Issuu on Google+


Du er det onde.indd 2

24/02/14 14.59


Roberto Costantini

Du er det onde p책 dansk ved Jacob Giese

Du er det onde.indd 3

24/02/14 14.59


Du er det onde Oversat fra italiensk fra Tu sei il male Copyright © Roberto Costantini 3011 Denne udgave © People’sPress 2013 Omslag: Rasmus Funder Sats og tilrettelægning: LYMI DTP-Service ISBN:978-87-7137-547-3 1. udgave, 1. oplag Printed in EU, 2014

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress Ørstedhus Vester Farimagsgade 41 DK – 1606 København V www.artpeople.dk

Du er det onde.indd 4

24/02/14 14.59


Der skal oplysning til for at ændre det, som sjælen tror på, og dette lys kan ingenlunde påføres sjælen gennem legemlige pinsler. John Locke

Du er det onde.indd 7

24/02/14 14.59


Du er det onde.indd 8

24/02/14 14.59


9. juli 2006 Den Usynlige Mand Hvis alt var gået anderledes første gang, ville jeg måske ikke have dræbt alle de andre piger? Det spurgte jeg ofte mig selv om i begyndelsen. Efter alle disse år ved jeg ikke engang længere, hvor mange det drejer sig om, og nu er spørgsmålet et andet: Ville jeg være et bedre menneske, hvis jeg kun i et øjebliks vanvid havde slået hende den første ihjel? I dag hader jeg ikke længere de kvinder, jeg dræber: Efter alle disse år er de bare kludedukker. I dag hader jeg derimod alle de kloge mænd, magtens udøvere. Hver og en af dem kunne have stået i min situation dengang, første gang. De har levet uden samvittighed og uden ære, og det er dem, jeg vil tage mig af. Især én.

9. juli 2006 Moderen Mens det italienske landsholds venstre back under VM-finalen tog tilløb for at sætte det afgørende straffespark ind, rejste Giovanna Sordi sig fra sin slidte sofa i den lille lejlighed, hvor hun havde boet i de sidste halvtreds år. Der var ingen, hun skulle tage afsked med. Ti år tidligere var hendes mand, Amedeo, blevet genforenet med Elisa. Siden da var hun dagligt taget ud på kirkegården for at lægge blomster ved deres grave. I alle de år havde hun aldrig opnået retfærdighed, men nu skulle hun snart stå ansigt til ansigt med sandheden. Uden hastværk gik hun gennem stuen. Hun gik forbi den lukkede dør ind til det værelse, hvor hendes drøm kom til verden og siden brast. Hun trådte ud på altanen uden at ænse jubelråbene fra de euforiske mennesker, der hang ud ad vinduerne eller stimlede sammen på gaden: Hun vidste på forhånd, hvordan hun skulle gøre det. Hun landede på brostenene tyve meter længere nede, da Italien brød ud i en altomvæltende glædesrus. 9

Du er det onde.indd 9

24/02/14 14.59


Du er det onde.indd 10

24/02/14 14.59


Januar 1982

“Hele puljen,” var de første ord, jeg hørte Angelo Dioguardi sige. Jeg var kun gået ind i det røgfyldte værelse, fordi rullebordet med ­flaskerne stod der, og jeg havde spottet en Lagavulin, som jeg ville have et glas af. Jeg havde set tre af pokerspillerne før, men ikke ham den fjerde, en høj fyr med langt og uredt lyst hår, bakkenbarter og blå øjne. Næsten alle chipsene lå i en bunke foran ham. “For satan, Angelo, det er altså mere, end jeg får i salærer på en måned,” brummede den unge advokat, som også var ude efter puljen. Advokaten tjente med andre ord ti gange så meget som mig. Den lyshårede kom med et lidt genert, nærmest undskyldende smil. Han var den eneste, der røg, og den eneste uden whisky foran sig. Mens jeg hældte Lagavulin i mit glas, kastede jeg et blik på bordet. De spillede et slag stud. At dømme efter de åbne kort sad advokaten med den stærkeste hånd. Der var kun ét lukket kort, som advokaten ikke kunne slå, hvis den blonde sad med det. Jeg kastede et hastigt blik på ham, og han smilede elskværdigt tilbage. Så forlod jeg værelset uden at afvente advokatens næste træk. Inde i stuen stod Camilla og ventede på mig. Hun var den egentlige årsag til, at jeg var der den aften. Paola, husets værtinde, havde jeg mødt, dengang hun kom ind på den lokale politistation for at anmelde, hvad hun troede var et tyveri: Hendes schnauzer var forsvundet, mens den løb rundt i parken. Hun så rigtigt godt ud, men var lidt for fin på den efter min smag. Hunden var bare faret vild, og da jeg havde sørget for, at hun fik den tilbage, spurgte jeg hende, om vi ikke skulle gå ud og få os en pizza. Kombinationen af min forpinte charme og uniformens myndighed virkede ni ud af ti gange. Hun lo hjerteligt og tilføjede så: “Jeg er meget forlovet og meget trofast. Men jeg har 13

Du er det onde.indd 13

24/02/14 14.59


en sød veninde, som du burde møde. Hun kan godt lide machotyper som dig. Hvis du kommer hjem til mig i morgen aften ...” Hun boede i Vigna Clara, et af Roms fine kvarterer, i en luksuriøs lejlighed på tredje sal, hvorfra man havde udsigt til et roligt torv med træer og masser af frisk luft. Forældrene, der boede i Palermo, havde betalt den, så hun kunne studere i Rom. Hendes veninde Camilla var slet ikke dårlig, selvom hun også var lidt for snobbet. Men da jeg tolv år forinden havde mistet den eneste kvinde, der virkeligt betød noget, havde jeg besluttet mig for fremover at nøjes med, hvad jeg kunne stykke sammen af andre kvinders særtræk. Med mine toogtredive år kunne jeg altid finde mere end en tiltalende ting ved de nuttede tøser, der kom inden for min rækkevidde. Naturligvis havde jeg for længst opdaget, at en kvindes ‘særtræk’ kun kan afdækkes, når man går i seng med hende. Når hendes bevægelser, blik, ord og suk næsten går hen og bliver ægte. Men den aften var der ikke meget at komme efter. Paolas veninde skulle blive og sove hos hende, så der var ikke rigtig mulighed for at komme til fadet. Hen imod midnat forsøgte jeg at finde en god undskyldning for at fordufte. I det rigmandsmiljø var jeg, en ung politikommissær, helt sikkert den eneste, der skulle op klokken halv syv næste morgen. Jeg skulle lige til at luske af sted, da pokerspillerne kom ind i stuen igen: tre kuede hunde og så den lyshårede med de blå, nu lettere beduggede øjne. “Paola, din forlovede er skidt ud af et lykkehjul,” sagde advokaten, da han sammen med de andre tog afsked med værtinden. Den lyshårede lod sig falde ned i en lænestol over for mig. Efter at have plukket de andre sad han nu med whiskyflasken i hånden. Han skænkede en ordentlig sjus til sig selv, og da han så, at mit glas var tomt, fyldte han det uden at spørge. Han hævede sit glas i en skål. Med sit tøj, sit uglede hår og sine bakkenbarter passede han omtrent lige så dårligt ind i dette hjem og selskab, som jeg gjorde. Forskellen var, at jeg var en virtuos udi forstillelse, en kamæleon, der i efterretningsvæsenet havde lært, hvordan man skjuler sin foragt. Han var en forstadsknægt, der for alvor var på udebane. “Skål for denne pragtfulde whisky. Og for dem, der forstår at nyde den,” sagde han med en accent, der genlød af Roms forstæder. Han bød mig en cigaret. Han røg de der rædselsfulde Gitanes uden filter, som stinker og giver én tobak i munden. “De smager da virkeligt af noget,” sagde han opmuntrende. “Men jeg holder tal på dem, aldrig mere end ti om dagen.” Den slags cigaretter var der ingen af de fine folk i Rom, der røg. De syntes, at det var smart at ryge marihuana, mens filterløse 14

Du er det onde.indd 14

24/02/14 14.59


c­ igaretter var for pøbelen. Det var med andre ord tydeligt for enhver, at den lyshårede ikke hørte til i dette miljø. Men, tænkte jeg, hvis Paola havde valgt ham og var så trofast over for ham, måtte manden have skjulte talenter. Mine egen forestillingsevner med hensyn til den slags rakte dog ikke længere end til de talenter, man udfolder på lagnerne. “Vandt du hele puljen?”. Han nikkede, men viste ingen interesse for emnet. “Så er du altså skide heldig. Der var kun én konge tilbage, som kunne give dig en straight. Ud af mindst ti kort …” Han sagde ikke noget. Først efter en del mere whisky fik jeg ham til at indrømme, at han kun havde haft et par i niere. “Det er en erhvervshemmelighed,” sagde han og ville lade mig forstå, at han faktisk sad og viste mig stor tillid. Men advokaten havde været ved at skide i bukserne af skræk og havde meldt pas. Mens Paola og Camilla sludrede ude i køkkenet, spurgte Angelo til mit arbejde. “Det er da fint, Michele, så har du da i det mindste en grund til at stå op om morgenen.” Jeg rystede på hovedet. “I virkeligheden er det hele bare rutinearbejde. I et kvarter som det her har en af mine mest sindsoprivende oplevelser været at finde din forlovedes schnauzer.” “Nå, så det var dig, der fandt den. Og så til gengæld ...,” smilede han i retning af køkkenet. “Tja, hende Camilla er da meget lækker. Ærgerligt, at hun bliver og sover her i nat.” Han sad og overvejede det et øjeblik. Så rejste han sig og styrtede vaklende ud på toilettet uden at lukke døren efter sig. Lyde af opkast og stønnen. Pigerne kom løbende, og jeg med. Han havde brækket sig i hånd­ vasken og lå helt bleg på gulvet. “Jeg ringer efter en læge,” sagde Paola opskræmt. “Nej, la’ vær med det,” klynkede han. “Michele, få dem ud herfra og hjælp mig lige lidt. Kan I tøser ikke lige lave lidt sort kaffe til mig?” Da Paola og Camilla undrende gik tilbage til køkkenet, blinkede Angelo til mig. “Bare rolig, det er ingenting. Vi skal bare lige give dem en lille forskrækkelse.” Han stak to fingre i halsen. Da pigerne hørte ham kaste op igen, kom de tilbage ud på toilettet. 15

Du er det onde.indd 15

24/02/14 14.59


“Jeg ringer altså efter en læge,” sagde Paola, endnu mere bekymret. Jeg anlagde den samme myndige tone, jeg havde brugt, da hun ­anmeldte sin schnauzers forsvinden. Resolut, rolig og betryggende. Jeg havde styr på det. “Nej, det værste er overstået. Jeg skal nok tage mig af det.” Sådan kørte det frem og tilbage et stykke tid, med dygtigt simulerede opkastninger og stønnen. Så løftede jeg Angelo over skulderen og bar ham ind i Paolas dobbeltseng. “Hold kæft, hvor er du tung,” sagde jeg til ham, mens jeg lodsede ham af. “Du må arbejde lidt for sagen, hvis du vil i bukserne på hende …” Han blinkede til mig og gav sig igen til at klage sagte. Pigerne kom ind med sort kaffe, som Angelo klynkende og med et udtryk af væmmelse smagte på. “Hvad skal vi gøre?” Pigerne ventede på instrukser og var tydeligt imponerede over, hvor roligt jeg tog mig af det hele. “Kan han ikke blive her i nat?” sagde Angelo og greb Paolas hånd. “Så er han her, hvis jeg bliver dårlig …” Jeg tilbød galant at sove i opholdsstuen sammen med schnauzeren, når nu Camilla skulle ligge i gæsteværelset. Den gestus blev virkelig værdsat. I løbet af natten blev Camilla imidlertid bekymret for, om schnauzeren måske snorkede, så hun fik mig trukket ind i sin seng. Sådan forløb mit første møde med Angelo Dioguardi. Politistationen i Vigna Clara var omtrent lige så spændende som en kur­ anstalt. Det var det bedre borgerskab i Rom, der boede i området, så selv politibetjente førte nærmest et pensionistliv. Velholdte gader, pæne huse, masser af grønne områder, velopdragne mennesker, der med mere eller mindre lovlige midler havde fået økonomisk succes: skatteunddragelser, bestikkelser, velsmurte udliciteringer. Kort sagt havde de benyttet alle de midler, efterkrigstidens italienere havde lært at benytte sig af i den jagt, der, koste hvad det ville, skulle skaffe dem velstand. Dér havde jeg været i næsten to år, takket være min bror Alberto og hans forbindelser til regeringspartiet De Kristelige Demokrater. “Du kan betragte det som en rekonvalescens, Mike. Et par år til at komme ovenpå igen og finde ud af, hvad du vil med dit koksede liv. Se, om du ikke kan blive enig med dig selv om det,” var hans trøstende ord i starten. Som om han kunne slå en streg over alt det, der var sket i hans vilde lillebrors toogtrediveårige liv. Men sådan havde Alberto altid været. 16

Du er det onde.indd 16

24/02/14 14.59


­ ptimist, yderst intelligent og energisk. De samme egenskaber havde O ­vores far, der var taget af sted fra Palermo til Tripoli lige efter Anden ­Verdenskrig. Han kom fra det jævne sicilianske borgerskab, havde læst til ingeniør i Rom, var blevet en rig entreprenør i Libyen og var som få i stand til at sno sig i italiensk politiks mudrede vande: Han føjede politikerne lige den smule, det var nødvendigt, og brugte dem, når det var det, der skulle til. Af overbevisning såvel som af praktiske årsager var far helt indstillet på at være mere katolsk end katolikkerne og på at gifte sig med datteren af den største italienske godsejer i Libyen, så han med ét hug fik de rette forbindelser: Han kunne bruge venstre hånd til forretninger med jøderne, den højre til araberne og begge til vesterlændingene. Alberto lignede far meget med hensyn til evnerne, men var et langt bedre menneske. Han var lydhør, harmonisk, gavmild og rimelig. Kort sagt en forbilledlig søn. Jeg var derimod ham, der allerede som lille nødig gik i skole hos Det Kristne Broderskab og hellere tilbragte tiden med mit luftgevær, et Diana 50, for at skyde duer på hundrede meters afstand. Jeg var ham, der kun rykkede op i leddene, fordi min far, godsforvalteren, var en af de helt tunge drenge i Libyen. Min omtumlede opvækst var præget af en lidt for berøringsivrig præst, af gudstjenester, hvor jeg skulle gå til hånde, og af slagsmål med de jævnaldrende arabere og italienere. Det resulterede i, at jeg blev en ensom, vred og hektisk teenager, der slugte Homer, Nietzsche og den unge Mus­solinis skrifter råt. Hverken kompromisser eller beregninger gjaldt, kun ære, handling og mod. Banen var kridtet op: Som syttenårig efterlod jeg mine første lig i et Cairo, der var på den anden ende efter Seksdageskrigen. Da jeg var atten, dræbte jeg min første løve i Tanzania, og som nittenårig deltog jeg i attentatplaner mod Gaddafi, der lige havde taget magten. Da jeg blev tyve, påtog jeg mig retten til at dømme forrædere til døden. Siden kom jeg på universitetet i Rom. Fra 1970 fik jeg endda taget en eksamen eller to. Med tiden gled jeg naturligt fra neofascisterne i partiet Movimento Sociale og helt ud til den højreekstremistiske, udenomspar­ lamentariske fløjs Ordine Nuovo med dobbeltøksen og SS’ motto Min ære hedder troskab. Tre år gik med at slås mod de røde, nætterne med at sætte plakater op og dagene med at deltage i overophedede politiske møder. I slutningen af 1973 opløste en kristendemokratisk minister så Ordine Nuovo og lod dens ledere arrestere. Det var det rene vanvid, for snesevis af de drenge var ude af kontrol, og flere af dem var både for unge og for uerfarne til at kende forskel på kampen og afgrunden. Da mange af mine 17

Du er det onde.indd 17

24/02/14 14.59


venner valgte at gå ind i den væbnede kamp for at slå fjenden ihjel, tog jeg i stedet en tænkepause. Jeg indså, at de nu ville til at kaste bomber mod civile, samarbejde med almindelige kriminelle og dermed forråde vore idealer, så jeg sagde ja til efterretningstjenestens forespørgsel om at hjælpe den med at stoppe deres fremfærd. Det blev til fire år, hvor jeg som en ­kamæleon lod mig farve af efterretningsvæsenets idealer og stadig gik med vage forestillinger om at være på de godes side, at jeg var med til at forhindre massakrer på uskyldige. I 1978 blev politikeren Aldo Moro så bortført af De Røde Brigader, og de kriminelle på højrefløjen fandt sammen med venstrefløjens terrorister. Man valgte at overse meldingerne, Aldo Moro blev dræbt, og da jeg protesterede, blev min identitet afsløret. På det tidspunkt kunne jeg have insisteret og være endt i en cementblok på havets bund. Eller jeg kunne opgive at frelse verden og bede min bror om hjælp. Det var min bror, ingeniør Alberto Balistreri, der hev mig væk fra afgrunden. Indenrigsministeren skyldte ham en tjeneste. Mit filosofi­ studium fik jeg gjort færdigt, da jeg med en smule hjælp bestod de eksaminer, jeg ikke havde fået taget i begyndelsen af 70’erne. Derefter sørgede man for, at jeg kom ind i politiet og blev udvalgt blandt kandidaterne til stillingen som kommissær. Sådan gik det til, at jeg fik min første stilling i Vigna Clara, et af de fredeligste distrikter i Rom. Men om aftenerne ville jeg væk fra det forlorne Rom, og jeg holdt mig langt væk fra det rige borgerskabs kvarterer og fra det, der var værre, nemlig det historiske centrum, hvor byens forvirring og forfald stod så åbenlyst frem. Jeg lejede en etværelses i Garbatella, et af de folkelige kvarterer, som Mussolini havde bygget. Dengang kostede boligerne næsten ikke noget, og de ægte romere sad altid og nød forårets friske luft uden for trattoriaer, der serverede byens bedste mad og vin. Jeg fokuserede ærlig talt mest på min eneste tiloversblevne lidenskab. Kvinderne. Alle kvinder, uanset type, race og alder, bare de var smukke og ikke spildte min tid med det sædvanlige ævl og kævl. Jeg var glubsk og søgte hverken venskab, forståelse eller tryghed. Alle mine forhold var så korte, at jeg end ikke gad lære kvindernes navne at kende. Jeg havde bare behov for at komme i lag med så mange som muligt, hvilket ikke var svært for en ung politimand, der så godt ud. Michele Balistreri levede i nuet og bekymrede sig ikke om synd, anger og fortrydelse. Jeg var en af de udvalgte. En af dem, som de andre ikke forstod, og som ikke tog sig af deres fordømmelse. Eller Guds, for den sags skyld. 18

Du er det onde.indd 18

24/02/14 14.59


Alberto sagde ofte noget til mig, som jeg gentog for mig selv: Det her var bare en tænkepause, lidt afslapning, en langsom sejlads i en sagte strøm på en rolig flod. Efter de turbulente år var det lige, hvad jeg havde brug for. Lidt trivielt arbejde til at forstyrre ensomheden, noget god mad, masser af sex, pokerspil og derudover ikke at tænke på noget. Den vanskelige balance mellem at more sig og at kede sig. Ikke noget med at binde sig, kærligheden var et land, som den salte regn havde forvandlet til ørken. Men jeg gentog samtidig for mig selv, at jeg skulle videre så hurtigt som muligt. Aldrig i livet ville jeg sidde på et kontor som en gammel nar af en betjent i en kujonagtig og korrupt stats tjeneste. Jeg skulle tilbage til Afrika og jage løver og tigre, langt væk fra det borgerlige, falske og skinhellige Italien. Væk fra alt det, jeg hadede. Væk fra mine nederlag. Få dage efter vores første møde sagde Dioguardi uden videre ja til at spille poker med mig og to af mine venner fra politiet. Det var sært, for vi havde lige lært hinanden at kende, og jeg selv ville i hvert fald ikke have turdet sætte mine penge på spil i selskab med tre fremmede, der kendte hinanden godt. Men som jeg siden skulle opdage, var Dioguardi på mange ­måder min modsætning, blandt andet hvad angik netop tilliden til sin næste. Vi spillede efter aftensmaden og til klokken to om natten i et baglokale i en pianobar tæt på Piazza di Spagna. På mindre end en halv time stod det mig klart, at han var i en klasse for sig. Han havde teknik, fantasi og vovemod. Efter to timer stod han til at løbe med rub og stub. I løbet af den sidste time tabte han mere end halvdelen af det, han havde vundet. “Du begyndte at tabe med vilje,” sagde jeg, efter at de to andre var smuttet. Han rystede forlegent på hovedet. “Jeg afprøvede bare nogle småting. Det hjælper mig til at blive bedre. Sådan gør jeg, når jeg vinder stort.” “Ligesom de der venskabskampe mod amatører, før fodboldsæsonen går i gang …” Han smilede. Betroede mig så, at han kun spillede sjældent og udelukkende med stenrige bangebukse. Han vandt overdrevet meget, var næsten en smule flov over det og pralede aldrig med det. Jeg skulle siden finde ud af, at han gav sine gevinster til velgørenhed, og at han anså sine fabelagtige bluffs for en form for snyd. Med sin katolske moral var han langt fra stolt af den slags. Vi gik ind i den stuvende fulde pianobar. Der stod en gruppe unge og 19

Du er det onde.indd 19

24/02/14 14.59


sang til pianistens toner anført af en meget smuk, farvet sangerinde, som kaldte på Dioguardi, så snart hun så ham: “Angelo, Angelo, kom herover.” Han prøvede på at slippe, men hun blev ved. Til sidst gik han over til hende, og hun plantede sine læber på hans mund. Jeg så ham rødme og træde et skridt tilbage. Så løftede hun hans arm som for at kåre ham som vinder og henvendte sig til publikum. “Her har I min ven Angelo, han er den bedste ukendte sanger i hele Rom, og nu vil han synge for os.” Også her var han i en klasse for sig. Uanset hvilken sang publikum bad om, kunne han den, og han sluttede af med at synge My Way næsten lige så godt som Sinatra. Efter sin optræden præsenterede han mig for sangerinden og lod os så være alene præcist længe nok til, at jeg kunne nå at få hendes telefonnummer. Han havde allerede forstået, hvad jeg var for en. Den var over tre, da vi forlod baren. “Hvis du orker det, kan vi tage ud til Ostia,” sagde han. “Til Ostia? Det er altså januar. Hvad skal vi til havet for?” “Der er et lille bageri. Ved sekstiden kommer de bedste croissanter i Rom og omegn ud af ovnen.” Han havde lyst til at snakke. Det havde jeg også. Det var faktisk sært, for med årene var min lyst til at omgås hankønsvæsener blevet mindre og mindre. Vi kørte derud i hans smadderkasse af en Cinquecento, og en halv time senere parkerede vi på strandpromenaden. Det var en vindstille, kold og stjerneklar nat. Vi åbnede vinduerne for at ryge. Havet var blikstille, vi kunne dufte det og høre vandets skvulpen få meter væk. Der var helt mennesketomt. I modsætning til mig fortalte Angelo gerne om sig selv. Han var født i en fattig familie i et Rom, hvor alle undtagen hans forældre sørgede for at blive rige på mere eller mindre lovlig vis. Han var en af drengene fra byens værste yderkvarterer og søn af en værtshussanger og en spåkone. To ludfattige kunstnere, som havde trukket sig tilbage. Ifølge den gængse, sociale målestok to tabere, som begge døde af skrumpelever, da Angelo endnu var i voksealderen. Men han sagde, at de begge havde givet ham rigtig meget. Stemmen havde han fra sin syngende far, og evnen til at bluffe og improvisere fra sin mystiske mor. Over tid havde han tilkæmpet sig to ting: Paola, den velhavende kæreste, som tilbad og skulle giftes med ham, inden året var omme, og så en gesjæft med noget boliganvisning, som han kunne takke hendes onkel for. Den godt halvtredsårige kardinal Alessandrini havde til opgave at skaffe logi til de tusindvis af præster og nonner, der kom til Rom for at studere 20

Du er det onde.indd 20

24/02/14 14.59


eller måske bare gæstede byen i nogle dage i forbindelse med en pilgrimsfærd. Administrationen af hundredvis af klostre, herberger og lejlig­heder ejet af Vatikanet blev betroet Angelo Dioguardi, fordi han var en god ­katolik, selvom han var droppet ud af skolen. Og så var han naturligvis oveni forlovet med niecen. Han var tydeligvis uegnet til kontorarbejde, men han gik op i det med liv og sjæl. Altså det stik modsatte af, hvad jeg gjorde med mit arbejde. Også med hensyn til kvinder var han min modsætning. Han kendte et hav af piger, men benyttede sig aldrig af det på grund af sin ufravigelige trofasthed mod Paola. Hvad angik kærligheden, var han en idealist, der søgte det perfekte forhold med den eneste ene. Den indstilling skulle vise sig at være perfekt for mig, der altid var på jagt: Angelo lokkede dem til, jeg fuldendte arbejdet. “Er du virkelig fuldstændig tro mod Paola?” Som svar forventede jeg en lovprisning af kærligheden. Men dér overraskede Angelo mig. “Hun er smuk, sød, intelligent, rig og niece til en kardinal, der oven i købet skaffer mig arbejde. Jeg er en uvidende fattigrøv, der ikke engang fik taget studentereksamen. Jeg har bare at være taknemmelig for hende og har ingen som helst ret til så meget som at ønske mig en anden kvinde.” I morgengryet sad vi der stadig. Vi steg ud af bilen for at strække ­benene. Fra bageriet, der endnu var lukket, sås lidt lys, og der kom den herligste duft af nybagt brød. Jeg tog en cigaret fra min anden pakke smøger. Han havde røget alle sine, så jeg bød ham en. “Ellers tak. Jeg sætter grænsen ved en pakke Gitanes hver anden dag.” “Du kontrollerer dig selv for meget. En gang imellem må du da give los.” Han kørte fingrene gennem sit lyse, uglede hår, kiggede på mig og ­pegede ud mod havet. “Hvad siger du til at gå i vandet?” “Du må da være sindssyg. En tidlig morgen i januar?” “Du mærker ikke kulden, når du hopper i. Og bagefter bliver du mageløst sulten.” Det var lige sådan, han sagde: mageløst sulten. Han tændte lygterne på Cinquecentoen og lod dem lyse på de få meter strand, der skilte os fra havet. Et minut senere stod han i underbukser. “Kom nu, Michele, giv nu los,” sagde han. Så tog han tilløb og kastede sig ud i vandet. Jeg så ham piske rundt derude i billygternes skær. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det var helt sikkert noget, jeg ikke havde følt i mange år. Et minut efter var jeg i vandet. Kulden slog luften 21

Du er det onde.indd 21

24/02/14 14.59


ud af mig, men jo mere jeg svømmede for at få varmen, desto stærkere mærkede jeg en ubændig, glemt og uimodståelig glæde gennemtrænge hele min krop. De varme croissanter med cremefyld blev en værdig afslutning på den nat. På den måde begyndte jeg at lære ham bedre og bedre at kende. Bag hans kærlige og lysende engleansigt bankede et hjerte, der alt for tidligt var blevet forladt og nu søgte en tryg og sikker havn. Den havn fandt han i kærligheden og i sit arbejde. Ingen sære ambitioner, ingen eventyr. En ret regelmæssig tilværelse. Aldrig mere end ti Gitanes om dagen og ikke mere end to whiskysjusser. Så kunne han være klar i hovedet, når han spillede poker. Hver gang vi trådte ind på en pianobar i Rom, noget vi gjorde meget tit i de følgende måneder, gentog den samme scene sig. Sangeren kendte Angelo og bad ham synge. Sangerinderne prøvede at score ham, men han var hverken til at hugge eller stikke i. Helt modsat mig, eller ­måske var han, som jeg kunne have været. Angelo var uangribelig. Med hensyn til poker opstillede han helt klare regler mellem os. Faste og begrænsede indsatser, og når spillet var slut, fordelte vi gevinsten efter, hvor mange chips hver af os sad tilbage med. Han vandt næsten altid, og de få gange, han tabte, var jeg sikker på, at han gjorde det med vilje, som han havde gjort det lige siden vores første spil. I begyndelsen spillede vi med min bror, Alberto, og en af hans ingeniørkolleger. De forsøgte at få Angelo til at spille for deres høje lønninger og aktiebeholdninger i håbet om, at han ville tømme et kasino for dem, men det ville han ikke høre tale om; det stred mod hans katolske moral. Vi sås næsten hver aften. En typisk aften fulgte et fast skema, hvor fire personer først delte en pizza: Udover mig selv var der Angelo, Paola og så den pige, der stod for tur. Siden en kort spadseretur i Trasteveres muntre natteliv. Vi standsede altid på den pragtfulde plads foran Santa Maria­kirken for at ryge og drikke en sidste øl. Afslutningsvis var der to mulig­heder: Enten smuttede jeg videre med aftenens pige, eller også sagde Angelo og jeg med Paolas tilladelse farvel til pigerne for så at trille rundt i Rom i min Alfa Romeo, en Duetto, eller i hans Cinquecento. Det skete for det meste, når min ledsagerske ikke pirrede mig nok til, at jeg gad tilbringe natten med hende. Så sad Angelo og jeg i bilen og snakkede. I uendelige og iskolde vinternætter sad vi for nedrullede vinduer, så røgen kunne slippe ud. De lune forårsnætter gik med at slå de første myg ihjel. Vores 22

Du er det onde.indd 22

24/02/14 14.59


samtaleemner rakte lige fra banal snak om sport og politik til de dybeste eksistentielle problemer. Selvom Angelo havde afbrudt sin uddannelse, havde han helt styr på argumenterne til forsvar for sit kristne verdenssyn angående splittelsen mellem det gode og det onde. Disse magiske, metafysiske nætter, som uden åbenlys grund optog al vores tid, gjorde os uadskillelige.

Du er det onde.indd 23

24/02/14 14.59


Maj 1982

Angelos kontor lå i den bygning, hvor også kardinal Alessandrini boede. To fuldstændig ens treetagers ejendomme omgivet af en park ud mod Via della Camilluccia, et af Roms grønneste boligkvarterer. Alessandrini boede på tredje sal i den ene af de to, og på første og anden sal lå de kontorlokaler, han havde overladt til Angelo Dioguardi. På anden sal lå administrationen, mens første var åben for de boligsøgende unge præster og nonner. I begyndelsen af maj havde jeg fri en lørdag og tog ud og besøgte ham. En vidunderlig morgen med blå himmel og en sol, der allerede varmede godt. I min gode gamle Alfa kørte jeg gennem byens historiske centrum, der var proppet med turister. Jeg standsede jævnligt for at beundre en ung, kvindelig turist. Ved Colosseum så jeg en storbarmet tysk blondine i en T-shirt med påskriften Über alles. På Den Spanske Trappe sad amerikanske kvinder i shorts, og foran en af Piazza del Popolos stopfyldte caféer var to vidunderlige japanske piger i gang med at fotografere hinanden. Til sidst snoede jeg mig op ad bakken mod Monte Mario og nåede frem til Via della Camilluccia. En stor, grønmalet jernlåge hindrede adgangen til parken med de to mindre palæer, som lå adskilt af et stort springvand, en tennisbane og et svømmebassin. Et hjørne af paradis, hvor de særligt udvalgte kunne leve for sig selv, højt hævet over den vidunderlige og kaotiske by, der vrimlede med mennesker og trafik. Jeg kørte hen mod lågen. En vrissen tresårig kone kom ud fra portnerlogen. Hun så mig mistænksomt an og kunne ikke afgøre, om jeg var en dørsælger eller en lokal rigmands lakaj. Jeg skulede tilbage med mit onde blik, som jeg havde et særligt talent for. “Hvad vil De her?” spurgte hun bryskt med syditaliensk accent. “Jeg er en ven af Angelo Dioguardi.” “De skal parkere udenfor. Det er kun beboerne, der må parkere derinde.” Hun så mit overraskede blik, der løb hen over parkens enorme om24

Du er det onde.indd 24

24/02/14 14.59


råde, hvor kun få biler stod parkeret, blandt andet en fantastisk Aston Martin, Angelos smadderkasse af en Cinquecento og en Harley Davidson Panhead, som skinnede i solen. “Greven vil ikke have fremmedes biler inden for lågen. Stod det til ham, kom der slet ingen fremmede ind overhovedet,” tilføjede portner­ konen. Hendes stemme lød utilfreds, men jeg kunne ikke helt greje, om det var møntet på de fremmede eller på greven. Heldigvis var det ikke noget problem at finde en parkeringsplads ude på den rolige, grønne vej. Alle vejens beboere havde egen garage, og der lå hverken forretninger eller restauranter. Kun træer og velplejede blomsterbede og filippinske babysittere, der skubbede rundt med de riges børn i barnevogne, mens de selv enten sad og drak kaffe inde på Piazza Navona eller var ude på golfbanerne. “De skal ned for enden af parken, bag om svømmebassinet og tennisbanen og hen til bygning B. De kan se tagterrassen herfra, så far nu ikke vild,” formanede hun, som om jeg var et retarderet barn. Da jeg gik forbi bygning A, der lå nærmest indgangen, kunne jeg mærke det. Jeg kiggede op. Fra tredje sals tagterrasse registrerede jeg et lys­ glimt. En eller anden sad med en kikkert og holdt øje. Jeg standsede for at beundre den Aston Martin, der stod parkeret foran bygningens hoveddør. Ved siden af stod Harleyen. Jeg gik uden om det store springvand og fulgte stierne mellem tennisbanen og poolen. De høje træer hindrede mit udsyn til bygning B, som jeg havde set fra portnerlogen. Jeg mødte en langlemmet og meget energisk udseende ung mand med tykke, røde krøller, blå øjne og fregner. Han var omkring de tyve og iført præstekjole. “Du er gået vild?” “Det ved jeg ikke, jeg skal mødes med Angelo Dioguardi i bygning B.” “Du er ikke præst.” Han grinede ad sin vits og fortsatte på sit gebrokne italiensk. “Du nok forstå, hos Angelo kun præster og nonner. Jeg er pater Paul og assistent for kardinal Alessandrini.” Han fulgte mig hen til bygning B’s hoveddør. “Angelo, anden sal. Call me, hvis du er præst en dag.” Jeg tog trapperne. Da jeg nåede afsatsen på første sal, trådte en pige ud ad døren. Hun var guddommelig. Hun var iført en lang, hvid kittel, som dem sygeplejersker bærer, så jeg straks følte mig frisk på at blive syg. Uniformen forsøgte måske at sløre formerne, men ingen dragt ville kunne have dækket hendes kurver. 25

Du er det onde.indd 25

24/02/14 14.59


Hun stod helt stille og så ned i gulvet. “Vær så god,” sagde hun for at lade mig komme forbi. Hendes stemme var blid og barnlig, ligesom hendes lidt slørede smil. Hun havde favnen fuld af samlemapper. “Kan jeg hjælpe Dem?” Hun undgik stadig mit blik. En af samlemapperne faldt på gulvet. Jeg bukkede mig for at samle den op og lagde mærke til duften af håndsæbe. “Det må De virkelig undskylde,” sagde hun helt uden grund. Jeg havde ikke held med mit forsøg på at overtale hende til at lade mig bære nogle af samlemapperne, så vi gik tavse op på anden sal. Hun gik forrest gennem en smal dør ind til en lang gang med flere døre. “Signor Dioguardi sidder på det sidste kontor,” sagde hun, stadig uden at kigge på mig, og forsvandt så straks ind ad den første dør lige ved indgangen. Jeg fandt Angelo bag et skrivebord, hvor han sad begravet bag papirer, samlemapper og alle mulige slags sagsmapper. Der hang et stort billede af paven bag ham. Jeg kom til at grine af synet af Angelo et så uvant sted. I en arbejdssituation fik hans totale mangel på ordenssans ham til at fremstå temmelig grotesk. “Jeg ved det godt, Michele. Din bror er som skabt til at sidde bag sådan et skrivebord, mens jeg bare virker latterlig. Desuden roder jeg ad helvede til, og det her arbejde kræver overblik og systematik.” “Men det ser da ud til, at du har nogle hjælpere, der kan lidt af hvert.” Jeg nikkede let ud mod gangen. Han spruttede af latter. “Så du har allerede spottet Elisa?” “Hende den guddommelige, som slæber rundt på dine papirbunker …?” Han forklarede, at Elisa Sordi havde været der i to måneder, bare som weekendhjælp, for hun gik stadig i skole, og til sommer skulle hun tage eksamen i bogholderi. Hun var kun atten. “Hvem har sendt dig den himmerigsmundfuld?” “Kardinal Alessandrini, Paolas onkel. Han fik hende anbefalet af vores fornemme nabo, senatoren grev Tommaso dei Banchi di Aglieno. Kardinalen og greven gør tit hinanden tjenester, selvom de ligger meget langt fra hinanden både moralsk og politisk: en demokratisk katolik og en antiklerikal tilhænger af enevælde.” “Det er da i virkeligheden dig, de har gjort en tjeneste! Okay, hun er måske lidt ung, men det skal da ikke komme an på det …” Han rystede smilende på hovedet. “Hun er slet ikke din type, Michele.” “Hvad mener du?” 26

Du er det onde.indd 26

24/02/14 14.59


“Hun er klodset og helt vildt genert, og så er hun dybt katolsk. Hun er for alvor troende, ligesom jeg er.” “Er det virkelig sådan, Angelo Dioguardi går rundt og tænker om mig? At jeg bare er ude på at kneppe så mange luksusludere, som muligt?” sagde jeg med tydeligt forstilt indignation. Jeg havde regnet med, at han ville grine, så Angelos desperate grimasse kom helt bag på mig. Det var lyden af samlemapper, der faldt på gulvet bag mig, der fik katastrofens omfang til at gå op for mig. Rød i hovedet rejste Angelo sig for at hjælpe pigen med at samle mapperne op. Jeg vendte mig om med mit mest idiotiske smil på læben. Elisa stirrede helt paf og med rædselsslagne øjne på mig. Da jeg ikke kunne gøre mig usynlig på kommando, valgte jeg den enkleste løsning, nemlig at smutte ud på toilettet, hvor jeg lukkede mig inde og forbandede mig selv grundigt. Det vulgære fjæs i spejlet tilhørte en komplet idiot, der lige havde trådt noget så eftertrykkeligt i spinaten. Jeg gik først ind til Angelo, da jeg var sikker på, at Elisa var gået igen. Han stod bare med et hånligt smil om munden, der gjorde mig stiktosset. “Din spade, hvad fanden griner du af? Du ku’ da godt have advaret mig.” “Jeg prøvede jo. Nu ved Elisa i hvert fald, hvad du er for en. Men måske får hun en prop og glemmer det hele, så det skal nok gå alt sammen …” Det endte med, at vi lukkede døren, fik os en øl og sludrede videre sammen. Der var ikke noget askebæger, Angelo røg ikke på kontoret, så jeg brugte hans papirkurv. Angelo viste mig, hvad han arbejdede med. ­Vatikanet sendte en oversigt over ankomster. De tre fastansatte tildelte præsterne og nonnerne logi, selvfølgelig adskilt, i de ledige huse. Selv tog han sig direkte af at indgå aftaler med herberger og klostre. Han tog sig også af nødsituationer, såsom uforudsete ankomster. Han stod altid til rådighed, når som helst. Derfor havde han brug for en ekstra medhjælp om lørdagen, og hvis det rigtigt brændte på, også om søndagen. Og denne ekstra medhjælper var altså den guddommelige bogfører in spe, Elisa Sordi. “Så om lørdagen er du her helt alene med hende. Hvordan kan du stå imod?” “Der er ikke meget at stå imod. Jeg har forklaret dig, at Elisa er som en lukket dør. Det, som virkelig irriterer dig, er, at jeg er tro mod Paola, og du ville have det bedre, hvis jeg af og til faldt i.” Det passede slet ikke. Jeg var ikke misundelig på hans evne til at beher27

Du er det onde.indd 27

24/02/14 14.59


ske sig. Jeg havde arbejdet meget med min selvkontrol og var stadig i live, fordi jeg havde lært det på den hårde måde, før nogen nåede at dræbe mig. Men ligefrem at udøve selvkontrol i forhold til sex, det gav altså i­ngen ­mening for mig. Det var ligesom at spise mentolpastiller for at skjule dårlig ånde. Det kunne have været dejligt, hvis min bedste ven forstod, hvad jeg mente. Selvpålagt monogami betød at sige nej til livet. Og dét var om noget en dødssynd. Klokken halv to bankede Elisa på. Hun kiggede knap nok ind og undgik at se på mig. “Må jeg godt gå ned at spise?” Sådan noget spurgte man ikke om mere, det var omtrent som at bede om lov til at gå på toilettet. Jeg gik hen til vinduet for at se hende gå ud af hoveddøren. En ung fyr stod og ventede på hende uden for bygning B. “Og du som sagde, at hun var et dydsmønster …,” sagde jeg forbløffet til Angelo. “Hold nu kæft. Du er vel ikke også jaloux! Valerio Bona har lagt an på hende i en evighed. Og i øvrigt rager det ikke os.” Jeg så stadig efter hende. Hun gik bort sammen med sin jævnaldrende ven, en splejset undermåler med briller. Det var absurd, et utåleligt spild. Han så også ud til at være lidt af en fattigrøv. Hun havde taget sin hvide kittel af og var nu klædt enkelt og diskret. I løse bukser og en sweatshirt, der var bundet om livet udelukkende for at skjule hendes pragtfulde bagdel. Med en som hende er det nok endnu dejligere. Jeg lovede mig selv at gøre alt for at gøre skaden god igen. Det var jo bare det første møde. Angelo skulle give kardinal Alessandrini nogle oplysninger, før vi kunne gå til frokost. “Kom med op til ham. Han vil sætte pris på det. Det kan jo altid være nyttigt at kende en politimand,” tilføjede han smågrinende. Den højtstående gejstliges taglejlighed var enorm: en kæmpemæssig sal og adskillige værelser og badeværelser. Og fra den store terrasse havde man udsigt over parken og kunne se helt op til indkørslen og portner­logen ved Via della Camilluccia. Salen var fuld af yngre farvede præster og nonner, der diskuterede på fransk. En slags luksusherberg for unge katolikker. “Det er dem, vi skal finde logi til. De skulle være rejst hjem her til morgen, men et statskup er under opsejling i deres hjemland, så man har lukket lufthavnen,” forklarede Angelo. 28

Du er det onde.indd 28

24/02/14 14.59


Alessandrini var den eneste hvide ud over os to. Han var i civilt antræk og gik rundt blandt de unge og skænkede frisk limonade fra en stor kande. Han var en lille midaldrende mand og struttede af energi. Hans kortklippede, grå hår dannede kontrast til de sorte, livlige og intelligente øjne. Han kom smilende hen til mig med fremstrakt hånd. “De må være Michele Balistreri.” Og vendt mod Angelo: “Få jer noget limonade. Jeg kommer straks tilbage.” Jeg så ham gå hen til telefonen. En kort samtale ført på fejlfrit engelsk. “Ville De være så venlig at meddele Hans Hellighed, at jeg i al ydmyghed ikke er enig. Der er ikke tale om et blodigt, men om et fredeligt statskup. At de så ikke er katolikker, er en anden sag, men man må vel kunne finde en måde at føre en dialog på.” Han vendte tilbage, mens han rettede brillerne over ørnenæsen en smule. “Den nuværende ledelse i Vatikanet har, ligesom De, ingen sympati for kommunisterne.” Jeg kiggede på Angelo, der rystede på hovedet. Nej, han var ikke den, der kunne finde på at fortælle kardinalen om mine private forhold. Enten kunne man læse af mit ansigt, hvad jeg mente om det hele, eller også havde kardinalen skaffet sig informationer, nu hvor jeg omgikkes hans nieces forlovede. Det ragede mig i øvrigt en høstblomst. “Jeg tror faktisk ikke, at Vatikanets ledelse og jeg har samme holdning til noget som helst. Ikke engang til kommunisterne.” Kardinalen valgte at overhøre min kommentar og førte os hen til det eneste hjørne af salen, som de unge, larmende afrikanere ikke havde indtaget. “Deres eminence, vi står med et problem,” sagde Angelo. “Vi kan ikke få plads til alle i vores huse, og hotellerne er stuvende fulde af turister. Vi mangler cirka tyve sengepladser.” Det var en anderledes, en mere kejtet og usikker Angelo Dioguardi. Kardinalen betød alt for meget for ham. Alessandrini lo ad det. “Stakkels Angelo, du kan åbenbart ikke mangfoldiggøre sengene, som Vorherre gjorde med fiskene! Men det er ikke noget problem. Præsterne kan sove her hos mig. Selvfølgelig må du så skaffe alle nonnerne et sted at være, man ved jo aldrig …” “Men, Deres eminence, selvom huset her er stort, er der altså ikke sengepladser nok. Det drejer sig om tyve præster. Hvor vil De have, at de skal ligge?” 29

Du er det onde.indd 29

24/02/14 14.59


Kardinalen pegede ud mod terrassen. “I nat sov jeg selv derude for at få lidt frisk luft. Det kan de unge også sagtens, de er jo vant til Afrika. Jeg har allerede bedt Paul om at hente soveposerne fra San Valente.” Angelo slappede lidt af, og kardinalen henvendte sig til mig. “De er så politimand.” Den bemærkning havde jeg hørt udtalt på tusind måder, i forskellige tonefald og nuancer, ofte ironisk, andre gange næsten uforskammet. I Alessandrinis tonefald var der kun nysgerrighed. Samtidig fik han dermed fortalt mig, at han vidste alt om mig. Man kunne kun komme ind på dette område, hvis man var sikkerhedsclearet. Og uden bil. “Som barn ville jeg være politimand,” forklarede kardinalen, “men så ville Vorherre, at jeg skulle tjene en anden form for retfærdighed.” Jeg havde min helt egen holdning til spændet mellem jordisk og himmelsk retfærdighed. Men det var nok ikke lige tidspunktet til Nietzsche og evangelierne. Denne på en gang magtfulde og hjertelige mand var bestemt beundringsværdig, men jeg brød mig alligevel ikke om ham. Han var præst, og efter mine mange år på gejstlige skoler vidste jeg, at denne form for elsk­ værdighed kunne være som aske over gløderne. Allerede som lille havde jeg lært at være på vagt, lige siden femte klasse, hvor en klam hånd sneg sig ned i mine underbukser, mens der blev talt til mig om Vorherres godhed. Han kunne læse mine tanker. “Jeg ved, at De ikke er troende, måske er De antiklerikal eller sågar antireligiøs. Ser De, jeg respekterer den jordiske retfærdighed, men jeg kender også til de tragiske fejltrin, den begår. Her i verden er retfærdigheden ofte lagt i de forkerte hænder.” Jeg var allerede ved at få nok. “Hvis vi kun ventede på en verden hinsides, ville vi spilde vores liv med at græmme os over vores synder. Det er en flugt fra livet, når fortrydelse blive til anger og syndsforladelse.” Angelos skræmte og advarende blik fik mig til at holde inde, men kardinalen var ikke typen, der lod sig fornærme af en vantro, og da slet ikke af en ubetydelig en som mig. “Ja ja, signor Balistreri, for Dem er der kun tale om en synd, hvis der er tale om forbrydelse. Straffen udstår man her på jorden, muligvis i et fængsel. Det var dog ikke troen, men oplysningsfilosoffernes retfærdighed, der satte gang i de revolutionæres guillotine. Og de halshuggede ikke kun de skyldige.” “Hvorimod Inkvisitionen vel aldrig tog fejl, formoder jeg.” “Inkvisitionen er et af vores kirkes mange beskæmmende fejltrin. Men den fældede jo netop jordiske domme.” Således blev jeg klar over, at kardinal Alessandrini var en mand med 30

Du er det onde.indd 30

24/02/14 14.59


sine egne, klare holdninger, som tilmed om nødvendigt kunne være i strid med Vatikanets. Jeg ville gerne have ventet på, at Elisa kom tilbage til Angelos kontor. Men jeg var også klar over, at der nok lige skulle gå lidt tid, før det, jeg havde fyret af om hurtige knald og luksusludere, ville gå i glemmebogen. Så jeg lod mig overtale til at tage med Angelo hen til børnehjemmet San Valente for at hjælpe pater Paul. Da vi gik tilbage gennem parken på vej hen mod udgangen, kastede jeg et blik op mod vinduerne på anden sal. Det eneste åbne var vinduet til Elisas kontor. Jeg tændte en cigaret, og oppe fra terrassen øverst i bygning A så jeg igen et glimt sollys blive reflekteret. “Der sidder en deroppe og morer sig med en kikkert.” Angelo nikkede. “Det må være grev Tommasos søn, Manfredi. Han er en sær snegl, men jeg ville også have det svært, hvis jeg var ham.” Det virkede ellers usandsynligt, at der kunne være problemer i dette hjørne af paradis. Men jeg vidste på den anden side godt, at familierigdom ikke beskytter mod en syg verden og da slet ikke, når man er barn. “Er der noget i vejen med ham, udover at han udspionerer forbipasserende?” “Manfredis problem er hans far. Greven er en meget magtfuld politiker. Han leder det parti, der vil genindføre monarkiet i Italien. Han har enorme økonomiske ressourcer takket være familiens investeringer i Afrika. Tømmer, mineraler og husdyravl.” Min far havde også været en betydningsfuld mand, så jeg begyndte at kunne ane Manfredis problemer. “Greven giftede sig med Ulla, en meget ung, adelig nordeuropæer. Hun var kun sytten dengang, og hun blev gravid med det samme. Under graviditeten blev hun ved med at dyrke ridesport, og fosteret tog skade. Manfredi blev født med hareskår og en meget alvorlig misdannelse, så hans ansigt er temmelig hæsligt. Bortset fra det er han sund og rask og desuden virkelig velbegavet, men han har et vanskeligt sind. Jeg har ærlig talt ondt af ham, jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre i hans sted.” Jeg havde ingen som helst sympati for grimrianen med kikkerten. “Der er da værre ting i livet, Angelo. Der er folk, der lever stille og roligt med langt mere alvorlige handicap. Men kan de ikke bare lade ham operere?” “De har konsulteret samtlige førende specialister i kosmetisk kirurgi. Alle fraråder en operation, før han er fuldt udvokset. Jeg håber for ham, at han en dag …” 31

Du er det onde.indd 31

24/02/14 14.59


En fornem, blå bil kørte ind og standsede ved Aston Martinen. En ledsager skyndte sig ud af bilen og åbnede den bageste højre dør. Ud af bilen steg en mand, der med det samme indgød ærefrygt. Han var midt i fyrrerne og trods varmen ulasteligt klædt i en marineblå, nålestribet habit. Han var høj, meget rank, med sort og tilbagestrøget hår, høj pande, markerede træk, stor ørnenæse, fint overskæg og et velplejet fipskæg. Han værdigede os ikke et blik, sagde noget til sin livvagt og strøg derefter ind ad indgangen til bygning B. “Sikke en rar nabo,” bemærkede jeg. Angelo smilede. “Greven er ikke meget for at omgås mennesker, især hvis de ikke er af samme stand som han selv.” Livvagten kom hen til os og henvendte sig til Angelo, mens han pegede på mig. “Den herre, er han sammen med Dem?” “Ja,” svarede Angelo en kende frygtsomt. “Så vil jeg bede Dem minde Deres gæster om, at dette er privat ejendom. Og at rygning er forbudt her,” sluttede han bryskt, før han gik igen. Jeg troede ikke mine egne ører. Et boligområde, hvor både rygning og parkering var forbudt, hvor man blev udspioneret fra en terrasse, og hvor der blev snuset i ens sagsmappe. Det var ikke sært, hvis den unge Man­fredis tilværelse var temmelig besværlig. Jeg nærede mig fra at træde skoddet ud på jorden, ellers var jeg sandsynligvis blevet overfaldet af et kobbel dobermänner og forflyttet til en afsides politistation i bjergene. Angelo forklarede, at greven boede i hele bygning A og ejede hele området. Vatikanet havde kun bygning B til leje. Ved udgangen præsenterede han mig for portnerkonen, Gina Giansanti. “Sørg for at ryge, før De går ind næste gang, unge mand,” sagde hun til mig. Jeg kunne stadig ikke blive klog på, om det var en bebrejdelse eller en solidarisk gestus. Ved gitterporten vendte jeg mig om og vinkede diskret mod lyset fra kikkerten oppe på terrassen. Hej hej, lille Manfredi. Børnehjemmet San Valente lå et kvarters kørsel væk. Ud ad den gamle Via Aurelia var lørdagstrafikken stille, de fleste forretninger holdt lukket, og romerne sad til bords eller var på picnic i de store parker. Vi kørte ind ad en smal vej. Jeg parkerede bilen mellem buske og uklippede hække på en vildtvoksende plæne. Alt var lidt forfaldent og overladt til sig selv. Selve kirken var lille og meget enkel, dens mure var afskallede efter årtiers sol. 32

Du er det onde.indd 32

24/02/14 14.59


På den anden side af plænen lå et hvidt, ikke særlig stort hus ved siden af et ensomt, nyplantet træ. En halv snes børn mellem ti og tretten spillede fodbold, og en blond pige på omkring de tyve var dommer. En anden pige var ved at tage af bordet, der stod ude i det fri, lige under træet. Vi gik rundt om huset. Der var et rod overalt, og hele stedet trængte virkelig til en hånd. Den radmagre pater Paul stod helt gennemsvedt i sin præstekjole og var i gang med at læsse soveposer ind i en gammel Folkevogn. “Angelo, my friend!” udbrød han, da han så os. “Din ven ny præst?” Denne gang fik han et smil, hans iver efter at få kontakt var næsten pinlig. Vi hjalp ham med at læsse. “Food med os?” foreslog Paul bagefter, mens vi vaskede hænder ved en krakeleret håndvask på et lille, tarveligt toilet. Vi satte os hen under træet. Den blonde pige kom med plastikbestik og en lunken suppe, der ikke var værd at skrive hjem om. “Hjælper børnene ikke til?” spurgte Angelo, som fra barnsben havde været vant til selv at lave mad, tage af bordet og vaske op. “Difficult, vi lige begyndt,” forklarede Paul. “Vil I speak med børn?” “Tak, men hellere en anden gang. Jeg skal tilbage til politistationen. Jeg kan lige nå en cigaret, hvis det altså er tilladt at ryge her.” Paul grinede højtlydt. “Mig no smoking, men ikke som greve. Der er open her, kill yourself, if you like it.” Jeg åbnede dagens anden pakke og tændte mig en smøg. Angelo skulle ikke have nogen. “Længe i Rom?” spurgte jeg Paul. Jeg lagde mærke til, at jeg undgik at bruge verber, som om han så nemmere kunne forstå mig. “Næsten en år, I study på pavelig universitet and help kardinal Ales­ sandrini. When I finish I will go to Africa, to open børnehjem som det her.” Så stillede Paul mig et vigtigt spørgsmål. Det måtte det være, for nu brugte han verber. “Hvor mange år du havde, da du føle dig kaldet som politimand?” Han brugte netop udtrykket ‘føle dig kaldet’. Det er jo også et udtryk, præster kender til. “Jeg er endnu ikke sikker på mit kald. Men jeg bestemte mig for to år siden.” Jeg så, hvordan han hurtigt regnede efter, hvor gammel jeg kunne være. 33

Du er det onde.indd 33

24/02/14 14.59


Han kom vel frem til, at han stadig havde nogle år at løbe på, før han kunne vide sig sikker på sit kald. Jeg tænkte, at han nok ville opleve, at hans mest stålsatte overbevisninger ville få en hård medfart i de kommende år.

Du er det onde.indd 34

24/02/14 14.59


Du er det onde