Issuu on Google+

Man skal passe på, hvor man sætter fødderne. Hvis man træder på en streg, kan det hele gå i stykker. Hvis man træder på en streg mellem fliserne, så dør hele verden. Det mærkelige er, at den morgen havde jeg ikke trådt på nogen streg. Og så skete det alligevel. Ikke med hele verden. Men næsten. Andreas træder ikke på streger, når han går på fortovet. Han dunker sig på brystet, når han skal undgå, at der sker noget ubehageligt. Andreas bærer på noget ubærligt: Han har mistet sin storebror. Men så er det, han finder ud af, at han skal gå baglæns … Historien er baseret på Thomas Vinterbergs prisvindende novellefilm fra 1994 og er skrevet af filmens to manuskriptforfattere, . og

788711 380536

CARLS EN

9


Bo hr. Hansen og Thomas Vinterberg Drengen, der gik baglæns Tekst © 2012 Bo hr. Hansen og Thomas Vinterberg og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2012 Lilian Brøgger Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Adobe Jenson Pro ISBN 978-87-1138-053-6 1. udgave, 1. oplag 2012 Printed in Latvia 2012, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Kalder, kalder Mikkel. Den her historie handler om dig. Min storebror. Min eneste ene storebror. Og den handler om mig. Kan du huske, hvor tosset jeg var? Kan du huske, at jeg undgik stregerne? Den handler ogs책 om mor og far. Om dengang vi flyttede. Og hvorfor vi flyttede.


1 Man skal passe på, hvor man sætter fødderne. Hvis man træder på en streg, kan det hele gå i stykker. Hvis man træder på en streg mellem fliserne, så dør hele verden. Det mærkelige er, at den morgen havde jeg ikke trådt på nogen streg. Og så skete det alligevel. Ikke med hele verden. Men næsten. Nå. Jeg må hellere begynde rigtigt. Det er vigtigt at begynde rigtigt. Hvis jeg begynder forkert, er jeg nødt til at starte forfra. Og nu vil jeg igennem det. Jeg hedder Andreas, og jeg skal fortælle min historie. Det er ikke nogen glad historie. Det er det bare ikke. Vi havde det ellers godt dengang. Mig og Mikkel og min far og mor. Man kan faktisk sige, at vi havde det som fire blommer i et kæmpe æg. Det kan man godt sige, kan man ikke? At have det som en æggeblomme. Jeg elskede vores hus. Men jeg kunne nu allerbedst lide Mikkel, den gamle dreng. Engang ringede han efter brandvæsenet, bare for at lære nogle nye folk at kende. Jeg var selv sådan en lille, underlig snegl, der gik og slog på alt muligt tre gange. Og så måtte jeg ikke røre ved stregerne. 11


Det begyndte med en vits. Eller en joke, eller hvad man nu kalder det. En virkelig dårlig vits. Men den vits betød noget for Mikkel og mig. Ej, den er altså totalt dårlig. Og jeg ville ellers gerne fortælle noget sjovt. Det kan man have brug for. Men altså. Det var, fordi vores mor havde fødselsdag. Hun hedder Lene, og vores far hedder Mogens. De lever sådan lidt i deres egen verden. De kan lide at høre musik og drikke vin. Og så går min far på arbejde i et firma, hvor han ordner deres tal. Men det er mest noget, han gør for at tjene penge, siger han. Og min mor plejer de syge på et hospital. Det gør hun ikke for pengenes skyld, men fordi hun ikke kan lade være, siger hun. Dengang de var unge, boede far og mor i et stort kollektiv, og det har de aldrig glemt. De taler tit om det. Og næsten alle de mennesker, de kender, boede der også. Et kollektiv, det er sådan et hus, hvor der bor en masse mennesker sammen, helt hulter til bulter-skørt. Når min far og mor havde fødselsdag, væltede det ind med folk, og så legede de, at de stadig boede i kollektiv. De trampede i gulvet og råbte højt. Og vores hus var stort med trapper og etager, og engang blev jeg væk og blev først fundet tre dage efter. Nej, nu overdriver jeg. Og Mikkel og mig, vi optrådte altid til vores fester. Vi elskede at optræde. Det gjorde vi også den aften. Aftenen før den morgen. 12


Vi skulle optræde med elgen. Hvad er elgen? Jo, elgen, det er altså navnet på den dumme vits. Er det den dummeste vits i verden? Det var en, min mor havde fra sin far, og hun sagde selv, at den var så gammel, at den gik på krykker i Ålborg. Jeg ved ikke, om der er flere gamle, der går på krykker i Ålborg end andre steder. Men Mikkel, han kunne lide den vits, for han hørte den, da han var lille, og han var to år ældre end mig, og jeg ville også godt have hørt den dengang. Selvom den er dårlig. Og nu vil jeg aldrig glemme den.


2 For at sige det ærligt: Vi var fulde. Hov. Hvor gammel var det lige, jeg var dengang? Jeg var ikke fyldt ti, og så stod jeg der og dinglede og kunne knap nok ramme wc’et, da jeg tissede. De voksne vidste det ikke, for de var selv fulde, eller også var de på vej til at blive det. Men vi var nervøse, Mikkel og jeg, eller det var vist kun mig, der var nervøs. Jeg kunne pludselig slet ikke huske, hvad jeg skulle sige. Og så havde Mikkel taget den her flaske hvidvin med, da vi stod omme i garagen og øvede. Skyd ikke, Deres Majestæt! Jeg er ikke elgen! Det var faktisk bare det, jeg skulle sige. Jeg er ikke elgen. Nej, det er jeg ikke. Jeg er en dreng. Med butterfly og tyrolerbukser.

14


15


Ja, jeg havde egentlig jakkesæt på til festen, for Mikkel og jeg elskede at gå med jakke og butterfly. Og Mikkel så sådan lidt James Bond-agtig ud i sin hvide skjorte og sorte jakke. Han lignede en, der kunne klare alt, og det kunne han også. Jeg ville gerne se ud ligesom Mikkel. Jeg lignede mere en klovn, for mit jakkesæt var tre numre for stort. Og så tog jeg fars tyrolerbukser på til vitsen. De var så mindst tyve numre for store. Det var nogle, han havde købt, engang han skulle til karneval. Jeg tænkte, at så lignede jeg en jagtfætter, for vitsen om elgen er en vits om en jagt. Nå ja, jeg fik også en gammel hat på. Og Mikkel tog en lampeskærm på hovedet og en kæmpe frakke, så han lignede også en klovn. Eller en konge. ”Andreas, hold nu op med det der,” sagde Mikkel. Jeg stod i garagen og tændte og slukkede og tændte og slukkede og tændte og slukkede pæren i loftet, mens jeg bankede mig på brystet. Tre bank for hvert klik på kontakten. Det skulle jeg gøre, før vi øvede vitsen, ellers ville det gå galt. Og fordi Mikkel afbrød mig, så blev jeg nødt til at gøre det igen. Det blev jeg altså. Jeg kunne ikke lade være. Og så var det, han stak mig vinen, han havde snuppet i køkkenet, og jeg drak, som om det var vand, og det var sødt og surt på samme tid, og så begyndte det at dreje rundt, som om jeg stod på en karussel, og jeg lænede mig op ad fars motorcykel, det gamle lig med sidevogn, som 16


han elskede, og som han nussede og pudsede og kørte på til arbejde. ”Skal vi så øve?” spurgte Mikkel. ”Det kan vi godt,” svarede jeg og virkede vist ret fjoget, for Mikkel kunne ikke lade være med at grine. Så øvede vi. Så tissede jeg (øh ved siden af som sagt). Så fandt Mikkel sådan en gammel tragt, han ville tale i, så lyden blev højere (”det hedder ikke en tragt. Det hedder en megafon,” sagde Mikkel). Så var vi klar til at optræde. Vi ville lave det bedste show i verden.


Man skal passe på, hvor man sætter fødderne. Hvis man træder på en streg, kan det hele gå i stykker. Hvis man træder på en streg mellem fliserne, så dør hele verden. Det mærkelige er, at den morgen havde jeg ikke trådt på nogen streg. Og så skete det alligevel. Ikke med hele verden. Men næsten. Andreas træder ikke på streger, når han går på fortovet. Han dunker sig på brystet, når han skal undgå, at der sker noget ubehageligt. Andreas bærer på noget ubærligt: Han har mistet sin storebror. Men så er det, han finder ud af, at han skal gå baglæns … Historien er baseret på Thomas Vinterbergs prisvindende novellefilm fra 1994 og er skrevet af filmens to manuskriptforfattere, . og

788711 380536

CARLS EN

9


Drengen der gik baglaens af Bo hr Hansen