– tværs over hans mosters dagligstuegulv. Denne begivenhed havde gjort, at hans mor skælvede lidt og havde nemt ved at græde (hun græd over den mindste ting – et stykke klassisk musik i radioen, en haltende fugl i haven), men disse nervøse trækninger kunne han godt tilgive hende. De stammede åbenbart fra Michaels død, og så det, at hun selv med nød og næppe var sluppet levende fra det. At hun havde snydt døden, havde givet ham en slags stolthed og en god historie, han kunne brodere videre på. Og nu broderede han videre på den for det, han mente, var et stensikkert “ti-meter-publikum”, bestående af en pige omkring tretten år med en skønhedsplet, en rødhåret dreng, der så ud til at være omkring elleve, og en større dreng på måske seksten år i en hanefjedsmønstret sportsjakke. Selvom spændingen ved rejsen midlertidigt havde udvisket klasseforskellene, var det umuligt ikke at gøre sig tanker om, hvor ens forholdsvise plads var i dette nye samfund, og endnu inden afsløringen af fædrenes rang havde Edmund gættet sig til, at han i det mindste var jævnbyrdig med Den Rødhårede og Skønhedspletten, hvad angik klasse, og så godt som sikkert var over Den Hanefjedsmønstrede, der sad for sig selv og lod, som om han ikke var interesseret i historien om Edmunds mors overlevelse, mens han bankede enden af en cigaret let mod bordet og strøg det skinnende blanke brylcremehår tilbage. Trods den demonstrative ligegyldighed kunne Edmund mærke, at drengen blev lokket af hans historie. Han havde lige beskrevet det øjeblik, da bomben havde ramt huset med alt, hvad der hørte til, “sprængningen” efter nedslaget, den mærkelige “skubbe-trække”-fornemmelse af eksplosionen, som hans mor havde prøvet at forklare ham. Det meste af det var rigtigt nok bortset fra antiluftskytsildens “bang! bang! bang! ”, som 37
Efterspillet.indd 37
28/06/13 13.54