Page 1


Kapitel 1

Amy stod i døråbningen til den store salon og så sig lidt forundret omkring. Klokken nærmede sig ni om morgenen, endnu en varm sommerdag var i vente, og solen væltede allerede ind ad de høje vinduer. Men noget var anderledes fra hendes tidligere besøg på Greenmeadow House. Hun bemærkede det straks ved ankomsten aftenen før, denne ganske svage summen af stemmer i spisestuen. En begivenhed i verden udenfor havde trængt sig på og sendte sine vibrationer ind i det ellers så tyste sundhedstempel. Og nu manglede tilmed aviserne. Siden en gammel skoleveninde første gang lokkede hende herover med ordene »Hold det ud, og du føler dig ti år yngre bagefter«, var Amys i alt tre ophold forløbet fuldstændig ens. De 38 daglige bassinlængder og de fem kvarter i kondirummet. Det var samværet med tavse, tjavshårede, slåbrokklædte gæster, måltider med valget mellem to slags mineralvand og kalorieangivelse på alt, selv skålen med hakket purløg. Fem pr. teskefuld. Greenmeadow House var fornemmelsen af sult, den enerverende stilhed og retten til at se rædselsfuld ud. Nærmeste landsby lå tre miles væk, og afrejsen føltes som en slags løsladelse. Den eneste store glæde var synet af tallene på den elektroniske vægt, som hun trådte op på fastende og iført ingenting, selv fingerringe og armbåndsuret var taget af. Den eneste underholdning var aviserne, særlig boulevardpressen, som hun slugte ud fra en forestilling om, at den bidrog til en forståelse af den engelske folkesjæl. 11


Aviserne ankom altid til receptionen klokken lidt over otte, og inden halv ni lå de arrangeret på det brune bord bag en af salonens beigefarvede sofaer, rettet ind på en lige linje og i nøjagtig samme rækkefølge. Fra venstre The Telegraph, The Times, The Independent, The Observer, Herald Tribune, Financial Times og The Guardian og derfra springet ned til The Mail og The Express, det laveste, et velanskrevet kurcenter kunne lægge hus til. Nu var bordet tomt. Hun trommede lidt på dørkarmen og gik så et par skridt ind for at sikre sig, om det virkelig kunne passe. Længst væk stod, som altid, stativet med et ufærdigt korsstingsbroderi udspændt i en ramme under et skilt, der opfordrede gæsterne til at sy videre på motivet med hovedbygningen set fra vejen. Det havde ikke flyttet sig meget siden sidst, uldgarnerne hang ned fra rammens ene side, og en nål var stoppet midt i et sting. Til højre i et sofahjørne i karnappen sad en ung, fedladen kvinde bøjet over en bog. Hun var hyllet i løse, sorte gevandter, der kun lod ansigt, hænder og hendes fødder i et par sorte sandaler være synlige. I stolen ved siden af sad en anden, ligeledes tilhyllet og betydelig ældre kvinde, der holdt om en mobiltelefon, mens hun stirrede lige frem for sig gennem et par uindfattede briller. Det var ikke ualmindeligt at møde gæster fra Mellemøsten på dette sted, sidst en yngre, storrygende, snakkesalig saudiaraber, der havde sat tre måneder af til at tabe 20 kilo. Men bortset fra de to kvinder var salonen tom, og Amy skulle netop til at gå ud til receptionen, da hun bemærkede et eksemplar af The Guardian, der var gledet ned under et sofabord længst til venstre. Fra tv genkendte hun straks det gråskæggede ansigt på det flere spalter store billede. Dr. Cann, den engelske våbeninspektør, der for godt en uge siden blev hængt ud som muldvarpen bag maj måneds BBCangreb på regeringens officielle begrundelse for invasionen i Irak. Cann, den påståede kilde til, at dossieret om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i virkeligheden var sminket eller »sexed up«, som det blev kaldt. Eksempelvis skulle vendinger som »kan muligvis være i stand til« være udskiftet 12


med et »er i stand til«, og spørgsmålstegn flere steder erstattet med udråbstegn, hvilket gav den stort set modsatte mening. Han var i tirsdags, og for åben skærm, blevet heglet igennem i et krydsforhør i Den Særlige Komité for Udenrigsanliggender. Som Amy huskede det fra BBC World, havde han talt så sagte, at svarene knap var til at høre. Han blev i går, fredag formiddag, fundet død i en skov nær sit hjem. Det sidste havde hun først erfaret via BBC 4 umiddelbart efter sin ankomst hertil i aftes, men noget havde undret hende, og hun var derfor slået om til Sky News for at få historien én gang til. Våbeninspektørens pludselige død bredte sig over hele forsiden på The Guardian. Artikler og henvisninger til artikler, overskrifter som Fanget i krydsild. Dr. Cann blev et offer for det politiske spil. Vendettaens offer. Krise for regeringen. Dossier og benægtelser. Dr. Cann havde ikke en chance over for raseriet i nr. 10. Bladet var dateret dags dato, lørdag den 19. juli 2003. Aviserne var alligevel ankommet til Greenmeadow House. På Greenmeadow House ejede selv aviserne deres egen rutine. Efterhånden som de fleste af formiddagens massager, terapier, sauna, dampbade og ansigtsbehandlinger var overstået, begyndte de uvægerligt at flytte sig lidt omkring. Særlig to af dem. Ved middagstid var The Mail og The Express med sikkerhed rykket fra den lyse salon, hvor puder, hynder, tykke væg til væg-tæpper og gardiner med tre lag fór slugte næsten alle lyde, og derfra ind i det andet opholdsrum, det mindre og mørkegrønne med røde, nedslidte sofaer, en skrattende ventilator, spillebordet for enden og sludder og snak under stanken fra de fyldte askebægre. Det var altid kun de to blade, de fine aviser forblev stort set i den store salon, eller de blev lagt på plads efter endt læsning, men selv denne lille uskrevne regel syntes overtrådt i dag. Amy tog hurtigt The Observer under armen, vendte rundt og gik tilbage til hallen mod døren med det blankpudsede messingskilt Smokers Room og skubbede den op. 13


– Overlagt mord, lød det fra en dyb, hæs cigaretstemme i samme øjeblik, som hun trådte ind. Stemmen tilhørte en ældre herre ved spillebordet, som talte til en yngre, blond dame, der sad med ryggen til ham i en af de røde sofaer. – Mord, gentog han, rettede blikket mod Amy og fortsatte uden videre: – Dr. Cann vidste alt for meget om premierministerens løgne, og grunden til denne krig er den største af alle hans løgne. Manden var kraftig af bygning, og en lakeret, brun stok med en tyk sølvring omkring håndtaget stod lænet op ad stolens ene side. Fra morgenmaden i spisestuen for godt en time siden genkendte Amy hans blege, kødfulde ansigt med en buet næse og et par næsten lysende blå øjne. Han havde da haft en bog liggende ved siden af sig, som kunne ligne en biografi om Elizabeth d. 1. Nu pludselig var der noget mere ved ham, som forekom hende bekendt, en mindelse om et eller andet på én gang fjernt og varmt Mens den blonde dame var i gang med The Independent, lå The Times, The Telegraph og The Mail bredt ud over spillebordet, og mandens brede hånd tog om stokken og rykkede den taktfast frem og tilbage: – Og af alle de mordere, svindlere og bedragere, konger, kanslere som biskopper, der har hersket over dette land siden år 1066, er han den værste. Og hvorfor? Fordi han får bildt befolkningen ind, at han handler til dens eget bedste. – Det gælder nu ikke mig, sagde damen tørt hen over sin ene skulder: – Så dum er jeg heller ikke. – Jamen de andre stemmer på den øgleyngel. Hans stemme steg i styrke: – Minsandten om ikke de stemmer på ham. Men måske denne sag kan blive hans endeligt. Måtte den blive det, for se nu bare her ... Han pegede ned på en overskrift i The Times. Den stille mand, der blev et offer for vores brutale politiske liv. – Og denne her, lederen, der slutter med at beskrive dr. Cann som en mand, der udelukkende gjorde sin pligt. 14


Der bredte sig et nærmest lykkeligt smil i hans ansigt, men så pludselig vendte han sig mod Amy: – Hvad mener De egentlig om, at de masseødelæggelsesvåben slet ikke fandtes? Amy vidste kun, at andre havde sagt det fra begyndelsen, og at som invasionen var skredet frem, blev der ikke fundet nogen. Nogle fastholdt dog stadig, at de var der, enkelte endda, at de befandt sig på skibe, der sejlede i cirkler i Det Indiske Ocean. Det var noget andet, der havde fanget hendes opmærksomhed i gårsdagens tv. – Jeg har intet begreb om våbeninspektion, og mit kendskab til engelsk politik er ringe, svarede hun og hentede The Mail fra spillebordet: – Men ... Damen så op fra sin avis og afbrød: – Der er dømt selvmord, inden der overhovedet er foretaget nogen obduktion. Det lugter langt væk. Det er simpelthen vedtaget. – Men? De sagde et »Men«? sagde manden atter henvendt til Amy. – Det er måden, han gjorde det på, som virker underlig, svarede hun, tændte en cigaret og kastede sin Prince Lightpakke fra sig på bordet. Som noget helt nyt var den udstyret med dødstrusler sat i en sort ramme nederst på pakningen, men de fandtes også på de andres Marlboro. På dansk, på engelsk, på alle EU-sprog åbenbart, det seneste påfund, noget skulle de vel fordrive tiden med i Bruxelles. Rygning kan dræbe var blevet til det mere håndfaste Smoking kills i den engelske version, som om ikke alle vidste det i forvejen. – I hvert fald som det fremgik af nyhederne i aftes, fortsatte hun. – Dr. Cann tog en overdosis af smertestillende piller, og samtidig skar han sig med en kniv i håndleddet. Men piller er jo ikke lokalbedøvende, han var videnskabsmand og måtte have vidst den slags, og frem for alt: hvorfor begge dele? – Det er slet ikke faldet mig ind, sagde damen. – Er De måske læge? – Nej, svarede Amy. – Men lad mig lige læse. 15


Hun havde sagt noget, de ikke havde tænkt over, og hun fornemmede deres blikke på sig, mens hun refererede fra en forsidespalte. – Tre breve af noget, der hedder coproxamolpiller, oprindelig med ti i hver, havde befundet sig på afdøde. Det er receptmedicin, men uden pakningen var det ikke til at se, hvem de havde været udskrevet til, og der manglede 29 piller. Amy så op: – Så mange? Om så det havde været aspirin! Hvad er coproxamol i øvrigt for noget? – Aner det ikke, svarede manden. – Men vi har vist fået et kvikt hoved blandt os. – Og kniven, den findes der ingen beskrivelse af, fortsatte hun. – Det må have været en skalpel. – Og det er? – Noget nær det skarpeste, der findes. Meget lille og bruges til operationer, men det står der ikke noget som helst om. Også lidt mærkeligt. – Men sådan gør man det? sagde manden og tegnede med fingeren en linje på tværs af sit håndled, mens han betragtede hende. – Nej sådan, svarede Amy og pegede på langs af sit håndled. – Ellers snitter man sig bare i senerne. – Hvor ved De det dog fra? spurgte damen. – En vag erindring om berømtheder, der ville fingere selvmordsforsøg og derfor skar forkert. De yndede at lade sig fotografere med en lille, let forbinding om håndleddet, når de forlod hospitalet. – Noget, der dæmrer, sagde manden langsomt, slap stokken og gav sig til at betragte hende: – Det er vist på tide, vi præsenterer os for hinanden. Charles Brandon, navnet er nemt at huske, fordi Henrik d. 8.s borgerlige svoger hed det samme. Han blev bare gjort til hertug, der ligger forskellen. Måske derfor, jeg valgte historie som fag, for bedre at forstå denne verdens uret og for at lære alle slynglerne at kende. Også en art kompensation, velsagtens, for den manglende adling, mener jeg. 16


Amy blev en smule overrasket. Rygerummet var det eneste sted, hvor gæsterne talte til hinanden, for at være ryger var identisk med at tilhøre den sjovere og mere livlige del af menneskeheden, sådan blev det i hvert fald udlagt af dem selv. Selv ikke-rygere faldt af og til indenfor blot for at høre ord blive sagt og måske også for at sikre sig, at lugtesansen var i behold, men at udveksle navne havde altid befundet sig på den anden side af diskretionslinjen. Man kom, man røg, man snakkede, og man gik igen. Derved blev det. – Og De er dansk, gætter jeg, og ...? Et hurtigt peg mod Princepakken på bordet. – Ret kendt mærke, men uanset hvad, vi rygere tilhører snart de fordømte. – Ja, sagde hun blot og uden at nævne, at hendes mor havde været engelsk. – Og? kom det med et spørgende blik, efter hun havde sagt sit navn. Det var hendes profession, han søgte, og hun tøvede. Hun så sig selv stående midt i et vadested, en inderlig banal beskrivelse, men sådan følte hun det. Bag hende lå et fladt, ensformigt landskab, foran hende ledte en stejl skrænt op mod et andet, det ukendte, men det ville være for langt at forklare, og også for privat. Hun valgte det forladte, den hidtidige del af sit liv, og svarede: – Oversætter. Det kunne læses af hans blik, hun kunne lige så godt have sagt håndværker. – Men altså, dr. Cann? fortsatte hun for at få historien med deres ord: – Fortæl mig om ham. Jeg har set noget af det på fjernsynet, også derhjemme, men kender kun baggrunden overfladisk. Svaret faldt prompte: – Afsløret som manden, der sladrede til medierne, og derefter blev grillet under et infamt og tilmed tv-dækket krydsforhør ... Atter rokkede han lidt med stokken: – En barsk oplevelse for en person komplet uvant med 17


offentlighed. Han tog da hjem for at sunde sig i familiens skød i en landsby ikke ret langt herfra. Mangeårigt ægteskab, og der var tre voksne døtre. – Men ganske gævt at turde tale Roma midt imod, sagde damen i sofaen og efter et blik på sit ur: – Min massage! – Han døde af at være gæv, lød det ovre fra spillebordet, mens damen sprang op og løb småkvidrende ud af stuen: – Hvis I finder frem til noget, så husk at fortælle det. Det er bare så vildt spændende. – Glasgowadvokat, sagde manden med et støn, da hun var forsvundet, og vendte tilbage til emnet: – Men altså, dr. Cann ... En kort hosten: – Han fulgte nu sin sædvanlige rutine og således også at gå en daglig spadseretur i en nærliggende skov. Det plejede at være omkring klokken fire, men den dag skete det åbenbart tidligere, allerede ved tretiden. Undervejs vekslede han et par ord med damen fra huset skråt overfor. Igen denne hosten, mens cigaretten blev tværet ud i askebægret: – Damen bemærkede intet usædvanligt ved hans adfærd, det var en meget varm dag som bekendt, så han var let påklædt, kun en tynd jakke, skjorte og bukser. Han medbragte tilsyneladende ingenting og optrådte venligt og afslappet som altid. Denne dame og en lokal landmand, han passerede lidt senere, er de sidste, der bevidner at have set ham i live. Dr. Cann vendte ikke tilbage, og så i går formiddags blev han fundet død i skoven med de tomme pillebreve på sig, en kniv ved siden af sig og et blodigt venstre håndled. Hvad kan vi udlede af det? Bag dem gik døren op. Det var receptionens altobserverende Mike med de milde, gråblå øjne, der altid fulgte de afrejsende gæster helt ud til bilen, sikker på lige de ekstra drikkepenge. Han stak nu hovedet ind som for at lede efter nogen og forsvandt straks igen. – Ikke meget, når vi ikke kender detaljerne, sagde Amy. – Hvor kom pillerne fra, hvem har udskrevet dem, og til 18


hvem? Han var jo ikke læge. Og hvornår blev han meldt savnet, det er glippet for mig? – Først sent, omkring midnatstid. Egentlig påfaldende sent, men mrs. Cann kan selv have været ude at lede efter ham. Det kan selvfølgelig også skyldes frygt for yderligere presseomtale, eller det kan være sket før, at han er faldet indenfor hos nogen uden at give besked. Distræt, sikkert. Også Amys massage ventede, og hun rejste sig. Der kom et pludseligt glimt i mandens øjne, et lille flimmer i det lysende blå. – Har egentlig aldrig tænkt på det før, men kan man oversætte en tekst, kan man måske også oversætte et handlingsforløb. De ved, hvor jeg er nemmest at finde. Nemlig her. Amy rakte ud efter en kuglepen, der lå efterladt på bordet. I mangel af papir rev hun cellofanen af sin cigaretpakke og skrev ordet coproxamol med blokbogstaver oven over dødstruslen. Hun lagde pakken i slåbroklommen og forlod rygerummet. Den rytmiske musik og de energiske råb kunne høres allerede på gangen, der ledte til poolrummet. Iført shorts og T-shirt sprang en ung, kvindelig træner adræt omkring ved siden af højttaleranlægget. Hestehalen hoppede i takt med bevægelserne, mens hun heppede på en snes overvejende midaldrende gæster, der stod i vand til skuldrene med store bøjler i forskelligfarvet flamingo mellem hænderne. Amy havde glemt, at bassinet var reserveret for holdtræning fra elleve til halv tolv. Hun så op på uret på væggen, træningen var netop begyndt, og hun var nær vendt om, men gik i stedet forbi bruserummet, rundt om bassinet og hen til skydedøren, der stod åben ud til haven. Sprinkleranlæg var ikke nået hertil, og der lugtede af tørt, nyslået græs. Hun tog cigaretpakken og mobilen op af lommen og trykkede et nummer i sit tredje forsøg på at få fat på Lars. Det var lørdag, og konsultationen var selvfølgelig lukket, men han kunne være ude at sejle. Endelig, denne gang lykkedes det. 19


en forskers doed af Helle Stangerup  

11 12 13 14 15 16 17 18 19

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you