Page 1


Drømmene kan ingen tage fra mig

Drømmene kan ingen.indd 1

22/07/13 10.52


Drømmene kan ingen.indd 2

22/07/13 10.52


Drømmene kan ingen tage fra mig Nadja Kaagh

 

 

Drømmene kan ingen.indd 3

22/07/13 10.52


Drømmene kan ingen tage fra mig © Nadja Kaagh og People’sPress, København 2013 © Denne udgave: People’sPress, 2013 Omslag: Rasmus Funder Redigering: Pernille Wass Grafisk tilrettelæggelse: LYMI Omslagsfoto: Niels S. Andersen ISBN: 987-87-713-7577-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk

Drømmene kan ingen.indd 4

22/07/13 10.52


Indhold • • • • • • • • • • •

For tidligt voksen 7 Ung mor 25 Min krop i forandring 59 Så kom kræften 71 Jeg vil leve! 99 Ønsket om et barn mere 125 Vi prøver igen 157 Sakarias kommer til verden 173 Nyfunden selvtillid 193 Du har aktiv leukæmi 207 Det er mit liv! 221

Drømmene kan ingen.indd 5

22/07/13 10.52


Drømmene kan ingen.indd 6

22/07/13 10.52


For tidligt voksen Jeg kom til verden en kold februardag i 1984 på selvsamme fødestue, som godt 18 år senere skulle vise sig at danne rammerne for fødslen af mit første barn. Folk i Bønnerup var noget nervøse for min lillebitte, kun 20-­ årige mor. Hun var åbenbart meget stor og var gået langt over sin termin. Men ud kom jeg. Som en lille, rynket rødhåret baby. Jeg var mine forældres første barn, mine bedsteforældres første barnebarn og tilmed det første oldebarn også. At sige, at jeg blev midtpunktet i familien, ville være at underdrive. Jeg havde det godt. Som blommen i et æg. Mine forældre gik fra hinanden, mens jeg var helt spæd, og efter et års tid fandt min mor sig en ny mand. Ham voksede jeg op med at kalde far. De var begge unge og i starten af 20’erne. Jeg husker mine tidligste år som et stort byggerod, hvor min far konstant forsøgte at lave forbedringer på min mors lille røde murstenshus lige ud til vandet. Min far var rigtig god til at have mig med alle steder. I hans værksted hang derfor en gynge fra loftet, hvor jeg tit sad og holdt øje med, hvad han lavede. Vi havde os nogle gode snakke derude, og en af mine yndlingsaktiviteter var at sortere alle hans skruer, søm og møtrikker, mens vi fandt på sjove historier sammen. Efter fem år gik mine forældre desværre fra hinanden, huset

Drømmene kan ingen.indd 7

F OR T I DL IG T VOK SE N

7

22/07/13 10.52


var færdigrenoveret, og de opdagede, at de ikke havde ret meget andet til fælles end lysten til at lave det om. Min mor og jeg flyttede til en lejlighed i et gammelt bindingsværkshus sammen med hunden, mens min far og alle kattene blev boende i huset. Jeg tror aldrig rigtig, jeg tilgav min mor, at hun flyttede fra huset. Jeg elskede virkelig det hus. Og det er stadig min store drøm at flytte tilbage dertil. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan hun kunne flytte fra mit barndomshjem – huset, hun havde købt for arven efter sine biologiske forældre. Det var hverken nogen grim eller særlig svær skilsmisse. Jeg fik hunden med og fik som altid det bedste af begge verdner: En mor, der gjorde alt for at gøre mig glad i hverdagene, og en far, hos hvem jeg stadig var centrum i weekenderne. Jeg husker tiden, da min mor og jeg boede alene i den lille lejlighed, som en tid, hvor der skete meget. Min mor var startet på teknisk skole, hvor hun ville uddanne sig til teknisk assistent. Uddannelsen udvidede både hendes og min omgangskreds en del. Som ung mor var min mor tit nødt til at have mig med, når hun med sine skolekammerater skulle lave opgaver, og min mors venner virkede ikke til at have synderligt meget imod at have en femårig med på slæb. Jeg husker svagt, hvordan hun en dag var nødt til at have mig med ud på teknisk skole. Her viste lærerne mig, hvordan man tegnede forskellige ting på deres enorme computere: Teknik, som man jo ikke havde derhjemme, da jeg var lille. Den oplevelse plantede et frø hos mig. Fra det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville gå på teknisk skole, når jeg blev stor. I mine tanker var det næsten lige meget, hvad jeg kunne komme til at arbejde med, så længe jeg kunne få lov at tage en uddannelse på teknisk skole. Min mor var helt klart mit store forbillede, og jeg var en drengepige, så der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at det var min drøm.

8

Drømmene kan ingen.indd 8

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


Til den første jul sammen med min mors nye mand gav de mig den smukkeste rødhårede dukkepige. Jeg havde indtil da ikke leget med dukker. Så hvordan de havde fået idéen at bruge så mange penge på en dukke, forstår jeg ikke. Og i dag må jeg da også indrømme, at det nok er den jul, hvor jeg har været allermest skuffet over gaven. Jeg har aldrig været et barn, der legede de klassiske pigelege. Jeg var en vildbasse, altid beskidt, altid med sår på knæ og albuer og altid ude på vilde eventyr. Dukken har jeg endnu, lige så fin som den aften, jeg pakkede hende ud. Den er aldrig blevet leget med og bliver det nok heller ikke, før en af mine egne drenge forhåbentlig får sig en pige, der kan lege med den. Drengenes biler og samlekort sagde mig langt mere dengang og gør det på mange måder stadig. Jeg klarede mig fint i skolen og havde det godt med både drenge og piger, men havde klart nemmest ved at lege med drengene. Jeg var meget bedre til at lege tagfat i skolens legetårn og spille fodbold, end jeg var til at lege med dukker og den slags. Jeg havde nogle rigtig gode venner i skolen, men omkring 5. klasse løb jeg ind i præpuberteten, hvor kroppen begyndte at udvikle sig. Hvor jeg før var en slank vildbasse, blev jeg nu en lille buttet pige. Jeg begyndte at udvikle bryster og fik min menstruation. Det var utrolig forvirrende, og det blev kun værre af, at jeg begyndte at blive mobbet i skolen. Jeg har altid levet op til klicheen om at være rødhåret og temperamentsfuld, og det blev ikke ligefrem bedre af, at jeg nu havde kroppen fuld af rasende hormoner og derfor var et nemmere mobbeoffer. Det gjorde de næste skoleår svære at komme igennem, og det kom også til udtryk på hjemmefronten. Jeg kom tit hjem og var ked af det, men jeg forstod ikke at få det udtrykt ordentligt, sådan at de voksne omkring mig forstod, hvor stort et problem det egentlig var for mig. En af de dage, jeg husker allertydeligst fra min barndom, er den dag, min mor fortalte mig, at hun ventede min lillebror. Min ver

Drømmene kan ingen.indd 9

F OR T I DL IG T VOK SE N

9

22/07/13 10.52


den stod bogstavelig talt stille et øjeblik, og jeg følte mig svigtet og såret. Jeg burde jo have været glad og spændt, men jeg følte ikke andet end en indre stemme, der sagde: “Er jeg ikke god nok?” Jeg havde helt klart brug for at skulle lære at dele min mor med en anden. Jeg havde alt for længe haft hende og mine bedsteforældre alene og var blevet forvænt med at være midtpunktet alle steder. Det blev en rigtig hård tid for mig. Jeg følte mig utrolig længe såret over min mors beslutning om at få et barn mere, men jeg fulgte alligevel spændt med i hendes voksende mave. Hen mod hendes termin var jeg så småt ved at vænne mig til tanken og kunne endda glæde mig en smule til alt det nye, som skulle ske. Da min lillebror endelig kom og var lige så lille og havde lige så ildrødt hår, som jeg selv havde som nyfødt, var jeg alligevel ikke helt så glad for ham. Jeg skulle køre med mine bedsteforældre ud til sygehuset og møde min lillebror for første gang, og vi skulle ind til blomsterhandleren for at købe en buket til min mor. Blomsterhandleren spurgte mig, om jeg glædede mig til at se min lillebror. Det gjorde jeg ikke. Hvis jeg absolut skulle have søskende, så mente jeg, min mor da i det mindste kunne have givet mig en lillesøster i stedet. Blomsterhandleren spurgte mig for sjov, om jeg ville bytte min lillebror med hendes gamle traktor, og det syntes jeg var en fantastisk idé. Jeg forestillede mig mange ting, jeg, som knap syvårig, kunne bruge en traktor til, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget, jeg kunne bruge en lillebror til. Men da jeg kom op på sygehuset og fik min lillebror i armene, ændrede det sig hurtigt. Det var dog rigtig svært at vænne sig til at være storesøster. Min babylillebror havde kolik og tog al min mors tid, og min stedfar havde kun øje for sit eget barn. Jeg følte mig tit meget alene og overset, og overgangen fra at være eneste barn i familien til at være storesøster til et barn, der optog så meget af min mors tid, var hård for mig. Jeg husker, hvordan jeg tit kunne snakke til 10

Drømmene kan ingen.indd 10

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


hende eller have brug for hendes opmærksomhed, men min lillebror tog så meget af hendes energi, at hun var nødt til at overlade mig rigtig meget til mig selv. På det tidspunkt, hvor det var værst med min lillebrors kolik, var jeg blevet så stor, at jeg begyndte at få venner. Heldigvis boede vi et sted, hvor mine venner kun boede fire huse fra mig. Her var det helt normalt, at børnene smuttede ud for at lege om morgenen og først kom hjem igen om aftenen. Jeg nød tiden med mine nye venner, og jeg tror, en del af min løsrivelse startede allerede her, jeg opdagede, at jeg kunne klare rigtig mange ting, når jeg var alene, om det så altid var lige gode, kloge og sunde ting, vi gjorde, kan diskuteres, men jeg fik smag for det. Smag for eventyret, friheden og det at være den, der tog beslutninger for mig selv, og også gerne de andre børn. Min mor, min lillebror og jeg blev senere alene igen. Noget, som faktisk virkede som en lettelse for mig. Min stedfar havde svært ved at være sammen med mig, og jeg følte mig altid tilsidesat i nærheden af ham, og selvom min mor gjorde sit bedste for at udligne det, havde jeg altid en følelse af ikke at være god nok til at være en rigtig del af familien. Da han flyttede, forsvandt den følelse heldigvis med ham.  Lige så langsomt gik min lillebrors årelange kolik over igen, og jeg endte rent faktisk med at holde af ham hver dag og ikke kun på de gode dage, hvor vi kunne lege, grine og pjatte sammen. Efter jeg selv har fået to børn at tage mig af, er det noget, jeg tit tænker tilbage på. Jeg tog helt fra start en beslutning om, at jeg ikke ville lade Sebastian stå tilbage med samme følelse, da hans lillebror skulle komme. Jeg forsøgte at tage dage alene med Sebastian, men desværre var Sakarias også et kolikbarn, og jeg tror desværre, at Sebastian også har haft dage, hvor han har følt, at hans mor var for optaget af den lille. Mit barndomshjem var altid fyldt med dyr. Min mor elskede dyr,

Drømmene kan ingen.indd 11

F OR T I DL IG T VOK SE N

11

22/07/13 10.52


og det smittede klart af på mig. Vi havde en gammel ensom høne til at gå frit ind og ud af huset, efter den var blevet for gammel til at være ude hele tiden, og min mor nænnede ikke, at den skulle slagtes. Vi havde også et hav af katte, som konstant havde killinger på skift. Og så havde jeg min allerbedste ven, hunden Smut. Tænderne var slået skæve på den, og den var mildest talt ikke nogen skønhed, men vi elskede hinanden ud over alle grænser og gjorde alting sammen. Der var altid plads til et ekstra dyr hos os, om det så var et sultent pindsvin, der kom forbi, eller en fugleunge, der var fløjet ind i vinduet, så kunne de trygt komme ind og restituere hos os. En dag – for gud ved hvilken gang – plagede jeg om et nyt kæledyr. Denne gang var det en mus, jeg gerne ville have. For mig så jeg, hvordan en sød lille hvid mus ville kunne opfylde mit store ønske om en trofast ven ved min side. Min mor måtte have været træt af at høre på mit plageri, så til sidst sagde hun opgivende: “Nadja, du må få alle de mus, du vil have, på en betingelse. Du skal selv fange dem!” Jeg ville tro, hun efterhånden var blevet klogere, hvis jeg tænker på, hvor mange gange hun måtte indfange sommerfuglelarver, fugleunger og kattekillinger, jeg havde slæbt med hjem. Jeg var et ret opfindsomt barn, når det kom til at få min vilje og nye kæledyr. Derfor sad jeg i flere dage på lur efter naboernes katte. Jeg havde hurtigt regnet ud, at hvis nogen kunne fange mig en mus, ville det være dem, og ganske rigtigt gik der ikke mange dage, før jeg kom hjem og introducerede min mor for mit nyeste kæledyr; en lille grå markmus, som jeg havde stjålet direkte ud af kattens mund. Igen fik jeg min vilje, og jeg husker det som en fantastisk sommer, da jeg cyklede rundt med min mus i cykelkurven og havde den med på ture i skoven. Det lå vist altid i kortene, at jeg gerne ville tage en uddannelse til dyrlæge, og jeg var lykkelig den dag, jeg fik at vide, at jeg kunne tilbringe en uges virksomhedspraktik på dyreklinikken i Grenaa. Jeg kunne næsten ikke sove af spænding natten før min første dag 12

Drømmene kan ingen.indd 12

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


derude. Der var en fantastisk spændende uge. Noget så simpelt som en tandrensning på en kat gav mig et sus i maven. Det eneste, jeg fandt svært ved den uge, var, da en ung hund blev indleveret til aflivning, efter dens ejer var gået bort. Jeg tiggede min mor i telefonen om, at vi kunne tage den til os, men for en gangs skyld sagde hun nej. Desværre blev drømmen om at blive dyrlæge ikke til noget, min HTX blev afbrudt af graviditeten og fødslen af Sebastian, og da jeg senere igen forsøgte mig med at få en studentereksamen, fik jeg kræft. Heldigvis er det aldrig lykkedes nogen eller noget at få mig til at stoppe helt med at drømme, så jeg lever efter ordsproget “Når en dør lukkes, åbnes et vindue,” og jeg finder hele tiden nye ting at drømme om. Da jeg som 14-årig begyndte i ungdomsklub, vendte alting for mig. Jeg opdagede tøj og blev introduceret til makeup. Jeg husker, hvordan en af min mors gode veninder kom hjem til os en dag kort efter min konfirmation. Hun sagde til min mor: “Nu er det da vist på tide, at Nadja får lidt makeup”, og kort efter kom hun tilbage med en gave til mig. Min allerførste mascara. Jeg følte mig meget voksen og stolt, mens min mor og hendes veninde blev helt unge og fjollede igen, da de blandt andet fortalte mig om muligheden for at “fremhæve dine store dådyrøjne”, som min mors veninde sagde til mig. For en stund fik jeg min mor at se, som hun var, dengang vi var alene, og hun gav mig sin udelte opmærksomhed. Med min nye selvtillid var det ikke kun min mors opmærksomhed, jeg fik. Ungdomsklubben var et skønt sted, hvor jeg følte, at jeg kunne komme lidt væk fra hverdagen med lektier, min lillebror og pligter derhjemme. Jeg begyndte at få øje på drenge som andet end legekammerater, og jeg spejlede mig rigtig meget i de store piger. Der gik ikke mange måneder, før jeg fandt min allerførste kæreste, som var en af de ældste drenge i klubben. En

Drømmene kan ingen.indd 13

F OR T I DL IG T VOK SE N

13

22/07/13 10.52


18-årig fyr ved navn Mikkel, som var klubbens helt store computernørd. Jeg var meget glad for teknik og edb, så det var nemt at komme ind på livet af ham. Med kæresten fulgte en omgangskreds, hvor de fleste var fire år ældre end mig selv, så jeg gjorde mit allerbedste for at gøre mig selv interessant og smart ved at gøre alle de forkerte ting. Alle de ting, som jeg hjemmefra havde lært, jeg ikke skulle gøre. Her prøvede jeg blandt andet at ryge min første cigaret. Det var en aften, hvor vi var gået fra ungdomsklubben. På en mørk cykelsti fandt alle mine venner deres cigaretter frem, og jeg blev tilbudt en. Jeg ville så gerne sige nej, men jeg ville ikke risikere at miste ansigt, så jeg prøvede at ryge. Jeg hostede som en sindssyg, fik kvalme og en voldsom hovedpine, men jeg smilede bare og lod, som om jeg syntes, det var helt i orden. Jeg følte mig vildt stor, da jeg gik der med min cigaret og min knap to meter høje kæreste. Det gjorde jeg til gengæld ikke, da jeg senere på aftenen tog klubbussen hjem. Derhjemme hoppede jeg i seng med min bamse, Pingu, og lugtede af røg. Jeg vidste udmærket, at det, jeg havde gang i, ikke var i orden, og jeg skammede mig over for min mor. Nytårsaften, kort inden jeg fyldte 15 år, opdagede jeg for alvor, hvordan det var at være en del af et selskab, hvor man både røg, drak og havde kørekort. Jeg elskede friheden ved at være sammen med de andre, når vi kørte rundt i bilen, røg cigaretter og legede små voksne. Den nytårsaften startede jeg som altid med at klæde mig ud. Det havde jeg altid gjort med min lillebror, og vi festede sammen med min mor og hendes venner. Det at klæde sig ud var noget, jeg forbandt med noget hyggeligt og trygt netop den aften på året, og derfor gjorde jeg det også dette år. Men da mine venner kom forbi senere på aftenen for at ønske godt nytår, stod jeg splittet mellem min barndoms verden og den voksne verden, jeg så gerne ville være en del af. Jeg endte med at smide udklædningen, tage 14

Drømmene kan ingen.indd 14

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


en navlekort top på i stedet og smutte med mine venner ud i en ungdom, jeg slet ikke var klar til. Jeg blev ikke mindre temperamentsfuld af at blive teenager, og jeg smækkede meget med dørene derhjemme. Jeg var så forvirret og frustreret, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville, eller hvad jeg skulle, hvordan en teenager egentlig skulle opføre sig eller klare sig igennem denne nye og skræmmende periode. Det var en følelse, jeg tit så afspejlet i min mors ansigt, når jeg råbte et eller andet grimt af hende. Tidspunkter, hvor jeg egentlig burde have sagt til hende, at jeg havde brug for hjælp til at komme helskindet igennem alle mine følelser og tanker. De tidlige teenageår var svære for mig, ikke mindst fordi jeg hav­de samværsperioder hos min biologiske far. De blev startet op efter mine forældres skilsmisse og satte deres tydelige præg på mig, og jeg havde mine egne dæmoner at slås med. At vokse op med en far, som det ene øjeblik var sjov, sød og kærlig og det næste øjeblik en sur, højtråbende alkoholiker, var ikke nemt. Jeg håbede altid på det bedste fra hans side, og jeg var for lille til selv at kunne sige fra. Som barn ønsker og tænker man det bedste om folk – specielt sine forældre. “Det bliver nok bedre næste gang,” tænkte jeg. Jeg kom der i flere år gennem min barndom, nogle gange for at blive mødt med gode oplevelser og andre gange for at sidde på det lokale værtshus i timevis og spille på spillemaskiner og spise af små chipsposer. Det blev desværre aldrig bedre, og til sidst havde jeg flere dårlige oplevelser, end jeg havde gode, og fik sagt fra. Desværre havde jeg allerede oplevet langt flere svære ting, end jeg nogensinde ville ønske, et barn skal, og det gav mig søvnløse nætter, mareridt og følelser, som nogle gange voksede sig så store i min mave, at jeg ikke kunne håndtere dem. Jeg har aldrig været god til at åbne særlig meget op omkring mine følelser og tanker, så heller ikke dengang forstod jeg at lukke nogen ind til det, der gjorde allermest ondt. Jeg følte mig frustreret hjemme,

Drømmene kan ingen.indd 15

F OR T I DL IG T VOK SE N

15

22/07/13 10.52


jeg følte mig frustreret i skolen, og jeg begyndte at udfordre min mors tålmodighed, selvom jeg på det tidspunkt havde mere brug for hende end nogensinde. Min mor og min biologiske far prøvede vist nok at holde sig gode venner, hvor godt det lykkedes, ved jeg ikke, jeg havde egentlig ikke nogen opfattelse af, at de hverken var uvenner eller specielt gode venner. De holdt sig bare fra hinanden, når det ikke var noget, der drejede sig om mig. Faktisk holdt jeg mig også bare fra ham, når det ikke var planlagte weekender, hvor jeg skulle være der. Han var ikke en, jeg kom og besøgte i tide og utide, selvom vi i en periode faktisk boede på samme vej. En eneste gang havde jeg en skolekammerat med hjemme hos min far. Jeg ville så gerne vise min veninde min nye danske landandsælling, som min samvittighedstyngede, fulde far havde givet mig til årets sommerfest. Det var nervepirrende at have hende med derover, for jeg var så bange for, at han skulle være fuld og opføre sig mærkeligt. Og det overskyggede klart glæden ved at skulle vise mit nye utraditionelle kæledyr frem. Desværre blev besøget lige præcis, som jeg havde forventet. Han var fuld og mærkelig, og vi skyndte os hjem til min mor igen, hvor jeg trods alt havde en tryg base. Jeg tror, det med at have en alkoholisk far og se ham være fuld tit har gjort, at jeg holder alkohol en smule på afstand. Da jeg begyndte at gå i byen, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg ikke bryder mig om at drikke så meget. Jeg ønsker ikke at optræde på den måde, som jeg tit har set min biologiske far gøre det. Jeg har det generelt bare bedst med at føle mig oven på situationen, og det er sjældent, at jeg den dag i dag drikker alkohol. En vinter blev min mor pludselig meget syg, og i løbet af ganske få dage var jeg pludselig nødt til at tage tingene som en voksen. Min mor lagde sig med det, alle troede var influenza, og selvom mine bedsteforældre altid har haft en kæmpe rolle i mit liv, stod jeg på få dage med en oplevelse, som jeg følte mig meget alene med. Der 16

Drømmene kan ingen.indd 16

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


var ikke tid til at tænke, kun til handling. Min mor kunne intet selv, og jeg var nødt til at være den, der tog sig af min lillebror, mens hun lå i sengen. Jeg var rystende nervøs, for jeg havde aldrig set så sygt et menneske før. Derfor søgte jeg bange over til naboen, som hjalp mig med at bære min mor ud i bilen, så jeg kunne få hende med til læge. Jeg var så bange, og hos lægen sad jeg grædende og ventede, mens min mor blev undersøgt. Lægen holdt ved, at det var influenza, men jeg stolede ikke et øjeblik på den diagnose. Derfor vågede jeg over min mor i det omfang, jeg kunne få lov til. Inde i soveværelset havde hun barrikaderet sig i mørke og tillod os hverken at komme ind eller at snakke med hende. Hun kunne ikke holde sig vågen og kunne ikke klare lyden eller lyset, vi slap med ind, når vi åbnede døren. Lægen ringede senere samme dag og bad mig tage et glas, sætte det på hendes ben og se, om der kom blå prikker på hendes ben af det. Jeg fik aldrig lov at komme ind for at gøre det, og jeg forstod aldrig, hvordan lægen kunne forlange så meget af en 14-årig pige, som var så bange. Jeg kan huske, at min mor morgenen efter mønstrede så meget energi, at hun kom op og tvang mig af sted i skole, men jeg ville ikke. Alt i mig skreg, at jeg var nødt til at blive hjemme ved hende. Jeg tog modvilligt af sted og fik min lillebror sendt i børnehave. Da jeg kom ind fra et af de første frikvarterer, lå der en seddel på mit bord, hvor der stod, at jeg skulle tage hjem til mine bedsteforældre efter skoletid. Jeg skyndte mig hjem med det samme, for jeg var bange for, at min mor var død af sin sygdom. Hjemme hos mine bedsteforældre fik vi at vide, at min mor havde ringet om morgenen til lægen, lige efter vi var gået, men at hun var besvimet, mens hun snakkede med ham, og at der var blevet sendt en ambulance efter hende. Allerede i ambulancen havde de startet behandling mod meningitis, og hun var blevet bragt bevidstløs ind på sygehuset. Min lillebror og jeg skulle i behandling mod smitsom meningitis med det samme. Alt imens

Drømmene kan ingen.indd 17

F OR T I DL IG T VOK SE N

17

22/07/13 10.52


vi fik lov at se, hvordan vores mor lå tilkoblet alle mulige slanger og maskiner. Min mor var meget dårlig, og det var et skrækkeligt syn. Hun havde ikke energi til at snakke med os den første dag, og jeg gik chokeret hjem med en følelse af, at lægen dagen før burde have lyttet til mig i stedet for at risikere min mors liv. Min mor havde et par måneder forinden mødt en ny mand, en sød, sjov og omsorgsfuld mand, som både min lillebror og jeg holdt utrolig meget af. Han forsøgte at hjælpe os de første dage, mens mine bedsteforældre tog min lillebror hjem til sig. Imens det stod på, fik jeg lov at bo hos min kærestes forældre, indtil min mor var frisk nok til at blive udskrevet igen. Først senere fik vi at vide, at hun var gået i chok, og at flere af hendes indre organer var gået i stå. Lægerne havde været i tvivl om, hvorvidt hun ville kunne klare sig gennem sygdommen. Da min mor kom hjem fra sygehuset, var hun træt og magtede ikke så meget. Hun havde skader efter det svære angreb af meningitis, og det tog måneder, før hun var tilnærmelsesvis så frisk, som hun var før sygdommen. Det satte sit præg på os alle sammen. Jeg havde været så ufatteligt bange for at miste hende, og man skulle tro, at jeg så ville klamre mig til hende og være mere tålmodig og lægge lidt af mit teenageoprør på hylden, men sådan blev det desværre ikke. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne sige, at jeg var mere forstående dengang. Men tvært­ imod var jeg bare endnu mere opsat på at blive voksen i en fart, så jeg kunne klare mig selv, hvis sådan noget skulle ske igen. Mit teenageoprør kom dertil, hvor min mor og jeg blev enige om, at vi havde brug for at komme lidt væk fra hinanden. Jeg ville klare alting selv, og som min mor siger nu, så bevægede jeg mig hele tiden på grænsen af, hvad der var i orden. Det var opslidende for os begge, og for at vi ikke skulle ende med at ødelægge det forhold, vi trods alt havde, besluttede vi, at der skulle gøres alvor 18

Drømmene kan ingen.indd 18

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


af mit ønske om at komme på efterskole. Jeg havde siddet mange gange med efterskolehåndbogen oppe fra biblioteket og streget ud og sat kryds ved de skoler, jeg gerne ville gå på. Vi var allerede midt i skoleåret, da beslutningen blev taget, og derfor var der ikke så mange muligheder for valg af efterskole. Derfor endte det med, at Rønde Efterskole tog imod mig lige efter vinterferien, hvor jeg rykkede op fra at være en trodsig 8.-klasses-elev til at være den nye og spændende 9.-klasses-elev på efterskolen. Jeg ved ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde fået det efterskoleophold med. Det var en prøvelse at være væk fra alt det, jeg kendte: min familie derhjemme, kæresten, som stadig holdt ved, og de venner, jeg havde i skolen. Jeg brugte de første mange aftener på at skrive breve hjem, men jeg fik hurtigt nye venner, som jeg havde det godt med på efterskolen. Også her var jeg en drengepige, og det passede derfor fint, at der på vores årgang var et overtal af piger, og der derfor var en gruppe af os, som var nødt til at overtage en del af drengenes værelser på drengegangen. Jeg havde det fantastisk som værende en af drengene og boede på værelse med en sød pige, som hurtigt blev min bedste veninde. Med de ting gjorde det halve år på efterskolen utrolig meget for mig og den udvikling, jeg var i. Som 16-årig var jeg jublende lykkelig, da jeg satte mine første skridt på teknisk skole. Jeg kan stadig huske duften af metal, da jeg trådte ind ad dørene første gang. Efter 10. klasse havde jeg nemlig valgt at tage et år på STF, studieforberedende på teknisk skole: en overbygning på 10. klasse, som skulle gøre os klar til enten at fortsætte på HTX, blive elektrikere, datamatikere eller smedelærlinge. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle bruge min STF til, for jeg kunne ikke se mig selv uddanne mig til andet end dyrlæge. Så jeg satte alle kræfter ind på at forbedre mine middelmådige karakterer i fysik og kemi. Min kæreste gik dengang på HTX og havde sin egen ungdoms

Drømmene kan ingen.indd 19

F OR T I DL IG T VOK SE N

19

22/07/13 10.52


bolig tæt på skolen. Det faldt naturligt, at jeg overnattede der, og at vi fulgtes ad, når vi skulle i skole. Selvom weekenderne oftest blev brugt på fester eller lange nætter med computerspil, lykkedes det mig faktisk at føre et fornuftigt skoleliv og få nogle rigtig gode karakterer. Min mor var ikke altid så glad for, at det var sådan, jeg valgte at tilbringe mine weekender, og hun havde gerne set, at jeg brugte mere tid hjemme. Men nu var jeg for alvor ved at løsrive mig, så selv dyrene måtte undvære mit selskab. Det gik faktisk så godt, at jeg som knap 17-årig kunne sætte mit eget navneskilt op på postkassen til min egen ungdomsbolig på havnen i Grenaa. Det var vildt stort. En ting er at flytte hjemmefra, en anden ting er at sidde i stilheden i sin egen lejlighed den allerførste aften, når døren er lukket, og flyttekasserne skal pakkes ud. Jeg følte mig meget voksen den aften, men på samme tid utrolig lille. Nu skulle mit voksne liv stå sin prøve. Opvask, rengøring, vasketøj og betaling af regninger var nu mit ansvar alene. Meget af min tid blev stadig brugt i min kærestes ungdomsbolig, som lå tættere på skolen, men jeg nød min lille oase, hvor jeg kunne lukke mig inde og sætte mig ved computeren, som min gode ven Guble havde sat op til internettet. Her sad jeg tit og spiste min tomatsuppe med små stjernenudler. Jeg var ludfattig, og det er en gåde, hvordan jeg fik tingene til at løbe rundt dengang. Jeg var ikke gammel nok til at modtage SU, og det latterlige lille beløb, jeg fik fra kommunen, dækkede kun med nød og næppe mine udgifter. Jeg måtte arbejde ved siden af for at få råd til tomatsuppe og andet sjov, jeg nu også ville have råd til. Jeg fik mig derfor et job som pizzabager. Jeg tjente under mindstelønnen i timen, men jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan jeg ringede helt overvældet af stolthed hjem til min mor og fortalte om min første løn. Computer og internet fyldte en del i undervisningen på teknisk skole, og med en computernørd som kæreste var det naturligt, 20

Drømmene kan ingen.indd 20

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


at jeg brugte en stor del af min fritid ved computeren også. Jeg opdagede, at man kunne føre et helt liv på nettet med chatvenner og spil. Jeg var en meget åben og social pige. Både i den virkelige verden og på nettet. Jeg nød den opmærksomhed, jeg fik begge steder, og trivedes bedst med en masse mennesker omkring mig på både den ene og den anden måde. Jeg havde gode veninder i skolen og lige så gode venner blandt fyrene, men der var noget spændende ved at skrive med fremmede mennesker og lære deres liv at kende også. Jeg havde utrolig svært ved at sige fra som teenager, og det gjaldt alle steder. Jeg ville gerne behage alle og havde det bedst, hvis alle kunne lide mig. Derfor kunne jeg nogle gange komme galt af sted i et forsøg på at behage andre. Min usikkerhed sad ikke langt under min tynde hud, barndomsårene med mobning sad solidt fast i min erindring, så hvis jeg kunne gøre noget for at undgå at blive den udsatte, gjorde jeg det. Egentlig tror jeg ikke, at jeg havde behøvet at være så bange. Jeg havde mange gode venner, og jeg er sikker på, at folk kunne lide mig for den, jeg var. Så jeg havde ikke behøvet at gøre alle de krumspring, men det forstod jeg ikke dengang. Det var på dette tidspunkt, jeg opdagede, at man kunne føre et helt liv på nettet med chatvenner og spil. En del af det, der gjorde livet på nettet så tillokkende, var netop det faktum, at jeg ikke behøvede at gøre noget for at behage andre. Trygheden bag skærmen gav mig frihed til bare at være mig og på mange måder lade de mennesker, der på afstand kunne være mine venner, komme tættest på de følelser og tanker, jeg gik rundt med, og som stadig gjorde ondt. Blandingen af afstand og åbenhed gjorde godt. Kun meget få af mine venner i den virkelige verden fik lov at være en del af mine dybeste tanker, og når jeg endelig åbnede op, var det altid med tankerne om, at en eventuel afvisning kunne ødelægge mig. Heldigvis havde jeg den bedste ven i det virkelige liv, man

Drømmene kan ingen.indd 21

F OR T I DL IG T VOK SE N

21

22/07/13 10.52


kunne tænke sig – min ven Guble, som egentlig hedder Martin. Det var først, efter jeg mødte Sebastians biologiske far, Jens, at Martin på en eller anden måde fik kælenavnet Guble. Martin mødte jeg på teknisk skole, og han blev min faste støtte i alt. Jeg tror, at vi på mange måder var lige usikre, og det gjorde det nemmere at åbne os for hinanden. Vi kunne sidde timevis ude ved skovsøen og snakke om alt muligt ligegyldigt, men han kunne også få lov at få del i mine inderste tanker. Når han gjorde det, var det som regel breve eller dagbøger, han fik lov at få et indblik i. På den måde kunne jeg fortælle ham det, der gjorde ondt, og stadig holde mig på afstand. Så kunne han reagere, inden jeg skulle se ham i øjnene igen. Der var aldrig andet end venskab mellem Guble og mig, og det var nok endnu en af grundene til, at det var så nemt at være sammen med ham. Vi jokede tit med, at vi kunne have været tvillinger, og jeg ønskede helt oprigtigt, at han kunne have været min bror. Med Guble ved min side vidste jeg, at jeg kunne klare alt. I flere år efter, selv efter jeg fik Sebastian, og jeg fik kræft, var det Guble, jeg ringede til, når lokummet brændte, eller når følelserne blev for store til at bære selv. Når jeg ser tilbage på mine tidligere teenageår, er det svært ikke at betegne de år som mine egentlige ungdomsår. For da jeg blev gravid, følte jeg bestemt, at mine år som teenager var ovre, også selvom jeg egentlig kun var lige godt halvvejs igennem dem. Derfor er jeg glad for, at jeg tog min løsrivelse i etaper, og jeg er glad for, at min mor fulgte mig hele vejen, så til og gav mig plads. Jeg tror ikke, hun kunne have gjort andet. Jeg har altid været en naturkraft, når jeg satte mig noget i hovedet, og har ikke været til at stoppe, men min mor stod der altid som en skygge til at gribe mig, hvis det gik galt. Sådan så jeg det ikke altid dengang, og jeg har tit været irriteret og frustreret over hende, men når jeg ser tilbage på, hvordan mine teenageår må have været for hende, får jeg helt ondt i maven. Der er ikke mange år til, at min egen søn 22

Drømmene kan ingen.indd 22

D R Ø M M E N E K A N I N G E N TA G E F R A M I G

22/07/13 10.52


starter på sin løsrivelse. Faktisk er han allerede begyndt, og han er præcis ligesom sin mor. Jeg håber virkelig, at jeg kan leve op til min mors væsen og klare det lige så godt som hende.

Drømmene kan ingen.indd 23

22/07/13 10.52


Drømmene kan ingen.indd 24

22/07/13 10.52


Drømmene kan ingen tage fra mig  

Nadja bliver gravid som 17årig og føder sin første søn som 18årig. Forholdet til faren varer kun kortvarigt, hvorefter Nadja bliver alene me...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you