Issuu on Google+


EFTERFESTEN MORTEN VAMMEN

BINDSLEV


EFTERFESTEN Copyright Š Morten Vammen, 2003 Udgivet efter overenskomst med Ringhof og Sølvsteen Agentur DTP/omslag: Nanna Skytte Koncept & fotos: Morten Vammen Bogen er sat med Akzidenz og Palatino og trykt hos Narayana Press, Odder Printed in Denmark 2003 ISBN 87-91299-05-5 Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk


Tak til alle medvirkende, især Jiff, Lars Ringhof, Nanna Skytte, haremmet, Celle Nord og Kasper E. Nielsen. Enhver lighed med nulevende eller afdøde er tilfældig. ”Det er jo fiction.” januswarm@yahoo.dk


Prolog: Handlen starter handlingen

Jeg går gennem et Danish Design-fængsel med weekendens excesser svirrende som onde ekkoer i baghovedet. Jeg har fået en besynderlig mail: En forlægger har fået forward’et nogle af mine udgydelser og vil have en debutroman. Det taler til min forfængelighed og det er en chance for at transformere lort til guld, så nu sidder jeg i en beige Børge Mogensen-fælde overfor en bebrillet, fløjlsklædt litterat med et fjollet grin. Han ligner en Citroën-pilot, der lever gennem litteratur; P1 brummer i baggrunden. – Jeg vil have en roman om to lesbiske ecstasy-vrag fra Aalborg, som ikke kan skrive andet end SMS’er – giv mig en skandaløs clubkid-eksposé. – Du er altså endnu en af de karma-nassere, der står på spring ved døende subkulturers kadavere, siger jeg med duffelcoat-dyb patos. Litteratens øjenbryn går nu i ét med pandehåret: – Min headhunter siger, at du er den vildeste… Citys Sai Baba, subkultur-maskotten, alle steder på én gang, en tillidsvækkende gigolo med universelt backstage-pas. Han lyder som en blanding af Jerry Springer og Jim Jones. Jeg gør tingene klart:

7


– Der er nogle problemer med at skrive en kommerciel roman i dag: For det første er handlingen en anakronisme, livet leves i punkter, jeg hader identifikationsmodellen og i øvrigt er jeg ordblind. Han ser opgivende ud, men siger: – Vi laver bøger af forfattere, der ikke kan skrive til folk, der ikke kan læse. Jeg puster ham lidt op: – Ok, du er en kulturel bagmand på udkig efter en Ellis, en Trainspotting, en Jønke, noget der kan etablere dig som en vild forlæggerfyr fuld af fremtidsfunk. Du vil have en nihilistisk-hedonistisk do-it-yourselfdogme-rapport fra en megalomanisk musiker, en ny kølerfigur til din bogklub. En database af buzzwords. Hans øjne skinner bag brillerne: – Yes, Glamorama med holdning; vi laver en hurtig oversættelse, fyrer den af globalt og får den filmatiseret. – Jeg laver et kulturelt vink med en fremmed mands pik på en flagstang. Ugens glade krøbling afslører taktløst alt. Rapport fra brændt barn efter LSD, 10 års hash-liv og for en ejerlejligheds pris taletalkum på toppen. Jesu tilbagekomst fra ørkenen, en bibel for festvoyeurs, en samplebase for dorske kulturpampere. – Ti tusinde i forskud? Min virkelighed er mærkeligere end Brilles fiktion. Han vil have mig til at stikke mine hjemmedrenge i en nøgleroman, som ingen over 30 udenfor København K fatter. For min forfængelighed skyld og lidt dadler på 8


siden? Jeg er storgrossist i erfaring, har prøvet alt undtagen incest og folkedans, det har jeg – som alle andre – fortrængt, så hvorfor sælge ud for peanuts? Suggestivt og streetwise placerer jeg højre hånd under venstre armhule. Det er tydeligt, at Brille ikke fatter hvem det er han dealer med: – Mine venner vil advare mig imod at skrive denne roman. De vil råde mig til at holde tand for tunge. Men ok, sandheden skal frem! Fuldstændig blottet, uden ironi eller andre airbags. Men hvor skal jeg bo efter at have afsløret alt? – Det er jo fiktion, og al omtale er god omtale… forlagsbranchen er så sløv, at alle spor er forsvundet når bestselleren peak’er. Mix personer og steder sammen, de fleste vil være smigrede, når bare du ikke berører verserende sager… Ups! Det er et udtryk, der stinker af… PET? Jeg må hellere hoppe på programmet og spille dum. Men hvad skal jeg stille op efter at have tømt mig ekshibitionistisk på det hvide papir? På den anden side: Der er fisse i finkultur, og hvad fanden – det er bedre end at gå til psykolog. Måske kan skriveriet puffe mig ud af kredsløbet omkring mine private Søren Kierkegaard-spor, jokket dybe som grøfter. Nu har jeg holdt mig undergrunds-clean længe nok, og hvad er undergrund andet end dårligt kommunikerende tossers dårligt distribuerede værker? Tid til at sælge ud. En chance for at lære at lyve. Og en god undskyldning for at lave et rullefald tilbage til 90’ernes udskejelser. 9


Trampe de tabere, der tildelte mig tossestatus. Måske kan ordvirussen rive lidt i den store danske folkekomedie, klone min bevidsthed og spejle Stockholmsyndromet derude. – Ok, lad os knipse hjerner, send en kontrakt, jeg skal videre, har en date, ses. Jeg går straks til min webmaster, der efter retorisk brok tjekker min nye arbejdsgiver – Hr. Fløjlshandske – for skjult dukkefører. En banal litterat-profil tegner sig: Dominerende forældre, et passionsløst allianceægteskab, et voyeur-liv på anden hånd. Mails fra en økologisk biavlerforening, Det Radikale Venstre, pensionsordninger, lidt læserbreve om moms på bøger, julekort, ingen elskerinde-mails. Tamt og fornuftigt. Ikke noget jeg i en nødsituation kan vride hans nosser med, hvis redaktionen af mit kommende mestermakværk rammer propellen. Jeg har været udsat for fløjlsfyrenes repressive tyranni hele min ungdom, men ham her har i det mindste erkendt, at der er noget han har misset. En naiv mellemhandler, der suger følelser og oplevelser for hovedparten af bogens forventede udsalgspris. En vampyr, der vil malke et hul i markedet med realitetsfeedback færdigpakket til at trone på toppen af et trendmøbel. Vi sidder i et hardwarehelvede for folk uden kroppe og hygger os med at videresende Pædofil-foreningens medlemsliste til sædelighedspolicen. Derefter tegner vi et svastika i Brøndby FC-design og placerer det som intro på deres hjemmeside. Og på FCK’s. I baggrunden 10


spiller Derrick May skønt på tre pladespillere live i Detroit. Men jeg kan ikke spise pizza efter alt den cola, så efter at have været kodeknækkernes indslag fra virkeligheden, går jeg ud i det store rum efter føde. I krydset holder en slæde styret af to døve caps med et enormt anlæg. Et cut-up-mix brager: Thinking of a master plan There’s nothing but sweat inside my hand So I start my mission, leave my residence Thinking how I could get some dead presidents I need money; I used to be a stick-up kid I made a list of all the devious things I did I start to think and then I sink Into the paper like I was ink.


I venstre ringhjørne, nær tovene, vi præsenterer: Janus Warm Jeg står op, limer mig sammen foran spejlet, tjekker de grå stænk i det røde hår, der ikke er onduleret hos Frisør Kipo, reklamekufferten med hår på og min tantriske tryllestav på 23 cm. En patineret alpha-han. På med et color-koordineret kostume, der fortæller, at jeg ikke tager den store danske folkekomedie alt for alvorligt. Ned på den lokale fjappe-banke til brunch med tyske drengelem og masser af rådden bondejuice til agurkeavisen fyldt med angst og annoncer. Så hvileløst rundt i solen; det er min pligt som dansker at dyrke sommeren og gadernes divaer i et endeløst forspil uden afslutninger. Jeg falder igennem en tunnel af småmøder og small talk på kontorer, studier og caféer med de sædvanlige tiltalte, men alt føles som en bleg fotokopi af et liv, underlagt et materialistisk/narcissistisk paradigme. Jeg er fyldt op med sublimeret systemhad selvom alt kører skønt, mine spændende venner ringer dagen lang, der er smarte penge på kontoen og ligene i lasten er rådnet bort. Men der er ingen vej ud: Jeg er tvunget til at høre den samme dumme joke i sløjfe, i orbit over bybiotopen. Jeg længes et øjeblik tilbage til en lilla sommernat ved en skovsø med drikkende Bambi’er og en grønøjet jødemodel i favnen, og tager mig selv i at tænke: 12


Det var så mit livs klimaks og alt derefter er ekkoer. Noget centralt, autentisk er gået tabt. Så her står jeg alene blandt venner som en gnaven stodder, en vissen palme, der skriger på transcendens og nærvær blandt de glatte men ulykkelige hologrammer på jagt efter næste look. Jeg overvejer et øjeblik at stå af og blive en stor, beskidt, fedtpansret hjerne foran en bunke skærme og styre maksimalt i et arbejdssublimerings-magt-trip, men så står der endnu en babe og blinker mig tilbage til kroppen. Men det er ikke let, min dyrekøbte erfaring fortæller mig, at piger på dette tidspunkt i livet og natten er lige så fucked up som jeg selv; de skal have drinks mens deres ekskærester tager dem på numsen og suge stedet for al maskulin opmærksomhed inden de går alene hjem og ser Sex And The City. Jeg hader genudsendelser og ejer derfor hverken TV eller sofa. Jeg sidder rigeligt foran grænseløse skærme, hvor alt kan lade sig gøre. I modsætning til den lumpne realitet omkring mig, det tryghedssøgende hul af lappeløsninger og tam konsensus. Så jeg sætter hastigheden op…


Alder er bare et nummer

Telefonen ringer og B kører igen. B er alle, der hjælper mig med at dræbe tiden, alle dem jeg spejler mig i. – Hvor er du? – Ligger i badekaret med en spliff og ser Discovery om abesex uden lyd med The Orb på CD’en. Og du? – Sidder med headset og sorterer mine harddisks for samples… snak løs B! – Det er sublimt at erkende, at løbet er kørt, at dagtil-dag-livet uden målsætning nok gør mig glad nu, men at jeg aldrig får prinsessen og det halve kongerige. – Var det det du ville? – Jeg har trådt vande i så lang tid, at jeg ikke længere vælger selv. – Hvad er det du vil? – Jeg prøver at drømme mig til næste mål, men der er billedforbud i mit hoved. – For meget tv og porno. – Problemet er, at jeg har prøvet alt, og det eneste der er tilbage, er at sætte tempoet op. – Det lyder glædesløst. – Mmmh. – Fat at du er 30, du scorer ikke som før, du kan ikke komme, du kan ikke huske hvad folk hedder, du er ude af stand til at have et længerevarende forhold, du er for 14


forlystelsessyg. Bolden er ved at trille dig af hænde. – Ja, sidst jeg havde en kæreste blev jeg angst over at skulle vågne op resten af livet i et middelklassehelvede med jazz og Weekendavisen. – Som dine gamle; du vil hellere være glamourjunkie. – Jeg er effektjager, hvad fanden er det for noget, at man efter at alle utopier er døde stadig klamrer sig til billedet at to gråsprængte med opadgående rynker ved Prada-pejsen, der nulrer deres børnebørn? – Det er også slut med at røre børn efter incestdebatten, så glem det. – Jeg når heller ikke at blive den nye Scorsese, Burroughs eller Miles Davis… – Nej, det kræver fokus og timing. – Tak for opbakningen. – Jeg siger til dit øre, at hvor der er en vilje er der en vej, sæt dig et realistisk, lystfyldt mål og glæd dig over det du har, forkælede, overstimulerede møgunge. – Så jeg ikke kan være til stede i nuet? Du lyder som en revalideringskonsulent eller Tine Bryld. – Du er i hvert fald ved at gøre vores venskab til et klientforhold. – Så du slipper for at face dine egne dæmoner? – Ja, det er bedre end at høre på din teleblues… – Hallo, jeg er i krise! Hjælp! – Krise er danskernes nationalsport, måske en konsekvens af protestantismen, velfærdsmodellen og for lidt lys. 15


– Kyniker, hvor er medfølelsen? – Ok, hvad skal jeg sige for at gøre dig glad? – Jeg skal geares op, hjælp mig! – Modetøj købes af folk, der er trætte af deres sociale og seksuelle status som en slags pseudo-kreativ terapi, så… – Drop askesen halvfjerdserbarn, lad os shoppe… – Køb det på nettet. – Hvis jeg skal give 2.000 for en skjorte, vil jeg befamle stoffet, flirte med ekspeditricen og vise posen til folket. – Har du tømmermænd? – Nej, jeg har fået en check og der skal købes nogle klude inden den ryger op i hornet. – Ok, men hvad tænker du når du ser en fyr i Die/sell med lækkert hår? – Sikke en rig, usikker, århusiansk reklamenar. – I rest my case. – Stille med det her, men jeg blev afvist af dørmanden på Nazi… – Så nu skal du have et suit? – Jeg kender kreative københavnersnuder, der kan slippe ind iført pisplettet Blågårdsgade-dragt og badetøfler. Men en skatteyder som jeg… – Hvad sagde du til Dør-Per? – Spurgte først om han ikke vidste hvem jeg var. Da det ikke virkede, ville jeg tale med chefen, og da han stadig ignorerede mig og lod jyske mellemledere med kødhatte slippe ind foran mig, sagde jeg, at jeg 16


kom for at hente beskyttelsespenge for den russiske mafia. Men han var ligeglad og sagde, at jeg lignede en statist fra Pusher… – Og..? – Så sagde jeg, at det måtte være fedt at have et job om natten i skudsikker vest udenfor festen hvor folk slikker ham i røven eller truer ham – til 200 kr. i timen, og om han var blevet impotent af at pumpe jern. – Og så var det på tide at gå… – Ja, men aftenen var ødelagt. – Var der nogen vidner til ydmygelserne? – Tal ikke om det… – Godt, lad os spise frokost og shoppe, jeg kan altid bruge ti par ens sokker og et blåt suit mere. – Men hvor? Du må være min re-stylist, vær min guide, trendmester, giv mig make-over… – Hvad skal dit look kunne – udover at dupere dørmænd? – Tja, nu er jeg jo ved at krydse over fra noget techno-streetwise nazi-funkis til…?!? – Gør som jeg, der er ved at skrive en bog – hvad med noget brunt og grønt fløjl og tweed til en flot pibe, sådan lidt jagttøj fra Barbour, der emmer af landadel, ridning, pejs og haglgevær. – Mere kosmopolitisk og individuelt, tak… – Løvcamouflagejakke og plusfours fra Guns & Gents… – Mere nutidigt tak, måske et trademark som Thorsens leopardbukser eller Sassies vintage-gear. 17


– DM’s uden steel caps i bordeaux, en klassisk ’67 oxblood, button-down Ben Sherman-skjorte, smalle seler og en sort fåreskindsvams. – Jeg har ikke hørt ska siden 1980 ’fessor, og jeg orker ikke at løbe fra de autonome. – Så en snow-washed jakke i gambianersnit og et par hvide Jacoform, der matcher et smalt læderslips. – Det må være noget af det sidste, der ikke er trendy, men det er for ironisk, for Beck, for 80’er. – Så vær foran og saml 90’er-uniformen med bikerstøvler, Scott pilotjakke, Caterpillar og Carhartt eller DJ-taske, Burberry, japanske Evisu-jeans, G-Shock-ur og sølv-AirMax-sko og Gucci-solskærm… Vær på forkant med næste retrobølge. – Eller Buffalo-støvler i UV-farver… – Find selv på noget eller køb mere dyrt, sort arkitekttøj til bunken, hvis du er mere tryg ved det. – Hvad med Ralph Lauren, Gap og Tommy Hillfiger? – Psykopat-USA er bare så passé efter alle de lortekrige. CNN er ejet af General Electric… – Hugo Boss, måske… – Han lavede nazi-uniformer og er nu kostumier for håndværkere, der leger weekenddirektører. – Hvad med sådan et fod-i-alle-lejre-look med fedtet Andy Garcia-post-mullet garn a la Anne Linnet, åben skjorte med halsklud, fløjlsjakke, smykker, Rolex, pre-smadrede jeans, skaterpung med kæde, Helmut Lang-hyttesko, beige…? 18


– Så ligner jeg ham spasseren jeg havde lyst til at hamre sidste weekend og alle hans kloner fra 2003, en model, der tror han er maler. Jeg vil have noget futuristisk, et suit med print af nøgen hud, eller en spejlcamouflage-dragt a la monsteret fra Predator. – Du drømmer, hvad med noget ungt sportstøj? – Vi er for fede og designerne er farveblinde i år. – Farver? – Ja, avocado, orange, honning, lilla, magenta og ambient. Mønstre. Polkadots. – Er vi blevet feminiserede eller hvad? – Attitude-relativisme. – Bowie gjorde os til krypto-bifile modeofre; før dét var det suits eller træsko. – God kombi, men lad os tage til udlandet og købe noget vintage ingen har, som vi selv synes er fedt; gutfeeling fra gaden, du ved. – Jeg må checke Wallpaper og Uromands knippeltest før vi shopper… – Eller omvendt, bare kaste os ud i et orgie af post-clubkid-ekstremiteter, smadre alt subkultur-uniformsgear fra punk til skaters og mixe det op. – Vi kan også gå på Hovedbanen og lave T-shirts med et Photoshop-billede af Kronprinsen med en blodig tusse i næsen… – Ok du har ret, men lad os researche først, så vi kan styre signalstrømmen. – Tja, skal vi ikke bare spise en middag og snavse lidt under fire øjne? 19


– Du vil have en city-escort til din traditionelle tour? – Som vi plejer, please.


Én gang i livet

Fire måneder uden kvinder. Relativt roligt går B og jeg i byskoven og pirres over alt braset. Og pludselig, netop som jeg havde opgivet jagten ved de traditionelle vandhuller, giver en italiensk designermodel mig øjet fra den anden side af gaden. Samtalen stivner og jeg kigger skjult på den splinternye Venus, der ser ud til at være på narcissistisk forbrugstrip, overhængt med luksusikoner. Vi har som sædvanlig bekræftet hinanden i vores autistiske eunuk-buddhisme og ærgres over monsterets magt – her har vi dekodet vores sind og er smuttet op af samfundssuppen, og så river genetikken alligevel rundt med os i et teenageflashback. Jeg afsætter ham venligt og går debilt efter hende uden en tanke i hovedet. Ind på en café hvor hun roder sig i håret og bestiller en Coca Cola Light. Jeg siger bøvet, at hun er tynd nok, og at man kan miste synet af for meget NutraSweet. I stedet for at føle sig stalket, ser hun min barnlige følsomhed og smiler mens hun roder halvhjertet med III, Empire og det nye Wallpaper. Jeg giver mig tid til at bestille en hyldeblomst, en cookie og en varm chokolade med skum for at signalere sensualitet, infantilisme og kvalitet. Jeg sætter mig og hun skinner stadig rigeligt selvom jeg lugter af lort. Hun bærer en lilla ble fra Hermes 21


som en trendfeministisk provinskvinde. Måske vil hun have bumsen trykket i baronens seng fra Illums Bolighus. Drevet af lavt selvværd fisker hun mig med kroppen som madding. Hvad laver du? Hvor stor er din lejlighed? Kender du ham og ham? Hvad hedder du til efternavn? Jeg svarer: – Skat, jeg er en fange i kroppens anakronistiske hormonfængsel, og derfor træder jeg nu vande med tand for tunge og subtile slowmotion-pointer der simulerer normalitet for at camouflere, at jeg vil bruge vores kroppes snarlige forening til transcendens af dette banale liv. Men hvis du bullshit’er mig mere med din segmentanalyse er din hjerne så usund, at jeg ikke sanser din krop, så rør mig før vi fortaler os, du taler jo reelt kun til mig fordi jeg har gode gener. Og min moar er kvindeforsker, min fader psykolog, de kalder mig fuldtidsgynækolog så… du er her ikke for at danse og drikke, så toilet eller taxa…? Hun laver en ukontrolleret grimasse idet hun løfter hånden til slag. – Lad være med at give mig det normalitetsrepressive pis. Hvis der kun var mænd i verden ville vi rende grinende rundt i jordhuler uden at savne jer materialistiske livsstilsbetjente. Hvorfor er intelligente mænd enlige? Hvorfor er direktører ikke? Du er åbenbart en status-hoe pakket ind i andre menneskers drømme. Tag dog magten, du sidder på den! Men du vil hellere være prinsesse for evigt opvartet af manipulerede 22


tøffelhelte. Der går en undertrykt idiot foran dig og holder skjoldet, det er bare ikke mig. Grin dog lidt af dig selv, selvhøjtidelige mokke! Jeg er træt af, at du siger én ting, der betyder noget andet når du mener noget tredje, gør noget fjerde og ønsker noget femte. Bevidstubevidstbevidstubevidst. Det er ikke dig der taler, det er man, det er folk, det er din fagforening, dit segment, din livsstil, dit blad, din opvækst, din kasse. Og i dette spil efter andres drømme om uopnåelig perfektion har du sat din tyngende frihed over styr: Din krop er et værktøj til opmærksomhed og bekræftelse, en vare i det store verdenskatalog. Men tiden går æg-lægger og nye modeller står altid på spring. Dit frigide følelsesliv er ikke noget du mærker, men en evig diskurs, der manipulerer verden med skyld og lyst, dine reaktioner er manipulationer, en evig film af selvmedlidende ynk, der skal forklare den urealiserede tomhed fra ekkoet af tusind dameblade. Jeg hader dine forældre fordi de har smadret dit selvværd. Det er derfor du ikke magter mig i længden og vender dig mod den næste debile, kontrollerbare listepik, der vinker med normalitet og tryghed. Du mærkede instinktivt, at jeg ville være én på opleveren, men du kan ikke rumme det. Du har eksperimenteret i din tidlige ungdom som det sig hør og bør, men din tid er knap og din magi virker ikke, så du må videre uden det ser for mærkeligt ud, uden at støde nogen for at støde på nogen, der støder til du føder replikanter med den arvesynd, der definerede dig. 23


Denne svada afleveres mens jeg nådesløst stirrer ind bag hendes sorte pupiller, storsmilende med ironiske betoninger og bonusmimik. Jeg stopper først da min stemme virker fremmed. – Sikke en gang mundlort, bruger du mig som spejl? … siger hun retorisk fornærmet, men rødmende og tager min hånd, der allerede glider over hendes slanke yderlår. Det undrer mig, at hun finder sig i min afreaktion. Er hun endnu en masochist med lavt selvværd? Hendes ydre overflødiggør intelligens og jeg må bevidst undgå at se på hendes angstfremkaldende perfekte krop eller statisterne omkring os. At få hende ud af døren er altid en scene, der forhales i ekshibitionistisk ekstase, men denne gang tager hun sine poser og mig i hånden og hiver mig forbi en måbende bartender, ud i en taxa hvor hendes duft giver mig en erektion som jeg placerer hendes hånd på. Vi ender i en lejlighed der til min skræk har otte navne på døren. Jeg spørger om hun bor alene. – Jeg smed dem ud i sidste måned. Jeg halser i bad da mine skisokker er gået i symbiose med mine 1.400-kroners negerbiler fra Nazi-Nike og ender i en tyk badekåbe. Hun ligger udstrakt på sengen med lukkede øjne iført noget let og blødt med brysterne strittende gennem stoffet. Jeg trækker vejret dybt for at komme ned i kroppen og stoppe sindet, men bliver hevet ned og 24


reddet til hun brøler gennem den svedige, brune teint, helt lilla indenunder. En æstetisk dans jeg afsøger for fake-spor. Det er uvirkeligt i sin komplette perfektion, iscenesat med enorm himmelseng og Jon Hassel-CD, uden gummi. Hun kommer til bevidsthed uden røg, opmærksom på min slange og kører nu pleaserprogrammet hårdt, men vejrtrækningsfokus holder mig tre sekunder fra klimaks selvom det er hårdt, hvis jeg kigger på pusset. Det bliver aften og hun ømmer sig mens jeg stiv og høj rabler igen. Alt er perfekt, for perfekt og pludselig står jeg igen på boulevarden uden at vide hvor det var jeg klippede så abrupt fra. Jeg går en tur i et onsdagskedeligt borgerkvarter uden liv efter kontortid iført en enorm selvværdsfølelse. Det slår mig, at jeg i et svagt øjeblik i nær fremtid vil ønske at gentage succesen, men broen er brændt. Måske ved jeg, at det var dømt til at crashe, måske stoppede jeg mens legen var god. Den følgende nat tager jeg mig selv i at sample og loope Talking Heads’ Once In A Lifetime selvom det er plat og gjort før. Det gør mig stille indeni og jeg falder i søvn efter at det hvide gokkelys har slukket mig.


Hit The Studio

Jeg vågner tidligt og ved hvad der skal gøres. Jeg går direkte til min gamle chef og charmer mig til en opgave, videre på nettet for at konstatere, at der sidder nogle store fisk og spjætter i mailen; desuden de sædvanlige brokker fra min onde onkel over at jeg ikke tager telefonen. Så aflevere track’et og afregne og hjem og skrive og redigere næste træk. Jeg laver 100.000 i denne uge. På den fede måde. Fordi jeg fortjener det. Fordi jeg er den bedste. Fordi det er tid til at have det godt. Og høste hvad jeg har sået. Jeg visualiserer pengebundtet, scenerne flyder skønt min vej. Telefonen ringer: – Hej Warm, pak dine lagermedier, A&R-røvhullerne har lavet et hit på regnearket og nu skal det bare presse ud af højtalerne. Det er bedre end at mixe en vaskepulverjingle… – Endnu en rockdinosaur der skal have en sonisk ansigtsløftning med sidste års sikre lyd? – Bingo, det er ikke kunst, det er et job, så kom over i suiten til briefing kl. 10. Jeg slæber 40 kg gear fra en taxa og indretter en arbejdsstation mens jeg hører originalen splittet ud på 24 spor gennem den Star Trek-møder-en-Hawaii-skjortelignende mixerpult. Jeg lægger et monsterbeat indtil A&R-Per gør sin entre kl. 10.30. Han er slesk i en jakke fra Sand. 26


– Jeg kunne godt tænke mig noget ungt til klubberne og radioen med et kunstnerisk twist, sådan lidt mørkegul undergrund. Når folk siger den slags vrøvl har jeg lært at sige: – Hvad skal det dufte af? … for at få en mere konkret reference. Jakkesæt er ofte døve, men har altid en eller anden CD, som alle kan blive enige om er stueren. – Portishead, Underworld, Prodigy, Moby, men mere R+B og gul house. Jeg har også lært at nikke indforstået og smile positivt som om de har profeteret næste års vinder af Nobels musikpris. Alt hvad der skal til for at få kunden og selskabet til at føle sig trygge og skride. Det værste er, når de hænger ud med en joint og en flaske rødvin og kommer med fede ideer under mix’et. ”Jeg har også et klaver derhjemme” og alt det jazz. Heldigvis rykker denne model hurtigt videre og jeg vender mig mod techniggeren, der skal mediere mødet mellem mine og studiets maskiner. Jeg lugter øl, og da han normaliserer mix’et med den nye Whitey Houston-CD som reference og cracker krigshistorier om ikoner i stedet for at hooke mig op, siger jeg: – Det er ikke personligt, men du er halvstiv halv elleve. Tag fri, jeg ordner det herfra, jeg har ikke brug for bedøvede ører. Han bliver rød i hovedet: – Her skal være en teknikker, det er en del af dealen. 27


– Ok, kan du bytte vagt med en kollega, der har digitale skills og ryger den optursfede? Han er pissesur, men en time efter lægger en ung, sulten nørd med mediebriller det lange Rizla+ på pulten. Jeg checker vokalen solo i editoren og hører, at den danske David Bowie har problemer; hans øretelefoner er så høje, at de overdøver hans stemme i de stille, Prince-agtige vers. Hvis det skal blive til musik må jeg klippe alle ordene ud og skubbe og stemme dem til beatet. I remix er omkvædet helligt, men i dette tilfælde så svagt, at jeg må lave det om til første vers og klippe et nyt hook sammen af nogle hyl, der lyder som om han har indspillet med en dildo. Så sushi kl. 12. Jeg lytter multitracken efter forsonende elementer, men finder kun den sædvanlige mos af flade, stive CD-ROMloops fra sidste årti, forsigtige overkomprimerede bas’er, smarte fuzak-digital-piano-presets-akkorder, letmetalguitar-bagrunde i rumsovs, sjasket aftenskole-latin-percussion, uhah-tøser, der keder sig. Simili lavet af dygtige rockpampergøjlere i et desperat forsøg på at ramme tidsånden. Jeg sampler vokalen og laver en klassisk analog Roland-flade på to sekunder og mixer mit beat omkring det, skriver en jordskælvsbaslinie, der får ruden til at dirre og tæppebomber track’et med roller og effekter, ideer og samples til jeg ikke har flere spor, rydder op, sletter så de overflødige og fylder på igen. Teknikeren er rystet og jeg flyver gennem gearet ud af 28


højtalerne. Tid til at arrangere og mixe, men hver gang jeg går på toilettet har Prins Pilfinger været på spil: – Hør her, jeg elsker bas og overstyring. så fingrene fra fadet ’fessor. Vi kommer ud i den sædvanlige diskussion om rigtigt og forkert mix og jeg skærer igennem: – Der er ingen regler længere! Jeg mixer det færdigt hjemme. Pladeselskabet er begejstret, men checken udebliver. – Vi er gået ned økonomisk, vi udsender det ikke, siger A&R-Per i telefonen. – Læs kontrakten, du skylder 60.000 kr. Tavshed, og så: – Du kan sagsøge os og ryge ud af branchen for at være besværlig. Jeg dropper sagen og tre måneder senere hører jeg tilfældigt nummeret i radioen i en taxa.


Åndseliten

Jeg er i byen med mit nye hvide overskæg. Efter at have forladt yuppierne omkring glasbordene starter jeg på Kunstakademiet hvor der skulle være en god kønsfordeling. Lækkert i teorien, men i praksis er det et labyrintisk, lobbyistisk venteværelse for uselvstændige, karakterløse jyder med dårlig smag. I generel livsangst har de fremlejet den indre harddisk til staten. Det vrimler med tunge, stenede tøser og et utal af nørder, der optager deres maxi-branderter på irriterende minivideokameraer. De hotte kuratorkunstnere plaprer med moderelaterede typer: – Vi får Moonjam, Remmer, Blachman og Peter Peter Bastian til at spille på en pensioneret russisk atomubåd bemandet af breakdansende sigøjnere omkring en totempæl med et enormt vikingesejl hvor der projekteres en live-transmission fra Per Kirkebys værksted hvor han har kendte kloge gæster, der brainer med nogle iMacs. Det skal så kontrasteres af en enorm roterende PH-lampe båret af 1.000 frivillige roadies med logo-bomberjakker og bulldog-piber fra Alis. På toppen skal der være protest-dværgkastning med Brammer og nogle dopede dyr, der lander i et bassin med flæskesvær i dilddip fra MD Foods. Kipo laver rasta-extensions på Mads Nørgaard, Per Kirkeby og 30


Efterfesten af Morten Vammen