Issuu on Google+

158 mm.

95 mm.

158 mm.

28 mm.

95 mm.

14 MILLIONER SOLGT PÅ VERDENSPLAN

NOGEN VIL VENTE ET HELT LIV PÅ AT TAGE HÆVN

New York 1922. Gavin Daly på fem år og hans storesøster, Aileen, går om bord på et skib for at komme til Dublin – og i sikkerhed. Deres mor er blevet skudt, og deres far, som er medlem af en irsk gangsterbande, er blevet

PETER JAMES

DE FØRSTE OTTE BIND I SERIEN MED ROY GRACE

bortført. Inden afgang giver en fremmed Gavin et lommeur samt en seddel med fire navne og en lang række tal. En kryptisk besked, der vil plage

der forsvinder antikviteter til en værdi af 10 millioner pund. Mærkeligt nok er de pårørende dog kun optaget af at få et gammelt lommeur tilbage. Da kriminalkommissær Roy Grace får gravet i sagen, opdager han, at hele historien bunder i årtiers gammelt had. Der er en, som har et regnskab at gøre op og et løfte, der skal indfries.

155 mm.

155 mm. 155 mm.

23.5 mm.

25 mm.

BEDSTE BRITISKE KRIMI

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788763 828994

E N

R O Y

Kriminalkommissær Roy Grace får ansvaret for sikkerheden under stjernens besøg i byen, hvilket Gbestemt R AikkeC er Een nemKsag.R Flere I MforsmåI ede og gale personer er nemlig parat til at gå vidt for at skade enten Gaia eller producerne bag filmen, og der bliver mere end nok for Grace og kollegerne at holde øje med, samtidig med at de også skal efterforske en makaber drabssag.

sig. Med serien om kriminalkommissær Roy Grace har han fået sit store folkelige gennembrud, og

PETER JAMES’ prisbelønnede bestseller-serie om og med kriminalkommissær Roy Grace foregår i en af Englands travleste politikredse omkring Brighton på den engelske sydkyst. Læs mere om serien og ISBN-13: 978-87-638-3386-8 forfatterenISBN-10: på www.peterjames.com 87-638-3386-7 10000

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

E N

R O Y

G R A C E

DØDENS TIME

priser for den. I England er serien nu så populær, at der er en fast ugentlig turisttur rundt i Roy Graces Brighton, ligesom der også på hjemmesiden www. peterjamesbrighton.com er mulighed for at gå på opdagelse i seriens locations.

DØDENS TIME er niende bind i serien med kriminalkommissær

www.peterjames.com

C I C E R O

K R I M I

ISBN-13: 978-87-638-3262-5 ISBN-10: 87-638-3262-3 10000 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788763 833868

CICERO

han har modtaget et væld af internationale krimi­

i og omkring Brighton på den engelske sydkyst. TIL DØDEN DEM SKILLER

PETER JAMES’ prisbelønnede bestseller-serie om og med kriminalkommissær Roy Grace foregår i en af Englands travleste politikredse omkring Brighton på den engelske sydkyst. Læs mere om serien og forfatteren på www.peterjames.com

DØDENS HÅNDLANGERE

Graces advarsel kommer imidlertid for sent. Morderen har allerede Carly og hendes søn i kikkerten og venter bare på det rette øjeblik til at slå til ...

Det er ikke nok for megastjernen Gaia at være verdens største popstjerne. Nu vil hun også anerkendes som skuespiller og har derfor sagt ja til at medvirke i en film om kong George IV og dennes elskerinde Maria Fitzherbert. Filmoptagelserne skal finde sted i Brighton og on location i det usædvanlige bygningsværk The Royal Pavilion.

230 mm.

230 mm.

En i forvejen dårlig morgen tager en katastrofal drejning for alenemoren Carly Chase, da hun på vej til arbejde involveres i et trafikuheld, hvor en ung universitetsstuderende bliver dræbt.

og et langt forfatterskab af spændingsbøger bag

Roy Grace, der arbejder i en af Englands travleste politikredse

Du får kun én advarsel: Sig nej til den rolle! Hvis du ikke kan fatte det, din møgso, slår jeg dig ihjel.

MODTAGER AF THE BARRY AWARD 2012 FOR

To uger senere kontaktes Carly af politiet, der fortæller hende, at førerne af de to andre biler i uheldet er fundet tortureret og dræbt. Kriminalkommissær Roy Grace opfordrer hende på det kraftigeste til at gå under jorden med hendes søn. Det var nemlig ikke en hvilken som helst studerende, der blev dræbt, men en søn af en amerikansk mafiaboss, der tilsyneladende er opsat på hævn.

155 mm.

14 MILLIONER SOLGT PÅ VERDENSPLAN

13 MIllIOnER SOlGT På vERDEnSPlAn

PETER JAMES har en fortid som filmproducer

CICERO

9 788763 832625

E

N

R O Y

G

R A C

E

K

R

I

M

I

235 mm.

Brighton 2012. Ved et brutalt røveri bliver en gammel kvinde myrdet, og

DØDENS TIME

ham resten af livet.


Af samme forfatter: Alkymisten Immortalis Sandheden Besat

I ROY GRACE-SERIEN

Dødenkelt En smuk død Langtfra død Hellere død end levende Den enes død Med døden i hælene Dødens håndlangere Til døden dem skiller

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 2

10-04-2014 11:04:32


Peter James

Dødens time Oversat fra engelsk af Pia Trøst Nissen

CICERO

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 3

10-04-2014 11:04:32


Dødens time er oversat fra engelsk af Pia Trøst Nissen efter Dead Man’s Time Copyright © Really Scary Books / Peter James 2013 Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency, Copenhagen and Blake Friedmann Literary, TV and Film Agency Ltd, London Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Henrik Koitzsch Sat med Palatino LT Std hos ROSINANTE&CO og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3262-5 Printed in Latvia

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Der er citeret fra følgende oversættelser: Jane Austen: Stolthed og fordom oversat af Vibeke Houstrup, København 2006 T.E. Lawrence: Visdommens syv søjler oversat af Peter De Hemmer Gudme, København 1936 Ernest Hemingway: Døden kommer om eftermiddagen oversat af Michael Tejn, København 1961

CICERO er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 4

10-04-2014 11:04:32


TIL PAT LANIGAN Denne bog havde aldrig set dagens lys, hvis ikke du havde været så generøs at dele din families historie med mig

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 5

10-04-2014 11:04:32


James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 6

10-04-2014 11:04:32


1 Brooklyn februar 1922 Drengens far kyssede ham godnat for sidste gang – uden at nogen af dem vidste, at det forholdt sig sådan. Drengen kunne aldrig falde i søvn, før han havde fået det kys. Selvom det blev sent og var langt over hans sengetid, lå han altid og ventede i mørket på farens tunge skridt hen over det bare gulv, inden han åbnede døren til værelset og stod som en silhuet i døråbningen. „Hej, lille mand, sover du ikke endnu?“ spurgte faren altid. „Nej, store mand. Må jeg ikke godt se dit ur?“ Så plejede faren at tage uret op af lommen og holde det frem i kæden. Det var så flot med den store runde urskive og optrækskronen i ringen, som kæden var fastgjort til. I urskivens øverste halvdel kunne man følge månens faser. Himlen bag månen var mørkeblå, og stjernerne gyldne. Nogle gange var månen næsten væk, andre gange var den helt fuld – en okkergul rund skive. Hver eneste aften bad drengen faren om at fortælle en historie om manden i månen. Faren opfyldte altid hans ønske. Bagefter strøg han ham over håret, kyssede ham på panden og spurgte: „Har du bedt din aftenbøn?“ „Ja,“ nikkede drengen. „Nu skal du sove.“ Så gik faren med tunge skridt hen til døren og lukkede den efter sig. Sådan foregik det altid – også denne sidste aften.

7

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 7

10-04-2014 11:04:32


2 Fire mænd slingrede af sted hen mod huset, hvor den mand, de var kommet for at slå ihjel, boede. For meget alkohol havde gjort dem usikre på benene, og især ham med træbenet havde svært ved at holde balancen. De havde drukket tæt for at dulme nerverne. I den overfyldte bar, Vinegar Hill, havde de tidligere på aftenen skålet flittigt i øl og whisky og overbevist hinanden om, at de hellere måtte drikke sig mod til. Ham med træbenet var ikke helt sikker på, at det, de havde i sinde at gøre, var det rigtige, men han fulgte troligt med, som man nu engang gør, når man er medlem af en bande. Enten følger man trop, eller også bliver man slået ihjel. Det var lige før midnat. Gaderne lå øde hen, og den silende regn havde gjort brostenene blanke. De bar alle fire skydevåben, og to af dem havde også et baseballbat gemt inde under frakken. Det var koldt. Helvedes koldt. De havde alle fingerløse handsker på. „Det er her,“ meddelte deres anfører, da han havde fået øje på husnummeret over indgangsdøren. Hans ånde stod som en sky ud af munden på ham. Det var nummer 21. „Er vi helt sikre på, at det er her?“ „Ja, det er her.“ „Hvor er Johnny?“ „Han kommer nu. Han er oppe for enden af vejen.“ Selv i mørke så huset lige så forsømt ud som alle de andre huse her i Brooklyns havnekvarter. Gardinerne var trukket for vinduet ved siden af døren, og der var ikke tændt lys. De fiskede elefanthuerne op af lommen og trak dem ned over de regnvåde ansigter. Anføreren rakte sit baseballbat i vejret og trådte et skridt frem.

3 Drengen lå i sin seng i mørket og puttede sig under de tykke tæpper. Han lyttede til det store urs tikken og til nattens andre velkendte

8

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 8

10-04-2014 11:04:32


lyde: motorlyden fra et skib ude på den trafikerede, blæksorte East River, den rumlende lyd af et tog i det fjerne, de knirkende fjedre i forældrenes seng inde bag den tynde væg, deres stønnen, morens højlydte udbrud, farens dybe brummen, regnens trommen på taget. Natten havde sine egne lyde. Sin egen musik. Lyden af glas, der splintredes, hørte ikke med. Han stivnede. Det lød, som om lyden kom nede fra stueetagen. Mon katten havde væltet den tomme whiskyflaske og glasset, som hans far hver aften lod stå? Så hørte han skridt på vej op ad trappen. Det kunne ikke være farens, for han lå jo allerede inde i sin seng. Der lød flere skridt. Han lå musestille og blev mere og mere bange. Døren gik op. En kraftig lyskegle blændede ham, så han skyndte sig at lukke øjnene. Han kunne høre nogen liste rundt inde i værelset. Han fornemmede, at der var flere, og han begyndte at ryste af angst. De lugtede af tobak og sprut, vådt tøj og sved. Han mærkede halsen snøre sig sammen, så han næsten ikke kunne få luft. Hjertet hamrede i brystet. Så åbnede han øjnene, men blev igen blændet af det stærke lys. Ude af sig selv af rædsel skyndte han sig at lukke dem igen. Så hørte han skridt, der nærmede sig sengen. En hånd klappede ham opmuntrende først på hovedet, så på kinden. Den uldne handske kradsede. „Jeg skulle bare se, hvordan du havde det, knægt,“ lød en grov, men venlig stemme med irsk dialekt lige over hans hoved. Han åndede tungt. „I … I vækker min mor og far,“ lykkedes det ham pludselig at fremstamme. Han tog mod til sig og åbnede øjnene, men igen blev han blændet af lyset. „Hvor sover de henne?“ Han kneb øjnene sammen og pegede. „Derinde.“ Han lagde en finger på læben. „De ligger og sover, så vær stille. Ellers vækker I bare dem og min søster.“ Lyskeglen forsvandt fra hans ansigt, men han var stadig blændet og blev ved med at se røde lysglimt. Han hørte listende skridt fjerne sig. Et knirkende gulvbræt. Døren, der blev lukket. Måske var de gået hjem. De fik tit gæster på alle tidspunkter af

9

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 9

10-04-2014 11:04:32


døgnet. Så sad de og røg og drak, diskuterede og lo. Eller de kom op at skændes og begyndte at slås. Når det skete, smed hans far dem ud. Han var en stor mand. Ingen vovede at sige ham imod. Drengen trak sengetøjet op over hovedet, så de ikke kunne få øje på ham, hvis de kom tilbage. Først hørte han sin far råbe et eller andet og så en dump lyd. Og en til. Så hørte han sin mor skrige. Et frygteligt skrig. „Lad ham være. Slip ham. Hold op! Hold så op. Lad ham være i fred!“ råbte hun. „Få noget tøj på!“ kommanderede en af de fremmede med høj stemme. „Hvor tager I ham med hen? Hvor skal I hen?“ Morens stemme skælvede. Der gik et minuts tid. Drengen lå stiv af skræk under tæppet. Så begyndte moren igen at skrige. „Nej, det må I ikke. I kan ikke bare tage ham med. Det finder jeg mig ikke i!“ Så fulgte fem høje brag. Det lød, som om der stod en og smækkede med døren lige ved siden af ham. „Mor! Far!“ skreg han helt ude af sig selv af frygt for, hvad der mon var sket med forældrene. Så hørte han mændene trampe højlydt ned ad trappen fuldstændig ligeglade med, hvor meget de larmede. Han hørte hoveddøren blive åbnet og kort efter brølet fra en motor og hvinende dæk, men ikke lyden af en dør, der blev lukket. Kun ekkoet af morens fortvivlede skrig rungede i hans hoved. Så blev der helt stille. En rungende stilhed.

4 Han blev liggende under tæppet og lyttede. Der var ikke en lyd. Kun en ringen for ørerne og hans egen gispende vejrtrækning. Måske havde han bare haft mareridt? Han rystede over hele kroppen. Efter et stykke tid stod han ud af sengen. Det var mørkt og koldt, så han skyndte sig over det bare gulv hen til døren, hvor han famlede sig frem til dørhåndtaget. En iskold træk slog ham i møde, da han tumlede ud på trappeafsatsen. Havde de virkelig ladet hoved-

10

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 10

10-04-2014 11:04:32


døren stå åben? En svag lugt af udstødning fra en bilmotor hang i luften. Der lugtede i det hele taget mærkeligt af olie og noget sødt og kraftigt, som mindede lidt om fyrværkeriet den 4. juli. Der lugtede også af metal. Han famlede sig frem, indtil han fandt kontakten og tændte lyset i forældrenes soveværelse. Det skulle han aldrig have gjort. I det øjeblik ønskede han, at det for evigt ville være forblevet mørkt, så han aldrig havde set det frygtelige syn af moren, der lå på gulvet ved siden af sengen. Hun blødte fra skulderen, og de store mørkerøde plamager foran på hendes natkjole blev ved med at vokse. Der var blod overalt: på væggene, på lagner og puder – selv i loftet. Moren lå på ryggen, og hendes sorte hår var sølet til i blod. Noget af hovedet manglede, og en våd, glinsende, gråbrun masse var kommet til syne. Hun lå og rystede over hele kroppen. Pludselig lå hun helt stille, som om nogen havde rakt en hånd ud og trykket på en knap. „Mor … mor!“ råbte han på vej hen til hende. Hun svarede ikke. „Vågn op, mor!“ Han ruskede i hende. „Mor, hvor er far? Mor!“ Hun ikke så meget som bevægede sig. Han lagde sig på knæ, kravlede tæt ind til hende og gav hende et kys. „Vågn op, mor, vil du ikke nok?“ Han gav hende et knus og ruskede i hende. „Vågn så op! Mor! Hvor er far? Hvor er han henne?“ Hun rørte sig stadigvæk ikke ud af stedet. „Moar!“ klynkede han ude af sig selv. „Moar! Moar!“ Hans arme og ansigt var blevet klæbrige. „Mor, vågn så op! Vil du ikke nok …!“ „Hvad sker der? Gavin? Hvad sker der?“ Det var søsterens stemme. Han trak sig baglæns – gik et skridt frem – og trak sig igen ubeslutsomt baglæns ud af døren og stødte ind i sin tre år ældre søster, Aileen, der stod i natkjole og gumlede på sin fletning, som hun altid gjorde, når hun var bange. „Hvad foregår der?“ spurgte hun. „Jeg hørte en masse larm. Hvad er der sket?“ „Hvor er far?“ spurgte han med tårerne løbende ned ad kinderne. „Hvor er far? Han er væk!“ „Ligger han ikke inde i sengen?“

11

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 11

10-04-2014 11:04:32


Han rystede på hovedet. „De væmmelige mænd har taget ham med.“ „Hvad for nogen væmmelige mænd?“ „Hvor er far? Han skal vække mor! Hun vil ikke vågne op.“ „Hvad for nogen væmmelige mænd?“ gentog Aileen indtrængende. Der var blod på trappeafsatsen. Dråber af blod på selve trappen. Han løb ned ad trappen, mens han råbte på sin far, og videre ud gennem den åbne hoveddør. Gaden lå øde hen. Han mærkede regndråber i ansigtet og den salte luft fra floden. Et øjeblik overdøvede larmen fra et forbipasserende tog hans skrig.

5 Brighton juni 2012 Ved første øjekast var der en vis stil over ham. Han skilte sig tydeligt ud fra Brightons sædvanlige badegæster i deres spraglede badetøj, klipklappere og Crocs. En arrogant herre i blå blazer med sølvknapper, nypressede bukser, åbentstående skjorte og en fiks halsklud. Først ved nærmere eftersyn lagde man mærke til, at skjortekraven var en smule flosset, blazeren var mølædt, og at det sparsomme, tilbagestrøgne hår var farvet. Også hans ansigt havde kendt bedre dage. Den gustne kulør, man får af at sidde i fængsel, var ikke lige sådan at komme af med. Han havde en ubehagelig udstråling og målte, trods støvlernes hæle, blot 1,60. Alligevel førte Amis Smallbone sig frem med næsen i sky, som ejede han hele promenaden. På sin sædvanlige morgenrunde betragtede han inde bag solbrillerne alt med et hadefuldt blik. Han hadede vejret denne dejligt lune junimorgen; cyklisterne, der ringede med klokken, fordi han gik på cykelstien; de fede forbrændte turister, der ikke bestilte andet end at fylde i sig; de unge kærestepar, der gik hånd i hånd og havde livet foran sig. I modsætning til ham selv.

12

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 12

10-04-2014 11:04:32


Han havde hadet at sidde i fængsel. Havde endda hadet medfangerne mere end fængselsbetjentene. Det kunne godt være, at han engang havde været en stor mand her i byen, men det sluttede det sekund, fængselsporten smækkede i bag ham. Han havde ikke engang formået at få andel i det lukrative narkomarked i de fængsler, han havde afsonet i. Og nu, hvor han var prøveløsladt, hadede han tilmed at være på fri fod. Engang havde han haft det hele: et stort hus, dyre biler, en motorbåd og en villa i Marbella på Spaniens Costa del Sol. Nu havde han ikke en skid andet end et par tusind pund, nogle armbåndsure og lidt stjålne antikke smykker, der lå i den eneste sikkerhedsboks, som det var lykkedes ham at holde skjult for politiet. Kun et eneste menneske havde han at takke for alle sine trængsler. Kriminalkommissær Roy Grace. Han krydsede de fire trafikerede vejbaner på Kings Road uden at give sig tid til at vente på grønt lys. De bremsende biler, hvis førere bandende trykkede hornet i bund og truede ham med knyttede næver, ragede ham en pind. Han og hans familie havde engang været de førende skikkelser i byens kriminelle underverden, og for en snes år siden havde ingen dristet sig til at dytte af Smallbone. Han ignorerede dem alle med et foragteligt blik. Lidt længere henne ad gaden gik han ind i aviskiosken og fik til sin forbløffelse øje på den fordømte strissers markerede fjæs. Hans alvorlige blik hvilede på ham fra forsiden af The Argus. Det karseklippede hår var lyst, øjnene blå, og næsen skæv. Overskriften lød: RETSSAGEN MOD MONSTERET FRA BRIGHTON GENOPTAGET

Som sædvanlig købte han dagens avis og en pakke cigaretter og udfyldte uden forhåbninger en lottokupon. Lidt senere, da Smallbone var kommet tilbage til sin kælderlejlighed, satte han sig med et glas Chivas Regal i sin slidte læderlænestol. Med en cigaret dinglende i mundvigen læste han interesseret om sagen. Carl Venner var anklaget for mord, kidnapning og handel med illegale videoer. Sidste år var en af Graces folk blevet skudt ned under

13

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 13

10-04-2014 11:04:32


et forsøg på at anholde Venner. Bare ærgerligt, at det ikke var Grace selv, der var blevet dødeligt såret. Ville det ikke have været skønt? Det, han nu havde i sinde at gøre, var dog endnu bedre. For ham var det ikke nok bare at gøre det af med Grace. Nej, han ønskede, at kriminalkommissæren skulle komme til at lide resten af sit liv. Sådan! Det bedste ville være at påføre ham en smerte, som aldrig ville forsvinde! Smallbone tog et sug af cigaretten, skoddede den i askebægeret og drak ud. Han var lige fyldt halvtreds, da han kom i fængsel, men da han kom ud, var han blevet en gammel mand på toogtres. Grace havde taget alt fra ham. Det værste var, at han havde stjålet tolv år af hans liv. Dengang havde Grace selvfølgelig ikke været kriminalkommissær, men en nyudnævnt og øretæveindbydende vicekriminalkommissær, der konstant havde været på nakken af ham. Han havde lavet falske beviser mod ham, fordrejet vidneudsagn og i det hele taget været åh, så dygtig og skidesmart. Det var Graces hetz mod ham, der var skyld i, at han nu sad og rådnede op i den her lusede lejlighed med skodmøbler og skilte med ‘Rygning forbudt’ og var tvunget til at bukke og skrabe for den skide tilsynsværge, som han i tide og utide bare havde at melde sig hos. Han lagde avisen fra sig, kom lidt usikkert på benene og tog glasset med sig over i det ildelugtende tekøkken, hvor han åbnede køleskabets fryseboks og hældte et par isklumper ned i glasset. Det var lige over middag, og for sit indre blik var han i gang med at forestille sig de utallige måder, han til sin udsøgte fornøjelse kunne pine Grace. Hadet til Grace var det eneste, der holdt ham oppe. Resten af landet var ramt af olympiadefeber – De Olympiske Lege begyndte om en måneds tid – men det var han fuldstændig ligeglad med. Det eneste, der optog ham, var at få sagt tak for sidst til Grace. Det var det eneste, han havde i hovedet. Han skulle nok sørge for, at Grace kom til at lide. Hans læber krusedes i et smil. Han skulle bare have fat i den rigtige mand. Han kendte et par stykker fra før, han kom i fængsel, og han havde også fået et par kontakter derinde, men hvordan man end vendte og drejede det, ville det blive en dyr affære, og det var noget af et problem i øjeblikket.

14

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 14

10-04-2014 11:04:32


Så ringede hans telefon. På displayet stod ‘Ukendt nummer’. „Ja?“ sagde han mistænksomt. „Amis Smallbone?“ Han kunne ikke genkende stemmen, men den lokale dialekt var umiskendelig. „Hvem taler jeg med?“ spurgte han køligt. „Vi to har mødt hinanden for mange år siden, men du kan nok ikke huske mig. Jeg har brug for din hjælp. Er det rigtigt, at du har forbindelser til antikvitetsbranchen? I udlandet? Til nogen, der aftager de helt dyre sager?“ „Og hvad så, hvis jeg har?“ „Jeg har ladet mig fortælle, at du mangler penge.“ „Er der ingen, der har fortalt dig, at man ikke ringer til mig fra en skide mobiltelefon?“ „Jo, det er der sikkert.“ „Hvorfor fanden gør du det så?“ „Det drejer sig om rigtig mange penge. Flere millioner pund.“ Pludselig var Smallbones interesse vakt. „Fortæl mig lidt mere.“ Forbindelsen blev afbrudt.

6 De har ret alle de mennesker, der har fortalt mig, at et spædbarn vender op og ned på ens liv, tænkte Roy Grace. Han gabte og var fuldstændig smadret efter endnu en urolig nat, hvor Cleo flere gange havde været oppe for at amme Noah eller skifte ham. En af Graces kolleger, Nick Nicholl, som selv for nylig var blevet far, havde betroet ham, at han havde været nødt til at sove i gæsteværelset for ikke at blive forstyrret af den lille. Det var Grace dog fast besluttet på aldrig at gøre. De havde været enige om at få et barn, så han måtte tage sin del af slæbet, men hold da kæft, hvor var han træt – og svedig. Det var en lummer sensommeraften i august, og selvom vinduerne stod åbne, stod den varme, fugtige luft helt stille. Han var ved at se afslutningsceremonien fra De Olympiske Lege, som han havde optaget, da den blev vist for et par uger siden. Både han og Cleo var faldet i søvn den aften, transmissionen fandt sted.

15

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 15

10-04-2014 11:04:32


Aldrig nogensinde før havde han været så træt, og han havde svært ved at koncentrere sig på arbejde. Det var, som om hans hjerne efter Noahs fødsel indimellem bare gik i stå. Forsangeren Ray Davies fra The Kinks, som var et af hans yndlingsbands, begyndte at synge ‘Waterloo Sunset’, og han skruede en anelse op for lyden. Det fik ikke Cleo til at løfte blikket fra sin bog. For ikke så længe siden havde Grace rundet sin fyrreårs fødselsdag – en skelsættende begivenhed, som han i flere år med gru havde set frem til. Da dagen oprandt, havde både han og Cleo imidlertid været alt for udkørte til at fejre den ordentligt. De havde åbnet en flaske champagne og var faldet i søvn, inden de havde drukket halvdelen af den. Nu skulle de snart til at fejre noget helt andet. Langt om længe var alle formaliteterne om skilsmissen fra hans tidligere kone, Sandy, faldet på plads. Nu var hun endelig formelt erklæret død, og nu stod det ham frit for at gifte sig med Cleo. For ti år siden var Sandy forsvundet på hans trediveårs fødselsdag, og han havde stadig ingen anelse om, hvorvidt hun var i live – hvilket han inderst inde håbede – eller for længst var død, sådan som vennerne og familien forsøgte at overbevise ham om. Det var højst sandsynligt tilfældet. Under alle omstændigheder var han lettet over, at papirarbejdet var på plads, så han for alvor kunne komme videre med sit liv. Dertil kom, at det omsider var lykkedes at finde en køber til det hus, han og Sandy havde boet i. Han betragtede kærligt – og med barnlig stolthed – sin syv uger gamle søn, der mindede om en dukke med den rosenrøde mund og lille nuttede krop med buttede arme og fingre. Noah Jack Grace lå med lukkede øjne i en hvid ærmeløs sparkedragt på hans skød. Hårbunden sås tydeligt gennem de sparsomme lyse lokker, der var strøget tilbage. Han kunne genkende både nogle af Cleos og nogle af sine egne træk, og den måde Noah indimellem rynkede panden på, fik ham til at tænke på sin afdøde far, som også havde været politimand. Grace ville uden tøven gøre alt for Noah, om han så skulle dø for ham. Cleo sad i en sort top ved siden af ham i sofaen og var fordybet i Fifty Shades of Grey. Det blonde hår var samlet i nakken og klippet kortere end normalt. Lugten af rent vasketøj og babypudder havde bredt sig til hele huset. På legetæppet nede på gulvet lå en teddybjørn,

16

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 16

10-04-2014 11:04:32


en krammeudgave af Thomas Tog og flere andre tøjdyr. En uro med farvestrålende dyr og fugle hang ned fra loftet. Deres store hvalp Humphrey, en krydsning mellem en labrador og en border collie, lå fornærmet i sin kurv i den anden ende af stuen og gnavede på et ben. Hunden havde kastet et foragteligt blik på Noah, da de var kommet hjem med ham, hvorefter den var lusket af med halen mellem benene. Den var åbenbart straks blevet klar over, at den nu ikke længere var familiens midtpunkt og havde surmulet lige siden. Grace knipsede med fingrene og vinkede hunden hen til sig. „Hold nu op, Humphrey. Kom herhen! Slut nu fred med Noah, så I kan blive gode venner!“ Humphrey sendte sin herre et olmt blik. Det var tirsdag eftermiddag, og Grace havde tiltusket sig et par fritimer, inden han skulle tilbage til et aftenmøde med anklageren i sagen mod Carl Venner, en i særdeleshed skrupelløs forbryder, der var hjernen bag en snuff film-ring. Grace havde anholdt ham sidste år. Retssagen mod ham havde været afbrudt i flere uger, fordi den anklagede havde meldt sig syg med smerter i brystet, men nu havde lægerne erklæret ham rask nok til, at de kunne fortsætte, og sagen var blevet genoptaget dagen før. Jeg tror aldrig, jeg har været lykkeligere i hele mit liv, tænkte Grace. Samtidig blev han også overvældet af ansvarsfølelse over for dette lille skrøbelige væsen, som han og Cleo havde bragt til verden. Hvilken fremtid ville Noah gå i møde? Hvordan ville verden mon se ud om tyve år, når han blev voksen? Til den tid ville Grace være fyldt tres. Hvad kunne han udrette for at gøre verden til et tryggere sted for Noah at vokse op i og beskytte ham mod den ondskab, der altid lå og lurede, og som Carl Venner, det slimede kryb, var et omvandrende bevis på? Hvad ville han kunne gøre for at hjælpe sin søn med at håndtere alt det lort, han uundgåeligt ville møde på sin vej? Jeg elsker ham ved gud så højt. Graces største ønske var at blive verdens bedste far, men det krævede, at han investerede noget af al den tid, som han brugte på sit arbejde, så han måtte med tungt hjerte erkende, at det ville blive svært. Siden Noah kom til verden, havde Grace haft meget travlt og derfor tilbragt meget mindre tid sammen med sin søn, end han havde

17

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 17

10-04-2014 11:04:33


håbet. Hvis han var heldig, og der ikke skete en alvorlig forbrydelse i weekenden, kunne han mere eller mindre holde fri, men han var vagthavende efterforskningsleder i denne uge, og hans vagt sluttede først på mandag klokken seks. Under normale omstændigheder håbede alle efterforskningsledere på, at det var dem, der var på vagt, når de mord, der nåede de landsdækkende medier, fandt sted. Det gav dem lejlighed til at brillere og tiltrække sig politimesterens opmærksomhed. Lige nu bad Grace dog til, at telefonen ikke ringede. Så heldig fik han ikke lov at være.

7 Den gamle dame hørte godt, at der for tredje gang blev banket på hoveddøren. „Jeg er på vej!“ råbte hun. „Tag det roligt, jeg kommer nu!“ Hun tog gryden med de kogende grønne bønner af komfuret, greb fat i rollatoren og begav sig ud af køkkenet. I samme øjeblik ringede telefonen. Hun stoppede op. Hvad enten hendes bror befandt sig i England eller Frankrig, ringede han hver aften på slaget syv for at høre, om hun havde det godt. Klokken var netop syv. Hun tog telefonen, der på grund af hendes svigtende syn var forsynet med ekstra store tal, og råbte i et forsøg på at overdøve fjernsynet: „Vær lige sød at vente et øjeblik!“ Det var imidlertid ikke hendes bror, men en yngre indsmigrende mandestemme. „Det tager kun et øjeblik.“ „Der er nogen, der banker på min hoveddør!“ råbte hun, mens hun fumlede med fjernbetjening for at skrue ned for lyden. Så lagde hun sin gigtplagede hånd hen over røret. Selvom hun var godt oppe i årene, fejlede hendes stemme ikke noget. Ellers er der desværre ikke mange kræfter tilbage, tænkte hun vemodigt. „De bliver nødt til at vente lidt, jeg taler lige i telefon,“ råbte hun hen mod døren. Så flyttede hun hånden. „Så er jeg her igen, men De skal fatte Dem i korthed.“ Hun talte med udpræget irsk dialekt. „Jeg ringer til Dem på anbefaling af en af Deres gode venner,“ sagde manden. „Og hvem er så det?“

18

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 18

10-04-2014 11:04:33


„Gerard Scott.“ „Gerard Scott?“ „Han bad mig hilse.“ „Jeg kender overhovedet ikke nogen, der hedder Gerard Scott.“ „Vi har hjulpet ham med at spare 2500 pund på sin varmeregning.“ „Hvordan kan det lade sig gøre?“ spurgte hun en anelse utålmodigt, mens hun kiggede hen på døren og samtidig bekymrede sig om de grønne bønner, der ikke måtte stå for længe i det varme vand. „En af vores repræsentanter er på Deres kanter i næste uge. Måske ville De være interesseret i at aftale tid til et møde? De kan selv bestemme tidspunktet.“ „En repræsentant for hvad?“ „Loftisolering.“ „Loftisolering? Hvad skal jeg bruge det til?“ „Vi er Englands førende eksperter inden for det felt. Vores isolering er så effektiv, at investeringen i kraft af lavere varmeregninger tjener sig selv ind på ni år.“ „Siger De ni år?“ „Ja, frue, det gør jeg.“ „Hør lige her. Jeg er otteoghalvfems år, så synes De ikke, at det er noget af et luksusproblem at bekymre sig om de næste ni års varmeregninger? Men tak for Deres venlighed.“ Hun lagde på og fortsatte hen mod hoveddøren. „Jeg kommer nu! Jeg er på vej!“ Broren havde gennem længere tid forsøgt at overtale hende til at flytte ind i en beskyttet bolig, men hvad i alverden skulle hun det for? Hun havde boet her i huset i over halvtreds år. Her havde hun levet lykkeligt sammen med sin mand Gordon, som var død for femten år siden, og her var deres fire børn, som hun alle havde overlevet, vokset op. For ikke at tale om den engang så vidunderlige have, som hun selv havde anlagt, og som hun stadig yndede at gå og rode i. Alle minderne befandt sig her i huset, såvel som alle de gode malerier og fine antikviteter, som hun og hendes mand på anbefaling fra broren havde samlet gennem et langt liv. Hun var blevet revet op med rode én gang i sit liv, og det skulle ikke ske igen. Hun var fast besluttet på, at når hun en dag forlod sit elskede hjem, skulle hun bæres ud med fødderne først.

19

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 19

10-04-2014 11:04:33


De to eneste af brorens omsorgsfulde råd, hun nogensinde havde fulgt, var overfaldsalarmen, som hun havde i en snor om halsen, og hushjælpen, der kom to gange om ugen. Hun spejdede ud gennem dørspionen. Det var en lys sommeraften, så hun kunne tydeligt se to midaldrende mænd i brune uniformer med identitetskort dinglende i en kæde om halsen. Hun fjernede sikkerhedskæden og åbnede døren. De smilede høfligt. „Vi er kede af at forstyrre Dem,“ sagde manden til højre. „Vi kommer fra vandværket.“ Han holdt sit id-kort op, så hun kunne se det. Hun havde ikke briller på, men hun syntes, at hans irske stemme var tillidsvækkende. Fotoet på kortet var lidt utydeligt, men hun mente nok, det lignede den kronragede mand foran hende. Richard Carroll hed han vist, men hun var ikke helt sikker. „Hvad kan jeg gøre for de herrer?“ „Der er en læk et eller andet sted, som vi forsøger at finde. Har De lagt mærke til, om vandtrykket er faldet det sidste døgn?“ „Nej,“ svarede hun. „Det har jeg ikke lagt mærke til.“ Der var nu så meget, hun ikke lagde mærke til nu om stunder. Selvom hun gjorde sit bedste for at have styr på tingene, måtte hun til sin ærgrelse erkende, at hun i nogle tilfælde var afhængig af andres hjælp. „Må vi komme indenfor og tjekke vandtrykket? Det ville da være ærgerligt, hvis De kommer til at betale for vand, som De ikke har brugt.“ „Nej, det har jeg da sandelig ikke lyst til,“ svarede hun med et glimt i øjet. Alle disse forbandede fornødenheder kostede i forvejen det hvide ud af øjnene, og hun sørgede altid for nøje at gennemgå samtlige regninger for telefon, el, gas og vand. „Jeg synes faktisk, at vandregningen er blevet højere her på det sidste.“ „Ja, det kunne jo tyde på, at der er noget galt,“ svarede Richard Carroll venligt. „Værsgo at komme indenfor.“ Med den ene hånd hvilende på rollatoren trådte hun til side for de to mænd, hvorefter hun lukkede døren bag dem. Hun lagde med det samme mærke til, hvordan de kastede undersøgende blikke på de værdifulde oliemalerier på væggene, Louis XIV-bordet i hall’en, den georgianske chiffonniere, den georgianske kiste og de to Chippendale-stole. Det hele var noget, som hendes

20

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 20

10-04-2014 11:04:33


bror, der var en stor kender af antikviteter, i tidernes morgen havde anbefalet dem at købe. „Hvor har de herrer tænkt sig at begynde at lede?“ Hun fik først øje på det slørede omrids af mandens knytnæve et splitsekund, før den ramte hende i maven og slog al luften ud af hende. Hun krummede sig sammen og greb med sin skrøbelige hånd fat i overfaldsalarmen. Den blev dog flået af halsen på hende, inden hun så meget som nåede at trykke på knappen.

8 Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru. Dette udsagn kørte rundt inde i hovedet på politibetjent Susi Holiday, som var en kraftig bygget kvinde på otteogtyve år med brunt krøllet hår og et smilende ansigt. Det havde det gjort, lige siden hun i går havde set alle seks afsnit af BBC’s udgave af Stolthed og fordom. Hun havde haft fri, og selvom hendes mand havde rystet på hovedet, havde hun tilbragt det meste af sin fridag med at se fjernsyn, høvle en masse junkfood i sig og ryge en hel pakke smøger. Sådan var hun bare. I den ene uge var hun virkelig fornuftig, trænede i fitnesscenter og undlod at ryge, og i den næste lod hun bare stå til. Uden at det overhovedet havde noget med det andet at gøre, kom hun til at tænke på en anden almindelig udbredt opfattelse om, at det ikke er særligt flatterende at sidde på wc med bukserne nede om anklerne. Især ikke hvis man er død. Det måtte hun skrive sig bag øret: Lad for guds skyld være med at stille træskoene, mens du er på toilettet. Trangen til at skulle på wc kunne være et forvarsel om et hjerteanfald. Alt for mange døde på den måde. Ligesom ham den tykke mand, der sad foran dem på et vakkelvornt toilet i en ussel lejlighed i et socialt boligbyggeri. De bare vægge var malet lyseblå, og overalt flød det med beskidte underbukser, sokker og

21

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 21

10-04-2014 11:04:33


skjorter. Stanken af et menneske i forrådnelse blandet med en skarp, syrlig lugt var uudholdelig. Lejlighedens beboer hed Ralph Meeks, så hun måtte gå ud fra, at det var ham, som hun med væmmelse og et anstrøg af medlidenhed stod og kiggede på. Som ved alle andre pludselige dødsfald, hvor den pågældende havde været død i mere end et par dage, lignede han mere en voksdukke end et rigtigt menneske. Et tyst kadaver havde altid forekommet hende at være både skræmmende og fascinerende. Det store korpus sad fastklemt mellem de to vægge. Manden havde leverpletter på hænderne, og røde og grønne ligpletter havde bredt sig i ansigtet og på den synlige del af kroppen. Ansigt, hals og hænder var dækket af en summende hær af spyfluer. Fedtdellerne hang som en baldakin ned over hans ædlere dele. Bortset fra et par små hårtotter over ørerne var han skaldet, og han bar høreapparat i højre øre. Hans mund var stivnet i et forbavset udtryk, som gik igen i hans vidt opspærrede, livløse øjne, som om det kom helt bag på ham, at han skulle dø – og så på denne uværdige måde. I fjernsynet, der stod tændt inde i den sparsomt møblerede stue, kørte et eller andet debatprogram, hvor man ironisk nok diskuterede de ældres vanskelige vilkår. Hun kiggede sig forgæves omkring efter nogle personlige ejendele. Der hang ingen fotografier eller andet på væggene. På bordet stod der et halvtomt glas og en dåseøl. Der lå også en pakke cigaretter ved siden af et askebæger fyldt med cigaretskod. En rodet bunke gamle havemagasiner lå nede på gulvet sammen med en stak aviser. Ralph Meeks havde tydeligvis været død et stykke tid, uden nogen havde opdaget det. Det var sørgeligt, men desværre ret almindeligt i de større byer. Lejligheden lå på anden sal i en lav bebyggelse, men Meeks havde tilsyneladende hverken haft venner eller naboer, der bekymrede sig for ham, og der var ingen, der havde undret sig over, at posten fyldte mere og mere i postkassen for hver dag, der gik. Ikke før han var begyndt at gå i forrådnelse, og naboerne syntes, at der begyndte at lugte underligt ude på gangen. Lugten i opgangen var intet mod den ulidelige stank inde i lejligheden. Den og sværmen af fluer gav hende kvalme. Hendes kollega, politibetjent Dave Roberts, holdt sin behandskede hånd op for næsen. Deres første opgave var at få ringet til den vagthavende, så han

22

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 22

10-04-2014 11:04:33


kunne hjælpe dem med at få fastslået, om der var tale om en naturlig død eller et mistænkeligt dødsfald. Hvis det sidste var tilfældet, skulle kriminalpolitiet kontaktes, og lejligheden skulle forsegles og betragtes som et gerningssted. Deres næste opgave var at tilkalde en paramediciner for at få fastslået, at manden reelt var død. Der var ganske vist ikke noget at være i tvivl om, men sådan var reglerne. Derudover skulle de tilkalde en ligsynsmand, og endelig skulle de, hvis det blev besluttet ikke at foretage et medicolegalt ligsyn på stedet, ringe til Brighton & Hoves kommunale lighus og bede dem afhente liget. Pludselige dødsfald brød de færreste i beredskabsafdelingen sig ikke om at blive kaldt ud til, men Holiday havde ikke noget imod det. Hun syntes egentlig, at de var interessante. Det var femtende gang i løbet af hendes tre år i afdelingen, at hun blev kaldt ud til et. „Der er vel ikke noget at bekymre sig over i det her tilfælde?“ spurgte hun sin atten år ældre kollega. Han rystede på hovedet. Kvalmen var ved at overmande ham. „Næ,“ svarede han med et skuldertræk. „Bortset fra tanken om, at det en dag kunne være en selv.“ „Det klogeste er nok ikke at blive for gammel. Alder ender jo med at tage livet af en,“ bemærkede Holiday med et skævt smil. „Netop. Jeg tror også, at jeg vil foretrække at dø ung med bukserne på.“ „Ville det ikke komme an på, hvem du var sammen med?“ svarede hun med et glimt i øjet.

9 Hver eneste gang Grace forlod huset, var han på vagt. Efter mere end tyve år som strisser, var det blevet en selvfølge at tjekke omgivelserne for at forvisse sig om, at alt var, som det plejede at være. Det havde altid irriteret hans tidligere kone, Sandy. En gang havde han som ung kriminalbetjent spottet en fyr, der lige havde snuppet en håndtaske fra ryglænet på en stol i en overfyldt pub. Grace havde jagtet ham halvanden kilometer til fods gennem Brighton, indtil han kunne fælde

23

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 23

10-04-2014 11:04:33


fyren med en rugby-tackling og anholde ham. Det havde været enden på hans og Sandys aften i byen, fordi han havde måttet bruge de næste fire timer på at få fyren varetægtsfængslet. Når han og Sandy havde været ude at spise, irriterede det hende, at han som regel kastede undersøgende blikke rundt i restauranten. Det fik hende til at sparke ham hårdt under bordet og hvæse: „Stop det der, Grace!“ Det var noget, han gjorde uden at tænke over det. På alle offentlige steder var det umuligt for ham at slappe af, før han havde forvisset sig om, at der tilsyneladende ikke var kriminelle til stede, og ingen umiddelbare tegn på, at der ville blive ballade. Sandy plejede at komme med en spydig bemærkning om, at mens andre kvinder måtte finde sig i, at deres mænd havde travlt med at kigge efter andre kvinder, måtte hun finde sig i, at han så forbrydere alle vegne. Der var dog en ting, han aldrig havde indviet hende i, fordi han ikke ville gøre hende bekymret. Han vidste – ligesom alle politifolk – at der altid var en risiko for, at en eller anden forurettet slyngel kunne finde på at hævne sig. De fleste kriminelle var indforstået med at blive anholdt. Nogle af dem anså det for at være en del af spillet. Andre trak på skuldrene, fordi sådan var det bare, og så var der dem, der opgav ævred, i samme øjeblik de blev lagt i håndjern. Der var imidlertid altid et par stykker, der bar nag. Den gamle tradition med, at dommere iførte sig parykker, var opstået, for at de ikke senere skulle blive genkendt af dem, de sendte bag tremmer. Politiet havde aldrig haft den form for beskyttelse, men selv hvis de havde, ville der være utallige andre måder at spore en politimand på, hvis man var ihærdig nok. En netop så ihærdig mand sad lige nu i sin bil foran en antikvitetsforretning med kaminer som speciale. Den lå midt inde i Brighton, og overfor lå et kompleks af smarte byhuse. Denne mand bar nag til en ganske bestemt politimand i Sussex: kriminalkommissær Roy Grace. Amis Smallbone havde via tegninger, han havde skaffet på rådhuset, fundet ud af, at Graces lille søn befandt sig inde i det tredje hus til venstre. Tegningerne havde ligget i en mappe sammen med den femten år gamle ansøgning om byggetilladelse, der skulle forvandle det gamle pakhus til en hyggelig gård omgivet af syv byhuse.

24

James - Dødens time (638-3262-5) - XXX sider - 155x230 - IB.indb 24

10-04-2014 11:04:33


Doedens time af peter james