Page 1


R AC H E L WA R D

DØD N 1 DIN ØJN På dansk ved Stig W. Jørgensen

POLITIKENS FORLAG

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 3

01-09-2011 14:17:10


8 Jeg vågnede på gulvet, omgivet af ødelagte ting, mine egne ting. Den sidste tanke, jeg havde tænkt, før jeg faldt i søvn, summede stadig i mit hoved. Jeg havde intet tilbage at miste. Hvad kunne de gøre mig, ud over det de allerede havde planlagt? Jeg så på mit ur, der stadig gik, selv om skiven var smadret. Tyve minutter i syv. Jeg viklede mine stive ben ud, kom op at stå og banede mig vej hen over gulvet. Så ud på trappeafsatsen og forsigtigt ned ad trappen. Jeg drak en slurk appelsinjuice af kartonen og kom brød i brødristeren. Da det hoppede op, smurte jeg det med en ordentlig gang peanutbutter og spiste det på vej ud. Der var ikke mange mennesker på gaden, men baggrundsstøjen var der alligevel. Den er der altid i London. Jeg sneg mig op ad en havegang og snuppede en flaske mælk, så jeg havde noget at skylle brødet ned med. Jeg følte mig bedre tilpas, end jeg havde gjort længe. Jeg vidste, at de på et tidspunkt ville få fat på mig igen – prædike for mig, spærre mig inde, flytte mig – men lige i dette øjeblik var jeg fri. Jeg tog mælken med ned til kanalen og drak den, mens jeg sad og balancerede på de sveller, hvor jeg havde snakket med Spider første gang. Lyset begyndte at vise sig i horisonten. Det bredte sig så småt, og alting var gråt: bygnin61

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 61

01-09-2011 14:17:12


gerne, murene, vandet, himlen. Hvis man tog et farvefoto, ville det ligne et sorthvid. Det passede til min sindsstemning – jeg var rolig, afdæmpet, levede i øjeblikket, dvælede. Da jeg havde drukket mælken, eller det meste, stillede jeg flasken på kanten af kanalen og samlede en håndfuld sten op. En for en kastede jeg dem efter flasken. Nogle ramte ved siden af, og man kunne høre dem ryge i vandet – plop! Når de ramte målet, rokkede flasken og var ved at falde ud over kanten, men den gjorde det ikke. Jeg rodede i jorden med min gummisko for at se, om jeg kunne finde større sten. Jeg fandt et par stykker og koncentrerede mig kraftigt. Den første ramte ved siden af og faldt plop ned i kanalen. Den næste ramte lige på flaskehalsen, så flasken røg direkte ud over kanten og ramte vandet med et plask. Jeg rejste mig og kiggede derned. Den lå på siden og hoppede, så det sidste mælk stadig sjaskede rundt indeni, og bevægede sig langsomt mod venstre i retning af Themsen. Jeg tænkte: Jeg skulle have lagt en besked i. Af en eller anden grund pirrede det mig, tanken om en eller anden unge i Frankrig eller Holland, der vadede ud i vandet for at samle min flaske op og hev sedlen ud for at læse min besked: Fuck dig. Hilsner fra England. Flasken var tyve meter væk fra mig nu. Jeg fik lyst til at følge efter den for at se, hvor vi begge endte, men det var ikke sådan jeg ville tilbringe mine sidste få timers frihed, før de fangede mig. Jeg ville sige farvel til min kammerat, så i stedet gik jeg tilbage ad stien mod forretningerne og satte kurs mod Spiders hus. Klokken var stadig kun halv otte, og der var ingen livstegn. Jeg gik op 62

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 62

01-09-2011 14:17:12


til døren, og min hånd hang tøvende over dørklokken. Jeg følte mig usikker, som om jeg ville virke lidt desperat, ligne én i nød, når jeg bare dukkede op på den måde så tidligt. Jeg tog forsigtigt i døren for en god ordens skyld. Den flyttede sig under mine fingre, og en smule røg sivede ud gennem sprækken. Jeg skubbede døren op og gik ind, og dér sad hun i køkkenet, Val, på sin høje taburet med en kop te i den ene hånd og en smøg i den anden. Sov den kvinde også ude i køkkenet? ”Er du okay, min pige?” sagde hun, som om hun havde ventet mig. ”Kom ind.” Jeg trådte længere ind i lokalet. ”Du er tidligt på færde. Har du problemer?” Jeg nikkede. ”Der er te på kanden. Tag en kop i vasken, og kom her og sæt dig.” Og det var sådan, Spider fandt os, da han dukkede op ved nitiden: mig og Val side om side ved køkkenbordet, gang i den anden kande te, en dynge cigaretaske på tallerkenen imellem os. Han stavrede ud i køkkenet iført joggingbukser og en gammel, plettet T-shirt, og hans øjne var små og sammenknebne, som om han havde sovet i hundrede år. Han så altid uordentlig ud, men det her var noget andet, som om nogen havde krøllet ham sammen og smidt ham ud. ”Hvad foregår der?” spurgte han, da chokket over at se en anden end sin bedstemor havde fortaget sig. ”Jem er kommet på besøg. Hun er lidt i knibe, ikke?” Han så på mig, og jeg sagde: ”Jeg er på skideren, Spider. De tvinger mig til at flytte igen.” Og af en eller anden grund kunne jeg mærke en lille skælven i min kæbe, da jeg 63

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 63

01-09-2011 14:17:12


så på ham. Jeg vendte mig hurtigt væk og følte mig dum. Og så sagde han gudskelov det helt rigtige. ”Fuck dem, Jem. Lad os tage en tur i byen. Jeg har lidt penge.” Det fik Val til at hæve blikket og se undersøgende på hans ansigt. ”De vil lede efter dig her, lad os tage ind til centrum.” Han begyndte at danse rundt på tæer igen, den velkendte energi snurrede i ham. Han klappede i hænderne. ”Okay, af sted! Hælder du lige en kop op til mig, bedste, så tager jeg sko på.” ”Jeg tror, du har tid til at få et bad og finde noget rent at tage på, Terry. Der ligger masser af rent tøj ude på gangen.” Spider satte et udtryk af lidelse og afsky op. ”Jeg er okay, bedste, lad mig nu være.” ”Du er ikke okay, man kunne skære sig gennem luften omkring dig med en kniv, din stinkbombe!” sagde hun og tændte en smøg til. Hun vendte sig mod mig. ”Drenge! Hvad kan man stille op?” På trods af protesterne daskede Spider ud af lokalet, og da han kom tilbage, havde han jeans og en ren T-shirt på. Men han kunne umuligt have vasket sig på den tid. Han tyllede teen i sig og bøjede sig ned for at kysse Val. ”Jeg burde vel sige, at I skulle tage i skole, I to uartige unger, men eftersom I begge to er bortvist” – hun blinkede med et af sine gennemborende grønbrune øjne – ”så gå ud og mor jer. Jeg siger ikke noget, hvis her kommer nogen.” Hun så på mig, og hun smilede ikke, men man kunne mærke en varme, og jeg tænkte: Du er et heldigt asen, Spider, at have sådan en bedste. Hvis jeg havde haft en som hende i mit liv, ville det hele have været fuldstændig anderledes. 64

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 64

01-09-2011 14:17:12


Han snuppede hættetrøjen på vej ud gennem forstuen og råbte ”Hej, bedste, ses senere,” og så var vi væk. Alt var oppe at køre nu, trafikken var i gang, og der var mennesker alle vegne. Tidligere havde jeg følt at byen tilhørte mig, at der kun var mig og freden og roen. Men nu var mig og Spider ikke andet end to myrer i en millionby. Solen var også fremme på himlen nu. Det ville blive sådan en klar, skarp vinterdag. ”Vi behøver ikke gå i dag, vi kan tage undergrunden. Eller en taxa, hvis du lyst – tror jeg nok.” ”Hvor meget har du, Spider?” ”Tres pund – alle sammen mine.” Han smilede. ”Men jeg er nødt til at være tilbage i aften. Lidt flere forretninger. Men vi har hele dagen for os selv,” sagde han og bredte armene ud og snurrede rundt. ”Hvor vil du hen?” ”Det ved jeg ikke. Oxford Street?” ”Okay.” Han rettede sig op i fuld højde, rakte en arm ud foran mig, som om han viste mig vej, og sagde med den højeste, mest åndssvage affekterede stemme: ”Ville det behage fruen at gå lidt på shopping?” Folk begyndte at kigge. ”Hold din kæft, Spider!” Han så lidt modfalden ud. ”Kom nu, din nar, det lyder fedt. Lad os komme af sted.” Og jeg satte i løb hen mod undergrundsstationen, og straks var han oppe på siden af mig med sine lange ben, der let slog mig i kapløbet hen til billetkontoret. ”Det er fandeme tyveri, mand, det er, hvad det er. Seksten pund for at komme op i den tingest.” Han slog ud med armen mod London Eye-pariserhjulet, og vreden sydede 65

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 65

01-09-2011 14:17:12


gennem hans krop helt ud til fingerspidserne. Vi havde brugt de fleste af pengene i Oxford Street på åndssvage solbriller og hatte og Big Macs. Man kommer ikke langt i London for tres pund. Folk begyndte at stirre på ham. Hvis man ikke var vant til ham, var han vel også noget at stirre på: en sort fyr på over 1,90, der kæftede op på gaden. Folk i køen stod og gloede på ham, som om han var et cirkusnummer – anbragt som underholdning. Jeg tænkte: Nu smider de snart mønter til ham. Nogle af dem prikkede til hinanden med albuen og sagde ting ud ad mundvigene og lo. De havde ingen respekt, ligesom Jordan ikke havde haft for mig. ”Drop det,” sagde jeg og prøvede at dæmpe situationen. ”Jeg gider alligevel ikke prøve en tur i den latterlige tingest. Lad os gå et andet sted hen.” Men han var oppe at køre nu. ”Alt i den her by er fandeme for turister. Hvad med os? Hvad med normale mennesker, der ikke har seksten pund til en fisefornem karruseltur?” Dele af hans publikum var begyndt at se urolige ud og rykkede lidt væk fra ham og vekslede bekymrede blikke. Jeg nød deres reaktion nu. Han fik rusket lidt op i dem. Jeg lod blikket løbe ned langs køen – jep, de var ved at blive temmelig beklemte. Et par japanske turister med ens blå anorakker, strikhuer og handsker, så i retning af os. I det splitsekund, det tog dem at kigge hen og væk igen, bemærkede jeg deres tal og fik et chok som et elektrisk stød. De var identiske. Mærkeligt, tænkte jeg, samme dødsdato – hvad var sandsynligheden for det? Så sivede selve tallene ind hos mig og ramte mig som et slag i ansigtet. 08122009. Det var i dag. Hvad fanden …? 66

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 66

01-09-2011 14:17:12


Jeg så tilbage på dem, men Spiders spilopper var blevet for meget: De havde vendt ryggen til og håbede sikkert, at vi ville forsvinde. Jeg måtte have taget fejl, tænkte jeg. Jeg var nødt til at tjekke. Jeg gik hen mod køen og ville gå om på den anden side og se på dem igen. Spider lagde ikke engang mærke til, at jeg var gået – jeg kunne høre ham bande løs for sig selv, opslugt af sin egen harme. De stod temmelig tæt i køen. Jeg gik hen mod en lille sprække mellem en ung fyr i løbetøj med rygsæk på og en gammel dame i tyk tweedfrakke, der bar på en kurvetaske. ”Undskyld,” sagde jeg og gik hen mod damen. Jeg havde ikke behøvet at sige noget, for hun rykkede baglæns under alle omstændigheder. ”Tak,” sagde jeg, idet jeg klemte mig igennem. Hun smilede anstrengt og knugede sin taske ind til sig, og jeg så bekymringen i hendes ansigt, idet vores øjne kort mødtes. Jeg opfattede også hendes tal, og standsede brat op. Jeg stirrede på hende, kunne ikke lade være. 08122009. Det var helt uvirkeligt. Hvad betød det? Sveden sprang frem overalt på min krop. Jeg blev stående som stivnet og stirrede på hende. Den gamle dame tog en dyb indånding. Hendes pupiller var store af frygt. ”Jeg har ikke mange penge,” sagde hun stille, og hendes stemme bævede en ganske lille smule. Hun knugede sin taske så stramt, at hendes knoer var helt hvide. ”Hvad?” sagde jeg. ”Jeg har ikke mange penge. Det her er noget særligt, jeg har sparet sammen til – af min pension …” Tiøren faldt: Det gamle liv troede, at jeg ville plyndre 67

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 67

01-09-2011 14:17:12


hende. ”Nej,” sagde jeg og trådte et skridt baglæns. ”Nej, jeg vil ikke have dine penge. Sådan er det ikke. Undskyld.” Jeg ramlede ind i fyren foran, og han snurrede rundt, så hjørnet af hans taske ramte mig i ryggen. Jeg ender med at få nogen på hovedet, tænkte jeg. Jeg bakkede væk i retning af Spider. ”Undskyld, du,” sagde jeg med hovedet sænket og hænderne i lommen. ”Det var ikke med vilje.” ”Det er okay. Det er ikke noget problem.” Hans opstyltede engelsk fangede min opmærksomhed. Jeg kiggede ud under hætten. Han så sært nok lige så forskræmt ud som mig, med svedperler på panden og håret mørkt og fugtigt mod hovedbunden. ”Alt er okay,” sagde han og nikkede for at få mig til at give ham ret. ”Ja, alt er okay,” gentog jeg, overrasket over at jeg stadig kunne tale som et normalt menneske. Indvendig skreg min virkelige stemme – et gennemtrængende hvin af rædsel flænsede mig. Han havde det nemlig også. 08122009. Hans tal. Der ville ske noget med de mennesker. I dag. Her. Jeg vendte mig og lød snublende tilbage til Spider, der stadig bandede som en tyrk. ”Spider, vi skal væk nu.” Han ignorerede mig, opslugt af sin egen lille verden. Jeg greb ham i ærmet. ”Hør nu på mig. Vi skal væk herfra.” Kunne han ikke høre frygten i min stemme? Kunne han ikke mærke, at min hånd på hans arm rystede? 68

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 68

01-09-2011 14:17:12


”Jeg skal ikke nogen steder, mand. Jeg er ikke færdig med det her sted.” ”Jo, du er, Spider. Det er lige meget. Vi skal bare væk herfra.” Hvert sekund, vi blev stående og snakkede, var et sekund tættere på det, der ville udslette disse mennesker. Hjertet hamrede i brystet på mig, som om det ville ud af min brystkasse. ”Jeg vil snakke med bossen, hvem der end bestemmer her. Nogen er nødt til at sætte dem på plads. Det er for groft at tage røven på folk på den måde. Vi bør ikke finde os i det længere. Vi …” Han hørte bare ikke efter. Det var umuligt at få ham til at lytte. ”… finder os i så meget lort her i landet. Vi bliver alle sammen behandlet som andenrangsborgere. Vi …” Uden overhovedet at tænke over det hævede jeg hånden og stak ham en kraftig lussing. Og jeg mener: kraftig. Slam! Han standsede midt i en sætning, fuldstændig stivnet af chok. Så førte han hånden op til kinden. ”Hvorfor helvede gjorde du det?” ”Du er nødt til at høre efter. Vi skal væk herfra. Vil du ikke godt få mig væk herfra, Spider? Kom.” Jeg greb hans anden hånd og trak, indtil han til sidst bevægede sig. Jeg satte i løb og slæbte ham nærmest med, og til sidst løb han så også. Så slap han min hånd og spurtede foran mig, sprang af sted på de lange ben og pumpede med armene. Halvtreds meter længere fremme standsede han op og ventede på mig, og så småløb vi sammen langs med Themsen og hen over Hungerford Bridge. Halvvejs over broen satte 69

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 69

01-09-2011 14:17:12


vi tempoet ned til gang og standsede så op og så os tilbage, hvor vi var kommet fra. Alt var, som det hele tiden havde været. ”Hvad foregår der, Jem? Hvad handlede det om?” ”Ikke noget. Du gjorde bare folk urolige. Der var ikke gået længe, før nogen havde ringet til politiet.” Det lød da meget sandsynligt, ikke? Men allerede idet jeg sagde det, kunne jeg høre, at det lød åndssvagt, og Spider lod sig ikke narre. ”Nej, det passer ikke. Jeg kan se på dig, at der er noget galt. Du ligner et spøgelse, mand. Endnu mere hvid, end du plejer. Hvad er der galt med dig?” Da jeg stod der og så ud over Themsen og byen, der var i gang med en ganske normal dag, følte jeg pludselig, at jeg havde gjort mig selv til grin. De ord, der løb gennem mit hoved, lød ikke ægte, ikke engang for mig selv – Tal, dødsdatoer, katastrofe … Det lød latterligt, en dum indbildning. Og måske var det alt, hvad det var, et sygt puds, min hjerne spillede mig. ”Det er ikke noget, Spider. Jeg fik bare en dårlig fornemmelse der, et panikanfald. Jeg er okay nu – eller ikke okay, men jeg har det bedre.” Jeg prøvede at vende samtalen over på ham igen. ”Undskyld, at jeg slog dig.” Jeg satte hånden op til hans ansigt og holdt den der et par sekunder. ”Er det ømt?” Han smilede bittert. ”Det svider stadig lidt. Jeg havde ikke forestillet mig, at du kunne finde på at tæve sådan på mig.” Han fnøs og rystede på hovedet. ”Mike Tyson selv ville sgu være bange for dig.” ”Undskyld,” sagde jeg igen. 70

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 70

01-09-2011 14:17:12


”Det skal du ikke tænke på,” sagde han og smilede stadig. Og der stod vi så og lænede os mod broen og så ned langs floden, da vi hørte braget og så London Eye blive sprængt i stumper og stykker for øjnene af os.

71

2521-Politiken-Døden-i-dine-øjne.indd 71

01-09-2011 14:17:12

Doeden i dine oejne af Rachel Ward  

RACHEL WARD På dansk ved Stig W. Jørgensen POLITIKENS FORLAG J eg vågnede på gulvet, omgivet af ødelagte ting, mine egne 61 62 63 64 ”Det er...

Advertisement