“Jeg ringer altså efter en læge,” sagde Paola, endnu mere bekymret. Jeg anlagde den samme myndige tone, jeg havde brugt, da hun anmeldte sin schnauzers forsvinden. Resolut, rolig og betryggende. Jeg havde styr på det. “Nej, det værste er overstået. Jeg skal nok tage mig af det.” Sådan kørte det frem og tilbage et stykke tid, med dygtigt simulerede opkastninger og stønnen. Så løftede jeg Angelo over skulderen og bar ham ind i Paolas dobbeltseng. “Hold kæft, hvor er du tung,” sagde jeg til ham, mens jeg lodsede ham af. “Du må arbejde lidt for sagen, hvis du vil i bukserne på hende …” Han blinkede til mig og gav sig igen til at klage sagte. Pigerne kom ind med sort kaffe, som Angelo klynkende og med et udtryk af væmmelse smagte på. “Hvad skal vi gøre?” Pigerne ventede på instrukser og var tydeligt imponerede over, hvor roligt jeg tog mig af det hele. “Kan han ikke blive her i nat?” sagde Angelo og greb Paolas hånd. “Så er han her, hvis jeg bliver dårlig …” Jeg tilbød galant at sove i opholdsstuen sammen med schnauzeren, når nu Camilla skulle ligge i gæsteværelset. Den gestus blev virkelig værdsat. I løbet af natten blev Camilla imidlertid bekymret for, om schnauzeren måske snorkede, så hun fik mig trukket ind i sin seng. Sådan forløb mit første møde med Angelo Dioguardi. Politistationen i Vigna Clara var omtrent lige så spændende som en kur anstalt. Det var det bedre borgerskab i Rom, der boede i området, så selv politibetjente førte nærmest et pensionistliv. Velholdte gader, pæne huse, masser af grønne områder, velopdragne mennesker, der med mere eller mindre lovlige midler havde fået økonomisk succes: skatteunddragelser, bestikkelser, velsmurte udliciteringer. Kort sagt havde de benyttet alle de midler, efterkrigstidens italienere havde lært at benytte sig af i den jagt, der, koste hvad det ville, skulle skaffe dem velstand. Dér havde jeg været i næsten to år, takket være min bror Alberto og hans forbindelser til regeringspartiet De Kristelige Demokrater. “Du kan betragte det som en rekonvalescens, Mike. Et par år til at komme ovenpå igen og finde ud af, hvad du vil med dit koksede liv. Se, om du ikke kan blive enig med dig selv om det,” var hans trøstende ord i starten. Som om han kunne slå en streg over alt det, der var sket i hans vilde lillebrors toogtrediveårige liv. Men sådan havde Alberto altid været. 16
Du er det onde.indd 16
24/02/14 14.59