne løsne sikkerhedsbæltet lidt, med et erfarent greb slå bordet ned og tygge langsomt og småsmilende, mens skyerne tårnede sig op under hende. Manden ved siden af hende lugtede. Hun nøs, da hun drak den første slurk sodavand, og det var i det øjeblik, hun lagde mærke til det. Hun kiggede på ham, men han gengældte ikke hendes blik. Hans øjne gled fra side til side i avisen. Hvad var det, han lugtede af? Ud af hans næse stak stive, brune hår, tykke hår på en blank bund, og de bevægede sig, når han trak vejret, ud og ind, en besværet prusten. Lotte kunne høre det helt tydeligt, selv om flyets motorer larmede. Nu skiftede han stilling med avisen, rettede den op i luften foran sig, bladrede med lange arme og stivede den af med et hurtigt kast, inden han lod den synke ned igen. På hendes side af armlænet! Hun rykkede sig uroligt. Vidste han ikke, at der gik en streg der? Langs midten af armlænet? At han var langt ovre på hendes side? Hans avis hang ned på hendes røde frottékjole og ville sikkert sætte pletter. Igen vendte og drejede hun sig lidt bag det lille klapbord og skubbede forsigtigt til avisen, lavede ligesom en lille fold, hvor han umuligt ville kunne læse ordene. Men han læste vist et helt andet sted på avissiden og lod sig ikke mærke med folden. Han lugtede. Tryksværten ville sætte pletter. – Jeg skal på wc, sagde hun og rejste sig så brat, at sodavanden var ved at vælte. Manden samlede avisen, trak den til sig over armlænet og foldede den sammen i sit skød. Da hun kom tilbage fra toilettet, var han faldet i søvn, så stewardessen var nødt til at løfte hende ind på det inderste sæde, og Lotte sprællede med hvide knæstrømper i luften over manden. Han 18

34087 En tiger for en engel.indd 18

18-08-2011 15:22:25


sov med åben mund, og lugten var næsten væk. Det var synd for ham. Sådan var det altid den dag, hun rejste ned til farmor, det var synd for alle, der ikke var lige så heldige som hun selv. Hun fik øje på dem overalt, især børn, der løb og legede i fremmede haver, når hun kørte forbi med flybussen på vej til Værnes. Børn, der bare skulle blive ved med at være hjemme. Og her sad hun på vej væk, det skulle de bare have vidst. Mor havde fulgt hende ind til flybussen i byen og båret kufferten hele vejen. Før var det altid far, der bar den, mens mor gik ved siden af med Lotte i hånden og remsede alt det op, Lotte skulle huske, og det vigtigste af det hele: at være en frygtelig sød lille pige. Men i år var mor jo nødt til at bære den alene og var ikke kommet med nogen af de sædvanlige formaninger. Derimod huskede Lotte hvert ord af fars formaninger, da han hentede hende for nogle dage siden og tog hende med på Kafé Neptun for at sige farvel. Og også hvor irriteret mor havde været over, at hun blev hentet uden om alle aftaler. Det var ham, der skulle have gået her med kufferten. Så skulle mor og far have stået sammen bag hegnet af hønsetråd på Værnes og vinket farvel til hende, have vendt sig om sammen, taget flybussen hjem sammen og låst sig ind i lejligheden sammen. Gaden var grå og mennesketom med dybe skygger mellem brostenene, kun nogle taxaer hvinede forbi og forstyrrede mågerne, der skød op og ned over brolægningen, de lignede nyvaskede lommetørklæder, der hang til tørre i vinden, tumlede ned mod hende, ville vide, hvor hun skulle hen. Man kunne ikke bare komme her på den måde og forstyrre dem så tidligt på dagen, hvis man ikke havde en lovlig grund. En stor, hvid måge med et rødt gab under kulsorte øjne skreg til hende. 19

34087 En tiger for en engel.indd 19

18-08-2011 15:22:25


– Jeg skal ned til farmor jeg skal ned til farmor jeg skal ned til farmor ... med fly med fly ..., sang hun indvendig. Straks lettede hele flokken og lod bollerester være bollerester, og Lotte mærkede mågernes blikke nappe hende i ryggen, fulde af forbløffelse over noget så storslået. Til farmor. Med fly. Det var jo noget, enhver måtte kunne forstå, det her var ikke nogen almindelig hverdag. Mor var trist, kunne hun se. Lotte gik bag ved hende. På den måde kunne hun også være sikker på, at mor ikke opdagede, hvor glad hun var. Det kunne jo godt ske, at et lille smil eller et hviskende svar til mågerne undslap hende. Det var bedst, hvis mor ikke så det, hende, der aldrig »kom nogen steder«. Lotte kiggede på hendes ryg. Mor fyldte næsten hele gaden med prusten og stønnen og hårde skridt. Den skulder, der ikke hjalp til med at bære kufferten, svingede højt og stift, og yderst hang et bundt fingre, der var stramt knuget, på nøjagtig samme måde som når hun græd. Lotte kunne vågne i mors seng midt om natten og se den hånd ligge ved siden af på puden, over sit hoved, og vide, at bag hende græd mor uden en lyd, uden en dirren. Den stramme knude, med de hvide fingre boret ind i hinanden, sagde det hele. Hvis Lotte vendte sig om for at se hendes ansigt, lod mor altid, som om hun sov, og trak vejret roligt. Og i nattemørket var det umuligt at lede efter tårer på mors kind. Hun turde heller ikke mærke efter med fingrene, for så ville mor vide, at hun havde opdaget gråden. Det var ikke ret tit, hun fik lov til at ligge der. Sengen var for smal. Mor kiggede ned i brostenene, reagerede ikke på mågelarmen, vendte sig ikke om mod Lotte, hun bare gik og gik, nærmest sidelæns af at slæbe på den tunge kuffert. Lotte syntes, hun 20

34087 En tiger for en engel.indd 20

18-08-2011 15:22:25


lignede en krabbe på havets bund, en krabbe med kloen svingende i luften på vej hen mod et eller andet. Lotte smilede. Hun ville tænke på en krabbe i stedet for og ikke på mor, der var trist, ikke tænke på, at hun overhovedet ikke selv var spor ked af det, fordi de ikke skulle se hinanden igen før om otte uger. – Hold da op, hvor er din kuffert tung, stønnede mor. Jeg begriber ikke, hvordan du kan have så meget tøj, jeg synes ikke, jeg har råd til at købe NOGET til dig. Men nu er der heldigvis ikke ret langt igen. Jeg er nok lige nødt til at hvile mig lidt. Mor slap kufferten, rettede ryggen og kiggede på Lotte, der også standsede. – Glæder du dig? spurgte hun og smilede. – Jaaah ... det gør jeg ... lidt. – Det bliver rart for dig. Med en ferie. Det har været en lang og mærkelig vinter for en lille pige. Mor løftede blikket op mod himlen, hun forventede ikke noget svar. Lotte kiggede ned i brostenene. Nøjagtig hvor meget hun glædede sig, var det ikke værd at fortælle mor. Hun kiggede ikke op, før mor igen løftede kufferten op fra jorden og genoptog de sidelæns, ujævne skridt med et muntert: – På den igen! Lotte vidste godt, at hun bare lod som om. De havde ikke haft råd til en taxa. De kunne heller ikke ringe efter en, fordi de ikke havde telefon mere. Det var alt for tidligt på dagen til at låne fru Sybersens telefon, havde mor sagt. Og der var lige så langt til telefonboksen som til flyselskabets kontor. Det var dyrt at tage en taxa, alt for dyrt. Flybussen kostede jo også en hel del, fem kroner for Lotte og ti for mor. Mors lyserøde pung var altid flad nu. Ikke ligesom før, da far stadig boede hjemme, hvor den altid rummede muligheden for 21

34087 En tiger for en engel.indd 21

18-08-2011 15:22:25


en is eller en pakke tyggegummi. Derfor var Lotte begyndt at lægge mærke til alle de punge, hun fik øje på, hvor tykke de var: tilhørende mennesker i køen foran hende i forretningen, slidte punge, der rigtig var nødt til at strække sig omkring seddelbundterne og kronestykkerne. Og fordi mor havde så få penge, skulle de sige farvel til hinanden ved flybussen, mor skulle ikke med helt ud til Værnes. Lotte havde forsikret hende om, at hun nok skulle klare sig, bare hun blev fri for at bære den tunge kuffert. Og så sparede de tyve kroner. Lotte mærkede pludselig, at hun havde sat farten op, det var nok, fordi mor havde sagt, at der ikke var ret langt. Nu måtte hun passe på. Mor skulle bare kaste et blik på hendes ansigt, så ville hun forstå det hele. Eller se på hendes arm, hvor glad den svingede. Den anden hånd svingede en lille kurv. Der lå et grønt æble, ti kroner i en lyseblå plasticpung, og billetten skulle også ligge der. Det var synd for mor, der ikke skulle ud at rejse. Af alle dem, der ikke skulle rejse ned til farmor, var det mest synd for mor. Hun græd jo alligevel så meget, at det var næsten umuligt at begribe, hvor længe og voldsomt hun ville græde, når hun var kommet hjem igen alene, mens Lotte sad højt oppe under himlen og drak rød sodavand. I går aftes havde mor sagt, at hun ville bruge dagen i dag til at rydde op i klædeskabene, rydde meget grundigt op i dem. Mor kunne godt lide at rydde op i klædeskabene. Hun ville nok ikke gøre det. Sandsynligvis ville hun sidde ved køkkenbordet og kigge ud ad vinduet. Lotte strøg med en hånd ned over sig. Den bløde frottékjole føltes varm mod fingerspidserne. Pludselig råbte hun til mor: – Du er så sød, mor. Fordi du har købt sådan en fin KJOLE til mig. Mor støttede hjørnet af kufferten på fortovet og drejede hovedet. De mørke krøller vippede. 22

34087 En tiger for en engel.indd 22

18-08-2011 15:22:25


– Hvordan det, Lotte ...? Hvorfor kom du lige i tanke om det nu? – Øøh, jeg synes bare, den er så fin ... – Du er noget for dig selv, er du ... men nu må vi se at holde dampen oppe! Alle på skolen havde sådan en kjole, af frotté med lynlås hele vejen ned foran og en krave med spidse flipper. Lotte havde ikke troet, hun ville få sådan en, ikke før i går. Bare sådan lige smut, ud i byen og ind i en forretning. Prismærket kildede i nakken, da Lotte stod stiv og strunk med armene ned langs siden og blev målt oppefra og ned af mor og damen i butikken. – Jeg kunne vel godt selv have syet sådan en kjole, men så var den nok ikke blevet helt rigtig. De børn, de tager det jo så nøje med, hvordan alting skal se ud, sagde mor. Damen i butikken nikkede: – De har deres klare overbevisninger, de småtrolde, det har de. – Men den sidder fint, den der ... den tager vi, sagde mor og trak en hundredkroneseddel op af den flade, lyserøde pung. Sedlen knitrede, den havde ligget der alene. – Så kan din farmor se, at jeg i hvert fald har råd til at købe NOGET nyt til dig, tilføjede hun henvendt til Lotte. – Jeg går lige ind i prøverummet og tager den af. Jeg skal jo ikke have den på med det samme, det skal jo være min nye kjole, sagde Lotte hurtigt. – Kan du ikke bare beholde den på? sagde mor og kiggede efter Lotte, da hun småløb hen mod prøverummet. – Nej, jeg skal da ikke have min nye kjole på NU. Før havde mor altid sagt »farmor« eller »min svigermor« eller »Eli«. Men nu var farmor kun blevet Lottes. Der var en vrede i mor, som lå gemt bag de nye ord. Vreden kunne når som helst presse sig tværs gennem kjolekøbet, ødelægge 23

34087 En tiger for en engel.indd 23

18-08-2011 15:22:25


den flotte, røde farve og forvandle kjolen til noget andet, der pludselig havde med farmor at gøre. Far havde hun også givet nye ord. Nu hed han »din far«. »Min mand« og »Leif« var væk. De nye ord lå tæt som cellofan omkring de gamle. Plasticposen med kjolen måtte hun selv bære. Kjolen lyste rødt gennem den hvide plastic og guldbogstaverne med butikkens navn. Damen på flyselskabets kontor smilede til Lotte og til mor, der omsider kunne sætte kufferten fra sig på bagagevægten. Damen havde knold i nakken, en stram, blank bule med hårnåle stikkende ud ligesom på et pindsvin. Det var brune hårnåle, samme slags som dem, mor brugte til at rense ører med. Alle mors hårnåle havde brun ørevoks i den yderste bue, hun tørrede hårnålen af med wc-papir, når ørerne var renset, men der sad altid lidt voks tilbage i den yderste bue. Lotte havde smagt på det, det smagte ramt. Damens hårnåle var blanke og rene. Nu vejede hun kufferten med alt det tøj, farmor skulle se, at mor havde råd til at købe. Lotte kiggede på viseren, der slog op mod tolv kilo. Men det var farmor, der havde købt flybilletten og sendt penge. Mor havde ikke sagt noget, bare flået pengene ud af kuverten og lagt dem ind i skabet med billedet af Jim Reeves på indersiden af lågen. Brevet havde hun rakt til Lotte uden selv at læse det. Lotte kiggede på damens ansigt, på hendes rare, høflige smil. Voksne kunne smile løs uden at kende dem, de smilede til, og uden at de i virkeligheden var glade. Hun stod og kiggede på dem begge to, mor og damen. Nu lavede mor også sådan et smil, til damen, og sagde noget om godt flyvevejr, selv om hun var så trist og allerhelst ville græde. Lotte koncentrerede sig om at skubbe farmor langt væk og forberedte et smil hele 24

34087 En tiger for en engel.indd 24

18-08-2011 15:22:25


vejen nede fra maven og op. Hun mærkede, hvordan hagen blev stram og spids, læberne brede og åbne rundt om tænderne, og øjnene smalle sprækker, som huden rynkede omkring. Hun vendte ansigtet mod mor og damen. – Javel ja, smilede damen til hende, du skal altså rejse med fly til Vestlandet! Og så kom smilet, det inderst inde fra, det smil, som var farmor og Perlevik. Lotte mødte mors blik gennem smilet og syntes, at mors øjne blev endnu mere triste. Af alle kræfter prøvede hun på at standse det. Gulvtæppet foran bagagevægten var gråt med tynde, røde striber. Det var snavset. – Ja, til Sinnstad gård i Perlevik, hviskede hun, og damen bøjede sig igen over hendes billet. – Sinnstad, siger du? Jamen du hedder jo Sinnstad til efternavn, kommer du så derfra ...? Lotte skulle lige til at svare, da mor brød ind. – Nej, det er hendes FAR, der kommer derfra. Damen nikkede til svar, rev nogle ark ud af billetten og rakte resten til mor, der gav den videre til Lotte. Hun lagde den forsigtigt ned i den lille kurv ved siden af den lyseblå plasticpung. Buschaufføren fumlede med et stort ringbind, der lå opslået på rattet. Motoren gik i tomgang, og det brummede dybt nede i bunden af bussens krop. Lotte løb op ad trinene, som om hun havde meget travlt. Mor fulgte efter hende ind og betalte, inden hun gik videre hen ad midtergangen og standsede der, hvor Lotte havde sat sig med kurven på sædet ved siden af. – Skynd dig at gå, mor! Ellers skal du bare betale, hviskede Lotte. Hun rakte armene ud i midtergangen. – Hav det godt, mor! – Javel ja? Du har altså travlt med at få mig ud af bussen? Du kommer jo tidsnok til flyet, kan du nok forstå. 25

34087 En tiger for en engel.indd 25

18-08-2011 15:22:25


– Nej nej, det var ikke det, jeg mente ... Det var ikke DET, jeg mente, mor! Mor klemte hende, knugede hende. Lige om lidt, så snart bussen var kørt fra mor, havde hun ingen. Hendes jakke føltes kold og glat mod Lottes kind. Krøllerne var varme og svedige. Bussens brummen skiftede toneleje. – Hav det godt, mor! råbte hun ind i mors øre og skubbede hende fra sig. Chaufføren rykkede gearstangen mod venstre og kiggede bagud. – Hav det nu selv godt, min pige. Mors ryg fyldte midtergangen, indtil den gled ud ad døren og blev til en høj arm, der vinkede, mens jakkeærmet gled ned mod albuen. Døren hvæsede og lukkede. Lotte vinkede tilbage. Hun kunne lugte æblet fra kurven. Den nøgne arm forsvandt. Nu var hun på vej. Hun sendte et strålende smil til en gammel dame, der kiggede op fra fortovet, da bussen drejede ind på Olav Trygvassons Gate. Den gamle dame nåede lige at sende et forbavset smil tilbage. Lotte så mor for sig, da hendes arm sænkede sig mod den tomme gade foran flyselskabets kontor. Fingrene havde nok været knuget hårdt sammen. Flyets kaptajn sagde, at de snart var fremme. Solen skinnede i Bergen, der var nitten grader, og det var ikke længere tilladt at ryge. Manden var vågnet, han trak vejret besværet gennem næsen og kiggede forbi Lottes ansigt ud ad vinduet. Det var ligesom at være usynlig. Hun vendte sig om og prøvede at møde hans blik, men det var umuligt. Han så lige igennem hende og videre ud på hustage, sorte småsøer og trætoppe, der strøg forbi. Farmor stod bag glasruden og vinkede med lydløse ord på læberne, da Lotte kom gående hen mod terminalbygningen på Flesland. Lotte råbte tilbage, selv om hun godt vidste, at farmor 26

34087 En tiger for en engel.indd 26

18-08-2011 15:22:25


ikke kunne høre hende. Først ind gennem de sorte døre, derefter hen ad en lille gang. Så stod farmor der med varme arme, der løftede hende op ovenfra og knugede hende ind til sig. De ti kroner i plasticpungen var til telefonen. Det var egentlig farmor, der plejede at ringe og sige, at Lotte var kommet godt frem, og spørge, om alt stod godt til i Trondheim. Men farmor gjorde ikke mine til at gå hen mod telefonboksene, hun strøg bare igen og igen Lotte over håret og kinderne og sagde, at der var en time, til rutebilen gik, så de havde god tid til at få en sodavand og en pandekage i cafeteriet. – Jeg er nødt til at ringe først, sagde Lotte og ordnede samtidig noget med sin sko, et snørebånd, der var gået op. – Nåh ja, sagde farmor ligesom overrasket. Ja, det er du vel. Kan du selv nå op til telefonen? – Ja ... lige, tror jeg. Hun fandt sedlen med telefonnummeret til fru Sybersen, den havde mor lagt i lommen på hendes kjole. Farmor stod et stykke væk med kufferten, og støjen i hallen overdøvede Lottes stemme. Alligevel snakkede hun så lavt, hun kunne, og skød skylden på støjen, da mor havde problemer med at høre, hvad hun sagde. – Det gik helt fint i flyet herned, mor! Jeg fik en rød sodavand og en vaffel, og gæt engang, om vejret var godt oven over skyerne! Her skinner solen også ... mmh ... ja ... kjolen? Ja ja, det skal jeg nok sige til farmor. Farvel, mor! Hun kunne tydeligt høre, at mor havde grædt. Heldigvis var hun inde hos fru Sybersen, der altid var så sød mod mor, når hun græd, lavede kaffe og satte kaffebrød frem på en lille sølvbakke. Lotte kunne høre Pepito, fru Sybersens undulat, der skræppede i baggrunden, sikkert med næbbet helt tæt på sit eget spejlbillede. – Farvel, min ven! Hav det nu godt i Perlevik! 27

34087 En tiger for en engel.indd 27

18-08-2011 15:22:25


Lotte hængte hurtigt røret på plads, inden mor nåede at sige mere. Samtalen var overstået. Telefonsamtaler medførte altid ubehag, sådan var det efterhånden bare blevet. Lotte tog de fem kronestykker, der blev tilovers efter rigstelefonsamtalen, mens hun tænkte på dengang i efteråret, lige da far var flyttet, og mor ville ringe til farmor inde fra fru Sybersen. Lotte var der også, det var hende, der skulle snakke først, have æren af at indlede den store overraskelse, det var for farmor at blive ringet op helt fra Trondheim. Hun hoppede op og ned, mens mor drejede nummeret. Nu skulle hun tænke på Perlevik og mærke sommeren i halsen. Lidt efter havde mor pludselig grebet røret, revet det fra Lotte midt i en sætning. Hun snakkede kun et øjeblik, stod med vidåbne øjne, der kiggede lige ind i fru Sybersens stuevæg. Bagefter græd hun, fru Sybersen lavede kaffe og hentede alt det søde i skabene. Men mor havde bare grædt og grædt i lyseblåt wc-papir og stønnet: – Hendes stemme var så kold, da hun sagde noget til mig ... hvor var hun bare kold ... Åh, altså, hvordan kan hun bare slå en streg over det hele, bare fordi Leif og jeg ikke længere ... det kan man da ikke ... Åh, altså, Ingrid, hendes stemme var så kold, hun ville knap nok snakke med mig. – Jamen, Bente, du ved jo godt ... det chok, det var for hende ... og han er jo hendes søn. Selvfølgelig holder hun med HAM, tager hans parti. Hun føler nok, at hun er nødt til at afbryde sit forhold til dig, nu hvor Leif også har gjort det. – Hun behøver da ikke at tage parti! Tror du, Leif har bedt hende om DET? Nej, ved du hvad, det tror jeg ikke, jeg kan ikke forestille mig, at han kan synke så dybt ... når han VED, hvor glad jeg altid har været for Eli, hun har været som en mor for mig, jeg har jo ikke selv forældre mere. Jeg kan bare ikke ... åh, altså, hvor var hendes stemme bare kold, det var ligesom at snakke med en fremmed. Åh, altså ... 28

34087 En tiger for en engel.indd 28

18-08-2011 15:22:25


– Drik nu lidt kaffe, Bente, der er rigtig fløde til. Så får du det bedre, skal du se. Det er ikke sikkert, Leif har sagt, hun skal tage parti, men hun føler alligevel, at hun er nødt til at gøre det. En skilsmisse i familien ... det er klart, det er forfærdeligt for dem, Bente. Og deres søn kender de, ham er de glade for. De har brug for nogen, de kan skyde skylden på, for at gøre det hele forståeligt for sig selv. Og så bliver det dig, der får skylden, Bente, det hjælper ikke, hvad Leif siger til dem, det tror jeg ikke. – Skyld og skyld ... Jeg kan da godt tage skylden på mig, hvis det er DET, de vil have ... skylden for, at jeg ikke kunne holde ham hjemme, skylden for, at han bare havde lyst til at ture rundt med sine venner, skylden for, at jeg ikke var spændende nok for ham mere, og det hele bare endte i skænderier og nid og nag ... den skyld kan jeg da godt tage på mig, men man er TO om det. Man er TO om, at alting går så galt. – I er så unge, og Leif har ligesom ikke løbet hornene af sig endnu ... – Hvad så med mig? Har jeg måske løbet hornene af mig? Der er ingen, der tænker på, at JEG også godt kunne tænke mig at løbe lidt, men nu sidder jeg her med barnet ... Så havde de begge to kigget på hende, var blevet opmærksomme på hende samtidig, kiggede igen på hinanden, mors røde øjne og fru Sybersens medfølende, nippede til kaffen, kiggede dybt ned i kopperne og sagde ikke mere et stykke tid, indtil fru Sybersen fandt brillerne og posen med hæklegarn frem og møjsommeligt ordnede uldtråden, så den lå stramt over fingrene på venstre hånd. Lotte havde mærket hendes blik, de gamle øjne bag brilleglassene. Fru Sybersen havde ingen børn, kun en mand, der var død for længe siden. Han faldt ned fra et stillads og brækkede ryggen. Lotte så ham altid for sig i to dele, liggende på mudret jord. – Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig, Ingrid ... 29

34087 En tiger for en engel.indd 29

18-08-2011 15:22:25


hvis jeg ikke kunne komme herind og plage dig med mine problemer, sagde mor og snøftede ned i wc-papiret. – Åh ... jeg er jo bare en gammel kone. Men jeg har jo set et og andet her i livet. Alting er ikke altid, som det ser ud til ... og det med, at himlen altid er blå oven over skyerne ...? Ja, det TROR jeg på, jeg ... jeg har set det så mange gange ... Den ER faktisk blå, Bente. Fru Sybersen lo lidt, hendes briller var gledet ned på næseryggen, nu kastede hun et blik på mor hen over kanten på dem. Lotte fulgte hendes blik. Mor smilede tilbage med våde øjne. – Blå, altså ... Ja, du snakker, gør du ... Hvad siger du, Lotte? Hvad skulle vi have gjort uden Ingrid Sybersen? Der er endda rigtig fløde til! Det var overstået. Og Lotte havde tygget på den samme kiks i en uendelighed, mens hun lyttede til farmors blide stemme inde i hovedet, farmors glæde, da hun havde hørt Lottes stemme i rigstelefonsamtalen fra Trondheim, sikke en overraskelse, det havde været. Hendes stemme havde overhovedet ikke været kold, mor måtte have hørt forkert. Farmor havde spurgt Lotte, om hun ikke glædede sig til jul? Åh, farmor skulle nok sende hende en masse spændende ting, Lotte var nødt til pænt at vente og se, ingen verdens ting ville hun fortælle om gaverne nu! Fru Sybersen havde rejst sig og fejet krummerne fra kagefadet ind i bunden af buret til Pepito. Den lille, gule fugl greb en kiksekrumme, hoppede op ad plastictrappen til sit spejl, rakte krummen til fuglen i spejlet og slap den, da næbbet rørte ved glasset. Krummen faldt ned, fuglen flaksede ned for at samle den op og forsøgte igen at made sit spejlbillede. Det gentog sig flere gange, mens Lotte fulgte den med øjnene. Til sidst sad den udmattet på pinden og kiggede ind i spejlet, og så slugte den selv kiksekrummen med et opgivende kast med nakken og stak hovedet ind under vingen. 30

34087 En tiger for en engel.indd 30

18-08-2011 15:22:25


Farmor smilede og løftede kufferten. – Milde magter, hvor er den tung! Har du så meget med? – Åh, jeg har lidt ... Hun ville ikke sige et ord om, at jovist havde mor da råd til at købe tøj. Farmor havde heller ikke spurgt, hvordan det gik i Trondheim, og heller ikke, om Lotte skulle hilse. Fra nu af var der kun Perlevik og farmor, farfar, onkel og hunden. Mor græd langt væk, derhjemme, i en anden verden, en vinterverden, der ikke hang sammen med den her. Hun var færdig med telefonsamtalen. Og rutebilen gik først om en time, de havde god tid.

31

34087 En tiger for en engel.indd 31

18-08-2011 15:22:25


En tiger for en engel af Anne B Ragde