Page 1


Lisa Scottoline

EN MORS MARERIDT Oversat af Anne Kathrine Sonnichsen


En mors mareridt Copyright © 2009 by Lisa Scottoline. All rights reserved Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB

Originaltitel: LOOK AGAIN Dansk copyright © 2009 Audioteket A/S Oversat af: Anne Kathrine Sonnichsen Sats: SIDE-1, Odense Tryk: Bookwell, Finland Bogen er sat med Garamond Omslag: Anne Charlotte Mouret, SIDE-1, Odense ISBN: 978-87-645-0330-2 1. udgave, 1. oplag 2009 Mrs. Robinson – en del af Audioteket


Til min højtelskede datter


Where did you come from, baby dear? Out of the everywhere into the here. Where did you get your eyes so blue? Out of the skies as I came through. – George MacDonald At the Back of the North Wind Where have you been, my blue-eyed son? – Bob Dylan A Hard Rain’s A-Gonna Fall


Kapitel et

Ellen Gleeson var netop ved at låse sin fordør op, da noget i posten fangede hendes blik. Det var et hvidt kort med fotografier af savnede børn, og en af de små drenge lignede på besynderlig vis hendes søn. Hun betragtede fotografiet, mens hun drejede nøglen om i låsen, men låsemekanismen var gået i baglås, sikkert på grund af kulden. Sneen lå i et isnende lag på SUV’er og gyngestativer, og aftenhimlen havde samme farve som frosne blåbær. Ellen kunne ikke tage øjnene fra det hvide kort, hvor der stod HAR DU SET DETTE BARN? Ligheden mellem drengen på billedet og hendes søn var nærmest uhyggelig. Deres øjne sad på samme måde langt fra hinanden. Den samme lille næse og samme skæve smil. Måske var det bare belysningen på verandaen. Hun havde sat en af den slags pærer i, som skulle holde insekter væk, men i stedet bare farvede dem gule. Hun holdt kortet tættere op mod øjnene, men resultatet var det samme. Drengene kunne være tvillinger. Mærkeligt, tænkte Ellen. Hendes søn var ikke tvilling. Hun havde adopteret ham som enebarn. Hun masede med nøglen i låsen, med ét utålmodig. Det havde været en lang dag på arbejdet, og hun var ved at tabe både skuldertaske, mappe, post og posen med kinesisk take-away. Duften af de barbecue-marinerede spareribs strømmede ud af posen og fik hendes mave til at knurre, og hun vred nøglen hårdt om. Endelig gav låsen efter, døren gik op, og hun smed sine ting fra sig på entrebordet og trak frakken af, mens hun lykkeligt sugede varmen 7


fra sin hyggelige stue til sig. Blondegardiner indrammede vinduerne bag en rød- og hvidternet sofa, og på væggene gav en bort med køer og hjerter et nuttet præg til stuen, som hun var langt mere vild med, end hun burde som journalist. En plastickommode bugnede af tøjdyr, Plet-billedbøger og Happy Meal-figurer, næppe et hjem, man ville finde på forsiden af House & Garden. „Se, mor!” råbte Will og løb hen mod hende med et stykke papir i hånden. Hans pandehår blæste væk fra panden, og Ellen så i et glimt den forsvundne dreng fra det hvide kort. Ligheden nærmest lammede hende, før den opløstes i en bølge af kærlighed så stærk som blod. „Hej, skat!” Ellen bredte armene ud, da Will nåede hen til hende, trak ham op til sig og stak sin næse ind til hans ansigt og indåndede den hvedeagtige lugt af Cheerios og den svage mandelduft af modellervoks, som hang i hans smækbukser. „Advr. Din næse er kold, mor.” „Ja, den er. Den skal have et kys!” Will klukkede, vred sig i hendes favn og viftede med tegningen. „Se hvad jeg har lavet! Den er til dig!” „Må jeg se.” Ellen satte ham fra sig og så på hans tegning af en hest, som græssede under et træ. Den var tegnet med blyant på kalkerpapir og var alt for god til at være en frihåndstegning. Will var ikke nogen Picasso, og hans yndlingsmotiv var lastbiler. „Orv, hvor er den flot! Tusind tak skal du have.” „Hej Ellen,” sagde barnepigen, Connie Mitchell, som kom ind ude fra køkkenet med et stort, imødekommende smil. Connie var lav og nuttet og lige så sød som en skumfidus i sin hvide PENN STATEsweatshirt, som hun bar over et par vide cowboybukser og slidte Ugg-støvler. Smilerynker indrammede hendes brune øjne, og grå hår trængte igennem den kastanjefarvede hestehale, men Connie havde en teenagers begejstring om end ikke altid helt den samme energi. Hun spurgte: „Hvordan har din dag været?” „Sindssygt travl. Hvad med her?” „Vi har hygget os,” svarede Connie, hvilket var endnu en af grundene til, at Ellen var så taknemmelig for hende. Hun havde oplevet rigeligt 8


med barnepigedramaer, og der var ikke noget værre end at efterlade sit barn med en barnepige, der nægtede at tale med en. Will viftede stadig begejstret med sin tegning. „Jeg tegnede den! Helt selv!” „Han tegnede den efter fra en tegnebog,” sagde Connie lavt. Hun gik over til skabet og fandt sin parkacoat. „Jeg tegnede den!” Will rynkede panden faretruende. „Ja, du gjorde, og den er bare så flot.” Ellen aede ham over det silkebløde hår. „Hvordan gik det til svømning, Con?” „Fint. Det gik godt.” Connie trak jakken på og fiskede med øvet hånd hestehalen op fra kraven. „Han svømmer som en lille fisk.” Hun tog sin brune skuldertaske og færdigpakkede stroptaske fra bænken i karnappen. „Will, fortæl mor, hvor god du var til at svømme med flydepladen.” Will surmulede, en typisk reaktion for småbørn og maniodepressive. Connie lynede jakken op. „Og så tegnede vi, ikke? Du fortalte mig, at mor elsker heste.” „Jeg tegnede den,” sagde Will gnavent. „Jeg elsker min tegning, lille skat.” Ellen håbede, hun kunne afværge sin egen lille reaktorkatastrofe, men hun kunne ikke fortænke ham i det. Han var slet og ret træt, og nu om dage krævede man alt for meget af treårige. Hun spurgte Connie: „Fik han sin middagslur?” „Jeg lagde ham, men han ville ikke sove.” „Det var ærgerligt.” Ellen skjulte sin skuffelse. Når Will ikke fik sin middagslur, nåede de slet ikke at få nogen tid sammen, inden han skulle sove. Connie bøjede sig ned til ham. „Vi ses, min lille … „ Will plejede altid at sige „krokodille”, men ikke i dag. Hans underlæbe bævede allerede faretruende. „Vil du ikke sige farvel?” spurgte Connie. Will rystede på hovedet, han så væk og armene hang slapt ned til siderne. Han klarede sig ikke gennem en historie i dag, og Ellen elskede ellers at læse for ham. Hendes mor ville vende sig i sin grav, hvis hun vidste, Will blev lagt i seng uden en historie. 9


„Det er bare i orden. Farvel,” sagde Connie, men Will reagerede ikke og stod med bøjet hoved. Barnepigen aede ham på armen. „Jeg elsker dig, Will.” Ellen mærkede et sting af jalousi, hvor urimeligt det end var. „Endnu en gang tusind tak,” sagde hun, og Connie tog af sted og slap en iskold vind ind i huset. Så lukkede og låste hun døren. „JEG TEGNEDE DEN!” Will brød sammen i tårer og tegningen dalede ned på trægulvet. „Nåh, lille skat. Skal vi ikke spise.” „Helt selv!” „Kom her, skat.” Ellen rakte ud efter ham, men ramte posen med take-away, så den fløj på gulvet og tog posten med sig i faldet. Hun stillede posen op, inden maden løb ud, og hende blik faldt på det hvide kort med billedet af den savnede dreng. Uhyggeligt. Hun greb posen med take-away og lod posten ligge på gulvet. Indtil videre.

10


Kapitel to

Ellen puttede Will, lagde en bunke vasketøj sammen og tog en gaffel, en serviet og papbeholderen med take-away-rester. Hun satte sig ved spisebordet, og katten hoppede op og satte sig på den modsatte ende af bordet; hans ravgyldne øjne veg ikke fra hendes mad, og halen snoede sig nydeligt om hans kraftige krop. Han var sort bortset fra en hvid stribe ned over ansigtet og et par hvide poter, der lignede handskerne på en tegneseriefigur. Will havde valgt ham, fordi han til forveksling lignede katten Figaro fra Pinocchio. De kunne ikke beslutte sig til, om han skulle hedde Figaro eller Oreo, så de var endt med Oreo Figaro. Ellen åbnede for beholderen, skovlede lidt karrykylling ud på sin tallerken og toppede den med resten af risene, som kom ud i en solid, firkantet klump, som sand i en legetøjsspand. Hun fladede risene ud med sin gaffel og fik øje på Coffmans, nabofamilien på den anden side af den fælles indkørsel, som sad og lavede lektier omkring spisebordet. Coffman-drengene var store og stærke og spillede begge lacrosse på Lower Merion, og Ellen spekulerede på, om Will ville komme til at dyrke sport i gymnasiet. Engang havde hun end ikke forestillet sig, at han kunne blive rask, og endnu mindre i stand til at svinge en lacrossestav. Hun tog en mundfuld kylling, klistret ind i lysegul karrysovs. Den var stadig lidt varm. Det var lige, hvad hun trængte til, og hun tog posten, sorterede regningerne fra og lagde dem til side. Det var stadig midt på måneden, så dem behøvede hun ikke bekymre sig om endnu. 11


Hun tog endnu en mundfuld og skulle netop til at drømme sig vej gennem Tiffanys katalog, da hendes blik faldt på det hvide kort. Hun holdt op med at tygge og tog kortet. HAR DU SET DETTE BARN? Nederst på kortet stod der Det Amerikanske Center for Forsvundne og Bortførte Børn (ACFBB). Ellen lagde gaflen fra sig og betragtede atter billedet af den forsvundne dreng. Hun kunne ikke skyde skylden på lyset denne gang. I hendes spisestue hang en messinglysekrone i kolonistil ned fra loftet, og i det klare lys fra den lignede drengen på billedet Will endnu mere. Det var et sort-hvidt fotografi, så hun kunne ikke se, om de havde samme øjenfarve. Hun læste teksten under fotografiet: Navn: Timothy Braverman Bopæl: Miami, Florida Født: 19/01 2005 Øjne: Blå Hår: Blond Bortført: 24/01 2005* Hun glippede med øjnene. De havde begge blå øjne og blondt hår. De var endda omkring samme alder, tre år gamle. Will var lige blevet tre den 30. januar. Hun så på billedet og undersøgte nøje den savnede drengs ansigtstræk. Ligheden begyndte med øjnene, som sad rigeligt langt fra hinanden og med samme lidt runde form. De havde begge små næser og et smil, som var lige skævt, trak nedad i højre mundvig. Og så var der generelt en lighed i måden, de så ud på, den rolige måde, de betragtede verden på. Hvor er det mærkeligt, tænkte Ellen. Hun læsten teksten under billedet igen, bemærkede asterisken og læste forklaringen nederst på kortet. Der stod: Timothy Braverman, aldersmanipuleret billede, tre år. Hun studsede over betydningen af „aldersmanipuleret”, men så sank det ind. Billedet af Timothy Braverman var ikke taget for nylig, selvom det så sådan ud. Det var en tillempning af, hvordan drengen ville se ud i dag, en slags forudsigelse foretaget af en computer eller en tegner. Tanken gjorde hende mærkelig 12


nok mere rolig, og hun tænkte tilbage på den dag, hun havde mødt Will første gang. Hun havde skrevet på en historie om sygeplejerskerne på børneafdelingens hjerteintensivafsnit på Dupont Hospital i Wilmington, og Will var indlagt på hjerteintensiv for at blive behandlet for en ventrikelseptumdefekt, et hul mellem de to hjertekamre. Han lå for enden af det sollyse afsnit, en lillebitte dreng med ble på, i en børnehospitalsseng med høje, hvide tremmer. Han var underernæret og trivedes ikke, et benet skelet med et stort, tungt hoved. Hans store blå øjne var det mest fremtrædende ved ham, og han var interesseret i alt omkring sig, med undtagelse af mennesker. Han søgte ikke og ville ikke have øjenkontakt med nogen, noget, som Ellen senere forstod var et tegn på vanrøgt, og hans tremmeseng var den eneste uden tøjdyr og farvestrålende uroer fastgjort til sengen. Han skulle opereres i hjertet endnu en gang, da hun så ham første gang – under den første operation blev hullet lukket med dacron-væv; operation nummer to var nødvendig for at udbedre et sting, som var gået løs – og han lå der helt stille, græd aldrig, klynkede aldrig, omgivet af monitorer, som videregav signalerne i hans indre til sygeplejerskerne i form af lysende røde, grønne og blå tal. Der stak så mange slanger ind og ud af ham, at han nærmest så ud, som om han var tøjret til sengen; en iltslange var tapet fast under hans næse, en intravenøsslange gik op i hans ene næsebor, og, hvad der var mest grotesk, en gennemsigtig slange stak ud midt i hans nøgne bryst og drænede ham for væske, som løb ned i en plastikbøtte. Drop slangede sig op til hans hånd, hvor de gik ind, efter bedste beskub klistret fast til et papstykke med et låg over, så han ikke trak dem ud. I modsætning til andre børn forsøgte Will aldrig at gøre det. Ellen vendte tilbage for at researche sin historie og besøgte Will oftere, end hun behøvede. Artiklen blev til en serie, og vinklen ændrede sig fra at handle om sygeplejerskerne til at handle om børnene i stedet, herunder Will. Men blandt alle de pludrende, klukkende og grædende småbørn tiltrak det stille barn sig hendes opmærksomhed. På grund af hjerteafdelingens regler måtte hun ikke nærme sig hans seng, men hun betragtede ham på afstand, selvom han altid så væk, 13


stirrede ind i den nøgne, hvide væg. Men så en morgen fandt hans blik hendes, holdt det og hagede sig fast med øjne så dybblå som havet. Så så han atter væk, men siden da søgte hans blik hende oftere og oftere, forbandt sig med hende som hjerte til hjerte. Senere, da alle spurgte hende, hvorfor hun ønskede at adoptere ham, svarede hun: Det var måden, han så på mig på. Will fik aldrig besøg, og en af de andre mødre, hvis lille spæde datter ventede på sin hjerteoperation, fortalte Ellen, at hans mor var en ung, ugift kvinde, som end ikke havde besøgt ham efter hans første operation. Ellen fulgte op på sagen med hans kontaktperson, som undersøgte sagen og fortalte hende, at adoption bestemt var mulig, og samme aften tog hun hjem, lykkeligt opstemt og ude af stand til at sove. Hun havde været opstemt lige siden, og i de to år, som var forløbet, var det gået op for hende, at selvom hun ikke havde født Will, var hun født til at være hans mor. Hendes blik faldt atter på det hvide kort, og hun lagde det fra sig, mens hun følte et stik af medfølelse for familien Braverman. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan man som forældre kunne klare så stor en prøvelse, eller hvordan hun ville reagere, hvis nogen kidnappede Will. For et par år siden havde hun skrevet en artikel om en far, som havde bortført sine børn efter en strid om forældremyndigheden, og hun legede lidt med tanken om at ringe til moren, Susan Sulaman, for at følge op på historien. Hun blev nødt til at finde på nye historier og nye vinkler, hvis hun ville beholde sit job, og samtidig ville det give hende en undskyldning for at holde møde med sin nye chefredaktør, Marcelo Cardoso, en sexet brasilianer, som kom til avisen for et år siden efter at have vinket farvel til en stilling på L.A. Times og en modelkæreste. Måske ville en enlig mor være en velkommen afveksling, og hvis han var blevet træt af livet i overhalingsbanen, ville hun med glæde gelejde ham ind i inderbanen. Ellen kunne mærke et smil brede sig over sit ansigt, hvilket var lidt tøsepinligt, selvom det eneste vidne var en kat. Hun havde altid ment, hun var for klog til at falde for sin chef, men Marcelo var Antonio Banderas, bare med en journalistuddannelse. Og det var alt for længe siden, manden i hendes liv havde været ældre end tre. Hendes gamle 14


kæreste havde fortalt hende, at hun var helt ustyrlig, men Marcelo lignede en, der sagtens kunne styre en ustyrlig kvinde. Og den eneste kvinde, der er værd at styre, er en, der er helt ustyrlig.. Hun skrabede karrysovsen af et par kyllingestykker og skubbede sin tallerken over til Oreo Figaro, som spiste maden, mens han spandt højlydt, og halen knejsede højt med et lille knæk for enden som en pelset hæklenål. Hun ventede, til han var færdig, inden hun ryddede af bordet, lagde regningerne i en kurv og smed resten af dagens post ud, inklusive det hvide kort med de savnede børn. Det gled ned i skraldeposen, hvorfra billedet af Timothy Braverman så op på hende med en nærmest overjordisk stirren. „Du dvæler altid sådan ved tingene,” kunne hun høre sin mor sige, lige så tydeligt, som stod hun bag hende. Men Ellen mente, alle kvinder dvælede ved tingene. Det var noget, der kom med æggestokkene. Hun lukkede lågen og slog kortet ud af hovedet. Hun fyldte opvaskemaskinen, trykkede start og så sig omkring, opgjorde sine aktiver. Huggeblokstykke bordplader, hvide skabe med glaslåger og en håndmalet stænkplade med malede vilde blomster, som matchede de svagt lyserøde vægge. Det var et piget køkken, helt ind til navnet på vægfarven – Askepotrosa. Men prinsen på den hvide hest lod vente på sig. Hun afsluttede resten af sine huslige pligter, låste bagdøren og tog det brugte kaffefilter op af kaffemaskinen. Hun åbnede lågen til skraldespanden for at smide kaffegrumset ud, men der stirrede Timothy Braverman atter op på hende; gjorde hende igen ilde til mode. En pludselig indskydelse fik hende til at redde det hvide kort op fra skraldeposen og stikke det i bukselommen.

15


Kapitel tre

Vækkeuret ringede klokken kvart over seks, og Ellen steg ud af sengen uden at tænde lyset, slingrede på bare fødder ud på badeværelsets kolde fliser og tændte for bruseren, lod det varme vand vække sig. Selv folk, som priste sig lykkelige og opgjorde deres aktiver, gjorde det aldrig om morgenen. Det var der kort og godt ikke tid til. Hun skulle være klar klokken syv, så hun kunne få Will op og i tøjet inden forskolen, som begyndte klokken halv ni. Connie kom klokken halv otte for at give ham morgenmad og følge ham i skole, og Ellen overlod hende Will, mens hun fløj ud ad døren, som var de deltagere i en børnestafet. Mødre løb stafet hver eneste morgen, og de fortjente alle en guldmedalje i det vigtigste løb af alle – livet. „Lille skat?” Ellen tændte for Barbarlampen, men Will sov tungt med let åben mund. Han trak vejret besværet, og da hun aede ham på panden, føltes den varm. Hun sagde til sig selv, at der ikke var noget at være bekymret over, men har man først haft et sygt barn, tør man aldrig rigtig trække vejret afslappet. „Will?” hviskede hun, men var allerede i tvivl, om hun skulle sende ham i forskole. Der var skorper i hans næsebor, og hans kinder var blege i det bløde lys fra lampen. Hans næse stak op som en lille skihopbakke, en begynderudgave af hendes, og folk troede ofte fejlagtigt, at han var hendes biologiske barn, hvilket glædede hende mere, end det burde. Hun spekulerede på, om Timothy Braverman mon også lignede sin mor. Hun greb Will blidt i armen, og da han ikke rørte på sig, besluttede 16


hun sig til at holde ham hjemme. Det virkede fornuftigt, og snefnug af silkepapir kunne sagtens vente endnu en dag. Hun kyssede ham ikke, for hun ville ikke vække ham, men nussede i stedet Oreo Figaro, som sov i fodenden, rullet sammen som en flødebolle. Hun slukkede lampen, listede ud af værelset og gik tilbage til sit soveværelse for at få fuld valuta af sine ekstra femten minutter. „Hvor ser du godt ud!” sagde Connie smilende på vej ud inde fra spisestuen, og Ellen smilede bredt, mens hun listede ned ad trappen. Hun havde brugt tiden på at skifte til en beige figursyet lærredsjakke og brune ruskindsstøvler trukket uden på cowboybukserne. Hun var endda lykkedes usædvanlig godt med sin makeup, havde føntørret håret og bragt sin flydende eyeliner tilbage på banen igen. Hun skulle tale med Marcelo her til morgen og var ikke helt sikker på, om hun skulle se lækker eller ansættelsesværdig ud, eller begge dele. „Will har lidt feber, så jeg mente, det var bedst, han blev hjemme i dag.” „Lyder som en god beslutning.” Connie nikkede. „Det fryser syv grader udenfor.” „Brrrr.” Ellen gik over til skabet og tog sin sorte dynejakke. „Bliv I bare inde og tag den med ro. Måske du kan læse lidt for ham?” „Det skal jeg gøre.” Connie lagde sin store skuldertaske fra sig og trak avisen ud; den var foldet på midten. „Jeg er vild med din historie i dag om den gamle mand, der træner duer.” „Tak.” Ellen trak i sin jakke og kæmpede med at få armene igennem. Måske var en figursyet jakke ikke den bedste ide. „De andre barnepiger læser også alle dine artikler. Jeg er faktisk lidt af en berømthed.” „Du skulle sælge dem din autograf,” sagde Ellen og smilede. Hun vidste godt, at de andre barnepiger var nysgerrige; hun var jo den enlige journalist med det adopterede barn. Ligesom i sangen i Sesame Street var hun anderledes end de andre. „Kommer du hjem til sædvanlig tid?” „Ja. Tak for det, Connie.” Ellen kunne mærke en velkendt knugen i brystet. „Jeg hader, når jeg ikke siger farvel til ham. Kys ham fra mig.” 17


„Selvfølgelig. Det skal jeg nok.” Connie rakte ud efter dørhåndtaget. „Sig til ham, at jeg elsker ham.” „Jep.” Connie åbnede døren, og Ellen trådte modvilligt udenfor. En isnende vind bed i hendes kinder, og himlen var grå som bly. Hun ønskede, hun kunne smutte ind igen, sende Connie hjem og tage sig af sin søn, især nu, hvor han var syg. Men fordøren var allerede smækket i bag hende og havde lukket hende ude. Hun glemte alt om Timothy Braverman, til hun kom ind på arbejde.

18


Kapitel fire

Ellen nåede frem til bygningen med en rygende varm kaffe i hånden fra frokostvognen udenfor og viste sit id-kort til sikkerhedsvagten. Det var vigtigt for hende at ramme lige i plet med sin opfølgning på artiklen, men hendes tanker blev ved med at kredse om Timothy Braverman. Hun gik gennem de mørke gange i den gamle bygning og nåede endelig ud til avisens gigantiske, lyse, firkantede nyhedslokale. Det strakte sig gennem hele bygningens længde, og loftet hævede sig tre etager over hendes hoved. Sollyset sivede ind gennem de høje vinduer med de umoderne persienner for og gennem de blå bannere med teksterne REGIONAL, NATIONAL, ERHVERV, NYHEDSSKRANKE, ONLINE OG REDAKTIONSSEKRETARIAT, som hang ned over avisens forskellige sektioner. Hun gik ned ad gangen mod sit skrivebord, men alle de andre var på vej hen mod glasvæggen ind til redaktionskontorerne bagerst i nyhedslokalet og samlede sig omkring Marcelo. Det tyder ikke godt. Hendes veninde Courtney Stedt fik øje på hende og gik tilbage hen ad gangen for at følges med hende. Courtney lignede sit sædvanlige friluftsagtige jeg i cowboybukser og en skovgrøn fleecejakke, men hendes ansigtsudtryk var usædvanligt bistert. Courtney var hele avisens moder jord og havde altid en lækker glaseret kage klar, når der var fødselsdage. Hvis hun var bekymret, var der virkelig noget galt. „Sig, det er et surprise party,” sagde Ellen og faldt i trit med hende. 19


„Det kan jeg ikke. Jeg er journalist og som sådan garant for sandheden.” De nåede hen til de andre og stillede sig op bagerst. De ansatte fyldte snart gangene op mellem skrivebordene eller lånte hinandens stole. De var en kollektivt rastløs masse, mumlede lavmælt og lo nervøst. Ellen lænede sig op ad et skrivebord ved siden af Courtney, og enhver tanke om Timothy Braverman forsvandt som dug for solen. Arbejdsløshed havde en utrolig fokuserende indvirkning på ens tanker, især på grund af dens direkte indflydelse på terminsbetalingen. Marcelo stak en hånd i vejret for at få ro, og alle tav. Et hav af ansigter vendte sig mod ham. Han var høj nok til, at alle kunne se ham, med sin slanke skikkelse og det tykke, mørke hår, som krøllede ujævnt og uprofessionelt i nakken over den hvide skjortekrave. De brune øjne gengav det pres, han var under, og linjerne i hans pande sprang frem. Hans øjenbryn hang trist, og hans hårdt sammenpressede læber røbede alt. „For det første godmorgen, venner,” sagde Marcelo. Hans stemme var dyb og blid med en udtalt portugisisk accent. „I må undskylde, at jeg lader bomben springe så tidligt om morgenen, men jeg har dårlige nyheder. Jeg er ked af det, men vi må fyre nogle ansatte igen.” Enkelte bandede lavmælt, og alle stod som lammede. Ellen og Courtney udvekslede blikke, men ingen af dem sagde noget. Det behøvede de ikke, sådan gør venner. „Jeg bliver nødt til at afskedige to i dag og en mere i slutningen af måneden.” „To i dag?” var der en, der gentog som et ekko af Ellens tanker. Hendes bryst snørede sig sammen. Hun kunne ikke undvære jobbet. En af de andre udbrød: „Er der ikke mulighed for en aftrædelsesordning?” „Ikke denne gang, desværre.” Marcelo begyndt at rulle ærmerne op på den sorte skjorte med kropsnært europæisk snit, som han bar uden slips. „I ved godt, hvorfor vi må afskedige folk. Aviserne har ikke den samme læserskare, de havde tidligere. Vi gør alt, hvad vi kan, her på avisen, med blogs og podcasts, og jeg ved, I alle sammen knokler. Det er ikke jeres skyld, eller ledelsens skyld. Vi kan ikke løbe hurtigere, end vi allerede gør.” 20


„Det er i hvert fald sandt,” mumlede en. „Så vi må se i øjnene, at det er nødvendigt med en række afskedigelser, og det er forfærdeligt, fordi jeg ved, I har familier. I bliver nødt til at finde et andet job. Flytte. Jeres børn skal flytte skoler, jeres ægtefæller finde nyt job. Jeg ved det.” Marcelo tav et øjeblik, lod sit blik glide medfølende fra det ene lammede ansigt til det andet. „Når min mor gav mig en endefuld, sagde hun altid: ‘Det gør mere ondt på mig end på dig.’ Men sabia que nao era verdade. Oversat? Det var noget lort at fyre af.” De lo alle sammen, også Ellen. Hun elskede det, når Marcelo talte portugisisk. Hvis bare han fyrede hende på portugisisk, ville hun være lykkelig. „Så jeg vil ikke sige, at det gør mere ondt på mig end på jer. Men jeg vil sige, at jeg ved, hvordan I har det, for det gør jeg.” Marcelo smilede atter. „I ved alle, at jeg er blevet fyret fra nogle af verdens bedste aviser. Ja, endda fra Folha de São Paolo, avisen fra min hjemby.” „Sådan, boss,” udbrød en af layouterne, og de lo igen. „Men jeg overlevede. Jeg overlever det, selvom jeg bliver fyret herfra, og jeg vil aldrig vende ryggen til avisbranchen, for jeg elsker den. Jeg elsker branchen. Jeg elsker fornemmelsen af at sidde med avisen mellem fingrene.” Marcelo gned fingerspidserne og smilede udfordrende til dem. „Jeg elsker duften, når jeg er på sporet af en historie. Jeg elsker at finde ud af noget, som ingen andre ved, og fortælle om det. Det er det, vi gør her hver eneste dag, på hver en side, og jeg ved, I også elsker det.” „Hørt, hørt!” var der en, der råbte, og selv Ellen fattede mod. Hun elskede også sit job. Hun var vokset op med avisen på køkkenbordet, foldet sammen parat til krydsogtværsen, ved siden af hendes mors kaffekop, og hun kunne stadig blive helt elektrisk ved synet af sit eget navn over en artikel. Intet andet arbejde havde givet hende samme fornemmelse af at være på rette hylde, med undtagelse af at være mor, og der var lønnen endnu lavere. „Men branchen gengælder ikke altid vores kærlighed, især ikke på det seneste.” Marcelo rystede på de glinsende lokker. „Og trods alt det, vi gør for hende, hvor meget vi end elsker hende, så er hun troløs.” Han 21


sendte dem sit mest charmerende smil. „Hun går med andre hjem. Hun er altid på udkig efter nyt. Hun er som en kat på farten.” De lo alle sammen. Var mere afslappede, også Ellen, som nær glemte, hun kunne miste sit job. „Men ikke desto mindre elsker vi hende, så vi bliver sammen med hende, så længe hun vil have os. Der vil altid være brug for aviser, og de af os, som er hovedløst forgabte, vi finder os i det.” „Tal for dig selv!” grinede en af erhvervsreporterne, og de lo alle sammen, slappede af, mens Marcelos ansigtsudtryk forandredes. Hans panderynker vendte tilbage, og han så ældre ud end sine nogle og fyrre år. „Så jeg skal træffe de svære beslutninger, og jeg bliver nødt til at fyre to af jer i dag, og en mere i slutningen af måneden. Til dem af jer, jeg må afskedige: I skal vide, at jeg ikke bare overlader det hele til HR-afdelingen og så glemmer alt om jer.” Et par af de forreste nikkede, for de havde alle sammen hørt, at han hjulpet nogle fyrede erhvervsreportere på Seattle Times med at finde arbejde. „Jeg synes, I alle sammen er fantastiske journalister, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at hjælpe jer finde et andet job. Jeg har mange venner i branchen, og I har alle mit ord på det.” „Tak,” sagde en af reporterne, en anden fulgte trop, og så satte en ansats til en applaus i gang anført af Courtney. Med et gik det op for Ellen, at hun også klappede med, for Marcelo nåede ind til hende på et plan, hun ikke udelukkende kunne begrunde med udseendet, selvom det ikke var noget minus. Måske var det hans åbenhed, hans ærlighed og følsomhed. Ingen anden redaktør ville have talt om kærligheden til branchen, eller have taget journalisternes parti. Marcelos blik gled hen over dem, fangede hendes et kort øjeblik, og Ellen blev så forfjamsket, at hun nær ikke bemærkede, at Courtney skubbede til hende. „Sit, tøs! Sit!” hviskede Courtney med et vidende smil.

22

En mors mareridt af Lisa Scottoline  

Lisa Scottoline Oversat af Anne Kathrine Sonnichsen originaltitel: LooK aGain isBn: 978-87-645-0330-2 dansk copyright © 2009 audioteket a/s...

Advertisement